Mand skyder ulv

Af Tom Jensen 153

En mand har skudt en ulv i Vestjylland. Det skete dagen før forhandlingerne om en ny udligningsordning mellem kommunerne kollapsede. Der er naturligvis ingen sammenhæng; og så alligevel.

For både når det gælder ulv og udligning er omdrejningspunktet dybest set en national sammenhængskraft, der til tider synes at mangle. I et lillebitte land som Danmark er der åbenbart meget langt fra vest til øst, fra byer til land. Der udøves i hvert fald mange anstrengelser for at tegne et billede af, at sådan er det.

Jeg har aldrig accepteret præmissen, måske fordi jeg er født i vest og bor i øst. Boede det meste af min barndom mindre end 20 kilometer fra vestkysten, mens jeg nu er fastligger i 2100 Spelt. Jeg kender begge verdener, og de er meget forskellige, men så afgrundsforskellige er de nu heller ikke.

Vi taler som bekendt – med nogle få nuancer – samme sprog, har samme dronning og statsminister og i vidt omfang de samme kulturelle referencerammer.

Alligevel taler stærke kræfter uoverensstemmelserne op, som om Danmark er ved at splittes i to uforenelige universer uden fællesmængde.

Det er her, ulven kommer ind i billedet.

For fem år siden skrev jeg om ulven. Det var da Canis Lupus efter 200 års fravær atter trak ind over den danske grænse. Jeg noterede mig den begyndende modstand mod ulven, men endte selv et andet sted:

”For mig at se bringer ulvens modstandere sig i en unødig underskuds- og forsvarsposition, der er næsten lige så angribelig som økohippiernes infantile begejstring. Frygten for ulven er fortrinsvis et psykologisk spørgsmål. Der har kun været ganske få ulveangreb på mennesker i Europa i de seneste mange årtier, selv i de områder, hvor ulven har været talrig længe. Hvad angår landmænd og særligt fåreavlere er bekymringen mere konkret. Her må man så betale erstatning, når ulven er ude. Det er kun rimeligt. Alt andet er øko-arrogant.”

Det mener jeg sådan set stadig, men siden er krigen om ulven kun intensiveret, kulminerende med krybskyttedrabet på en hunulv ved Ulfborg – af alle steder.

Man kan sige, at problemstillingen netop her er velkendt fra tidligere tider. Således kan man i dette historisk-topografiske skrift om Ulfborg Herred fra år 1900 læse, hvordan situationen var i området tilbage i 1500-tallet:

”Øster Rævsgaard ligger ude paa Hedens Grænse. Denne og flere Gaarde her i Sognet plagedes i ældre Tider saa haardt af Ulve, at Afgifterne desaarsag bleve nedsatte.”

Siden jeg sidst skrev om ulven, er det imidlertid gået op for mig, hvor meget min tålsomhed over for dens ankomst til landet placerer mig i et flerdimensionelt modsætningsforhold til de fleste af de mennesker, der bor i den landsdel, hvor jeg er født.

Det handler ikke kun om de meningsmålinger, der fra tid til anden er foretaget. Jeg ved det også fra samtaler med adskillige jyder, der ganske enkelt ikke kan forstå, at man kan tillade sig at sidde i København og vinke afværgende over for de bekymringer, ulvens genkomst har vækket.

Det er svært ikke at blive påvirket af. Jeg har nu boet 22 år i København. Har det mentalt set forvandlet mig til en alternavistisk sværmer, som drømmer om vilde dyr i parkerne og står vagt om enhver spidssnudet frø, uanset omkostningerne?

Det er jo ikke sådan, jeg ser mig selv, tværtimod. Men det er omvendt rigtigt, at ulvens komme ikke påvirker mig og min familie direkte. For ulven findes ikke – endnu – i København. Det kan komme; der er broforbindelse hele vejen, den behøver slet ikke svømme. Ræven er som bekendt for længst vandret fra landet ind i byen. Jeg var selv for år tilbage ved at køre én ned på cykel en sen aften i Stengade på Nørrebro…

Men indtil videre er ulven et jysk fænomen i levende live.

Tilmed er det sigende, at da den skudte ulv var død, blev den bragt til undersøgelse hos eksperterne på Veterinærinstituttet på Frederiksberg. Så er den nationale rollefordeling ligesom befæstet.

Det er rigtigt, at ulven skaber ængstelse dér, hvor ulven allerede er. Fåreavlere ængstes over, om deres dyr bliver bidt ihjel, hvilket kan være reelt nok, især hvis kompensationen man kan opnå ikke er tilstrækkelig.

Forældre bekymres over at lade børnene løbe ude. Skoven er pludselig ikke længere den samme, trygge, maleriske baggrund for en hyggelig picnic og leg i naturen. Det er et sted, hvor rovdyr med spidse tænder og vilje til drab bor og jager.

Over for det sidste står de faktiske realiteter: Ulven er som hovedregel ikke farlig for mennesker. Det er konklusionen, hver gang fagligheden på området taler – som her:

”Siden 1974 har man i Europa ikke oplevet et eneste prædatorisk ulveangreb (hvor ulve har betragtet mennesker som byttedyr, red.)”. 

Eller her i en lidt ældre rapport fra 2002:

“I de ekstremt sjældne tilfælde, hvor mennesker er blevet dræbt af ulve, er de fleste angreb foretaget af ulve med rabies; predatoriske angreb er rettet primært mod børn; angreb i det hele taget er ualmindelige, men episodiske i natur, og mennesker er ikke en del af ulvens naturlige føde. Når vi sammenligner hyppigheden af ulveangreb med angreb fra andre store rovdyr eller vilde dyr i almindelighed, fremgår det tydeligt, at ulven er blandt de mindst farlige arter i forhold til dens størrelse og potentielle farlighed.”

