Derfor bliver jeg aldrig feminist

Af Tom Jensen 60

…nej, selvfølgelig gør du ikke det, kan jeg allerede høre nogen sige. Du er jo for pokker en mand, altså! Men det er nu ikke nogen hindring. Den tidligere svenske statsminister Göran Persson var som bekendt selvudnævnt feminist, lige som ikke så få andre mandlige svenske politikere og debattører er det. Herhjemme findes bloggeren Mandfjols, der også kalder sig feminist, Dansk Kvindesamfund har svaret positivt på spørgsmålet, om mænd kan være feminister, Kvinfo har udgivet en “Håndbog i feminisme for mænd” med det salgsbudskab, at “feminisme ikke blot kæmper for bedre vilkår for kvinder, men at det handler om køn – og at feminismens krav om ligestilling mellem kønnene også vil forbedre mænds liv”.

Så måske skader jeg ligefrem mit eget liv, men jeg bliver altså aldrig feminist.

Jeg er ikke feminist, fordi feminismen gør det, mange ismer gør, hvad den nyligt opblussede debat om fædrebarsel atter viste. Feminismen flytter fokus fra individet, fra det enkelte menneske og til den kollektive tilstand i gruppen. Det er selve feminismens livsgrundlag. Dens eksistensberettigelse er at se kvinder som en gruppe og anskue hver enkelt kvindes udfordringer, problemer og livsvilkår som et udtryk for, at de tilhører netop denne gruppe. Modsat anskues mænd som en konsekvens af dette også som en gruppe.

Det er derfor, jeg ikke er feminist. For jeg vil forbeholde mig ret til at se mennesket og ignorere gruppen. Feminismen ignorerer mennesket og ser gruppen.

Det betyder samtidig, at feminismen afstedkommer det modsatte af, hvad den prætenderer. Feminismen påstår at ville arbejde for, at kønnet ikke betyder noget for et menneskes muligheder i livet. Men midlet, den tager i anvendelse for at nå dette mål, er at fiksere enhver diskussion i forhold til netop det, man gerne vil neutralisere. Kønnet. Alt bliver pludselig et spørgsmål om køn. Alt defineres efter, hvordan en gruppe – kvinder eller mænd – gennemsnitligt agerer, og alle forklaringsmodeller tager sit udgangspunkt i kønnet.

Feminismen vil neutralisere betydningen af kønnet, men gør det ved at forstørre betydningen af kønnet. Når kvinder som gruppe arbejder lidt færre timer ude og lidt flere timer i hjemmet, anvendes forklaringsmodellen “køn” som standardsvar på, hvorfor det er tilfældet, og den samme forklaringsmodel anvendes over for mænd. Denne kollektive forklaringsmodel trækkes så ned over hvert enkelt menneske, hver enkelt kvinde, hver enkelt mand.

Derimod anskuer man ikke virkeligheden som en kompliceret sum af enkeltmenneskers handlinger og beslutninger, hvoraf nogle givet handler om køn, andre om noget helt andet. Feminismen har standardsvaret på enhver målbar forskel mellem mænd og kvinder. Den skyldes kønnet, og det må den ikke. Derfor har feminismen også standardsvaret på, hvordan disse forskelle skal ophæves, nemlig med love og regler, som både mænd og kvinder som grupper og som individer må indordne sig under for at få kolonnerne til at stemme i det store ligestillingsregnskab.

Hvad den enkelte kvinde og den enkelte mand har af overvejelser, motivationer og følelser bag sine valg, bliver dermed af mindre betydning. De må underordne sig hensynet til de kollektive omstændigheder i den gruppe, som er feminismens eksistensberettigelse. Uden gruppen, ingen sag.

