Afsjælede byer i stål, glas og beton

Af Tom Jensen 54

Jeg kører ofte forbi det hastigt opspringende kvarter ved Nordhavn i København, har jævnligt min gang i såvel Ørestaden som i Sydhavnen, og det sker jeg – modvilligt – transporterer mig langs Kalvebod Brygge i skyggen af de kasser, der blev hasteopført her lige før og efter årtusindskiftet. Den grundlæggende stemning, disse nye bykvarterer efterlader én i, er en blanding af mol og kold ensomhed. Som var man et af de sidste levende mennesker på Jorden, et illusionsløst hylster drivende rundt i atomvinteren blandt civilisationens afsjælede efterladenskaber i stål, glas og beton.

Hvem har besluttet, at byen, danskernes smukke hovedstad, København, skal gøres grim? Hvem har bestemt, at den skal forvandles til en futuristisk stereotyp, der muligvis i velvalgte vinkler så glitrende smækker ud i modelform? Men som i mødet med de mennesker, der skal tåle at bo i den, viser sig at være udlevelsen af en modernistisk mareridtsvision, en arkitektonisk skrivebordsøvelse i kasseform, som er indrettet til alt andet end at mennesker føler sig velkomne i den?

Tænk ydermere 30 eller 40 år frem, tænk på vore børn og børnebørn, der til den tid må vandre hvileløse rundt i de urbane ørkenlandskaber, som ikke alene vil være grimme, men også nusset nedslidte og sikkert rustne og ridsede påmindelser om en fortid, der af en eller anden grund løb af sporet.

 Foto: Bax Lindhardt

LÆS OGSÅ: DA STRIBE-POUL GAV FARVERNE GAS – OG FIK HØVL AF PARNASSET

Jeg ved, jeg formentlig får størstedelen af den danske arkitektstand på nakken nu, men det må jeg så tåle. For det er som om denne stand har givet køb på enhver klassisk ambition om at bygge huse, som i form, materialer og indretning er tænkt først af alt som rammer for mennesker af kød, blod – og følelser. Kritikken er ingen romantisering af det altmodisch; man er således for min skyld velkommen til at nedrive det hæslige tyggegummifarvede similislot ved navn Palads-biografen. Men hvis dens afløser er endnu et rektangulært, isnende stålglaspalads, er man så ikke lige vidt – eller det, der er værre?

Hvad er der sket? Muligvis det, at byer og kvarterer i dag bygges så hurtigt, at de får et monotont, ensformigt præg. Ørestaden er i vidt omfang skabt af én generation arkitekter, der formentlig næsten alle er uddannet på de samme skoler og er indpodet de samme holdninger til, hvordan et bykvarter i det 21. århundrede skal se ud. Det ville være en såre menneskelig forklaring. Spørgsmålet er, om den er dækkende?

LÆS OGSÅ: FREMTIDENS BY ER PÅ VEJ I KØBENHAVN

Værre er det, hvis vi som borgere i byerne i disse år er forsvarsløse forsøgskaniner i et slags ideologisk eksperiment med byrummet som sit milliarddyre laboratorium. Noget kunne tyde på, at det er tilfældet. Men også at et mindre oprør, under hvilket nye overraskende alliancer dannes, muligvis tegner sig.

I en klumme på Altinget.dk tog forfatteren Jens Christian Grøndahl, som ellers ikke fremtræder som hverken nationalkonservativ eller rindalist eller andet, man kunne mistænkes for at være som kritiker af moderne byggeri, således for nylig kvælergreb på tidens arkitektoniske værdisæt. Det skete med udgangspunkt i fredningen af den ekstremt uæstetiske betonklods ved navn Vikingeskibsmuseet i Roskilde. Det er indlysende, at disse bygningers indhold er bevaringsværdigt. Noget andet er selve bygningerne. Deraf den let overrumplende samklang mellem Grøndahl og Dansk Folkepartis Alex Ahrendtsen, der er gået til kamp mod den omsiggribende fredning af menneskefjendsk og grimt modernistisk byggeri.

LÆS OGSÅ: KULTURMINISTER AFVENTER LØSNING FOR VIKINGESKIBSMUSEUM

I sin klumme strammede Grøndahl næverne om arkitekturens selvbekræftende selvforståelse, som den har udviklet sig gennem de seneste 60-70 år:

”Problemet med det tyvende århundredes kunst og arkitektur har været, at modernismen ikke klarede transformationen fra provokation til konvention. Bauhaus affødte arkitektoniske mesterværker, men eftersnakkerne har ikke bidraget med andet end depressionsfremkaldende trøstesløshed”, skrev Jens Christian Grøndahl.

