Trods truende strejker og lockout: Her er en hyldest til den danske model

Af Tom Jensen 35

Jeg har prøvet den danske model på egen krop. I Forligsen – forligsinstitutionen på Sankt Annæ Plads 5 – efter et forhandlingssammenbrud. Det er i det ydre en smuk, hvid bygning. Indvendigt er forholdene mindre inviterende. Vi blev placeret på nogle benhårde træstole i små rum langs en rungende gang, der mere ledte tanken hen på en afretningsanstalt end på en ærværdig samfundsinstitution.

Nogle gange må man knap forlade bygningen, mens forligsmanden arbejder på at finde ud af, om der kan findes et grundlag for en aftale. Det kan tage timer og dage. Det må have været en sand pinsel før smartphonens tid. Jeg kunne i det mindste fordrive tiden med blandt andet at spille lotto. Vandt for øvrigt 25 kroner.

Det endte også med et forlig.

Jeg holder meget af den danske model, og det bør du også gøre. Det er måske et løjerligt tidspunkt at skrive det på, eftersom de næste uger kan blive ret besværlige – som følge af modellen, hvis det da ikke lykkes for forligsmanden at få parterne på træstolene i de små, kolde rum forliget.

Togtrafikken kan blive standset. Undervisningen på gymnasier og folkeskoler kan blive afbrudt.

Børnehaver vil lukke. Statsadministrationen og kommunerne være delvist lammede. Det er virkelig træls, og hver især har vi sikkert nogen, vi bebrejder miseren: Arbejdstagerne eller arbejdsgiverne. Du mener noget om det, jeg mener noget om det. Sådan er det.

Ikke desto mindre er det netop nu på sin plads at hylde den danske model. Den kan noget, som vi ellers er blevet umanerligt meget dårligere til i et samfund som det danske

Det smukke ved den danske model er, at den bygger på en grundfæstet tillid til, at mennesker er ansvarlige voksne, der er i stand til at finde ud af tingene selv, uden at alt skal være detailstyret af lovgivning eller anden kontrol. Med andre ord er det civilsamfundet i funktion: Vi tror i Danmark på, at arbejdsgivere og arbejdstagere i de fleste tilfælde magter indbyrdes at aftale, hvordan forholdene skal være på landets arbejdspladser, uden at andre – herunder statsmagten – skal blande sig unødigt i det.

Jeg ved, ovenstående beskrivelse er en idyllisering. For naturligvis er der haglbyger af lovgivning om forholdene på de danske arbejdspladser. Tænk blot på arbejdsmiljølovgivningen.

Men ikke desto mindre: Den danske model er noget andet. Den udgør en væsentlig del af den danske samfundsmodel, som er undtaget snærende politisk kontrol. Arbejdsgiverorganisationer og fagforeninger, der repræsenterer parterne på arbejdsmarkedet, mødes med nogle års mellemrum og fornyr de overenskomster, der regulerer forholdene – herunder lønnen – i de danske virksomheder og i de offentlige institutioner.

I en tid, hvor der ellers på mange områder ikke længere synes at være grænser for politik, hvor lysten til at regulere menneskelivet langt ind i privatsfæren vokser for hvert år, der går, er den danske model derfor en befriende undtagelse: Princippet er frit og decentralt. Man finder ud af det med hinanden.

Men er det nu sådan i virkeligheden?, vil kritikere spørge. I de senere år er tvivlen særligt vokset i forhold til overenskomsterne på det offentlige område. Ikke mindst mistanken om, at der foregik en nøje politisk håndstyring mellem regeringen og KL før og under lærerkonflikten, der endte med lockouten og et lovindgreb i foråret 2013, har fået flere til at tegne et billede af en dansk model, der i offentligt regi er kørt af sporet.

Som om overenskomstforhandlinger som dem, der netop er brudt sammen og derfor sendt i Forligsen, reelt er et stort skuespil med fagforeningerne på den ene side stillet over for et magtpolitisk kompleks på den anden side bestående af arbejdsgivere, der også er politikere og derfor indtager en dobbeltrolle: Først sikrer man et forhandlingssammenbrud. Derefter griber arbejdsgiversiden reelt set selv ind og standser konflikten igen med loven i hånd.