Hvilket jo er hele kernen i diskussionen af øremærket barsel. Snarere end at se både kvinder og mænd som enestående mennesker, hvis valg styres af mange forskellige overvejelser, ser man dem som to grupper, der skal kvoteres på niveau med hinanden med lovgivningen i hånd. Pyt med den enkelte, skidt med den enkelte families behov og overvejelser, blot regnskabet mellem grupperne kan bringes til at gå op. Så ville alt være godt, en feministisk milepæl ville være nået, uanset at midlet er en lovbefæstet underkastelse, man kunne undgå ved at droppe enhver øremærkning af barslen til såvel kvinder som mænd.

Men dét ville til gengæld være det samme som at opgive det statslige styringsredskab, feminismen har brug for, hvis det skal kunne lade sig gøre at genne rundt med mennesker udelukkende betragtet som brikker i en kollektiv gruppe. Derfor afskyer feminister, når nogen foreslår at afstå fra at benytte disse styringsredskaber:

Skærmbillede 2013-09-12 kl. 14.18.20

Det er blandt andet derfor, jeg aldrig bliver feminist.

At feminismens tilgang til spørgsmålet om køn reelt afstedkommer en usund fiksering på kønnet snarere end en neutralisering af kønnet, selv om det er det sidste, der argumenteres for som feminismens mål, ser man tegn på mange steder. Kendetegnende er det, at kønnet bliver gjort til et særligt indsatsområde, som går på tværs af alt andet, og ultimativt kan trumfe alt andet. Et eksempel: Man ser det i kommunale handlingsplaner fra Københavns Kommune som denne, der lægger op til, at kommunen “integrerer køn og ligestilling ind i al politik og planlægning”. Jeg gentager: Ind i “al politik og planlægning”. Man tillægger altså lige præcis spørgsmålet om køn så afgørende vægt i alle spørgsmål, at man død og pine skal tage hensyn til det, uanset hvilken sag man måtte sidde og behandle politisk eller i en forvaltning i hovedstaden. Man foretager samtidig detaljerede målinger af kønsfordelinger i alle mulige sammenhænge og omsætter det til et dynamisk ligestillingsbarometer.

Det sker vel at mærke og i al fairness ikke kun den ene vej; når man betragter kvinder som en gruppe, må man jo som konsekvens heraf betragte mænd som en anden gruppe, hvorpå man kan give sig til at måle. Således står det klart, at 52 procent af det “pædagogiske personale ved legepladser” i Københavns Kommune består af mænd.

Jeg kan ikke på nogen måde finde veje til at redegøre for, hvorfor dét er en relevant oplysning at bruge kommunale midler på løbende at måle sig frem til. Det skal man nok være feminist for at forstå.

Det er blandt andet derfor, jeg aldrig bliver feminist.

Fikseringen på kønnet, snarere end den ønskede neutralisering af det, ser man også i den afart af feminismen, der udspiller sig i visse daginstitutioner og vuggestuer, hvor socialkonstruktivister til stadighed forsøger at argumenterer for værdien af kønsneutraliserende initiativer ud fra den ideologiske stillingtagen, at det er sociale påvirkninger, der eksempelvis får piger til at lege med dukker og drenge til at spille fodbold. Og at man kun ved at dekonstruere disse påvirkninger for alvor kan sætte mennesket – og kønnet – fri. Det er en vanvittighed, som fylder mere i debatten og i TV-dokumentarer end i virkeligheden. Men i Sverige er der da eksempler på, at det er ført ud i praksis.

Præcis som når feminismen ender med at sætte en prisme op foran sig, hvorigennem man ser kønnet som forklaring på alting, næsten uanset hvad der diskuteres, ender de kønsneutraliserende konstruktivister i disse politisk korrekte institutioner med at bruge uanede kræfter på børnenes køn. De jager rundt og forsøger at få Anton til ikke at spille fodbold, men derimod lege med dukker som Anine, og de kæmper desperat for at få Bella flået væk fra dukkerne og ud på fodboldbanen til Benny. Kønnet, som de vil neutralisere, ender med at blive en besættelse snarere end en befrielse, og tilbage står lille Anton formentlig og undrer sig over, hvorfor han ikke bare kan spille fodbold i fred, mens lille Bella tilsvarende funderer over, hvorfor pokker hun ikke kan få lov til at fortsætte stilfærdigt med sine dukker.

