Med speltskyer ud af begge ører

Af Tom Jensen 56

Det er ikke kun småbørn, der har primale behov. Det har vi forældre også. Et af dem går ud på at svine hinanden til, hvis hinanden ikke er ligesom…. hinanden. Senest i den såkaldte speltdebat, hvor melskyerne for hver dag, der går, udvikler sig stadig mere eksplosivt i opgøret mellem forskellige forældretyper, forældreholdninger, forældrevirkeligheder.

Som om der er et stærkt, indestængt behov for at retfærdiggøre sig selv, uanset om man er hjemmegående mor, karriereræsende far – eller omvendt. Er det mon dårlig samvittighed? Eller er det en anden måde at strække våben på som samlet, kollektiv national forældregruppe og meddele samfundet: Vi kan s’gutte finde ud af det. I må styre vores liv for os!

Seneste runde startede her i avisen med Dennis Nørmark, der havde behov for at udtrykke, at de såkaldte speltmødre – dem der har overskud til det store udtræk for at skabe det perfekte børneliv – nok i virkeligheden er en illusion. Den er jo nem at gennemskue; for hvis de ikke findes i virkeligheden, de utålelige perfektionistiske mødre, der henter ungerne før eftermiddagsfrugten i børnehaven og bager hver dag, så behøver vi andre ikke føle skyld, når vi skraber de små op i institutionen i februarnattemørket fem minutter før opringningen til de sociale myndigheder.

Så kom Mette Mølbak på banen og forsikrede om, at man skam godt kan være en god mor, selv om man har en karriere. Jojo, vi gør det skam godt, vi forældre! Og dem, der tager drastiske valg i en anden retning og måske fravælger karrieren – de reagerer naturligvis på en indbildt problemstilling, ikke sandt? For karriere og arbejdsliv hænger skam næsten altid sammen i Danmark anno 2012, måtte man forstå, og ingen skal komme her og give os karrieremødre dårlig samvittighed.

Så var det Berlingske-blogger Anne Sophie Hermansen, der så sit snit til et hip til mændene, for hvorfor er det altid kvindernes karrierebalance mellem arbejde og familieliv, der skal problematiseres, samtidig med at mændene går fri, mens de uforknyt arbejder videre?

Næste i rækken var Jane Thoning Callesen, og nu begyndte det for alvor at sitre derude i debathavet blandt forældrene, for dét hun havde behov for at erklære var, at hun efter de givne anvisninger i de tidligere debatindlæg skam var en speltmor, der havde valgt at gå derhjemme med sine unger og lade sig forsørge af sin mand, og det er der aldeles ingen, der skal komme og sige, at der er noget galt med. Derimod, erklærede hun, er de kvinder, der mener at frigørelse pr. definition indebærer et arbejdsliv og en karriere, ikke de ”sande feminister”.

Og slutteligt var der Anders Scheel Frederiksen, som i Berlingske onsdag slog til lyd for, at den aldeles er gal, og det er den til gengæld for både kvinder og mænd, for når man bruger meget tid på arbejdet, bruger man mindre tid på børnene, den krydsild sidder vi fast i, og så skal sådan nogle som Mette Mølbak ikke komme og postulere noget andet.

Ååååhja….

..

..

Ja, undskyld pausen. Jeg havde lige behov for at lade billedet stå lidt.

For er det ikke mageløst med al denne selvretfærdiggørelse? Herunder den, der handler om, at man vil have lov til at have sin dårlige samvittighed i fred?

Man kunne også tage diskussionen den helt anden vej rundt. Man kunne starte med at beslutte, at man ikke gider fordømme andre mennesker, bare fordi de vælger at leve på en anden måde end én selv.

Til en begyndelse kunne man undlade at fordømme de kvinder, der stik imod praksis de seneste 30-40 år trækker stikket fra arbejdsmarkedet og vælger at gå derhjemme med deres børn og lade sig forsørge af manden. Hvis det er den prioritering, de vælger i deres liv, så be my guest.

