Follow the money

Af Tom Jensen 52

Følg pengene. Det er der, historien er. Også når det gælder Distortion, som her i weekenden igen satte københavnske bydele på den anden ende. Glem forargelsen over det; lad kultursnobber og moralprædikanter om at harcellere over larm og tis. Der er jo kommet styr på oprydningen. Og larm hører byen til. Vil man høre lærkesang døgnet rundt, så køb et bondehus.

Nej, den virkelige, og den virkelig grumt interessante historie om Distortion finder man, hvis man følger pengene. For pludselig bliver Distortion til noget andet end en technogadefest. Den bliver til et mikrokosmos af det danske velfærdssamfund anno 2013. Her er hvorfor.

Sagen er, at en ikke ubetydelig del af økonomien i Distortion baserer sig på to indtægtskilder: Salg af gadearmbånd og offentlige tilskud. Gadearmbåndene er en slags turpas, ligesom i Tivoli. De kostede i år 100 kroner. Distortion havde budgetteret med, at der ville blive solgt 14.000 af disse armbånd. Man står nu med et hul i økonomien og panderynker i forhold til næste års arrangement, for kun 8.000 gad punge ud.

Her ligger første del af historien om Distortion som et mikrokosmos af velfærds-Danmark. For det var jo ikke fordi kun 8.000 deltog i Distortion. Politiet anslog således, at mindst 300.000 var med – cirka 100.000 deltog alene i gadefesterne onsdag på Nørrebro og 125.000 torsdag på Vesterbro, da Medina blandt andet sang gratis på Enghaveplads.

Gratis er her kodeordet. Hvis 300.000 deltog i Distortion, var der altså 292.000, som snuppede sig en gratis fest i den forløbne weekend. Bruger man den Mitt Romneyske retorik, er der altså tale om the 2,7 percent vs the 97,3 percent. De sidste – de 97,3 procent – er gratisterne og svarer altså til den uheldige Romneys 47 procent, dem han mente var predisponerede Obama-støtter, fordi de angiveligt lever af offentlige ydelser og ikke betaler nogen indkomstskat.

Det er de afslørende tal, der gør Distortion til et mikrokosmos. Der gælder jo det, hvadenten der er tale om et velfærdssamfund eller en techno-gadefest, at intet i virkeligheden er gratis, selv om man bilder sig ind, at det er tilfældet. Follow the money.

Når man får gratis lægehjælp, er den således ikke gratis. Der er nogen, der har betalt for den. Når man går gratis i skole, er det heller ikke gratis. Der er nogen, der har betalt for det. Men det er med velfærden som med frostvarerne i supermarkedets køledisk; vi er blevet fremmedgjorte, som de gamle marxister udtrykte det. Vi har levet så længe i et samfund, hvor pengestrømmene mennesker imellem er blevet bygget ind i så mange komplicerede mellemled, administreret af de offentlige forvaltninger, at vi ikke længere tænker nærmere over, hvem der har betalt for alt det dejlige gratis, vi har adgang til.

På den baggrund er det vel ikke så mærkeligt, at de 97,3 procent går til technogadefest i København i den indbildning, at festen kan vare ved også næste år, selv om de hver især undlader at slippe 100 kroner til et armbånd. I virkeligheden burde de sige tak og bukke til de 8.000, der trods alt købte, for uden dem var det jo gået rent galt. Men sådan tænker hverken velfærds- eller festgratisten. Man nyder efter behov og regner med, at nogen andre sikkert yder over evne, hvis det er det, der skal til.

Og det skal det jo, for de 8.000 betalende gæster er jo ikke de eneste, der punger ud for Distortion. De 292.000 gratister fra den forløbne weekend burde også sende en venlig tanke til alle borgere i hele Københavns Kommune. De har nemlig bidraget med en rund million til den gratisfest, som de 97,3 procent havde med hinanden.

Igen må man glemme forargelsen over larm, øl og tis og i stedet følge pengene. Det er langt mere interessant. Verden er alt for fuld af småtskårne typer, der forfalder til foragt og generaliseringer i forhold til det, man ikke selv er en del af, snarere end at holde sig til det vigtige, der ikke handler om, hvorvidt man mon er til sit eget køn eller clubbing, men om hvordan velfærdssamfundet skal prioritere sine midler.

