Rasmus Jarlov og mændene

Af Tom Jensen 55

Hey, mæ-ænd? Har I fulgt med i debatten om Rasmus Jarlov, karrierekvinderne og mændene? Hvis ikke, så burde I måske lade jer opdatere. For den er egentlig lidt vigtig. For jer. For os. Mænd.

Selv sad jeg tilbage efter debatten med en lidt flov smag i munden på vores vegne. På mænds vegne. Det der står tilbage er, at vi enten for bøvede til eller lidt bange for de stærke kvinder. Er det virkelig sådan? Kan vi have det siddende på os?

Altså, mæ-ænd: Er der noget her, vi er nødt til at arbejde lidt med hos os selv?

Lad os først lige tage en kort update, hvis I har været ude og fiske og ikke har fulgt med.

Rasmus Jarlov er jo konservativ politiker, men han er også meget aktiv på de sociale medier med diverse synspunkter om det ene og det andet. Sidste weekend skrev han han følgende på facebook:

“Karrierekvinder har to udfordringer, som karrieremænd ikke har:

1) Karrierekvinder er i mændenes øjne ikke mere attraktive end ikke-karrierekvinder. Mænd vil bare gerne have en kvinde, som er sød, pæn og kvik og tager lige så gerne en lærerinde eller sygeplejerske som en topleder.

2) Karrierekvinder er svære at imponere. Kvinder vil som regel gerne have en mand, som de kan se lidt op til, og det er svært for karrierekvinder at finde.

Karrierekvinder har derfor færre mænd, som de er interesseret i, og de mænd, som de er interesseret i, har ikke en ekstra interesse i dem.

Benægt det bare, men det er sådan, det fungerer”

Kommentaren linkede til denne artikel på finans.dk hvoraf det fremgik, at “ni ud af ti mandlige ledere lever i et parforhold, mens en ud af fem kvindelige ledere er single”.

Der gik vel ti minutter, så faldt der brænde ned over Rasmus Jarlov. Og det har der sådan set gjort lige siden. Især mange kvinder har været rasende. Følt sig generaliseret på.

Rasmus Jarlov reagerede først med forbløffelse, siden et forsøg på en lille opblødning (han talte nu om “en tendens”, hvorfor man med fordel kunne indsætte ord som “typisk” og “i gennemsnit” i indlægget, skrev han, hvilket han nok med fordel kunne have gjort allerede i sit oprindelige indlæg), derpå nogen irritation over de voldsomme reaktioner og al den tid, han måtte bruge på denne debat, som har afstedkommet artikler, kronikker, blogindlæg, kommentarer og svovlende bemærkninger på alle tilgængelige sociale medier lige siden.

Man må medgive, at ikke alt hvad der blev skrevet om Jarlov har været lige pænt.

Jarlov ny

Indtrykket er, at det har været en voldsom tur i ballongyngen for den konservative politiker. I hvert fald konkluderede Rasmus Jarlov i løbet af ugen på facebook, at nu hvor jeg efterhånden har kæmpet mod både de autonome, islamisterne og feministerne, må jeg konstatere, at sidstnævnte er klart den mest rabiate gruppe at debattere med.”

Helt utilfreds med opmærksomheden er Jarlov dog næppe. Han har i hvert fald efterfølgende taget emnet op talrige gange på sin egen facebookside, på Berlingskes pulsblog og så sent som i dag i en blog på politiken.dk.

Overskriften på sidstnævnte indlæg er: “Stor ståhej om kvinders forkærlighed for succesfulde mænd”.

Hvilket formentlig er et udtryk for en oplevelse hos Jarlov af, at det mest er kvinder, der er blevet sure på ham.

Men ved I hvad, guys, måske burde det være os mænd, der følte os mest provokerede af Rasmus Jarlovs indlæg. Og ikke mindst af den omstændighed, at virkeligheden taler for, at han rent faktisk har nogle pointer.

