De goldt selvovervurderende republikanere

Af Tom Jensen 28

Skader Prins Henrik det danske kongehus med sin beslutning om ikke at ville lade sig begrave ved siden af dronning Margrethe? Svaret er ja. Og nej…

Ja, fordi uro i gemakkerne sjældent er gavnligt i moderne monarkier, hvor den konstitutionelle rolle er nedtonet – og den ceremonielle derved bliver forholdsmæssigt mere fremtrædende. Man har set i Storbritannien, i Spanien og i Sverige, hvordan dårlige sager i kongefamilierne har kostet opbakning i befolkningen. Det er også et muligt scenarie i Danmark som reaktion på, at prins Henrik i så bastant grad synes at sætte sig selv over pligten, åbenlyst imod Dronningens ønske. Han tvinger på sin vis danskerne til at vælge side mellem ham selv og Dronning Margrethe. Hvilket blot gør hans disposition desto mere uforståelig.

Omvendt vidner både mediedækningen og den udstrakte folkelige interesse for sagen om, hvor meget kongehuset uændret betyder for mange danskere. Udover kvindefodboldlandsholdets meritter – tillykke med dem! – fornemmede man, at nationen stort set ikke talte om andet i torsdags, da kongehuset bekræftede forlydenderne om Henriks (fra)valg af gravsted. En bølge af sympati strømmede straks fra mange sider mod Dronning Margrethe, som må siges at være sat i en ubekvem situation, og er det en følelse, der har bred folkelig forankring, hvilket jeg tror er tilfældet, så udgør det ikke nogen svækkelse af monarkiet. Tværtimod.

Til alle tider og i forskellige perioder er der benhårde principielle republikanere såvel som diverse drømmere, der plæderer for at afskaffe monarkiet. Og som gladeligt benytter enhver mulig lejlighed som denne til påny at fremføre deres ideer, ofte under påskud af at kongehuset er en forældet institution – og at republikanismen derfor er udtryk for et særligt moderne og opdateret tankesæt, der i modsætning til et monarki er i pagt med sin tid.

Det er noget sværmerisk sludder, med mindre man virkelig vil fastholde det synspunkt, at historieløshed er en moderne værdi, man bør værne om. Jeg tror bevægelsen går i den modsatte retning. I en omskiftelig, global og hastigt forandret verden vil betydningen af identitet, historie, kultur og rødder ikke blive mindre, tværtimod. For flere bliver det afgørende, fordi det er et elementært vigtigt menneskeligt behov at vide hvem man selv er, før man møder verden omkring sig.

I den sammenhæng er kongehuset alt andet end en overflødiggjort institution. Den udgør tværtimod en helt konkret forbindelseskæde mellem nutiden og danskernes årtusindlange historie, og man behøver blot træde ind i den domkirke i Roskilde, hvor prins Henrik nu ikke længere ønsker at lade sig begrave, for at opdage hvordan.

Der er noget goldt selvovervurderende over den republikanisme, der til alle tider har eksisteret, men som i de senere årtier også har vundet frem i nogle borgerlige, især liberale kredse. Man afviser at ville lade sig indforskrive i en historie og en sammenhæng, der er større end én selv, og så bliver kongehuset et bekvemt hadeobjekt for denne megalomant selvoppustede individualisme. Man har naturligvis lov at være imod kongehuset, men det er en illusion, at man kan afskære sig fra sine rødder. De er der stadig, uanset hvor meget man prøver, uanset hvor meget man forsøger at bilde folk noget andet ind.

For mig at se er dette helt afgørende for værdien af det monarki, vi har i Danmark. Uden det er vi ikke det Danmark, vi er. Vi er ikke dem, vi er. Når det bliver fremført i debatter om kongehuset, møder man sjældent noget særligt schwung i argumenterne fra kongehuskritikernes side. I stedet henfalder en del republikanere til pinlige misforståelser eller iklæder sig meget små sko.

