Stress med stress på

Af Tom Jensen 23

Hvad er Danmark i 2011? Nogle gange har man følelsen af, at Danmark er stress. Stress, stress, stress. Kik dig rundt i bekendtskabskredsen – der er formentlig flere, der har været nede en tur, og da stress ikke længere er et tabu, har de nok fortalt dig om det. Jeg har selv været nede en tur. Det kom i form af akut panikangst for nogle år siden en uskyldig søndag formiddag. Pulsen røg på 180, koldsveden sprang, jeg hev efter vejret, mistede orienteringssansen, stormede mod nærmeste åbne dør og troede, jeg havde fået et bommesislag og blev som følge heraf afhentet af en ambulance og testet for det ene og det andet. Det kom igen et par gange derefter, jeg måtte trække stikket i et par sygeuger, men det var til at håndtere, og det ér til at håndtere, og nu har jeg berettet om det. Og jeg var kun endnu en i rækken.

Læs blot dette kalejdoskopiske kik ind i den sortbejsede side af folkesjælen via den næsten uendelige mængde af velkendte navne, der over de seneste par år har været nede med stress – og derefter ude i medierne med deres personlige historie som en slags medievirkelighedens spejl af almendanskerens overophedede indre:

Sangerinden Anne Herdorf har været ramt (”pludselig kunne jeg ikke mærke mig selv, når jeg stod op om morgenen”). Skuespilleren Per Pallesen har været ramt (”den kom helt pludseligt en morgen, jeg sad og læste …pludselig kunne jeg ikke finde hoved eller hale i noget som helst”). Tegneren Nicoline Werdelin har været ramt. (”jeg blev reduceret til en, der prøvede at holde den smerte væk, som jeg ikke kunne tackle”). Topchefen Katia Østergaard har været ramt (”min krop var fysisk stået helt af”). Skuespilleren Jesper Asholt har været ramt. (”jeg havde intet overskud til min familie, men bare sov og sov,
uden at jeg blev frisk af den grund”
).

Skuespilleren Lærke Winther har været ramt. (”jeg var derude, hvor jeg overhovedet ikke kunne mærke, hvad der var galt, og hvad jeg havde brug for. Min fornemmelse for realiteterne var helt forsvundet”). Studieværten Anja Steensig har været ramt ( ”det hele krakelerede inden i mig. Og jeg begyndte at stortude, og så tudede og tudede og tudede jeg” ). Politikeren Pernille Rosenkrantz-Theil har været ramt ( ”jeg blev mere og mere irritabel” ). Livsstilseksperten Christine Feldthaus har været ramt (”det var sådan nogle kramper i spiserøret, der føltes ligesom et hjerteanfald”). Fotografen Jonas Kunzendorf har været ramt (”om morgenen sad jeg i sengen og rystede og græd”). Skuespilleren Maibritt Saerens har været ramt (”jeg blev helt kold over det hele, fik hjertebanken og en grådkvalt fornemmelse af afmagt og raseri i hele kroppen”).

Fhv. formand for Dansk Sygeplejeråd Connie Cruckow har været ramt (”da jeg så mig i spejlet, var jeg fuldstændig gråhvid i hovedet. Jeg lignede Døden fra Lübeck. Jeg lagde mig ud på sofaen, og vandet løb ud af øjnene på mig”). Aqua-sangskriveren Søren Rasted har været ramt (”jeg følte, at jeg var ved at miste det hele. Min kone, mit ægteskab, min familie, mig selv”). Rejsekongen Stig Elling har været ramt (”under et kommunalbestyrelsesmøde … gik jeg pludselig helt i sort. Blev konfus og rundt på gulvet”). Kaviar-kongen Jacob Marsing Rossini har været ramt (”jeg fik et kraftigt vink med en vognstang fra lægen om, at jeg skulle tage det her seriøst”). Reklamedirektøren Hanne Feldthus har været ramt (”en konstant fase af gråd og nervenedbrydende angst”). Skuespilleren Michael Carøe har været ramt (”pludselig fik jeg et ildebefindende og faldt om”).