Også her er Distortion et mikrokosmos. Eller rettere: Et makrokosmos, hvis man tager festivalens og det offentlige tilskuds efterhånden anseelige størrelse i betragtning. Men Distortion er et markant symptom på den kendsgerning, at tre mennesker fra samme kommune ikke er i stand til at opdage, at de har den samme hobby, uden at det udløser et offentligt tilskud.

For Københavns Kommunes vedkommende er det blot et greb i mødereferat-bunken fra f.eks. kultur- og fritidsudvalget, og man får et indtryk: Her gives der tilskud til Copenhagen Mural Festival 2013, hvor nogle husgavle skal udsmykkes, og her en oversigt over bevillingen til uddannelse af kulturpiloter i det såkaldte Imagine Nørrebro-projekt.

Her er der, fra blot to møder i musikudvalget, penge- eller garantibevillinger til så forskellige ting og sager som Koncert med Izar – Melting Pot Ensemble, Edition S koncert under Vinterjazz, Barefoot Records Koncerter under vinterjazz på Christianshavns Beboerhus, til Heavy Days in Doomtown i Ungdomshuset og Stengade arrangeret af Foreningen for Undergrundsmusikkens Fremme, til Valby Summer Jazz, til banddoktor Katrine Madsen fra Great Danes Big Band op til en koncert i LiteraturHaus og til en koncertrække på Flamenco Foreningen i København El Duende.

Og her, fra et tilfældigt møde i folkeoplysningsudvalget, beslutninger om offentligt tilskud til lokalebrug til så forskellige foreninger som Los Rojiblancos, Foreningen Venskab, Vuvuzela Dance Community, Allerød Armadillos Flagfootball Klub og Ørestad Jokokan Karate Skole. Og her fra et andet møde i dette udvalg offentlige tilskud til Rockets Cheerleaders, en cheerleaderskole, til opstart af street håndbold, til Multimedieværksted i Livsbanen, herunder et rapstudie, og til projektet Footvolley Cph.

Eksempler der vel at mærke udelukkende skyldes et lynhurtigt, usystematisk dyk ned i bevillingsposerne. Dyk selv videre på kommunens hjemmeside.

Med de kommunale midler siddende så løst tror da pokker, at de 97,3 procent under Distortion ikke blot lod de 8.000 tossegode armbåndskøbere betale for deres gratis fest, men derudover gladeligt lod kommunens skatteydere spæde til med en million uden at gide bidrage selv. For hvorfor dog gøre noget, hvorfor dog løfte en finger, hvorfor dog betale en krone, hvorfor dog tage bare antydningen af noget selvstændigt ansvar for nogetsomhelst i de sammenhænge, man indgår i, hvis tingene alligevel løser sig i den sidste ende, når nogen spænder det store, altomsluttende sikkerhedsnet ud under én?

Jo, Distortion var skam et velfærdssamfundets mikrokosmos. Eller måske i virkeligheden et destillat. Hvor tingene står renere og mere koncentreret, end vi ser dem til hverdag.

Det burde man egentlig takke for, og lad så de sure være sure og de forargede være forargede. Den slags er ligegyldig snævertsynethed.

Men det andet er væsentligt. Det er trods alt sjældent, en enkelt begivenhed får visse ting til at stå så klart.

Distortion 2013 på Nørrebro. De 97,3 procent fester gratis med de 2,7 procent.

FØLG MIG PÅ FACEBOOK HER

FØLG MIG PÅ TWITTER HER

 

52 kommentarer RSS

  1. Af Christian Knudsen

    -

    Anders Birkdal – jeg forstår ikke en fis af hvad du siger? Undskyld jeg er vestjyde, men dine mærkværdige forsvar for Nørrebro/vestrebro området i Danmark (undskyld Kjøvenhavn,) er uforståelig.
    Vi ovre vestfra kan kun sige – utroligt – men nyd det dog mens I kan! Jeg og mine jyske gode venner tror ikke I har det – eller får det – ret godt fremover. Vi føler med jer. !

  2. Af Balther Jensen

    -

    Skrevet af PREBEN F1 JENSENH, 5. juni 2013 kl. 10:31

    Preben!

    Hvis Danskerne vil have frihed, og et godt land, saa skal de alle blive Muslimer, og infore ‘Shariah’ lovgivning.

Kommentarer er lukket.