Hvad nu, hvis arbejdet bærer meningen i sig selv, Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensen?

Af Tom Jensen 29

Det er en forjættende tanke, Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensen rejser i deres nye bog ”Pseudoarbejde – hvordan vi fik travlt med at lave ingenting”. En meget omtalt udgivelse, der særdeles veltimet udkom midt i de endeløse offentlige overenskomstforhandlinger om frokostpause og lærer-arbejdstid.

Hvis nu halvdelen af det arbejde, vi alle sammen går og laver, dybest set er meningsløst, kunne man så ikke skabe et idealsamfund ved at arbejde halvt så meget og gøre nytte i stedet i den fritid, vi pludselig ville få foræret? Sådan – og formentlig alt for forenklet – spørger de to forfattere.

Man forstår, at de især sigter til bureaukratiske systemer, konsulentbranchen, HR-afdelinger, strategiforløb og lange møder med lange, lange powerpoints, og fint med det.

Der kan givetvis mange steder skæres ned på den slags, både i det private, men så sandelig også i det offentlige. Det kan være sundt at spørge sig selv, hvad man som virksomhed eller organisation egentlig bruger sine kræfter på, og hvordan man investerer sine ressourcer bedst og nyttigst i forhold til det, man ønsker at opnå.

Der er bare et par småting, der generer mig ved tankegangen. Nørmark og Fogh Jensen forestiller sig en fremtid med borgerløn, hvor livet pludselig har fået langt større mening, eftersom meningsløst arbejde er udryddet sammen med den overlevering fra industrisamfundet, at man skal arbejde et bestemt antal timer hver dag.

Men hvad hvis nu arbejdet bærer meningen i sig selv? Jeg har aldrig troet på ideen om en borgerløn. Snarere end at give mennesket økonomisk mulighed for at fylde sit liv med mening, tror jeg det vil kaste flere ud i eksistentiel meningsløshed. For selve det at skulle stå op om morgenen, tage brusebad, klæde sig nogenlunde ordentligt på og gå et sted hen for at gøre sin pligt – det er der i sig selv stor mening i. Selv hvis den pligt, man gør, af Nørmark & Fogh Jensen er dømt ude som mere eller mindre meningsløs.

Den vision, de to leverer, ligner til en vis grad utopien om en verden, hvor enhver yder efter evne og nyder efter behov. Det er som bekendt et kernebegreb i Karl Marx’ vision om et kommunistisk samfund uden klasser. Et samfund, der aldrig er blevet til virkelighed. En af grundene hertil (blandt mange) er, at når mennesker berøves nødvendigheden af at gøre deres pligt for at sikre brød på bordet, så flår man et væsentligt element af eksistentiel meningsfuldhed ud af hænderne på dem.

Der kommer ganske enkelt ikke et afbalanceret og bæredygtigt samfund ud af det, et samfund hvor mennesker er sat fri til at gøre alt det gode. I stedet vil mange snarere føle sig lænket af mangelen på pligt. Hvorfor så gøre noget overhovedet? Den kommunistiske utopi har altid ført til samfund, hvor for få egentlig gad noget som helst, fordi de dybest set ikke behøvede det, hvilket naturligvis i næste omgang avler en utilfredshed, man har været nødt til at holde nede med tyranniske midler.

Der er også noget andet, som nager mig ved Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensens drømmerier. For hvem pokker skal egentlig udstyres med magten til at definere henholdsvis pseudoarbejde og arbejde, der giver mening?

I den offentlige sektor er tildelingen af ressourcer til de organisationer, der skal løse velfærdssamfundets opgaver, altid politisk styrede – direkte eller indirekte. Lad os derfor lægge den offentlige sektor lidt til side; det giver sig selv, at det er et politisk ansvar ikke at ødsle med skatteborgernes penge i bureaukratiske systemer, der mestendels tjener til at opretholde sig selv. Her kunne der med fordel sættes hårdere ind.

Tænk blot på historien om den ellers glimrende idé om et socialt frikort til hjemløse, udstødte og andre, der må have lov til at tjene en skilling uden at skulle betale skat.

Politisk blev der afsat 45 millioner kroner til projektet. Men 29 ud af de 45 millioner kroner går til bureaukrati, kontrol og et nyt IT-system, der skal håndtere frikortet. Det er jo vanvid.

Men hvad med det private erhvervsliv? Hvem skal være overdommer på, hvordan virksomhederne bruger deres ressourcer bedst. Hvem tillader sig overhovedet at gøre sig klog på, om det rent faktisk er tilfældet?