SF-folketingsmedlemmet Pernille Vigsø Bagges mand, Michael Bagge, har været ramt (”sad… efterhånden flere og flere aftener i stuen og bare stirrede”). ”Vild Med Dans-baben” Katrine Bonde har været ramt (”jeg gik til lægen, fordi jeg havde ondt i maven hele tiden”). Pressechefen, bloggeren og fhv. folketingskandidat Anne Sophie Hermansen har været ramt (”var begyndt at få hukommelsesproblemer, hovedpine, mavesmerter, gå i et med sofaen kl. 18 og var blevet asocial, rastløs, irritabel og negativ”). Bankdirektøren Finn B. Sørensen har været ramt (”jeg fik signaler fra kroppen, der gjorde, jeg ikke længere kunne agere med handlekraft”). Håndboldspilleren og livsstilseksperten Marianne Flormann har været ramt (”jeg gled ind i en
depressionsagtig tilstand”
).

Eller man kan vende blikket bort fra de kendte og over på det helt almindelige Danmark, som posterer sine stresshistorier online, i bladene, i blogs og i livsstilsbøger:

Der er miljøingeniøren. Der er kæresten. Der er tekstforfatteren. Der er socialpædagogen. Der er gymnasielæreren. Der er ”kontormusen”. Der er pædagogen. Der er sygeplejersken – og alle de mange, mange andre. 

Det kan godt være, at vi har opbygget verdens mest velpolstrede velfærdssamfund. Det kan godt være, at danskerne er klodens lykkeligste folk. Det kan godt være, at Danmark er et foregangsland. Men disse små glimt ind bag facaden på karrierens, selvrealiseringens, modernitetens, velstandens og det gode livs Danmark kunne tyde på, at alt ikke er, som det bør være. At der er et element af dekorativ kulisse over det, når vi betegner os selv som verdens lykkeligste.

I stedet kunne det se ud som om, vi kollektivt er på sammenbruddets rand. Som om det i realiteten kan true med at gå i sort for enhver af os – på ethvert tidspunkt. Hvilket bakkes op af de hårde tal. Således er antallet af danskere med et diagnosticeret psykisk lidelse vokset med 50 pct. siden 2000, og stress og depression er en vigtig del af forklaringen. Og i fjor kunne Berlingske afsløre, at hver fjerde dansker siden 2005 havde været til lægen på grund af stresssymptomer. Det er med andre ord ikke bare noget, der rammer kendisser, som bagefter fortæller om det i bladene og aviserne.

Det er en rå, kold og mørkt brusende understrøm i det moderne liv.

Hvilket er afsættet til at bringe os præcis 100 år tilbage i tiden. Som mange andre stresser jeg af (…!) på søndage i denne tid med at følge den ekstremt velgjorte britiske TV-serie Downton Abbey på DR1 om livet på et britisk gods i begyndelsen af forrige århundrede. Jeg vil ikke bruge pladsen på at referere handlingen her, men blot opfordre til at man ser med, eller erhverver sig serien på DVD – eller skynder sig at flyve til et land, hvor man netop skal til at sende serien. Så god er den. Dialogen er formfuldendt, historien troværdig, skuespillerne af allerhøjeste karat, dramaerne små og uendeligt store på én gang. Her er en smagsprøve til at vække interessen:

[kml_flashembed movie="http://www.youtube.com/v/2M3moEeErr8" width="425" height="350" wmode="transparent" /] 

Men hvorfor nu bringe denne serie på banen i en blog om stress? Jo, netop. Serien indledes i 1912 med nyheden om Titanics forlis. Derefter tager begivenhederne fart i et univers så ufatteligt milevidt fra det liv, vi mennesker lever i 2011, at man kniber sig i armen og knap fatter, at der trods alt kun er gået 100 år. Eller rundt regnet ét moderne menneskeliv.