Dernæst kunne man undlade at fordømme de kvinder, der i stedet vælger både at dyrke den hæsblæsende karriere og på samme tid sætter børn i verden og som følge heraf tilhører det særlige segment i samfundet, hvis unger til hverdag tilbringer flere timer i institution end derhjemme. Herregud, hvis det er dét liv, de alt i alt føler giver dem selv og deres familie mest, sådan holistisk set, så værs’go, ingen siger det behøver ende i omsorgssvigtede, plirrende børneøjne eller serieskilsmisser.

Så kunne man derpå undlade at fordømme de kvinder, som tager karrierevalget 100 procent og derfor fravælger børn. Det er af og til en meget dæmoniseret gruppe mennesker. Ritt Bjerregaard-typen, du ved. Sikkert lidt følelseskolde, ikke? Ved ikke, hvad livets virkelige værdier er, vel? Men hvis nu de selv mener, det er det liv, de får mest ud af at leve, hvem pokker har så givet os andre en gudgiven ret til at se skævt til dem, bare fordi vi selv har valgt at få børn? Nej, lad os også droppe fordømmelsen her – de folk giver sikkert en hel masse til både arbejdsmarkedet og til omsætningen på caféerne, og tak for det.

Nu er vi så kommet til mændene, og i dén lejr kunne vi indlede med at undlade at fordømme de mænd, som vælger at arbejde så det sprøjter, selv om de har en familie og nogle børn og en kone, der derfor sætter karrieren lidt på stand-by, måske endda som hjemmegående, og sørger for det meste huslige, mens han holder sene aftenmøder og tænder arbejdscomputeren, når resten af familien går i seng. Jeg mener – hvis det er familiens valg, og hvis ikke de sene aftenmøder i virkeligheden er hyrdetimer med elskerinden, hvem tillader sig så at dømme her, blot fordi kønsrollemønstrene er sådan lidt…. klassiske.

Derpå var det måske en idé at undlade at fordømme de mænd, som omvendt tager det hele på sig, inklusive forældreorlov og ture med barnevognen og gylp ned ad ryggen og primær pleje i den ene og den anden ende af den lille og fædregrupper og måske endda en karriere, der aldrig helt kommer i op i det gear, som han fra starten havde tænkt, fordi der bare kom andet til. Dem er der endnu ikke så mange af, men hvis vi nu lod være med at latterliggøre, hvis nu det ikke i manges øjne var det samme som en de facto-kastraktion af ens mandighed, så kunne det være at flere…

Endelig kunne vi undlade at fordømme de mænd, som i skøn eller uskøn samklang med deres ligeledes karriereprioriterende hustru (ind i mellem, ofte mindst hver anden dag forgæves) forsøger at få alle ender og snore og planer til at hænge sammen og derfor sammen – eller hver for sig – falder pladask i søvn på hver sin sofa til en dårlig TV-krimi efter lang arbejdsdag, hentning og bringning, ulvetime, madlavning, småhygge, putning, lidt skrig og skrål og et par konflikter og til slut noget madpakkesmøring til i morgen tidlig klokken 6.30, hvor det hele starter forfra, inden man… Jamen, hvis de nu har valgt at leve sådan, måske fordi det giver økonomisk råderum til alles bedste i familien, hvem er det så, der med rimelighed kan tiltage sig retten til at stille sig op og fordømme?

Måske, hvis vi holdt op med at fordømme, ville det hele blive lidt bedre. Lidt mindre anstrengt. Måske færre ville havde mindre behov for at retfærdiggøre sig selv og sine egne fortrin – eller fejl.

Måske endda vi kunne aflyse hele diskussionen om kvindekvoter i bestyrelser og mandekvoter i barselsperioderne – fordi det var muligt at gøre, som det nu passede én, uden at der skulle gøres nogen samfundsdebat ud af det.

Måske endda tingene kunne bevæge sig i den stik modsatte retning af debatten nu, hvor samfundet og politikerne føler et stadig stigende behov for at gribe ind og detailstyre folks liv, ikke mindst forældrenes, og stoppe barselsuger ned i halsen på fædrene, fordi man nu mener at dét liv er bedst. Hvilket jo ikke mindst er en dagsorden, fordi samfundet for længst har afsat en god, lang barsel til mødrene, eftersom der er bred konsensus om, at dét liv er bedst?