Hvilket har været kernen i en del af de forsvar, der siden er blevet skrevet på Jarlovs vegne, og som han også selv har betonet: At han statistisk set har ret. Der er flere karrierekvinder end karrieremænd, som er single. Der er flere stærke, veluddannede kvinder med gode jobs, som ikke har en partner. Som måske ikke kan finde en partner.

Og der er jo noget rigtigt i det: Rasmus Jarlov fik krabasken at føle for sine generaliseringer, men der er en tendens. Som Jarlov ikke er den eneste, der har observeret.

Det kan man jo vælge at fortolke sådan, at det er kvinderne, der har et problem. At en del af dem er for kræsne og kritiske, for selektive. Og derfor aldrig finder nogen mand.

Men – mæ-ænd: Hvis vi nu tænker lidt over det et øjeblik – er det så nødvendigvis problemstillingen? Eller ender Rasmus Jarlov uafvidende med at beskrive et problem, som snarere handler om os?

Hvis det altså er virkeligheden, han beskriver?

Jeg er bange for det, guys.

For hvis vi nu antager at det er korrekt, at flere veluddannede og intelligente karrierekvinder har sværere ved at finde en partner end den anden vej rundt, om man så må sige, hvad fortæller det så om os, kære medmænd?

Ja, der er vel to muligheder.

Ingen er dem er særligt ridderlige.

Den ene mulighed er, at for få af os er intelligente, spændende og attraktive nok til at blive opfattet som et attraktivt match for nye generationer af kvinder, hvoraf flere har høje uddannelser, karrieremæssige ambitioner og en udstrakt bevidsthed om eget værd.

Det ville jo være en lidt ærgerlig konklusion, ville det ikke, mænd?

Den anden mulighed er næsten værre.

Det er den, kønsforskeren Kenneth Reinicke rent faktisk peger på i den artikel, Rasmus Jarlov linkede til i sit famøse facebook-opslag. Reinicke udtalte:

“For nogle mænd kan en kvindelig chef være en trussel mod maskuliniteten, fordi hun er højere uddannet og lønnet. Det er ikke ham, der er forsørger eller har det psykologiske overtag på hjemmebanen.” 

Den bemærkning mindede mig om noget. Nemlig et citat fra en artikel om den i øvrigt statistisk temmelig problematiske rapport om vold mod kvinder fra EUs Agentur for Fundamentale Rettigheder. I en artikel i Politiken om rapporten udtalte agenturets danske direktør Morten Kjærum med afsæt i de data, der angiveligt viste, at utroligt mange danske kvinder udsættes for chikane eller overgreb fra mænd:

Mændene (føler) sig truede på deres traditionelle manderoller, og inden de finder ind i en ny rolle, er der en voldelig reaktion mod kvinderne.”

Med andre ord: Vi er angiveligt blevet bange for kvinderne, fordi de er blevet for stærke.

Det lyder endnu mindre ridderligt.

Enten er vi åbenbart ganske enkelt ikke attraktive nok. Eller også beskrives vi nogle frygtsomme små mandslinge.

Ikke topfedt nogen af delene, vel, guys?

Gennem mindst 50 år har vi mænd og vores identitet været sat til debat – men oftest ikke af os selv, og for det meste indirekte via den kønsidentiske indgangsvinkel, som hele kvindefrigørelsen afstedkom.

Undervejs har vi været eller skullet være eller er blevet beskyldt for at være – alt muligt. Fra blød mand til he-man til metroseksuel mand til old boys network-mand til don juan-mand til tabermand til patriarkatets strukturelle privilegie-mand til primitiv fodbold-og-øl-mand til min-kone-er-skidesur-mand til sexistmand til feminiseret mand til …

Altsammen labels, der tager afsæt i, at vi er mænd i en ny tid. Men sjældent med afsæt i at mænd har tænkt dybere over eller diskuteret særligt indgående, hvad det vil sige at være mand.

