Politikerne, journalisterne og brugtvognsforhandlerne: Sikke en køn trio

Af Tom Jensen 21

Det er som bekendt sådan med journalister og politikere, at vi går arm i arm mod bunden, hver gang nogen finder på at måle troværdigheden i forskellige brancher. Sådan var det også i for et par uger siden, da den årlige måling fra Radius Kommunikation blev offentliggjort. Politikerne lå i bunden; journalisterne lå tredjesidst. Mellem dem lå bilforhandlerne. Jeg er sikker på, mange danskere tænker: Sikke en køn trio.

Og dog er der den forskel på journalisterne og politikerne på den ene side og bilforhandlerne på den anden, at de første spiller en afgørende rolle i demokratiet. Derfor er det ikke kun trist for journalisterne og politikerne selv, at de rangerer så lavt på troværdighedsskalaen. Det er en udfordring for demokratiet.

I den forbindelse er det selvfølgelig relevant at se på samspillet og modspillet de to grupper imellem. Det er uundgåeligt, at der i mange tilfælde vil være et naturligt modsætningsforhold. Men netop med streg under naturligt; det er helt naturligt, at medier er kritiske over for politikerne. Og det er omvendt helt naturligt, at politikerne er kritiske over for den mediedækning, de oplever.

Imidlertid har der rejst sig en berettiget diskussion både om den politiske journalistik, som den har udviklet sig i Danmark over de senere år. Men også om politikernes ageren i en ny medievirkelighed, hvor de via de sociale medier er i stand til langt mere uforstyrret end før at kommunikere direkte med befolkningen. På begge fronter er der plads til forbedring.

Lad os tage den politiske journalistik først. For længe har den politiske journalistik været præget af to sygdomme; for det første har man været for fokuseret på den daglige, interne konkurrence mellem redaktionerne på Christiansborg med en type nyhedsjournalistik, der ofte har været svær at gøre relevant for læserne. For det andet har der både i journalistikken og analyser været fikseret for meget på positionerne og magtspillet partier og politikere imellem – og for lidt på den diskuterede eller vedtagne politiks substantielle følger for den danske befolkning.

I begge tilfælde er resultatet en mediedækning, der i for høj grad lukker sig om sig selv og Borgens tykke mure. Det var således godt set af Presselogen på TV2 News, da man for en uge siden tog fat i mødet mellem presse og politikere ved forliget mellem regeringen og Dansk Folkeparti om bilafgifterne. Da politikerne kom ud og præsenterede forliget, handlede journalisternes spørgsmål næsten udelukkende om, hvilke partier der havde vundet og tabt. Var Liberal Alliance blevet lillebror? Havde DF vundet eller tabt det taktiske forhandlingsspil?

Realiteten er, at de fleste danskere formentlig er temmelig ligeglade. De interesserer sig givetvis mere for, hvad en ny bil kommer til at koste – og hvor dyr eller energivenlig den er i drift.

Det skal siges, at det ikke var sådan, at der over de følgende par døgn manglede faktuelle artikler og indslag i medierne om netop det substantielle indhold i aftalen om registreringsafgifterne. Alligevel udstillede scenerne på Christiansborg brutalt, hvilke udfordringer den politiske journalistik har.

På Berlingske prøver vi at gøre noget ved disse udfordringer. Under ledelse af avisens politiske redaktør Kasper Kildegaard Sørensen forsøger vi at ændre præmisserne for den politiske journalistik. Uden at tabe fokus på at jagte de nyheder, som er mest relevante for avisens læsere, er ambitionen at levere en politisk journalistik, der gør det modsatte af at lukke sig om sig selv og Borgen. Men tværtimod lukker dansk politik op for læserne.

Det kan blandt andet ske ved langt mere systematisk end før at bruge kræfterne på at gennemtrævle den helt konkrete substans i politiske udspil. Ved minutiøst at afdække politiske forløb og dermed åbne dem for læserne. Ved i journalistikken at acceptere, at brydende holdninger er demokratiets salt – og dermed også journalistikkens. Og ved at lade politikere få rum til at lægge deres politiske tanker frem i interviews; det kan man godt uden at forfalde til kritikløs mikrofonholderi. Det er netop ikke enten/eller. Det er ikke blodhunden eller mikrofonholderen. Ingen af de to tjener nødvendigvis dem, det for en avis må handle om: Læserne.

