Den forklædte nyracisme ruller videre

Af Tom Jensen 53

Racismen er ofte defineret som et magtinstrument. En måde at holde minoriteter og svage nede på. En definition der har sine logiske grunde. Eksempelvis var slaveriet i USA jo udtryk for en meget konkret form for racisme: Folk af afrikansk afstamning kunne tilhøre folk af kaukasisk afstamning som slaver. Ligesom moderne tiders racisme og fremmedhad ofte har været defineret som udtryk for mindre privilegerede gruppers forsvarsreaktion mod ankomsten af endnu mindre privilegerede folk. En slags sparken nedad fra næstnederste hylde i samfundet, fordi man følte sig truet.

Men ofte overser man samtidig, at megen racisme er vokset frem under dække af at ville det gode. Det gælder også en af de seneste versioner af uvæsenet: Den såkaldte identitetspolitiske racisme.

Hvad er identitetspolitik? Ja, hvis man skal redegøre kort for det, handler det om, at det ikke er det der bliver sagt eller gjort, som er afgørende. Men derimod hvem der siger eller gør det. Hvilken identitet vedkommende bærer rundt på. Hvilket køn. Hvilken seksualitet. Hvilken hudfarve.

Denne identitetspolitiske tilgang finder man både i kønsdebatten og i udlændinge- og islamdebatten. Dens udgangspunkt er ofte et ønske om at ville det gode: Bekæmpelsen af racisme, undertrykkelse og uligestilling, eksempelvis.

Men i realiteten er også identitetspolitik en slags racisme. En forklædt nyracisme. For den har det til fælles med den traditionelle racisme, at den netop vægter identiteten over alt andet. Præcis som man gjorde i samfund, hvor folk med en bestemt hudfarve havde færre rettigheder end andre alene af den grund, at deres hudfarve var anderledes. På samme måde bortdømmer identitetspolitikere holdninger og argumenter, alene fordi de måtte være fremsat af folk, der har en bestemt hudfarve, et bestemt køn eller en bestemt seksualitet. Ligesom identitetspolitik hurtigt kan blive til krænkelseskultur: For det er vel alene det faktum, at man hvid og vestlig, som gør at man ikke er i stand til at se, hvor krænkede muslimer (som generaliseret gruppe, i øvrigt) bliver over tegninger af profeten Muhammed, hvorfor man alene på grund af sin blindhed burde undlade den slags ugerninger?

Ligesom når det gælder køn og seksualitet er hudfarve noget, man ikke kan slippe fri af. Derved adskiller disse ting sig fra holdninger, argumenter og meninger, som kan variere gennem et menneskeliv. Som man kan vælge til eller fra.

Man vælger derimod ikke selv sin seksualitet. Sit køn. Sin hudfarve. Sin grundlæggende identitet. Skal man derfor til evig tid og i alle sammenhænge bedømmes netop på sin identitet, er det indledningen på skabelsen af et samfund, hvor forskellige folk med forskellige baggrunde netop opfattes som mennesker, der intet væsentligt har til fælles. Hvis forskellige erfaringer ikke supplerer hinanden til gavn for alle, men står i modsætning til hinanden. Hvorfor man kun kan udtale sig om sig selv, ikke andre. Hvorfor man ikke skal blande sig.

Resultatet er en mental segregation, som ikke er mindre brutal end den fysiske, man så de i amerikanske sydstater i 50erne.

Også herhjemme støder man oftere og oftere ind i det identitetspolitiske menneskesyn i debatten. Som sagt ikke mindst i udlændinge- og ligestillingsdebatten.

