Velfærd, hvor er din værdighed?

Af Tom Jensen 71

Der skete noget i Danmark i mandags. Noget afgørende, tror jeg. Fra en pæn, københavnsk lejlighed, hvor to politikere, en kvinde og et anseeligt presseopbud var mødt op til det, der lignede en forudsigelig photo opportunity og et skænderi mellem to klassiske holdningstyper – socialisten og liberalisten – bredte sig i løbet af få timer en erkendelse ud i tusindvis, måske hundredtusindvis af danske hjem:

Den er gal. Den er helt, helt gal. Og det, den er helt, helt gal med, er det, vi ellers har været allermest stolte over i Danmark: Vores velfærd. Det at vi levede i et samfund, som i princippet ikke tillod nogen at synke til bunds. Som ikke så passivt til, mens nogen blev omsluttet af fattigdommens fornedrelse. Som sikrede enhver borgers grundlæggende menneskelige værdighed.

I stedet måtte vedtagne sandheder efter mødet mellem Carina, Özlem og Joachim vendes på hovedet. Måske er vi, henved 80 år efter K.K. Steinckes store socialreform, nået dertil, hvor velfærdssamfundet ikke først og fremmest giver det enkelte menneske værdighed. Måske er det kommet så vidt, at velfærdssamfundet i stedet fratager det enkelte menneske værdighed.

Måske er det kommet så vidt, at man må vende sig mod vores allerbedste ven og beskytter, bæreren af universel tryghed og trivsel, og spørge:

Velfærd, hvor er din værdighed?

Da K.K. Steincke i 1933 som socialminister fik gennemført den socialreform, der med rette anses for at være det moderne velfærdssamfunds grundlov, var der tale om et nødvendigt opgør med uværdigheden. Den, der bestod i, at man skulle op foran skranken og bede om almisse, når livet var gået skævt. Den som indebar, at samfundet kunne fratage en grundlæggende borgerrettigheder, hvis man var sunket tilstrækkeligt dybt ned i fattigdommen.

Socialreformen indførte det princip, at sociale ydelser var noget, man kunne sikres ret til. Ikke noget man skulle tigge om og risikere at miste myndighed for at få. Det var ganske enkelt en lov, som lod værdighed afløse ydmygelse, når det handlede om fattigdomsbekæmpelse.

Jeg tror ikke, man finder mange danskere, som ønsker sig tilbage til virkeligheden før K.K. Steinckes socialreform.

Men undervejs gennem årtierne har den sikring af den menneskelige værdighed, som var hele grundtanken i socialreformen, vokset sig monstrøs, ukontrollerbar – og kontraproduktiv i forhold til hele ideen om velfærd. Der er tre faktuelle omstændigheder, som begge var på spil i mandags i den københavnske lejlighed hos Carina. Omstændigheder, der anskueliggør dette så sylespidst præcist, at man næsten gyser.

For det første er der den omstændighed, at menneskelig værdighed i høj grad handler om det, man som menneske kan få udrettet i sit liv. Men i stedet for at sikre mennesker mod fattigdom og udstødelse, er velfærdssamfundet og dets ydelser kommet til at institutionalisere det ikke at udrette noget med sit liv ved at tilbyde en velfærd så lukrativ, at det næsten ikke kan betale sig at – udrette noget.

Reaktionen på dette så man efter i mandags i skikkelse af de mange danskere, for hvem det pludselig stod klart, at det slet ikke kunne svare sig for dem at gå på arbejde. Da de så Carinas budget, så de belønningen for ikke at udrette noget. Da de bagefter kikkede på deres eget budget, så de en ringere belønning for hver dag, måske 37-50 timer om ugen, at udrette noget – for syge, svage, for handlende, for rejsende, for børn og gamle, for de der har brug for det, der bliver produceret på fabrikker og i serviceerhverv.

Jeg havde engang en god ven, som halvt i sjov altid sagde, at den eneste grund til at gå på arbejde var at få råd til at gå på arbejde. Hundredtusinder af danskere, som hver dag går på arbejde, fordi de ønsker at udrette noget, kunne efter i mandags konstatere, at min gode ven havde ret, og at de bor i et samfund, der ikke belønner dem for at udrette noget. Men tværtimod konfiskerer en meget stor del af den løn, de får for deres arbejde, for til gengæld at fordele pengene til mennesker, som samfundet betaler mere end anstændigt for ikke at udrette noget.

Med andre ord er værdigheden blevet til uværdigheden. Det kan for rigtig mange mennesker, som måske skal have en bil for at komme på arbejde, som måske har andre udgifter forbundet med det at være udadgående hver dag, ikke betale sig at arbejde. I stedet har vi fået et samfund, der fortæller borgerne, at det skal kunne betale sig at være fattig. Det er da uværdigt.