Det kan være besnærende at tro sådan, særligt i en lurende konfliktsituation som nu, hvor stemningen er anspændt. Men inden de vildeste konspirationsteorier ophøjes til sandhed, må forbeholdene ind:

For det første har politikerne gennem tiden også grebet ind og stoppet adskillige konflikter på det private arbejdsmarked. Ganske vist er de fleste af den typer konflikter og indgreb foregået på det offentlige område de seneste år, men mange husker vel eksempelvis den såkaldte gærstrejke i 1998, da der var strejke på LO-området, og desperation voksede, da landets butikker hurtigt løb tør for gær. Den S-ledede Nyrup-regering greb ind og stoppede konflikten.

For det andet er det ofte sådan, at det er det tidligere fremsatte mæglingsforslag, der ophøjes til lov. Normalen er altså ikke, at arbejdsgiversiden på det offentlige område blot magtfuldkomment gennemtrumfer sit eget afviste krav med loven i hånd.

For det tredje skylder de, der nu påstår, at den danske aftalemodel på det offentlige område reelt ikke eksisterer længere, at foreslå, hvad man i givet fald burde sætte i stedet.

Sandheden er, at det eneste reelle alternativ vil være en langt mere direkte politisk styring af løn- og arbejdsforhold i Danmark, ikke mindst på de offentlige arbejdspladser.

Det ville være stærkt ulykkeligt. Især fordi princippet om frihed og decentralt ansvar i et civilsamfund bestående af ansvarlige mennesker rent faktisk er så smukt. Det er en kerne i den danske model. Med følger så også risikoen for uro og konflikt, når overenskomster skal fornyes.

Den slags besvær, rod og kaos står vi så muligvis over for nu. Til gengæld er der som oftest ro og stabilitet på det danske arbejdsmarked derudover. Derfor er risikoen for konflikt så rigeligt prisen værd. Tænk over det, hvis det nu ender i strejke og storlockout.

KLIK HER OG FØLG MIG PÅ FACEBOOK
KLIK HER OG FØLG MIG PÅ TWITTER

35 kommentarer RSS

  1. Af j. haNsen

    -

    Vi blev placeret på nogle benhårde træstole i små rum langs en rungende gang, der mere ledte tanken hen på en afretningsanstalt end på en ærværdig samfundsinstitution.
    Skriver Tom Jensen

    Fint.

  2. Af Niels Larsen

    -

    Den danske model duer ikke i de tilfælde, hvor den ene part ikke kan løbe tør for midler.

    Dvs. når den ene part er det offentlige.

    Jeg har selv prøvet at strejke i en offentlig virksomhed. 2 måneder, hvorefter staten var svinet nok til uden videre at ophøje forhandlingssammenbruddets statslige forslag til lov. 🙁 (Prosa, 1988).

  3. Af Line Rix

    -

    De der påstår, at den danske model er sat ud af spil, ønsker vel ikke et alternativ. De ønsker blot, at modellen fungerer efter hensigten – og ikke sættes ud af spil af magtfuldkomne politikere. Dermed skylder de ikke at komme med et forslag til et alternativ …

  4. Af Børge Neiiendam

    -

    Når en Offentlig Arbejdsgiver intet har at tabe ved en konflikt (andet end renommeet måske), men derimod kan putte alle sparede midler tilbage i de Offentlige kasser efter frit valg, så er den Danske Model på dét område intet værd !

    Nogle lande har lovgivet mod den praksis. Jeg er usikker på hvorhen de strejkesparede midler så SKAL føres hen, men har hørt at de skal blive i de kasser de er taget fra, så arbejdstagerside ikke taber de bevilligede midler på området. Klogere mennesker end jeg, må redegøre for hvad der bør ske med de midler og hvordan man strikker en sådan lovændring sammen.

  5. Af Søren Højbjerg

    -

    Enig med Niels Larsen i at statsmagten har borgernes dybe lommer til at holde sig i gang, mens de ansatte kun har deres egne lommer at leve af. Derfor er det vigtigt at der kommer et forhandlet resultat ud af den nuværende situation. Borgerne vil miste tillid til statsmagten hvis det ender med lovindgreb hver gang der skal forhandles løn- og arbejdsvilkår.

  6. Af Janik Martensen

    -

    Den Danske model er reelt R.. og nøgler værd.

    Hvordan var det nu lige det gik sidste gang de offentlige strejkede. Jo Helle Thorning Schmidt greb omgående ind og gav arbejdstagerne en udstrakt langefinger. Og sådan går det formentlig også denne gang.

    Men Danskerne vil det jo sådan, ellers fandt de vel nogle andre politikere at stemme på.

