De underliggende strukturer

Af Tom Jensen 10

Hvad har skabt mig?

Hvad har skabt dig?

Det bliver på et sekund svimlende, hvis man begynder at tænke og tælle efter. Hvad har skabt lige nøjagtig mig? Og dig?

Vi er født af forskellige forældre, så allerede i DNA-koden er jeg mig, og du er dig, og jeg har brune øjne og kommunefarvet hår, og måske har du kommunefarvede øjne og blåt hår, hvem ved?

Måske er det indlejret i en af os, at vi en dag rammes af en skrækkelig sygdom. Måske er det gudskelov ikke. Måske er du kvinde, som jeg er mand. Eller måske er vi begge mænd. Måske er dine forfædres nedarvede gener sammensat af fastliggere og tilvandrede, måske er du én procent kineser, måske er du trekvartprocent kasakhstaner og en procent afrikaner, måske er du alene rundet af den jyske muld, måske er jeg det samme, eller måske er jeg noget helt andet, hvis man testede det i de fornødne detaljer.

Måske er en af os skarpt bogligt begavet, men kan ikke slå et søm i en budding uden at ramme sig selv over knæet, måske er du hurtigløber med dine lange, atletiske ben, mens mine lårbasser er mere til bjergetaper eller bænkpres, eller omvendt. Måske har du et ustyrligt temperament, mens jeg er stoisk selv i den værste storm, eller omvendt. Måske har jeg en stor næse og små ører og du store ører og en miniature-næse eller omvendt, måske har du fregner all over og aldrig et hul i tænderne, mens jeg chokoladebrunes ved det mindste solstrejf, mens tandemaljen evindeligt krakelerer, eller omvendt.

Måske har du anlæg for fodbold, mens jeg er Vestens værste skævskyder, eller omvendt, måske taber du ustandseligt mågestellet, mens jeg aldrig har splintret den mindste kaffekop, eller omvendt, måske er du extrovert og stak selvtillidsfuldt på næven som ét-årig, mens jeg introvert foretrækker mit eget selskab, eller omvendt, måske har du absolut gehør, mens jeg synger som en usmurt havelåge, eller omvendt, måske vågner du altid først hen over middag, mens jeg slår øjnene op tidligere end kvarterets øretæveindbydende hane, eller omvendt. Måske kan du tåle en daglig Othello-lagkage, mens jeg tager på af en uskrællet gulerod, eller omvendt.

Eller rettere: I dét tilfælde er det næppe omvendt, må jeg beklageligvis sige.

Men dermed har vi jo ikke til fulde skabt dig. Vi har ikke til fulde skabt mig.

Jeg kender ikke dig. Men jeg kender mig.

Jeg aner derfor alene, men dog uden det store detaljerede overblik, hvilke tusinder af begivenheder, situationer, livsmønstre, sammenhænge, påvirkninger, venner, familiemedlemmer, oplevelser, små-traumer, erfaringer, chok, holdninger, øjeblikke, store og små beslutninger og millioner af tilfældigheder der også har skabt mig.

Hvis ikke jeg var rejst til Amerika i 1994, fordi min kæreste skulle studere i Washington D.C., så havde jeg i dag været en lidt anden. Hvis ikke min morfar havde rejst til USA i 1920erne, så havde jeg måske aldrig turdet tage af sted selv, hvem ved?. Hvis ikke jeg en overgang var blevet drillet i de mindre klasser, havde jeg måske ikke samlet dén viljestyrke og turdet få de venner i de større klasser. Hvis ikke vi var flyttet de tre gange, mens jeg var barn, var jeg måske blevet en hjemmefødning. Hvis ikke dén lærer havde inspireret mig, hvis ikke dén anden lærer havde alt andet end inspireret mig, hvis ikke rødstrømpebevægelsen i 70erne også havde påvirket dagsordenen i mit barndomshjem, så drenge selvfølgelig også fik huslige pligter, hvis ikke de VS-gymnasieklassekammerater havde påstået dét med den falske bevidsthed, hvis ikke jeg havde fået netop dé tre vidunderlige børn, hvis jeg havde sagt ja og ikke nej til den lokalredaktørpost i Juelsminde, hvis ikke 11. september 2001 var sket på lige præcis dét afgørende tidspunkt i mit arbejdsliv, hvis ikke jeg havde læst alle de Anders And-blade, så min mor pressede mig til også at læse dé bøger, fra Troldepus til Sjöwall & Wahlöö, hvis ikke jeg havde mødt de urolige og vidt forskelligt inspirerende gymnasievenner, hvis ikke jeg havde mødt de rock-elskere i Vejle, hvis ikke jeg som vel 10-årig havde set dén fugleunge blive kørt over af den bil uden at jeg kunne nå at reagere, hvis jeg på nogen måde var blevet indprentet uselvstændighed i stedet for det modsatte, hvis jeg var kommet i daginstitution noget før, hvis ikke jeg var vokset op i Thy i krydsfeltet mellem det moderne og det indre missionske, hvis jeg i stedet som studerende havde bosat mig på et kollegium, hvis ikke jeg var rejst til Marokko og fik leverbetændelse dagen før jeg skulle til optagelsesprøve på Journalisthøjskolen, hvis ikke jeg i det hele taget havde rejst alle de steder, hvis jeg ikke havde haft faste sengetider, hvis jeg havde boet på stenbroen som barn, hvis ikke jeg…

Jeg kunne jo fortsætte i en uendelighed, men altså….

