Selv fodboldstjerner er blevet grå funktionærer

Af Tom Jensen 12

Det er eminent spin at få det til at se ud som om striden om kvindelandsholdet i fodbold handler om ligestilling og ligeløn. For den handler ikke om ligeløn. Den handler om et afromantiseret samfund, hvor selv superstjerner definerer sig selv som funktionærer, billedligt talt mappedyr med ordnede forhold og kontortid mellem 8 og 16.

Lad os lige tage det faktuelle først: Forhandlingerne mellem DBU og Spillerforeningen om kvindelandsholdet er kun på overfladen en løndiskussion. Som man kan forstå på parterne, er der enighed om, at de kvindelige landsholdsspillere skal have flere penge, fordi de efter sommerens EM-succes er blevet betydeligt mere værd. Man var åbenbart også tæt på at kunne nå til enighed om, hvor meget de skulle have mere.

Ind fra siden kom i weekendens løb så herrefodboldspillerne med det, der lignede et ægte udslag af gammeldags ridderlighed: De tilbød ganske enkelt at donere 500.000 kroner af egne lommer og lønninger til kvinderne, så man kunne nå til enighed.

Man tænkte i et splitsekund: Gud, hvor romantisk! Næh, hvor smukt! Storsindet!

Men i virkeligheden var det alt andet end ridderlighed. Det var det modsatte. Faktisk var der tale om en meget dygtig manøvre, der effektivt fjernede fokus på det egentligt principielle i konflikten. Som netop tydeliggør, hvorfor den handler om den gråmelerede funktionærgørelse af os alle.

For det forhandlingerne dybest set strandede på, var kravet fra Spillerforeningen om, at kvindelandsholdsspillerne skal indgå i et arbejdstager/arbejdsgiver-forhold med Dansk Boldspil Union, når de udtages til landsholdet. DBU ønsker principielt ikke at være arbejdsgiver for spillerne; man fastholder, at det er klubberne, der er spillernes arbejdsgiver. Udtagelse til landsholdet er en udmærkelse, en ære, som så dertil udløser en pengegevinst, hvilket vel er uundgåeligt i en professionaliseret sportsverden.

Når DBU holder så fast på dette princip, skyldes det ikke mindst, at man om et års tid skal til at genforhandle landsholdsaftale med herrelandsholdsspillerne også. Og tillader man Spillerforeningen at bruge kvinderne som redskab til specifikt i aftalerne at gøre spillerne til ansatte i virksomheden DBU, så bliver det svært ikke også at imødekomme kravet, når det gælderne mændene.

Derfor handler striden ikke om ligestilling og ligeløn. Eller kvinder. Den handler tværtimod dybest set om herrelandsholdet.

Og så handler den ikke mindst om, at vi nu lever i en verden, hvor selv mangemillionindtjenende superstjerner, ikoner og idoler som Christian Eriksen og Kasper Schmeichel med Spillerforeningen som interessevaretagende rambuk gerne vil have knæsat, at de altså er simple, grå funktionærer.

Lige som alle andre er blevet det. Det er længe siden, lærergerningen var et kald, og det er ikke kun lærernes skyld, at det er sådan. Nidkærheden er absolut gensidig på begge sider af dét arbejdsgiver/arbejdstagerbord.

At være offentligt ansat i dag er for længst forvandlet fra et dybt meningsfuldt liv som borgernes tjener til en i mange sammenhænge dybest set uhyrlig tilværelse, hvor alt skal måles, vejes, tidstages og dokumenteres, for i velfærdsstaten er vi jo alle funktionærer for hinanden. Det er det, Svend Brinkmann kalder for instrumentaliseringen af os alle, og det er vanskeligt at afvise pointen, selv om man kan skændes om, hvorfor det er sket.

Men det stopper ikke her. Den kvælende normalgørelse af alt særligt standser ikke, når den først har fået fat. Revisorsjælenes tørre drøm er blevet vores alles moderne mareridt.

Kreativitet og innovation er således omskabt fra noget, man lader ske, fordi det på magisk vis ikke kan lade være med at ske, til indtørrede managementbegreber i enhver kedsommelig konsulentpowerpoint.

Selv romantiseringens ypperligste udtryk, mødet og den mulige forelskelse mellem to mennesker og alt hvad det indebærer af ustyrlige følelser, er ved at blive frataget sin magi. For en hel generation er forelskelsens første gnist efterhånden reduceret til et lidenskabsløst swipe enten til højre eller til venstre i en dating-app, og lad os så se om man mon ikke passer sammen.

Og Kongehuset, ja, endda Kongehuset skal nu afskaffes, hvis det står til deltagerne ved weekendens netop afholdte landsmøde i Det Radikale Venstre. Som et symbol på en tid, der vrænger på næsen af alt, hvis præcise funktion man ikke kan dokumentere håndgribeligt, vise med et tal eller argumentere for, som kun den mest isafkølede DJØF-hånd ville kunne gøre det.

Næh, hov, siger du måske, det er løgn. For har du ikke selv engang skrevet, at følelserne efterhånden fylder for meget i politik, og hvad så med populisterne – og alt det dér?