    Man kan f.eks. spørge sig selv hvad der dog får f.eks. en sygeplejerske til at stemme på f.eks. Socialdemokratiet??? – Måske fordi de synes at Venstre er endnu ringere. Men det giver jo faktisk ingen mening, hvis de tænker sig om – For er det ikke ligegyldigt, hvem der sparker en bagi? Og retten til at strejke er jo alligevel frataget sygeplejersker. Loven siger at de må strejke såfremt de stadig udfører deres arbejde. Det er jo komplet idioti.

    Er der så råd til lønforhøjelser? Der er i hvert fald råd til at bruge 100 milliarder på ubrugelige kampfly og mere end 30 milliarder på at brødføde alverdens uintegrerbare indvandrere hvert eneste år. Så mon ikke det handler om prioritering.

    Men når det er sagt , så er enhver lønforhøjelse jo egentlig bare inflation, den ædes nemlig lynhurtigt op af prisstigninger.

    Nej fagbevægelsen burde istedet fokuserer 100% på at bekæmpe inflation og dermed den systematiske udplyndring af enhver lønmodtager. Men hvem dikterer mon fagbevægelsen, at de ikke må varetage lønmodtagerne egentlige interesser?

  7. Af Olr Kjær

    -

    Den danske model blev forsøgt myrdet i 2013 af en social demokratisk regering.
    Offeret (den danske model) dør helt og endegyldigt i april i år når statsministeren “er nødt til at gribe ind”;
    En innovationsminister som forhandler,
    Men hun givet i.ntet. For hun er jo.sat i verden for at spare på det offentlige.
    Resultatet var jo givet på forhånd.
    Skandaløst

  8. Af Jan Petersen

    -

    “Det smukke ved den danske model er, at den bygger på en grundfæstet tillid til, at mennesker er ansvarlige voksne, der er i stand til at finde ud af tingene selv, uden at alt skal være detailstyret af lovgivning eller anden kontrol.”

    Hvis det var tilfældet, var Danmark vel ikke lige pt truet af en storkonflikt? I øvrigt – efter min mening – et iscenesat show hvor alle deltagere på forhånd kender resultatet. Der selvsagt bliver et stykke papir fra forligsmanden ophøjet til lov. Det var så det “kejserens nye klæder”, der beløb sig til XX-antal milliarder kroner. Vor herre bevares for en gang fed fake news 🙁

  9. Af Flemming Lau

    -

    En lockout out af en halv million arbejdstagere, vidner ikke om den store kærlighed for ” modellen” fra arbejdsgiver side. Og det er ubegavet hvis man søger at tromle lærerene igen. Siden 2009 er er tallet for ansatte lærere faldet fra 55 000 til 48 000 og 20% af lærerstaben er uuddannede. Sidstnævnte utvivlsomt stige, hvis lærerene taber igen.

  10. Af Per Frederiksen

    -

    Det er for nemt for dig Tom. Når nogen påstår, at et politisk system er korrumperet, så døber du det ‘konspiration’. Folk der ’ser’ konspirationer er jo lidt gakgak. Og hvis de ikke har et svar på et kompliceret system, der kører ad h… til, må de ikke kritisere det vel…? Det er da lidt totalitært småsludder.
    Den danske model er død i de offentlige forhandlinger: Sofie Løhde sidder i den regering, der skal lave den lov, der skal træde ind, hvis hendes opgave som forhandler ikke lykkes!!!
    Hvis vi strejker i det offentlige, så sparer den anden part formuer.
    Hvis vi bliver lockoutet, skal vi lægge arm med statskassen..
    Hvis lockouten får negative konsekvenser for den offentlige arbejdsgiver, så laver de bare en lov.
    Den del er helt død, og helt til grin i disse dage, hvor Lars Løkke og Sofie diskuterer udklædning og manuskripter for forhandlinger og lovindgreb og redningsmandstaler, sikkert over et glas sherry med Michael Ziegler..

    Og hvad vil jeg foreslå?

    Ret enkelt: Hvid røg… De skal forhandle, til de bliver enige. Det gør voksne, ansvarlige mennesker. Så skal det tage den tid, det tager – og politikerne skal holde snotten væk, med mindre der er menneskeliv på spil…

  11. Af Kristian Andesen

    -

    Det er bare ufattelig sørgeligt og urimeligt, at de Kommunale arbejdsgivere kan tjene penge på at lockoute deres ansatte!
    I det private lider begge parter under en strejke/lockout.

    Det er på tide at den danske model bliver revideret i det offentlige så det er lige parter der står overfor hinanden.

