At gøre sig selv stor

Af Tom Jensen 84

Så kører debatten om Kongehuset igen.

Egentlig meget forudsigeligt. Danmark har fået en ny regering, som statsministeren uafladeligt siger, og denne regering består af mindst et parti og et støtteparti, der dybest set gerne så monarkiet afskaffet. Samt nogle radikalere, der mener det samme. Ydermere er der regentens 40 års jubilæum i denne weekend, som atter sætter fokus på institutionen.

Måske er debatten egentlig også sund. Det er godt, at man i et demokrati kan diskutere alt. Herunder hvordan samfundets grundsten står. Om de står rigtigt.

Alligevel er der noget fortvivlende ved hele debatten. Når en Ida Auken på vej til nytårstaffel får klemt ud, at hun synes politikerne bruger for meget tid på de kongelige, når SF vil have afskaffet statsrådsmøderne, når nyliberale stemmer afviser eller latterliggør kongehuset og dets medlemmer og på den baggrund kræver hele baduljen fjernet, når unge radikale politikere som Zenia Stampe mener det er problematisk, at kongefamilien ikke er ligestillet med alle andre danskere, fordi det ”bryder med de principper, som det danske samfund bygger på: frihed, lighed og demokrati”, så er det pinefulde egentlig ikke synspunkterne og udsagnene eller kritikken af kongehuset.

Det er dét, som kritikken i virkeligheden er udtryk for.

Vi lever i individualismens tidsalder. Det enkelte menneske er i centrum. Det enkelte individs lykke og livsvilkår har aldrig stået så centralt som nu. Den enkeltes rettigheder i forhold til velfærdssamfundet, den enkeltes krav på ordentlig skolegang og offentlig omsorg. Vi iscenesætter os selv som aldrig før, vi krænger vores inderste tanker ud og deler det mest private på de mest delbare medieplatforme. Store ånder ”taler ud” i medierne, kendte (og mindre kendte) bygger hele karrierer op på en mediestrategi spundet om sig selv og intet andet. Vi forbruger som aldrig før for at tilføre vores egne liv konstant ny værdi. Og vi tumler med os selv, når vi af samme grund – for at tjene pengene – arbejder så meget, at vi går ned med stress. I skolerne møder man forældre, der kun ser deres egne børn, og børn som kun ser sig selv. Vi lever i eksistentialismens moderne æra, hvor det er det unikke, suveræne menneske, individet – mig!, mig!, mig! – der i den enkelte persons billede af tilværelsen står over alt andet.

På en lang række måder: På godt.

Men også på ondt.

Når individet er i centrum for det gode, er det hele fundamentet for den moderne vestlige, civilisation, hvor man ikke som kineserne bare flytter rundt med millioner af mennesker, som var de får – men hvor den enkelte borgers ret, det enkelte individs suverænitet skaber både en personlig værdighed og en personlig beskyttelse for den enkelte.

Men når individualismen kammer over, bliver den til gold selvfedme, egoisme, blind mangel på empati uden sans for andre menneskers behov. Men først og fremmest bliver den til den megalomani, der kommer til udtryk, når mennesker begynder at anse sig selv for at være umådeligt meget vigtigere og større end de sammenhænge, de måtte indgå i. Den virksomhed, de arbejder for. De lokale fællesskaber, de er en del af. Det samfund, de lever i. Det land, de er borgere i.

Det er her, kongehuset kommer ind i billedet. Mange argumenter har været fremført for, at det er godt at have et kongehus. Når republikansk anlagte kritikere kører frem med argumenterne om mangel på demokrati, spild af penge, én families lattervækkende højhed, oldtidsfornemmelsen ved det hele, så kommer monarkisterne og taler om nationens sammenhængskraft, de historiske bånd tilbage i tiden, eksporten, Danmarks image og den folkelige begejstring og de viftende flag på Amalienborg Slotsplads. Udmærket alt sammen.

Men for mig er den væsentligste grund til ikke sådan bare at ville afsværge monarkiet en helt anden.

Den handler om perspektiv. Monarkiet repræsenterer et perspektiv. Et historisk perspektiv, mere end tusind år tilbage i tiden. Et dansk perspektiv, gennem snesevis af krige, sejre og nederlag, nationale stjernestunder og ydmygelser, indvandringsbølger, enevælde og demokrati, trældom og frihed. Et referencepunkt, der minder det moderne menneske med billedet af egen umådelige storhed og vigtighed om, at mig!, mig!, mig! indgår i noget. Er en del af noget. Noget som oven i købet er større end én selv. Som eksisterede før én selv. Som vil eksistere efter én selv. Som vil være relativt upåvirket af, om man selv lever eller ej, hvilket (tro mig) kan være en ikke ubetydelig eksistentiel lettelse, hvis man først får tænkt tanken.