Personerne i Downton Abbey lever en tilværelse, hvor alle fra starten kender deres rolle. Man er nemlig født ind i den (de første spæde brud på denne orden udgør således kernen i flere af seriens dramatiske del-fortællinger). Man kender sin plads og sine rammer, inden for hvilke man gør, hvad man kan og respekteres for det. At rammerne er voldsomt begrænsende for den enkelte, er der ingen tvivl om. Kvinderne er så småt ved at røre på sig inde bag korsetterne. Enkelte af tjenestefolkene prøver at vriste sig fri af den stivnede sociale orden. Nogle har en fortid, som latent truer med at få de faste strukturer til at gå i opløsning. Men grundlæggende er verden prepareret for hvert enkelt, så opgaven er at udfylde den på forhånd givne rolle så godt, man nu evner det.

Der er brutalitet, ingen tvivl om det. Der er hårdt arbejde, ingen tvivl om det. Der er voldsomt langt fra rig til fattig, ingen tvivl om det. Der er slibrigheder, magtkampe og intriger, ingen tvivl om det.

Men her i 1912 er der blot en større orden, som synes at overtrumfe alt andet i sidste ende. Man begår fejl, ja. Men retter man efterfølgende ind, falder tingene på plads igen. Man kender ikke sin skæbne. Men man kender de grundvilkår, inden for hvilke skæbnen kan udfolde sig, hvilket man ydmygt affinder sig med. Og der er vel i bund og grund ikke noget, der er så afstressende som at kunne affinde sig med noget.

Over til 2011. Det er næppe for meget sagt, at der siden Titanics forlis er sket en del… Men selv hvis man medregner krigene, kvindefrigørelsen og computerrevolutionen er den største forandring vel sket i vores indre liv, hvor opbruddet kom gradvist, indtil det efter 1968 tog fart og blev totalt. Allerede i 30erne havde østrig-ungareren Hans Selye været blandt dem, der først introducerede begrebet stress rent klinisk, men da var ændringen af verden og vejen fra de faste strukturers brutalitet på Downton Abbey til det stresstyngede og diagnosehærgede 2011 endnu lige begyndt.

Skal man groft sammenligne vores moderne liv med Downton Abbey-tilværelsen er det vel netop karakteriseret ved mangelen på rammer. Nok findes der en stærk negativ social arv stadigvæk, men man forventes at forsøge at bryde den. Selv statsministeren siger, det bør ske

Intet synes længere givet. De fleste autoriteter har pakket sydfrugterne, man er selv sin egen største autoritet. Familie og ægteskab er noget man stifter og opløser. Børn er noget man får og forlader. Social status er noget man får og forventes at bryde, når det er opad, eller er fri til at bryde, når det er nedad. Arbejde er ikke længere i ét stræk 8-16, men i korte og lange faser 7-24 – og 24/7. Always on er noget, man kan, men ender hurtigt med at blive noget, man føler man skal, eftersom skærme, TV-apparater, smartphones og telefoner konstant gør opmærksom på muligheden for, at man kan. Uddannelse er noget man vælger efter lyst og behov. Karriere er ikke længere en tjenestemandsansættelse med pension, men projekter, der afløser projekter. Venner er nogen, man klikker til og fra på facebook. Identitet er ikke noget man har, men noget man søger.

Men helt grundlæggende er der ansvaret. Det er ens eget. Hvilket er smukt. Og skræmmende. Måske derfor kom velfærdssamfundet så handy for os – her var i det mindste et system, hvor vi kunne finde en fast rolle som klienter, brugere og skatteydere.