Men så er der jo også den anden side af sagen: Politikernes egen håndtering af en ny, 24-timers medievirkelighed inklusive egen adgang til at kommunikere med folket. Ligesom medierne bør se kritisk på den politiske journalistik, kunne politikerne med fordel se kritisk på deres egen ageren.

Som Berlingskes politiske redaktør også har peget på, sker der i disse år et omfattende forsøg på fra politikernes side at motivbeklikke og politisere journalistikken. Man forsøger at gøre medierne til en del af sin politiske kamp, hvad de jo aldrig må blive. Se blot til USA: Her har Donald Trump udpeget medierne til sin (og samfundets) fjende. Det værste medier kan gøre er at gå med på den galej; det taber de kun på, ikke mindst når det gælder troværdigheden.

Men politikerne taber også på at kræve fokus på substans af medierne – mens de selv gør det stik modsatte. Også over for politiske modstandere. Det er ofte lidet kønt at se to politikere flå hinanden i stykker i et skænderi på et socialt medie. Frådende personangreb og frakendelse af enhver ære og værdighed hos de folkevalgte er i dag i mindre grad noget, der foregår i medierne. Det er noget, politikerne klarer helt fint selv. Jo, der er noget at gøre. Hos både politikere og medier. Og, nåja, sikkert også hos bilforhandlerne.

KLIK HER OG FØLG MIG PÅ FACEBOOK

KLIK HER OG FØLG MIG PÅ TWITTER

21 kommentarer RSS

  1. Af Maria Due

    -

    “Som Berlingskes politiske redaktør også har peget på, sker der i disse år et omfattende forsøg på fra politikernes side at motivbeklikke og politisere journalistikken. Man forsøger at gøre medierne til en del af sin politiske kamp, hvad de jo aldrig må blive. ”

    Men altid har været. Tænk blot på den i dag romantiserede Thomas Jefferson. Han var så intrigant, at førende amerikanske historikere har stillet sig tvivlende til, om han ville have kunnet undgå at blive dømt for landsforræderi, hvis det var kommet til en retssag.

  2. Af Jan Petersen

    -

    Sådan set et udmærket Tom Jensen indlæg, som jeg dog tillader mig at tvivle lidt på oprigtigheden i. Det helt store demokratiske problem – efter min mening – er, at såvel politikere som etablerede medier holder befolkningen ude i deres interne magtspil, og overlader platformen til sociale medier. Hvor enhver da total anarkistisk kan sidde og pisse eget territorium af. Det er helt enkelt udtryk for ringe magthavere og medier!

    Med reference til USA var sammenspiste magthavere- og store rådne mainstream medier helt klart en væsentlig årsag til valget af Donald Trump. Det var helt enkelt udtryk for en folkelig protest. Der er selvsagt en helt naturlig grænse for, hvor fede politiske fiktioner man kan fylde befolkningen med, før de reagerer mod det rene galimatias!

  3. Af david jørgensen

    -

    Vi har en regering, en finansavis og så Berlingske og en organisation, som konstant taler om skattelettelser. Selvom der er ca. 180 lande der betaler mindre skat i end Danmark, synes I satdig det er en god ide? Selvom ingen af de lande er velfungerende.
    Et andet problem ved skatte lettelserne er at I snakker om dem, så folk tro de får flere penge at købe for, men det er jo løgn. Da man lavede skattestop for husene, steg de bare. I dag er der færre der kan købe hus, end før der var skattestop.
    Det næste I heller ikke undersøger er så om priserne ikke bare stiger og der skal man jo bare tage op til Norge, hvor lønningerne er høje, skatten er lav, men hvor alt koster spidsen af en jetjager.
    Igen. I taler hele tiden om, skattelettelser, men hvem kommer de i grunden til gode? Hvor mange flere kan købe huse efter skattestoppet?
    Hvem er det der kan købe noget mere og hvad giver vi i bytte for de skattelettelser, som reelt kun kommer detailhandelen og de rigeste 10 % til gode?
    Og hvorfor kommenterer I ikke det sindsyge i at landets rigeste skal have en skattelettelse på 200.000 kr.
    Det er derfor man ikke stoler på jer. I er en del af parnasset og det kan man jo også se på jeres lønninger. Når folketinget reelt jo ikke synes der er noget galt med lønningerne hos medierne, er det jo fordi i samarbejder med dem. De får historier og I får gode lønninger

