Endelig skal vi igen dyrke vinderne. Til daglig dyrker vi mest problemerne.

Af Tom Jensen 15

Jeg elsker VM i fodbold. Af mange andre grunde end selve spillet, som man nøgternt set finder bedre i Champions League. Men VM er alligevel noget særligt. Når Danmark er med, kan man eksempelvis få tiltrængt luft for sin opsparede fædrelandskærlighed, med eller uden klaphat (selv foretrækker jeg uden), mens nationer og kulturer fra alle verdenshjørner mødes om en bold. Af og til med mærkværdige scenerier i eller uden om kampene. Hvem husker ikke de konstant larmende vuvuzelaer fra VM i Sydafrika i 2010? Otte år senere er det som om, man stadig hører en svag summen for sit indre øre, når man tænker på dét mesterskab.

Men mest af alt elsker jeg VM, fordi det giver os lejlighed til uden skam i livet eller forbehold at rådyrke helte og vindere. Det gør vi alt for lidt her til lands, og jeg skal nok lade være med at kaste Janteloven eller andre nationalklichéer ind i diskussionen, men vi er bare så forbandet dårlige til at hengive os til originalerne og forbillederne i Danmark. Det er såmænd ikke, fordi der er decideret noget i vejen med dem, og vi er blevet bedre til at fejre dem over de seneste årtier.

Fokus er imidlertid et andet sted, og jeg tror ikke, det har noget at gøre med særlige dybder i vores nationalkarakter, eller med den selvundertrykkelse, der med lidt ond vilje kan læses ind i Grundtvigs linjer om at ”ved jorden at blive, det tjener os bedst”. Det er muligvis bidragende faktorer, men ikke den væsentligste grund til, at dagsordenen i Danmark sjældent fastholdes på vinderne, sejrherrerne, dem der gør en afgørende forskel på deres felt, og som alle andre kan spejle sig i og lade sig inspirere af.

I stedet handler det om en indbygget mekanik i velfærdssamfundet. Den er hverken forkert eller kritisabel, den er tværtimod ganske forståelig, men den er der. For vi har indrettet os med et samfundssystem, hvor fokus næsten uundgåeligt er på dem, for hvem tingene ikke lykkes. For hvem det går galt. De der er i fare for at dratte gennem sikkerhedsnettet. Som i kortere eller længere perioder ikke kan klare sig selv.

Velfærdssamfundets indbyggede omfordeling via skatterne handler om dem. Og jo mere den universelle velfærdsstat har bredt sig, jo flere dele af menneskelivet vi har overladt til den at tage vare på, og jo større dele af alle menneskers indkomst, der går til at finansiere dette fælles velfærdssystem – des større fokus bliver der uundgåeligt i samfundsdebatten på, hvordan pengene bruges. Om der er nok penge at bruge. Om der er hjælp nok til dem, der har hjælp behov. Om der nu kommer ud af alle de skatter, man er tvunget til at betale.

I sidste uge skrev jeg om opdragelse og livet i familierne, og det er et ganske karakteristisk område. Sagen er, at i måske 80-85 procent af alle danske familier fungerer det meste virkelig godt. Børn og forældre eksisterer i et historisk perspektiv forbilledligt sammen, bruger mere tid sammen end før, og indgår i det forpligtende fællesskab, som familien er, på en måde der gør alle stærkere. Til potentielle vindere, mennesker der vil kunne gøre en forskel, også for andre.

Men det kommer ikke altid frem, at det er sådan – og ja, vi i medierne er medskyldige. Også vi er gode til at zoome ind på hullerne i osten. Men hullerne præger nu også den politiske diskurs, netop fordi velfærdssamfundet har bredt sine fangarme ud til så meget, at selve den politiske eksistensberettigelse handler om at kunne pege på områder, hvor samfundet ikke gør det godt nok, hvor der med fordel kunne bevilges nogle flere midler til at hjælpe flere med at løse det ene eller det andet problem.