Et par eksempler: Kongehuset med dets nedarvede privilegier er udemokratisk, fremføres det. Vel er det ej. Monarkiet er indskrevet som paragraf 2 i den Grundlov, der netop er kernen i det danske demokrati. Vil man af med monarkiet, må man altså søge demokratisk opbakning til en ny Grundlov, og det er et af problemerne for det republikanske demokrati-argument: En sådan får man ikke, for der er ingen udsigt til andet end en markant demokratisk støtte i den danske befolkning til at bevare monarkiet.

Et andet argument, der fremføres, er det økonomiske, og så er det, man decideret bliver træt. Blandt andet fordi et hvilket som helst andet konstitutionelt system næppe ville være billigere. Og fordi synspunktet om, at man aldeles ikke gider betale til et monarki, man personligt er imod, er så fattigt og åndløst småtskårent, som det vel overhovedet forekommer.

Republikanismen vil med stor sikkerhed søge at bruge også denne lejlighed, prins Henriks kedelige nedsmeltning, til at erobre nye tilhængere. Sådan er det i et demokrati med fri debat, men forehavendet vil næppe lykkes. Dertil står monarkiet for solidt i Danmark. Mit gæt er, at opbakningen til Dronningen i stedet vil stige. Og prins Henrik? Ja, når det første postyr lige har fortaget sig, vil de fleste formentlig genfinde en vis tålsomhed over for en ældre mands tiltagende excentricitet. Uagtet at den i dette tilfælde indbefatter en pudsig ligestillingsdagsorden, som også prinsens nære ven Erik Brandt fremførte over for Berlingske forleden.

Ærlig talt: Ligestilling er ikke en mærkesag, der går godt i spænd med et monarki, som heldigvis handler om netop alt andet end den nivellering og det ligemageri, der ellers eksekveres overalt omkring os.

28 kommentarer RSS

  1. Af Niels Larsen

    -

    Den franske klovn har totalt misforstået sin opgave.

    Andet og mere er der ikke at sige i den sag.

  2. Af Jakob Schmidt Rasmussen

    -

    Lad os endelig bevare Kongehuset, men vi bør afskaffe konge/dronningerunden. Der er ingen grund til, at dronningen, eller en kommende konge, skal have politisk magt.

  3. Af Flemming Lau

    -

    Overvej om ikke Prinsen er hamrende syg af senil demens. Sygdom er enhver mands herre.

  4. Af Niels Larsen

    -

    I så fald, Lau, er det hoffets/familiens opgave at sørge for, at han holder munden lukket.

  5. Af Peter NIelsen

    -

    Depression er en oplagt mulighed og gør situationen vanskelig at tackle for familien.

    Som jeg skrev et andet sted, er jeg ikke meget for kongerøgelse, men når jeg oplever, hvordan folk har følt sig såret på især dronningens vegne, kan jeg kun konkludere, at kongehuset har en stor både symbolsk og reel betydning for den danske befolkning, og at det bør respekteres.

    Republikanerne undervurderer dette og den betydning, som det har for et land, at det er repræsenteret af dannede, vidende og sprogkyndige personer. I så henseende bliver dronning Margrethe vanskelig at overgå og efterfølge. Jeg synes, at hun og prins Henrik i høj grad har fungeret som et højt begavet team med mange talenter, og derfor begriber jeg ikke hans forfængelige optagethed af titlen.

    Derimod vil jeg have en forståelse for det, hvis prinsen ønsker, at hans hustru abdicerer til fordel for kronprinsen, der længe har gjort en dårlig figur, fordi han ikke har formået at udfylde sit liv med mere arbejde. Det er jo ikke nok at avle børn. Med al den offentlighed omkring privatlivet ville der ikke være noget at sige til det, hvis prins Henrik med det skrantende helbred ønskede at leve i større ubemærkethed sammen med sin hustru og give kronprinsen en chance for i tide at vokse med opgaven. Det har allerede i lang tid været på høje tid.

  6. Af Flemming Lau

    -

    Dronningen har tidligere været ude og sige ” Min mand er ved at blive gammel!” Mao bær over med hans skrøbeligeheder. Der er 2-3 mand, der sat på ham, for at beskytte ham mod sig selv. Men man kan jo ikke snøre hans læber sammen. Enhver som har haft med senil demente at gøre, ved hvilke udfordringer det medfører. For de pårørende kan det være et særdeles tungt kors at bære, derfor bør man undlade at læsse mere på.