Men det kan de ikke, for som individer er de i denne forbindelse ligegyldige. Det er som kønsmæssige grupperinger, de anses for kollektivt interessante i det socialkonstruktivistiske forsøgslaboratorium.

Det er også derfor, jeg aldrig bliver feminist.

Men, onde mand, går du da ikke ind for ligestilling? Jo, jeg går ind for ligestilling. Jeg er heller ikke antifeminist. Jeg går ind for den ligestilling, hvor et samfund ikke i sin lovgivning diskriminerer en gruppe i forhold til en anden. Den ligestilling, hvor virksomhedsbestyrelser med samme naturlighed kan bestå af kvinder, mænd, eller en ligevægt af begge. Den ligestilling, hvor man har samme rettigheder, uanset hvem man er. Uanset hvilket køn man eksempelvis har.

Men jeg kan ikke acceptere den feministiske drøm om et samfund, der vælger at detailregulere menneskers liv, færden og beslutninger ud fra ét eneste parameter, nemlig deres køn, uanset at der måtte være mange andre grunde til, at de i en given situation handler som de gør. Jeg kan ikke acceptere den feministiske drøm om et samfund, der forsøger at kompensere for enkeltmenneskers handlinger og beslutninger ved at diskriminere bestemte grupper for at opnå den kollektive ligevægt, der også er denne ismes evige mål. For det er værre end de uligevægte, der måtte blive resultatet af, at mennesker inden for rammerne af en ligestillet lovgivning sættes fri til at leve deres liv selv.

Jeg kan samtidig ikke acceptere feminismens (og antifeminismens) evige, kønsbaserede motivfortolkning, hvor enhver holdning eller handling, man måtte foretage sig, tilskrives det faktum, at man tilhører et bestemt køn. Det er en utilstedelighed, og det er med til at gøre kønsdebatten ulideligt skyttegravsagtig. For der er ligesom ikke nogen vej uden om. Enten er man placeret bag den ene befæstning. Eller også er man placeret bag den anden.

Hvilket jo er meningsløst, når man nu kender mennesker. Overalt i verden forlader mænd og kvinder kønskampens skyttegrave hver eneste dag og møder respektfuldt hinanden, professionelt og privat. Til tider udvikler det sig i en overraskende retning, og de forelsker sig måske i hinanden. Det sker hver dag på caféer, arbejdspladser, i sportsforeninger, hjemme i stuerne og på åben gade. Kvinder og mænd mødes, måske gifter de sig og får børn, og når det sker, ser de selvfølgelig på hinanden som køn (og ja, det gælder også, hvis det er kvinder og kvinder, der mødes, eller mænd og mænd…)

Men det er samtidig et suverænt menneske, man da allierer sig med. Man subjektgør så at sige kønnet, i modsætning til feminismens kollektive objektgørelse af kønnet. Man tegner ikke abonnement på en gruppe, på det samlede kollektiv af kvinder eller mænd. Man bliver kæreste eller gifter sig med én. Én. Heldigvis, for når man anskuer mennesker kollektivt, begynder ulykkerne gerne at hagle ned.

Det gælder også i forholdet mellem kvinder og mænd.

Derfor bliver jeg aldrig feminist.

FØLG MIG PÅ FACEBOOK

FØLG MIG PÅ TWITTER

60 kommentarer RSS

  1. Af Nanna G

    -

    Bjørn

    “Du skriver at du er feminist og at du tilhører den fløj, som er biologister.
    Jeg forstår at det indebærer at du forsvarer kvinders rettigheder baseret på deres biologiske egenskaber.”

    – Ja og ligestillingsfeminister gør det modsatte: bekæmper kvindens trang til at give efter for yngelplejeinstinkterne ved at angribe det tidlige moderskab under barslen. Det er kvindens egen indre stemme, de prøver at undertrykke, når de så ihærdigt vil rive barnet ud af armene på moderen.

