Mediernes ansvar i kampen mod fake news

Af Tom Jensen 67

Onsdag i denne uge holdt Berlingske Media en konference om fake news. Den afslørede, hvor kompleks en problemstilling, vi har med at gøre. Hvad er fake news? I sin kerne er det bevidst desinformation, personer eller stater udnytter den nye medievirkelig til at sprede for økonomisk eller politisk vinding. Og ofte med det sigte at skabe mistillid til institutioner og autoriteter. Herunder til medierne, som vi ikke mindst ser det i USA. Derved bliver fake news et problem, de klassiske medier må tage alvorligt, også selv om de lever af at producere real news. Det var kernen i det oplæg, jeg selv holdt på konferencen, og et uddrag følger her:

Amager Fælled, eftersommeren 2017. Der står en kok med en sjov lyserød hat og råber meget højt. Alle medier skriver om det. Men hvad skriver man egentlig om den mærkelige sag?

Jo, man kan vælge at skrive, at der findes en stykke jord der på Amager Fælled, hvor der er nogle frøer og en plante, som må forføje sig, hvis der bygges på grunden. Man kan vælge at gå all in på mennesket over for en natur, der trænges tilbage.

Man kan også vælge at skrive om de to milliarder kroner, der mangler, hvis der ikke bygges på grunden. På de penge, der skal kradses ind hos de københavnske borgere, hvis kokken med den lyserøde hat får magt, som han har agt.

Man kan vælge at fokusere 100 procent på det første. Eller 100 procent på det andet. Hvis man gør det, er det så fake news?

Skal man diskutere de klassiske, traditionelle mediers ansvar for at bekæmpe fake news, så er man nødt til først at finde ud af, hvad det er for et problem, der har ramt de traditionelle medier i kraft af begrebet fake news.

Der er især tre fortolkninger af begrebet:

FOR DET FØRSTE er der den definition af fake news, som knytter sig til bevidst desinformation. Det er den slags fake news, vi taler om i forhold til den russiske påvirkning af valget i USA, eller når løgnagtige historier spreder sig med lynets hast via de sociale medier.

FOR DET ANDET er der det, at medier begår fejl. Fremlægger fakta, der viser sig at være forkerte – eller som retteligt kun er en delmængde af en større sandhed. Det er den slags fake news, de mange faktatjeksites eller TV-programmer som Detektor ofte behandler.

MEN SÅ ER DER OGSÅ EN TREDJE version af fake news, som teknisk set slet ikke er fake news – men ikke desto mindre ofte betegnes sådan. Det er her, Donald Trump kommer ind i billedet. Trump er jo den førende bruger af begrebet fake news. Men uanset om Trumps brug af fake news handler om at anklage andre for det, eller om selv at gøre brug af det, så er omdrejningspunktet bias.

Mit svar på de klassiske mediers ansvar i forhold til at bekæmpe fake news er, at vi har et ansvar når det gælder alle tre kategorier af fake news. Vi har et ansvar for at afdække og synliggøre forsøg på bevidst desinformation af samfundet og borgere og for ikke at komme til at viderebringe den ukritisk. Vi har et ansvar for ikke at begå fejl, og når vi alligevel begår dem, for at indrømme det. Og rette.

Men jeg er samtidig realistisk nok til at erkende, at det er den tredje version af fake news, som udgør det største problem for de traditionelle mediers troværdighed. Det er den tredje version af fake news, som sår den største mistillid til medierne ude i dele af befolkningen.

Det er den som knytter sig til bias. Til den opfattelse, at medierne dækker verden og samfundet skævt. Med blinde vinkler. Med forudindtagethed. En netop offentliggjort rapport fra Reuters Institute bekræfter dette. Hvad medieforbrugere opfatter som partisk indhold kategoriseres af mange som fake news.

Hvis vi skal rejse os fra den sump af manglende tillid, som fake news udgør for medier, hvis selvbillede er, at vi er sat i verden for at levere real news, så er der intet vigtigere end at gøre sig klart, at det er sådan, det er: Det er fornemmelsen af bias og blinde vinkler, som udgør det værste fake news problem for de traditionelle medier, og det er derfor her, vi gør klogt i at sætte mest markant ind for at bekæmpe problemet og gøre os mindre sårbare for undermineringen af rollen som vigtige institutioner i demokratiet.