De fleste er imidlertid vindere i deres egne liv, også i familierne, men man kommer med usvigelig sikkerhed altid til at fokusere på de familier, hvor det ikke fungerer. Hvor negative sociale strukturer nedarves. Hvor der ikke er tid nok. Hvor børn ender med at føle sig pressede. Simpelthen fordi vi har indrettet os med et system, hvor det helt konkret vedrører os alle, om en familie fungerer dårligt, om Hr. Nielsen lever lidt for usundt, eller om gymnasieelev Madsen må gå en årgang om, fordi han har pjækket for meget. For vi kommer som bekendt alle til at betale ved kasse 1, når der skal rettes op på uhensigtsmæssighederne, hvadenten det er i sundhedssystemet, uddannelsessektoren eller foran socialrådgiveren henne på kommunen.

Man kommer let til at lyde kynisk og umenneskelig, når man peger på dette. Skal vi da ikke tage os af dem, der har det svært? Går du mon ind for at afmontere velfærdssamfundet? Til det første svarer jeg klart ja. Til det andet svarer jeg klart nej.

Men ikke desto mindre kunne man med fordel bruge kræfter på at belyse, hvad velfærdsmodellen også betyder. Herunder at vi kommer til at se verden gennem en prisme, der gør problemer forholdsmæssigt større end de er. Mens heltene, vinderne, dem der finansierer hele modellen, fylder forholdsmæssigt mindre. I samfundsdebatten er det ofte som om de bare er der. Som om de bliver taget for givet. Eksempelvis hele den middelklasse, der står op hver morgen og er vindere i deres eget liv. Og uden hvem der ingen velfærd var.

Nå, det var VM, vi kom fra. Her fylder vinderne mest, mens der ingen nåde er for taberne. Tænk blot på brasilianernes 1-7 nederlag i semifinalen mod Tyskland sidste gang. Et samfund med den slags brutale konsekvenser ønsker ingen sig. Desto mere befriende er det engang imellem at hengive sig til et menneskeligt mikrokosmos som et VM i fodbold.

Og skal vi så i øvrigt ikke bare herfra lade landsholdet overtage opgaven fra vejret med at efterligne sommeren 1992?

KLIK HER OG FØLG MIG PÅ FACEBOOK

KLIK HER OG FØLG MIG PÅ TWITTER

15 kommentarer RSS

  1. Af niels Peter Lemche

    -

    Og så er det da et Ganske godt, der sendes af sted, modsat de stakkels svenskere, som der ikke er meget krudt I.

    Men hvem, Tom Jensen, vinder? Du hopper uden om det store spørgsmål.

    Og det er da godt, at amerikanerne ikke kvalificerede sig. Så havde vi set Trumpie og Putte side arm I arm og synge med!

  2. Af Janik Martensen

    -

    “Helte og vindere”

    Sike da en underlig betegnelse for granvoksne mænd, som ikke laver andet end at lege med en bold???

    Mine helte laver altså noget væstentlig mere produktivt og gavnligt.

  3. Af niels Peter Lemche

    -

    Janik Martensen, du fatter vist ikke, hvad Tom Jensen vil med sit indlæg: Lad os dog få nogle uger, hvor vi bare gør og siger alt det, vi egentlig har lyst til, men godt ved, at vi ikke må. Selv den mest forbenede internationalist bliver som smør, når kampen starter.

  4. Af Arne Hornborg

    -

    Hr. Janik Martensen.
    Jeg er helt enig i Deres opfattelse og Deres kommentar.
    Fodbold er kommet op på et (økonomisk/spekulativt) plan hvor det overhovedet ikke hører hjemme.
    Der er rigtig mange bagmænd/forretningsfolk der tjener tykt på den ,,sport?”
    Alt det hysteri der er omkring det (kedsommelige) spil virker mere end komisk.
    Meen, selvfølgelig der er mange måder at passivisere mennesker på.
    Selv enhver negerdreng i enhver landsby kan losse til en bold.
    Vold og druk er ofte trofaste følgesvende i fodboldspillet, foruden et kollosalt politiopbud.
    Arne Hornborg

  5. Af Maria Due

    -

    Janik Martensen – 10. juni 2018 13:29

    Ååhr, hold nu op, din dydsdragon.

