Hvad hvis vi alle er løsarbejdere om 20 år?

Af Tom Jensen 19

Ingen orker at høre mere om Uber. Alligevel er der grund til at tale lidt mere om den egentlig trussel, Uber udgjorde.

Sagen er, at Uber egentlig ikke blev jaget i landflygtighed som følge af sort økonomi og mangel på forsikringer. Eller af en sært dedikeret politisk indsats for bevarelsen af sædefølere og taxametre og en tilsvarende blindhed over for den sikkerhed og de registreringsmuligheder, der snildt kunne udnyttes via app-teknologien. Alt dette støjede øresønderrivende undervejs.

Men den primære årsag til, at Uber fik høtyvene at mærke, var dybest set arbejdsmarkedspolitisk. Uber-modellen udfordrede en grundsten i det danske samfund; den kendsgerning, at vi stort set alle er enten arbejdsgivere eller arbejdstagere, organiseret i henhold til den helligholdte danske model, hvorigennem arbejdsvilkår har været underlagt faste aftalerammer siden Septemberforliget 1899.

Det lød måske som om det var skatten, forsikringerne og teknologien, der forskrækkede. Men bag alt dette lå noget andet, større og – i Uber-bekæmpernes øjne – langt værre: Udsigten til, at den kommercielle samkørselstjeneste kunne blive et afgørende brækjern for skabelsen af en ny arbejdsmarkedsmodel.

Hvor man ikke nødvendigvis er klassisk arbejdstager. Eller klassisk arbejdsgiver. Hvor man måske er lidt af begge dele og intet af det hele. Og når man er begge dele eller ingen af delene, så er det jo lidt svært at sidde på hver sin side af bordet og aftale fornuftige arbejdsvilkår med sig selv og hinanden, ikke sandt?

De der påpeger, at taxaloven, lex Uber, ikke er nogen maskinstormerlov, har formelt set ret. Det er en arbejdsmarkedsmodelbeskytterlov.

Jeg har selv deltaget i de seneste fire overenskomstforhandlinger på arbejdsgiversiden og har stor veneration for den danske model. Den har gjort meget godt for det danske samfund. Herunder det enestående, at løn- og arbejdsvilkår ikke er noget, der dikteres fra politisk side, men derimod aftales uafhængigt af den lovgivende magt af arbejdsmarkedets parter.

Nogle gange glemmer man eller undervurderer man den civilsamfundsmæssige kraft i den model. Mens velfærdsstaten synes at brede sig ind over alle hjørner af vores liv, levned, gøren og laden, er der her faktisk et område, hvor suveræne parter selv har mandatet til at aftale.

Kun hvis det går i fisk og bryder aldeles sammen, træder en myndighed til. I første omgang forligsinstitutionen, og ved det totale sammenbrud med strejke eller lockout regering og folketing via et lovindgreb, der standser konflikten. Men det er undtagelsen. Ikke reglen.

Man sidder der ved bordet og forhandler sig frem. Det tager ufattelige mængder af tid, utallige kander kaffe og adskillige plantager frugt, men alt i alt er det besværet værd. Det virker.

Hvilket ikke er det samme, som at virkeligheden om 30 år ser ud som virkeligheden gør nu. Det bringer os tilbage til en ny arbejdsmarkedsmodel.

Det er én, som fagforeninger i alle brancher er stærkt opmærksomme på, således også når det gælder taxakørsel. Men bestemt ikke kun her.

Nogle bruger begrebet ”prekariatet” om den del af samfundet, der i stigende grad består af mennesker uden fast ansættelse med livslang garanteret pensionsordning, uden 37 timers arbejdsuge, uden kompensation for skæve arbejdstider, uden frugt- og kantineordning, uden barsel med løn og uden julefrokost med snaps og pakkeleg.

Det er klart, at når teknologi pludselig skaber et opbrud, som giver mennesker mulighed for at indgå aftaler, forretninger, udveksle tjenester, varer eller informationer uden om hidtil begrænsende strukturer, så er det ikke kun en mulighed. For mange er det en regulær trussel.