Nu. I 2014.

Efter Jarlov-gate må vi konstatere, at valget synes at stå mellem at være bange eller bøvet, sådan som også Soulaima Gourani tegner det op i denne blog, hvor hun – lidt ubekvemt for os, ikke sandt – spørger:

“Er mændene bange for de mange dygtige veluddannede kvinder eller synes kvinderne mænd er nogle forbandede skvat!”,

hvorefter hun fortæller om sit møde med en 42-årig tysk kvinde med karriere og lederjob i en virksomhed, der ledte efter en mand og derfor lagde sin profil ud på et datingsite. Og fik – 2 svar på 4 uger. Da hun derefter ændrede sit job til lærerinde og satte sin indkomst ned til en tiendedel, men i øvrigt lod alle andre data stå, kom der 40 henvendelser på én dag…

Bange eller bøvede. Det er den virkelighed, Rasmus Jarlov også får tegnet op. Ikke om kvinderne. Men om os mænd.

Og så er det jo pludselig ikke helt så fedt, hvis Rasmus Jarlov virkelig bag alle sine generaliseringer har en pointe.

Vel, mænd?

Man mister med ét lidt lysten til at give ham ret, gør man ikke, guys?

Og hvis han har ret, har vi så ikke et eller andet at arbejde med?

Guys?

..

..

Mæ-ænd..?

KLIK HER OG FØLG MIG PÅ FACEBOOK

KLIK HER OG FØLG MIG PÅ TWITTER

55 kommentarer RSS

  1. Af Helge Nørager

    -

    Hr. T. Sørensen, de glemte at fuldføre sætning.

    Kvinder er noget, der er skabt af Vorherre i vrede over at hans første forsøg manden, var defekt. 🙂
    God jul alle.

  2. Af Bjørn Sørensen

    -

    @ DORTE TOFT

    Det emne vi debatterer, IQ, er som at stikke hovedet ind i løvens gav fordi der er folk som ikke vil acceptere at der er forkel på folk især dem som tror på egalitære systemer.
    Hvad angår IQ, har man i USA i ca. 100 år foretaget IQ-test, så man har et enormt materiale.
    Problemet er at pladderhumanister og folk med egalitære ideologier er besat af dogmer som der ikke er hold i, hvorfor de fornægter realiterne.

    Tag for eksempel discussionen om ligeløn. Vi hører til stadighed at at der ikke er ligeløn for mænd og kvinder, desuagtet at adskillige undersøgelser påviser noget andet, nemlig at mænd og kvinder uden børn i samme jobs tjener det samme.
    Kvinder med børn prioriterer anderledes fordi deres børn har førsteprioritet, hvorfor arbejdsindsatsen er sekundær. Derfor tjener de mindre.

    Sålænge man ikke vil diskutere disse følsomme emner, kan man ikke løse dem.

    Problemet med IQ er at det er tabubelagt, hvorfor så godt som ingen offentlige personer vil udtale sig om det.
    At IQ har en stor indflydelse på de sociale problemer er der ingen politikere der tør diskutere.

    At de sociale problemer er mangedoblet siden indførelsen af velfærdssamfundet påviste Ole Birk Olesen i sin bog “Taberfabrikken”.

    Hvor blev dicussionen af???

  3. Af Jesper Lund

    -

    “Karrierekvinder har derfor færre mænd, som de er interesseret i, …”

    Det er dog lykkedes for hele 81% af kvinder i lederstillinger at finde en partner. Godt gået!

  4. Af Hans Kristensen

    -

    Hvor er det kvalmende at læse Tom Jensen politisk-korrekte blog. Del sol og vind lige, så forbliver det ufarligt. Men desværre også ligegyldigt. Det R. Jarlov skriver er 100 % korrekt. Det har i generationer været sådan, at kvinder snobber opad, dels pga. af økonomien, men så sandelig også på grund af den misundelse de måske ville kunne vække hos deres veninder. Kvinder er, desværre, meget fokuseret på facade

  5. Af Christina Nielsen

    -

    Jeg er én af de dér handlekraftige karrierekvinder. Og jeg har en mandlig kæreste, som jeg indimellem kommenterer lidt opgivende på.