For det andet er der den omstændighed, at Carinas budget lige om lidt bliver endnu mindre fattigt, end det er i forvejen. Det skyldes, at regeringen sammen med Enhedslisten i forbindelse med finansloven har besluttet at fjerne det såkaldte kontanthjælpsloft. Hvilket betyder, at Carina – skønsmæssigt – vil få 500 kroner mere til rådighed pr. måned efter nytår.

Godt for Carina, kunne man sige. Men det er ikke spørgsmålet her. Omstændigheden, som er på spil, er den at fjernelsen af kontanthjælpsloftet i sig selv vil få beskæftigelsen til at falde med 2.000-3.000 personer. Det har finansminister Bjarne Corydon bekræftet. Med andre ord: Carina og alle andre i hendes situation får ganske vist snart flere penge. Men det betyder samtidig, at der bliver skabt 2.000-3.000 nye Carina’er. I én og samme bevægelse.

Hvilket blotlægger en fatal udvikling, der kortslutter hele ideen bag velfærdssamfundet, den idé, som også var afsættet til Steinckes socialreform. Nemlig at den offentlige hjælp skal stå til rådighed, når folk geråder i ulykke, så de får bedre mulighed for at komme på fode igen. I stedet ser vi nu, at velfærdssamfundets ydelser kan få den stik modsatte effekt. Ved at tildele disse ydelser og gøre dem større, sender man flere mennesker i ulykke og fastholder dem i den.

I stedet for at hjælpe mennesker i gang i værdighed, sætter velfærden mennesker i stå. Med det tab af værdighed, det indebærer.

For det tredje er der den omstændighed, at hele dramaet i den københavnske lejlighed i mandags afslører sammenbruddet af den sociale kontrakt, som ellers er velfærdens forudsætning.

Jeg kender mange, mange danskere, som i årtier har betalt deres skat med glæde. For den gjorde jo godt, skatten. Den gav støtte til de svage, den sikrede pasning af børn, gamle og syge, den gav infrastruktur og gode skoler.

Kikker man i Gyldendals Store Danske Leksikon, så ser man, at velfærdsstaten er defineret som ”det institutionelle resultat af idéen om, at staten er ansvarlig for borgernes velfærd, der forstås som både materielle og ikke-materielle goder, fx tryghed og trivsel”.

Via den sociale kontrakt har vi så at sige udliciteret arbejdet med at sikre alt dette til staten. Så vi passer ikke længere selv vores gamle fædre og mødre. Vi passer dårligt nok vores børn. Bliver vi syge, står det offentlige klar til at hjælpe os. Til gengæld har vi accepteret at betale en høj skat. Mange – et flertal – har anset det for at være en fordelagtig handel. En god deal.

Men hvis skatten til sidst bliver for høj, og hvis pengene fra den i realiteten ender med at fastholde mennesker i uværdighed, snarere end at hjælpe dem til værdighed, så bryder den sociale kontrakt sammen. Så gider sygeplejersken, der skal arbejde hårdt nat og dag for at svare enhver sit i sit eget liv, ikke længere aflevere over halvdelen af lønnen til fællesskabet. For hvorfor dog gøre det, hvis det er mere til skade end gavn?

I yderste konsekvens kan kontraktens sammenbrud medføre, at medfølelsen med de udstødte i stedet bliver til foragt hos de, der skal bære byrderne for at kontrakten hænger sammen.

Det der skete i mandags i Carinas lejlighed i København var derfor den hidtil mest lammende udfordring af hele velfærdssamfundets grundlæggende sociale kontrakt.

Status knap 80 år efter Steinckes store socialreform er som følger:

Flere end to millioner danskere lever af offentlige ydelser. Mere end 800.000 voksne, arbejdsdygtige danskere sidder fast i passiv forsørgelse uden for arbejdsmarkedet. Samfundet bruger 314 milliarder kroner og 37,4 procent af alle skatteindtægter på social hjælp hvert år. Samfundet bruger også milliarder af kroner på stort set resultatløst at drive ubeskæftigede mennesker på passive ydelser rundt i manegen for at gøre dem klar til et arbejdsmarked, det ikke kan betale sig at komme ind på. Samtidig lever danskere, der arbejder og får løn, med et af de højeste skattetryk i verden. Imens taler politikerne år ud og år ind om ret og pligt og personligt ansvar, men de gør ikke noget, som forhindrer, at der til stadighed kommer flere og flere Carina’er, under hvis akkumulerede vægt velfærdssamfundets indre logik til sidst ender med at krakelere.