  7. Af Peter Nielsen

    -

    Flemming Lau.

    Ja det er sandt, men man skal på den anden side også passe på med at beskylde alle ældre mennesker for at være mere eller mindre senile, for depression behøver ikke at have noget at gøre med det og er også uhyre almindelig i prinsens alder især efter en sygdomsperiode, hvor han er afkræftet og naturligvis har været angst for udviklingen.

    Fra hoffet har det også lydt, at prinsen er i færd med en personlig revurdering af sit liv, og at han ikke selv mener, at han har gjort det så godt, som han burde. Alt sammen meget menneskeligt og for den person, der når frem til hans konklusion deprimerende. Er prinsen i forvejen deprimeret bliver konklusionen jo også præget af det.

    Men som sagt, måske de fleste ældre forbliver i dag krystalklare i hovedet langt op i årene og måske hele livet. Vi skal ikke berøve dem deres værdighed ved at påstå noget andet, hvis de anlægger nogle betragtninger, som ikke ligger lige for hos de yngre generationer. Skønt guderne skal vide, at selvglæden og opførslen efterhånden er kvælende. Bare tag en tur på Facebook, så er du sikker på at blive mindet om, at mange i alderen op til 55 år eller deromkring ikke er overbebyrdet med jordforbindelse og hensyntagen til andre end sig selv.

  8. Af Thomas Nielsen

    -

    King Kong Henrik, en stolt, men stakkels vildtlevende adelig franskmand som i ægteskabets lænker blev ført op til den kølige skandinaviske civilisation fra det dybt patriarkalske Frankrig, draget af den unge smukke kvinde som skulle blive Danmarks Dronning – uden konge.
    Nu hænger han dér i skyskraperens top og langer aggressivt ud efter de irriterende regler og love der svirrer om hans trætte gamle hovede. Og snart vil han styrte i døden fra sin selvvalgte, desperate isolation. Og Dronningen vil, som alle vi andre, græde over hans afsjælede legeme, før det atter bringes tilbage for at stedes til hvile i Caix, virkelighedens Skull Island, som King Kong Henrik aldrig skulle have forladt. En tragedie af mytiske dimensioner, udspillet i de danske formiddagsblade. Ak og ve.

  9. Af Peter NIelsen

    -

    Hvis man har oplevet at have syge ældre eller gamle forældre, håner man ikke den store tristhed og sorg, der kan være forbundet med, at de forsvinder fra en. Det værste er at miste et barn, men at miste en ægtefælle eller sine forældre forandrer også et menneske for altid. Sommetider kan der gå nogle måneder, før end det begynder at ske, man tror, at man er “videre med sit liv”, men opdager så, at så enkelt er det ikke, og at man en tid må tage meget op til revison og miste noget af fodfæstet. Er man for fej til at gøre det, giver det sikkert et gevaldigt bagslag.

  10. Af Jørgen Skov

    -

    Man kan blive helt træt at at høre den samme smøre om kongehusets fortræffeligheder – og til sidst gir man op – for virkeligheden bliver bare ophævet af tilhængerne. Kan I, i det mindste ikke indrømme, at I er udemokratiske og uanset en “regents” moralske eller IQ-mæssige habitus, VIL I bare elske dem og institutionen.
    HELDIGVIS vil det – som kristendommen – få en ende. Indtil da må vi så tåle at høre dinosaurerne brøle i aftenlandet.

  11. Af Niels Poulsen

    -

    Jørgen Skov

    “HELDIGVIS vil det – som kristendommen – få en ende.”

    Det er svært at se, hvordan det skulle ske, medmindre de dansksindede kræfter taber en fremtidig borgerkrig mod muslimerne og kalifatet indføres.

    Monarkiet og den evangelisk-lutherske kirke er en del af Danmarks DNA.

  12. Af Peter Nielsen

    -

    Jeg har tidligere skrevet, at jeg godt kan nøjes med en præsident, hvis man ellers kan finde en med de rette repræsentative kvalifikationer, men jeg bøjer mig for den store kærlighed, der i disse dage strømmer imod dronningen. Jeg har desuden kendskab til, at et enkelt familiemedlems sygdom kan sætte en hel familie i krise. Hvis man ellers holder af hinanden og interesserer sig for andet end sig selv, facebook, twitter og næste festival, brandert og restaurationsbesøg.

