Det er også de politiske fantaster, der skaber politikerlede

Af Tom Jensen 42

Jeg har læst Alternativet-lederen Uffe Elbæks nye vision – et skrift kaldet ”Det Næste Danmark”. Det er her, Elbæk vil sætte jorden, luften, vandet og ilden ”fri”, som det så smukt udtrykkes, når man på en pæn måde vil sige, at man gerne vil kollektivisere den private ejendomsret.

Problemet med Alternativet og Elbæk er ikke lysten til at være visionær. Problemet er ulysten til på nogen måde at forbinde visionerne med virkeligheden. Lad os tage et afsnit i ”Det Næste Danmark”-papiret, der bærer den forjættende overskrift ”Tid til rigere liv”. I afsnittet plæderer Elbæk både for en 30 timers arbejdsuge, for at indføre borgerløn og for at tildele alle borgere et friår uden arbejdsforpligtelse hvert tiende år for at ”genbesøge meningen med livet”, uddanne sig videre eller andet, man kunne få lyst til.

30 timer. Borgerløn. Nysgerrighedsår. Der er givetvis kunder til visionen, som jo lyder rar. Men hvad koster den? Hvad er prisen for de virksomheder, for hvem produktiviteten pr. fuldtidsansat vil falde mærkbart? Hvad koster planen samfundet i øgede offentlige udgifter og manglende vækst?

Det er spørgsmål, der får lov til at blæse i vinden, for Elbæk og Alternativet har slet ikke regnet på de faktuelle konsekvenser af deres visionsudspil. Prikker man til Alternavister med den slags kedsommelige indvendinger, plejer de at fable noget om tredobbelt bundlinje og en bæredygtig verden i balance. Men den slags kommer ikke af sig selv. For selv den mest sværmeriske politiske bevægelse er der en vej fra den virkelighed, vi alle lever i nu, til det idealsamfund man drømmer om.

Er man ude af stand til at anvise den, forbliver det ved drømmerierne. Det kan man mene er problemløst. Men er det nu også tilfældet?

I lang tid har det været moderne at skælde ud på den nødvendige politiks iskolde teknokrater for at skabe politikerlede. For blot at være administratorer af det bestående, magtpolitiske maskiner uden stærke idealistiske budskaber; redskaber for finansministerielle regnedrenge og slaver af diverse økonomiske modeller, der sætter kvælende grænser for enhver politisk vision.

Kritikken er på mange måder på sin plads. Nødvendighedens politik er politik uden sjæl. Og politik uden sjæl, udført til kalkylernes fulde tilfredshed af politikere og embedsmænd i et magtvakuum i stadig større distance fra den almindelige befolkning er opskriften på politikerlede. Og på den mistillid til magten, der i disse år vokser i mange vestlige demokratier.

Men ligesom den kølige teknokrat-politik giver næring til politikerleden, så kan man med rette skose populistiske politiske fantaster for det samme. Og mere til. I det mindste holder magtpartierne samfundet kørende, mens de småjusterer i den ene eller den anden retning.

Fantasterne, derimod, er garanter for den serielle skuffelse og illusionsløshed i det vælgerhav, der begejstres ved slagordene eller den letkøbte idealisme. Det hele bliver ved snakken. De fleste af drømmerierne i Alternativets visionsoplæg bliver aldrig til noget, hvad ophavsmanden formentlig godt ved, hvorfor han bekvemt undviger at forholde sig til, hvordan i alverden han dog vil gennemføre dem. Omdan 20 pct. af Danmarks landbrugsjord til natur, står der et sted. Herligt, herligt, men til hvilken pris for et primærerhverv som landbruget eller de forbrugere, der formentlig vil opleve markant højere fødevarepriser? Ikke et ord får man. Det er ikke ligefrem tillidsskabende.

Det er det heller ikke, hvis vi grundlæggende ikke er enige om de præmisser, hvorpå den politiske debat foregår. Nogle har kaldt det for den postfaktuelle virkelighed; det at alle synes at have ret til sine egne sandheder, en tilstand forstærket af et atomiseret mediebillede, hvor det for den enkelte kan være utroligt svært at skelne mellem troværdigt og ikke-troværdigt.

Men en genvej til politikerlede og mistillid er at hengive sig kynisk og fuldkomment til denne postfaktualitet. Det ser man hos en præsident Trump, der ikke har nogen skrupler ved at drive politik baseret på et selvskabt virkelighedsbillede. Hvilket han demonstrerede så sent som forleden, da USA trak sig ud af Iran-atomaftalen.

Også andre kan imidlertid være med, herunder danske Enhedslisten, som for et par uger siden udsendte deres eget politiske oplæg, ”100 dage med Enhedslisten”, der skitserer de politiske initiativer, Enhedslisten vil tage på 100 dage, hvis man får magt, som man har agt.

Modsat Alternativet gør Enhedslisten faktisk borgere og vælgere den tjeneste at regne forslagene igennem på både udgifts- og indtægtssiden. Så langt, så godt. Men som Berlingske i denne uge kunne dokumentere, sker det på en højst problematisk vis.