Den første, afgørende sprække kom i mandags. Man ved faktisk ikke, om man skal le eller græde. Men med lidt held var det, der skete i Carinas lejlighed i mandags, at et helt samfund for første gang for alvor stoppede op i sin målbevidste vandring mod mørket og så, at der igennem sprækkerne pibler et lys, som vi kan få til at skinne igen, og som kan få det enkelte menneskes værdighed i velfærdssamfundet til at spire påny.

Hvis vi tør.

FØLG MIG PÅ FACEBOOK

FØLG MIG PÅ TWITTER

71 kommentarer RSS

  1. Af Tom Jensen

    -

    @ Poul Struve Nielsen

    Enig i at der findes fattigdom i Danmark. Udfordringen er at skabe et system, der bekæmper den og hjælper folk uden at fastholde hundredtusinder i unødig passivitet.

    Løsningen er ikke at hæve de lavtlønnedes lønninger markant og derpå gøre det samme med overførselsindkomsterne. Hvad vil det mon betyde for Danmarks i forvejen slemt ramte konkurrenceevne over for udlandet? Og vil det betyde flere eller færre jobs til dem, vi allesammen gerne ser på arbejdsmarkedet frem for i passive offentlige støtteordninger? Jeg tror desværre svaret giver sig selv.

    mvh Tom

  2. Af Tom Jensen

    -

    @ Kaj Vilhelmsen

    Lad nu være med at blande udlændingedebatten ind i dette igen.

    Derimod er det rigtigt, at det – hvis folk på overførselsindkomst skal i arbejde – forudsættes at der findes et arbejde for dem at få.

    Så en diskussion af velfærdsydelserne går hånd i hånd med debatten om, hvordan vi bedst skaber flere nye arbejdspladser. Her tror jeg ikke at en kæmpestor og dyr offentlig sektor og et af verdens højeste skattetryk umiddelbart hjælper os på vej.

    mvh Tom

  3. Af Tom Jensen

    -

    @ Bertel Fischer

    Lad os endelig diskutere andre ydelser også – og lad os diskutere, hvordan skatten kan lettes også for lavindkomster. Men det betyder ikke, at denne debat er ligegyldig. Har man budgetter som skitseret i denne diskussion, så er man ikke fattig, uanset om en del af pengene kommer fra boligsikring. Det har selv Özlem Cekic nu erkendt. Man er heller ikke rig. Men at der skulle være tale om manipulationer i medierne i denne anledning synes jeg nu er en frisk påstand.

    mvh Tom

  4. Af P. Poulsen

    -

    At “Carina” ikke er fattig, er jo ikke ensbetydende med, at der ikke er fattigdom i Danmark. Der var bare tale om en SF’er, som glemte at tænke sig om. Mere er der for mig at se ikke i den sag.

  5. Af Kaj Vilhelmsen

    -

    Tom Jensen, det er nu lidt svært at holde udlændingedebatten helt ude af fattigdomsdebatten, når en uforholdsmæssig stor del af kontanthjælpsmodtagerne er indvandrere.

    Hvis problemet for samfundet er det store antal kontanthjælpsmodtagere, så hjælper det vel ikke at importere flere?

    Og angående arbejde til de arbejdsløse, så er det slet ikke muligt at sætte dem til et fornuftigt arbejde, for det findes ikke, og man kan nu engang ikke beskæftige hundredtusinder med at samle flasker op.

    Der skal en helt ny industri til, privat eller offentlig.

  6. Af Dan Bøndergaard

    -

    Kære Tom Jensen

    Igen et begavet indlæg fra din side – tak for det!

    Men hvad er egentlig grunden til at nogle familier på kontanthjælpsloft havner i fattigdom, mens andre, som Carinas, har flere penge end familier på arbejdsmarkedet?

    Grunden er, at de familier der havner i fattigdom pga. kontanthjælpsloftet har flere børn end Carinas ene barn.

    Begge problemstillinger var jo kendte af den forige regering inden indførelsen af kontanthjælpsloft. Så hvorfor valgte man ikke at differentere kontanthjælpen ift. antallet af børn i familien istedet for at indføre et generelt kontantshjælpsloft for alle familier?

    Svar: Fordi i så fald, så var man jo nødt til løfte kontanthjælpen til nogle invandrerefamlier, da indvandrerefamilier gennemsnitligt får flere børn end danske familier. Og det ville VK-regeringen (læs regeringens støtteparti) ikke. Hele øvelsen med kontanthjæpsloft gik jo ud på at ramme netop indvandrerefamilierne!