Min egen branche, mediebranchen, er et prima eksempel. Den er monumentalt disruptet. Er det en trussel mod gamle privilegier? Jada. Men er det samtidig en mulighed, også for de klassiske medier? Ja, for hulen! Nye medier gror samtidig frem, i dansk regi f.eks. et digitalt medie som POV International, stiftet af folk som Annegrethe Rasmussen og Signe Wenneberg. Et initiativ der vel er det nærmeste man kommer en mediemæssig Uber-model, hvor skribenternes betaling blandt andet er afhængig af direkte læserbidrag via det enkelte indlæg eller til den enkelte skribent.

Det er jo hardcore. Ikke ligefrem tjenestemandsvilkår eller noget, som umiddelbart gør os trygge i vores små kontorstolformede funktionærkroppe, der er tilpasset årtiers rammesætning på det danske arbejdsmarked.

Men hvad nu, hvis vi alle sammen er løsarbejdere om 20-30 år? Hvad nu hvis franchisemodeller, gråzoneroller mellem arbejdstager- og arbejdsgiver, arbejdsliv med heftigt skiftende aftagere/arbejdsgivere/samarbejdspartnere/kunder, teknologibårne iværksætterliv på tusinder af områder, hvis muligheder vi endnu kun kan fatte en brøkdel af… hvad hvis det nu er fremtiden?

En ny arbejdsmarkedsmodel. Indbefattende stolte liv som en slags selvstændig, men måske ikke klassisk arbejdsgiver. Som en slags løsarbejder, men ikke klassisk daglejer. Hvad hvis nu det viser sig at være lykken for mange, for en næste generation, der ikke hænger sig så meget i rammerne og alt det, der har virket indtil nu, som vi andre gør? Et liv med stor frihed og – hvem ved – måske god indtjening?

Hvis det nu er koden til civilisationens næste store vækstmirakel? Jeg kan ikke spå om, hvorvidt det er tilfældet. Men tør vi udelukke det? Som vi nu med loven i hånd har udelukket Uber?

KLIK HER OG FØLG MIG PÅ FACEBOOK

KLIK HER OG FØLG MIG PÅ TWITTER

19 kommentarer RSS

  1. Af alex olsson

    -

    Ja, så oplever vi generationer af mennesker, hvor usikkerheden og dårlige arbejdsvilkår er vilkår, klager du, så du fyret eller ikke ansat når de kontrakt løber ud.
    Lønninger og pensioner vil falde kraftige, se nu dags USA, hvor løsarbejder er normen, og fagforeninger er svækket, lønninger og levevilkår falder så meget , at deres børn får dårlige liv, svære ved at få uddannelse osv.
    Bliver du syg, ja så det træls at være dig, bliver dine børn syge, ja så har du måske mulighed for at holde fri, men ingen løn, så måske ingen mad eller råd til husleje næste måned.
    Derfor skal staten+EU arbejde kraftige mod denne udvikling, ved at lave regler for pension og desværre minimum løn til folk som bliver ansat “selvstændige” hos selskaber som Uber og andre der gøre det på samme måde, så det ikke bliver en måde at trække løn og live vilkår ned.
    Selvfølgelige vil en del blive rige og nyde den nye verden, de får frihed og mange muligheder for at rejse og få tingene billige, men en stor del af befolkning vel leve i fattigdom, og som working poor.

    Mvh Alex B Olsson

  2. Af Jan Petersen

    -

    Tom Jensen, der er da allerede i dag rig mulighed for at lege løsarbejder, hvis lysten går i den retning. Tag job som vikar eller bliv kontraktansat. Jeg er pensionist nu, men før jeg blev det, arbejdede jeg 5-6 år som vikar og kontraktansat. I flere virksomheder fastansætter man ikke længere! For mig var det ok – er etableret. Men for yngre var det bestemt en meget usikker fremtid. Hvordan købe bil, lejlighed eller hus – når ens fremtidige indtægt er rimelig usikker?

    Løsarbejder er allerede i dag fremtiden for mange, men det er bestemt ikke en misundelsesværdig tilværelse. Jeg har afprøvet modellen 🙁

  3. Af Hul igennem?

    -

    Jaja Tom hvad nu hvis. Jeg er selvstændig håndværker og har som sådan altid været løsarbejder og i mange år.
    Der er ikke noget at være bange for.
    Bare rolig gamle.

  4. Af Jan Eriksen

    -

    @Hul igennem.

    Jeg tror som sådan heller ikke at skribenten frygter udviklingen, sådan læser jeg det i al fald ikke.

