Dygtig dreng

Af Tom Jensen 64

Meget man kan sige om den danske mand, men det står generelt sløjt til med ham. Må man forstå.

Han er det nye svage køn, han kastreres mentalt allerede fra vuggestuealderen af en feminiseret pædagogisk kultur, i skoletiden bliver han stik mod sin natur bedt om bare at sidde stille, hvorved pigerne stikker fagligt af fra ham, undervejs tildeles han talrige psykiatriske diagnoser, herunder ADHD, og der hældes medicin i hovedet på ham, så det næsten må føles som en lettelse for ham at blive voksen, men nu bliver det hele bare endnu værre; den danske mand bliver nemlig aldrig rigtig voksen, han vedbliver at være en forvokset teenager, han tager ikke ansvar, han tager ikke barsel, han tager ikke opvasken, til gengæld tager han på uhyrlig vis ustandseligt kvinder på bagen eller brysterne i det offentlige rum, hvis han da ikke ligefrem voldtager dem, han synker hen i en social deroute, han bliver hjemløs, netværksløs, venneløs, han marginaliseres, han skubbes bort fra uddannelsesinstitutionerne af de fremadstormende kvinder, hvorfor det kun forekommer endnu mere patetisk, når han forsøger at holde fast i nogle af de få, tilbageværende dominerende positioner han har, eksempelvis i bestyrelseslokalerne.

Vi lever ganske vist stadig i et patriarkat, lyder det, hvor mænd tjener mest, kvinder tager barslen og mændene sidder på de fede direktør- og bestyrelsesposter. Men lige under denne overflade krakelerer det for manden. Han er på vej til at gå til grunde – og det endda helt fysisk, eftersom hans sædkvalitet daler, hans testosteron-niveau er for nedadgående og hans kønsorganer gradvist deformeres.

Det er noget skidt, og hvordan reagerer den stakkels moderne mand så på det? Jo, han bliver til en vred, hvid mand, hedder det. Fra sin nye underhund-position reagerer han desperat-panisk mod den kvinde, han ikke længere kan hamle op med, og så befinder han sig pludselig i det selskab, Politikens feminisme-kommentator Ditte Giese sidste weekend med reference til en amerikansk debatbog satte ham i:

”En broget flok som den voksende Men’s Rights Movement, de opsigtsvækkende (hvide) skoleskyderdrenge, forsmåede fraskilte mænd, ufaglærte mænd som finanskrisens jobløse tabere, neonazisterne og mænd, der efter seksuelle afvisninger tager hævn over tilfældige kvinder”.

Sådan er det med den moderne mand. Der er, som Anders Fogh Rasmussen udtrykte det, ikke noget at komme efter. Han mente bare noget andet med dén sætning.

Men alt afhænger jo af øjnene, der ser. Alt afhænger af de data, man fremdrager. Meget afhænger oven i købet af, hvad man gerne vil se. Og den dobbelte rolle som både undertrykker og sølle taber er jo et dejligt bekvemt sted at placere manden. Mere usselt bliver det ikke.

Til gengæld er det muligvis også løgn.

Det er ikke mange dage siden den nyeste PISA-rapport blev offentliggjort. Hovedvinklen i dækningen har fokuseret på, at danske elever stadig ikke klarer sig godt i en international sammenligning. Men samtidig indeholdt rapporten opsigtsvækkende oplysninger om drenge og piger. Vi ved jo, og har vidst det i mange år, at pigerne får betydeligt bedre karakterer end drengene til de afsluttende eksamener i folkeskolen og på gymnasierne. Det har været fremført som et blandt mange indicier på drengens og mandens deroute.

Men der må være noget ved eksamensformen, som appellerer bedre til piger end til drenge, for fagligt set står drengene samlet ganske fint i forhold til pigerne her i Danmark – dokumenterer PISA-undersøgelsen. Pigerne klarer sig klart bedst, når det gælder læsning, men i naturvidenskabsfag står drengene stærkere og særligt i matematik rykker drengene foran i en grad, så de klarer sig 14 point bedre end pigerne

Den danske dreng er altså ikke nogen taberdreng, når man ser lidt efter.