  7. Af Svend Plum

    -

    Det er naturligt at søge mening i tilværelsen og på dette grundlag allerede tidligt at søge en vej at gå. Ofte vil denne vej føre frem til en meningsfuld tilværelse, og klare videre udviklingsmuligheder, hvor det pågældende menneskes gerning er til glæde for den ham/hende selv og nyttig for andre.
    Naturligvis sker det ikke sjældent i alle menneskers liv p.g.a. omstændighederne – ydre eller selvforskyldte – at den valgte vej fører i en uønsket retning eller ligefrem viser sig at være en blindgyde.
    Da er det det enkelte menneskes ansvar at søge at ændre kurs på grundlag af en ny opfattelse af, hvad der så er meningsfuldt. Selv hvis der er tale om tragiske eller meget byrdefulde omstændigheder, kan der være meningsfylde i at søge en ny vej.
    Under sådanne omstændigheder er det acceptabelt og naturligt at modtage hjælp af familie, venner og samfundet til at komme videre.
    Da er det også en nyttig og kærlig gerning at denne hjælp ydes.
    I svunden tid talte man da om hjælp til selvhjælp.
    Det kan imidlertid aldrig overlades til andre at løfte ansvaret for den ulykkeliges eget liv og slet ikke at give svaret på, hvad der så er meningsfuldt. Med mindre, at man er så svækket eller befinder sig i en så kritisk livsfase, at alle kræfter og valgmuligheder er væk.
    Hvis ovennævnte betragtninger er et godt grundlag for at vurdere ansvarsfordelingen mellem det enkelte menneske og dets omgivelser, herunder samfundet, er det klart, at velfærdssamfundet i dets nuværende udformning er gået alt for vidt ved at blokere for udøvelsen af det naturlige selvstændige ansvar og de heraf følgende bestræbelser.
    Et andet faktum er , at langt de fleste mennesker har ressourcer og kan noget, som andre mennesker kan drage nytte af. Desværre kan det være, at markedsværdien af disse evner er for ringe til at kunne bære, at nogen vil betale mindstelønnen derfor.
    Det synes imidlertid paradoksalt, at dette såkaldt rige samfund i stor udstrækning må afstå fra – og ikke har råd til mange basale aktiviteter, der er arbejdsintensive, som tidligere tiders fattigere samfuld havde råd til.
    Jeg nævner i flæng: I tidligere tider var der råd til at rydde sne, det var ikke utrygt at vente på en togperron, fordi DSB havde tilstedeværende ansatte. Gader og parker flød ikke med affald, de generationer, der havde deres på det tørre, sluttede op om børnefamilierne og de gamle, ægtepar havde selv råd til at bære den økonomiske byrde ved at den ene tog nedsat arbejdstid i perioder, hvor børnene havde mest behov for forældreopmærksomhed. Bedsteforældre kunne give lektiehjælp og pasning af syge børn. Der var lokalpolitibetjente, som gav tryghed og havde stor autoritet, fordi de kendte kvarteret og de mennesker, som boede der. Forretningerne bragte varer ud til mennesker, der ikke havde fysik til at hente dem selv. Postbuddet havde tid til at kigge ind til mennesker, som var bevægelseshandikappede.
    Fortsæt selv listen; den kan gøres meget længere. Ansvar, medansvar og gensidig hjælpsomhed eller ensidig hjælpsomhed, om nødvendigt, bar datidens mennesker og samfund igennem svære tider.
    Velfærdssamfundet og markedet er parakdoksalt gået hånd i hånd i at nedvurdere værdien af disse mange ansvarsbårne aktiviteter, samtidig med at mennesker og samfundet ikke mere har råd til at betale for at de bliver udført.
    Denne situation er præget af et stort tab af livskvalitet, af utryghed og tab af livsmening for mange mennesker.
    Vi må ændre samfundets grundlæggende mekanismer, således at de enkelte mennesker – samfundsborgere – påny finder det muligt og meningsfyldt at yde noget, som er værdifuldt for andre mennesker og samtidigt til glæde for den enkelte, der gør en indsats.
    Masser af mennesker praktiserer på eget initiativ på trods af vilkårene at aktivere sig selv og at hjælpe andre. Børnefamilier knokler frivilligt i foreninger, selv om de selv er hårdt pressede. Bedsteforældregenerationen, der er udenfor arbejdsmarkedet, knokler frivilligt i mange foreninger og finder stor glæde ved det.
    Mange af disse ældre har kompetencer, som i større omfang burde kunne finde betalt arbejde i virksomheder, hvis aldersdiversitet i større omfang i virksomhederne blev anerkendt som en værdifuld kilde til fornyelse. Dette gælder for øvrigt enhver form for diversitet i et globalt marked.
    Min konklusion er, at alle i et eller andet omfang kan noget, som andre og samfundet som helhed har brug for. Hvorfor har vi så indrettet samfundet sådan, at der blokeres for denne indsats, at den nedvurderes, at den absolut skal finde sted med en forhåndsbestemt minimumsaflønning og et bestemt antal timer. Denne samfundsindretning fratager en del mennesker meningen med tilværelsen.
    Det kan vi ikke være bekendt.
    Tiden for en dybtgående ændring af velfærdssamfundets præmisser trænger sig på, og dette vil forhåbentlig rejse sig til et folkekrav, når tærsklen for udbredelsen af erkendelsen af behov og muligheder overskrides og muligheden for en fordomsfri debat uden blokerende grøftegravning opstår.
    Danmark er et af verdens mest demokratiske samfund. Det er parakdoksalt, at vi menneskeligt og politisk har brugt denne frihed til at indrette et menneskefjendtligt samfund uden værdighed og frirum til naturlig samfundsnyttig indsats og mulighed for mening i livet for alle dets enkelte borgere. Og hvad giver denne mening _ det gør følelsen af, at man har noget at bidrage med, som andre værdsætter. Som min mor sagde: “Ingen kan hjælpe alle, men alle kan hjælpe nogen.”
    Hvordan kommer vi videre ad den vej?