    Det har intet med demokrati, dvs. folkestyre at gøre, og det flade danske lighedsskvalder giver jeg ikke en døjt for. Det handler kun om mindreværdskomplekser, misundelse og knæfald for penge. Cirka 80 pct. af den danske befolkning tilhører middelklassen og er sikkert intelligent nok til at vide, at lykke ikke har meget med penge at gøre.

  13. Af Hans Henrik

    -

    Tom Jensen er her helt ude af trit med det lederkollegie han ellers er sat til at bestyre: https://www.b.dk/berlingske-mener/prins-henriks-unoedvendige-fejltrin

    Det var ellers forfriskende at se fra B.DK

    Lige før man ville kræve Prins Henriks apanage retur. Og gør det!

  14. Af Thomas Jensen

    -

    Jeg har ikke på nogen måde sat mig ind i Prinsgemalens argumentation for at have valgt som han har gjort, men jeg tror jeg selv ville have truffet et tilsvarende valg, hvis jeg var i hans situation.

    I et ægteskab er man to ligeværdige partnere – hver med sin rolle, men dog ligeværdige. Det er prins Henrik totalt blevet “nægtet”. I hans ægteskab har han altid spillet tredieviolin – i hvert fald i Danmarks øjne. Margrethe er først og fremmest VORES dronning, og ikke Prinsgemalens hustru. Han er, i bedste fald, far til vores kronprins. Den slags er intet ægteskab tjent med.

    Når Dronningen har jubilæum eller guldbryllup eller hvad ved jeg, så strømmer det ind med lykønskninger og hilsener fra det ganske land. Prinsgemalen er ret heldig, hvis han overhovedet bliver nævnt – på trods af, at han har været med hele vejen gennem Dronningens regentperiode.

    Når Frederik bliver konge, bliver hans kone også dronning – men Prins Henrik må til alle dage tage til takke med at være “Prinsgemal”. Nu handler denne blog ikke om ligestilling, men en eller anden rødstrømpe burde slå et slag for Henrik. Når Prinsgemalen nævner dette, trækker danskerne fornærmet på skuldrene og siger, at han er da et fjols at han vil have titlen “konge” – men det betyder åbenbart MEGET for danskerne ikke at give ham denne titel.

    Når han og Dronningen engang skal begraves er hans valg mere eller mindre at blive begravet “ved fødderne af” Dronning Margrethe. Gravstedet vil for altid i danskernes øjne være et gravsted for Danmarks dronning – og så ham den anden.

    Jeg kan forstå hans valg, også selvom danskerne bliver godt og grundigt tøsefornærmede over det. Jeg tænker ofte, at det er Danmark, der ikke har fortjent Prins Henrik, og ikke den anden vej rundt.

    Jeg håber blot, at Prinsgemalens valg ikke har nogen betydning for Dronningens og Prinsgemalens interne forhold – for de er, først og sidst, et ægtepar.

  15. Af Niels Poulsen

    -

    Thomas Jensen

    “… men Prins Henrik må til alle dage tage til takke med at være “Prinsgemal” …”

    Nej, det var kun en titel, han efter eget ønske havde i perioden 2005-16 for at adskille sig fra det stigende antal små prinser i kongehuset. Men den forældede titel har tilsyneladende appel hos folk, hvis viden om kongehuset tilsyneladende kun stammer fra Ulf Pilgaards fremstilling af dronningen og prinsen.

  16. Af Thomas Larsen

    -

    Det som er primitivt er royalisternes fremstilling af et valg mellem monarki eller republik. Det er ikke et valg mellem en dronning eller en ligeså så præsident. Det er et stråmandsarhument. Vi kan sagtens undvære begge dele. Vi har både en statsminister eller en formand for folketinget som kan repræsentere Danmark eller folketinget kan vælge en repræsentant dom de vælger formand. Så enten eller argumentet er lige så dumt som er misvisende.