Men derudover er vi overladt til os selv. Og dermed også til vores egen selvoptagethed. Vi definerer selv vores drømme, vi har selv ansvaret for at udleve dem, og ingen sætter faste grænser for os, ingen fortæller os dybest set, hvad vi må og skal – og ikke skal. Hvilket til syvende og sidst kan ende i X Factor og Thomas Blachman og Det Kolossale Menneske (”vi er alle skabninger, så tror fanden, vi alle har skabertrangen i os. Den giver os et løft fra jorden op imod det himmelrum, vi går glip af, når vi sover”).

Ind i mellem, oftere og oftere, så kolossalt, at det overvælder os.

Hver har sikkert sin grund til stress. In Every Dream Home A Heartache, sang Roxy Music, og ikke to historier eller skæbner er ens, men netop overvældelsen går igen i mange af stressberetningerne. Overvældelsen over sig selv. Over at skulle håndtere alting selv. Over at skulle sætte rammerne og udfylde rammerne selv. Over, dybest set, at være herre over egen skæbne.

Så meget, at stress-erfaringen ender med at blive en del af rammen. Et grundelement i fortællingen om det moderne menneske. Noget, man finder den identitet i, som så mange så desperat søger efter i en tid, hvor alle muligheder er åbne, hvor alt er tilgængeligt og alle drømme er dine.

Er det rigtigt – eller forkert? Er vejen endt med at være så wide open, så den som i sangen af The Triffids ender med ikke at repræsentere friheden, men fængslet og flugten på én og samme gang? Tænk over det, mens du stresser af til musikken.

Og skriv din mening – eller fortæl din egen stresshistorie…

[kml_flashembed movie="http://www.youtube.com/v/FSMF3h7LE2Q" width="425" height="350" wmode="transparent" /]

FØLG MIG PÅ TWITTER

FØLG MIG PÅ FACEBOOK

23 kommentarer RSS

  1. Af Torsten Lind Søndergaard

    -

    Som altid et godt indlæg, Men her mangler alligevel det vigtigste. Nemlig et link til Roxy Music’s “In Every Dream Home A Heartache”
    Her er et fra måske verdens bedste live-plade, Roxy Music – Viva: http://www.youtube.com/watch?v=jqncRhg01Gs

  2. Af Trine Louise Appelby

    -

    Interessant indlæg. Du har sikkert ret i din overvejelse vedr. årsag til stress. Jeg har også selv været nede med stress. Dengang havde det også meget med roller at gøre og dette med at man selv bærer hele ansvaret for alting.
    Jeg tror vi har fået lavet et samfund som er så avanceret, at vi kører på undtagelses-tilstand i hjernen hele tiden. Og det er det som giver os stress. Hvis man skal være med, i samfundet, debatten og især på arbejdsmarkedet skal vi være forandringsparate, proaktive og ekstremt flexible. Det kan vi være når vi sætter os selv i undtagelsestilstand og lader hjernen yde en ekstraordinær indsats. Problemet er bare at den hjernemæssigt ekstraordinære indsats er blevet standard. Det er blevet vores varemærke her i Danmark og vi er bare nødt til at køre i dette overdrive hele tiden for at kunne overleve den globaliserede verden.
    Da jeg så indslaget i TV-Avisen i søndags om en kvinde som har fået hjerneskade af stress, tænkte jeg at det er sørgeligt ironisk, at vi er ved at ødelægge vores produktionsapparat med den stress, som også er årsagen til vores succes. Flere og flere mennesker må forlade arbejdsstyrken af disse årsager. Det er jo en ond cirkel: vi sejrer ad helvede til.

  3. Af Casper Petersen

    -

    Jeremy Clarckson sagde det meget præcist. Hvis du vækkede en mand fra Jesus tid i år 1900 ville han se forskel, men ikke noget slemt. Hvis du vækkede en mand fra 1900 i dag, ville han falde om af skræk. Forskellen er fart, alting går hurtigere nu, beslutninger arbejdstempo, børnene skal rundt til en mio ting osv osv. Alt det stresser.

    Sæt tempoet ned, og så bliver du bare hægtet af, der er desværre ikke nogen åbenlys vej ud af det.