    Uber var ikonet på den arbejdsmarkedsmodel som vinder frem i alle dele af verden; den selvstændige freelancer. Om du er freelancer tilknyttet malertilbud.dk, ekstrabladet.dk, upwork.com, eller en lille lokal virksomhed, så er jeg overbevist om at modellen er kommet for at blive. Det er simpelthen ikke holdbart nok i længden, at insistere på kun at ville arbejde 8-16.

    Udviklingen kommer, uanset hvad. VI kan ligesågodt forberede os på det…

  5. Af poul boie pedersen

    -

    Hvad nu hvis?
    Ja, hvad er det egentlig i grunden dette indlæg handler om?
    Den danske arbejdsmarkedsmodel er ikke bare en god model, fordi den indebærer fornuftige løn- og arbejdsvilkår for personer, der er ansatte.
    I vores samfund ejer producenten af varer og tjenesteydelser hele værdien af det producerede, selvom om produktionen foregår i et arbejdsfællesskab, virksomheden. Det er ejeren, der høster merværdien, når virksomhedens omkostninger, herunder lønnen, er fratrukket, og færdigvarelageret tilhører virksomhedsejeren.
    Den andel af produktionens værdi, der tilfalder medarbejderne, er således bestemt af de løn. og arbejdsvilkår, der erhverves i aftale med virksomheden.
    Den enkeltes mulighed for at opretholde et fornuftigt lønniveau er nærmest en umulig opgave, hvis man står alene overfor virksomheden, der med sine magtbeføjelser til at afskedige medarbejderen og sende denne ud i krise, har en overvældende overmagt, som er abstrakt for mange især yngre medborgere med en selvopfattelse, der endnu ikke er helt justeret ind efter realiteternes verden.
    Derfor er løn- og arbejdsvilkår under stadigt pres, fordi ringere vilkår umiddelbart set er billigere for arbejdsgiveren.
    Det eneste værn imod denne overmagt er organiseringen i faglige organisationer, således at medarbejderne står sammen i overenskomstforhandlingen.
    I det danske tilfælde, har organiseringen betydet, at lønniveauet som følge af magtbalancen over årene er steget i takt med velstandsstigningen. Dette har betydet, at kun mere lønsomme virksomheder overlever, medens de gumpetunge sorteres fra. Effekten er at der gøres stadige bestræbelser på at effektivisere arbejdsprocesserne og at konkurrenceevnen på denne måde løbende skærpes. På denne måde har virksomhederne løbende været under pres og trimning og skabt en meget mere værdiskabende produktion, der som helhed har gjort både virksomhederne og landet rigere. Dette har så at sige frasorteres andenklasses virksomhed og tvunget os til at kunne begå os i et højproduktivt miljø.
    Med den danske model, har denne rigdom dertil primært gennem aftalesystemet været delt ud også til lønmodtagerne og den brede befolkning, som derved har fået gavn af velstanden, og som afledt heraf har skabt en øget indenlandsk efterspørgsel, der igen har skabt aktivitet. Men også velfærdssamfundet har skabt et fordelingssystem og basis for en holdbar social kontrakt og en solid demokratisk indflydelse på samfundsudviklingen.
    Dette er humlebien der flyver. Alle har gavn af denne mekanisme, ikke bare den brede befolkning, der får del i værdierne, men ikke mindst virksomhederne, der oplevet er produktionsmiljø med store muligheder og et stabilt samfund med en mere voksen politisk ansvarlighed, end det måske lige til daglig ser ud til.
    Det er hele denne utrolige mekanisme, der i disse år er under pres. Presset kommer ikke alene fra globaliseringen med sultelønninger i tredielande eller løndumpere fra det fattige Østeuropa med EU rettigheder, eller for den sags skyld på grund af informationsteknologiens nye muligheder, nej presset kommer især fra visse neoliberale ´kredse, der ikke synes at fatte sammenhængen, men som til fordel for en kortsigtet profitbåret egoisme synes mere end villige til at sælge ud af en meget vellykket konstruktion.
    Ser man på grundlaget under dansk økonomi, er der ingenting andet end en smart samfundsmodel. Ingen råstoffer af betydning, ingen naturligt frembragte rigdomme, kun en begavet samfundsførelse.
    Pas godt på denne utrolige model, der let kan rendes overende af dårlig vilje og til fordel for hvem? og husk imens, det er viljen der styrer udviklingen, ikke alt muligt andet.