Hvis man blot tiltror det frie marked og det frie initiativ en smule værdi, da må man vel som udgangspunkt forudsætte, at de fleste virksomheder investerer i arbejdskraft, der giver mening i forhold til virksomhedens målsætninger?

Sker det ikke, må man formode, at det i mange tilfælde ender galt. At virksomheden, der har tilladt sig at beskæftige for mange mennesker med ligegyldigt pseudoarbejde, papirnusseri og bureaukrati, i givet fald går nedenomoghjem, tung bagi og tynget af egen mangel på fokus og dygtighed.

Tiltror man ikke private virksomheder evnen til at drive sig selv effektivt, er man som bekendt også hurtigt ude på en grumme socialistisk galej. Planøkonomisk tænkning bygger jo netop på den holdning, at en centraliseret styring af økonomien fungerer bedre og mere effektivt end et frit marked. Historien har som oftest bevist noget andet.

Der er for mig at se ikke brug for, at vi arbejder mindre i Danmark. Der er snarere brug for, at vi arbejder mere. Det giver mening i livet, og danskerne arbejder i forvejen ifølge flere opgørelser mindre end de fleste andre folkeslag i verden.

Den pinagtige strid ved de offentlige overenskomstforhandlinger om den betalte frokost vidner om, hvor det kan ende, hvis vi hele tiden diskuterer, hvor lidt vi kan komme til at arbejde for den udbetalte løn. Snarere end at skabe rammerne for at flere forfølger et meningsfuldt kald, gerne som selvstændige eller iværksættere, om det så kræver 70 timer om ugen og frokost undervejs.

Det ville være sundere end at fodre længslen efter en lediggang, der som bekendt er roden til alt ondt.

KLIK HER OG FØLG MIG PÅ FACEBOOK

KLIK HER OG FØLG MIG PÅ TWITTER

29 kommentarer RSS

  1. Af Jesper Lund

    -

    Siden 1900, hvor den normale arbejdstid var 60 timer, er denne arbejdstid trin for trin blevet reduceret til 37 timer, som den er i dag. Mon ikke den normale arbejdstid i fremtiden også vil blive reduceret? Men det kan være det vare nogle år, før den igen bliver reduceret. Fra 1920 til 1958 holdt den normale arbejdstid sig på 48 timer, i 38 år.

  2. Af svend Hansen

    -

    Bier og myrer hviler i balance med omgivelserne og så længe de er stabile kan dette foregå i uendelig mange år. Mennesket er til gengæld ikke et væsen der trives ret længe i balance og slet ikke i påtvunget balance. Socialismen og velfærdsstaten vil derfor skabe præcis det modsatte af hvad deres udtrykte hensigter er og liberalismen vil fortsætte i et hensynsløst og stigende tempo, mod en afgrund de kan fornemme er der, men satser på bliver fyldt med andres lig først.
    Den midterste vej er måske nok mere kedelig, langstrakt og fyldt med paradokser, men den giver bedre tid til få den indre virkelighed med.

  3. Af Per Torbensen

    -

    Problemet er omgivelserne for bierne ,insekt massen i Tyskland er faldet med 70 procent,om det er sandt ? i de her fake news tider svært at kontrollere ,informationen af nyheder er eksploderet og sjældent underbygget.Men ved selvsyn ,ja bierne og andre insekter er truet og dermed menneskeheden,og forøvrigt enig i Dine betragtninger.

  4. Af Janik Martensen

    -

    Det er muligt arbejdet bærer lønnen i sig selv for mennesker der sidder og leger med en kuglepen og underlige meninger.
    Men det er der imidlertid ikke noget der tyder på, når man ser på de lønninger journalister og tv underholdere oppebærer. Så mon ikke vi skal overlade det til det arbejdende folk at besvare?

  5. Af Jan Petersen

    -

    I øvrigt apropos bloggens emne ”Pseudoarbejde”, en læsværdig artikel fra EB.dk:

    “De der folk, der har travlt med pseudo-arbejde” – af Mads Kastrup
    https://ekstrabladet.dk/opinionen/madskastrup/de-der-folk-der-har-travlt-med-pseudo-arbejde/7125299

  6. Af Bjørn Sørensen

    -

    I USA har Charles Murray foreslået folkeløn i stedet for sociale ydelser, debatten kan ses på YouTube.

    Med den teknologiske udvikling får flere og flere svært ved at finde arbejde, fordi de ikke har de nødvendige kvalifikationer eller formår at tilegne sig dem.