Man kan kun give ham ret, også selv om man alene er en lægmand uden særlig arkitekturhistorisk indsigt, et simpelt menneske, som blot sørgmodigt ser sig om, når man ankommer til et af de nye kvarterer. De virker ofte som bygget efter en forlængst fortærsket skabelon eller konvention, æsker udformet som senmodernistiske markører, hvormed arkitekter synes at søge fælles indadvendt bekræftelse blandt kolleger, snarere end at vende blikket mod den verden og de stakkels kvinder, mænd og børn, der skal leve midt i det hele.

LÆS OGSÅ: DE FORSPILDTE CHANCERS ÅRTI

Naturligvis er der spektakulære undtagelser. Det gælder også i Københavns nye bykvarterer. Det gælder endog langs den ekstraordinært triste Kalvebod Brygge. Danmark har flere globalt anerkendte arkitekter, som skaber byggeri, der formentlig vil blive stående. I enkelte tilfælde står de bygninger lykkeligvis midt i det, der ellers er stålblank storby-tundra.

Forleden sprang jeg af cyklen i Nordhavnskvarteret og trak ned langs forlængelsen af Århusgade et par blokke fra havnens nordlige kaj. Her er der små tegn på, at det er ved at lykkes at skabe et strøg med en menneskevenlig følelse af havnekvarter. Men også dette er en spirende undtagelse, der bekræfter den vildtvoksende regel, at de nye byer møder sine mennesker med afvisning, kulde, tilknappethed og knaldhårde overflader.

LÆS OGSÅ: DANSK STJERNEARKITEKT SKAL TEGNE NYT FODBOLDSTADION

Gad vide om vore efterkommere vil tilgive os denne dårskab, man som borger i byen allerede nu efterhånden kun vanskeligt kan lukke øjnene for, medmindre man vil risikere at styrte i det vand, rædslerne som oftest er opført ved?

54 kommentarer RSS

  1. Af Lars Bloch

    -

    Ja hvem er skyld i de grimme bygninger?

    Ansvaret kan placeres flere steder:

    – hos borgerrepræsentation, der vedtager lokalerplaner der giver muligheden og når lokalplanen kræver en flot arkitektur, ja, så giver man blot en dispensation.
    – bygherre, når de alene ønsker at tjene penge og uinteresseret i at skabe flot arkitektur. Bare det er billigt så er alt godt. Dette kunne vores politiske system forhindre hvis de havde modet til det.
    – arkitekterne når de vil ligge navn til det, men det jo også rart at tjene penge på dårligt arkitektur.

  2. Af Thomas Andersen

    -

    Ansvaret for problemerne er som så meget andet GRÅDIGHED. Man får flere penge ud af enhver m2 når man bygger tæt og høj. Længere er den ikke. Byen forvandles til betonklodser og om 20-30 år forvandles de til døde ghettoer der skal rives ned. Derfor skal Palads beholdes.

  3. Af Susanne Renée Grunkin

    -

    De nye, hurtigt voksende og ’milliarddyre’ byområder har desværre en indbygget risiko for at blive ensartede ’urbane ørkenlandskaber’. Godt du reagerer! Gode byrum med grønne miljøer giver et ’menneskevenligt’ miljø og sjæl som et reelt modspil til ’kasseformer’, ’glas, stål og beton’. Så får vi lidt mere sol ned i gadeniveau, flere fugle, blomster, høstfarver og bær, brydning af vind, flere bænke, flere oplevelser, mere ophold og samvær – og flere mennesker, der trives i byen. Og byens grønne infrastruktur er også byens sociale infrastruktur. Dét giver modspil til ’urbane ørkenlandskaber’ og byudviklingens profitdagsorden. Men grønne miljøer kræver lidt plads, som koster mange penge – så det handler også om prioritet. Men jo flere, der som dig, efterspørger de bløde værdier, så bliver i ’skyld’ i, at det kan ændre sig positivt ved at vise, at det er i høj kurs (-for at blive i profitsproget!).

  4. Af Susanne Renée Grunkin, formand for Danske Landskabsarkitekter

    -

    De nye, hurtigt voksende og ’milliarddyre’ byområder har desværre en indbygget risiko for at blive ensartede ’urbane ørkenlandskaber’. Godt du reagerer! Gode byrum med grønne miljøer giver et ’menneskevenligt’ miljø og sjæl som et reelt modspil til ’kasseformer’, ’glas, stål og beton’. Så får vi lidt mere sol ned i gadeniveau, flere fugle, blomster, høstfarver og bær, brydning af vind, flere bænke, flere oplevelser, mere ophold og samvær – og flere mennesker, der trives i byen. Og byens grønne infrastruktur er også byens sociale infrastruktur.
    Dét giver modspil til ’urbane ørkenlandskaber’ og byudviklingens profitdagsorden. Men grønne miljøer kræver lidt plads, som koster mange penge – så det handler også om prioritet. Men jo flere, der som dig, efterspørger de bløde værdier, så bliver i ’skyld’ i, at det kan ændre sig positivt ved at vise, at det er i høj kurs (-for at blive i pengeproget!).

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info