    I min tid som single, oplevede jeg både mænd der ikke turde/ønskede at hamle op med en kvinde som mig, som har ben i næsen, ambitioner, er handlekraftig og har en højtprofileret profession. Selvom disse mænd også ville karakterisere mig som mild, positivt væsen, flot osv. Og jeg oplevede mænd som bare ønskede at hoppe på min vogn og få mig til at vise vejen og ordne tingene for dem. Ingen af delene var attraktivt, for jeg ønskede et balanceret forhold, hvor min partner er “in charge” på nogle områder, og jeg er det på andre områder. Fx. ønskede jeg en mand der var passioneret omkring sit arbejde eller en hobby, så vi kunne forstå hinandens passion for det vi beskæftiger os med, og han samtidig havde ekspertise på et område jeg ikke nødvendigvis har. Så, ja, jeg oplever det er vigtigt for mig at der er nogle områder jeg kan se op til min mand på, men ikke at han skal styre på alle områder.

    Min nuværende kæreste er en følsom fyr, som er ekstremt dygtig på sit område. Dét har jeg respekt for. Trods dét er han hele tiden lidt i økonomiske vanskeligheder. Jeg klarer mig bedre økonomisk end ham. Det fik ham til at udtrykke bekymring for om jeg ville finde ham uattraktiv – nej, så længe jeg kan se at du arbejder for sagen og gør noget aktivt for at nå dertil hvor DU ønsker at være, så er jeg glad, var mit svar. Det handler om indsatsen, om at du er glad og føler dig som en mand. Når jeg indimellem snapper ad ham handler det om, at jeg nogle gange oplever at blive presset ud i en rolle, som jeg ikke ønsker at indtage. Jeg tror faktisk at det er en kvinde-mand klassiker: jeg lægger mærke til rigtig mange ting med det samme, som min kæreste simpelthen ikke ser eller tænker over. Klassiske huslige ting, sociale strukturer, social opførsel. Når jeg indimellem gør ham opmærksom på de forskellige ting, beder han mig, om jeg ikke kan gøre ham den tjeneste at blive ved at gøre ham opmærksom på de ting. Dér kommer jeg i et dilemma, som kan koste mig meget irritation – dels ønsker jeg ikke at træde ind i rollen, hvor jeg lidt mor-agtigt skal bede ham sætte haspen på vinduet når han åbner det så blæsten ikke smadrer det, skal huske ham på ting, fortælle ham hvordan han skal gøre og sige pas på, dels ønsker jeg ikke at fratage ham handlekraften og ansvaret ved at indtage sådan en rolle, dels ønsker jeg at hjælpe ham, dels piner det mig når jeg holder min mund for at lade ham erfare selv og tingene så nogle gange går op i hat og briller og han selvfølgelig bliver ked af det. I dét dilemma opstår min frustration, og indimellem grunden til at jeg snapper ad ham.

    Jeg véd godt at dette er ét eksempel, og jeg har før haft en kæreste der var fantastisk opmærksom i hjemmet, men jeg synes eksemplet tjener til nuancering imellem generaliseringerne: hvis man som karrierekvinde ønsker en mand at se op til, handler det ikke nødvendigvis om at få en mand, der er i en højere position end én selv. Når vi bliver “skrappe kællinger” er det ofte (véd jeg også fra mine medsøstre) fordi vi føler os presset ind i en rolle vi stritter imod at indtage, mens vi så må forsøge at leve med konsekvenserne hvis vi indtager rollen, eller konsekvenserne hvis vi ikke gør det.

Kommentarer er lukket.