Hvordan gør man så det? For det første er det vigtigt som medie at stå ved, hvem man er – og hvem man især gerne vil være noget for. Og dermed gøre det klart, at ikke alle mediers prioriteringer er ens. For det andet er det helt afgørende, at man med det afsæt beskriver verden fair, uden forudindtagethed, uden enøjethed. Og i bevidstheden om, at der kan være vidt forskellige opfattelser af, hvordan virkeligheden skal fortolkes. Hvad man bør lægge vægt på.

Hvilket bringer os tilbage til Amager Fælled. Til kokken med den lyserøde hat, frøerne og hullet i Københavns kommunekasse på 2 milliarder kroner.

Hvis man kun skriver om frøerne uden at nævne de 2 milliarder kroner – eller omvendt – så forsømmer man som klassisk, troværdigt medie at skabe kontekst. Det man skriver er ikke helt forkert. Men det er heller ikke helt rigtigt. For der er jo også den anden problemstilling. Det er fint at lægge mere vægt på det ene eller det andet, afhængig af hvilket medie man er. Men hvis man forsømmer at få konteksten med, gør man sig sårbar over for kritik af bias. Og dermed over for mistillid og anklager om fake news.

Gør medierne det? I mange tilfælde, ja. Men desværre ikke altid. Derfor er der noget at gøre for medierne for at bekæmpe det troværdighedstab, de selv lider under til stor skade for sammenhængskraften i det demokrati, medierne er en afgørende del af.

KLIK HER OG FØLG MIG PÅ FACEBOOK

KLIK HER OG FØLG MIG PÅ TWITTER

67 kommentarer RSS

  1. Af Tom Skelling

    -

    Det er desværre ikke kun min påstand, at det var PR-firmaet Hill and Knowlton, der fabrikerede de fake news, der blev brugt til, at “begrunde” den første Irak-krig – det er et veldokumenteret faktum. Hvis man vil kende baghistorien i detaljer bør man læse Wikipedias artikel om “Nayirah testimony”, eller hjemmesiden PR-watch artikel “How PR Sold the War in the Persian Gulf”.

    Uddrag fra Nayirah testimony: “Ted Rowse (…) noted that “Most reporters, having apparently been burned by Hill & Knowlton’s handiwork in spreading the original Nayirah story without checking it out, seem to prefer to let the story fade away, passively falling, once again, for the company’s public relations guile.”[45] John R. MacArthur, who authored Second Front: Censorship and Propaganda in the Gulf War has noted that “at the time, it was the most sophisticated and expensive PR campaign ever run in the U.S. by a foreign government.””

  2. Af Glenn Madsen

    -

    Ja, der er sikkert forskellige interesser bag de forskellige sites. Men det er jo det. man anklager de etablerede medier for. Politiske partier bagved? DR kan med sindsro opfattes som et venstreorienteret politisk parti med sin helt egen dagsorden.
    Der tales ofte om konfliktskyhed og berøringsangst. En mand som Ingolf Gabold virker hverken sky eller angst.
    Medierne skærer fuldstændigt koldt og kynisk virkeligheden til så den passer dem.

  3. Af Tom Skelling

    -

    Uanset, om man er højre, – eller venstreorienteret, så ønsker ingen, at medierne og politikerne desorienterer dem, ved at vidsereformidle fake news, der er fabrikeret af private PR-firmaer, endda på foranledning af fremmede regeringer.

    For det bedste er selvfølgelig, at være velorienteret.

    Det er selvfølgelig irriterende, at DR kvajer sig med et historie program, men hvis man har en smule proportionssans tilbage, så er det klart, at det er langt, langt værre, at medierne ofte videreformidler løgnagtig krigspropagande, som får os til at gå i krig i fjerne lande, der ikke truer os.

    Krige, der koster de danske skatteydere milliarder af kroner, og som koster utallige, uskyldige mennesker livet.

  4. Af Tom Skelling

    -

    Rettelse:

    “Det er selvfølgelig irriterende, at DR kvajer sig med et historieprogram, men hvis man har en smule proportionssans tilbage, så er det klart, at det er langt, langt værre, at medierne ofte videreformidler løgnagtig krigspropagande, som får os til at gå i krig i fjerne lande, der ikke truer os.”

  5. Af Tom Skelling

    -

    Verdens farligste terrororganisation, Islamisk Stat, er et direkte produkt af “krigen mod terror”.