PISA-rapporten indeholder også data for, hvor stor tro på egne evner, danske elever har i matematikfaget. Også her distancerer drengene pigerne. De er mindre bekymrede for faget og har en stærkere selvopfattelse.

Den danske dreng er altså ikke nogen taberdreng, når man ser lidt efter.

Også i naturvidenskab er det faglige niveau højest hos drengene, om end pigerne altså trods dette klarer sig bedre til folkeskolens afgangsprøve i både fysik/kemi og naturfag. Men det har formentlig formmæssige årsager, hedder det i PISA-rapporten:

”Afgangsprøven i fysik/kemi er en praktisk/mundtlig prøve, hvor piger traditionelt klarer sig bedre end drenge. PISA tester nogle generelle kompetencer i naturfag, mens folkeskolens afgangsprøve tester elevernes udbytte af undervisningen.”

Omvendt har spørgemetoden i PISA måske tendens til at favorisere drengene, hedder det. Men alt i alt:

Den danske dreng er altså ikke nogen taberdreng, når man ser lidt efter.

Resultaterne af PISA-undersøgelsen gjorde mig nysgerrig. Kan det virkelig være sådan, at der lige neden under de evindelige forudsigelser af mandens endelige opløsning som køn, begreb og noget, der på nogen måde er værd at samle på, gemmer sig en anden sandhed?

Jeg slog efter i nogle af de rapporter og undersøgelser, jeg i andre sammenhænge har refereret her på bloggen. Og jojo – minsandten…

Lad os begynde med Skolebørnsundersøgelsen fra 2010.

Af den fremgår det, at drengene – udover den faglige dygtighed, som PISA-undersøgelsen peger på – simpelthen har det bedre med sig selv end pigerne.

De synes selv de har et bedre helbred, de har færre symptomer – f.eks. hoved- og mavepine – de er langt mindre kede af det, langt mindre irritable, mindre nervøse og har nemmere ved at falde i søvn end piger på en tilsvarende alder.

Og de er mindre svimle!

Den danske dreng er altså ikke nogen taberdreng, når man ser lidt efter.

Ganske vist er den danske dreng oftere lidt tykkere end den danske pige, fordi han spiser noget usundere – der ryger mere slik og sodavand i Mads end i Mette, og når han bliver ældre, drikker drengen mere alkohol. Men den danske dreng dyrker til gengæld mere motion end den danske pige, han går til sport og cykler mere i skole, og selv om han til sidst alligevel ender med gennemsnitligt at være en lille smule tykkere end pigen, er der langt færre, der føler sig tykke. De har det bedre med deres egen vægt, er mindre på slankekur. Og udvikler som følge heraf også i færre tilfælde egentlige spiseforstyrrelser.

Når det kommer til de sociale sammenhænge, har drengene det også fint. De kan godt tale fortroligt med forældrene, lidt bedre med far, end pigerne gør, noget mindre med mor, end pigerne gør. De taler mindre fortroligt med folk af samme køn end pigerne. Men mere med folk af det modsatte køn (altså med pigerne), og de er socialt sammen med flere længere op i barn- og ungdommen, end pigerne er.

Den danske dreng er altså ikke nogen taberdreng, når man ser lidt efter.

Oplysningerne bekræftes af denne undersøgelse fra SFI.

Drengene har en højere selvoplevet livskvalitet. Derimod er der flere piger, som føler sig ensomme. Måske fordi drengene som nævnt bliver ved med at have flere venner, de er sammen med, også når de bliver lidt ældre – f.eks. 19 år.

Alligevel er det altså i langt flest tilfælde drenge, der bliver udstyret med en ADHD-diagnose og fyldes med medicin af samme årsag. Går vi tilbage til Skolebørnsundersøgelsen, finder vi måske en flig af svaret på hvorfor:

For forældrene er betydeligt mere bekymrede for drengene end for pigerne. Drengene får mere specialundervisning. De får betydeligt mere ADHD-medicin. Omvendt synes drengene gennemsnitligt, at de er godt tilfredse med livet. I højere grad end pigerne.

Noget kunne også her tyde på, at det i en vis grad er perceptionen af drenge, der styrer billedet af dem i den offentlige debat. Selv synes de at have det meget fedt…

Den danske dreng er altså ikke nødvendigvis nogen taberdreng, når man ser lidt efter.