I virkeligheden har jeg det lidt med monarkiet som når jeg en frostklar vinternat kigger op i stjernerne. Det minder mig om, at jeg i al min moderne, selvcentrerede betydelighed samtidig ikke er så betydelig endda. Det minder mig om, at nogle andre har lagt grundstenene til det gode liv, jeg kan leve nu. Det minder mig om, at det derfor er min pligt at lægge nye sten til det forhåbentligt gode liv, fremtidige generationer skal leve. Det minder mig om, at jeg er en del af nogle fællesskaber, også fællesskaber, som jeg ikke bare selv har valgt i min uendelige tro på, at jeg altid gør det rigtige. Der er noget, som er givet for mig. Der er ting, jeg ikke bare sådan lige kan forandre.

Det kan være en umådeligt sund erkendelse for et menneske i en tid, hvor faste rammer er styrtet i grus, hvor faste former er styrtet i grus og hvor det enkelte, unikke menneske af samme grund nemt står tilbage med det tyngende ansvar for alting i sit eget, individuelle og af samme grund temmelig løsrevne liv. Måske derfor så mange flygter ind i velfærdsstatens trygge favn – men det er en helt anden historie.

Kongehuset er et sundt korrektiv til individualismen og egoismen. Et symbol, en institution, en fortælling der pirker til os i vores selvdefinerede storhed og gør os opmærksomme på, at vi nok er store egoer, men at vi også er ganske små.

Det er dét, jeg studser over, når jeg hører en Ida Aukens dumsmarte bemærkning, en Jesper Petersens skødesløse forkastelse af statsrådsmøderne, en nyliberal debattørs hånlige nedgørelse af monarkiet, en Zenia Stampes demokratiforedrag. Det er den begrundede eller ubegrundede universelle selvgodhed, de kommer til at udtrykke. Det er den storhed, de sammenhænge, den historie, det fælles gods, de kommer til at afvise med en håndbevægelse, for den slags har de skam ikke brug for.

Det er dét, der er det fortvivlende ved kongehusdebatten. For når man gør monarkiet til noget uendeligt småt og ligegyldigt, så gør man samtidig sig selv så uendeligt og universelt stor. Og kan en Ida Auken, en Jesper Petersen, en Zenia Stampe, du og jeg – kan vi egentlig bære det?

Hvorfor er der grund til at bevare monarkiet? Derfor….

 

FØLG MIG PÅ FACEBOOK

FØLG MIG PÅ TWITTER

84 kommentarer RSS

  1. Af Tom Jensen

    -

    @ Vincent Weil: “TJ ignorerer fuldstændig den grundlæggende præmis, at Danmark på ingen måde kan betegnes som et komplet demokrati så længe vi har én familie, der har straf- og skattefrihed og samtidig er frataget den ellers grundlovssikrede religionsfrihed,” skriver du.

    Du har for mig at se en meget snæver definition af, hvad der udgør et rigtigt demokrati. Hvis demokrati betyder, at ingen eller intet må være noget særligt, så er det for mig en problematisk definition af begrebet.

    mvh Tom

  2. Af Tom Jensen

    -

    @ Jon Jensen: “Selv hvis man køber tesen om at kongehuset får nogle til at se sig som en del af en større helhed, er det næppe statsrådene som gør forskellen,” skriver du.

    Jo, faktisk. Jeg tror ikke, det er nogen skade til, at politikere bliver gjort opmærksomme på, at de er en del af en større sammenhæng og derfor gør klogt i at varetage deres folkelige mandat med respekt for dette.

    mvh Tom

  3. Af Tom Jensen

    -

    @ Carsten Madsen: “Vi synes i bund og grund at udemokratiske samfund er uacceptable og sender gerne soldater ud for at afhjælpe situationen, men samtidig har vi et statsoverhoved der har arvet sin position. Hvad er logikken i det?”, skriver du.

    Du har ret. Monarkiet er ikke logisk. Det er netop pointen. Monarkiet er følelser og referencepunkter. Hvis vi gør livet og samfundet fri af dem, gør vi livet og samfundet fattigere.

    mvh Tom

  4. Af Tom Jensen

    -

    @ Michael Kornblit: “Mennesker som får foræret en række privilegier pga af deres fødsel passer ikke rigtig i vores situation, hvor vi er meget stolte af den store lighed i vores samfund,” skriver du.

    Det kommer jo lidt an på, hvem “vores” er. Og hvem “vi” er.

    mvh Tom

  5. Af Tom Jensen

    -

    @ Martin Merstrand: “Jeg mener ikke at vi efter så mange års trofast opbakning kan lukke monarkiet ned… Men det pisser mig af at det som det koster at opretholde denne families status og livsstil koster hvad der kunne betale 70% af akut kræft behandling til alle regioner i danmark… Det ville være til mere gavn for Danmark end guldkaret og 50.000 kr’s kjoler samt 250 millioner kroners palæer til den unge familie…,” skriver du.