  6. Af Bjørn Sørensen

    -

    @ POUL BOIE PEDERSEN

    Prisen for vores flexicurity-model er 140.000 millioner kroner om året i ledighedsunderstøttelse.

    Tror du virkeligt at det er langtidsholdbart?

  7. Af Hul igennem?

    -

    Poul Boie Pedersen viser her meget tydeligt hvad du skal være bange for Tom.
    Det er nemlig den mafia der stjæler mest her i landet.
    Hver eneste arbejdende slæber rundt med tre slavepiskere oven på skuldrene.
    De kunne fx hedde Stampe, Lidegaard og Auken. Det de ikke får suget, suger Brussel.

  8. Af Svend Jensen

    -

    Da den kapitalisk-politiske elite slap globalisering og outsourcing løs på den troskyldige befolkning, anede eliten intet om konsekvenserne. Eller også var eliten rystende ligeglad, da de frisatte sjakaler og hyæner gik til biddet. Eliten er nemlig tvangsmæssigt neurotisk optaget af en perspektivløs juleleg året rundt.
    En leg som hedder “afkastmaksimering” og hvis formål er at reducere den diminutive kreds, der sidder på halvdelen af klodens rigdomme, fra nogle få tusinde til nogle få hundrede. Den anden halvdel af klodens rigdomme kan de resterende 8 milliarder tabere så selv fordele.
    En af globaliseringens følger er proletariseringen af den akademiske arbejdsstyrke. Især indenfor IT verdenen er løsarbejde blevet det nye mantra for erhvervslivet. Hvordan man end vender og drejer det, vil løsarbejde være proletarisering – det er netop formålet med øvelsen.

  9. Af r. vangkilde

    -

    KONKURRENCE – KONKURRENCE, “skat” kvæler vækst i beskæftigelsen, passiv el. aktiv borger.
    Hvor demokratiet ender med, at gå fallit ligesom kommunismen i et passiv politisk samfund.
    LØSARBEJDEREN, er ikke en ny opfindelse ELLER, når kineseren ikke har skat på arbejde til 10.-,
    og kan leve for ti kroner, så handler det om konkurrence, og ikke i organiseret arbejde, hvor
    halvdelen er skat- DK til omfordeling, og kontant modtageren også betaler skat.

  10. Af Hul igennem?

    -

    Det det gælder om er at have herredømmet over produktionsmidlerne.
    Derfor skal man spare op eller arve, derfor skal man spare op til sine arvinger.
    Man skal også kunne noget, noget andre ikke kan.
    Og her er der et meget stort problem for nogen.
    De kan nemlig ikke noget en dresseret inder ikke også kan.

    Der er tre måder at skaffe mad: landbrug, fiskeri og jagt.
    Og jer der ikke vil købe jord, skibe eller gøbs I kan nemt ende som subsistensløse trælle. (det er I faktisk i forvejen, da I skylder røven væk i fæste)
    Så kan man ernære sig som medhjælper, luder eller soldat, eller som ridefoged, tyv eller svindler.
    Det er her de fleste er i Danmark fx.

  11. Af Søren Lund Hansen

    -

    Jeg hører også til dem som mener vi skal værne om den danske arbejdsmarkedets model.
    Hvor arbejdsgiver og arbejdstager aftaler de fælles spilleregler i en overenskomstperiode.
    DIsse forhold er med til at sikre et stabilt arbejdsmarked ,hvilke er af stor betydning når der skal ingåes handelsaftaler men også når det gælder om at tiltrække investorer.

  12. Af I. Hansen

    -

    Tom Jensen….super vigtigt reminder-indlæg.
    Din pointe, krydret med tidens mig-mig-mig generationer som er fløjtende ligeglade med sammenhængsstænkning og samfund i øvrigt (er også den typiske Uber-kunde), og som ser sig selv forevigt usårlig i alle livets forhold, er SÅ vigtig at få spredt !!!