    Eliten arbejder ofte 80 timer om ugen. og deres kvalifikationer er der ikke mange der har, så de er uundværlige.
    Så hvis vi vil holde på eliten, må vi behandle dem ordentligt, så det nytter ikke at brandbeskatte den, for de efterspørges overalt.

    Som sagt er lediggang roden til alt ondt, så vi må skaffe arbejdspladser til de lavt uddannede, for ellers forsumper de i elendighed. Problemet er allerede alvorligt.

    Et sundt samfund har plads til alle.

  7. Af Jan Petersen

    -

    I øvrigt apropos fiktionen borgerløn. Finland har gjort forsøget, men det faldt hurtigt til jorden igen. En artikel fra JP.dk:

    “Finland dropper forsøg med borgerløn
    Finsk eksperiment med garanteret indkomst til borgere, falder til jorden.”
    https://jyllands-posten.dk/international/europa/ECE10542728/finland-dropper-forsoeg-med-borgerloen/

  8. Af svend Hansen

    -

    Bjørn Sørensen.
    ”Et sundt samfund har plads til alle” siger du meget rigtigt, men den plads må ikke være en hylde at lægge folk på. Det skal være en plads der kræver en grænseoverskridende tilgang med udsigt til at kunne høste frugten af sin indsats, eller lette vejen for sine efterkommere. Det skal give mening. Det har det skullet lige siden vi blev smidt ud af paradiset og skulle lære at klare os selv. Der er ingen vej tilbage.

  9. Af Arne Nielsen

    -

    Der er jo nogle af os, for hvem det aldrig lykkedes at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Selv betjente jeg kun marginale og tidsbegrænsede stillinger. Mine kvalifikationer er aldrig blevet honorerede. At for mange arbejdspladser benytter ukritisk personaleafdelinger, som rutinemæssigt sorterer efter hvilke eksamenspapirer, folk kan fremvise, så i mange tilfælde får personen bag ansøgningerne aldrig chancen for at vise sine personlige egenskaber, hvilke i mine øjne er langt mere væsentlige, men også langt vanskeligere for en arbejdsgiver at evaluere. Der er jo også det forhold, at arbejdsgiveres kvalifikationer i forhold til at ansætte folk er mere begrænsede end godt er. Med alle disse problemer in mente er det ikke noget under, at vi er nogle folk, for hvem alt det der med arbejdsmarkedet er et temmeligt éntydigt onde, idet vi ganske enkelt ikke passer til arbejdsmarkedets prokrustesseng, og hvis talenter bedre folder sig ud på anden vis. Al tale herom har imidlertid ligeså længe, jeg kan huske, været blokeret af liberale og konservative og af socialdemokrater, som i deres opfattelse af arbejdslivet har vist sig ligeså dogmatiske og uimodtagelige for fornuft som de meste forbenede marxister.

  10. Af Jan Petersen

    -

    I øvrigt er tidsbegrænsede stillinger (vikariater) et fantastisk springbræt til at vise en arbejdsgiver, hvad man har af kvalifikationer. Mangler der et par eksamensbeviser, findes der både aftenkurser, VUC og talrige andre muligheder for at opkvalificere sig. Manglende fodfæste på arbejdsmarkedet er ikke samfundets skyld. Det er ens egen skyld. 😉

  11. Af kjeld hougaard

    -

    I det samfund vi nu lever i, er værdien af alt målt i penge. Jo flere penge, jo højere værdi, jo mere agtelse. Ikke nødvendigvis for den enkelte, men i samfundet. Våres helte, som man læser om i ”dagens avis”, det er dem som gør et klip: bliver fantastisk rige uden at rigdommen kommer fra egentligt arbejde. Købte du Amazon aktien for ti år siden så er du rig i dag. En aktuel film har slået alle rekorder i indtjening. Filmes værdi i øvrigt, som kunstværk for eksempel, diskuteres ikke. Så selv om den enkelte gladelig ville arbejde for mindre løn, ville han opdage at den værdi samfundet ser i hans arbejde mindsker. At være vellønnet er af værdi i sig selv.

  12. Af Arne Nielsen

    -

    Til Jan Petersen: Jeg har været ude for arbejdsgivere, som meget gerne ville have beholdt mig, men som ikke havde muligheder for dette, så din tese, som netop er udtryk for de forbenede anskuelser, som jeg omtaler i mit indlæg, holder ikke.

  13. Af Niels Juul Hansen

    -

    “Der er også noget andet, som nager mig ved Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensens drømmerier. For hvem pokker skal egentlig udstyres med magten til at definere henholdsvis pseudoarbejde og arbejde, der giver mening?”