  17. Af Thomas Jensen

    -

    Man fristes til at tro HKH er syg, med de evindelige trættekære udtalelser hvor nok så mange privilegier ikke kan tilfredsstille prinsen. På den anden side kan man ikke fortænke ham i at flygte fra Bjørn Nørgaards obskure dødsakvarium.

  18. Af Arne Nielsen

    -

    Nu troede jeg lige, at der var tale om en artikel om republikanerne i USA, men ser så, at det er om den hjemlige, næsten ikke-eksisterende minoritet her i landet. At repræsentere landet er hårdt arbejde, og et arbejde for en specialist. Egentligt er der vel tale om, at H.K.H. prins Henrik egentligt helst ville melde sig ud af kongehuset, men det tør han ikke. Han er i sind franskmand og havde været bedre tjent med et job som fransk diplomat, hvilket job han ville have fundet større lykke i, og andre ville have fået bedre udbytte af hans evner. Nu er det jo sådan, at kronprinsens børns ene bedstefader er matematiker, og jeg ser frem til den dag, hvor kronprinsens førstefødte erklærer, at han vil ikke være kongelig, men matematiker. Det ville være en interessant udvikling. Jeg ville selv være i nærheden af et psykisk sammenbrud, hvis jeg skulle være kongelig i fem minutter, og det er jo en kendt sag, at kronprinsen har haft sine vanskeligheder ved at finde sig til rette i sin rolle. Jeg har fuld tillid til, at han vil søge at udfylde sin rolle fuldtud så tilfredsstillende som sin mor. Det er ikke noget enkelt job at virke som samlingspunkt for en nation, og jeg synes, at der har været en del nedvurderende indlæg i debatten. Til jobbet kræves både, at man er kosmopolit og at man har øje for den synsvinkel, vi anlægger på tingene herhjemme, og vi har jo hos dronningen kunnet se en udvikling af opfattelsen af de problemer, tilstedeværelsen af de mange fremmede i vort land udgør. Der er i den danske befolkning både et ønske om at række andre en hjælpende hånd, men der er grænser for vor venlighed, og disse to sider har vor nuværende monark formået at forene. Jeg tror, at kronprinsen vil forholde sig i samme ånd.

  19. Af Hannibal Olsen

    -

    Hvis folk synes det er en sjov leg med konger og dronninger, så for min skyld ingen alarm. I må gerne ha dem – lige så mange det skal være. Jeg har ikke nogen, men bidrager gerne, hvis et flertal godt kan lide det. Lidt lissom Ørlev egnsmuseum – jeg kommer der ikke, men har ikke noget imod at det er der. Dybest set er det jo bare nogen sociale kontrolstrukturer der er gået over dato, og nu kun har mening og eksistens for primært den ældre del af befolkningen.

  20. Af Peter Nielsen

    -

    “På den anden side kan man ikke fortænke ham i at flygte fra Bjørn Nørgaards obskure dødsakvarium.”

    Nej, der ville jeg også nødigt anbringes, jeg synes tiden er løbet fra den slags, men prinsen har jo selv været med til at få bragt det monstrum på banen.

    Al det der med ægteskabelig ligestilling kan i princippet lyde fint og flot, men er tit en umoden omgang. Efter nogle år bliver man jo klar over, at hvis man altid løber rundt med sådan et regnskab inde i hovedet, kan det ikke fungere. Ægteskaber handler meget om at støtte og afbalancere hinanden, og jeg synes Uffe Ellemann udtrykte det flot, da han sagde, at hans kone er god til at holde ham oppe, når han er nede og at holde ham nede, når han er kommet for højt op. Man opdager jo, at man i perioder på skift må trække det største læs. Ingen ægteskaber er en permanent vandring i harmonisk samdrægtighed, men det, som prinsen har fået smidt ud til debat, ligner nu ikke de sædvanlige trakasserier, der kan opstå.