  4. Af Preben Brunsgaard

    -

    Det lyder jo godt at Berlingske vil tage fat i de demokratiske udfordringer det “nye samspil” mellem politikerne og journalisterne skaber. Derfor kan det undre at Berlingske, sammen med en række medier, herunder DR og TV2 fuldstændigt ignorerer afsløringen af den tidligere regerings afvikling af den danske model ifb med lærer-lockouten!

  5. Af Arvid Holm

    -

    “Man forsøger at gøre medierne til en del af sin politiske kamp, hvad de jo aldrig må blive.”
    Men det er de jo.
    Hvis rimeligt begavede mennesker eksempelvis benægter, at DR er politisk agiterende, lyver de simpelthen.
    Agitationen er så åbenlys, at kun tosser kan benægte den i god tro.

  6. Af HR. J HANSEN

    -

    De danske medier mistede enhver berettigelse i 2001.
    Da Fogh og Pia Kjærsgaard lagde deres sorte og skumle skygge over Danmark.
    Medierne blev følgagtige, ukritiske og ensrettede.
    Siden 2001 har alle danske aviser været tabloid sprøjter fyldt med petit stof.
    Mediernes største svigt var i 2003, da Fogh løj Danmark ind i Iraq krigen.
    Mediernes underdanighed og følgagtighed var en skændsel.

  7. Af Karsten Søberg

    -

    Blandt journalister er mindst 80 procent røde, så man skal være temmelig naiv for ikke at mene at det smitter af på deres journalistik. Den røde bias ligefrem lugter. Derfor den lave score. Og hvad laver en avis som Berlingske, der kalder sig borgerlig, på den ræverøde galej, Radio 24/7. Den eneste radiokanal, hvor en studievært ligefrem åbent erkender, at ville bruge sin sendetid på at vælte borgerlige regeringer???

  8. Af r. vangkilde

    -

    EMBALLAGE SPROGET, – der sælger parfumen ELLER, når “enhver idiot har forstand på politik”,
    så forsvinder fagligheden i demokratiet med den lavest fællesnævner. Journalisterne har solgt ud af de faglige værdier i formerne, disciplinen, korrektheden, autoriteten til mere bløde, sociale medie og i et mere feminint billedsprog , som tilpasses i elektroniske medier, eller
    har journalisterne bredt sig for meget i f.eks. TV, som burde være domineret af skuespillernes
    faglighed.

  9. Af kjeld hougaard

    -

    Det større demokratiske problem er måske at det I det store og hele ikke i dag spiller den store rolle hvad politikere mener eller beslutter. Det som journalister puster op til livsafgørende beslutninger, at det egentlig ikke spiller den helt store rolle for nogen. Når folk fatter det falder respekten for begge grupper. Eks: det er den globale bilindustri som bestemmer om vi om 20 år kører i elbiler. Teknik udvikling – for eksempel – har langt større betydning for folks liv. En avis spurgte en velhaver om de 25.000 mere om året efter en skattelettelse ville gøre en forskel? Nej, han ville ikke leve anderledes end i dag. Politiske beslutninger har marginal betydning for morgendagen for de absolut fleste. Derfor kommer ”brexit” ”frit Catalonien” ”Danmark for de rigtige danskere” og lignende krav for folk som vil have den magt det politiske system ikke giver dem. ”Så bliver alt meget bedre” Hvilket de jo ikke bliver.

  10. Af Niels Larsen

    -

    Journalisterne scorer højere end brugtvognsforhandlerne?

    Den undersøgelse er da vist manipuleret…?

    “… journalisterne og politikerne […] spiller en afgørende rolle i demokratiet.”