    Jeg vil svare, at apanagen og udgiften til de kongelige er en dråbe i det store velfærdshav. Det er hverken her, problemet eller løsningen i forhold til kræftbehandlinger osv. ligger. Gør man monarkiet til et spørgsmål om et simpelt kroner-og-ører-regnskab, så misser man for mig at se absolut det væsentlige.

    mvh Tom

  6. Af Tom Jensen

    -

    @ thomas larsen: “Klicherne og banaliteterne gør ikke dit indlæg mere fornuftigt (men viser bare at du er fra og er uddannet i provinsen),” skriver du.

    Så når vi vist ikke ret meget længere ned i dyndet hvad angår argumentationen i denne tråd.

    mvh Tom

  7. Af Tom Jensen

    -

    p Larssen: “Skal kongehuset bevares, bør det være ud fra et kræmmerargument om brandingværdi. Og Erhvervslivet ville elske at finansiere skidtet, så skal vi ikke lade dem om det, så skattekronerne kan gå til velfærdsydelser for de mange og ikke til apanager i millionklassen,” skriver du.

    Se, det er netop her, jeg er uenig. Reducerer vi monarkiet til et spørgsmål om kræmmerværdi, kunne vi lige så godt lade være.

    mvh Tom

  8. Af Tom Jensen

    -

    @ Benny L. Nielsen: “Jeg er ikke historieløs og kan også besøge gamle kirker, borge og mindestene og fornemme vores samhørighed med fortiden, men jeg sætter det endnu højere at være konsekvent med en demokratisk udviklingsproces hvor næste skridt kunne være at fratage monarken pligten til at underskrive landets love og helt overlade hele cirkusset til ugebladene og de mere og mere kulørte TV-stationer,” skriver du.

    Jeg vil gentage mig selv fra kommentaren lige ovenover: Hvis vi fratager kongehuset dets formelle rolle, der er uløseligt knyttet til den historik, som er forbundet med monarkiet, så risikerer vi ganske rigtigt, at det hele bliver til ugeblade og TV-fims. Og så kan det såmænd være lige meget. Derfor er SFs statsråds-holdning så utroligt arrogant og selvovervurderende i al sin skødesløshed over for det danske samfunds grundsten.

    mvh Tom

  9. Af Diana M

    -

    Tom, jeg går ud fra, du taler helt på egne vegne – at du har brug for kongehuset, for at blive mindet om din egen lidenhed i det store spil.

    Fokus på individet er snarere resultat af et langt oprør mod religionen som den dominerende pejlepind, hvor mennesket i oplysningstiden blev fritstillet som et rationelt tænkende individ og dermed også underkastet resultaterne af egen vilje, og ikke guddommelig vrede eller godhed. Magten tilbage til mennesket – Gud blev fyret.

    Jeg-tankegangen, i ektrem grad, er vel snarere et resultat af et velfærdssamfund, som har fritaget os for at tage ansvar for andre end os selv, for staten sørger jo for alle de andre, ik?

    Så for min del behøver jeg ikke at kigge på en tilfældig dame ved navn Margrethe, som er født af en mor med en tilfældig titel af dronning, fordi de engang var del af et nedarvet magtmonopol. Jeg behøver heller ikke at kigge på en tidligere marketings-pige fra Australien for at føle min lidenhed i universet.

    De mennesker betyder ikke mere for mig end alle mulige andre mennesker. Deres symbolske betydning for mig er hul.

    Som du selv foreslår, så er der et sted, der er meget mere dragende, smukt, mystisk og større end os selv – og samtidig del af os selv. Stjernerne – universet. Så bliver mennesket umådeligt lille.

    Et kongehus? Det er på niveau med Tivoli – nogle synes det er sjovt at have. Andre synes det er for dyrt, opreklameret og ret kedeligt.

  10. Af Diana M

    -

    citat Tom Jensen “Jeg vil gentage mig selv fra kommentaren lige ovenover: Hvis vi fratager kongehuset dets formelle rolle, der er uløseligt knyttet til den historik, som er forbundet med monarkiet, så risikerer vi ganske rigtigt, at det hele bliver til ugeblade og TV-fims. Og så kan det såmænd være lige meget. Derfor er SFs statsråds-holdning så utroligt arrogant og selvovervurderende i al sin skødesløshed over for det danske samfunds grundsten”

    Mener du virkelig at et land mister sin sammenhængskraft hvis ikke det har et monarki? Så er det da utroligt, at lande som Tyskland og Frankrig ikke for længst er røget i afgrunden. Det er jo snarere de mere usynlige værdier og helt håndgribelige kulturelle vaner, der holder et land sammen. Danmark kan udfordres af fremmede kulturelle værdier – især hvis vi får for store parallelsamfund, men da ikke ved at vi ikke har dronning Margrethe!

    Og nu er kongehuset storleverandør til det såkaldte tv-fims og sladderbladenes sider. De er om nogen fims for tv og kulørte blade.

  11. Af Vincent Weil

    -

    @ Tom Jensen: Det lyder interressant, vil du venligst uddybe, hvorledes vi kan have personer, der står helt uden for/over samfundet i et fuldstændigt demokrati? Jeg forstår det nemlig oprigtig talt ikke.