  12. Af Jens Petersen

    -

    “Den Danske Model” fungerer nogenlunde på det private arbejdsmarked, dog med den kæmpe mangel at forhold forhandles mellem store virksomheder og folk der er i arbejde. Ingen tager hensyn til arbejdsløse og andre udenfor arbejdsmarkedet eller til små virksomheder.
    I den offentlige sektor har modellen aldrig virket. Offentligt ansatte får ikke løn efter den værdi de leverer men udfra gennemsnitslønniveauet i den private sektor. Når eksempelvis industrien har været tvunget til at udflage over 1/3 af alle job – og primært lavtlønsjob så stiger gennemsnitslønnen og offentligt ansatte får lønstigninger. Siden 2008 er der forsvundet over 130000 industrijob bl.a. fordi vores samfund er for dyrt, og hvis balancen skulle være opretholdt skulle der have været fyret 250000 offentligt ansatte for at balancere.
    Lønniveauet i den offentlige sektor er alt for højt og det er grunden til at langt de fleste offentligt ansatte ikke kunne finde arbejde til de samme lønforhold i den private sektor. Helt generelt vil den private sektor ikke have folk fra den offentlige sektor da de betragtes som dovne, ineffektive og forkælede.
    Der er mange i den offentlige sektor som gør et rigtig godt stykke arbejde, men der er langt mellem snapsene.

  13. Af Allan Hansen

    -

    Bamse & kylling – Røde mor og pølsesnak!

  14. Af niels peter lemche

    -

    FLEMMING LAU, som jeg skrev på en anden blog, så får man, hvad man betaler for. Hvis man ikke har lyst til at betale skolelærerne ordentligt (rimeligt) for deres slid med poderne, så finder de andet at lave. Ideen med, at man ikke behøver at give lærerne andet end almisser bunder i den noget umoderne forestilling om, at lærergerningen er et kald.

    Men lad os nu se, hvordan reaktionen bliver hos alle dem, der ikke kan komme på arbejde, når busserne står stille og togene ikke kører. Jo, man kan tage bilen og sikkert parkere, hvor man har lyst. Er parkeringsvan gterne offentlig ansatte eller privatansatte? Ved eftertanke, mange af dem er vel privatansatte og ikke lockoutet. Der er vel heller ikke nogen til at reparere metroen, hvis den bryder sammen, og så har vi i værste fald passagerer, der er fanget i tunnellerne.

    Men som sagt: Man får, hvad man betalerfor, og hvis de offentlige arbejdsgivere er tilfredse med sekundavarer, så skal de sa ikke betale for den bedste kvalitet.

  15. Af Jan Petersen

    -

    I øvrigt apropos – “man får, hvad man betaler for” – underforstået, man får et bedre produkt, hvis man betaler mere. Jeg er bestemt ikke helt enig. Jeg har arbejdet hos Novo Nordisk, der betaler en høj løn, og leverer produkter af høj kvalitet. Men jeg har også arbejdet hos Coloplast, der betaler en væsentlig lavere løn, men som også leverer produkter af høj kvalitet. Der findes også et begreb som virksomhedskultur – ansatte føler sig godt tilpas i virksomheden. I sådanne tilfælde er lønnen egentlig ret sekundær. Tro mig – jeg har prøvet det.

  16. Af Jens Petersen

    -

    “Den Danske Model” fungerer nogenlunde på det private arbejdsmarked, dog med den kæmpe mangel at forhold forhandles mellem store virksomheder og folk der er i arbejde. Ingen tager hensyn til arbejdsløse og andre udenfor arbejdsmarkedet eller til små virksomheder.
    I den offentlige sektor har modellen aldrig virket. Offentligt ansatte får ikke løn efter den værdi de leverer men udfra gennemsnitslønniveauet i den private sektor. Når eksempelvis industrien har været tvunget til at udflage over 1/3 af alle job – og primært lavtlønsjob så stiger gennemsnitslønnen og offentligt ansatte får lønstigninger. Siden 2008 er der forsvundet over 130000 industrijob bl.a. fordi vores samfund er for dyrt, og hvis balancen skulle være opretholdt skulle der have været fyret 250000 offentligt ansatte for at balancere.
    Lønniveauet i den offentlige sektor er alt for højt og det er grunden til at langt de fleste offentligt ansatte ikke kunne finde arbejde til de samme lønforhold i den private sektor. Helt generelt vil den private sektor ikke have folk fra den offentlige sektor da de betragtes som dovne, ineffektive og forkælede.
    Der er mange i den offentlige sektor som gør et rigtig godt stykke arbejde, men der er langt mellem snapsene.