  13. Af poul boie pedersen

    -

    Bjørn Sørensen
    Din enøjethed er desværre symptomatisk for den neoliberale teologi, der i disse år hærger vores fællesskab.
    Enøjetheden handler på det underordnede niveau og den fragmentariske “bevisførelse” der præsenteres. Arbejdsløshedsunderstøttelsen i Danmark er overfinansieret af lønmodtagernes egne indbetalinger, og den fragmentariske argumentationsform er i dette tilfælde, at du opfatter de arbejdsledige som en genetisk tilstand i stedet for det det er, nemlig den del af arbejdsstyrken, der p.t. er uden arbejde.
    Til dette skal føjes, at vores samfundssystem så at sige er baseret på, at ledigheden ikke falder under ca. 4 bruttoregisterprocent. Sker dette bliver der foretaget nærmest panikagtige foranstaltninger for at øge Arbejdsudbudet, som vi Idag f.eks. ser det ved den ene hovsa forøgelse af pensionsalderen efter den næste, tillige med at vi byder velkommen til en stadig større hær af polske natarbejdere.
    På det overordnede niveau bliver den fragmentariske argumentationsform imidlertid noget mere outreret.
    Fra Thomas Piketty er der udgivet et fantastisk grundigt værk baseret på 10 års studier af datamateriale, der beskriver kapitalindkomster og kapitaldannelse i et 300 årigt perspektiv.
    Det findes ikke magen til i historien, og efterlader tidligere store tænkere omkring det kapitalistiske system, som Malthus. Ricardo, Marx, Kuznets, som teoretikere med stort intellekt, men også som betyder udredninger med en vis mangel på empirisk jordforbindelse. Dette er ikke kritisk ment. Det var vilkåret dengang, men i øjeblikket er historien længere end dengang, og mulighederne for databehandling er langt bedre.
    Men det helt centrale budskab fra Piketty er, at historien viser, at der under en række andre faktorer ligger den helt generelle tendens, at kapitalindkomsterne (i modsætning til arbejdsindkomsterne) får formuerne til at vokse hurtigere end væksten i samfundene.
    Det betyder oversat til dansk, at man ved at sidde på sin flade og drikke urtete med moster Hanne kan indhøste indkomster der ikke bare vedligeholder formuen, men forøger den , sådan set uden at der foretages noget konstruktivt. Samtidigt sker dette på en måde, hvor kapitalen så at sige af sig selv koncentreres på stadigt færre hænder. og skævvrider både indkomstfordeling og formuefordeling. Kan det blive ved, uden at samfundene foretager indgreb og refordeler de formuer, der er i disse tilfælde skabes af lediggang.
    Det kalder på en vis formuebeskatning og en styrket arveafgift, for ellers får vi en sværm af arvefamiliedynastier, hvor mere og mere inkompetente formueforvaltere står i spidsen for en allokering af kapitalen til den mest begavede anvendelse, og hvor talenter udelukkes fra at blive en del af inderkredsen.
    Når der samtidigt eksisterer den tilstand, at folk i den svære økonomiske vægtklasse, med de nuværende skatteregler, i høj grad selv kan bestemme deres skattebetalinger ved hjælp af skattely, og dermed unddrage sig at deltage i finansieringen af fællesskabet, er det jo i relativt høj grad lønmodtagerne, der finansierer velfærdsstaten.
    Lad mig minde om, at bare i 2016 unddrog en lille gruppe af de mest velhavende selskaber i USA sig beskatning ved at sende 12.000 milliarder kr. i skattely. Skattely er også på vore breddegrader en yndet sport og et fuldfedt indkomstgrundlag i visse advokat- revisor- og bankkredse.
    Den fragmentariske argumentationsform består i, at det af velhavere tages for givet, at deres formue altid er skabt på en moralsk acceptabelt grundlag.
    Det kan man tale om, når iværksættere ved stor ihærdighed danner deres formue ved en konstruktiv indsats.
    Desværre er den selvforstærkende del af kapitalopsamlingen ikke moralsk acceptabel, den er snarere absurd, og bunder i noget der bedst kan betegnes som snylteri.
    De bedst stillede lever højt på samfundets velbefindende, og burde med glæde betale deres skat. Tog man hver enkelt af de mest formuende, og flyttede dem til en øde ø uden forbindelse til et samfund, hvor stor ville indkomsten, deres fortræffeligheder ufortalt, mon være næste år?