    Set med mine øjne har regentparret suppleret hinanden ypperligt udadtil, og siden overraskelsen har været så stor i de senere dage, må det være den almindelige opfattelse, det er jo ret uanstændigt at behandle sin hustru, som prinsen har gjort med hoffets meddelse. Hvis jeg var prinsen, ville jeg lægge vægt på al den ros han har fået fra erhvervslivet i stedet for sladderen i de kulørte blade. Den danske ligestillingsdebat er for længst kørt af sporet og handler om menneskerobotter, som ingen af os, når det kommer til stykket, gider at blive sammenlignet med eller lever ned til.

    Prinsens handlemåde er så gådefuld, at den bringer tanken hen på en længerevarende depression eller Alzheimer i sin vorden, som jo kan ramme selv de skarpeste hjerner, f.eks. biskop Jan Lindhardt for et par år siden. I så fald må hoffet på et tidspunkt komme med en udmelding, men det er forståeligt, hvis man trækker tiden. På den anden side er det jo hoffet, der har udsendt “begravelsesnyheden”, og det tyder jo på, at man tager prinsens udtalelser helt seriøst og ikke som udslag af alvorlig sygdom eller et overfladisk lune og et følsomt kunstnersinds sårbarhed. Lad os ønske for regentparret, at det får en god ferie, men det har sandelig fået dronningeriget sat på den anden ende.

    Det der med konge-titlen gider jeg end ikke diskutere, for som det stod skrevet – måske var det i Berlingske – var den danske reaktion i sin tid først vantro og siden det store flade danske grin. Sådan havde jeg det også, og jeg er såmænd også træt af alle de vanvittige titler, som folk i de seneste årtier er blevet forsynet med, og som sjældent er danske og til at få stillet an i munden.

  21. Af Lars Munksgaard

    -

    Hørt, hørt. Enig fra ende til anden.

  22. Af N. Jensn

    -

    Rusland, Finland, Island, USA, Irland, Tyskland, Frankrig, Italien og Grækenland.

    Hvad har disse lande til fælles ?

    (Intelligensprøve)

  23. Af Jerry Samuels

    -

    De lande er republikker i dag. Nu skriver vi om prins Henrik og Dronning Margrethe i Kongeriget Danmark.

  24. Af Thomas Barnes

    -

    Først stiller du en præmis op:

    ” Og som gladeligt benytter enhver mulig lejlighed som denne til påny at fremføre deres ideer, ofte under påskud af at kongehuset er en forældet institution – og at republikanismen derfor er udtryk for et særligt moderne og opdateret tankesæt, der i modsætning til et monarki er i pagt med sin tid.”

    Og så dementerer du den selv:

    “Det er noget sværmerisk sludder,”

    Se det er jo en interessant måde at diskutere på, men jeg køber ikke din præmis, for det er ikke derfor, jeg er republikaner.

    Jeg vil såmænd blot have skrevet kongehuset ud af grundloven, så kongehuset ikke har ret til at fyre regeringen, som man gjorde under Påskekrisen i 1920.

    Forestil dig en dansk delegation, der tager til et tilbagestående land i Afrika, for at fortælle dem om det danske demokrati.
    Høvdingen/diktatoren/despoten (kald ham, hvad du vil) fra det afrikanske land siger så, at sådan et demokrati som det danske vil han gerne indføre i sit eget land.

    Høvdingen/diktatoren/despoten har nemlig læst på lektien om det danske demokrati og kongehusets mulighed for at fyre regeringer, så den er han helt med på.

    Dertil svarer den danske delegation, at denne undtagelse bliver aldrig brugt af kongehuset mere (lige som mine venner argumenterer overfor mig), hvorfor Høvdingen/diktatoren/despoten svarer, at det kommer han heller aldrig til…