    Derfor har jeg en meget kritisk holdning til disse “feminister”.

    “At kønnene er forskellige og har forskellige genetisk betingede egenskaber går jeg ud for er en kendsgening som du accepterer og dermed erkender at kvinden biologisk dermed er bedre egnet fysiologisk og mentalt til at tage sig deres børn og at kvinders psyke når de har født, totalt er koncentreret om deres barns tarv.”

    Ja, men det tager tid at udvikle sig som mor og lære sig selv at kende som den ændrede person man er, når man har født. Omgivelserne skal støtte op om denne proces.

    Ligestillingsfeministerne er sjovt nok også meget biologistiske her, idet de tror at kvinden har et automatisk fortrin som forælder, som de så vil udligne ved at skubbe hende væk fra barnet så manden, ved at være alene med babyen, kan stå “lige” med hende.

    Problemet er bare, at det ikke er nok at have evnen og instinkterne til yngelpleje, hvis ikke man praktiserer det. Det kan føre til frustration hos mor og barn, fordi deres behov for hinanden undertrykkes. Så kan en naturlig mor gå hen og blive en dårlig mor.

    “At tro at mænd på samme måde har de egenskaber er der der ikke biologisk og genetisk belæg for.
    At ville tvinge mænd til at være noget de ikke er, forekommer mig at være en tåbelighed.”

    – Ja, og dertil kommer, at det kan ødelægge parforholdet, hvis rollerne ikke fordeles, så begge føler sig lykkelige.

    Hvis drenge drømte om at pusle om børn, legede de nok med dukker. Men det er pigerne, som elsker disse lege. Ligestillingsfeministerne stiller sig således i vejen for andre kvinders drømme, hvilket er at prøve at betvinge andres frihed.

    Det er skammeligt. De har rigtig godt af, at de tabte slaget om tvungen fædrebarsel. Men de vil fortsat presse mænd på barsel, så slaget er ikke slut endnu.

    “Grunden til at feministerne vil tvinge mænd til at tage barselorlov ligger i at at de tror at at hvis vi kan frigøre kvinderne fra deres naturlige behov for at tage sig af deres afkom, så vil de være i stand til at klare sig bedre på arbejdsmarkedet.”

    – Ja, og det er noget vrøvl. En karrieremor har også brug for sin barselsorlov for at få et trygt barn som kan tåle, at hun passer sin karriere. Hun skal i hvert fald have muligheden.

    “For som det er nu, er de fleste kvinder ikke representeret i ledelsen af samfundet fordi de ikke investerer den tid der skal til for at nå det mål, fordi de prioriterer anderledes.”

    – Men mange kvinder har investeret den nødvendige tid, hvorfor kvinder også er blevet mere synlige i ledelsen af samfundet. Men i Rødstrømpetiden havde kvinderne mere tid til at organisere sig, mødes med hinanden og blande sig i samfundsdebatten end de har i dag. Kvindernes dobbeltarbejde betyder mindre tid til demokratiet og fællesskabet, hvilket ikke har gavnet kvindesagen.

    Før Rødstrømpebevægelsen var kvinderne organiserede i stort tal i kvindeorganisationer, som gjorde sig gældende i samfundet. Men rødstrømperne fik kvinderne smidt ud på arbejdsmarkedet. Så forsvandt tiden til at holde liv i kvindebevægelsen, som skrumpede kraftigt. De tog livet at den kvindebevægelse, som folk, som ikke ved bedre, giver dem æren for!

    “At tro at samfundet kan tvinge kønnenes forskelligheder til at prioritere imod deres natur er kun noget som drømmere og urealistiske fantaster fremfører med.”

    – Var det bare så vel… Piger bliver hjernevaskede til at stile efter en karriere, så de først tør få børn, når det er ved at være for sent. Det ligger meget dybt i dem at præstere og det tynger dem allerede i teenageårene og hindrer dem i at kunne slappe af og nyde livet.