For modsat det virkelighedsbillede, der råder hos de samfundsøkonomiske eksperter, så anerkender Enhedslisten åbenbart ikke, at politik forandrer adfærd. Brandbeskatter man f.eks. virksomheder, formuer, arv, lønninger, pensionsopsparinger eller værdipapirafkast – og Enhedslisten vil det hele, der kommer ikke til at mangle noget dér! – så påvirker man adfærd. Måske arbejder folk mindre. Måske investerer de mindre. Måske sparer de mindre op.

Ifølge beregninger fra CEPOS, som økonomiske eksperter har nikket til, har det dramatiske konsekvenser, hvis man medregner de såkaldt dynamiske effekter. I forhold til  Enhedslistens selvbestaltede finansieringsmodel opstår der et hul på op mod 15 milliarder kroner, mens arbejdsudbuddet sænkes og BNP falder med 23 mia kr. Med andre ord laver Enhedslisten politik i en parallel virkelighed. Det er også en slags populisme. Og en effektiv opskrift på den lede, der næres ved, at mange ikke længere rigtig ved, hvem de tør stole på.

KLIK HER OG FØLG MIG PÅ FACEBOOK

KLIK HER OG FØLG MIG PÅ TWITTER

42 kommentarer RSS

  1. Af Maria Due

    -

    For århusianere er det ikke en overraskelse, at Elbæk ikke har jordforbindelse. Det har han aldrig haft, og det er ubegribeligt, at denne fantast og kaospilot nu er rykket ind på Christiansborg på sin sædvanlige sky af hellig varm luft. Som Enhedslistens folk er Elbæk stærkt interesseret i andres penge og vil gerne uddele dem som gaver, og hvad så, når champagnen er drukket og det sidste fyrværkeri brændt af? At samfundet forkæler den slags mennesker og hans festglade flok er demoraliserende.

  2. Af Jens J. Pedersen

    -

    Min erfaring med journalister og kommentatorer er, at de er fastgroet i deres egen paradigme og vil tolke alt ud fra dette.
    Uffe har mange gode ideer, der kan føres ud i livet, hvis man tør overveje at forlade den teori, der blev udarbejdet af Adam Smith for et par hundrede år siden.
    2 % af verdens befolkning ejer vel 50% af jordens rigdomme. Hvor er demokratiets mulighed i en sådan Verden?
    Vi må nødvendigvis udarbejde et nyt paradigme!

    Uffe har ret!

  3. Af Henrik S

    -

    Marie Due
    Der har altid været en flok festaber der har snyltet på de arbejdende mennesker og mærkeligt nok har de fået lov til dette .
    Tænk bare på kongehuset.
    Vi er åbenbart alle opdraget til at acceptere , at vi bliver udnyttet af de lidt smartere.
    Og danskerne vil jo også gerne betale mere i skat , til megen morskab for ekstravagante politikere.

  4. Af Jan Petersen

    -

    I øvrigt apropos overskriften – “Det er også de politiske fantaster, der skaber politikerlede”. Så er jeg meget enig, hvad sekten kaospilot partiet Alternativet og Enhedslisten angår. Men hvorfor koble de afvigere op på en præsident Trump, der faktisk vandt et demokratisk valg?

    Hvis Danmark vil demokrati og flertals styre, jamen så repræsenterer partierne S (47 mandater), DF (37 mandater) og V (34 mandater) – ialt 118 mandater – eller ca 2 tredje dele af befolkningen. Det er da vel rimelig demokratisk – hvis ellers den bande øvrige afvigere . . . . var bare nogenlunde normale – og demokratisk flertalstyre indstillet! 😉

  5. Af Jakob Schmidt-Rasmussen

    -

    Enig!

    Tag nu f.eks. de naive fantaster, der partout ville demokratisere et sekterisk opsplittet, muslimsk land, som Irak, ved at starte en angrebskrig, der i realiteten primært ramte landets civilbefolkning – endda på et løgnagtigt grundlag.

    Disse fantasters løgnagtigt begrundede “krig mod terror” kostede utallige liv, og utallige milliarder af kroner, og var direkte skyld i, at terrororganisationen “Islamisk Stat” opstod.

  6. Af Jan Petersen

    -

    I øvrigt var der INGEN, der forsøgte at “demokratisere” lande i Mellemøsten. Der er ikke ligefrem noget hemmeligt i projektet – måske lige bortset fra – at MSM fake news ikke fortæller noget om det. Det må man selv Google søge. Her en indgangsvinkel (PNAC). Søg selv videre. 😉

    “Project for the New American Century”
    https://en.wikipedia.org/wiki/Project_for_the_New_American_Century

  7. Af Jakob Schmidt-Rasmussen

    -

    Politikerne, der startede Irak-krigen, påstod rent faktisk, at formålet med Irak-krigen var, at demokratisere Irak, og det mål fastholdt de, selvom den tidligere, amerikanske centralbankchef, Alan Greenspan, senere tilstod i sin selvbiografi, at Irak-krigen “was about oil”.

    Nu pønser de krigsgale fantaster på, at demokratisere et endnu mere sekterisk opsplittet land, som Syrien, ved hjælp af en angrebskrig, der angiveligt skyldes et giftgasangreb på en syrisk grænseby.