  17. Af Allan Hansen

    -

    ” Man kan blot forstille sig, hvad man i den muslimske
    og den – tidligere – kommunistiske verden ville sige til selve
    tanken om menneskerettigheder, at man skulle have
    ytringsfrihed eller forsamlingsfrihed og være fri for alle
    former for undertrykkelse, at man ikke måtte fængsles af politiske eller religiøse
    grunde, at man ikke underkastes tortur og ikke måtte henrettes uden
    en “lovlig,, rettergang. Det er ikke svært at forsætte opremsningen, for
    i de nævnte kulturer har det enkelte menneske ingen rettigheder og det har ingen værdighed,,.

    Om EU skriver Sløk bl.a.

    I de sidste ca. 500 år er den europæiske verden blevet stadig
    mere ratløs, har i sin stræben haft så travlt, at den dårligt har
    kunne få tiden til at slå til.
    Den har hurtigt ændret synspunkter, har gjort fremskridt på så
    mange områder, at det er svært at bevare overblikket og få
    det hele med i en samlet oversigt.
    Efter middelalderens lange konsolideringsperiode
    sker der nu det ene nybud efter det andet, Europa har
    efterhånden svært ved at blive enig med sig selv eller
    finde sin identitet, så det er umagen værd, trods alle vanskeligheder, at forsøge at kortlægge udviklingen.

    FÆDRELANDET:

    Jeg har flere gange i det forgående stillet det spørgsmål, om
    man kunne kalde den og den statsdannelse eller rettere
    samfundsdannelse for et fædreland, og i den antikke verden
    kom man fænomenet nærmest, især i de hellenske bystater, men
    helt dækkende var betegnelsen ikke.
    Senere var det imperier og forskellige dynastier, der beherskede
    billedet, og dem var det var det helt fejlagtigt at betegne som nationalstater
    eller fædrelande. Det var ikke befolkningen, men dynastiet, der
    ikke blot regerede i det pågældende landområde, men tillige, ofte
    med krig som middel, bestemte områdets størrelse, uden ringeste hensyn
    til de mennesker, der beboede området.
    Under alle omstændigheder var begyndelsen her gjort, og langsomt
    skulle ideen brede sig til det øvrige Europa. Selve begrebet om et
    fædreland var ved at definere sig selv, for så vidt kravet til et
    fædreland var, at det var beboet af et ensartet folk, der talte det
    samme sprog, havde en fælles kultur og en fælles historie.
    Begrebet var i høj grad en fiktion, men det blev fremhjulpet af mange
    ting, ikke mindst af bogtrykkerkunstens opfindelse.
    Det var nu muligt for en overkommelig pris at trykke bøger
    i store oplag, og det betød, at bøgerne nu ikke blot rettede sig til en snæver kreds
    af lærde, men til en større kreds, af læser, hvilket igen betød, at
    man måtte vælge et sprog, der blev forstået af denne større kreds.
    Det var med til at frembringe beggrebet om et modersmål, som
    den pågældende stats befolknings egentlige sprog.
    For det samlede EU har hele udviklingen virket ødelæggende.

    Citat: Sløk – Europas sjæl 1994.

  18. Af Rikke Nielsen

    -

    Jeg har ærlig talt også svært ved at se fordelene ved den danske model. I hvert fald i offentlig regi, hvor vi jo alle er arbejdsgivere – og nogle både arbejdsgivere og arbejdstagere.

    De eneste tabere i strejke og lockout eskalationen er dem, der skal fylde de tomme strejkekasser op, eller ligefrem låne penge for at få mad på bordet.

    Den danske model er en illusion.
    Og når vi taler om udenlandsk arbejdskraft, er den også et problem.

  19. Af niels peter lemche

    -

    JAN PETERSEN, jeg sagde undertiden, mens jeg arbejdede på universitetet, at kun idioter gider arbejde der; men da universiteter ikke har brug for idioter, så var der et problem. Så du har fuldstændig ret mht arbejdsmilijø. Husker en højt ansat hos NOVO, der tog imod et professorat på universitetet: Resultat: Villaen i Gentofte blev skiftet ud med et rækkehus i Bagsvær, og Mercedesen med en Citroyen. Men han fik forskningsfrihed, og det talte mere.

    Og RIKKE NIELSEN, jeg skal hilse og sige, at Bernie Sanders ikke er enig, og heller ikke Macron.

