Iltsvind i dansk politik

Af Tom Jensen 52

Jeg har ikke rigtigt kunnet greje om det folketingsvalg, der kommer inden næste sommer, bliver det mest interessante i nyere tid. Eller det mest dødssyge.

Hvis man er til politik som tilskuersport, hvis man er til de store dramaer og ryddede sendeflader på TV2 News med svedende magthavere, der ikke ved om de er købt, solgt, valgt, vragede eller snydt af en modpart, så kan det blive et valg som vi ikke har set mage til længe.

Nu med fire-fem statsministerkandidater, med et vist opbrud i blokkene – især den røde. Det kan være, man skal have popcornene frem til dronningerunden, når folketingsvalget er overstået. Måske kan det blive svært for nogen at få dannet en regering. Det er set før i nyere tid i andre lande. Tænk f.eks. på Tyskland.

Så for politiknørder, for hele kommentariatet og besserwissere og slagsbrødrene på de sociale medier kan det blive en uforglemmelig fest. De titusind analysers politiske karneval.

Interesserer man sig derimod for politik for at se stærke ideer og visioner brydes i en kamp for at ændre samfundet i den ene eller anden retning, kan folketingsvalget blive lidt af en prøvelse.

Ikke fordi de vilde ideer ikke findes; se blot på Uffe Elbæks mange Alternativistiske planer fremlagt i den forløbne uge. Meget kan man sige om statsministerkandidat Elbæk og hans vidtløftigheder. Men kedeligt er det ikke.

Problemet er blot, at Elbæk formentlig lige så godt som alle os andre ved, at han hverken bliver statsminister eller får sine ideer blot tilnærmelsesvist gennemført.

Hvis jeg et øjeblik skal blive i forestillingen om politik som en tilskuersport, så kan man vel sige, at elitespillerne mere end nogensinde synes at klumpe sig sammen på midtbanen, mens marginalspillerne tosser festligt, men formålsløst rundt ude på kanterne.

Et scenarie under hvilket man kan frygte, at ingen får scoret..

Venstres Kristian Jensen har over de seneste uger bidraget til klumpspillet med hele to meldinger, der har kunnet få enhver borgerlig med en forestilling om, at samfundet kan og bør forandres, til at sukke illusionsløst.

Først lød det fra manden, der efter alt at dømme tager over som sit partis formand, når Løkke en dag vinker farvel, at Venstre nu har opgivet planen om nulvækst i det offentlige. Og sidste søndag satte Kristian Jensen så trumf på – eller muligvis snarere det modsatte – ved her i Berlingske at erklære, at der ikke kommer flere skattelettelser i denne valgperiode, og at Venstre heller ikke vil gå til valg på at lette skatterne.

Se, ud fra en kynisk, magtpolitisk betragtning kan man naturligvis godt intellektuelt forstå Kristian Jensens ræsonnement. Dets omdrejningspunkt er Dansk Folkeparti, hvis snu formand både har erklæret, at DF nu er parat til at gå i regering, og som samtidig har flirtet så heftigt med Socialdemokratiet, at det til tider har mindet om regulær utroskab fra den borgerlige regerings parlamentariske grundlag.

Mens Mette Frederiksen har reageret på denne virkelighed ved at lægge sig tæt op af DF i udlændingepolitikken, er Venstres modsvar åbenbart så nu at neutralisere den økonomiske politik som tema i valgkampen. Ingen, hverken S eller DF, skal kunne komme og sige, at Venstre vil slagte den offentlige sektor og forgylde de rige med skattelettelser.

I ved, den slags formuleringer, der plejer at blive brugt med stor konsekvens og effektivitet, når borgerlige formaster sig til forsigtigt at pippe, at det måske kunne være en fin lille idé med et samfund, hvor der er en bittesmule mere frihed til den enkelte, og hvor den offentlige sektor ikke er helt så verdensrekordstor, som tilfældet er nu.

Man kan også sige til Kristian Jensens forsvar, at opgaven synes uoverstigelig. Der ser f.eks. ikke ud til at være noget flertal i den danske befolkning for væsentlige skattelettelser, og langt de fleste danskere enten lever af eller modtager væsentlige ydelser fra velfærdsstaten. Det er jo ligesom konceptet.

Man kan også sige, at Liberal Alliance i den forløbne valgperiode viste, hvordan man i hvert fald ikke skal håndtere en mere idealistisk borgerlig tilgang til f.eks. spørgsmålet om skatten.

Men samlet set har situationen efterladt den borgerlige blok ved en korsvej. Enten bliver man dygtigere og mere viljefaste til at tage de vigtige værdidebatter om, hvorfor et samfund med mere frihed og ansvar til det enkelte menneske faktisk kan komme flere til gavn end et samfund med et forvokset velfærdsbureaukrati. Med den risiko man naturligvis løber for, at det på kort sigt kan koste magt og indflydelse.

Eller også neutraliserer man, som Kristian Jensen nu har gjort det. Skaber iltsvind i dansk politik. Viger udenom de svære diskussioner og positionerer sig i nærheden af dem, man skal kæmpe om magten med, så man skal have fat i luppen for at se forskel, selv på så afgørende områder som samfundsøkonomien, skatterne og den offentlige sektors rolle og størrelse i forhold til markedet og det civile samfund.

Det er derfor mennesker, som er engagerede i stærke ideer, efterhånden må frygte et folketingsvalg tømt for reelt indhold dér, hvor magten reelt er, mens Uffe Elbæk’erne og Pernille Skipper’ne har turpas til at bygge luftkasteller.

Og det er især borgerlige, der må have frygten. Samfundet er som bekendt over 50-60 år blevet indrettet som noget nær et socialdemokratisk mønstersamfund. Herligt for socialdemokrater. Tør man som borgerlig end ikke sige, at man vil reformere det, så bliver det såmænd nok ved med at være sådan.

KLIK HER OG FØLG MIG PÅ FACEBOOK

KLIK HER OG FØLG MIG PÅ TWITTER

52 kommentarer RSS

  1. Af Niels Larsen

    -

    Lemche: “BJØRN SØRENSEN Putin er ikke problemet, det er folkene bag ham. Jeg gider ikke hente Snyder, som nævner dem og deres ideologier osv. Putin har flere gange i det sidste års tid mindet os om, at Rusland er en a-magt.
    Og den der med USSR og Rusland, kiss my … USSR var Rusland, og Rusland var USSR. Hvem bestemte ellers i den bule?”

    Stalin var vist georgier, Khrusjtjov og Bresjnev var vist ukrainere, Gorbatjov fra Kaukasusregionen. 🙂

  2. Af r. vangkilde

    -

    DANSK POLITIK, – holdes kunstigt i live af verdens højeste skatter, når borgerne går og venter
    på næste overførsel, og i mellemtiden er automatikken slået til, ja vores demokrati er blevet et nyt selvkørende erhverv af politiker, der blot skal stoppe huller i lovgivningen, ELLER holder
    dansk LIGHEDSPOLITIK kunstpause.

Kommentarer er lukket.