  14. Af Karl Nielsen

    -

    Virkeliggørelsen af Bjarne Corydon konkurrencestat – alles kamp mod alle – survivel of the fittest – ingen solidaritet – kun overlevelse – de bedste vil flyde ovenpå – resten synker til bunds i en gigantisk underklasse af dårligt uddannede danskere, indvandrere, gamle, syge, svage – de rige vil beskytte sig selv i gated communities – de fattige vil være henvist til at leve i kæmpe ghettoer, hvor jungleloven hersker – kriminaliteten vil blive enorm.
    Den rekord store tillid mellem danskerne? Ha, det vil være noget vi vil fortælle vores børnebørn om!
    Det er de riges paradis, men jeg synes fandme det er synd!

  15. Af Hul igennem?

    -

    #Karl Nielsen
    Meget fin beskrivelse af det danske samfund efter vi blev tvangsindmeldt i EU.
    Og det var Socialklamperne og pisseVenstre og Ødipale og Heimburger der fyldte dig m løgn.
    Du tror på fjenden. De har gjort dig bange for selv at tage vare på dit liv sammen med dine landsmænd, stakkels træl.

  16. Af Finn Bjerrehave

    -

    Uber først, min påstand nemlig Uber var billigere for det danske samfund, nemlig ingen fradrag og hvis Taxa skulle køre på samme betingelser, altså de dyre flotte biler som skatteborgerne betaler for i dag, ville det fire marked nok ramme denne taxabranche.
    Løsarbejdere er vel alle selvstændige og andre der prøver løkken som iværksætter endda landmænd uden sikkerhedsnet.
    Husk pensionsopsparingen. Finn Vig

  17. Af Bjørn Sørensen

    -

    Specialiseringen er kommet som følge af den teknologiske udvikling, så at for at kunne udnytte sit speciale fuldtud er det en fordel at man er selvstændig, for de enkelte virksomheder kan ofte ikke udnytte specialister fuldtud, hvorfor det er billigere at man køber deres ekspertise.
    Tag det offentlige som har en meget stiv lønstruktur, hvilket gør at de kan ikke betale de lønninger som eksperter forlanger. Problematikken er kronisk i det offentlige. Vi læser konstant om skandaler i det offentliges IT-afdelinger, hvor milliarder spildes pga. manglende kompetence.

    Små individuelle virksomheder er som regel ikke plaget af kostbare administrative bureaukratier, som fordyrer processen.

    Den sorte økonomi er ret omfattende i DK, en konsekvens af det høje skatteniveau, fordi, 60% af befolkningen er offentligt forsørget.

    Bevarelsen af det traditionelle arbejdsmarked koster 140.000 millioner kroner om året i ledighedsunderstøttelse.

    Så længe stivnakkerne regerer her i landet vil vi fortsætte nedturen.

    Kampen mod Uber og RyanAir og mange andre arbejdskampe, viser hvor forstokket det traditionelle arbejdsmarked er.

    Så DKs nedtur vil fortsætte så længe de reaktionære kredse har magten.

  18. Af Ole Skovgaard

    -

    Sådan tror jeg bare ikke det går. En stor del af Folketinget (Centreret om aksen S-DF plus det altid fordelingspolitiske flertal Enhedslisten- SF-ALT) arbejder ofte for nye regler og reguleringer af arbejdsmarkedet, som relativt set gør det mere besværligt at være lille selvstændig erhvervsdrivende. Den stor leder af Transportblokken hedder Kim IL Sung II Blåtud.

  19. Af georg christensen

    -

    Løsarbejdere om 20 år, et udsagn, som allerede i “nuet” har gyldighed. Den virkelige arbejdsydelse flygter fra sted til sted for at tilfredsstille “cassino spekulanten” på bedste vis.

    Det er tydeligt at se et “europa” som på bedste vis er i fuld gang med at opløse sig selv. En procesbeskrivelse , som på “børsen”, er i fuld gang med sin selvopløsnings proces beskrivelse. Kurserne stiger , medens arbejdsydelserne falder , ingen gider længere arbejde mere for at optimere særinteresserne´s “udbytte” modtagerne.

    Særinteresserne består af : Finansindustriens tomheds beskrivelser, bygget på banker og forsikringer, som efterhånden har til raget sig alt for stor magt. Et magtbegær som kun de enkelte samfund med viden om, som “samfund” hver især er i stand til at løse.

Kommentarer er lukket.