Med andre ord: Frygten for ulven er ikke rationel, den er følelsesbåret. Det er langt farligere at sende sine børn ud i trafikken, selv i en mindre jysk by, end at lade dem lege udenfor i et område med ulve.

Alligevel er det nærmest umuligt at trænge igennem med den slags argumenter, især hvis man bor i København. Man kan uden videre afskrives som storbytosse, der lever et liv langt væk fra den sande, brutale virkelighed.

Det skyldes, at slagsmålet om ulven slet ikke handler om ulven. Det er blevet symbolsk. Det er blevet en markør for, om man er på den ene eller den anden side, når der sættes skel mellem vest og øst, mellem storby og land, mellem udkant og metropol.

Det er et skel, jeg ikke accepterer, selv om der er sket meget, siden jeg selv bevægede mig fra vest mod øst.

Når jeg i 2018 vender tilbage til mine barndomsbyer mod vest, ser jeg områder fravristet meget af det, man ellers regner for grundlæggende fundamenter under et samfund.

Noget af det skyldes diverse reformer, herunder ikke mindst strukturreformen. Kommunekontorer, politistationer og byretter, sygehuse og skoler er væk. Andet skyldes demografiens og samfundsudviklingens nådesløse sandhed – folk søger mod de store byer, teknologien har samtidig ændret arbejdsmarkedet fundamentalt, og det har ramt butikslivet og civilsamfundet i øvrigt på mange niveauer og indskrænket jobmulighederne for de, der blev tilbage.

I den mindre by, hvor jeg boede i min ungdom, var der dengang 4-5 pengeinstitutter. Det er der ikke mere…

Imens har den såkaldte kreative klasse befolket storbyerne, hvilket har medvirket til at skabe et billede af skellet mellem produktionsdanmark og snakkedanmark, mellem kaffedanmark og caffelattedanmark, mellem folkedanmark og elitedanmark, mellem strandkantsdanmark og strandvejsdanmark.

Her ankom ulven som et næsten for fristende symbol på splittelsen af den nationale sammenhængskraft, på den opdeling så mange har så utroligt travlt med at tale op, måske fordi der også er identitet i det. For slet ikke at tale om stemmer.

En mand skød en ulv i Ulfsborg dagen før forhandlingerne om udligning brød sammen, og symbolikken blev dobbelt tyk. For udligning og ulv, begge er stærke redskaber til at tale kløvningen af fædrelandet op.

Og jeg siger ikke, at der ingen grund er til opmærksomhed på det.

Men dagsordenen kunne også være en anden.

Hvad nu hvis det er sådan, at en stærk metropol, en stærk hovedstad, i et lille land som Danmark faktisk kan være et lokomotiv for selv de yderste provinser, også på andre måder end ved overførsel af skatteinddrevne milliarder?

Hvad nu hvis det er sådan at det nulsumsspil, slagsmålet om udligning reelt er, kunne erstattes af en fælles bestræbelse på at skabe bedre rammevilkår – teknologisk, skattemæssigt og planlovsmæssigt – for en sundere erhvervsudvikling også uden for de større byer (herunder de store byer i vest-Danmark, hvor det faktisk i forvejen går rigtig godt).

Hvad nu hvis fokus kunne flyttes fra de statslige udflytningsplaners lappeløsninger til grundlæggende overvejelser om, hvad der skal til af funktioner, institutioner og service, før et lokalsamfund er velfungerende og i balance?

Hvad nu hvis flere kunne overvinde hadet mod eliten og indse, at sådan en har alle samfund brug for, uanset hvor den bor?

Hvad nu hvis det blev politisk opportunt i al fredsommelighed at tale de nationale fællesnævnere op, snarere end at næres ved den interne splittelse?

Måske man da slet ikke længere behøvede ulven som symbol. Måske man endda ville kunne tale fornuft om den også. Måske er det med tiden fornuftigt at regulere bestanden med lovlig, målrettet jagt, hvis der kommer mange flere ulve til? Måske erstatningerne til fåreavlere og andre bør forbedres?

Mand skyder ulv i Ulfborg. Utroligt så mange tanker det kan åbne hos et storbymenneske med rødder mod vest.

KLIK HER OG FØLG MIG PÅ FACEBOOK

KLIK HER OG FØLG MIG PÅ TWITTER

153 kommentarer RSS

  1. Af Erhvervsøkonom Ole K. Ersgaard MDM, PD

    -

    “Ole Frank”
    Vi har regler til gavn for alle når de overholdes.
    Men man kan jo også fx sætte hænderne op for øjenene (som bilist) og hævde, at man ikke kan se at der er rødt lys i krydset.
    At den pågældende så givetvis kommer galt afsted er jo en anden sag.

  2. Af Erhvervsøkonom Ole K. Ersgaard MDM, PD

    -

    “Ole Frank”
    Når man læser dine indspark på denne tråd oser de jo af negativitet. Og atter negativitet.
    De giver logisk nok også en dårlig karma.
    Så du skal derfor næppe forvente den store sympati. Tværtimod. Men det er vel derfor du anvender nogle forskellige navne i et forsøg på at kompensere?
    Det er synd for dine forældre/plejeforældre!
    Men du ligger som du har redt.

  3. Af Jesper Lund

    -

    Ole K. Ersgaard
    Vores diskussion er ligegyldig. Ulven er fredet i EU og kan derfor ikke udryddes i Danmark. Indhegning af ulve er en umulighed, så derfor må alle affinde sig med at ulve er fritgående i Danmark. Beskyttelse af husdyr er vist den eneste mulighed.

    ,

Kommentarer er lukket.