    Godt spørgsmål.

    Den magt føler Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensen sig tilsyneladende allerede udstyret med.

    Der har altid været ’spildtid’ på arbejdspladser – og vi er gennem uddannelse, forskning, udvikling og automatisering blevet stadig mere effektive.

    Fremtidens problem er ike denne spildtid, men hvordan vi på en rimelig måde får fordelt arbejdstiden og (be)lønningen på en mere rimelig måde. Vi ved, at for de fleste er arbejdet en vigtig del af identiteten.

  14. Af Maria Due

    -

    Jeg kender mennesker, for hvem uddannelsen fra dag ét var den rette hylde, og der er ingen tvivl om, at for dem har arbejdet båret lønnen i sig selv, skønt lønnen heller ikke har været til at kimse ad. De blev superdygtige læger og ingeniører, dvs. engageret i praktisk orientrede fag, og har aldrig ønsket sig noget andet. Men uden at have læst den omtalte bog, har jeg på fornemmelsen, at det ikke er den type, der er på tale her?

    Ganske kortvarigt var jeg ansat indenfor det offentlige og opdagede hurtigt, at det var et led i kulturen, at man aldrig viste tilfredshed, selv om man havde sejret “ad helvedet til”, og at det ikke så sjældent gjaldt om at få sendt “aben” videre. Dvs. at problemløsning med diverse stød og knubs blev ekspederet videre, og videre og videre og ofte til en syltekrukke. Det er den facon gode socialdemokrater, radikale og SFëre kan på rygmarven ligesom de stadige beklagelser over, at offentligt ansatte har det langt dårligere end de privatansatte.

    Jeg tabte en gang mælet, da en bredbuget og -baget personalerepræsentant på et rådhus udbredte sig om, at en times reel frokostpause (på papiret kun en halv time) med gratis buffet og fem retter varm mad var det mindste man kunne byde hans flok. Der skal være en mening med galskaben, sagde han, og mine indvendinger om, at folk udefra typisk kom i deres egen frokostpause og spildte tiden med at vente forgæves, fordi alle de offentligt ansatte forsvandt på samme tid, faldt stendød til jorden. De ventende kunne endda ikke undgå at passere forbi kantinen med udsigt til alle medarbejderne og de bugnende retter, der duftede langt uden for lokalet.

    På et tidspunkt fandt de offentligt ansatte så ud af, at det kan være smart at gemme sig bag “eksperter” af enhver slags, og det har vundet indpas langt ind i de privatansattes rækker, hvor de unge typisk er ansat i mindre end fem år og derfor ikke føler noget større ansvar på sigt endsige loyalitet med andre end sig selv. Jeg tror, at det med det manglende ansvar grundlægges meget tidligt hos mange danske børn, hvor forældrenes forkælelse overtages af konfliktsky lærere uden autoritet, og skulle man ryge ud af arbejdsmarkedet, kan man jo blot tage nogle “sabbatår” på statens regning. Ingen vil jo være så “onde” at ymte noget om, at man er nødt til at flytte efter “brødet”.

    Det eneste, der kan ændre på disse forhold, er efter min mening et moralsk skift i tidsånden, og det kan blive hjulpet på vej af nye økonomiske kriser. Jeg ser, at Berlingske i dag har en artikel om hvidvask i mindre banker, og det gigantiske sorte marked er et godt sted at begynde. Fortæl blot læserne tidligt og silde, at de er dumme, hvis de tror, at rockere og andre kriminelle i narko- og ejendomshandlerindustrien behøver at investerer deres kriminelle fortjenester i udlandet. Det klares nemt og fint i små danske banker og via andre danske ejendomshandlere.

    Desuden synes jeg, at det er en god idë at sende kontanthjælpsmodtagere ud i alment nyttige jobs med at rydde op i det svineri, der breder sig i det offentlige rum. Det gælder i det hele taget om at tænke nyt . I Søndredjurs kommune har nogle frivillige fx fået den idë, at de henter uddaterede varer fra supermarkederne, der ellers ville have sendt dem på lossepladsen. Disse varer fabrikerer man fine måltider af, som folk kan indtage gratis, og alle bliver gladere af det. Dette er en temmelig udansk facon, som gerne må brede sig, for vi er af lutter forkælelse blevet så alt for dygtige til at beklage os.