    Islamisk Stat blev dannet af sunnimuslimske officerer, der var stærkt utilfredse med, at de efter Irak-krigen ikke længere tilhørte en priviligeret elite, som de gjorde, da sunnimuslimen, Saddam Hussein, var diktator i Irak – nu er det det shiamuslimske flertal, der sætter dagsordenen i Irak.

    Løgnen om, at Saddam Hussein arbejdede sammen med Al Queda var ellers begrundelsen for “krigen mod terror”, men som i stedet medførte, at vi nu er udsat for en virkelig terrortrussel fra Islamisk Stat.

    Jeg fatter simpelthen ikke, at nogen kan forsvare, at danske soldater bliver sendt i krig i fjerne lande, når disse krige bliver begrundet med forholdsvist letgennemsakuelige løgne – det burde ganske enkelt ikke være et spørgsmål, om man er venstre -, eller højreorienteret, medmindre “højreorientering” er synonymt med blind krigsliderlighed og blodtørst.

  6. Af Maria Due

    -

    Vedr. Irakkrig nr. 2 er der mærkelige beretninger om den svenske diplomat og våbeninspektør Rolf Ekéus. Hvad skal vi så tro om ham? Og om Hans Brix?

    Hvis I vil læse om Rolf Ekéus og påståede forsøg på at købe ham, skal I vælge både den svenske og den engelske version på Wikipedia.

    Madelene Allbright har sikkert mange sympatiske sider, men når det gælder vurderingerne af behovet for krigsførsel, tror jeg, at hendes personlige baggrund har bevirket, at hun har været for meget i følelsernes vold og handlet overilet. For Hillary Clintons vedkommende, skammer jeg på kvinders vegne over hendes naive uansvarlighed.

    Medierne kan i sådanne tilfælde vel ikke gøre meget mere end at lægge modstridende udsagn ud til diskussion og eventuelt redegøre for, hvorfor de eventuelt selv mener det ene eller det andet. I JP-anmeldelsen af historikeren Bent Jensens nye værk om Rusland fremhæves det som en dyd, at forfatteren selv gør opmærksom på, at det er hans personlige vurderinger, der redegøres for, og at det altid vil være sådan. Det har jeg også skrevet mange gange om andre historikere, for det er uundgåeligt, at deres værker bevidst eller ubevidst altid vil være præget af deres eget temperament og overbevisninger, men dermed være ikke sagt, at det hele sejler. Noget står trods alt fast.

    Når man læser historie, er disse forhold med til at gøre studiet til noget andet, end man på forhånd havde forestillet sig, og ingen forlader universitetet uden at være fuldstændig klar over dette, og at grundig kildekritik derfor altid er højst nødvendig. Jeg skrev for år tilbage til en feteret kvindelig reporter i Mellemøsten, at hun sendte for mange tudehistorier til Danmark og burde fokusere langt mere på Det muslimske broderskab. Hun svarede i et pænt brev, at hun gav mig ret i det med broderskabet men hævdede, at når hun gik på arbejde, var hun neutral. Det var en del af hendes professionalisme, som jeg fornemmede, at hun var stolt over. Så vidt jeg ved, lærer vordende journalister dette under deres uddannelse, og det må jo være dejligt. Måske er vi nu nået frem til et vendepunkt i denne uvirkelige “solstrålehistorie”, og som det fremgår her, er mange klar over det.

    Ikke desto mindre husker jeg stadig en af tudehistorierne og har ofte haft den i baghovedet, når jeg skrev debatindlæg. Journalisten havde interviewet en ældre araber i Gaza, var det vist. En af dem, der benævnes palæstinenser, hvad det så end er. Han var også psykiater og virkede overmåde fornuftig og i stand til at se problemerne fra modpartens side, men det fremgik, at han var meget opgivende. For som han sagde, var selv hans egne børnebørn helt med på idéen om, at selvmordsbombere var martyrer og helte. Hans tristhed over udviklingen gjorde indtryk på mig. Det gjorde det også, da den nyudnævnte israelske ambassadør i Danmark i 2001 skrev om at vokse op med håb og at tabe det igen.

  7. Af Maria Due

    -

    Indlæg i filteret.