  4. Af Hans Nielsen

    -

    Jeg får næsten stress af at læse hele bloggen…
    Men mon ikke der snart kommer en pille der kan klare stress – ligesom alle de andre problemer vi ønsker bortskaffet i pilleform.

  5. Af Hans Perstrup

    -

    Stress og sammenbrændthed

    De rådende politikere med deres ensretning og kontrol har bestemt ikke haft en heldig hånd med hensyn til vores samfunds udvikling de sidste årtier.

    Men for virkelig at få en forståelse af den mere og mere udbredte stress og sammenbrændthed er vi nok nødt til at grave nogle spadestik dybere ned til nogle områder, der er hellige og fredet af det store flertal nemlig musikken.

    Hvis man forstår musikkens store påvirkning på godt og ondt, så vil man også vide at dennes indvirkning ikke bør ignoreres, når man skal vurdere strømningerne i samfundet, da ingen kan sige sig fri for at ligge under for musikkens indflydelse på sindet, som så igen udmønter sig til holdninger og moral for slet ikke at sige påvirkning af vores åndelige habitus.

    Desværre har ingen hverken mod eller lyst til at anskue musikken ud fra disse vigtige forudsætninger, at musikken i høj grad styrer vores liv og det til trods for at der findes kvalificerede undersøgelser, der bekræfter dette forhold til fulde.

    Derfor er vi nødt til at tage det vigtige forhold i betragtning, at vi nu snart i et halvt århundrede har været underlagt den rytmiske musiks synkoperede rytmer i et omfang, der ikke tidligere er oplevet i vores civilisation. Disse rytmer dunker løs i en uendelighed, så de hverken giver krop, sind eller sjæl lejlighed til at falde til ro og slappe af og tilmed hamrer de bevidstheden ned til lavere områder, hvor den ikke har nogen gavn af at befinde sig.

    Det triste er, at de fleste er faldet for denne inciterende musik uden at have det kritiske øre med og de er af medierne blevet lokket til at tro, at der her var tale om verdens ottende vidunder, der ville give dem den frihed, de søgte efter og så har den i stedet for givet dem en ubehagelig spændetrøje, således at de uafvidende er blevet ofre for stress og udbrændthed samt med denne farlige musiks følgesvende i form af rusmidler.

    Men hvem tør gøre op med denne afgud, der har besat vores liv på en så effektiv måde, at vi er blevet dens ofre og hvem tør sige til sin sidemand, at der vist er noget her vi er nødt til at se nærmere på? Læs Musikkens Påvirkning I til XXII (kan googles).

    Med venlig hilsen Hans Perstrup

  6. Af Henrik R.

    -

    Det moderne menneske fik friheden og stressen!

  7. Af Pål Hanson

    -

    Vi skal være hurtigt færdige, vi skal arbejde mere, vi skal læse og lære mere og hurtigere, vi skal være omstillingsparat, vi skal have gode vaner, vi skal dyrke sport, vi skal have en aktiv fritid, vi skal have børn, vi skal have karrierer, vi skal forholdes os til informationer og nyheder fra hele verden, vi skal være lykkelige, vi skal……………….., vi skal dø!

    Tag dit liv seriøst, mærk efter hvad kroppen og følelserne siger til dig og sænk farten til et niveau der passer. Sluk mobilen, lad være med at gå online, få plads til de ting der er vigtig for at du fungerer.

    God blog, med et vægtigt indlæg om vores tids største dræber.