  12. Af Janus Brønd

    -

    Hovedargumentet imod monarkiet kan opsummeres med et eneste ord “udemokratisk”, men dét fremføres af nogle republikanske politikere, som sjovt nok ofte har samme efternavn … Auken, Helveg-Pedersen, Hækkerup osv. … fordi deres egne sikre valgkredse går i arv!

  13. Af T. Sørensen

    -

    Kan nogen fortælle, hvem der af vor samtid, ville kunne løfte opgaven som Danmarks præsident i stedet for at vi har vor dronning Margrethe? Ida Auken,elle hendes mor, Helle Thorning, Villy Søvndal, Lars Løkke – nej vel!

  14. Af Søren Bernt

    -

    @ Tom Jensen

    Først vil jeg gerne sige tak for at du lyttede til min opfordring til at deltage i debatten. Det synes jeg er rigtig god stil respekt for det.

    “Det er meget enkelt. Jeg mener, at man gør sig selv stor, når man sætter sig selv over de institutioner, den grundlov og de historiske referencepunkter, man f.eks. som folketingsmedlem må forholde sig til. Når man reducerer dem til ligegyldigheder, som man blot uden konsekvenser kan afskaffe. Det er denne skødesløshed i forhold til f.eks. statsrådsmøderne, som jeg finder beskæmmende.”

    Jeg mener godt at man med respekt for både monarki, demokrati og historie kan have den holdning at kongehuset skal afskaffes. Jeg er enig i, at den måde visse politikere vælger at demonstrere mod kongehuset på, er utidig og udtrykker mangel på historisk viden og i særdeleshed mangel på respekt overfor kongehuset. som jeg tidligere har skrevet er der ingen grund til at stille sig demonstrativt op når man er inviteret som gæst og så kritisere sin vært.

    Der hvor jeg ikke kan følge dig er når du sætter lighedstegn mellem at ville afskaffe kongehuset og at sætte sig selv i centrum. hvis du taler om de pågældende politikere og den måde de fører debatten på er jeg for så vidt enig med dig, men at nogle politikere ikke kan finde ud af at argumentere for deres holdninger på en fornuftig måde skal da ikke forhindre andre i at have den samme holdning og argumentere for den.

    Et af de argumenter der præsenteres, også her, er at monarki principielt ikke er foreneligt med demokrati. Dette argument bygger jo netop på at ingen skal være hævet over loven. At vi som samfund skal kunne stole 100 % på vores demokrati, og bekende os til det. Det synes jeg da netop er et eksempel på at det ikke er egoisme der gør at kongehuset skal afskaffes. Men at vi som samfund i stedet for at samles om kongehuset, kan samles om vores demokrati.

    for mig betyder kongehuset ikke det store, jeg er indifferent i forhold til om vi har det eller ej. det krænker mig på ingen måde at vi har et kongehus, men jeg ville ikke protestere hvis det blev nedlagt. for mig er demokratiet som begreb det ypperste vi mennesker sammen har præsteret, jeg bliver opfyldt af en ekstrem stolthed når det er valgdag og man ser alle folk gå til stemmeurnerne. Det får mig til at føle mig som en del af noget større. med al respekt for kongehuset har de aldrig fået mig til at føle sådan.

  15. Af Ulrik Hansen

    -

    @Tom Jensen. Dit argument med, at man ikke forstår de større, historiske sammenhænge, hvis man ikke er royal, er måske forståeligt, men ikke desto mindre noget forfejlet.
    Det minder om, når man søndag efter søndag, kan høre kristne mennesker på P1, tale om præcis det samme. Her er kongehuset blot erstattet med Gud, naturligvis.
    Lige så lidt kristne kan gøre sig til dommere over ikke-religiøses indsigter ud i “de store sammenhænge”, så kan heller ikke du, ud fra dine egne værdier, gøre dig til talsmand for, hvad der er meningsdannende og bevaringsværdigt for andre.

    Nu har vi haft en borgerlig regering i 10 år, hvor der er blevet kørt på med individets ansvar for egne handlinger, og at enhver er sin egen lykkes smed, osv, osv. (Rimeligt nok, i mange sammenhænge.)
    Med andre ord, er individualismen de seneste 10 år blevet hyldet som aldrig før.

    På den baggrund lyder det mere end almindeligt selvmodsigende, når du beskylder oppositionen for samme “historieløse” og individualistiske tendenser. Især når du vælger helt at se bort fra, at meget af diskussion jo handler om demokratisyn.

    Er man, lidt firkantet sagt, til den “Hal Koch´ske” udgave, eller mere over i “Alf Ross-lejren”? Finder man det levende, folkelige demokrati, som værende mest meningsfyldt, eller finder man det vigtigere, at demokratiet har et forfatningsmæssigt fundament, der er så forfatningsmæssigt demokratisk som muligt.