    Tom Jensen har skrevet et fint indlæg, og selv om jeg hverken har fjernsyn eller styr på selv det mest basale vedr. fodbold, kan jeg da sagtens more og glæde mig over, at halvdelen af befolkningen eller næsten snart vil være klæbet til skærmen . Jeg synes bare ikke, at Thomas Helmigs sang er god nok.

  6. Af Arne Hornborg

    -

    HELTE? Vås.
    Det kedsommelige spil er forsøgt at komme på et plan hvor det ikke hører hjemme.
    Verdens nemmeste spil. Selv i afrikanske landsbyer kan drenge finde ud af at losse til en bold.
    Men, naturligvis, underholdning for masserne, godt hjulpet af ,,sportsjournalisterne?”
    De enorme summer de forskellige bagmænd tjener på det ligegyldige spil taler eget tydelige sprog.
    Det overexalterede, støjende, råbende publikum, ofte med druk, hærværk og vold til følge siger alt om niveauet.
    Store bekostelige stadions der bliver bygget til de formål som står gabende tomme når halløjet er overstået.
    Postulatet om at sport og politik ikke hører sammen er mere end en lodret løgn.
    Giv ,,masserne” fodbold og alt andet er glemt.
    Arne Hornborg.

  7. Af r. vangkilde

    -

    I KONKURRENCE FINDES VINDERNE.
    MEN DEMOKRATI MANGLER GLOBALE REGLER, og modsat sportens regler, som er klare, fysiske, synlige og globale, nationale og lokale, men også mere og mere synlig professionel og økonomisk.
    SKAT har sine lange arm fremme , som en sort national skygge med usynlige regler, hvor problemerne dyrkes med regler i social lighed til omfordeling, som skal til gode
    se taberne af fællesskabets konkurrence. I demokrati og politik findes derfor ikke globale regler for hverken rig eller fattig.

  8. Af Thomas Nielsen

    -

    Meget sigende at chefredaktøren for denne hæderkronede avis går og sparer på sin patriotisme i det daglige. Jeg ville ønske at TJ brugte noget af sin “opsparede fædrelandskærlighed” i Berlingskes dækning af den stigende kriminalitet som udføres af indvandrere og flygtninge fra Mellemøsten og Nordafrika. Han kunne også vælge at bruge lidt mere krudt på den massive censur som helt legitime, fredelige, men (uhadada) indvandrings-kritiske bevægelser som Generation Identitær udsættes for på bl.a. Facebook..
    Men TJ vælger altså fodbolden og klaphatten når kærligheden til fædrelandet skal støves af hvert fjerde år.
    Tja.

  9. Af Gert Hansen

    -

    Fodbold er kommet op i et plan hvor det overhovedet ikke hører hjemme. Det skyldes, at der er svimlende mange penge involveret, så showet markedsføres helt ustyrligt, og aviser og sportsjournalister er selvfølgelig af samme årsag med på vognen.

    At en enkelt spiller nu af og til handles for over hvad der svarer til 1 milliard kroner, siger alt. Jeg orker ikke at regne ud, hvor mange mennesker der skal til at tjene det i løbet af deres liv, ved ærligt arbejde, men der er en del. For blot hvad et enkelt menneske i visse tilfælde ‘handles’ til.

    Og nu får hysteriet så på alle tangenter i nogle uger. Derefter starter de nationale ligaer og internationale turneringer, og showet fortsætter.

  10. Af Arne Hornborg

    -

    Gert Hansen.
    ENIG! ENIG! PRÆCIS beskrivelse af massehysteriet.
    Mikrofonholderne glæder sig. Gyldne tider for dem.
    Tårnhøje, urealistiske, honorarer til HELTENE.
    Candyfloss for masserne.
    Store fortjenester til de forretninger/fabrikanter grundet de mange indkøb at hatte, trøjer, og andet tekstil til tårnhøje priser. MAN skal da lige være MED. Vise at MIT hold (vinder?)
    Arne Hornborg

  11. Af Martin Jørgensen

    -

    “Verdens nemmeste spil .Selv i afrikanske landsbyer kan drenge finde ud af at losse til en bold.”