Hvad med at gå den helt modsatte vej og beholde den nuværende barselsperiode – men uden at reservere en eneste uge til hverken mor eller far, men lade det være op til den enkelte familie at bestemme, hvordan den skal fordeles. Også hvis moderens behov er at gå direkte fra fødegangen på arbejde, mens far flasker op derhjemme?

Ville det ikke være en helt ny tilgang til det frit tilrettelagte familieliv i dagens Danmark? Frit og aldeles ikke fordømmende?

FØLG MIG PÅ FACEBOOK

FØLG MIG PÅ TWITTER

56 kommentarer RSS

  1. Af Anne Olsen

    -

    Et af de bedste indlæg, jeg har læst i forbindelse med speltmødre kontra karrierekvinder.
    Sagt af en gammel speltmor (fra før udtrykket blev opfundet).

  2. Af Ditte Kruhøffer

    -

    Jeg er grundliggende enig (med de fleste, tilsyneladende).
    Dog kan jeg ikke lade være med, kun halvt med et glimt i øjet, om man ikke samtidig skulle stoppe med at fordømme samfundsdebatten om kønsrollerne?

    Det er sikkert et spørgsmål om temperament.
    Men jeg er næppe den eneste, der tror, at debatten om kønsroller og familieliv er medvirkende til, at flere stiller spørgsmål ved det liv, de selv vælger at leve.

    Hvis vi holder op med at debattere, sker forandringerne kun langsomt, pinefuldt langsomt. Der kan ikke være tvivl om, at den herskende kultur, som i den grad tildeler moderen udvidet barselsret (og endda 14 dages barselspligt) på bekostning af faderens ret til samme, er medvirkende til, at kvinderne sidder på moderparten af barselsperioden.

    Debatten er vigtig, uanset om vi er enige med debattørerne eller ej; vigtig for os selv, vores samfund og vores børn.

  3. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    @Mikael Bruus – 3. feb. – 20:04

    Hej Mikael Buus,

    jeg nævner ikke, om det er mænd eller kvinder, der udtalte sig sådan dengang; men de hjemmegående, som jeg mødte da, nævnte selv, at de blev antaget for at være dumme, hvad de naturligvis langtfra var.

    Ser du tilbage i 70’erne og 80’ertne, så var andelen af kvinder på arbejdsmarkedet ganske meget lavere, Jeg husker desvære ikke tal/procentandel fra dengang – men en hel del lavere, hvor det så var noget nyt endnu, at så mange kvinder søgte ud på arbejdsmarkedet.

    Mange havde mere underordnede jobs (kontor) – og de blev el følte sig måske også mere accepterede som ‘mor på job’ – fremfor at være mor derhjemme i for lang tid osv.

    Jeg har ikke da hørt noget nedsættende fra mænd i den anledning, flere var ganske glade for denne otdning såvel som visse kvinder var og stadig er det – kender flere, der aldrig kom blivende ud på arbejdsmarkedet, nok fik en kort udd el var kort på et kontor af en slags.

    Andre igen (som jeg selv) uddannede mig videre sidenhen, såvel som en bekendt til mig inden for det psykologiske felt, som også i sig selv kræver en vis modenhed, før man begynder sådanne uddannelser.

    Mange kvinder ‘gik også videre’ på den måde, hvor det er mit indtryk, at i dag, så er de unge kvinder ganske obs på, hvad de vil være, de der ønsker en videregåend uddannelse med det samme. Sådan cirka. 🙂

  4. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    @Ditte Kruhøffer

    Naturligvis er det vigtigt med debat, også om kønsroller – MEN tingene sker alligevel snigende langsomt. Det er ikke mange år siden, vi først fik 1 helt års barsel.

    Du er ganske forkert på den, når du skriver, at kvinders 14-dages pligt (altså hvis de ikke er syge – og kan) tilsammen med den øvrige barsel er en negligering af fadrens ret til samme.

    Det er et falsum at tro, at det er barnets trav, at det ikke er moderen i den første tid, faktisk de første år, der er den primære omsorgsperson, hvor faderen naturligvis også er der omkring barnet – men også mere er den, der måske går til hånde.