Senest er det debattøren Henrik Marstal, som i Politiken skoser BogMarkedets chefredaktør Bjarke Larsen for i en kommentar at været kommet frem til den samme konklusion, som jeg når ovenfor: Identitetspolitikken er grundlæggende racistisk. Bjarke Larsens argumentation kan dog uden videre afvises om ugyldig alene med henvisning til, at holdningen udtrykkes af en hvid, heteroseksuel mand:

“Når netop kombinationen af race, seksualitet og køn er særlig vigtig at være opmærksom på, skyldes det, at hvide, heteroseksuelle mænd har haft en særstilling i menneskehedens historie som medlemmer af den sociale kategori med størst privilegierigdom og dermed også med størst privilegieblindhed,” skriver Henrik Marstal og fortsætter:

“At forstå sig selv som både neutral, objektiv, almen og universel er den hvide, heteroseksuelle mands største kardinalsynd: Deres største priveligium består paradoksalt nok i, at de slet ikke er opmærksomme på privilegierigdommen, præcis ligesom fisk ikke ved, at de befinder sig i vandet.”

Jeg er sikker på, Henrik Marstal ikke er racist. Ikke opfatter sig som sådan. Men han er på et vildspor, der pr. definition fører ham i retning af den identitetspolitiske nyracisme.

Et meget påtrængende spørgsmål, man sidder tilbage med efter læsning af Marstals klumme er således dette:

Er Henrik Marstal da selv neutral? Han er i hvert fald hvid. Han er også en mand. Jeg aner intet om hans seksuelle orientering og er også bedøvende ligeglad. Men uanset hvad: Hvilken neutral position er han i, som berettiger ham til at gøre sig til dommer over, hvad andre kan tillade sig at sige, mene og udtale sig om og hvordan, alene ud fra det køn, den hudfarve eller den seksualitet, de måtte have?

Hvis Marstal selv opfatter det sådan, at han har en særlig indsigt eller holdningsmæssig position, som har frigjort ham selv fra sin egen baggrunds rammer og begrænsninger, så må jeg skuffe ham: Følger man hans egen argumentation helt til dørs, så er dette ikke muligt.

Det vil jeg gerne illustrere med et eksempel.

Det viser hvor man ultimativt ender, hvis man begynder at købe ind på præmissen om, at et menneske f.eks. må lade sig underkaste en eller anden historisk byrde, som er knyttet til ens race, køn eller seksualitet, Det er elementer af den mest fundamentalistiske nyfeministiske svenske kønsdebat et vidnesbyrd om.

For et par uger siden var dette indlæg på det svenske site feministiskperspektiv.se således temmelig debatteret på de sociale medier.

Det var her en ung mand ved navn Alexander Pettersson forsøgte at aflægge sig den skam, han følte ved at være en hvid mand, fordi alle forbrydelser, overgreb og undertrykkende handlinger, der nogensinde er udført af hvide mænd, også var HANS ugerninger:

“Jag är inte motståndet. Jag är förtryckaren. Jag är regeringar. Jag är diktaturer och arméer. Jag är den katolska kyrkan. Jag är Vladimir Putin och George W. Bush. Jag är våld och våldtäktsman. Alla tankemönster och beteenden som jag har lärt mig och alla privilegier som villkorar mitt liv och min frihet är frukterna av det förtryck som människor, likadana som jag, har utövat innan jag fanns.”

Hans svar på denne frygtelig situation at være i, hans endelige manøvre for at undslippe dette er følgende: Han må ophøre med at være en mand.

“Jag inser att jag måste bli någon annan. För jag vägrar att leva med skuld och skam. Jag famlar efter handlingskraft. Jag letar efter strategier för att transformera förtryckarens kropp. Jag målar naglarna röda, läpparna lila och ögonen svarta. Jag bär klänning eller färgglada leggings med för stor skjorta. Jag ber min flickvän penetrera mig. Jag försöker känna mig bekväm i sexuella situationer med andra män. Jag söker homoerotiskt fredagsmys. Jag tränar mig för att en dag kunna ligga med dem. Det handlar inte om att vilja ”bli homosexuell” eller ”bli kvinna”. Jag önskar inte att jag vore en kvinna. Jag behåller skäggstubben. Jag vill bara vara mindre heterosexuell. Jag vill bara sluta att vara man.”

Se… nu er der så gået nogle uger, og der er kommet svar til Alexander Pettersson. Fra den svenske filmskaber og feministiske aktivist Elin Persson.