    Til sidst et suk. Hvor er det trist, at Berlingskes bloggere er ved at opgive at skrive indlæg, men jeg forstår dem godt. Hvad der foregår af sabotage er ikke alene udemokratisk og uforskammet, det er umodent og dumt. Vi har bl.a. en meget aktiv person, der i det meste af en snes år har hærget de danske debatfora under talrige navne. Hans profil passer fint på de nye incel-typer.

  15. Af Maria Due

    -

    rettelser:

    Helvede
    Syddjurs kommune

  16. Af r. vangkilde

    -

    DEN RØDE DANSKE MODEL blander politik og arbejde sammen, og ligestiller den
    offentlige og private sektor i socialpolitiske sammenhæng, men “ILLUSIONEN” er, at beskæftigelsen måles i effektivitet, kvalitet, kvantitet, tid, kreativitet, og lønnen er i konkurrence lokalt, nationalt og globalt. SKATTEN på arbejde belaster den røde velfærds model urimeligt, når mange af verdens lande ikke beskatter beskæftigelsen,og derfor har ” bærer arbejde en mening” i selvforsørgelse og opsparing til alderdom.
    F.eks. Kina er gennemsnits lønnen 10.- , men man kan også leve for 10.- , og til svare energi, bolig som også er 1/10 del af danske. Den røde kinesiske politiske model blander sig ikke i den liberale frihed til at tage arbejde. Den kinesiske politik
    handler om , at skabe nationale værdier og velstand i den globale konkurrence.

  17. Af Helge Nørager

    -

    Jeg er privilegeret. enten har jeg gået med aviser også i voksenliv for at bevise jeg ville arbejde, ( god kondi som bieffekt ), og en fornærmelse af mig men 6 år ved JP i Århus C. 4503, mange gode kollegaer, mange sure over min adfærd, men hårdt arbejde 24/7/365, hvilket de fik, jeg fik en arbejdsgiver som gjorde hvad de kunne for at hjælpe mig, når problemer opstod.
    Og dem var der mange af i løbet af 6 år i Århus C, om morgen.
    Ført skovl for at den grønne frø kunne have vandhuler, ved voksenprojekter.
    Men mest af alt har jeg arbejdet med elektronik siden jeg var 16, og opgav de barnerøve i gymnasium som ikke vidste hvad de ville.
    Jeg vidste det udmærket, jeg ville arbejde med magnetisme, lige siden jeg som 7 år gammel oplevede min farmor fandt en synål i et langhåret tæppe på 10 sek, med en hestesko magnet var jeg færdig.
    Det var det jeg ville lære om.
    Jeg er uddannet i min hobby, har arbejdet med det som jeg ønskede stort set.
    Har dog betakt en pris for at nægte at være de udvalgte få til den første F16 elektronik produktion ved SEK, de blev sgu sure efter min hold indsats med SKF prisen i 1980.
    Men de havde fået at vide fra 3F,s fallit bobestyrere at “helge” laver ikke våben, alt andet ok.
    Så det endte ikke specielt godt ved SEK.
    Osv.
    Senere efter kraniebrud mere uddannelse, den med magnet dragede, og jeg forsøgte tak SI for tålmod, tak andre.
    Jeg gik ikke på arbejde, jeg lærte om ting der havde min interesse.
    Jeg er stadig nysgerrig, og forsøger at lære lidt mere hver dag.
    Men jo ældre jeg bliver, jo mere forstår jeg hvor heldig jeg har været,
    For det har ikke været arbejde, det var betalt kondi træning, eller at arbejde og lære om det jeg ønskede,
    At jeg som bieffekt blev tvunget til at omgås andre igennem arbejde med elektronik, var nok godt som modvægt til det ensomme arbejde med morgen aviser.
    Arbejde er ikke blot arbejde, det er som ofte noget med løn påstår mange., og svar er ja det er det.
    Men det er også noget med hvem du er.
    Jeg er trist på de menneskers vegne som spiller deres tid på arbejde, de opfatter som en trædemølle, eller trælst.
    Jeg har været i tarmafdeling på Tulip og kunne få et tarmrenser job, men chef, mente at jeg ikke kunne vende mig til stank før planlagt studiestart.
    Så vi blev enige om at hvis studie gik i “lort” havde han et job, flink mand.
    Arbejde er mange ting.
    Jeg er heldig mit primære arbejde er min “hobby”, og stadig har jeg meget at lære.
    jeg er i sandhed heldig.