    Allerede i 1957 havde USA og Storbritannien planer om et påtvunget regimeskifte i Syrien, der skulle bringe den islamistiske terrororganisation, Det Muslimske Broderskab, til magten i Syrien, og dén plan inmdeholdt skægt nok et fingeret angreb på en syrisk grænseby…

    Uddrag fra “Macmillan backed Syria assassination plot” af Ben Fenton, Guardian 27. september 2003:

    “Documents show White House and No 10 conspired over oil-fuelled invasion plan “:

    “Newly discovered documents show how in 1957 Harold Macmillan and President Dwight Eisenhower approved a CIA-MI6 plan to stage fake border incidents as an excuse for an invasion by Syria’s pro-western neighbours, and then to “eliminate” the most influential triumvirate in Damascus. ”

    “Driving the call for action was the CIA’s Middle East chief Kermit Roosevelt, grandson of former president Theodore Roosevelt.”

    Det var også Kermit Roosevelt, der stod bag den amerikansk-britiske plan om, at vælte den demokratisk valgte og demokratisk orienterede regering i Iran, ogt erstatte den med et CIA-støttet Shah-diktatur, for at forhindre iranerne i, at nationaliserede de iranske oliereserver – og som dermed var skyld i, at iranerne mistede troen på vesten og demokratiet…

    Krigsliderlige fantaster er ofte langt farligere, end lyserøde, småkorrupte fantaster, der leger politikere for skægs skyld…

  8. Af kjeld hougaard

    -

    Jeg tror ikke de to partier bidrager til politikere lede. I så fald indirekte. Som bloggeren korrekt skriver: danske landspolitikere er administratorer af det bestående. Danskeres virkelig efter WWII var en periode til store dele lokal. En dansk politiker kunne se velfærdsstaten, i Sverige ”folkhemmet” og arbejde mod det mål. De visioner bloggeren nævner er ”sjove”, men deres betydning for at generere politikerlede er at de gør opmærksom på at DER ER IKKE ANDRE VISIONER, hvilket er foragteligt. Intet velbegavet, ungt, innovative menneske drømmer om at blive statsminister: ”jeg kan beslutte at sænke kontanthjælpsloftet, og indføre sprogtest for de små, og lovgive om hvor folk må bo og hvordan de må gå klædt” mm. Udenrigsminister? En ceremoniel rolle i et land uden udenrigspolitik. Nej vel? De har andre visioner for deres eget liv. Dynamiske konsekvenser? Eftersom velfærdsideen har udviklets til en Total-velvære STAT, så er krævet en Total kontrol af befolkningen med total konformisme: hver og en af os skal passe som en funktion i regelsystemet. Så når ”Liberale” søger afvigere blandt børnefamilier gennem masseovervågning og lempeligt software (din familie kan få en til fem stjerner), er det kun begyndelsen. Når DNA registret er på plads øger mulighederne. At ha ”visionen” at kundskaben om hver og ens biologiske identitet kun er der for at give bedre sygdomsbehandling??, det er idioti/indsigtsløshed vel i klasse med Uffe Elbæk.

  9. Af Thomas Jensen

    -

    Kære Tom Jensen

    Du trækker det politiske fantasteri frem som en væsentlig grund til den udbredte politikerlede. Fint nok. Så nævner du Alternativet og Enhedslisten som to typiske eksempler på politisk fantasteri.

    Men dermed perspektivforskyder du. Det vile være på sin plads at nævne, at det politiske fantasteri som alleroftest og mest alvorligt udspringer af den såkaldte ansvarlige politiske midte, nemlig af regeringsbærende partier og disses støtte- og forligspartier. Venstre, Konservative, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og ikke mindst de Radikale er politiske fantaster, med lovgivningsmagt i daglig praksis.

    I daglig praksis tumler “den politiske midte”, bestående af “ansvarlige partier”, rundt og gør de problemer værre, som de selv er skyld i at have skabt.

    Lad os tage et par eksempler: Den aktuelle ghettoplan og dens udløbere. Så længe man ikke vil lukke for masseindvandringen til Danmark og begynde at hjemsende i større stil, vil ingen ghettoplan virke efter sin erklærede hensigt. Planen vil smøre multietnificeringen ud over hele Danmark i stedet for at holde den begrænset til et antal bebyggelser. Ghettoplanen gør hele Danmark til ghetto. Det er politisk fantasteri.

    33 milliarder, nu og i resten af århundredet. Så meget koster den ikke-vestlige indvandring om året – hvert år! Det er politisk fantasteri at lade dette fortsætte. Vi ser allerede nu, at denne enorme udgift har konsekvenser for os almindelige danskere i form af ringere social og kulturel sammenhængskraft, mindre indbyrdes tillid, dårligere sikkerhed og tryghed, mindre sikker fremtid.

    Dette er et meget alvorligt politisk brud på den samfundsbærende sociale kontrakt mellem vælgere og folkevalgte. Det er politisk fantasteri.

    Og man kunne blive ved: Forringelse af Forsvaret, udsalg af vigtige offentlige virksomheder og infrastruktur til kapitalfonde, fejlindkøb i milliardklassen, Skatteministeriets milliardskandaler uden konsekvens for ministeren, centralisering og tilhørende funktionstømning af provinsbyer og landdistrikter, centralisering og funktionstømning af Danmark til EU, øgede lønninger og pensioner til folketingsmedlemmer og til højt placerede offentlige direktører, og så videre, og så videre.

    Alt dette er politisk fantasteri – og det udgår fra den såkaldte politiske midte.