  8. Af Claus Larsen

    -

    @Svend Plum

    Hvor ville jeg gerne have samme evne, til at komme med så flot og gennemtænkt indlæg…
    Har samme ideal og tilgang til samfundet.
    Men som du selv nævner. Det er vist ikke denne tids indstilling, og da så sandelig ikke i den ånd vi opdrager vores børn.
    Applaus, applaus.

  9. Af Jørgen Villy Madsen

    -

    Tom Jensen repræsenterer højres gammelkendte synspunkter; den offentlige sektor er for stor, for dyr, for frastødende osv. Rammebetingelserne – dvs. skattenedsættelserne – for den private sektor skal øges. Overførselsindkomsterne til den mest udsatte del af befolkningen skal nedsættes til fordel for skattenedsættelser til de mindst udsatte. De dovne nydere skal straffes til fordel for sliderne. Kendte toner.

    Men selvfølgelig har mennesker, der ikke er i arbejde i et så rigt samfund som det danske ret til et forbrug, der svarer til minimumslønnen ved at gå i arbejde – og gerne mere. Alt andet er simpelthen umenneskeligt, når der ikke er arbejde.

    Primitiv borgerlig minimalstatstankegang hører fortiden til og den nostalgiske forestilling om noget, der ligner Steinckes socialreform fra trediverne, er så langt ude i hampen, at den ikke burde nævnes.

    Nutidens udfordringer kræver meget mere end Steincke med datidens primitive og fattige samfund som basis var i stand til at forestille sig. At fremhæve ham viser tydeligt højrefløjens tro på, at øget ulighed er vejen frem, og at den er helt uden kontakt med virkeligheden.

    Det er , hvad højre kan. De dårligst fungerende skal helst ligge hårdt kvæstede på bunden af afgrunden, før de kan få hjælp fra minimalstaten. Ynkeligt!

  10. Af Svend Plum

    -

    Der er mange slags fattigdom.
    Jeg anser det for at være et fattigt samfund, der ikke har råd til at løse basale arbejdsintensive opgaver, samtidig med at handikappede eller mennesker med mindre end fuld arbejdsevne udstødes af arbejdsmarkedet og forhindres i at bidrage til samfundets opretholdelse.
    De betales en eller anden ydelse, stor eller lille, for at holde sig væk.
    Herved mister de menneskelig værdighed, og de vil sande det, senest når de ser tilbage på deres liv.
    Samfundet burde fjerne blokeringer for, at disse mennesker kan inkluderes, istedet for at de udstødes.
    Det kræver et mere fleksibelt arbejdsmarked og et kærligt puf i den rigtige retning-
    Statens detailregulering af vore liv bør rulles tilbage. Der skal være plads til alle, der vil noget med deres liv.