    Det kan drengene så til gengæld, men får så ofte ikke den uddannelse, de burde, fordi man har feminiseret dyden at lære noget.

    “Der er også kvinder der slår mænd ihjel.
    Der er undersøgelser der bekræfter at kvinder er lige så agressive som mænd.
    Men da mænd af natur er stærkere end kvinder er det indlysende at konsekvensen er alvorligere.”

    – Aggression er forbundet med testosteron som mænd har langt mere af end kvinder. Den største ulighed blandt mennesker er, at kvinder har grund til at frygte mænd, som kan skade dem på en måde, som ingen andre hanner gør hos nogen anden dyreart.

    Det er langt fra alle mænd, som har disse tilbøjeligheder. Men eksistensen af disse problemer er det vigtigt at samfundet forholder sig til på en måde, så problemet bliver begrænset.

    Et velfungerende retssamfund med passende straffe mener jeg er et godt værn.

    Ligeledes vil det være en fordel, hvis den menneskelige intelligens kan bruges til at forebygge den slags.

    “At både mænd og kvinder er i besiddelse af agressivitet er en kendsgerning”

    – Ja, men kvindens er kulturelt undertrykt. Man kan godt vise aggression på en ikke-voldelig måde. Det synes jeg godt kvinder kunne gøre noget mere for at dæmme op for mænd, som opfører sig undertrykkende.

    Dybest set er mand-kvinde relationen meget harmonisk og selvregulerende. I jæger-samlerkulturen er kønnene mere lige. Så hvis samfundet lader os være os selv, vil mange problemer slet ikke opstå.

    Mvh
    Nanna
    FemininFrihed

  2. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Barnet er ligeglad med arbejdsmarked, ligestilling og andre slåskampe.

    Barnet, dvs ethvert menneske, har sine behov, og det er først det eksklusive forhold ml mor og barn, der tæller for barnet, hvorefter faren kommer ind i billeder, i forhold til dets udvikling.

    Ser vi til dette, så er ligestilling også til stede og dermed opnåelig.

    Staten skal give en lige og åben mulighed for både mand og kvinde, så familierne selv kan bestemme – og så kan vi fremover formentlig se til en proces, hvor fædre også vil være obs på deres børn i deres barndom, dvs i førs-skolealderen, hvor han i 3-4 års alderen bliver særligt vigtig og derfor primær for dem, hvor moren før var den primære omsorgsperson.

    Vi ved det – og barnet fortæller fordelingen, og det ser samtidig ud til, at det ikke er gavnligt, at der byttes om på kønnet ml far og mor for barnet i den tidlige alder, hvor man ønsker (el nogen gør det) permanent at lade mænd/fædre overtage dér, fremfor moren i en barsel, der i forvejen har været hårdt tilkæmpet, og hvor en del kvinder i samråd med deres mænd alligevel vælger længere barsel og dermed at undvære materielt aht til barnet.

    Det er sølle, at et samfund skader dets borgere fra dag ét!

    Der er ikke noget i vejen for, at mænd kan give et barn en flaske og aflaste en mor i en given situation, hvis hun ikke ammer el ammer fuldtids – men, hvor moren ikke er syg el måske død, så skal denne rækkefølge mest muligt tilgodeses aht til barnet, såvel som moren, der også har båret barnet, er hormonelt indstillet overfor dette og dets behov.

    Det er det overordnede i forholdet: barn, mand og kvinde. Denne rækkefølge er det optimale for barnet og dets udvikling.

    Tidligere havde manden en karriere udenfor hjemme, hvad han oftest stadig har, og kvinden havde sin karriere med barn/børn og hjemmet.

    Nu vil kvinderne gerne være aktive i jobs i større udstrækning udenfor hjemmet på ofte lige fod med mændene; men vi har altså et arbejdsliv på 40-50 år hver især, så det er for kortsynet ikke at se til, at samfundet har brug for nye borgere – og ofte ikke se, at det også er mænds/fædres børn, altså deres andel heri såvel som moren.