  8. Af m christensen

    -

    Foryggende dejlig læsning, meget flot research, super indlæg…
    Hatten af for dig Tom, dette indlæg burde jo være på forsiden af avisen.
    Mange argumenter og analytiske kommentarer kan knyttes.. og vil blive det. Allerede her opstår jo også et stress fænomen, hvis vi bare læste dit indlæg uden at bruge tusindvis af tanker på, for eller imod, uden skelen til div. smagsdommere, forskere, undersøgelsesresultater, meningsmålinger og bla bla bla.. men bare læste dit indlæg og brugte lidt tid på at reflektere, kigge indad, tage det man kan bruge og smide resten væk… tjaa, så tror jeg vi igen er på sporet, af det vi alle inderst inde ønsker..at være i balance med sig SELV.
    TAK TOM.
    Ha en god dag

  9. Af Thomas Mai

    -

    Godt, men deprimerende indlæg.

    Problemet i 2011 er at næsten ingen ved hvad der gør dem lykkelige. Men alle ved hvad der gør dem ulykkelige. Derfor fokuserer folk mere på ikke at blive ulykkelige frem for at blive lykkelige. Hvis nogen beder dig om ikke at tænke på en elefant, hvad tænker du så på?

    At man bliver bombaderet med marketing, reklamer, TV, internet, blade og aviser, som alle prøver sælge et budskab gør det hele mere forvirrende. I 1912 var der meget få informationer tilgænglige. I dag har vi information overload og folk kan ikke rumme mere. Kobl af. Ignorer nyhederne, aviser og blade i en hel uge. Koncentrer dig om det du skal/vil uden at blive forstyrret af meningsløs støj og de vil få mere overskud.

    Jeg tror ikke på at danskerne er verdens mest lykkelige folkefærd. Hop på bussen på Nørrebrogade en tirsdag morgen i myldretiden og der vil være meget meget langt imellem smil, glæde og latter, begræber som normalt bliver forbundet med lykke.

    Find ud hvad der gør DIG lykkelig,ikke hvad der gør andre lykkelige. Lær dig selv at kende 100% og stå inde for alt hvad du gør og siger. Lær at være ærlig overfor andre men først og fremmest over for dig selv.

    Kærligheden kan være en flugt væk fra en selv, især forelskelsen. Hvis man ikke lærer at elske sig selv 100% så kan man ikke være ærlig overfor andre i et forhold.

    Lær at tilgive dig selv. Danskerne vågner op hver morgen og tænker på alt det grimme i fortiden og så bliver det en meget lang dag. Tilgiv dig selv og alle de andre så du ikke bærer nag. Tilgiv fortiden, lev i nuet og glæd dig til fremtiden. Janteloven tilgiver ikke.

    I den protestanstiske tro, som det danske samfund stammer fra, kan man ikke bede om tilgivelse, men man skal bære sin sorg og dårlig samvittighed hele livet igennem. Katolikker, jøder, muslimer og i alle de andre reliogioner lærer man at tilgive. Men ikke hos danskerne. Uden tilgivelse kan man aldrig blive et lykkeligt menneske. Selvfølgelig har vi alle dummet os på et eller andet tidspunkt. Tilgiv det og tilgiv dem som gjort dig ondt i fortiden eller nutiden.

    Og så er der lige det med vejret. Sol er sundt for sjælen, kroppen og humøret. Det er er der ikke meget af i DK efter 2 lange vintre.

    Jeg syntes livet er en gave. Jeg har en fantastisk hustru som jeg elsker overalt på jorden (hun er fra Brasilien) vi bor i Australien og jeg har mit eget firma som går godt. Dette siger jeg ikke for at prale, men fordi det tog mig 10 år i udlandet at lære at blive lykkelig.

  10. Af Mark Thomsen

    -

    God artikel. Godt at se de store penselstrøg. Og faktisk kommer du tæt på at begribe via, en form for kulturanalyse, hvad psykologer ved forskningsmæssigt. Nemlig, at der over de sidste 70 år (baseret på utallige personlighedstests på amerikanske draftees) er sket en femdobling (x5) af psykopati, angst og symptomer på skizofreni.!! Læs det lige igen. Det er ret utroligt. Forskerne gætter på at det har med at gøre, at relationer er blevet mindre vigtige og underprioriteret ift. præstationer. Og mennesker bliver syge når de ikke mødes som dem de er, når de ikke oplever ubetinget positiv accept. Mao bliver mange mennesker syge, når de nære relationer bliver ligegyldige i lyset af et ræs efter præstationer.