  20. Af Flemming Lau

    -

    Niels Lemche, så dit indlæg og er langt hen ad vejen enig. Man spiller på lærernes kald. Samtidig har man afskaffet tjenestemands begrebet for denne gruppe. Samtidig er ” institutionen” blevet en ideologisk kampplads. Forsøg på forsøg, samtidig med at en hel del forældre curler og kræver det absurde. Dansk, engelsk og matematik, resten er tertiært. Fantasi og kreativitet er en sjælden fugl på trods af at det er det vi skal leve af i fremtiden.

    Jan Petersen, jeg er også uenig i at man får hvad man betaler for. Har prøvet bymidtens Café latte bodegaer. Ingen frisklavet kaffe på nymalede bønner. Kunst flødeskum samt et vådt stykke klam kage fra fryseren. De overlever kun fordi det er normen. Folk forventer så lidt i disse discount tider, men betaler stadig kassen. Om man kan forstå det! Og hvad angår arbejdsmiljøet så trumfer det klart en højere løn. Det er så bare problemet med lærerene da alle ikke kan arbejde på privatskoler, men det er måske bare et spørgsmål om tid…?

  21. Af niels peter lemche

    -

    FLEMMING LAU, nu handler det jo ikke om kaffe. Herovre havde man indviet en ny motorvejsstrækning; men asfalten gik øjeblikkeligt i stykker. Man ville sagsøge det ungarske firma, der havde lagt asfalten, og fik bare svaret. I har fået, hvad I betalt for!

    Betaler man ikke folk ordentligt, skal der unægtelig anden motivation til for at holde på dem. Sådanne benefits kan være netop det, som universiterne tilbyder, man styrer selv sin forskning (normalt). Hvad kan folkeskolen tilbyde?

    I England er lønningerne for mange offentligt ansatte lavere end hos os — eller plejede at være det. Til gengæld fulgte der så mange benefits med jobbet, at det opvejede den ret dårlige løn.

  22. Af Rikke Nielsen

    -

    Niels Peter Lemche, men alle offentlige ansatte kan da trøste sig med, at de selv har været med til at stemme deres arbejdsgivere ind. Og man får jo som bekendt de politikere, man fortjener, og derfor er det meget svært at tage krænkelsessnakken seriøst.

  23. Af Ivo Santos

    -

    Hvad hjælper det med strejke når politikkerne alligevel gennemtvinger deres vilje ved hjælp af en lov.

    Det jeg tror vi mangler er en landsdækkende strejke hvor mindst 2.5 til 3 millioner arbejder strejker indtil der sker noget. En sådan storstrejke vil helt sikkert hjælpe en del da det vil være umuligt for arbejdsgiverne at finde så mange medarbejdere på så kort tid, så derfor vil det ikke være realistisk hvis alle dem som strejkede blev fyret.

  24. Af Jan Sørensen

    -

    Den danske model er da rent til grin på det offentlige “arbejdsmarked/legestue”..
    Hvor den ene part også er dommer.
    Kan ophæve sit eget standpunkt til lov i folketinget.
    – Som det med garanti også vil ske denne gang!

  25. Af R.H. Kristiansen

    -

    Jeg har prøvet at blive lockoutet i det private i begyndelsen af mit arbejdsliv. Strejkekassen var bestemt ikke så stor som den er hos det offentlige. Strejkekassen hos de offentlige siges at være 6 milliarder, men der er også mange mennesker at mætte. Vi betalte af på en gæld via kontingenter i flere år efter. Vi fik efter to måneders lockout og forhandling tid og penge til efteruddannelse, men mistede andre fordele. Man udvalgte besteme arbejdspladser i det private. Ønsket om lønforhøjelse hos de offentlige og statslige nu er ca. 8% fordelt på tre år og ministeren ønsker at fjerne frokostpausen. Ministeren sætter frokostpausen på spil, derefter bliver den bevaret og lønstigningen bliver minimeret, uanset om det kommer til konflikt eller ej. Det er mit bud. Offentlige ansatte havde i mange år lønefterslæb i forhold til private. Sådan er det ikke længere. Sikkerheden i jobbet er større og pensionen er større i gennemsnit. Nogle er også tjenestemænd og kan ikke fyres. Offentlige og statslige har også en ganske høj pension. I erhvervslivet er lønnen mere individuel og derved er pensionen mere individuel. I erhvervslivet er den laveste løn meget lav og lavere end i det offentlige og den højeste meget høj.
    Kent Andersen
    Ja man forsker i arkitektbranchen. Vi er ikke bare udvidede håndværkere, som du synes. Hvad er der i øvrigt i vejen med håndværket? Du afslører din uvidenhed. Jeg har arbejdet med Fraunhoferinstituttet i Tyskland i bæredygtighed. Jeg ved ikke om du kender Fraunhoferinstituttet? Vi modtog faktisk en europæisk pris for vores fælles anstrengelser.