  18. Af R.H. Kristiansen

    -

    Jeg har arbejde i det private erhvervsliv i langt over 30 år og samtidigt undervist på en lang videregående uddannelse for staten. Jeg er en af dem, der aldrig har lagt mindre end 50-80 timer om ugen. Nogle gange mere. Jeg arbejdede igennem hele min lange videregående uddannelse, samt overbygning. Jeg modtog aldrig SU og alt godt for det. Jeg har selv to børn, som begge har arbejdet i deres sabbatår for at tjene penge inden studiet. Den ene går på Uni, den anden har arbejdet hos en bager siden sidste sensommer, samt undervist 9. klasses unge og gymnasieelever i dansk og samfundsfag. Vedkommende starter i efteråret på Uni. Vedkommende står op kl. 4.30 for at bage, eller arbejder til 20.30, samt de fleste weekender, fordi her er lønnen lidt højere.
    Maria Due jeg kender ikke et eneste ungt menneske, der ikke har arbejdet efter studentereksamenen. En del har sammen med arbejdet taget kurser på højskoler, eller været ude at rejse i kortere perioder.

    Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensen må have været ansat i staten eller hos det offentlige med denne tilsyneladende store foragt for arbejde. De er måske lærere? Jeg hørte i Deadline disse to herrer mene, at en arbejdsdag på 15 timer nok var tilstrækkelig. Det er muligt, at de kan i deres arbejde, det er noget urealistisk i mit fag. Her skal det ofte ydes ganske mange timer. Lad dem blive ansat i et arkitektfirma, så skal de nok få fingeren ud. De kunne også tage et arbejde som sosu eller som kassedamer. En bagerjomfru, og det er der faktisk mange mennsker, der har som levebrød, tjener 16.000-17.000 kr. om måneden, inden skat, for 37 timer. Magen til arrogance fra disse to mænd. De har ikke et begreb om den verden de lever så let i. Her fornemmer man livets ulidelige lethed. De var måske bedst gemt i et cirkus.

  19. Af Flemming Lau

    -

    Maria Due.
    Jeg kommer sådan til at tænke på Allan Olsens “Min far kørte post for staten” Den gamle var en stolt lærer og tjenestemand. Han oplevede skole kampen på førstehånd i starten af 70 ‘erne. De nye lærere ville ikke være autoritære! Fint sagde den gamle, men i skal stadig være en autoritet. Tidsånden bød på indoktrinering, og da man 30 år senere udspurgte Jesper Klein om den, var han ærlig og sagde Erhard havde ret, vi var ræverøde! Så kastede de borgerlige sig over tjenestemands begrebet og arbejdstiden. Og den gamle havde en kamp, med tjenestemandsansatte der ville strejke, smadder ulovligt. Tjenestemands begrebet blev angrebet udefra som indfra.

    Hvor er vi så idag? Skolen ligger i ruiner idag. Postvæsnet og DSB samme! Og alternativet med en privat vareudlevering…….. Ikke sjældent skal man pi… lokal området igennem for at finde sine pakker. Hvis de endelig finder frem til hoveddøren, så skal man først forklare dem, “Nej vores el cykler, speedbåd, selvkørende græsslåmaskine og pejse brænde er ikke til salg!” Imens kan vi så vente på at politi og domstole også bliver markedsført.

    Faldt iøvrigt forleden over en af mine yndlings melodier, fra en svunden men tryg tid.
    https://m.youtube.com/watch?v=tj7voiqiPa8&sns=em

  20. Af Maria Due

    -

    Flemming Lau

    Ak ja, det med pakkerne kender jeg til bevidstløshed og også det andet. Tidligere havde vi stor respekt for tjenestemandsbegrebet, men den er også gået fløjten. Og så alle de gyldne håndtryk! De skulle skamme sig.

    Her får du min pt. yndlingssang

    https://www.youtube.com/watch?v=J2y_BPoThSY

    R. Vangkilde:
    “DEN RØDE DANSKE MODEL blander politik og arbejde sammen, og ligestiller den
    offentlige og private sektor i socialpolitiske sammenhæng, men “ILLUSIONEN” er, at beskæftigelsen måles i effektivitet, kvalitet, kvantitet, tid, kreativitet, og lønnen er i konkurrence lokalt, nationalt og globalt.”

    Ja. Lad os tage et eksempel. For en del år siden resulterede overproduktionen af humanister i en rundspørge til de få, der valgte at søge ind i det private erhvervsliv ud fra devisen, at de havde lært at lære og analysere etc., og at dette måtte kunne bruges på en for dem utraditionel måde. Hvordan klarede historikere sig fx i en produktionsvirksomhed eller eksportfag?