  10. Af Maria Due

    -

    Jens J. Pedersen – 13. maj 2018 22:18

    “Uffe har mange gode ideer, der kan føres ud i livet, hvis man tør overveje at forlade den teori, der blev udarbejdet af Adam Smith for et par hundrede år siden”

    Der er ingen, der betvivler, at Uffe Elbæk har mange idéer. Problemet er den livslange umodenhed, der på den anden side er essensen i hans kombinerede sex- og festklub og tiltrækker andre af samme slags. Dette er ikke klædeligt i Uffe Elbæks og deres alder og forener dem ikke med en særlig altruisme. Selv Manu Sareen har droppet dette cirkus, og ingen har nogensinde beskyldt ham for at være en dyb tænker.

    Der er løbet meget vand i stranden, siden Adam Smith udviklede sine teorier, og de har gennemgået en lang udvikling, så hold venligst Smith udenfor. Ham har du tydeligt nok ikke forstand på og Elbæk sikkert heller ikke. Smith var et voksent og alvorligt menneske, hvis hovedærinde var moralfilosofi og ikke alternativ sex, fest og druk for andres penge.

  11. Af Maria Due

    -

    Indlæg i filteret.

  12. Af Carsten Hansen

    -

    Det minder om stumfilmstjernen Will Rogers, som stillede op som uafhængig kandidat til det amerikanske præsidentvalg i 1916. På det tidspunkt rasede 1. Verdenskrig, og amerikanske fragtskibe led under tyskernes uindskrænkede ubådskrig. Man debatterede, hvad man kunne gøre mod uvæsenet. Det var især vanskeligt at spore og dybvandsbombe tyske ubåde; de undslap for nemt nede i dybet.

    Will Rogers havde en plan: “Vi opstiller artilleri langs østkysten. Så tømmer vi Atlanterhavet for vand, så ligger ubådene ligger stille på havbunden. Derefter er det en smal sag at plaffe dem ned!”

    En vaks journalist spurgte: “Ja, men hvordan vil De dog bære Dem ad med at tømme Atlanterhavet for vand?”

    Will Rogers, som også optrådte som komiker, svarede: “Nu har jeg leveret den politiske løsning. Så er det op til teknikerne at finde en teknisk løsning!”

  13. Af Karsten Søberg

    -

    Den med Trump kunne vi som sædvanligt godt have undværet. Det skæmmer en ellers god artikel. Det er endnu ikke bevist, at Berlingskes redaktører skulle være bedre politikere end ham. Snarere tvært imod.

  14. Af Hans Lembøl

    -

    Ja, vel er Alternativet en samling fantafusentaster. Og jeg kunne ikke drømme om at støtte den samling af flippere. Meeen, det er måske meget godt engang imellem at nogen vender bøtten på hovedet i stedet for konstant at gøre som man plejer. Husk, at der også var engang, da samfundet ville gå under i kaos og Armageddon, hvis arbejderne kun skulle arbejde 8 timer om dagen, og hvor samfundsordenen ville gå i opløsning, hvis kvinderne fik stemmeret. Og det gik sgu da meget godt alligevel. Vi har et bedre samfund for mennesker i dag end man havde i 1918. Fordi nogen ind imellem fik ideer, det var umuligt at gennemføre.

  15. Af J Nielsen

    -

    Det er ikke politikere der udtaler sig som de har forstand til, der skaber politikerlede.

    Det er politikere, der skamløst udtaler sig mod bedre vidende.

    Se, som et dugfrisk eksempel, S E A-B-Bs udtalelser i forbindelse med udflytning af Det Økonomiske Råd. Hør L L R kalde det “indflytning”.

    Der kan findes hundredvis af eksempler på politikere, der påstår at sort er hvidt. Beskeden er : du er en idiot. Dig kan jeg bilde hvadsomhelst ind.

    Dét skaber politikerlede.

  16. Af Helge Nørager

    -

    Parti støtten blev af denne regering hævet med 40%.
    En løn stigning som batter selv ved en politikker.
    Sammen med mere guld, kom også loven om de små partiers ret til at erstatte folketingsmedlemmer som udnævnes til ministre med suppleanter.
    Da det er så hårdt at være folketingsmedlem og minister på samme tid.
    At medlemmer af store partier stadig kan bære byrden, er ulogisk
    Ren korruption og vennetjenester.
    For et af de samme partier lufter ønsker om at reducere antallet af medlemmer i folketinget, pga EU har overtaget meget arbejde.

    Leden ved politikere er fundamentalt baseret på deres evne til at øge deres egne indtægter, og pensioner.
    Samtidigt med at de besparer det økonomiske råderåd for de mest svage og udsatte i samfundet.
    Og at de så håner de svage og kalder dem dovne, eller selvforskyldte i deres nød, pga overvægt eller dårlige livsstil vaner, er prikken over I’et.

    Max 8 år i et politisk valgembede, som byråd, regionsråd, folketing, EU parlament og lignende burde står med 7 tommer søm i grundlov.
    Det vil give en levebrødspolitiker 32 år som aktiv politiker.
    Der er altså talenter nok i Danmark, det er ikke en naturlov at de samme skal sidde næsten evigt på taburetten,
    En sådan begrænsning vil også langsomt øge antallet af mennesker som deltager i den politiske process.