    Men det hele forkludres af andre diskussioner ml mænd og kvinder – det handler sjældent om barnet, det gør forslaget om fædres ligefrem barsel heller ikke. Den handler om kvinder, der enten ikke magter opgaven el gider denne.

    Al debat handler som en sjældenhed om barnet. Det er sværere og sværere at få øje på, fordi der er ført en forkert familiepolitik – og stadig i så stor udstrækning, at vi underminerer hele molevitten i forholdet: barn, mor og far.

    Er medvirkende til, at forældre får dårligere betingelser for selv at varetage rollen under deres børns opvækst. Der er gået inflation i outsourcing, hvor der ikke er råd til filippinske unge kvinder som barnepiger og rengørings- samt indkøbs-assistenter osv.

    Vi betaler så i den sidse ende for alle ulykkerne, hvor vi gerne nu igen og igen fortæller borgerne, hvad de skal spise og træne langt ind i alderdommen – men ingen oplysninger om børns behov, hvor de nye fødevareminister nu er så stolt af at forholde sig ligefrem videnskabeligt til emnet og meddele borgerne disse resultater. Det fortjener de, meddeler hun glad! Hurra .. her gør videnskabelig orientering ikke noget, det ses ikke at komme i vejen for en hvilken som helst ideologi, for så er Fanden løs i mere end i Laksegade.

    (I øvrigt har vi alle i lange baner og i årevis hørt om disse fødevarer i forvejen også – det er ligesom 20/20-planen, der siges at være en helt ny opfindelse, fordi man vil forsøge at holde yderligere fast i dit og dat som procentvise mål. Det har man gjort hele tiden, holdt øje med udviklingen – og vi holder i forvejen politikere fast på deres indsatser el måske manglende).

    Det er stagnation og fantasiløshed, opgør med fortiden og troen på at vide bedre, når det gælder Vore Børn og samfundet velfærd i den sidste ende.

    Ingen gider, ingen vil betale – og ser ikke, hvad vi så betaler siden, hvor andet og bedre kunne gøres, nemlig at styrke forældrene aht til barnets tidlige oplevelser, dets sundhed siden fysisk og psykisk.

    Vi fortsætter – og endnu værre med at neurotisere mennesker og dermed hele samfundet, fordi der ikke sættes ind med oplysning og dermed viden til forebyggelse af disse, også hos pædagoger.

    Vi halser og mener, som vi har evner el interesse for. Og – det er ikke nok, hvis vi vil gøre tingene bedre.

    Vil vi egentlig det – andet end med ord!

    God onsdag.

  3. Af John Laursen

    -

    Fremragende kommentarer af Birgit Hviid Lajer og Nanna G, begge rammer lige i Bull`s eye. Bedre kan det ikke siges.

  4. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Ja, barnet, det enkelte menneske, bør være udgangspunktet og ikke alt muligt andet, når det drejer sig om en pasning/omsorg/opvækst for dette!

    Det er her vi ikke tænker langt nok, at barnet er ET MENNESKE, en senere voksen person, der også skal være med til at drive dette samfund videre!

    Et barn er ikke bare en levende DUKKE, der nok holder til det hele! Det gør det ikke – og ‘dikke dik’ fra den ene eller flere andre personer er altså ikke lige det, der er i vælten for det i de tidlige år.

    Det er ikke ligegyldigt! Det er afgørende for det enkelte barn/menneske!

  5. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Nanna G – og da generelt

    Jo flere aggressioner, et menneske må ophobe – og allerede fra tidligt i sin barndom, jo værre kan det blive, så derfor handler det om i høj grad at lytte til dets behov, hvor der tit siges enten fra eller slås hårdt ned på et barn, fordi man ikke vil, ikke forstår, ikke ved om el har tid til en forståelse og dermed en imødekommenhed og dermed opfyldelse.