Hvis og hvis ikke…Så havde jeg været en anden, eller en anden version af mig. Måske blot en let tiltet udgave end den nuværende version, måske radikalt anderledes.

Og på samme måde er det med dig. Blot alligevel på en helt anden måde.

Du er den, du er, af millioner af forskellige grunde. Indlejrede i dine gener, afsat som indre eller ydre mærker på dig som følge af det liv, du har levet. De mennesker, du har levet med. Det sted du har boet. Begivenheder du har været ude for. Dét livet har bragt dig.

Det er her, det bliver svimlende. Tænk over kombinationsmulighederne. Genetisk og kulturelt, arveligt og miljømæssigt. Egentlig er det ufatteligt, at vi ville kunne mødes over en kop kaffe og føre en meningsfuld konversation. For nok er vi begge mennesker. Men der er en million gange en million gange en million gange en million – og fortsat gerne med at gange op en million gange – forskelle på os, hvis vi begyndte at regne efter.

Det er derfor du er dig, og jeg er mig. Det kan i realiteten ikke forklares. Det er simpelthen for komplekst.

Og alligevel prøver man jævnligt at sætte os på formel. Dig. Og mig.

Man forsøger at sætte formel på de underliggende strukturer, der har skabt os.

Man gør det som oftest i retfærdighedens navn; for at rette op på konstaterede skævheder, som juridisk ligestilling endnu ikke har fået bugt med.

Man gør i argumentationen for kvoter, øremærkning og positiv særbehandling. Man gør det i den sociale ingeniørkunsts hellige navn, når der i børnehaver gøres op med drenges boldspil og pigers prinsessekjoler eller i øvrigt presse kønsneutraliserende ideologier ned over sagesløse piger og drenge. Man gør det i hele debatten om bevidste eller ubevidste privilegier hos bestemte grupper, ikke mindst de efterhånden herostratisk berømte hvide, heteroseksuelle, privilegierede mænd.

I alle disse sammenhænge spiller de såkaldt underliggende strukturer en helt afgørende rolle. Det er dem, der skal gøres op med, når nu lighed for loven ikke har klaret ærterne. Det er dem, man må bygge om, så drenge også gider gå i kjole og piger slås i mudder. Det er dem, der kan begrunde krav om positiv særbehandling og den dermed indbyggede diskrimination af hele befolkningsgrupper alene som følge af deres hudfarve, køn, alder eller seksualitet.

Men er der da slet ikke noget om det? Er der slet ikke visse fællestræk, man kan placere hos visse definerede grupper som udtryk for noget, der er fremherskende hos dem – mere end hos andre?

Jo, det er jo ret indlysende. Der er færre mænd end kvinder, der tager barselsorlov, og flere kvinder end mænd vælger at gå hjemme og passe børn. Der er, som debatten efter nytårsaften i Köln viste, et problem i nogle patriarkalske kulturer i forhold til kvinder. Flere drenge spiller fodbold, flere piger leger med dukker, flere jyder og færre fra Østerbro er åbenbart i stand til at møde til tiden. Og så videre, og så videre.

Der er intet i vejen med at opgøre disse strukturelle træk (og jeg skal her undlade at begive mig ind i, hvorvidt de er genetisk eller kulturelt aflejrede, det ender altid galt), og der er intet galt med at diskutere, om de er hensigtsmæssige eller ikke.

Problemet opstår først, når tvangsmæssige foranstaltninger eller begrænsninger med sigte på at opløse disse strukturer bliver dagsordenen, ofte – som i tilfældet kvotering og positiv/negativ særbehandling – ud fra den konklusion, at lighed for loven ikke er tilstrækkeligt. Skal der skabes ægte matematisk lighed mellem definerede grupper, er man nødt til først at etablere ulighed for loven for at nå dertil. De underliggende strukturer forhindrer ligheden i at manifestere sig på resultatniveau.

Her kolliderer kollektivismens tænkning imidlertid med individets suverænitet, og hvad skal man så vægte?

Svaret er enkelt. Til syvende og sidst må individet altid vinde. Det andet er tyranniets vej.