    Medieindustrien og politikere har gjort det til en pligt af forbruge og præstere, hvor idealerne er skruet vildt højt op. Jeg vil påstå at vi lever uden egentlige værdier. vi synes det er dyrt at gå til parterapi, men kan godt bruge 200.000 på et køkken. Vi lever i en coaching tid hvor det allestedsnærværende spørgsmål er, ‘hvad vil du?´, disse halvuddannede røvere er ikke klar over at psykisk sundhed befinder sig i spændingen mellem frihed og bånd, vi vil ikke kun frihed. Som jeg ser det lever vi i en værdiforladt tid, hvor det er vigtigere at kunne opgradere tallene på bagsmækken af sin Mercedes, end at tage vare på klimaet, man kunne også med god ret kalde det for en åndsforladt tid vi lever i. Og jeg er ikke venstrefløjsagitator, jeg konstaterer bare. Jeg konstaterer, at de fleste mennesker lever pr refleks, som små robotter, slaver af diskursen / tidsånden. Det er sgu lige før jeg ville foretrække religion.

    Jeg tror at stress er præget af en høj grad af hysteri. Okay, noget stress er temmelig konkret. Jeg håber at stress-sygemeldinger på et tidspunkt vil begynde at blive kortere. Stress-sygemeldinger eksisterer i dag, og er blevet så langvarige i dag, fordi så mange uden forstand på stress arbejder inden for feltet. Jeg tror at de fleste stress-sygemeldinger begynde at virke modsat hensigten efter en måned. Som psykolog har jeg haft utallige sygemeldte klienter, der har bl.a. har gæstet stressklinikker, læger mv., som jeg har fået i arbejde igen efter et par uger med stor succes. Problemet med sygemeldinger er, at i et samfund hvor man ‘er hvad man præsterer’, kan kun de færreste tåle lediggang uden at føle sig totalt stigmatiseret. Stressfænomenet er så nyt, at der selv på højeste plan, om man vil, på dyre stressklinikker, foregår kvaksalveri. Jeg har kendskab til at sunde unge mænd får at vide at de kun kan arbejde 6 timer om ugen.. Så er det sgu da ikke så underligt at de tror at de er blevet gevaldigt invalideret!!

    Og sidst, men ikke mindst: ‘Stress er ikke tabu’, skriver du, og siger man. Det passer bare ikke. Inderst inde, og blandt ledelsen på de fleste arbejdspladser tænker man, at personer der har været ‘nede’ med stress, er svage. Tough luck buster. Survival of the fittest. Du finder ingen dyr eller mennesker der i sandhed respekterer svaghed.

  11. Af Mark Thomsen

    -

    ok, det var lidt hurtigt skrevet… Men ja, man kan argumentere for at ‘individualiseringen’ er noget skidt for rigtigt mange, og det giver sig udslag i psyken og fysikken, som angst, depression, eksem og alskens andre fænomener, som i bund og grund er nervesystemets bedste måde at håndtere presset på.

  12. Af jens hansen

    -

    Stress er blevet et modeord, der bruges og misbruges i alle mulige afskygninger, også som en dårlig undskylning for manglende prioritering af ens liv. Lad os få begrebet stress klart defineret -det handler jo ikke om at have travlt.

  13. Af mette marie aakerberg

    -

    Det er vist lige før jeg når stress-faktor hjerneskade, så nu vil jeg sætte fænomenet Hansi på afspilleren for at tømme hovedet for alverdens modbydeligheder.