    Kongehuset er jo på ingen måde en demokratisk institution. Det kan alle vist være enige i, al den stund Margrethe ikke er valgt, og al den stund, kongehuset ikke har stemmmeret.
    Hvis 80% af befolkningen gik ind for diktatur, ville det jo ikke blive et demokratisk diktatur af den grund, men et diktatur med et stort folkeligt mandat.

    Men hvor vigtigt er det, ud fra et demokratisk synspunkt? Ja, det kommer jo an på ens demokratisyn – og ikke om man kan forstå sig selv i større sammenhænge, som du påstår, Tom.

    Går man ind for et kongehus, vil man jo lægge vægt på traditionen, og at 80% af befolkningen er enig med en. Har man det modsatte udgangspunkt – det forfatningsorienterede – er det ikke væsentligt, at 80% af befolkningen går ind for et kongehus, da det jo, som jeg har redegjort for, som udgangspunkt er udemokratisk.

    Det forekommer mig, at du har svært ved at acceptere, at ikke alle har samme værdier og holdninger som du selv har, og at det i virkeligheden er her det største problem ligger. At der er for mange meningsdannere som dig, der ikke har demokratisk og menneskeligt overskud til, at kunne rumme kompleksiteten i en verden, hvor man end ikke kan fastslå, om den ene praksis er mere demokratisk end den anden.
    Du dæmoniserer dine politiske modstandere, som værende historieløse, på et, om ikke andet, så et “ide-historieløst” fundament.
    Det sjove er, at der er masser af borgerlige, der så rummer den samme “historieløshed”. Både socialister og liberale må jo gå på kompromis med deres ideologier, hvis de skal gå ind for et kongehus. Samme problem har konservative borgerlige naturligvis ikke.

    Det er i orden, Tom, at du gerne vil argumentere for en bevarelse af kongehuset. Men du bør måske lede andre steder efter argumenter, end i Zenia Stampes påståede manglende forståelse for større historiske og kulturelle sammenhænge – også selvom det er pisse irriterende for dig, at hun har et argument, ud fra hvad der for hende, er rigtigt demokrati.

    Jeg tror på ingen måde på, at Zenia Stampe er hverken mere eller mindre demokratisk eller individualistisk, end du selv er. I lægger bare vægt på forskellige værdier. Det burde ikke være så svært at acceptere.

  16. Af Kim Olsen

    -

    “jeg bliver opfyldt af en ekstrem stolthed når det er valgdag og man ser alle folk gå til stemmeurnerne”

    Også jeg. Mismodigheden breder sig dog når der efter valget bliver udpeget ministre som end ikke har været på valg….

    Mismodigheden breder sig når klanmedlemmerne Auken, Hækkkerup m.fl. bliver opstillet i stensikre valgkredse og er sikret billet til parlamentet.

  17. Af Benny L. Nielsen

    -

    @TJ: Citat fra dit svar til Carsten Madsen:

    “Du har ret. Monarkiet er ikke logisk. Det er netop pointen. Monarkiet er følelser og referencepunkter. Hvis vi gør livet og samfundet fri af dem, gør vi livet og samfundet fattigere.”

    Følelser og referencepunkter, hm… tja, hvorfor mener du at dine følelser er mere værdifulde for samfundet end f.eks. Jesper Petersens eller Xenia Stampes – eller for den sags skyld mine. Bevares, jeg skal ikke anfægte at du føler sådan, men så bør du lade det blive dér, i stedet for at anfægte de følelser vi andre har. Med referencepunkter, der har rod i en ægte demokratiopfattelse forstås. Må jeg så iøvrigt også gøre opmærksom på at det var den borgerlige regering, som op igennem nullerne nærede egoismen (mig-mig-mig)med mere fokus på modsætning end på fællesskab.

  18. Af Ulrik Hansen

    -

    @Kim Olsen.
    Du mener altså det er et demokratisk problem, at dem du er politisk uenige med, følger de samme love og regler – og ikke mindst praksisser – som dem du stemmer på, benytter sig af?

    Du er altså ekstrem stolt af noget, som du ikke helt har forstået konsekvenserne af, må man konkludere.
    Den tidligere regering hev da også ministre ind udefra, som aldrig er valgt til noget som helst. Fx Charlotte Sahl-Madsen – eller Lykke Friis, for den sags skyld.

  19. Af Arne Jensen

    -

    Ulrik Hansen
    Kongehuset er en statsinstitution og en del af rammerne for den demokratiske kultur. Der er mange statsinstitutioner, der fungerer på lignende måde. Statsministeriets embedsapparat f.eks. er heller ikke en demokratisk institution, og dog er det dybt involveret og rammeskabende for demokratiet – både formelt og reelt. Betjentene på din lokale politistation og lærerne i din lokale skole er heller ikke demokratisk valgt.

    I familien af demokratiske lande har hvert land historisk-kulturelt valgt sin form for demokrati. Nogle har valgt præsident og lokal politimester, andre ikke. Men det bliver de næppe mere eller mindre demokratiske af.