  25. Af Herbert Fischer

    -

    Sikke en artikel af Tom Jensen Berlingske Tidende. Forudsigelighed og uden overraskelser. Minder nøjagtig om det der kommer fra den fløj han skriver om, bare med modsat fortegn.
    Hvor bruges der mange kræfter og penge på en enkel familie i Danmark. Og vel at mærke en familie der lever i en verden som resten af Danmarks befolkning ingen forbindelse har til, da alle andre I Danmark har udviklet sig og lever i nutiden. De, Deres, Vi, og andre tiltaleformer der hørte tiden omkring Ludwig Holberg til, er hvad man smykker sig med. En familie der ikke bestiller andet end at farte rundt i landet mellem forskellige bosteder anført af en meget stor gruppe af uniformeret personale, som baner vejen for de kongelige, man skulle jo nødig komme for tæt på den befolkning som man bryster sig af at være overhovede for. Mon de inde bag de farvede ruder er klar over at når “de” ikke er på vejen, kan der være ganske voldsomt færdsel? forøvrigt bliver alt dette betalt af af os. Når man ikke rejser rundt i Danmark, eller resten af verden, holder man sig, tæt omslungen, i nærheden af venner og velgørere i den østlige del af det Nordsjællanske enevælde.
    Nu tror læserne nok, aha en en republikaner! Næh, bare en ganske almindelig folkepensions modtager, der ind i mellem har svært ved at forstå Prins Henriks utilfredshed. Manden har levet på første klasse siden han blev gift med Dronning Margrethe. Men sådan er det jo, mere vil have mere.
    Må jeg komme med et forslag?
    Lad os betale til konge og dronning og deres førstefødte. Lad os betale for Amalienborg og et sommerhus. Ønsker familien mere, må de tale med deres “såkaldte” venner af Danmarks overklasse. Så enkelt er det og for Danmark, meget billigere.

  26. Af Peter NIelsen

    -

    Først på sommeren vakte det opsigt, at afdøde prinsesse Dianas yngste søn prins Harry udtalte til medierne, at ingen i hans familie ønsker at blive konge. Der er ikke grund til at tro, at det ikke er sandt, og det må inkludere hans farfar prins Philip, som er en græsk-dansk prins, der aldrig har klaget over sin britiske hertugtitel. Prins Harry og hans bror arbejder begge i militæret, tronarvingen William er vist helikopterpilot og glad for sit job. De engelske prinser er af kongelig eller højadelig herkomst.

    Den hollandske konge er af kongelig og fyrstelig herkomst og afslørede for nylig, at han i en snes år har arbejdet som andenpilot i passagertrafikken og ikke har tænkt sig at holde op med at flyve.. I lille Danmark har vi to midaldrende prinser, der ikke er overbebyrdet med kongelige pligter, og hvis lavadelige far ydmyger sin hustru dronningen og i realiteten dermed håner befolkningen, fordi han ikke har titel af konge eller tiltales som majestæt. Det er da tankevækkende. Han skulle hellere se at få sat noget mere fut i sine sønner.

  27. Af B. Thøgersen

    -

    Hr. Thomas Barnes undlader behændigt at nævne, at kongen havde ret, da han afskedigede sin regering i den affære, som fik navnet Påskekrisen. Ved det efterfølgende valg (Ja, der blev, som foreskrevet, udskrevet nyvalg! Hvor udemokratisk!) fik oppositionen flertal. Den kongelige nødbremse mod upopulære taburetklæbere er imidlertid i den grad blevet lagt for had, at den næppe vil blive brugt mere, desværre. Regenten har de facto fået frataget sin mulighed for at beskytte demokratiet.

    Hr. Thomas Larsen modbeviser sig selv, når han fremfører, at statsministeren eller Folketingets formand kunne udfylde regentens repræsentative rolle. Tænk lige på de to nuværende! En eventuel præsident ville i langt de fleste tilfælde blive en afdanket politiker. Hvem ville ønske sig en Uld i Mund på den post?

  28. Af Poul Tranberg

    -

    Igen en strålende artikel og konklusion fra Tom Jensen: “Ja, når det første postyr lige har fortaget sig, vil de fleste formentlig genfinde en vis tålsomhed over for en ældre mands tiltagende excentricitet.”
    Der er dog en anden vinkel, som endnu ikke er fremkommet. Prins Henrik er meget intelligent og forsat lysende klar i hovedet og med en god hukommelse og analytisk evne. Tænk, hvis han i sin analyse af sit liv er kommet til den konklusion, at det er bedre at vælge sin egen grav end at blive flyttet fra fællesgraven på grund af fortidens synder, som kun han selv -endnu – kender til bunds? I dette lys er Prins Henriks beslutning genial, både for ham selv, men primært for det Danske kongehus. Venligst.

Kommentarer er lukket.