Det er muligt, vi er mænd eller kvinder, og det er rigtigt at lighed for loven (endnu) ikke har afstedkommet ligestilling på alle områder, men hvem tiltager sig egentlig retten til at definere, hvad det i sig selv skal udløse af særlige retningslinjer for vores adfærd?

Hvilken form for tildelt magtbeføjelse er det, der giver adgang til at bestemme fra centralt hold, om en kvinde eller en mand skal tage hvor mange barselsuger – uanset hvad de selv måtte blive enige om?

Det er muligt, børnehavelederen vil bekæmpe underliggende strukturer, hun mener styrer drengenes og pigernes adfærd og leg, hvorfor der sættes rammer op for superhelte- og prinsessekjolerne til fastelavn, men hvilken ret har en børnehaveleder egentlig til at gribe ind over for dét enkelte menneske, dén enkelte pige, hvis store drøm af den ene eller den anden grund, nedarvet eller kulturelt, det er at iføre sig en prinsessekjole til dén fastelavnsfest?

Hvilken bevidsthed er det, man selv føler sig eleveret til, men som den gemene pøbel endnu ikke har erhvervet sig, tilfangetagen som den åbenbart er på kollektivt niveau af de underliggende strukturer?

Hvem er det, der føler sig så guddommelige, at de således mener sig bemyndigede til at strukturere om i alle de millioner gange millioner gange millioner gange millioner af underliggende strukturer, der har skabt hver enkelt af os, og i stedet fremtvinge et helt nyt menneske i eget billede i en ideologisk kamp for et andet samfund?

Det kan være, det gøres i frihedens navn.

Men tænk den svimlende tanke om, hvem du er, hvad du er skabt af, hvor fin en mosaik af trilliarder af bestanddele, du alt i alt udgør.

Og du vil indse, at vil nogen sætte ind med særlige love, bestemmelser og begrænsninger for bestemte grupper på en måde, der gør op med hele princippet om, at individer er lige for loven, eller kræver de en drakonisk central detailstyring af lige præcis dit liv af hensyn til en kollektivistisk orden, da er det galt fat.

Netop som følge af dele af det, der samlet set udgør dig, er der reelt tale om et overgreb mod alt dét.

Mod det svimlende kompleks, der er dig.

KLIK HER OG FØLG MIG PÅ FACEBOOK

KLIK HER OG FØLG MIG PÅ TWITTER

10 kommentarer RSS

  1. Af Jesper Lund

    -

    “…men hvilken ret har en børnehaveleder egentlig til at gribe ind over for dét enkelte menneske, dén enkelte pige, hvis store drøm af den ene eller den anden grund, nedarvet eller kulturelt, det er at iføre sig en prinsessekjole til dén fastelavnsfest?”

    Den mere kønsneutrale holdning i børnehaver går forhåbentlig ikke ud på at presse pigerne til at iføre sig batman-kostume eller lignende, men ikke at hindre dette, modsat den traditionelle holdning, hvor piger selvfølgelig skal iføre sig en prinsessekjole til dén fastelavnsfest. Transseksuelle børn vil få et bedre børnehaveophold, hvis børnehaven har en kønsneutral holdning

  2. Af Niels Christensen

    -

    Glimrende essay.
    Jeg finder det passende i den forbindelse at nævne Robert Sapolskys forelæsningsrække, hvor i alt fald første forelæsning må være af interesse:
    https://www.youtube.com/watch?v=NNnIGh9g6fA&list=PLD7E21BF91F3F9683

  3. Af Flemming Lau

    -

    Ja hvis man prøver at være stille i sig selv, bare en 5 minutters tid og gør sig disse overvejelser, så begynder det at Snurre på øverste etage. Og alligevel hvis man ser enæggede tvillinger der ved fødslen bliver adskilt geografisk, er det forunderligt at se hvor synkront deres liv har udviklet sig.
    Man kan også gå udenfor, væk fra byens lys en nat og se op mod stjernerne. Idet man forstiller sig at fortsætte ud gennem mælkevejen, vil man efter et stykke tid, famle efter noget rodfast at holde fast i. Mennesket er i den store sammenhæng, blot et lille fnug.

    Mit svar vedrørende overgrebet, er at mænd oftest handler, kvinden oftest behandler. Dybest set tror jeg at det er rollelegen ” far, mor og små børn” der tages med op i et senere erhvervsliv.
    Vi har set hvordan man de sidste 50 år har eksperimenteret med samfundets struktur og diverse kønsroller. Om det skyldes kedsomhed, eller det stadige behov for at bevise at man er progressiv, skal jeg lade være usagt.