    Hvis du gerne vil måle graden af demokrati, skal du benytte andre parametre: Ytringsfrihed, korruptionsgrad, retssikkerhed osv.

    Diana M
    Det er muligt at du er blevet indoktrineret på en læreranstalt, den kristne Gud blev fyret i oplysningstiden, da det rationelt tænkende individ trådte frem. Sandheden er snarere, at mange kristne skabte oplysningstiden som udtryk for sand forståelse af kristendommen. Det var altså en internt kristen udvikling i Europa, som fører frem til oplysningstiden, men hvis historie krisendomhadende ateister senere kupper og omskriver til en kamp mod de religiøse.

  20. Af J petersen

    -

    Påstand: Kongehuset bidrager mere til Danmark end det koster. Det kan ganske givet ikke bevises, da den royale goodwill er ikke målbar. Medieomtale, virkninger af erhvervsfremstød i udlandet med royal deltagelse og turisme bidrager uden tvivl med ufattelig mange millioner. Men modstandere må gerne fremlægge målbare argumenter for, at et alternativ til kongehuset skulle gavne landet mere og være en økonomisk gevinst.

  21. Af Rikke Nielsen

    -

    Er ikke selv royal, men da heller ikke republikaner – akkurat som Churchill sagde om demokratiet, så er der mange ulemper ved monarkiet, men det er svært at se flere fordele ved andre styreformer – i hvert fald i vores terminologi, hvor monarkiet udelukkende er symbolsk af natur. Og jeg tror at en politisk præsidentrolle vil være meget mere problematisk.

    Men derfor kan man da godt opdatere sig lidt og måske finpudse på traditionerne så de ikke for menigmand fremstår latterlige og for dyre.

    Eksempelvis med statsrådene. At Ida Auken for eksempel synes, der er lidt mange møder med dronningen, er jo fordi hendes majestæt har speedet antallet af statsråd op for – på seriøs vis – at nå at holde 500 statsråd (en konkurence?) inden hendes 40 års jubilæum. Absolut et godt eksempel på den megalomani du kritiserer.

    Så en smule mere ydmyghed ind i rolle som monark kunne være klædelig.

    P.s. og så skal man jo passe på med at kaste sten på andre, når man selv bor i et glashus – alle skribenter må jo være stereotyper på folk, der gerne vil iscenesætte sig selv 😉

  22. Af Ulrik Hansen

    -

    @Arne Jensen:
    Tak for et seriøst svar. Jeg er enig med dig langt hen af vejen. Jeg synes dog ikke du helt tager højde for min egentlige pointe; nemlig at man grundlæggende kan have mere end én forståelse af, hvad det vigtigste ved et demokrati er.
    Jeg er enig med dig i, at det handler om ytringsfrihed og andre fundamentale rettigheder og pligter, og at det ikke kan lade sig gøre, uden fx domstole og politi, som jo ikke er (direkte) folkevalgte.
    Men du skal være opmærksom på, at når man kommer ud over de fundamentale rettigheder, så deler vandene sig. Der findes mere end èn demokratisk teori. Det er det, der er min pointe.
    Kongehuset ligger naturligvis ikke uden for den danske grundlov – det er klart. Men det betyder ikke nødvendigvis at det er demokratisk. Det betyder måske snarere, at den danske grundlov ikke er gennemført demokratisk.
    Demokrati er jo i sagens natur et uopnåeligt mål. Der findes ingen perfekt demokratisk forfatning.
    Så i yderste instans handler det om, hvad man finder vigtigst, mest bevaringsværdigt og meningsskabende. På den måde er der heller ikke nogen garanti for, at det i praksis bliver mere demokratisk uden et kongehus.
    Det er dog med sikkerhed, i overensstemmelse med demokratisk teori, at man ikke har et kongehus. Om man finder dette vigtigt eller ej, er en anden historie.
    Og som sagt, så nægter jeg at købe Tom Jensens påstand om, at hvis man ikke går ind for et kongehus, så er det en logisk følge, at man mangler historisk forståelse og at man ikke kan forstå sig selv som en del af en større sammenhæng.

  23. Af Benny L. Nielsen

    -

    @Arne Jensen: Du siger at kongehuset er en statsinstitution og en del af rammerne for den demokratiske kultur samt at der er mange statsinstitutioner, der fungerer på lignende måde.
    Med den sammenligning opfatter jeg at du ligestiller statsansatte tjenestemænd med kongehusets medlemmer. Og det holder vis ikke vand. Politibetjente og lærere kan i princippet fyres fra den ene dag til den anden hvis deres chefer ikke mener de er dygtige nok, eller der skal spare. Statsministeren skal trods alt have 2/3 af befolkningen bag sig før han/hun kan foretage sig noget der ligner i forhold til Monarken.