    Det er måske derfor, at det er så-som-så med det reelle demokratiske islæt i samfundet? Journalisterne optræder ikke som de bidske vagthunde, de burde være, men som underdanige mikrofonholdere for løgnagtige politikere.

    I stedet for at være sammenspiste med politikerne burde journalisterne stille nærgående og ømfindtlige spørgsmål. Eksempelvis disse:

    1. Hvorfor er politikerne modstandere af at lade danskerne få en afstemning om EU-medlemskabet? Der er flere danskere nu, som aldrig har haft mulighed for at stemme om det end der er danskere, som har stemt om det.

    2. Hvorfor sætter politikerne ikke et fuldt stop for tilvandring af muslimer og afrikanere? Ingen tænkende person med blot en smule indsigt kan være i tvivl om, at tilstrømningen på alle tænkelige måder er en katastrofe for land såvel som folk.

    3. Hvorfor åbnes der ikke op for langt mere direkte demokrati? Politikerne har til fulde bevist, at de gennemsnitligt har mindre begreb om virkeligheden end almindelige mennesker.

  11. Af Palle Huld

    -

    Alene det faktum, at både jounalister og politiker i årtier lever bekymringsfrit med at score bundplaceringen ift troværdighed, fortæller hvor stort problmet er.
    Og det ændre absolut ingenting, at en Tom Jensen erkender det.

  12. Af karl nielsen

    -

    Senest har de utroværdige journalister og politikere rottet sig sammen for, at beskytte deres favorit statsminister, Mette Frederiksen, oven på afsløringen af det største politiske bedrag i nyere tid – det politiske indgreb i lærerkonflikten.
    Politiken var med på løgnen:

    “Citattjek er normal procedure på Politiken, og det tjener alene til at fjerne fejl og misforståelser. Formålet er ikke, at kilderne skal kunne redigere artikler, og det er heller ikke redaktionens opfattelse, at det er sket i det aktuelle tilfælde. Citatet, som Helle Thorning-Schmidt omgående tog afstand fra, havde efter redaktionens opfattelse i øvrigt langtfra været tilstrækkelig dokumentation til en artikel om, at den daværende regering løj.”

    Nu prøver Politiken så at skyde budbringeren:

    Annette-Vilhelmsen-puster-nyt-liv-i-l%C3%A6rerlockout-Det-var-regeringens-v%C3%A6rk

    Og nærværende Berlingske gør alt for at svine ofrene til:

    berlingske-mener/laererne-tabte-fordi-de-ikke-saa-skriften-paa-vaeggen

    -Og det er der jo ikke noget at sige til, når Berlingskes egen redaktør, Bent Winther, er medskyldig i bedraget – fra hans glorificerende bog, Mette F:

    “Med et døgns barsel blev hun kastet ind i at skulle udforme en lov, som greb ind i en uhyre kompliceret overenskomst …
    Lovforslaget, som greb ind i konflikten, skulle gøres klar i løbet af mindre end 48 timer
    Mette Frederiksen måtte sætte sig ind i stoffet på rekord ti, og embedsmændene i moderniseringsstyrelsen oplevede en minister, der tog opgaven på sig var knivskarp, dybt professionel og i stand til lynhurtigt af kapere det komplicerede stof. Hun stillede med det samme de relevante spørgsmål og kastede sig over teknikken med stor ihærdighed
    Efter flere samråd i Folketinget og en teknisk gennemgang, mente Mette Frederiksens forgænger, Inger Støjberg, at detalje kendskabet hos ministeren måtte være det endegyldige bevis på, at alt var planlagt og tilrettelagt på forhånd mellem regeringen og Kommunernes Landsforening, for Mette Frederiksen kunne umuligt på så kort tid have været i stand til at sætte sig så grundigt ind i stoffet og være i stand til at svare på spørgsmål om alle hjørnerne i lovteksten. ”Det er muligvis tilfældet for den tidligere minister,” svarede Mette Frederiksen køligt”

    -Flot Fake News Berlingske – flot Fake News Bent Winther – Flot Lystløgner Mette der havde mindst 6 måneder til at forberede sig!!!

    Derfor er jeres troværdighed NUL!!!