    “Løgnen om, at Saddam Hussein arbejdede sammen med Al Queda var ellers begrundelsen for “krigen mod terror”, men som i stedet medførte, at vi nu er udsat for en virkelig terrortrussel fra Islamisk Stat.”

    Det kan du ikke konkludere. Der kan argumenteres bedre for, at det var sket i alle tilfælde, fordi befolkningerne i Mellemøstens muslimske samfund har en desværre alt for rodfæstet tradition for at afgøre uenigheder vha. vold og krig. I øvrigt synes jeg heller ikke, at vi kan forsvare at sende vore soldater til Asien. Det er efter min mening mere anstændigt at lukke af for asylanter og at returnere flest muligt, og det bliver sikkert også resultatet en gang i fremtiden.

  8. Af P Christensen

    -

    “Fake news” er også forskellen på udsigten oppe fra
    de priviligerede magthaveres elfenbenstårne
    (herunder visse politikere, erhversledere, kendisser og journalister mv)
    og “udsigten” som Hr. Menigmands oplever nede i sit maskinrum.

  9. Af Tom Skelling

    -

    Der er umiddelbart intet, der tyder på, at terrororganisationen, Islamisk Stat, ville være opstået, hvis sunnimuslimen, Saddam Hussein stadig var ved magten i Irak, eller, at der ville være en terrortrussel rettet mod Europa, hvis vi ikke var gået i krig mod Irak, begrundet med en række letgennemskuelige løgne, som blev videreformidlet af medierne.

    For Islamisk Stat blev jo netop dannet af sunnimuslimer, der tidligere var officerer i Saddam Husseins undertrykkelsesapparat, og det skyldtes, at det sunnimuslimske flertal var utilfredse med, at de mistede deres status, som særligt priviligeret mindretal, efter at sunnimuslimen, Saddam Hussein, blev væltet af tronen af koalitionen.

    Saddam Hussein var ikke særligt religiøs, selvom han forsøgte at give den i rollen, som overbevist sunnimuslim, da jorden brændte under ham – og de sunnimulimske officerer i Saddams hær var derfor heller ikke særligt religiøse.

    Hvorfor skullke mere, eller mindre ateistiske kulturmuslimer danne en islamistisk terrororganisation, når den jihadistiske selvmordsterror forudsætter, at terroristerne er fanatisk, troende islamist?

    De blev først overbeviste jihadister efter, at de havde mistet alle deres privilegier, og var blevet et svagt og undertrykt mindretal i Irak.

  10. Af Maria Due

    -

    Tom Skelling, hvorfor nøjes du ikke med at skrive, at det alt sammen er Vestens skyld og især “den store sa tan”? For det er jo det, du mener bag dine letgennemskuelige indlæg, der får mig til at tænke på en undersøgelse foretaget af arabere for FN. De konkluderede nemlig, at Mellemøstens tilbagestående samfund først og fremmest er forårsaget af synet på kvinder, og at den anden dominerende årsag er forholdet – eller rettere sagt manglen på forhold – til personlige ansvar.

    Det er stadig nemt at argumentere imod dine indlæg, men det må andre tage sig af. Herfra ikke et ord om kurderne, men for dem, der er til gysere, kan jeg henvise til Kristeligt Dagblads artikel om Özlem Cekic, Hal Koch og en højskole, som også har haft Tariq Ramadan som en populær fordragholder og forargedes over, at Tina Magaard stak en pind i hans velsmurte hjul. Cekics brobyggere har i øvrigt samme adresse som Exitcirklen, hvor Sherin Khankan indadtil omtales som administrerende direktør, mens Parlawi udadtil fortæller, at hun er lederen.

  11. Af Maria Due

    -

    Freudiansk slip.

    Rettelse Khaterah Parwani.

  12. Af Flemming Lau

    -

    Hvis og såfremt ifald…? Efter arabernes olie krig mod vesten i 1973 og den følgende Damaskus erklæring i 1974, har magthaverne og pressen været berøringsangst overfor Mellemøstens rædsler. 9/11 ændrede det. PLO’s overgreb på på de kristne fra 1975-1982 blev af pressen totalt negligeret, indtil Israel fordrev dem til Tunis. Imellemtiden havde der i ’79 været revolution i Iran. Pressen fremstillede nærmest Khomeni som en anden Che, blot med turban, som bekæmpede de onde amerikanske imperialister og skadefryden ville ingen ende tage da de tog ambassadens personale som gidsler.