  24. Af Arne Jensen

    -

    Rikke Nielsen
    Ida Auken har aldrig udtalt, at der er lidt mange møder med dronningen, fordi hendes majestæt har speedet antallet af statsråd op.

    Det er en lille sød spin-historie, som jeg som ovenfor nævnt første gang hørte i DR1 21-Nyheder, og som du nu tror er sand.

    De journalister, der har en lille smule integritet i sjælen, kan da heller ikke få sig selv til at lyve direkte. Så de putter ordet ‘måske’ på historien, og resultatet bliver sådan: “Måske er det de få ekstra møder i stiveste puds til bords med dronningen, der har fået politikerne i regeringspartiet SF til at miste tålmodigheden med landets skikke.”

    Ida Aukens oprindelige irritation er derimod direkte og fremadrettet: “Nu skal vi jo faktisk se dronningen temmelig meget i vores arbejde. Måske også mere, end jeg synes, at vi skulle bruge al vores tid på” Hun taler tydeligvis om fremtiden. Hensigten bekræftes af andre SFere, der ønsker at afskaffe statsrådet.

    Spin-historien har de klassiske god-ond-elementer, der viser, at der netop er tale om spin: Dronningen i rollen som den onde megaloman, og SFerne som uskyldige ofre, der hellere vil i arbejdstøjet. I virkeligheden er det ikke afklaret, hvem der ønskede at nå de magiske 500 møder. Var det Statsministeriet, Hofmarskallen, Ceremonimesteren, Dronningen eller dem alle i fællesskab? Det er heller ikke afklaret, om de to ekstra statsrådsmøder rent faktisk spilder SF-ministrenes tid ekstra meget. Møderne bliver vel bare så meget kortere, når der er færre love at fremlægge. Vi har heller ikke mulighed for at sammenligne med, hvad SF-ministrene ellers går og spilder deres tid på.

  25. Af Rikke Nielsen

    -

    Arne Jensen, 15. januar 2012 kl. 16:53
    Nej, det blev vist hverken du eller jeg klogere af 🙂

  26. Af Arne Jensen

    -

    Ulrik Hansen
    I konkret dansk sammenhæng repræsenterer kongehuset og folket en historisk kontinuitet over 1000 år.
    Hvis det ikke indikerer den enkelte som en del af en større sammenhæng, så ved jeg sørme ikke, hvad der skulle gøre det?

    Den perfekte demokratisk forfatning findes selvfølgelig ikke findes, og ja, grundlæggende kan man have mere end én forståelse af, hvad det vigtigste ved et demokrati er. Og du har som individ en anden forståelse, end jeg her, og vi kan begge have forståelse for flere forskellige varianter og skifte mening over tid. Tanken er flygtig og idealerne kommer og går. Og derfor det kun en teoretisk diskussion, som ikke har praktisk gang på jord.

    Det konkrete er en kulturel-historisk ramme, som vi har fået fra tidligere generationer, og som vi vil bringe videre til næste generation. Med traditioner og sære skikke. Og det er jo ikke bare for sjov. Det er udfoldelse af vores danske kultur, her konkret den danske politiske kultur.

    Og det er noget helt andet en abstrakt debat om det perfekte demokrati.

    Forædlingen af vores danske politiske kultur inkluderer de førnævnte parametre: Ytringsfrihed, korruptionsgrad, retssikkerhed osv.

    Derudover skal der nævnes den fælles begrebs- og forståelsesramme for den politiske kultur. Hvis samfundet fragmenteres for meget, mistes den fælles ramme for den politiske kultur, og hvis man ikke længere forstår hinanden kulturelt og begrebsmæssigt, vil demokratiet være svært at holde vedlige.

  27. Af Kim Olsen

    -

    Ulrik Hansen

    Hvor har jeg skrevet, at det at tage ministre ind som ikke er folkevalgte skulle være specielt for en arbejderregering?

    “Du er altså ekstrem stolt af noget, som du ikke helt har forstået konsekvenserne af, må man konkludere.”

    Konkluder du bare løs, det har ikke noget med hvad jeg skrev at gøre:) Læs eventuelt igen…

  28. Af Arne Jensen

    -

    Nej Benny
    Der er selvfølgelig ikke 1:1-identitet mellem kongehus og den lokale skolelærer hvad angår hastigheden med, hvor hurtigt de kan afskediges.

    Men der er den 1:1-identitet mellem kongehus og den lokale skolelærer, at ingen af dem er demokratisk valgt.

    For den enkelte familie vil skolelæreren have langt større indflydelse på dem end dronningen. Og dog er læreren ikke på valg. Også selvom læreren statistisk ligger politisk langt til venstre for den almindelige familie.

    Men vi har kulturelt-historisk valgt, at sådanne institutioner holdes uden for demokratiet. Også selvom den politiske venstrefløj udnytter det til ikke-demokratisk politisk aktivisme ved at tage jobs de steder i de offentlige institutioner, hvor de kan påvirke meningsdannelsen.