  13. Af Mona Simonsen

    -

    Danmark er økonomisk meget rigt, velorganiseret og ganske velfungerende land, dog skal man blot kradse lidt i overflade og så man klar over at DK også pilråddent helt ind til kerne.

    Problemet er kapitalisme er yderst ekstrem, og den gør unægtelig vores klode ubeboelig, og den kan ikke tilbyde nogen løsning for mennesket.

  14. Af Lone Blixt

    -

    Hvor megen tillid bør man så have til folket selv?

    Folket foragter fornuftigt nok journalister, brugtvognsforhandlere og politikere.

    Men så ødelægger de selv det hele igen, ved i stedet, at sætte deres lid til reality-kendisser og småskøre kunstnere, der bilder sig ind, at de er genier…

    Der findes faktisk stadig tilsyneladende, tænkende mennesker, der mener, at Anisette er værd at lade sig belære af, når det handler om storpolitik.

  15. Af Niels Peter Lemche

    -

    Kære Hr. chefredaktør, er der noget nyt heri? Får år tilbage kørte Ekstrabladet en længere kampagne mod politiets troværdighed. Til sidst var de så tåbelige at lave en undersøgelse blandt læserne om, hvem de opfattede som de mest pålidelige i landet. Politiet kom ud som nr. 1, og journalisterne som nr. sjok. De må være tredive år siden, men har det forbedret sig.

    Du skulle måske overveje årsagerne hertil. Er der for mange brådne kar inden for journalistikken? Jeg har mødt at talt med meget dygtige journalister, men sandelig også mødt dem, der bare var ude på at “rulle” en. Som jeg engang sagde til min general (Ulf Scheibye), der var røget i fælden i en TV-udsendelse: Velkommen til klubben. Medn neskeheden består af dem, der er blevet rullet af en journalist, og dem, der venter på at blive det!

  16. Af Jesper Bjørk

    -

    Journalistikkens moder er sladderkællingen og dets fader er kræmmeren

  17. Af Jan Petersen

    -

    I øvrigt har Tom Jensen og Berlingske allerede de værktøjer i hænde, der kan demokratisere spillet mellem – politiske- og andre magthavere, medier og befolkningen – nemlig debat indlæg og her ikke mindst blogs. MEN f.eks blogs virker selvsagt ikke sat i scene som ren anarki. Det kræver en blog styrer. Det gør i øvrigt enhver anden form for debat også – en ordstyrer. Få lidt styr på diverse debat forums og Berlingske vil have en perfekt kanal til debat OG kapre nye abonnenter til Berlingske. Men KUN hvis Berlingske opfører sig seriøst. Ellers søger publikum formentlig til sociale medier – ikke af lyst – men ren afmagt!

  18. Af Niels Peter Lemche

    -

    JESPER BJØRK , det er simpelthen ikke en fair bedømmelse. Som sædvanlig får de rådne kar lov til at dominere. Jeg gad vide, hvor meget journalisthøjskolen betyder. Er det der, de får lært de dårlige manerer? Jeg erindrer altid Claus Toksvigs kamp herimod, da han ville have en af sine egne elever fra hans mesterlære — den måde man i gamle dage lærte journalister op — ansat i DR. Det endte med et kompromis: Hver anden gang skulle DR ansætte en fra journalisthøjskolen, og hver anden gang en, der vidste noget.

    Kort sagt: Hvordan er det med etikken i faget?

  19. Af Jan Petersen

    -

    Mainstream medier graver deres egen grav. Der er ikke mange, der længere tror på de plantede fake news historier, de – total ukritisk – bringer. Så news fladen er koblet på sociale medier, der i øvrigt er langt værre end mainstream medier. Eneste alternativ – jeg umiddelbart kan se hertil – er etablerede alternative net medier. Hvoraf der findes et par store USA medier, der absolut er værd at følge. Men man skal selv google på nettet for at finde dem.

  20. Af Morten Holgersen

    -

    -Så længe hver eneste journalist er på støtten bliver det ikke til noget.
    De får mere end FattigCarina, hver eneste!

  21. Af Jens Hansen

    -

    Njae, brugtvognsforhandlere kan da være ærlige og upolitiske…….

Kommentarer er lukket.