Billedet bekræftes af, at pigerne nok er gladere for skolen end drengene i de yngre år, mens SFI-undersøgelsen viser, at drengene overhaler pigerne, når de bliver 19 år. I den alder er drengene gladere for skolen end pigerne.

Drengene følger også mere med i nyhederne og er mere interesserede i politik og i samfundsforhold. Flere 19-årige drenge (69%) end piger (66%) er under uddannelse. De vælger bare nogle andre uddannelser end pigerne. Drengene går i højere grad mod de erhvervsuddannelser, som man netop i disse år taler om vigtigheden af, mens pigerne i flokkevis vælger de længerevarende videregående uddannelser, der i nogle tilfælde uddanner direkte til langvarig arbejdsløshed.

Den danske dreng er altså ikke nødvendigvis nogen taberdreng, når man ser lidt efter.

Heller ikke når barndommen afløses af ungdomslivet. Denne rapport fra Center for Ungdomsforskning dokumenterer, at færre unge mænd end unge kvinder selv angiver, at de har problemer i deres liv. Og de unge kvinder vedbliver at have lavere selvtillid end de unge mænd, der i højere grad tror på sig selv.

Den unge danske mand er altså ikke nødvendigvis nogen tabermand, når man ser lidt efter.

Men hvad så, når de bliver fuldvoksne?

Tja, jeg er ked af at måtte fortsætte remsen.

Som man vil vide fra kønsdebatten tjener mænd fortsat gennemsnitligt flere penge end kvinder. Ikke mindst fordi de ofte har nogle andre typer jobs, og fordi de arbejder mindre i det offentlige og mere i det private erhvervsliv end kvinderne. Omvendt gør kvinderne ofte brug af velfærdsstatens serviceordninger til borgere og familier. Samlet set betyder det, at en gennemsnitlig mand er nettobidragyder til samfundskasserne gennem livet (+0,6 millioner kroner), mens den gennemsnitlige kvinde har et underskud på 1,6 millioner kroner i det samme regnskab. Mændene finansierer altså i højere grad velfærden, kvinderne bruger i højere grad af den.

Den danske mand er altså ikke nødvendigvis nogen tabermand, når man ser lidt efter.

Alt i alt arbejder den danske mand også mere end den danske kvinde, når man både tæller timerne på arbejdsmarkedet og i hjemmet med. Forskellen er, viser denne undersøgelse fra Rockwool Fondet, hele 17,5 arbejdsdage i snit pr. år – pr. mand/kvinde. Eller 23 minutter pr. dag. Og afstanden mellem ham og hende målt i arbejstimer er endda stigende. Det er stadig sådan, at mændene lægger flere timer på arbejdsmarkedet, mens kvinderne bruger flest timer på husarbejde i hjemmet. Men i forhold til tidligere årtiers opgørelser tager manden mere fra derhjemme, end kvinden øger antallet af arbejdstimer ude. Så han knokler.

Men det er stadig i højere grad kvinderne, der går ned med stress og finder de nye tider med dobbelt ansvar mest belastende. Måske fordi de forventer mere af sig selv? Under alle omstændigheder er de faktuelle omstændigheder disse: Mænd arbejder lidt mere. Og knækker lidt mindre ofte sammen.

Den danske mand er altså ikke nødvendigvis nogen tabermand, når man ser lidt efter.

Tilbage er de to største, nærmest uudryddelige fortællinger om den moderne mands trakasserier: Han er en social taber. Og han er syg og elendig.

Men heller ikke de to sandheder viser sig ved nærmere granskning at være uden nuancer.

Tager man Danmarks Statistiks oplysninger for gode varer, er der således alt i alt flere kvinder end mænd mellem 16 og 64 år, altså i den arbejdsdygtige alder, der er offentligt forsørgede. Selv når man har trukket skævhederne som følge af barslen fra.

Der er flere Carina’er end Dovne Robert’er, må man derfor forstå.

Den danske mand er altså ikke nødvendigvis nogen tabermand, når man ser lidt efter.