    Men fakta er jo at kommunesammenlægningen medførte en reduktion af aktive politikere i Danmark med ca 45 %.
    Og derned også reduktion af mennesker som deltager aktivt plus deres bagland.

    Fakta er at medlemmer af regeringen seriøst mener at der er for mange i folketinget.
    Fakta er at medlemmer af f.eks DF ikke mener at de atlantiske mandater skal kunne stemme ved alle loves vedtagelser.

    Fakta er at det slet ikke er partier som er marginale der skaber politikker leden.

    Fakta er at det er et menneske som AFR, med hans liberalisme og krige uden ansvar eller kommission over hvad som kan læres.
    Service forringende politi, domstols, kommunereformer.
    Boligboble skabende 30 års afdragsfrie lån, samt sammenlægning af banker realkredit og ejendomsmæler i sammen firma, igen til skade for køber og sælgere men tilgavn for banker.

    Samt den helt store synder og udgift, fast frysningen af ejendomsværdi skatten.
    Og det blev løst ved at donere 20 milliarder mere til de fattige husejere, indtil 2022.
    Det er rablende vanvid og kun med til at øge boligpriser og uligheden i samfundet.

    Fakta er at det er dem ved magten som skaber leden, ved deres ansvarsløse handlinger.

  17. Af Helge Nørager

    -

    Hvordan kan liberale helte kræve af samfundet de skal spare små 2 % hver år ?.

    Også forklare de skulle have hævet deres partistøtte med 40% ?.

    Jeg ville jo mene at partistøtten også skulle nedskæres med 2 % hvert år.

    Når en Hospitaler, Politi, Militær osv kan bespares med 2 % årligt i mange år…………………

    Hvorfor skal partistøtten så ikke også nedskæres med 2 % som andre offentlige udgifter.?

    Politikker leden skabes af uretfærdige love som tilgodeser ganske få.

  18. Af Finn Bjerrehave

    -

    Ordet politikerlede , eller i mit univers, vi får hvad vi beder om , og en politiker på valg kan love månen hvis han får 90 mandater, og da politikeren aldrig opnår de nødvendige 90 mandater , kan det lovede i valgkampen ikke indfries, og så bruger vi ordet politikerlede, og den valgte politiker er fanget i vælgernes spind af mange partier.
    Politikerledens gødning er mindretalsregeringer, og Danmark elsker dette forvirrede politiske landskab, og navnet består..
    90 mandater. Finn Vig

  19. Af Gert Hansen

    -

    Selvfølgelig har et såkaldt velfærdssamfund som det danske, sin andel af populistiske økonomisk uansvarlige utopister. De samles bl.a. i partiet Alternativet og hos dets vælgere. Heldigvis er de, og vil forblive, i mindretal.

    Langt hovedparten af danskerne er rationelle, arbejdsomme mennesker, der godt ved, at partier som Alternativet og dets utopier ikke har nogen praktisk gang på Jorden. Og i øvrigt har en tidsmæssig begrænset levetid, da verden ikke udvikler sig ad utopiske veje, og at der venter ‘udfordringer’ forude, som partier som Alternativet ikke har nogen som helst løsningsmodeller til. Det er Alternativet dog lang fra ene om i det politiske spektrum.

  20. Af Thomas Nielsen

    -

    Jeg synes at to af Alternativets ideer er rent ud sagt fremragende: 30 timers arbejdsuge og et friår hvert tiende år. Og det kan rent faktisk realiseres, helt uden udgifter for samfundet!
    Nemlig ved at man går på deltid, og samtidig sparer ca 11% af sin løn op. Vupti, Elbæk: Så har du din 30 timers arbejdsuge og fri hvert tiende år. Og bedst af alt: Du betaler selv! Er det ikke cool?

  21. Af Bjørn Sørensen

    -

    Trump er ikke postfaktuel eller repræsenterer et selvskabt virkelighedsbillede.
    Han er ikke en drømmer eller fantast, eller repræsenterer populistiske politiske fantasterier men er derimod en mand med begge ben på jorden.

    Jerusalem har været Israels hovedstad siden 1948, så når Trump som den første statsleder anerkender den realitet, er han så postfaktuel eller realist?

    Så da USA trak sig ud af Iran-atomaftalen, er det fordi han er realist eller fordi aftalen var et makværk?

    Trump blev valgt fordi han talte til folk, og ikke ned til dem som Clinton, og fremlage løsningmodeller som er almindelig sund fornuft.
    At de kloge hoveder ikke havde fantasi til almindelig sund fornuft, siger ikke så lidt om hvilken fantasiverden de lever i.

  22. Af r. vangkilde

    -

    ER DEMOKRATIET BLEVET FEMININ, – mere rød, blød, følsomt, socialt og dyrt, at vi
    mister den økonomiske og politiske balance i selvforsørgelsen, Uffe Elbæk er ligeglad med det funktionelle i samfunds beskatningen er 75% i Alternativet, 50% i Enhedslisten eller en mere borgerlig balance 25% med plads til konkurrence.

  23. Af Maria Due

    -

    Noget af det, der givetvis har slidt på politikernes image, er den begejstring, der sendte dem i armene på twitter og facebook. Jeg kan godt forstå, at de kan have ønsker om at springe journalisterne over og kommunikere mere direkte med vælgerne, men samtidigt røber de ofte mere om deres tankegange, end de selv er tjent med.