Det er rigtigt. For mennesket er ikke alene et rationelt væsen, og vores følelser forsvinder ikke, blot fordi der er kræfter i tiden, som søger at sætte alt på en formel. Da ventileres følelserne blot på anden vis og får et andet udtryk. Måske endda et mere arbitrært udtryk. Måske følelserne endda i højere grad ender med stikke helt af med folk, og før de får set sig om, står de på en græseng på Amager Fælled med en mærkelig hue på hovedet og vil på det nærmeste gå i krig for at redde en frø.

Når alt det, der engang var følelser knyttet til, efterhånden afromantiseres, så må man jo skabe sine egne, nye romantiske fortællinger.

For der kan være en enorm følelse af tab knyttet til den fornufts- og funktionærgørelse, der sker i vores tid, hvor intet længere blot er et kald – eller en forpligtelse, der bærer formålet i sig selv.

Måske landsholdet, og da i særlig grad herrerne og deres spillerforening, egentlig skulle overveje én gang til, om en afromantisering af drømmenes store fodboldteater nu også er den rigtige vej at gå.

KLIK HER OG FØLG MIG PÅ FACEBOOK

KLIK HER OG FØLG MIG PÅ TWITTER

12 kommentarer RSS

  1. Af Arvid Holm

    -

    Jeg synes ikke, at det lykkes for Tom Jensen at anskueliggøre, hvorfor det er fordelagtigt for spillerne og ufordelagtigt for DBU, hvis spillerne blive ansatte hos DBU.
    Man sidder derfor tilbage som et stort spørgsmålstegn, når man har læst indlægget.

  2. Af Sven Bille Bjerregaard

    -

    Når det kommer til sport, taler man i vore dage – uimodsagt – stadig om herrer. Herre-spillere, herre-landsholdet og så videre. Damerne er fortsat bare kvinder!

    Det sidste generer mig ikke, men det første gør!

    .

  3. Af John Larsen

    -

    Tak for et godt velskrevet indlæg. Jeg er ikke enig i alle pointer, men syntes det er rart og befriende at se en mere objektiv vinkling fremfor DR’s hårdnakkede propagande mod DBU. DBU har sin fulde ret til ikke at ansætte dem, syntes det er ærgeligt at de her argumenter ikke kommer mere frem.

  4. Af Jan Petersen

    -

    Fodbold på absolut topplan styres vel af de to mest simple markedskræfter af alle – nemlig udbud og efterspørgsel? Om kvindelige fodboldspillere kan leve op til det koncept, ved jeg helt ærligt ikke. Men det styrer publikum, sponsorer og reklamer helt suverænt. Og det er helt fint med mig.

  5. Af Henrik Thor Christensen

    -

    Det har et navn: Orwell-Huxley Syndromet.

  6. Af Jan Petersen

    -

    Dyb respekt for denne artikel som egentlig handler meget lidt om fodhold og DBU.

    “For mennesket er ikke alene et rationelt væsen, og vores følelser forsvinder ikke, blot fordi der er kræfter i tiden, som søger at sætte alt på en formel.”

    Hovedet på sømmet!

    Problemet er vel at vi har fået vendt tingene på hovedet: Målet er blevet midlet og midlet er blevet målet.

  7. Af Jan Petersen

    -

    I øvrigt meget enig med min navnebror 18. SEPTEMBER 2017 17:31 i den udlægning 🙂

  8. Af Jan Petersen

    -

    I øvrigt apropos “grå funktionærer” – i dette tilfælde en tidligere DDR-kommunist. Her er, hvad EU’s lokomotiv Tyskland har at byde på, iflg en DR.dk artikel:

    “Langsommere end Kazakhstan: Tyskland er et digitalt u-land. Selv i Tysklands største byer halter det med god forbindelse på både mobil- og internet.”
    http://www.dr.dk/nyheder/udland/langsommere-end-kazakhstan-tyskland-er-et-digitalt-u-land

  9. Af Svenn Bonnesen

    -

    Jeg synes det er absurd at der gået fagforeningssnak i landsholdsfodbold. De spillere
    der ikke har lyst til at repræsentere Danmark på fodboldbanen kan jo bare sige fra. Så enkelt må det være!

  10. Af r. vangkilde

    -

    FODBOLDSTJERNERNE SIDDER I SAKSEN, – der er gået fagforening og ligheds tyranni i sporten,
    SPORTEN har sine egne regler, som ikke handler om demokrati og skat til fællesskabet, POLITIK
    har enhver idiot forstand på” , – så derfor blander idioterne tingene sammen.
    Fodbold er en forretning med arbejdsfrihed og sponsor betalt kultur støtte , hvor spillerne
    bedømmes efter kvalitet og resultater, ELLER kvindesport er en ung kultur i stærk fremgang.

  11. Af Jan Petersen

    -

    @ R. VANGKILDE – 18. SEPTEMBER 2017 23:22

    I øvrigt nogen her der fatter en millimeter af det ævl? . . . Jeg gør ikke!

  12. Af Arne Hornborg

    -

    ,,SELV FODBOLDSTJERNER?”
    En besynderlig formulering.
    ,,STJERNER”? for hvem?
    En ,,grå funktionær” er tusindfold mere værd.
    Arne Hornborg

Kommentarer er lukket.