  4. Af Allan Hansen

    -

    Verden som vilje og forstilling, af Arthur Schopenhauer ( 1788- 1860 ) udkom 1818 og findes nu endelig i sin fulde udstrækning på dansk. Måske den mest helstøbte filosofiske afhandling denne verden endnu har set (siden Platon). Man forstår hvorfor Schopenhauer blev så stor en inspiration for så mange – ikke blot for andre filosoffer som F. Nietzsche, J. P. Sartre, M. Heidegger, K. Marx, J. Habermas. Villly Sørensen, også S. Kierkegaard læste Schopenhauer men han ( K )forstod ikke helt hvad S talte om. Men også mange forfattere så som Franz Kafka, August Strindberg, Thomas Mann, Per Lagerkvist, Hermann Hesse, Karen Blixen og mange mange andre var stærkt inspireret af A. Schopenhauer.

    Også folk som Bohr, Einstein og Freud, Picasso og Dali var store beundre af Schopenhauer og i en vis forstand foregriber Schopenhauer både Darwins evolutionsteori og Einstein relativitetsteori og i anden forstand også S. Freud psykoanalyse. Man kan måske sige den er lidt langhåret 644 sider vægt et kilo og 60 gram. Kompleksiteten dvs. dybden og bredden er støre end noget andet værk som jeg kender til mao. rig på dybe velformulerede tanker.

  5. Af Kurt Dejgaard

    -

    Ja

  6. Af Anders Thornvig Sørensen

    -

    Mellem utopiske ideologier på den ene side og forstenet traditionalisme på den anden side må det være muligt at finde en mellemvej kaldet almindelig sund fornuft og hensyntagen til børnenes egne ønsker.
    I øvrigt er ensretternes projekt ganske håbløst. Jeg har hørt om forældre, der ville forhindre deres børn i at lege med legetøjsvåben, fordi det angiveligt skulle fremelske militarisme. Det kom de ingen vegne med, og det endte endda sådan, at pigerne legede med.

  7. Af Allan Hansen

    -

    Ja, Tom Jensen.
    Det er ikke nok, at se verden eller lytte
    til verden – man må også kunne mærke
    verden, og tænker jeg naturligvis på
    videnskabsjournalisten Tor Nørretranders store værk ” Mærk Verden,,
    – En beretning om bevidsthed, der udkom i
    1991.

    ” Hvad der gøres af, der kaldes mig selv, bliver,
    føler jeg, gjort af noget, der er større end mig selv,,

    Fysikeren James Clerk Maxwell. ( entropi)
    På dødslejet, 1879.

    Mærk verden beretter om en række overraskende
    videnskablige opdagelser, der anfægter vante
    forstillinger om bevidsthed, information og civilisation.
    I en stort anlagt fortælling bringes videnskaben i kontakt
    med erfaringer fra hverdagens verden.
    En fantastisk fortælling.

  8. Af Jan Petersen

    -

    Her er iøvrigt et fantastisk citat af Joseph Goebbels, Hitlers propagandaminister:

    “Think of the press as a great keyboard on which the government can play.”

    Det er funktionen for mainstream medier i en nøddeskal. Ordet “government” skal blot opfattes – som den til enhver tid herskende intellektuelle politisk korrekte klasse!

  9. Af georg christensen

    -

    Hvem har skabt “mig”? , det vidunderlige!, og dig , det dumme slagtesvin?.

    Et spørgsmål , som er besværlig at besvare uden “psykologisk/psykopatisk viden om?.

    Som Ateist er problemet i “livstilstanden”, (det nuværende), ikke så svært at forstå.

    Det vidunderlige intet eksisterer kun hvis jeg er vidende herom`, er eksistensen berettiget.?.
    Derfor eksisterer “intet” ikke, og bør kun betragtes som 0 i forhold til at være 1?-

    Det er det vidunderlige i hvad digitaliserings processen beskriver, sandheden ligger i uendeligheden, en uendelighed som i slutningen møder begyndelsen og så starter forfra. Begyndelsen er slutningen, og hermed opstår et nyt problem, har omløbet bevirket nye ændringer?.

    NB_ I en form for LIVETS logi, er alle muligheder tilstede “søg og find” , når sandheden findes, begynder hele herligheden forfra Sandheden kan ikke manifesteres, så længe den ikke kan forstå sig selv.
    Midt imellem sidder så enkelt “individerne” (du og jeg) og spørger os selv : Hvem er vi i magtstrukturens sammanhænge?.
    . .

    :

  10. Af Jan Petersen

    -

    Så kører iøvrigt propaganda på fuld skrue i mainstream whore mediet Berlingske. Læs artiklen: “De frække politikere appellerer direkte til vælgernes frygt.”

    Lidt af teksten fra artiklen: “Hvad har republikaneren Donald Trump og Italiens fascistiske diktator Benito Mussolini til fælles?”

    Kan man synke lavere, uden at afsløre sig selv totalt?

Kommentarer er lukket.