  26. Af r. vangkilde

    -

    DK MODEL UDEN STATSGARANTI, – var den offentlige funktionalitet bedre før 1970″, hvor de vigtige funktioner for samfundsmodellen sundhed, undervisning og ældre
    plejen var “statssatte”, eller kald det tryghed, sikkerhed og faglighed.
    De politiske fagforeninger har ikke været nogen garanti i effektivitet og kvalitet for
    velfærdstaten, når den danske model mere handler om ligedeling af lønmodellen.

  27. Af Finn Larsen

    -

    Er er det ikke bare fagbevægelsens våben der skal moderniseres lidt. Hvis 100.000 nøglepersoner i det offentlige opsagde deres stillinger og tilmeldte sig et vikarbureau hvor de kunne lejes for 3 dobbelt løn ville de offentliges forhandlere hurtigt blive imødekommende.
    At skulle betale lønninger på markedsvilkår er et skræmmescenarie for det offentlige så det må afgjort være der truslen skal sættes ind.

  28. Af Helge Nørager

    -

    Efter lærer konflikten, ved sidste skolereform, lærte vi 2 ting.
    KL og Finansministeriet havde afgjort at en konflikt ville lune i de slunkne offentlige kasser.
    Alle forhandlinger var skuespil, for konflikt og resultat, var bestemt i regering, i samråd med KL.
    Så vi lærte at forhandlinger hvor modpart er dommer i konflikt er formålsløs, specielt når en konflikt blot øger det økonomiske råderum for topskattelettelser.
    Det andet vi lærte hvis vi ikke vidste det, var at socialdemokratiet efter Helle, var ikke mere til at stole på.
    Så mon ikke konflikt kommer og vil vare, indtil der er råderum til en massiv skattelettelse for de ganske få ?.

  29. Af Bjørn Sørensen

    -

    Den danske model har ikke fået de mange ledige i arbejde.
    Så det er tvivlsomt hvor god den er.
    I øvrigt er det urimeligt at det offentlige skal følge den private lønstigning, eftersom det offentlige ikke forbedrer produktiviteten.
    I følge DK-statistik var produktiviteten i det offentlige fra 1948 til 2008 uforandret i det offentlige, hvor imod den private administration i samme periode 3-dobledes.
    I øvrigt er den gennemsnitlige arbejdsuge for offentligt ansatte lige knap 30 timer om ugen, pga. højt sygefravær og gratis frokostpause.
    At det offentlige er blevet en kvindearbejdsplads er indlysende, pga. tolerancen overfor fravær.

    De offentlige ansatte må lære at arbejde som de privat ansatte, såfremt de ønsker højere lønninger.

  30. Af Jørgen Villy Madsen

    -

    Den danske model er beundret i Danmark og endnu mere i udlandet, fordi den kan noget som mange lande brændende ønsker at kunne. Den kan pacificere en hel befolkning eller – på jævnt dansk – få den til at falde til patten.

    Teknikken er enkel og gennemprøvet i Danmark. Ved hjælp af strejke- og lockouttrusler skaber medierne en frygt for at undergangen er nær. Der er slet ingen grænser for, hvilke frygtelige lidelser alle – og en selv – vil blive udsat for.

    Børn vil kunne blive væk, fordi der ingen pædagoger er til at se efter dem. Syge mennesker vil omkomme af mangel på medicin og ældre vil lide en forfærdelig skæbne overladt til sig selv og døden af tørst eller det, der er værre.

    I 2 gange 14 dage vil der ikke blive sparet på strækscenarierne. Medierne vil profitere af at male alting værre end værst. De føler, at det er de nødt til. Der skal jo tjenes penge, og det er jo godt stof. På det tidspunkt er vi alle allerede så møre, at vi vil stemme ja til hvad som helst.

    Skulle det blive et nej, er det kun et spørgsmål om et par dage før bladene har plastret forsiderne til med katastrofale menneskeskæbner, der på grund nej’et har lidt en ulykkelig og ufattelig, uretfærdig skæbne. Så skulle den være hjemme takket være medierne. Nej bliver til ja og alle er glade. Intet er ændret.
    Det er så smukt.

  31. Af Niels Juul Hansen

    -

    @Bjørn Sørensen

    “I øvrigt er det urimeligt at det offentlige skal følge den private lønstigning, eftersom det offentlige ikke forbedrer produktiviteten.”