    Resultaterne var mest positive, men på ét punkt var der gennemgående store omstillingsproblemer, og det gjaldt forholdet til en deadline. For nok beklagede de universitetsstuderende sig også den gang over stress, om end de fleste brugte langt mere tid på deres sociale liv og sidebeskæftigelse end på deres studier, men når de som færdige kandidater blev ansat i det private erhvervsliv, havde de tit svært ved at få gjort sig færdige og forlige sig med, at de ikke havde alverdens tid til at efterstræbe det ideelle og vel heller ikke vidste, hvad deres chefer mente var “sandheden”. Kort sagt, de måtte i langt højere grad, end de havde været vant til, påtage sig et personligt ansvar og derunder se at få gjort sig færdige til tiden, fordi andre var afhængige af, at det skete.

    Denne forskel i tænkemåde var også meget synlig om end på en anden led, da jeg startede på historiestudierne på Det åbne universitet, hvor vi kom med lang erhvervserfaring fra hhv. det offentlige og det private erhvervsliv. De offentligt ansatte nåede dog altid i mål med en mere eller mindre ideel løsning på de stillede opgaver, hvorimod vi andre typisk befandt os i et gråt ingenmandsland, hvor illusionerne var langt færre og forbeholdene derefter. Vi vidste, at det kunne gå galt, hvorimod de kommunalt ansatte virkede overbeviste om, at de havde ret i deres antagelser, som om de var præpareret med en slags politisk magtfuldkommenhed.

  21. Af Flemming Lau

    -

    Maria Due.
    Ja den rette stemme til den dybe smerte. “I have played too many roles!” Der er en lidenskab ala Vigina Wolf. Og han kan synge…!

    Vi var en tur i LA i 80’erne og kom til at stå for sent af bussen. havnede i Down Town, slap helskindet ud, lejede en bil og kørte ud gennem Mojave ørkenen. Den stemning vi havde fra asken til det store øde, minder lidt om nedenstående melodi fra Paint your wagon!

    https://m.youtube.com/watch?v=xqBQJTbUAfg&sns=em

  22. Af Maria Due

    -

    Flemming Lau, 🙂 vi skyndte os også ud af LA, da vi var nødt til at mellemlande fra Hawaii. Kørte laaaangt i Mojaveørkenen, var ikke imponeret af Palm Springs, men jeg var betaget af kolibrierne på et lille turiststed drevet af indianere. Desuden husker jeg, at der med få kilometers mellemrum var advarselskilte om, at det var farligt at stå ud af bilen. Vi så nu ikke andet end kaktus’er og ørken så langt øjet rakte.

    Jeg har en svaghed for John Wayne, og det oprindeligt mauriske hornsignal Deguello har været det underliggende tema for mange af mine indlæg. No mercy fat det dog!. Egentlig har vi jo trods alt forstået mere af det her i Danmark end i det øvrige Skandinavien, skønt det ikke passer ind i billedet af et overforkælet folkefærd med en tiltagende løsagtig moral.

    https://www.youtube.com/watch?v=AR-KbvXvBd8

  23. Af Flemming Lau

    -

    Maria Due.

    Ja Maueriske Deguello. Spanien er den dag eftertragtet af det folkefærd. Madrid bombningerne 2004, 196 dræbte og 1500 sårede. Hvad de engang har fået fat i, er deres mener de.

    Rio Bravo er også en af mine favoritter. Begyndte faktisk at spille guitar med 3 akkorder efter Rick Nelson for 40 år siden. “They were expendable” ’45 med Robert Montgomery og Donna Reed ligger dog i toppen, men samspillet i Rio Bravo er suverænt, det lyser ud af dem at de har det sjovt under optagelserne. Jeg har læst at Stalin hadede John Wayne som Icon for frihed, at han sendte 2 Nkvd hitmen til at dræbe ham i ’49. FBI fik dem stoppet. Wayne og hans stuntman Yakima Canutt gav dem så en lektion. I ’53 sendte Stalin igen 2, mænd, men så gik Stalin hen og døde. Krusse var derimod fan, fortalte han ham personligt omkring ’59 og havde fået det stoppet. Tilgengæld forsøgte Mao sig i ’66 Vietnam mens han optrådte for tropperne. De fik fanget en af dem der beskød scenen.