    Derfor har vi også så mange frustrede mennesker med også ophobede aggresioner, se til de totalitære regimers oprør med de bagvedliggende autoritære opdragelser, hvor det enkelte menneskes vilje også knægtes, hvis den ikke passer til systemet og dets én gang opfattede virkelighed.

    Det er ikke ualmindeligt, at vi heller ikke altid selv kender el kan sætte viljen ind for helt rimelige og naturlige foretagender, fordi vi er blevet ødelagt i denne kunnen, fra barnsben.

    Derfor har viljen det hårdt – den er under tvang blevet reduceret temmelig kraftigt for det enkelte menneske i større el mindre omfang, når ofte ideologi påduttes mennesker at rette sig efter.

    Det er ganske nemt i en barndom, når menneskebarnet i så mange år – modsat dyrene – er afhængig af omgivelserne, og hvor det er langt nemmere at betjene sig af deres driftsliv for en autoritær opdragelse, da der skal så lidt til, blot true det, gøre det skamfuldt, angst, genert, ligefrem slå det el true dermed .. ha’ magten på også en ganske neurotisk måde overfor dette.

    Og – det går videre til næste og næste generation igen. Vi kan stille mennesket langt friere – og det er ikke det samme som 70’ernes såkaldt frie opdragelse, hvor alt var tilladt, hvor forældre var i oprør og ville andet og bedre for barnet.

    Det var en misforståelse, fordi så dominerer barnet uden retningslinjer – fx at barnet tegne på tapetet el andet møblement er naturligvis ikke smart for en familie, hvor man uden at forstyrre barnet og dets lyst her blot kan henvise det til l stk papir, en tavle el andet igen, så begge parter er tilgodeset, og barnet har en retning og viden om adfærd i den situation.

    Barnet er ikke uartigt af den grund, medmindre det sker i en slags trods for at få opmærksomhed; men ellers er meget nyt for et barn, og det er ikke født med at kende til omgivelserne på forhånd.

    Nogle forældre råber og skriger også lige ind i hovedet på barnet, når de finder, at de har magten, og tror, at den ligger dér! Ak ja .. 🙂 Poor children, når der faktisk er fare på færde også for deres velbefindende.

    Det er svært for små børn at forstå, at forældre kan være kærlige for så det næste øjeblik at skulle opleve dem nærmest rasende ved det mindste .. og ligefrem nærmest forsøger at skræmme livet af dem. Det sætter sig – og børn har sædvanligvis en fin hørelse.

    Når de bliver store nok, så siger de ‘Fuck You’.

    Det er som med dette: “Kan selv, vil selv!” fra de små i deres mere selvstændighedsgørende faser i barndommen – kraftigt kan det iagttages omkring 3-års alderen. Nej, det kan du ikke el det må du ikke .. så når ungdommen melder sig, og hvor der igen forsøges at knægte deres “Kan selv, vil selv”, så er der en sammenhæng – og FUCK-fingeren kan ikke blive kraftig nok.

    Det ser i ungdomsoprør, hvor politiet (også denne symbolske far-figur) og staten i øvrigt (den symbolske mor) skal have en på bærret – i stedet for ophavet, der grundlagde disse tendenser.

    Denne Brian et el andet, kendt rocker, hvor jeg så en overskrift i går på en avis ude i byen .. skal til at danne en ny bande-gruppe .. sikke et ødelagt liv fortsat, fremfor at bruge aggressionerne mere hensigtsmæssigt for sig selv til en alm tilværelse, fremfor konstante retssager og spjældture.

    —–

    Men – generelt: Det koster samfundet, hvor opdragelsen og identificeringer med forældre i barndommen ikke har været gode nok og OK for barnet og det unge menneske, for ændres miljøet for det i ungdommen, så kan en del reddes for det, hvor forhold tidl har været utålelige og langt fra hensigtsmæssige.

    Aggressioner kan ligeledes være koblet til seksualiteten, og så har vi fx voldtægterne.