    Desuden er det et gennemgående karaktertræk hos politikere, at de elsker at være “på”, og når mulighederne bliver større, forstår de ikke at sætter grænser for brugen af dem og fremkalder lede.

  24. Af B. Mortensen

    -

    Hr. Tom Jensen
    “For modsat det virkelighedsbillede, der råder hos de samfundsøkonomiske eksperter, ”
    Eksperter, er det når man er mere enig med dem end de andre indefor det samme fag?
    Hvilken virkelighed taler vi om?
    Hvad er en brandbeskatning 90% 80% 70% 60% 50%

  25. Af Martin Jørgensen

    -

    Jo mere vi alle kommunikerer , desto mindre har vi tilsyneladende at sige til hinanden.
    Altså det stik modsatte af intentionerne bag den digitale kommunikationsform -Så velkommen til den virtuelle virkelighed og de politiske fantasterier vi dagligt bliver præsenteret for-og hvor refleksion og eftertanke er et sted i cyberspace .

  26. Af Bjørn Sørensen

    -

    @ r. vangkilde – ER DEMOKRATIET BLEVET FEMININT

    Nej meget værre, det er blevet et tvangssamfund, hvor det passive flertal tvinger den arbejdende del af befolkningen til at underholde dem.
    Det er den moderne form for slaveri.

  27. Af Frank Wulff

    -

    En ting der bidrager kraftigt til min politikerlede er deres manglende evne til at tage ansvaret når det viser sig at en beslutning har problematiske konsekvenser.

    Et eksempel er da der blev overdraget et beløb fra Arbejdsmarkedets Feriefond til staten, hvilket medførte at der blev opsagt en række langtidslån til div. museer m.fl.
    Der var IKKE en politiker der gik ud af sagde at det var en forkert beslutning med overdragelsen af beløbet. I stedet var der mange forsøg der kunne opfattes som at smide ansvaret over på Arbejdsmarkedets Feriefond.

    Noget andet der også irriterer mig er nogle politikere har for meget fokus på at deltage div. underholdningsprogrammer. Der er for meget mig-mig-mig. Her er medierne meget medskyldige, da de har været medvirkende til at gøre politik til underholdning.
    Et godt eksempel var formandsopgøret i Venstre, hvor medierne kørte en masse br(e)aking news.

    Så kære politikere og medier. Skru ned for underholdningen og op for arbejdsopgaverne.

    Det vil også hjælpe, hvis politikerne holdt op med at oversælge for ting, hvor deres beslutninger ikke har haft den store indflydelse.
    Her er efterlønsreformen fra 2011 et godt eksempel på at oversælge.
    Enhver person der bare har en smule forstand på demografi, kunne have fortalt politikerne at antallet af personer der var berettiget til efterløn ville falde i løbet af få år, da det var de små årgange fra 1950-erne der nu var berettiget.

  28. Af Janik Martensen

    -

    Hvem skal betale spørger Tom Jensen?

    Det spurgte Tom Jensen som bekendt Ikke om, da han skubbede et par eller tre friværdi millioner i egen lomme, og i samme handling skubbede regningen videre til småsparere og børnebørn via inflation og devaluering(den slags er Tom Jensen jo ikke ansvarlig for, men blot nyder af). Så allerede her falder kæden jo helt af for skribenten. Man kan ikke nøjes med at være økonomisk ansvarlig, sådan når det er lige er belejligt for egen økonomi. Det er hykleri.

    Vi taler om privat ejendomsret, over “ejendom”, man primært har betalt for ved inflations drevet generations tyveri.

    At Alternativet eller Enhedslisten så skulle være et seriøse alternativer, det er jeg dog helt enig i, at de ikke er.
    Man behøver jo bare kigge på hvorledes de selv har deltaget i finanskrisens fest. Altså “finanskrisen”, som i den grad berigede både politikere og typer som Tom Jensen. Hykleri af værste skuffe – som vanligt desværre.

  29. Af Finn Bjerrehave

    -

    Vi skaber også internationalt politikerlede ved at tillade palæstinænsernes optræden overfor Jødernes eneste ven USA som flytter Ambassaden til Jerusalem, og 70 døde i kampen mod samarbejde er fakta, og ingen kritiserer disse Palæstinænsere som støttet af Iran, aldrig vil fred endda efter 10 år som selvstændig stat.
    Politiske forræddere. Finn Vig

  30. Af Ulf Timmermann

    -

    Maria Due,

    apropos at være på Facebook: Hvad så med med journalistlede? Synes godt nok, at journalister også har været særdeles aktive på Facebook. Om de fortsat er det, ved jeg så ikke, for jeg har slettet dem alle fra min FB ned til, hvor det ligefrem har gjort lidt ondt på mig forsåvidt det også angik gamle bekendtskaber/-venskaber. Men altså, jeg syntes de havde tilstrækkelig “taletid”/platforme i forvejen.

