Da vi blev velfærd

Af Tom Jensen 12

Det er klart, det blev velfærd. Det er indlysende, at velfærdssamfundet er den danske kerneværdi nummer et. Det er logisk, at netop velfærdssamfundet var den værdi, der fik flest stemmer, da danskerne skulle stemme om danskheden i Danmarkskanonen.

Det kunne ikke være andet. For det er jo det, vi er blevet. Velfærd.

Vi er velfærd før frihed. Vi er velfærd før tillid. Vi er velfærd før det danske sprog. Vi er velfærd før frisind. Vi er velfærd før den kristne kulturarv. Vi er det hele, men vi er først og fremmest velfærd. Billedet på nutidens Danmark er flyverdragten bag på cyklen en mørk morgen i novemberregnen, frem mod endnu en dag i moder Danmarks institutionaliserede moderne velfærdsliv.

Listen er således klar. Vi har prioriteret. Der er fundet en vinder. Noget vi er mere, før vi er noget andet.

Skærmbillede 2016-12-14 kl. 10.22.15Skærmbillede 2016-12-14 kl. 10.22.31

Man kunne måske ønske sig, at vort inderste, vort fædrelands dybeste sjæl også her i 2016 var mere …. sagnomspundet romantisk.

Som det Danmark, der vågner op af den lyse nat i Thøger Larsens sang:

Danmark, du vågner med søer blå  / mætte som moderøjne / alt, hvad i dine arme lå / lader du solen skinne på / ser, hvor det yppigt glider / frem af forgangne tider”.

Man kunne måske have drømt om, at det var mere …. heroisk. Som det Danmark, der særligt siden 90erne har trodset småstatsrealiteterne og sendt folk rundt i verden på vigtige, farlige missioner, eller det Danmark, hvis heroisme i en anden tid blev beskrevet af Johannes Ewald i Kong Kristian Stod Ved Højen Mast:

“Du danskes vej til ros og magt / sortladne hav! / modtag din ven, som uforsagt / tør møde faren med foragt / så stolt som du mod stormens magt / sortladne hav!”.

Man kunne tænke, at vores kerne, nummer et på Danmarkskanon-listen, var det der hver dag og time og minut binder os sammen, vel mere end noget andet reelt gør det. Det danske sprog, som ikke blot er en kode der betyder, at vi kan forstå hinanden, men også en kilde til nuancer, som man aldrig på samme måde følelsesmæssigt kan begribe på andre sprog. Grundtvig beskrev det:

”Den sang, som ingen andre fugle sjunge / leged liflig med min moders tunge / i de grønne sale / mellem nattergale / og de andre fugle små, som tale”.

Eller man kunne have forestillet sig, at det havde været noget andet givent; det landskab, vi lever i, det landskab som er det ukopierbart danske. Landskabet. Men også kulturlandskabet, for det er jo, hvad det danske landskab er, som Johannes Helms fik det beskrevet:

”Jeg elsker de grønne lunde / med tonernes vuggende fald / jeg elsker de blanke sunde / med sejlernes tusindtal. / Jeg elsker hver dal, hver banke / med kornets bølgende flugt / hvor flittige hænder sanke / af arbejdets gyldne frugt.”

Eller Danmarkskanon-listens nummer et kunne have været Danmark i den store verden, lille Danmark i den store verden, som vi aldrig kan vikle os ud af, netop fordi vi er så små. Men som tværtimod kan erobre en selvstændig plads i vore hjerters længsel, som Jeppe Aakjær skrev om i en sangen, alle kender:

Ole sad på en knold og sang / Får og beder omkring ham sprang / Lyngen sused, og skyen gled / udflugtslængsler i hjertet sved”.

Måske kunne man have stemt friheden øverst, den frihed, vi bryster os af i Danmark, men som jo aldrig er given. Hvad Helge Rode jo også skrev i anledning af Genforeningen i 1920:

Om din frihed vil vi værne / holde skjoldvagt om din fred / ofre dig en moden kerne fra din jord i tusind led / Indånd Nordens frie luft / stilhed sød af blomsterduft / storm, som søen salter / medens vi med trofast sind / sætter al vor gerning ind / Danmark, på dit alter!”

Eller man kunne have drømt om, at Danmarkskanonens nummer et dog i det mindste var blevet den besindelse på ytringsfriheden, som blev en del af det danske DNA i nullerne, eller den lyriske, trodsige insisteren på samme i PH-sangen fra 1940, da Danmark var ufrit:

”Man binder os på mund og hånd / men man ka’ ikke binde ånd / og ingen er fangne, når tanken er fri”.