    God torsdag! Mvh BHL 🙂

  6. Af Mænds arvesynd — På sporet af et moderne liv

    -

    […] det indebærer jo en kollektivisering af kønnet, som ikke alene her og nu kortslutter det enkelte menneskers holdninger og handlinger. Men gør det […]

  7. Af Peter Johansen

    -

    Jeg ved ikke helt hvad du mener med bioligister…men jeg går ud fra det betyder at hvis Louise vil spille fodbold, ja så må hun ikke det. Fordi fodbold kun er for drenge…eller hvis Louise vil være med i en krigsleg og kæmpe med sværd, ja så må hun altså heller ikke det. For det er jo kun for drenge, ikke sandt…

    Eller hvis Peter eller Arne eller Søren vil sidde og male og tegne eller lave perleplader, så må de da bestemt heller ikke dette; kun piger laver jo dette.

    Og til tom og nanna: I har intet fattet af hvad feminisme er! Feminisme er netop at gøre op med de herskende tanker ift. stereotypier om hvordan rigtige drenge og rigtige piger er og skal være. Og mange drenge/mænd hader sport….og mange piger elsker sport… Nogle drenge elsker at sidde stille, nogle piger elsker at være aktive.

    Og så dur det altså ikke vel at pigerne står og ser beundrende på drengene mens de spiller høvdingebold…eller at pigerne i børnehaven får malet negle, mens drengene spiller høvdingebold.

    Feminisme er at gå imod de kulturelle forventninger som samfundet/kulturen/staten har til hvordan piger og drenge skal være

  8. Af Lene Thomsen

    -

    Ja, barnet, det enkelte menneske, bør være udgangspunktet og ikke alt muligt andet, når det drejer sig om en pasning/omsorg/opvækst for dette!

    Det er her vi ikke tænker langt nok, at barnet er ET MENNESKE, en senere voksen person, der også skal være med til at drive dette samfund videre!

    Et barn er ikke bare en levende DUKKE, der nok holder til det hele! Det gør det ikke – og ‘dikke dik’ fra den ene eller flere andre personer er altså ikke lige det, der er i vælten for det i de tidlige år.

  9. Af Niels Olsen

    -

    I 43 år har jeg levet sammen med den samme person af modsat køn, men som bekendt må jeg ikke generalisere ud fra et eksempel.
    Dengang i 1970, da feminismen og marxismen stod i fuldt flor var jeg skam med på ideen om de rent kulturelt betingede forskelle på mænd og kvinder.
    Det er jeg ikke mere. Efter fyrre år er det ganske vist lykkedes at få mænd til at skifte ble, støvsuge og bage boller, men kun få kvinder har grebet hammer og sav. Kun få tager fat i donkraften, når hjulet skal skiftes og mange af de smukke aner end ikke, hvordan man tanker en bil.
    Ma læser i Politiken, at kvinder med høj uddannelse og høj løn gifter sig med mænd med endnu længere uddannelse og endnu højere løn. også fysisk skal manden være højere og vi hører jo, hvordan kvinder med boglig uddannelse går fra mænd med håndværksmæssig baggrund.
    Måske er det kvindens natur at søge en mandlig beskytter!!! Han skal kunne “rumme” hende mens han lader som om de er ligestillede.
    Måske var det bedre dengang manden byggede huset og kvinden skabte hjemmet!
    Måske har manden slet ikke noget medfødt instinkt for pasning af små børn. Tilbageskuende betragtede jeg vist mest mine børn som noget avanceret legetøj, spændende at se, hvad man kan få dem til, nå ikke generalisere fra et eksempel.

  10. Af Jeg gider ikke krigen mellem kvinder og mænd | På sporet af et moderne liv

    -

    […] Watson erklærede sig i talen som feminist. Jeg er feminisme-kritisk og har endda erklæret, at jeg aldrig bliver feminist. Man skulle tro, det var umuligt, at der kunne bygges bro mellem de to […]

Kommentarer er lukket.