    Iøvrigt, fortalte min hustru lige at vi tog til USA igår for 30 år siden. På den samme vej som du kørte på, er der efter 300 km en gammel jernbaneoverskæring med bane skilte gennemhullet af skud. Med Kaktusserne i blomst, jo jeg skulle lige have et billede. Stoppede bilen stod ud, og blev ramt af varmen så sveden sprang fra kroppen. Jeg havde lige glemt at bilens klima anlæg var slået til. Nåh! Men da jeg skulle tage billedet ser jeg noget rødt i ørkensandet. Der lå 2 bundter dynamit. Da jeg så mig omkring kunne jeg se at man havde været igang med at fjerne gamle telegraf pæle. Da der stadig var lunter på og temperaturen har været på den forkerte side af 50 grader, fik jeg hurtigt taget mine billeder og så afsted. Vi havde kun mødt en modkørende bil indtil krydset før Arizona. Der var en enligt beliggende norsk restaurant hvor man kunne få millionbøf og kartoffelmos. Herligt ovenpå alle de steaks!

  24. Af Flemming Lau

    -

    Jan Petersen.
    Ja det er godt nok lang tiden at jeg har hørt den. med Madonna og den er suveræn! Selvom om hun er lidt extrem, så kan hun altså fyre fede melodier af. Jeg kvitterer med Supergrass “Allright” Jeg er jævnaldrende med Madonna, men sindsmæssigt er stadig 20. Tid og alder er egentligt noget mærkeligt noget! G’nat!

    https://m.youtube.com/watch?v=qUE4oDunYkc&feature=youtu.be

  25. Af R.H. Kristiansen

    -

    Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensens kommentar håner de lavtlønnede, så som f.eks. bagerjomfruer og kassedamer mm. Disse mennesker tjener 16.000-17.000 kr. om måneden. Og for at tjene førnævnt måndsløn skal de arbejde mindst 37 timer. Det er ikke kun unge studenter, der holder sabbatår, der er bagerjomfruer. Her arbejder der mange mennesker uden uddannelse.

    Maria Due jeg har to børn omkring de 20. Begge har taget sabbatår for at arbejde. Jeg har undervist mange unge mennesker på en lang videregående uddannelse og alle de haft et arbejde i deres sabbatår. En af mine børn arbejder hos en bager, vedkommende tjener 16.000 kr om måneden. Yderligere arbejder vedkommende som underviser for 9. klasses børn og gymnasieelever, der har brug for hjælp til et fag. Vedkommende står op kl. 4.00 den ene dag for at bage og arbejder til 8.30 den anden dag. Vedkommende arbejder også i weekenden, for her er der højere løn. I mit arbejde skal der lægges 50-80 timer om ugen somme tider mere, når vi laver konkurrencer. Lad Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensen komme til mig og jeg skal nok sørge for, at de ikke laver indeholdsløst arbejde. De må være skolelærere med denne attitude. Da jeg så disse to døgenigter introducere deres tanker i Deadline, fik jeg et anfald af ubehag.

  26. Af Flemming Lau

    -

    Jan Petersen.

    Der var altså ikke noget mystisk ved “Stay behind” under den kolde krig!

    1. Wapa havde angrebs planer mod NATO’s område, ikke omvendt!
    2. Da man efter den kolde krig mødte polske enheder, kunne de navngive de danske officerer der skulle likvideres inden opstarten af krigen.
    3. Danske soldater har altid været milevidt fra Terror og Krigsforbrydelser. Efterretningsofficer Hommel blev fejlagtigt for totur for at lade en anholdt Irakker vente lidt, inden denne kunne få et glas vand!

  27. Af Niels Peter Lemche

    -

    Lau, det er korrekt, og vore ideer om russernes planer blev bekræftet i 1980erne, da man fik fat i de riussiske angrebsplaner: Frem til Hamburg øjeblikkeligt, og Antgwerpen dernæst, ned gennem Fulda-gabet med massiv pansedrindsats, og hele tiden: Man ville blæse sig igennem ved brug af A-våben.

    NATO vidste det, så naturligvis havde man planer, der også handlede om at ramme WAPA-styrkerne i deres opsamlingsområder. Men det hele havde jo været kørt, hvis WAPA havde brugt A-våben pga. af doktrinen om det massive modsvar med A-våben.

    Hvem vi go, we all go together, and when we burn, we all burn together…

  28. Af Niels Peter Lemche

    -

    Good grief… When we go …

  29. Af finn baggesen

    -

    Det er vel kun folk fra den talende klasse, der kan finde på at skrive en bog om emnet, arbejde. Resten af folket udfører det, fordi det er nødvendigt at producere noget, vi kan leve af.Det er på tide, at vi skærer ind til benet i det her land og kræver, at folk forsørger sig selv igen.

Kommentarer er lukket.