  31. Af Helge Nørager

    -

    Hr. Tom Jensen skriver.
    “Ifølge beregninger fra CEPOS, som økonomiske eksperter har nikket til, har det dramatiske konsekvenser, hvis man medregner de såkaldt dynamiske effekter. I forhold til Enhedslistens selvbestaltede finansieringsmodel opstår der et hul på op mod 15 milliarder kroner, mens arbejdsudbuddet sænkes og BNP falder med 23 mia kr. Med andre ord laver Enhedslisten politik i en parallel virkelighed. Det er også en slags populisme. Og en effektiv opskrift på den lede, der næres ved, at mange ikke længere rigtig ved, hvem de tør stole på.”

    Dansk BNP 2017, 2.142,5 milliarder ifølge wikipedia, 23 milliarder er så 1 promille cirka.
    Og vel inde for beregnings normale usikkerhed, altså et ikke eksisterende tab.
    Eller et tab på 1 promille, hvad med de 2 % hvert år, små ting med 1 promille,

    Og et hul på 15 milliarder.
    Ok lad os se engang, statens regnskab 2016 var vist sat til ca 1100 milliarder, her er 15 milliarder en fejl på ca 1,5 promille.
    Og det må igen være indenfor usikkerhed på beregninger og igen der er det med de 2 % årligt, som regering bruger som mantra for besparelser.

    Altså har Hr. Tom Jensen, lige bevist at det er 1-2 promiller som der mangler i indtægter ifølge nuværende udgifter og enhedslistens regnskab.
    Så små marginaler må være latterlige at diskutere når det er promiller ud af det samlede regnskab.
    Og når alle ved at beregningsmodel er ikke nøjagtig, er det 1-2 procent i usikkerhed ?.
    Så er der altså fin sammenhæng i enhedslistens plan.
    Tag for at de beviser dette hr. Tom Jensen.

  32. Af Maria Due

    -

    Ulf Timmermann

    Ja, journalister fylder meget i landskabet. Jeg advarede fra starten familien mod Facebook og har aldrig selv oprettet en profil, hvilket mange længe havde svært ved at forstå. Det havde noget at gøre med mit tidligere arbejde indenfor it-branchen, og at jeg blev mere og mere arrig over, hvor sløset det offentlige omgås med vore mest private data. Forbrugerrådet har også råbt op, men elendigheden er stadig stor. Der ligger for meget om os og flyder frit tilgængeligt, og noget er regulært solgt til Bigdata og sikkert for længst i hænderne på dit nye land.

  33. Af Ulf Timmermann

    -

    Maria Due,

    havde blot denne hær af “meningsdannere” i tankerne, der aldrig holder fri – og der ligesom politikerne vil være med overalt. – Og, hvad mener du med “dit nye land”? Det er ikke U.S.A., jeg bor i.

  34. Af gerald wiltek

    -

    Politiker lede?
    Det er da let nok. Naar politikerne staar og lyver en direkte ind i hovedet, naar de tvinger taabelige love igennem, naar de begraenser ens frihed, naar de staar sammen i en klynge og benaegter fakta, naar de stemmer imod hvad de selv tror paa, fordi de er “solidariske” jo, saa faar jeg lede ved deres opfoersel.
    Og jeg er aabenlyst ikke den eneste.

  35. Af Bjørn Sørensen

    -

    Hvor mange havde forestillet sig at den socialdemokratiske velfærdsmodel ville udvikle sig til en moderne slavestat, hvor det arbejdende mindretal underholder det passive flertal.

    Mon de politiske fantaster havde fantasi til at forudse den udvikling?
    Men er den korporative stat ikke vejen til statskontrol?

    Så vi ligger, som vi har redt.

  36. Af Jens Jørn Pedersen

    -

    AF MARIA DUE – 14. MAJ 2018 6:10
    Nu har jeg jo ikke sagt, at du ikke har forstået så meget?
    Øjensynligt forstå du ikke, at de gamle økonomer dannede et paradigme, som i hovedsagen stadig følges.
    Vor tids økonomer danner et paradigme, der betyder, at de læser de samme bøger, de debatterer med hinanden, og kommer der noget nyt, så bliver det afvist som umuligt, da man anvender paradigmet og den deraf udarbejdede regnemodel.
    Alt dette er medvirkende til at bibeholde mange uhensigtsmæssigheder i især de vestlige lande.
    Jeg er absolut ikke kommunist eller socialist, men Karl Marx havde desværre ret i mange af sine analyser af det kapitalistisk samfund.
    Af mange opfattes den økonomiske verdensorden som en form for naturlov, men desværre lukrerer de rige på økonomiske udsving og især på “krak”.

  37. Af Jakob Schmidt-Rasmussen

    -

    “Politikerlede? Det er da let nok. Naar politikerne staar og lyver en direkte ind i hovedet…”

    Så sandt – og det er ikke noget, jeg tror.

    Det er noget, jeg ved…

  38. Af Rap And

    -

    Det er ret nemt for Tom Jensen, at falde over Alternativets tankespind, der tydeligvis tager sit udgangspunkt i Buster Oregon Mortensens verden. Men den slags fremkalder kun på en hovedrysten. Politikerleden kommer af andre forhold.