  11. Af Svend Plum

    -

    I mit indlæg kl. 1647 lod jeg en halv delkonklusion hænge i luften. Jeg vil gerne vende tilbage til spørgsmålet om fattigdom og hvad vi kan gøre ved det.
    Selvom vi i Danmark opretholder et næsten konfiskatorisk skatteregime, mangler samfundet den økonomiske kraft til at gøre noget ved de forhold, der virkelig gør en forskel i forhold til sammenhængskraft og stolthed over, hvordan Danmark forvalter de betroede talenter.
    Naturligvis skal det være en kilde til stolthed, at Danmark samler de mennesker op, som må give tabt, fordi deres odds er for hårde.
    Men hvorfor prioriterer vi så ikke denne indsats:
    Hvorfor strør vi i stedet penge ud over ganske mange mennesker, som ville være i stand til at forsørge sig selv, såfremt de fik det før omtalte kærlige puf.
    Hvorfor bestikker vi dem til at blive væk – ude af øje og ude af sind. Jeg tror ikke, at dette giver disse mennesker livsglæde og et bæredygtigt indhold i tilværelsen.
    Desværre har begge sider af folketingssalen opretholdt dette ydelseskoncept på trods af, at tvivlen om det mulige i for samfundet vedvarende at opretholde et sådan udgiftsniveau var indlysende. Så i bedste fald må fortsættelsen af denne velfærdsmodel skyldes manglende mod til at fortælle vælgerne sandheden. Skulde nogen have modet, ville det være umuligt at vinde vælgertilslutning til mere stringente prioriteringer, når sådanne tiltags nødvendighed i store dele af Tinget hårdnakket benægtes.Og desværre stemmer mange vælgere ud fra vurderingen af deres egeninteresse og muligheden for at opretholde deres forsørgelsesgrundlag.
    Et opgør med den uholdbare model kræver altså et bredt politisk samarbejde.
    Men den langsigtede konsekvens af manglende handling er, at vi for første gang er levende generationer, der ikke har vist viljen og har tabt evnen til at overdrage et bedre samfund til vore børn og børnebørn, end vi selv overtog.
    Når jeg ovenfor udtaler, at statens detailregulering af vore liv bør rulles tilbage, hænger dette nøje sammen med og er betinget af behovet for påny at indføre en selvforsørgelseskultur.
    For nuværende nettomodtagere af ydelser vil stærke incitamenter set i sammenhæng med ydelsesniveauerne være nødvendige.
    Langsigtet holdbarhed af disse tiltag vil kræve, som Claus Larsen siger ovenfor, at vi opdrager vore børn til at bære konsekvenser og leve op til eet ansvar, så konsekvent som deres alder nu tillader.
    Der er således bestemt bistandsmodtagere, som skal have betydelig mindre ydelser for til gengæld at have ansvar for egen delvise eller fulde forsørgelse.
    Til gengæld burde der blive råd til at gøre det bedre for de, som virkelig har behov for hjælp.
    Stærkt handikappede, som på ingen måde kan klare sig udenfor hjemmet, skal have flere besøg.
    Gode hoveder, som sidder på fysisk handikappede kroppe, skal støttes i, at der oprettes arbejdspladser, som kompenserer for deres fysiske handikap. Veteraners store ressourcer bør kunne udnyttes mere målrettet på arbejdsmarkedet.
    Meget kræftsyge mennesker, som ikke kan behandles yderligere, skal ikke henslæbe deres sidste måneder på medicinske afdelinger, når de kunne støttes i hjemmet eller på hospice.
    Børnene skal have bedre skolegang, først og fremmest i kraft af, at de lærer hjemmefra, at der forventes noget af dem, de svageste skal kunne samles op og de stærke støttes i at bevæge sig videre.
    Der kan nævnes talrige andre tiltag, som kræver prioritering og investering, hvis vi vil have et velfærdssamfund, som vi kan være bekendt.
    Det må naturligvis ikke blive dyrere (gerne billigere) end det nuværende, da den private sektor allerede nu ikke har en indtjeningsevne, der kan understøtte alle ambitionerne.
    Men det kræver, at langt flere sendes tilbage til arbejdsmarkedet til de lønninger og den arbejdstid, de nu er i stand til at fylde ud.
    Det kræver så også en langt mere inkluderende arbejdskultur i virksomhederne, som derved også ville få bedre muligheder for begå sig innovationsmæssigt og globalt, da dette netop understøttes ved mangfoldighed. Vores erfaringer på dette område kunne også blive en eksportartikel.
    I øjeblikket møder samfundet mange af innovatorerne, der har startet egne småvirksomheder, med hovedløse krav og forhindringer, som gør deres første år til et hækkeløb og det følgende til en tur i muddergrøften. Med disse virksomheder dør snesevis af gode ideer, som ellers kunne have været udviklet til et globalt potientale.
    Et folkestyre burde være i stand til at fjerne store dele af dette bureakrati og understøtte virksomhederne med starthjælp på grundlag af et uvildigt nævns anbefalinger i stedet for at udsætte dem for iværksætterskat og Skats barske og enestående gebyrer for forsen betaling. Disse gebyrer udgør ikke sjældent dødsstødet for virksomhederne, som døjer med ubetalte regninger fra større firmaer, som bruger dem som bank.
    I stedet for at slå virksomheden ihjel, kunne Skat støtte deres bestræbelser på at inddrage deres tilgodehavender.
    Hvorfor gøre så meget ud af disse “ubetydelige” virksomheder. Jo, det burde man, fordi de er vækstlaget og underskoven i forretningslivet, fordi de har et uudnyttet speciale, samt fordi de gør det muligt for pensionister og handikappede at fortsætte beskæftigelse udover de nu vedtagne aldersgrænser og andre krav. Disse virksomheder kunne nemlig bidrage til et alternativt arbejdsmarked.
    Jeg foreslår, at vi som borgere, som debattører, som politikere og som samfund søger at afstå fra retorik, der hele tiden fremhæver ofre, men i stedet bidrager til positiv energi, til optimisme og til fremdrift, så vore børn alligevel kan overtage et bedre samfund, end vi nu kan tro på.
    NB: Som 68 årig tror jeg på, at jeg kan løbe en lille virksomhed i gang og tage penge for mit arbejde. Skulle det vise sig urealistisk, kan jeg i kraft af mit forsørgelsesgrundlag (pension)da gøre det gratis, sådan som tusindvis af andre ældre gør ved frivilligt arbejde.
    Der er mere kraft i samfundet, end man får indtryk af, når der i den offentlige debat i den grad fokuseres på ofre. Næsten alle kan noget, som de selv og andre kan drage nytte af.