Og så er der det med sygdommene og elendighederne. Vi har tidligere konstateret, at drengene synes deres helbred er bedre end pigerne. Det samme gælder for de voksne mænd. Den evindeligt fortalte vinter-historie om den vidt udbredte manflu, der sender granvoksne herrer på langs ved den første, den bedste feberstreg, holder altså ikke i byretten. Færre mænd føler, at de har langvarige helbredsproblemer. Og mænd har færre sygedage. Kikker man alene på det offentlige, er forskellen på antallet af sygedage markant – uanset jobfunktion.

Og når de så bliver gamle – ja, så er der en forholdsvis mindre andel af mændene, der i en høj alder modtager hjemmehjælp. Ovenikøbet er mændene godt i gang med at indhente kvindernes historiske forspring i forventet levetid. Omkring 1980 levede en kvinde i gennemsnit 6,1 år længere end en mand. I dag er forskellen reduceret til 4,1 år.

Selv ved livets slutning er den moderne danske mand altså ikke nødvendigvis nogen tabermand, når man ser lidt efter.

Så det er muligt at Ditte Giese og andre synes, at en vigtig maskulin tendens er den, hvor mænd er vrede på kvinderne over deres nye taberstatus og derfor uden videre kan rubriceres blandt ”en broget flok som den voksende Men’s Rights Movement, de opsigtsvækkende (hvide) skoleskyderdrenge, forsmåede fraskilte mænd, ufaglærte mænd som finanskrisens jobløse tabere, neonazisterne og mænd, der efter seksuelle afvisninger tager hævn over tilfældige kvinder”.

Men gider man se lidt nærmere efter, ser man nærmere en dygtig dreng. En glad dreng.

En flittig mand. En rask mand.

En ansvarlig fyr. En hårdtarbejdende fyr.

En dreng og en mand fuld af selvtillid, med mange gode venner og nære relationer, med antennerne ude i forhold til politik og samfundsforhold, en mand der ikke har så mange øv-dage på jobbet, men som bider tænderne sammen og gør sit. Herunder i stigende omfang derhjemme.

Sådan er den moderne danske mand også.

Nej, den danske mand er ikke nogen tabermand, når man altså ser lidt efter.

KLIK HER OG FØLG MIG PÅ FACEBOOK

KLIK HER OG FØLG MIG PÅ TWITTER

64 kommentarer RSS

  1. Af Erik Carlsen

    -

    AFTER THE GOLDRUSH II
    Birgit Hviid Lajer
    Jeg troede engang, lidt naivt, at vi havde demokratie og ligestilling her i DK. Men dette gælder ikke for danske mænd, der gerne vil have ret til familie sammenføring med deres biologiske børn. Dette stopper det Kønsfacistiske og Feministiske danske retssystem, således at den danske mand konsekvent IKKE får ret til at se sine børn mere. Efter at den feministiske kvinde har hjernevasket de fælles børn I 18 år med, at deres biologiske far er en total nar samt idiot, er det mere end svært, at opnå kontakt til den danske mands børn, efter 18 år fravær.
    Løsningen for den danske mand er, at vælge en udenlandsk kvinde, som har nogle helt andre familie værdier, og dermed få en dejlig og velfungerende familie samt lykkelige børn. Ligesom jeg selv har gjort, og dermed fået en dejlig familie, uden Feminister.
    FROM RUSSIA WITH LOVE.
    EC SHADE

  2. Af Ulf Timmermann

    -

    Kan huske forkert om de her “gamle dage”, der tilbage i 50’erne og 60’erne og til op i begyndelsen af 70’erne, men husker det som, at faren også var “skurken” dengang ifølge “systemet”. I det hele taget mener jeg, at Kvindekampen fra dag ét byggede på en fejlfortolkning af magtforholdet mellem kvinder og mænd i de her “gamle dage”, dels på det juridiske plan, men først og fremmest på det private plan i denne magtkamp som stort set ethvert parforhold (også) er. Med mindre de pågældende havde “vundet i lotteriet”.

  3. Af Axel Eriksen

    -

    @ Ulf Timmermann!