  39. Af Jens J Pedersen

    -

    MARIA DUE – 14. MAJ 2018 6:10
    “Jens J. Pedersen – 13. maj 2018 22:18

    “Uffe har mange gode ideer, der kan føres ud i livet, hvis man tør overveje at forlade den teori, der blev udarbejdet af Adam Smith for et par hundrede år siden”

    Der er ingen, der betvivler, at Uffe Elbæk har mange idéer. Problemet er den livslange umodenhed, der på den anden side er essensen i hans kombinerede sex- og festklub og tiltrækker andre af samme slags. Dette er ikke klædeligt i Uffe Elbæks og deres alder og forener dem ikke med en særlig altruisme. Selv Manu Sareen har droppet dette cirkus, og ingen har nogensinde beskyldt ham for at være en dyb tænker.”

    Nu vil jeg ikke og har ikke beskyldt dig for at være ubegavet, men jeg synes, at du er lidt afgrænset.
    Uffe har mange gode ideer.
    Jeg er ikke sikker på, at du forstår dybden i den teori, som Adam Smith udarbejdede i 1700-tallet.
    Teorien er senere revideret af bl.a. John Maynard Keynes, men grundlæggende er det griskhed, der driver værket

  40. Af Thomas Jensen

    -

    Jeg tror den væsenlige pointe i Tom Jensens indlæg er, at mange politikere faktisk ikke holdes ansvarlige for den vare de sælger – de skal kun sælge en følelse af “tryghed” eller “godhed” eller whatever, og så behøver den følelse ikke være baseret i noget reelt.

    Som en god borgerlig, tager Tom Jensen selvfølgeligt fat i Alternativet og Enhedslisten, idet de (for borgerlige læsere) er et oplagt bytte. Personligt er jeg helt enig i tom Jensens kritik af de to partier, men jeg bemærker også de fantasterier som Tom Jensen ikke tager med i sine blog:

    1) Modstanden mod EU. Mange fantaster vil melde Danmark ud af EU, for så går det sikkert meget bedre. Problemet er dog, at vi vil opføre en toldmur mellem os og en eksport på omkring 35 mia kr om måneden. Det er svimlende beløb vi risikerer at sætte over styr. Det er ikke et tilfælde, at alle de partier i folketinget, som nogensinde har haft et regeringsansvar, er tilhængere af EU. Det er kun fantasterne, der har råd til at sende Danmark ud af EU. Gud ske tak og lov for, at selv fantasterne har indset, at et regeringsansvar vil pille deres politik fra hinanden.

    2) Grænsekontrollen. Vore politikere herhjemme sælger gerne tryghed som en metervare, og grænsekontrollen er et glimrende eksempel. Kontrollen koster ca 100.000kr for hver person der bliver afvist ved grænsen (ialt over 200 mio om året). Konsekvensen for de afviste er, at de ikke kan krydse grænsen, men i stedet må prøve en anden grænseovergang eller vente på et vagtskifte. Det kan med andre ord tage flere timer, før de kan komme ind i landet. Alligevel sælger politikerne hellere en symbolsk grænsekontrol, end de bruger midlerne på at styrke et politi, der er ressourcemæssigt i knæ.

    3) Individuelle elevplaner. Altid godt når man skal have Hr og Fru Danmark til at stemme rigtigt. Desværre har lærerne ikke fået afsat tid til at overveje, forberede, implementere, evaluere og afrapportere planer for hver enkelt elev, da det vil tage hvad der svarer til en nedgang på måske 20% af den tid lærerne kan bruge på tavleundervisning. I stedet sælger politikerne det som en success, mens lærerne i den virkerlige verden foretager det absolutte minimum de er nødsaget til, for ikke at svigte deres primære forpligtigelse (undervisning) FOR meget.

    Så hermed en opfordring fra min side til, at Tom’s næste blog omhandler et af disse emner med samme nidkærhed som han så glimrende har brugt på Alternativet og enhedslistens fantasteri.

  41. Af Finn Bjerrehave

    -

    Har vi ikke allesammen en lede ved at Israels naboer i 70 år har gjort alt hvad de kunne for at ødelægge Israel, og vi andre som tilskuerer samt bidragsydere til Palæstinænserne ikke omfatter fred.
    Nu kan Trump med en underskrift sikre fred , nemlig alle lande som støtter Muslimerne som ikke har fred med Israel, kan ikke handle med USA, nemlig fred og samarbejde skal være fælles fremtid.
    Trump har freden i pennen. Finn Vig

  42. Af Jakob Schmidt Rasmussen

    -

    Der er nok få politiske fantaster, der har skabt større politikerlede, end AFR.

    FN’s våbeninspektører var ude af stand til, at finde de påståede masseødelæggelsesvåben i Irak, og der var kun få uger tilbage, før de havde fuldført deres opgave i Irak.

    Hvis FN’s våbeninspektører havde fået lov til, at gøre deres arbejde færdigt, så ville de alligevel ikke have fundet de påståede masseødelæggelsesvåben, for de fandtes ikke, som det viste sig efter invasionen.

    Forsvarets Efterretningstjeneste havde også oplyst AFR om, at FE ikke kunne bekræfte eksistensen af de påståede masseødelæggelsesvåben.

    Men alligevel påstod landets daværende statsminister, at han med sikkerhed vidste, at Saddam Hussein besad masseødelæggelsesvåben, og at et angreb på Irak, derfor var nødvendigt.

    Det er ikke noget, jeg tror. Det er noget, jeg – og de fleste andre vælgere – véd, og dét skaber politikerlede, om noget gør.

Kommentarer er lukket.