Elin Persson må skuffe den gode og ellers stærkt velvillige Alexander Petterson. Det er slet ikke nok, giver hun udtryk for, for man(d) kan faktisk slet ikke undslippe:

“Förtryckande strukturer fungerar inte så att det genom några enkla medel går att ”fly” från att förtrycka. Varje man utövar aktivt patriarkalt förtryck genom hela hans sätt att vara för att det är det agerandet som definierar mannen.”

Persson slutter således:

“För att som man lära sig agera mindre patriarkalt måste ni ta reda på hur ni genom ord och handling härskar och försöka att sluta med dessa beteenden. Ta mindre plats offentligt och i relationer med ickemän, sluta med härskartekniker som mansplaining, sluta använda våld och hot om våld, säg åt era manliga vänner när dom behandlar ickemän dåligt och sluta ingå heterorelationer. Detta är exempel ni kan börja med, men vad ni än gör, skryt aldrig om era ”feministiska” handlingar för ickemän. Ni är fortfarande våra förtryckare. Att använda feminismen som ett sätt att bli uppskattad som en feministisk man och försöka fly sitt ansvar är en patriarkal handling.”

..

Med andre ord, folk som Henrik Marstal og andre identitetspolitiske debattører burde nærlæse disse indlæg, for de illustrerer så grumt, hvor hvilken stævn man har taget, hvis man ikke længere ser på mennesker som individer, der er ansvarlige for deres egne handlinger, og som individer der naturligvis i mange tilfælde omvendt er i stand til empatisk at sætte sig i andres sted. Men alene ser dem som elementer i grupper med på forhånd definerede karakteristika og verdensbilleder.

Hvilket vel netop er racismens kendemærke: At alt i forbindelse med dig er defineret af eksempelvis din racemæssige identitet. Eller den kønsmæssige. Eller den seksuelle. Eller alle tre tilsammen.

Hvis dette er tilfældet undslipper man jo eksempelvis som hvid mand netop aldrig åget. Skylden. For alting til alle tider. Det gælder Henrik Marstal, det gælder mig selv og alle andre. Vi kan begynde med undlade vold (jatak til det, hvilket langt de fleste mænd nu gør gennem hele livet) og slutte med “ikke længere at indgå i heteroseksuelle relationer”, eftersom disse i sig selv er “selve kernen i opretholdelsen af patriarkatet”, som Elin Persson svarer en debattør i kommentarfeltet under sin klumme.

Men da vi alligevel ikke kan blive nogen andre, er den eneste løsning på ophævelsen af patriarkatet og dets privilegier vel, hvis man følger logikken, at vi ophører med at eksistere som køn.

Så er problemet i hvert fald endeligt løst.

KLIK HER OG FØLG MIG PÅ FACEBOOK

KLIK HER OG FØLG MIG PÅ TWITTER

 

 

53 kommentarer RSS

  1. Af georg christensen

    -

    Medens racismetankegangen ingen ende vil tage, vil jeg sende følgende påstand: Først Katolsk nazisme også kaldet terrorisme, for ikke så lang tid siden, nu Islamisk nazisme også med navnet terrorisme. Medens de tyske nazister hovedsalig bestod af katolikker og protestanter består de nuværende nazi lignende terrorister ikke hovedsalig af muslimer, men en flok “bøller” , (samfunds destruktions elementer) , som “HA og Banditos”, eller særinteressernes privatiserings modeller. Det er kun begrebs forvirringer som på propagandistisk vis bruges i “magtbegærdets” værdiløshed, .

  2. Af Jan Andersen

    -

    Det er slet ikke så kompliceret som du skriver – helt enkelt og meget uddybende kan læses i denne kronik på JP:

    http://jyllands-posten.dk/debat/kronik/ECE7378962/Europas-undergang-%E2%80%93-tallenes-tale/

  3. Af Etniske debattører er nøglen til en seriøs integrationsdebat | I haserne på eliten

    -

    […] Jeg bifalder absolut ikke identitetspolitikkens opblomstring – altså, at anti-racismen og feminismen er kammet over i en ekstrem fokusering på hudfarve og køn og en ekstrem optagethed af gruppen på bekostning af individet. Ja, faktisk kammet over i en egentlig ny-racisme. […]

Kommentarer er lukket.