    Det er netop derfor fodbold er så fremragende at samles om.
    Jeg cykler en del rundt i København i weekenderne , og kommer i den forbindelse af og til forbi boldbanerne på Jens Jessensvej på Frederiksberg.
    ( iøvrigt de samme boldbaner hvor fodboldikonet Preben Elkjær sled sine første fodboldstøvler op )

    At dømme efter råbene i de igangværende kampe hvor både de yngste og de lidt ældre ungdomsspillere hylder deres holds vindertyper . Er der ingen tvivl om at fodbold er et spil der udføres med passion , og trives bedst i en følelse af et fællesskab.

    Og det er vel ikke det værste at samles om -fællesskabsfølelsen og det at høre til et sted .

  12. Af B. Mortensen

    -

    “Det gør vi alt for lidt her til lands, og jeg skal nok lade være med at kaste Janteloven eller andre nationalklichéer ind i diskussionen, men vi er bare så forbandet dårlige til at hengive os til originalerne og forbillederne i Danmark. ”

    Ser du aldrig tv? De bliver konstant forherliget som enestående individuelle. De bliver betalt for at kunne sparke til en bold. De bliver endda fyrstelig betalt for det. Så hvordan er de forbilleder for andre end sig selv? Hvor tit ser du fokus på de læger – sygeplejesker – plejepersonale – pædagoger – håndværker o.s.v. blive hengivet som sports folk?
    De er overforkælet efter min mening når man tænker på de forhold de har og den service de modtager.

    “For vi har indrettet os med et samfundssystem, hvor fokus næsten uundgåeligt er på dem, for hvem tingene ikke lykkes. For hvem det går galt. De der er i fare for at dratte gennem sikkerhedsnettet. Som i kortere eller længere perioder ikke kan klare sig selv.”

    Hvorfor jagter man så de syge med arbejds prøvning?
    Hvad med den konstante kontrol med de arbejdsløse?
    Hvad vil du kalde praktik hvor kun 12 ud af 100 får et arbejde bagefter?
    Hvad med tvang’s arbejde kaldt praktik, hvor uddannet udføre deres profission men uden løn, pension, feriepenge og som praktikanter?
    Hvorfor bruge 33 milliarder på kontrol for at udbetale 2 milliarder?
    Hvor ligger fokus? på Hjælp eller tvang?

  13. Af Finn Bjerrehave

    -

    Fodbold måske verdens kedeligste sport når der ikke scores, men hvis spillersyndikaterne tillader mål, mere venligt, men en økonomisk faktor for menneskehandel og spillere hvor millionerne har luft under støvlerne, og de sorte bliver en faktor.
    Måske EU skulle starte deres tunering og England stoppede excit, og DF blev positive for samarbejde, og EU blev som nu lykkens Europa.
    Fodbold fred samarbejde. Finn Vig

  14. Af Jørgen Villy Madsen

    -

    Man kan ikke både dyrke vinderne og samtidig gå ind for lighed og social retfærdighed. De to fænomener er uforenelige modsætninger. Det er denne helt grundlæggende forskel, der definerer højre- og venstreorientering.

    For højre er vinderen, helten, føreren idealet, der dyrkes. For venstre er det lighed og retfærdighed for alle, der dyrkes.

  15. Af George Orr

    -

    “Man kan ikke både dyrke vinderne og samtidig gå ind for lighed og social retfærdighed. De to fænomener er uforenelige modsætninger. Det er denne helt grundlæggende forskel, der definerer højre- og venstreorientering.

    For højre er vinderen, helten, føreren idealet, der dyrkes. For venstre er det lighed og retfærdighed for alle, der dyrkes.”

    Fornuftigt.

    George Orwell-socialisten- beskrev professional sport fint i “The sporting spirit” ..Blind og ligegyldig nationalisme, der skaber mere had end det samler folket.

    Derudover betaler alle til Eriksen 500 millioner kroner løn. Via firmaerne der betaler dertil via arbejdernes sved. Folket er til grin for egen sved. Det er blot lidt omrokering fra establiseret top 1% til nye top 1%. Usmageligt.

    Bring amatør cuppen tilbage. Den repræsentere folket….

Kommentarer er lukket.