  12. Af Henrik Jensen

    -

    I stedet for at hetze folk, som mod deres vilje er sat uden for arbejdsmarkedet, lad os se nærmere på, hvad bank direktører får for at køre finanssektoren i sænk, hvad boligejere får uden at røre en finger, hvad AP Møller får ud af vores alle sammens olie i den danske undergrund. Hvad nu med at indføre en skat på de enorme arbejdsfrie gevinster boligejere får på boliger købt til spot pris i 1991? Hvad med om staten overtog kontrollen med bankerne, ganske som det var tilfældet under den borgerlige general de Gaulle i Frankrig? Hvad om vi igen fik fælles ejendomsret til olie ganske som det er tilfældet i Norge og Brasilien?

  13. Af Henrik Jensen

    -

    I stedet for at hetze mod folk, der ufrivilligt er sat uden for arbejdsmarkedet, mod enlige mødre på overførselsindkomst, lad os se på de enorme overførsler til det danske landbrugsindustri, der ødelægger vores alle sammens grundvand, forpester luften og skaber resistente bakterier qua et enormt pesticideforbrug til 32 millioner grise. Lad os se på foræringerne til finanssektoren. Lad os se på de enorme bonusser til direktørerne. Lad os se på alle lønninger, som er over 45.000 kr. om måneden inklusive avisdirektører… hvem har brug for så meget, nu hvor krisen kradser og hvor væksten må ned for at redde jorden fra klimaændringerne

  14. Af Bjarne Munk Christensen

    -

    Til.: TOM ! – Du har fuldstændig ret, men den gode K.K. Steincke kunne, naturligvis, ALDRIG – i sin vildeste fantasi – forestille sig, at DK siden 1983 skulle blive omdannet til “bistandskontor” for al-verdens “fattigdomsflygtninge”, således, at vi idag har ca. 500.000 hvoraf de mindst 250.000 “tapper” landet for godt 40% af samtlige sociale udgifter + kriminalitet + “alt det andet” = ca. 75 milliarder pro anno – det kan ingen samfund “overleve” – derfor har velfærdssamfundet “spillet fallit” og KUN DERFOR!
    PS.: “de røde” er alene ansvarlige for dette og “de blå” har været for “lalle-svage” til at stoppe det i tide – nu er det, uigenkaldeligt, FOR SENT!
    PS.. “Resten” af Europa er i samme situation.

  15. Af sven poulsen

    -

    Tom Jensen
    Jeg er enig i det principielle
    2 spørgsmål:
    Har nogen undersøgt hvor mange arbejdsdygtige, som helt enkelt ikke vil arbejde ?
    Annerkendes retten til dovenskab af noget politisk parti ??
    En lav borgerløn, som beskrevet i “Oprør fra midten” kunne “brødføde” disse mennesker, så vi andre kunne komme videre ???