    Nu skal det hele jo ikke være så surt – lotteriet:

    Konen havde vundet 100.000 i lotteriet.
    Hvad skal vi bruge pengene til, spurgte manden.
    Først skal jeg have mig et kørekort, svarede hun – så må vi se, hvad de sidste 500 skal bruges til!

  4. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Erik Carlsen – 08:55

    Det lyder svært, det plejer kun at være i særligt ekstreme forhold hos en far, at man tyr til totalt nægtelse af samkvem, som jeg har forstået systemet.
    Helt små børn tilfalder sædvanligvis moren – men da med hensyn til samkvem med en far, hvis der ikke er særdeles grove forhold i dennes liv, såsom vold, incest, druk/narko o.a.

    Systemet er faktisk ligedan ofte særdeles patriarkalsk i forhold til kvinder – men dette udmøntes ikke kun af kvinder, men også af mænd.

    det bør almindeligvis være sådan, at der tænkes på barnet, dets verden. Hvordan ser den ud ved en skilsmisse, hvor også kvinder ofte bør tage sig en del mere sammen og se dette og tage dette som udgangspunkt.

    Således at forstå, at det mindst muligt går ud over et barn, så det kan bevare ’sin verden’, som har betydning for dette.

    Det gjorde jeg selv i sin tid, så intet blev udeladt for mit barn, fordi hans far og jeg var blevet separeret. Det var nemt nok – men da altid en sorg, at man må skilles.

    Men – jeg skal ikke kunne afvise, at uretfærdige afgørelser eksisterer; men det lyder grelt i din situation – og børn, når de vokser til kan sædvanligvis tænke selv. Jeg ved ikke, om dine kan være bildt ind el kan have troet, at du ingen interesse havde i dem i alle disse år, så det er vel kun at tage kontakt, forsøge dette overfor dem.

  5. Af Erik Carlsen

    -

    AFTER THE GOLDRUSH. III
    Birgit Hviid Lajer.
    Når manden står oppe hos kvinden, og banker pænt på hendes dør, fordi manden tror, at det er hans tur til samvær med hans børn, og døren så ikke bliver lukket op, kan manden ikke gøre noget som helst imod dette. Manden kan nu henvende sig til det kønsfacistiske STASI retssystem for, at få det til at gøre noget således, at manden kan få lov til at se sine biologisk børn. Men han vil hurtigt opdage, at det kønsfacistiske danske retssystem vil ikke hjælpe manden med, at se sine børn imod den danske kvinde. Efter at have været til grin i dette system et par år, med utallige henvendelser til det kønsfacistiske retssystem, giver de fleste mænd op og finder på noget andet at bruge deres tid på, end at skrive breve til dette Kønsfacistiske STASI system, der systematisk nægter den danske mand retten til sine egne børn.
    Jeg var også en af de utallige danske mænd der mødte dette Kønsfacistiske STASI system. Men jeg har arbejdet hele mit liv, og betalt til STASI systemet.
    EC SHADE

  6. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Det er vanskeligt at se til enkeltsager, der må være givet en årsag. Ellers kan det ikke lade sig gøre at udelukke en far, skulle jeg mene. Trist. Men systemet er nu ikke udelukkende og evt. diskriminerende over for mænd, kan jeg hilse at sige.

  7. Af Hans Hansen

    -

    Birgit Hviid Lajer, 13. december 2013 kl. 19:05

    “Det er vanskeligt at se til enkeltsager, der må være givet en årsag. Ellers kan det ikke lade sig gøre at udelukke en far, skulle jeg mene. Trist. Men systemet er nu ikke udelukkende og evt. diskriminerende over for mænd, kan jeg hilse at sige.”

    Det er desværre sådan, at man udelukker i enkeltsager på baggrund af generelle vedtagelser. Problemet er reduceret efter ændring af forældreansvarsloven i 2008, men igen forværret efter socialdemokraten Karen Hækkerup’s evaluering i 2011. Det er gjort med begrundelsen af barnets tarv.

    Derfor er det svært at bort fra venstrefløjens fantasifulde tilknytning til den elitære feministbevægelse, hvis agenda ikke kun er ligestilling.

    Begrundelserne er kompliceret på skrift, men ikke i praksis. Når en kønsfikseret organisation vurderer emner, kan agenda ikke adskilles fra målsætning uanset køn. Der er ikke tale om uvildighed eller retfærdighed, men om opretholdelses af status.