    Jeg mener, at det er til gavn for produktiviteten, at arbejdstagere har en god uddannelse og at vi har et sundhedssystem, der forsøger at gøre syge mennesker raske, så de hurtigst muligt kan vende tilbage til deres arbejde. Og at sosuhjælpere tager sig af de ældre, så det ikke er nødvendigt at tage fridage for at tage sig af sine ældre familiemedlemmer.

  32. Af R.H. Kristiansen

    -

    Bjørn Sørensen igen taler du om sygefraværet. For guds skyld gå nu ind på Danmarks Statistik for at finde de rigtige tal. Tallet er delt i eget fravær, fravær på grund af børns sygdom, adobtion mm Du fortalte os, at sygefraværet i hele det offentlige var 15%. Det er ganske enkelt ikke korrekt og det bliver ikke mere korrekt af at blive gentaget. Derimod er mange kvinder i det offentlige på nedsat tid, grundet børn. Det forekommer mig, der har undervist på en lang videregående uddannelse og været partner i et firma í mage år, at der er en forskel på de mennesker, der arbejder i det offentlige og det private. Nogle ønsker, at det går stærkt og de er mere ligglade med at skifte job og andre vil have det mere stille og roligt og mere sikkert. Jeg tror på mange måder, at folk vælger som de har sind til. Arbejdsløsheden er meget lav for tiden i øvrigt for nu også at korrigere dine udsagn.

  33. Af Finn Bjerrehave

    -

    Den danske model, hvor til sidst regeringen siger stop, men ånden lever videre.
    Den danske model hvor Kommunister og Landsbytosser er dem vælgerne giver et kryds, og Danmark får aldrig en flertalsregering.
    1848 krig i Slesvig, nemlig den danske model ville Tyskerne ikke de ville Kongen og ikke et pøbelvælde.
    Den danske model, hvor flygtninge aldrig får stillet krav om integration sprog samt kriminalitet er udvisning, men kun at modtage kontanthjælp samt passe sig selv.
    Danske modeller. Finn Vig

  34. Af Niels Sauer

    -

    Fornuftig leder fra Tom Jensen her, og med en virkelig interessant detalje:

    “For det andet er det ofte sådan, at det er det tidligere fremsatte mæglingsforslag, der ophøjes til lov. Normalen er altså ikke, at arbejdsgiversiden på det offentlige område blot magtfuldkomment gennemtrumfer sit eget afviste krav med loven i hånd.”

    Her vedgår Tom Jensen jo, hvad Berlingske m.fl har nægtet igen og igen: I 2013 begik arbejdsgiverne magtmisbrug overfor lærerne.

  35. Af Bjørn Sørensen

    -

    @ R.H. Kristiansen
    “Tallet er delt i eget fravær, fravær på grund af børns sygdom, adobtion mm”

    Fravær er fravær, og det er en kendt sag at statistikkere elsker at skjule virkeligheden ved at lave undergrupper og alskens fix-faxerier for at skjule realiteterne.

    Fravær koster penge, men de offentligt ansatte har skabt en kultur hvor de kan tillade sig at blive hjemme, hvis der er problemer på hjemmefronten. Problemet er bare at det gør at den offentlige sektor er håbløst ineffektiv. Derfor har de ikke krav på at følge den private sektor lønmæssigt. Så hvis de vil have løn som privat ansatte er det på tide at de øger produktiviteten.
    Er det så svært at forstå?

    Den danske model er ikke så vidunderlig, fordi den har tilladt at den ineffektive offentlige sektor til at vokse uhæmmet uden at kunne levere resultater.
    Vores sundhedssektor er en bundskraber, verdens dyreste undervisningssektor kan ikke hæve niveauet for de svage elever, de faglige uddannelser har 50% frafald. Integrationsbestræbelserne er en farce. Vejnettet er i forfald.
    De offentlige prioriteringer en fadæse, 100,000er af næsepillere forkvakler samfundets udvikling.

    De langtidsledige har været ledige i årtier, fordi man har nedlagt de mindre effektive arbejdspladser. Lige så tåbeligt som i USA hvor nu 90 mio. ikke kan finde et ordentligt betalt job. Det kan de langtidsledige heller ikke her, hvilket resulterer i at presset på de offentlige kasser gør at den offentlige service konstant bliver forringet.

    Vores danske model er ikke så meget bedre en den amerikanske udvikling vi er bare lidt bag efter.

Kommentarer er lukket.