  29. Af Arne Jensen

    -

    Rikke Nielsen
    Jeg er da ked af, at du ikke blev klogere

  30. Af Vivian Konstantin

    -

    “Kommunismen er et sundt korrektiv til individualismen og egoismen. Et symbol, en institution, en fortælling der pirker til os i vores selvdefinerede storhed og gør os opmærksomme på, at vi nok er store egoer, men at vi også er ganske små.”

    Se, det er perpektiv!

  31. Af Søren Cramer Nielsen

    -

    Tom Jensen

    Jeg er grundlæggende enig i dine betragtning hvad angår kongehuset som en historisk forankret vigtig del af det Danmark, der har en vigtig betydning for menneskene.
    Min opfattelse adskiller sig dog, når du bortkaster modstand af kongehuset, som værende skødesløs og uværdig kritik. Kongehuset bør – ligesom alle andre offentlige institutioner i dette demokrati kunne stilles til debat og vurderes ud fra dets værdi til befolkningen til alle tider ligegyldig historisk kontekst.
    Kongehuset som en reminder om hvor små vi er, vil jeg også tillade mig at betvivle. Hvorfor skulle det have en nytteværdi for individer og store egoer at mindes om, at vi faktisk ikke udgør nogen særlig betydning i forhold til helheden?
    Nej, kongehusets betydning er som du selv er inde på kompleks, mangfoldig og historisk forankret. Dets værdi er tilsvarende til menneskelige behov, som du er inde på, men for mig at se har kongehuset snarere sin primære værdi ud fra, hvorledes vi identificere os som en del af et fællesskab af dansk kultur. Som mennesker er vi individer, men vi er også sociale mennesker i den forstand at vi identificere os selv i forhold til andre mennesker. Kongehuset er en overbygning af samme princip, hvor det at være “dansker” tillægges en konkret betydning, som er vigtig for en stor del af befolkningen. Fordi kongehuset repræsenterer værdier som befolkningen kan associere sig med, så har det en reel værdi.

    Disse værdier vi ser i kongehuset er forskellige for alle og enhver, hvilket skyldes de repræsenterer og opfylder flere forskellige behov, der blandt det meste af befolkningen er enighed om er tilstrækkelig til en bevarelse.

  32. Af Karl Eriksen

    -

    Man kan læse i gamle krøniker om folkets indstilling til kongen. Blandt andet, at kongen kunne være konge så længe man fandt ham rimelig – og hvis han ikke kunne nøjes med det, kunne han få et spyd i livet. Som da jyden Sorte Plov slog tyrannen kong Erik ihjæl på Urnehoved Ting. Denne sunde regel burde være gældende til alle tider.
    Sålænge fru Margrethe II varetager sit job med ynde og værdighed og efter god skik skal hun være fredet i embedet. Mest af alt fordi jeg synes bedre om Kongeriget Danmark som navn for vort samfund end Republikken Danmark (for med det sidste udtryk er der rum og fristelse for visse tilføjelser, såsom demokratiak republik, folke ditto, rettroende osv.).
    Med dette på plads (som en tidligere statsminister ofte sagde), bør det sagligt bemærkes, at det såkaldte indskrænkede monarkis institution bygger på folkets vedtagelser, samt det mulige internationalt ved politiske afgørelser godtagne.
    Til exempel da europæiske magter anerkendte en vis prins Christian von Glücksburg som tronarving i kongeriget efter den uddøende Oldenburgske kongestamme. Og man bør altid nøjes med at starte her og ikke prøve på, at vort indskrænkede monarki, der stort set har klaret sig pænt og i rimelig grad været underkastet folkets kontrol, skal klistres på en “DNA” fra dengang konger risikerede et spyd gennem kroppen.
    Når der brændes virak og hovskisnovskibakkesnak af, bør man huske, at når man ryster stamtræet falder der ofte sælsomme frugter til jorden.
    Det kan fastslås, at vor kære dronning er efterfølger af Gorm den Gamle, men når man romantisk vil gøre hende til efterkommer af Gamle Gorm, må man konstatere sælsomme omveje. Det hæderlige par Louise af Hessen og Christian von Glücksburg var vist tip- eller i det mindste oldebørn af drankeren der er foreviget med den pragtfulde rytterstatue på Amalienborg.
    Og går vi tilbage til Oldenburgernes royale rod, så ramler man ind i en vis grev Heinrich af Holstein, der var søn af kong Erik Glippings datterdatter Sofie af Werle og Gerhard af Rendsborg, ham vi i historiebøgerne kalder Den Kullede Greve!

  33. Af Axel Eriksen

    -

    Til Vivian!

    Ja sikke et perspektiv! Hvor og hvornår var det, at kommunismen fejrede sine store triumfer – i praksis?

  34. Af Rikke Nielsen

    -

    Arne Jensen, 15. januar 2012 kl. 18:13

    Nej, det ville nok kræve en der var klogere end mig – ping-pong 😉

Kommentarer er lukket.