  14. Af jeronimus pedersen

    -

    Diagnoser især de, der er stillet og opfundne af psykologer, er vor tids pest.
    “Stress” er en af dem. En anden populær diagnose er f.eks. “nedslidthed”,der især bruges til at retfærdiggøre efterlønnen. Det ville blive for omfattende at opregne alle disse nymodens diagnoser, vore forældre aldrig havde hørt om. Det kunne være interessant om nogen ville prøve at regne på, hvor meget disse opfindsomme diagnoser koste samfundet.

  15. Af Jeppe Mehlsen

    -

    Jeg har selv været nede med stress og endte med at blive indlagt før, jeg fandt ro noget som vi alle leder efter.
    Vi kan idag købe/leje alt, men ikke ro den er vi på stadig jagt efter hverdag…

    Jeg har fundet lidt ro men , er det nok….
    Godt kan li dine ord omkring ansvar, livet er vores eget ansvar ikke andre husk det !

  16. Af Tom Jensen

    -

    @ Hans Perstrup

    Al respekt for din teori, men den tror jeg godt nok er en tand for langt ude…

    Men vores tilværelse har ændret sig på rigtig mange parametre – og med lynets hast. Det har efterladt os med nogle helt nye menneskelige grundvilkår. Det er dem, jeg forsøger at skildre i bloggen.

    mvh Tom

  17. Af Tom Jensen

    -

    @ Thomas Mai

    Interessant indlæg, men jeg tror nu egentlig ikke det er informationsstrømmene, der er skyld i stress. Jeg tror den menneskelige organisme kan håndtere ufattelige mængder af information uden at gå i overload. Så jeg tror vi skal passe på med at sige, at det og det er skyld i stress-epidemien. Jeg tror svaret på den megen stress er mere grundlæggende end som så. Og mere kompliceret.

  18. Af Tom Jensen

    -

    @ Jens Hansen og Jeronimus Pedersen

    Det er muligt I har ret – at stress bruges som forklaring på alt muligt andet af nogle, og at diagnose-trangen på flere måder har taget overhånd.

    Men jeg tror blot ikke, man kan ramme hele stress-problematikken ind så enkelt. I så fald ville man f.eks. næppe møde de regulært fysiske udtryk, som stress kan få, og som så malerisk beskrives i de mangle eksempler, jeg ridser op.

    mvh Tom

  19. Af Heidi - dyb indånding

    -

    @ Tom
    Godt indlæg. Jeg oplever at stress i mange kredse er tabu. Det er det i høj grad på min arbejdsplads – trods det at direktøren selv har været gennem turen. Jeg tror folk er bange for at vise “svaghedstegn” – og så er det lettere at sige at man har været derhjemme nogle dage med en fysisk skavank. Jeg led på et tidspunkt af angst i min ungdom og det var for mig uventet, så meget jeg skulle redegøre og forklare for selv nære venner, da deres opfattelse var at det kunne da ikke passe at “sådan en som mig” fik sådan noget. Andre valgte ikke at tale så meget om det – måske fordi de var bange for at det gjorde for “ondt” på mig at tale om det… eller fordi de bare ikke kunne rumme det. Ganske få havde overskud til at lytte… Jeg vil lige tilføje, at jeg ikke bebrejder mine venner deres reaktioner – bare redegøre for hvad jeg selv har oplevet.

  20. Af j nielsen

    -

    tak for linke til et af de smukkeste numre jeg kender

  21. Af Trine Louise » Min mærkesag er stress

    -

    […] meget vigtig sag for mig er stress. Tom Jensen bloggede om det på Berlingske, og her blev det ret tydeligt hvor massivt problemet er. Da der i samme uge […]

  22. Af En syret, alternativ ministerliste — På sporet af et moderne liv

    -

    […] som arbejder, arbejder og arbejder. For mange i en grad, så de ikke kan finde ud af det med at få familie- og arbejdsliv til at gå op i en højere enhed. Og skal vi arbejde endnu mere i fremtiden, bliver denne udfordring kun større. I flere og flere […]

Kommentarer er lukket.