    I den region må der ikke være et magt tomrum. Vi så konsekvenserne af magt tomrummet i Afghanistan. I den region er man lejligheds vis nødt til at sætte foden ned, og vande friheden med tyranners blod!

  13. Af Allan Hansen

    -

    Det må da være en Tom Skelling – Tom valuta
    Måske du skulle sætte dig bare en lille smule ind i, det du taler om!

    Sorry: du bor i krigens hus!

    Islam respekter ikke lande grænser.
    For islam findes der kun ét land
    – Allahlala land, alle andre lande
    er ulovlige og skal nedkæmpes.
    Islamisk jihad, som betyder plyndringtogter,
    massevoldtægt, slaveri og pengeafpresning, har nu stået
    på i 1400 år. Er det overordnede formål i
    dag, at forvandle det vantro Vesten til islamisk
    magtområder, på samme måde som Lilleasien
    og Nordafrika, der oprindelig var kristne områder?
    Svaret er, ja selvfølgelig er det dét!
    På arabisk kaldes fænomenet Dar al-Harb
    – krigens hus dvs. de områder, der skal nedkæmpes
    og ud slettes. Dar al-islam, er de islamiske magtområder
    hvor islam lover “fred,, til folket. Det er selvfølgelig en lodret løgn
    som vi alle kan se!. Islam har aldrig kunne skabe et
    menneske værdig samfund. Muhammadanerne i Mellemøsten
    er på flugt fra islam – men hvad har de med sig? mere islam dvs.
    mere krig. Altså er man i gang med systemmastisk, at
    flytte islam evige krig til Europa.

    Problemstillingen skal findes i demografiens tørre tal
    dvs. befolknings vækst, dens økonomiske og sociale
    årsager og følger. Hvor man i Europa de sidste 100 år
    har ført en to børns politik, så får muslimske kvinder
    stadig 6-8 til10 børn skønt de aldrig ville kunne
    brødføde mere end de to.
    Altså Muhammadanerne har aldrig/ vil aldrig
    kunne brødføde sig selv! “når han er sulten så stjæler
    han, når han er mæt så horer han,,.
    Det problem har islam altid løst ved, at udplyndre naboen, når
    man var “færdig,, der gik man blot videre
    til den næst nabo dvs. plyndringtogter, masse
    voldtægt, slaveri og pengeafpresning.

    Sorry, men du bor i krigens hus!

    – sidste mand lukker og slukker.

  14. Af Per Torbensen

    -

    Forstå det nu-Irak og Libyen blev smadret fordi De ikke ville afregnes i Petro Dollars for Deres olie produkter.Hvis det virkeligt handlede om Demokrati og udvikling er der jo virkelig mange andre lande ,at beskæftige sig med.
    Rusland-Kina-Iran begynder nu ,at handle i Deres egne valutaer og flere lande følger efter,Hvem gider eje USAs trilliarder og atter trilliarders gældsætning og en seddelpresse som siden 2008,har kørt og kører på fuld tryk ??
    Flere og flere lande køber massivt op af guld-ikke for at blive rige-men for ikke at blive fattige.

  15. Af Flemming Lau

    -

    Utilregnelige despoter må påregne at få et drag over nakken, når de ikke kan styre sig.
    Hvem savner egentlig Saddam, Arafat Gadaffi og Osama….?

  16. Af Maria Due

    -

    https://www.kristeligt-dagblad.dk/demokratiets-vaerste-fjende-er-os-selv

    Jeg kan godt forstå, at denne artikel hurtigt forsvandt fra Kristelig Dagblads forside.

  17. Af Flemming Lau

    -

    Bertel Haarder siger idag i tanten, at der er nogle ting der er så vigtige, at de ikke kan være liberale. Og så nævner han fx køns ligestilling som i højere grad skal håndhæves.
    Man kan undre sig over at han ikke får nogen pris for at værne om dansk kultur og demokrati. På den anden side er der snart ikke noget der kan overraske mere, fra de etablerede kristne institutioners side. Folkekirkens nødhjælp, Kristendemokraterne, kristne dag og månedsblade ja selv vor kære Roskilde Bisp, som i den grad har arbejdet for byens nyoprettede moské.

    Det er godt at Grundtvig idag hviler fredeligt under mulde.

Kommentarer er lukket.