    Efter et par år, så skifter rollerne automatisk, hvis vi skal følge et barns optimale behov. Såsnart det er parat til at slippe moderen (vi kan alle se og iagttage det, hvis vi er tæt på små børn).

    Det skal vi tillægge en absolut værdi og vise barnet respekt, for siden vender det sig også bogstaveligt, både psykisk og fysisk udad mod verden/ omverdenen – og først den nære.

    Dermed ikke sagt, at barnet intet har med faderen og resten af familien at gøre; men kvinder bør forstå og indse deres magt her (og faderen siden sin magt på det lidt senere alderstrin, både for den lille pige og den lille dreng), FORDI en mors
    fravær el evt. svigt ikke bare kan give – MEN giver
    svært oprettelige forhold for det enkelte individ – og langt ind i også et parforhold.

    Så – viden er magt, omend alle meninger skal nyde fremme. Og vi vil naturligvis alle det bedste for vores børn; men vi er i mange år i færd med at gøre mere af det værste for dem.

    Børn er stærke – og nogle siger så: Jamen, Peter og Katrine er henne i vuggestuen/børnehaven, så ..

    En blokering at se vuggestue/børnehave som en nødvendighed, hvis børn vil være sammen. De vil langt hellere som små være hjemme og med moderen i nærheden endnu, så der er intet i vejen for, at legetimer børn imellem kan gå på skift i de små hjem også.

    Det er desværre på forskellig vis direkte skadeligt at lade små børn ligefrem lære at ’sige farvel’ i utide, dvs så tidligt, hvor endog deres hjerne ikke er udviklet til at forstå, begribe og bearbejde en sådan situation.

    Derfor har vi i vore dage mange flere unge, der er hårdt ramt – og skaderne ses at være grundlagt så tidligt, at de fleste ikke forbinder det helt tidlige liv for det enkelte menneske med senere opståede problemer af forskellig art.

    Vi har desværre tilfulde problemer, fordi vi ikke forstår – el viden er ikke udbredt, nok i hv f – så vi kan ændre kurs.

    Og – det hvadenten vi har råd eller ikke har råd i vort samfund. Der sker ikke ret så meget – ANDET END at voksne kvinder og mænd slås om det hele – og du er altså også hoppet på den vogn med at fædre skal have barsel og del i den nuværende barselsorlov.

    Det er langt bedre, at /fædrene/mændene får deres helt egen og ligeså accepterede orlov, som kvinderne har det tidligt, idet det er kvinderne, der ammer børnene – og gerne sålænge som de kan, og jeg håber, at man gængs er kommet bort fra det halve år, der tidligere i hv f sagdes at være ‘nok’.

    Det ved ingen – men sålænge moderen kan og barnet vil, så er det bedst på den måde.

    Og – i stedet for, at mand og kvinde slås – og ofte ganske uacceptabelt også i den offentlige debat, så burde hver især gå hjem og kalge deres nød el langt hellre gøre op med deres egne forhold hos forældrene.

    Det er nemlig ganske almindeligt, at kvinder ligefrem tér sig ganske uacceptabelt overfor en mand, idet hun gør en del af sit oprør mod moderen her. Og – det skal hverken hun selv eller en mand finde sig i.

    Så – der skal ofte helt andre og radikale værktøjer til i et parforhold, hvor naturligvis manden også bør se på sig og sit, og hvorfor han lige valgte den kvinde, især naturligvis for begge parter, hvis tilstandene er utålelige i forholdet.

    Vigtig er debat – men vi er ikke kommet meget videre egentlig, og i de sidste faktisk 30-40 år – omend der er sket skred i nogle af problemerne. Man skal have de rette værktøjer, såvel som inden for al mulig andet ‘byggeri’ for at kunne bygge reden fornuftigt, altså hensigtsmæssigt og med større harmoni. Mvh BHL 🙂

  5. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Der vil nok gå et par dage, før jeg kan være på en blog igen. BHL

  6. Af Med speltskyer ud af begge ører | Det bliver en krig at overleve

    -

    […] http://tomjensen.blogs.berlingske.dk/2012/02/02/med-speltskyer-ud-af-begge-orer/ […]

Kommentarer er lukket.