  16. Af Søren Jensen

    -

    Jeg kender ikke meget til ufaglærte, men der er job til akademikerne, især ingeniører men:
    Startlønnen er håbløs høj, så man vælger at undvære dem. Staten hjælper med at holde lønningerne oppe med isbryder ordningen, som giver løntilskud til akademikere. DJØF og andre fagforeninger må acceptere lavere startlønninger da værdien af nyuddannede er ringe. Studerende, der har brugt mere end normeret tid må acceptere endnu mindre startløn. Ideen med at de har fordybet sig duer ikke, de har måske feset den af. Arbejdspladser ønsker ikke at man fordyber sig unødvendigt, opgaverne skal løses hurtigst muligt. Staten giver for høje lønninger til DJØFer og vanvittige overførselsindkomster som max. burde udgøre 85% af mindstelønnen for ufaglærte. Privat forsikring for større støtte.

  17. Af Flemming Pedersen

    -

    Danmark er et frugtbart land med godt fiskeri og vi har ikke vaeret igennem naturkatastrofer, krige eller anden ulykke. Det er saaledes op til os selv at indrette samfundet saa godt som muligt.Den politiske debat drejer sig om kampen imellem röd og blaa blok, og det medförer at politikerne saetter det at have magten over det at före en fornuftig politik.
    For der er intet fornuftigt i at det ikke kan betale sig at arbejde. der er heller intet fornuftigt i at have rammevilkaar som gör at vi ikke kan konkurrere paa verdensmarkedet. Der er intet fornuftigt i at uddanne folk til arbejdslöshed. Men alle disse bivirkninger af den förte ufornuftige politik bliver ikke taget alvorligt nok, kort sagt landet bliver ikke regeret godt nok. Lars Lökke Rasmussen var igang med en process, der skulle mindske de anförte bivirkninger, men han blev vaeltet af pinden, af en flok som saetter egen magt over at fóre en fornuftig politik. Et ord til politikerne: Lad dog vaere med , med jeres love, paa den en eller anden maade at forhindre, direkte eller indirekte, folk i at forsörge sig selv, det vil sige at arbejde. det er dog det mest taabelige i kan göre.Men det er jo lige precis dety den nuvaerende regering er i faerd med at göre. Hvor taabelig kan en regering vaere?

  18. Af Jørgen Simonsen

    -

    Er vi blevet tryghedsnarkomaner?
    Alle ønsker størst mulig tryghed, derfor stemmer vi på de partier, der lover mest tryghed, selv om det indebærer, at den personlige frihed indskrænkes. I høj grad har vi nu afskaffet ansvaret for andre og for eget liv, det er blevet overladt til samfundet.
    ”Samfundet” er en så udefinerlig størrelse, at der faktisk ikke er nogen, der har ansvar for noget. Kort sagt, vi er ved at blive et samfund, hvor vi alle er på vej til at blive ansvarsløse tryghedsnarkomaner afhængige af et offentligt system, der er så komplekst, at den skaber mere utryghed end tryghed.
    Det skulle være så godt – og så er det faktisk blevet skidt.
    Det kan være noget af en udfordring, at genskabe et samfund, hvor et stort flertal igen kan være stolte over at tage ansvar.
    Håber at vi snart vågner op, ellers vil virkeligheden indhente os og vi får en ”kold tyrker” ligesom Grækerne.

  19. Af Jørgen Simonsen

    -

    Debatten om fattigdom vedrører følelser mere end virkelighed.
    Alle danskere føler trang til at hjælpe de fattige. Denne hjælp administreres nu over skatten af en velfærdsindustri, der vil gøre meget for ikke at blive arbejdsløse. Når politikere så henviser til fattige, kan skatten igen sættes op, så der kan ansættes flere i velfærdsindustrien. Der er jo ingen der kan have noget imod at hjælpe de fattige. Grænser for fattigdom kan af politikerne defineres, så de passer til de politiske holdninger eller hvad der giver flest stemmer.
    Der er rigtig mange der ikke kan administrere egen økonomi, men om de reelt er fattige er nok mere et spørgsmål om at føle sig fattig.
    Alle der føler sig fattige er fattige, det gælder også millionærer.

  20. Af Hans Olsen

    -

    Danmark er paa vej mod den oekonomiske afgrund. 20 aar paa sjasen uden at lave en skid. 15000 kr i raadighedsbeloeb. Det er fanme flot, det maa jeg sige. Haev endelig skatten til alle de rige og Danske Bank og Maersk. Og giv flere penge til de fattige horder i Danmark. Ha, ha, ha, ha… joh, joh, Danmark er paa rette vej. Mette Frederiksen og de andre studentermedhjaelpere i regeringen skal nok fixe det alt sammen.

  21. Af Katja Petersen

    -

    @ Hans Olsen

    Vil lige gøre opmærksom på, at den “nye” regering ikke har foretaget nogen ændringer på området endnu.
    Du er efter den borgerlige regering i dit indlæg.

Kommentarer er lukket.