Der må være en grænse

Af Tom Jensen 51

Jeg har selv hyldet grænseløsheden. For visionen om et Europa helt uden indre grænsekontrol var smuk, og der er ingen tvivl om, at den fri bevægelighed har været til gavn for de europæiske økonomier. Og til gavn og glæde for mange europæere, der langt mere friktionsløst end før kan søge lykken og gøre karriere på hele kontinentet.

Men jeg tror, tiden er kommet til at erkende, at man må forsøge at finde en ny måde at håndtere grænser og grænseløshed på i Europa. En måde der forhåbentlig kan videreføre alt det gode, grænseløsheden bar med sig. Samtidig med at man gør sig klart, at værdien af et åbent Europa risikerer at blive underløbet fuldstændig af de problemer, grænseløsheden har vist sig at medføre, hvis ikke man gør sig klart, at der trods alt alligevel må være en grænse. Og at det må være tilladt for et land, selv et EU-land, der samtidig er medlem af Schengen, at holde fast i sine grænser inden for et nyt aftalesæt, man burde enes om på europæisk plan.

Desværre er der ikke meget, der endnu tyder på nogen lydhørhed i EU-systemet over for de fortsatte bekymringer, som flere EU-lande har i forhold til både spørgsmålet om grænser og om det problem, der især knytter sig til grænseløsheden: Flygtninge- og migrationskrisen.

To sager fra den forløbne uge viser, at EU agerer på dette område på en måde, som muligvis nok er helt legal inden for de juridiske rammer, hvorpå EU-samarbejdet og Schengen fungerer. Men som på længere sigt kan true med at underminere den folkelige opbakning til EU yderligere og fremprovokere skridt fra enkeltlande, der vil være langt mere skadelige for den fri bevægelighed end et blødt kompromis, der eksempelvis tillader lande at opretholde en form for permanent grænsekontrol.

Den ene sag handler om det nederlag, Ungarn og Slovakiet onsdag led ved EU-domstolen, som i den korte version slog fast, at det var helt i orden, at Det Europæiske Råd uden enstemmighed vedtog en tvungen fordeling af flygtninge mellem EU-landene. Danmark står som bekendt uden for dette på grund af vores retsforbehold. Centralt i den danske diskussion af retsforbeholdet har netop været dette, at det må være en kerne i en nations suverænitet selv at beslutte, hvilke mennesker (og hvor mange) man vil give ophold i sit land.

Det skyldes ikke, at Danmark ikke ønsker at tage imod flygtninge – vi har bestemt taget vores del – men netop det principielle. Giver man først køb på beslutningsretten i forhold til, hvem der skal være og bo inden for rammerne af en nationalstat, da har man taget et væsentligt skridt i forhold til at opløse begrebet nationalstat, som vi kender det.

Nu har EU-domstolen så afsagt en kendelse der betyder, at et almindeligt flertal af lande i Europa i en såkaldt ”nødsituation i form af en pludselig tilstrømning af fordrevne personer” kan beslutte, hvor mange flygtninge enkeltlande skal tage imod som led i en tvungen fordeling. Jeg tror desværre det er en afgørelse, der kan puste til politiske vinde, som ønsker beskyttelse i form af markant sænkede grænsebomme – næsten uanset omkostningerne på andre områder.

Hvilket leder mig til den anden sag fra den forløbne uge. Her erklærede EUs migrationskommissær Dimitris Avramopoulos, at den midlertidige grænsekontrol, som flere lande – herunder Danmark og Sverige – over de seneste par år har gennemført, snart ikke mere vil kunne forlænges. ”De vigtigste grunde, der retfærdiggjorde indførelsen, eksisterer ikke længere”, lød det (i mine ører temmelig verdensfjernt) fra EU-kommissæren.

For det er jo en illusion at migrant- og flygtningekrisen er et overstået kapitel. Nok er vejen til Europa fra Tyrkiet via Grækenland i vidt omfang lukket, og der kommer færre over Middelhavet end i 2015, da krisen var mest akut, og migranter gik på de europæiske veje.

Men problemerne er langt fra løst. Den væsentligste grund til at eksempelvis Danmark og Sverige indførte grænsekontrol, var som bekendt, at indre grænser er en nødvendighed, når EUs ydre grænser er alt, alt for åbne. Og det er de stadig. 125.000 mennesker kom blot i henhold til UNCHRs officielle opgørelser til Europa via Middelhavet i årets første otte måneder.

Og det er nu tilmed åbenlyst, at der ikke længere især er tale om en akut flygtningekrise, men derimod om en langstrakt migrantkrise, som kan forventes at fortsætte i mange, mange år. De fleste, der forsøger at krydse Middelhavet, er således ikke krigsflygtninge fra f.eks. Syrien. Langt, langt de fleste er migranter fra afrikanske lande som Nigeria, Guinea, Elfenbenskysten og Mali. De vil blive ved med at komme.

Derfor tror jeg desværre også, at EU-kommissionens mangel på vilje til at forlænge grænsekontrollerne vil give medvind til kræfter, der ønsker et langt mere lukket Europa end godt er.

Og det er derfor EU-landene nu burde samle sig om at gå en anden vej. De burde forstå, at problemerne med EUs ydre grænser og migrationspresset fra især Afrika ikke sådan lige løser sig. Og de burde indse, at så kan der i en rum tid fremover være brug for at tillade en form for permanent indre grænsekontrol.

Og helt ærligt – og uden at diskutere det ressourcetræk, bevogtningen har kostet dansk politi i de seneste mange måneder: Det er vel ikke ligefrem sådan, at man føler kontinentet har lukket sig omkring os, hverken mod syd eller nord, trods den midlertidige grænsekontrol? Også dette burde give anledning til pragmatisk at erkende, at der må være en grænse.

KLIK HER OG FØLG MIG PÅ FACEBOOK

KLIK HER OG FØLG MIG PÅ TWITTER

51 kommentarer RSS

  1. Af Niels Larsen

    -

    Jer er helt enig med Maria Due.

    Vi har absolut nul og nix ansvar for, hvad der foregår i Afrika – og hvad der er foregået op gennem tiden, bortset fra i den undselige enklave, vi havde som koloni i nogle år – og der har vi vist gjort mere gavn end skade.

    Afrika er et område, som er rigt på diverse naturlige ressourcer, og det kan næppe være europæernes skyld, at folk dernede yngler så selv kaniner bliver misundelige, at befolkningerne bliver udnyttet af griske diktatorer og at befolkningerne tilsyneladende er for dumme til at gøre noget ved deres situation.

    Indstil al hjælp til området og lad naturen regulere bestanden.

Kommentarer er lukket.