    Således er enhver af sådanne organisationer demokratisk uegnede, og politisk afhængighed uacceptabel.

    Kort sagt handler opretholdelse af moderens status som omsorgsansvarlig, en konservativ tilgang til fornyelse på ligestillingsspørgsmål, og derfor har feministbevægelserne ændret syn på ligestilling. I det mindste når det handler om forældreansvar.

    Men der er også grund til at nævne forskellen på bevægelserne. Nogle er mere ekstreme end andre. Fælles for dem er dog, at ingen ønsker ligestilling på forældreansvarsområdet.

    Barnets tarv bruges opportunistisk til at sikre moderens forfordeling. Dansk Kvindesamfund, der selv udtaler berettiget ligestillingskrav, har medlems konsensus om moderens lovnæssige forfordeling vedr. forældreansvar.

    Det kommer eksempelvis til udtryk ved, at bopælsforælderen, stadig ofte moderen, har ret til at forhindre faderens samvær.

    Således har Karen Hækkerup bekendt kulør, at hun er politisk infiltreret af kvindebevægelsen og deres stærkt kritisable advokater.

  8. Af Hans Hansen

    -

    Jeg skulle måske tilføje, at nu Karen Hækkerup er unævnt til justitsminister, så kan man forvente nye venstreorienterede skandaler, ikke mindst iht forældreansvarsloven.

  9. Af Axel Eriksen

    -

    @ Hans Hansen!

    Nu er jeg fandeme træt af folk, der ikke ved hvad “forfordeling” betyder!
    Slå det dog op!

  10. Af Hans Hansen

    -

    Axel Eriksen, 13. december 2013 kl. 21:46

    Tag og skrue ned for charmen Axel.

    Hvis du ikke var sådan en gammel dreng, og holdt dig lidt opdateret, så ville du vide, at verbum forfordeling idag kan bruges på to måder.

    – Give nogen mindre end andre eller mindre end vedkommende har krav på; behandle nogen dårligere end andre.

    – Give nogen mere end andre eller mere end vedkommende har krav på; behandle nogen bedre end andre.

    Tager du iøvrigt imod råd Axel dreng? Så stil hellere indvendinger som spørgsmål. På den måde undgår du at føle dig dum, når det går galt.

  11. Af Hans Hansen

    -

    Jeg har gjort dig den tjeneste Axel, at følge dit forslag, kun for din skyld. Jeg behøver det jo ikke. Er du glad nu?

    biblioteksvagten.dk/single_question.asp?quid=150024:24e11c1b-d967-b764-d1c7-858272fa6c4b

  12. Af Axel Eriksen

    -

    @ Hans Hansen!

    Ja, ja, men den oprindelige betydning var førstnævnte!

    Gider du lige slå “bjørnetjeneste” op også?

    Og så godt ord igen!

    Venligst Axel

  13. Af Hans Hansen

    -

    Ja det er korrekt. Den oprindelige betydning er som du nævner.

    Nu har du sparet dig for en fremtidig irritation. Der er flere i om hjørnet. Mener du at gøre bjørne tjenester?

    Nu er det jo så heldigt, at i dette selv samme øjeblik, vender næsen direkte imod historiens største encyklopædi. Den der søger skal finde … 😉

    Mvh

  14. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Hans Hansen – 13. dec. – 21:30

    Jeg har ikke været tæt på sådant i en del år – men jeg forstår ikke en lyd: At der ikke tages udgangspunkt i barnets tarv, dvs også en fars nærvær mm, der bør prioriteres ligeså højt, alt efter barnets alder og efter forældrenes egne ønsker.

    Desværre er forældre ikke altid voksne, så der er megen kævl, der kunne undgås – og som ofte er irrelevant for barnet og dets situation, medmindre der er tale om grove forhold – det være sig hos moren eller faren.

    I vores kultur er vi, mand som kvinde, jo oftest vant til, at det er moren; men barnet skal tilgodeses bedst og mest muligt i forhold til samvær med begge forældre. Andet er ikke i orden, hvis vi taler om ganske alm forhold.

Kommentarer er lukket.