Eller blot frisindet, som vel at mærke var der længe før billedpornografiens frigivelse i 1969 (men strengt taget måske knap så meget mer’), og så må man atter gribe til Thøger Larsen:

Du danske sommer, jeg elsker dig / skønt du så ofte har sveget mig / snart kolde farver i sky og vand / snart nøgne piger ved hver en strand / mer’, mer’, mer’ / jeg dog dig elsker, hver gang du ler”.

Måske kunne man være gået i en helt anden retning, til vores oldgamle historie. Fra stenalder til vikingetid og middelalder via den jernalder, der producerede guldhornene, som Adam Oehlenschläger nationalromantisk skrev om:

“Oldtids bedrifter / anede trylle; / men i mulm de sig hylle / de gamle skrifter. / Blikket stirrer / sig tanken forvirrer / i tåge de famle. / “I gamle gamle / hensvundne dage! / da det strålte i Norden / da himlen var på Jorden / giv et glimt tilbage!”

Man kunne have tænkt, at det blev kristendommen, ikke som en insisterende religionstvang, men som en påmindelse om en rodfæstelse i noget, der påvirker alt omkring os stadigvæk. De værdier, vi ikke behøver opliste, men som indgår som det naturligste i alt, vi gør. Utvivlsom i mange tilfælde, hvor vi ikke er os det bevidst. Måske endda i det, at Danmark blev et velfærdssamfund. Hør bare, hvad B.S. Ingemann skrev:

”Småfuglenes sang vor Herre forstår / han kender hver sjæl i sit rige; / de fattiges lovsang han ikke forsmår / han ser, hvad de målløse skabninger alle vil sige”.

Det kunne være blevet dette eller noget helt andet, der blev den fremmeste danske kerneværdi. Det kunne også være blevet den danske sang. Hvor blev den egentlig af i alt dette?

Men det er omvendt klart, det blev velfærden. Vi er velfærd. Jeg var fem år, da jeg selv kom i børnehave, og siden har jeg lige som alle jer andre været i symbiose med velfærden, som modtager såvel som bidrager, klient som skaffedyr, gennem AM-bidrag og folkeskolefrikvarterer, via momsen på mælken og børnepengenes modsætningsvise trillen ind, gennem bundskat, mellemskat og topskat og afleveringer og afhentninger i diverse institutioner, gennem energiafgifter og via skattefinansierede lægebesøg og uddannelser, hver dag året rundt og rundt og rundt og rundt….

Det ér altså Danmark. Ifølge danskerne.

Danmark er flyverdragten bag på cyklen en mørk morgen i novemberregnen, frem mod endnu en dag i moder Danmarks institutionaliserede moderne velfærdsliv, som vel hverken er storladent heroisk eller romantisk. Men som er blevet os, mere end noget andet er det, på godt og ondt.

Det er der måske ikke så meget ”Danmark, du vågner med søer blå  / mætte som moderøjne / alt, hvad i dine arme lå / lader du solen skinne på / ser, hvor det yppigt glider / frem af forgangne tider” over.

Men det er det, der er. Det er det, vi er blevet.

Nogen må vist se at få skrevet en sang om det.

KLIK HER OG FØLG MIG PÅ FACEBOOK

KLIK HER OG FØLG MIG PÅ TWITTER

12 kommentarer RSS

  1. Af Niels Juul Hansen

    -

    @Tom Jensen

    Jeg er enig med dig i, at det danske sprog kunne have været det vigtigste punkt.

    Alle de andre er ikke specielt danske, og flere endog universelle.

    Det danske sprog er uhyre svært at lære, og det er samtidig det allervigtigste, hvis man ønsker at blive integreret i det danske samfund og forstå de øvrige punkter, du nævner. Selv for danskere har ønsket om integration været til stede, hvilket er hovedårsagen til, at de fleste danske dialekter i dag er forsvundet.

  2. Af michael hardinger

    -

    Se solen stiger op over bilkirkegården…

  3. Af niels Lemche

    -

    Kære Tom Jensen,

    Du kunne også have bragt et par andre sange ind, f.eks. I alle de riger og lande, som siger noget om at være sig selv bekendt, og I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme, derfra min verden går, som siger ikke så lidt om, at disse værdier, vi roser os af, ikke glemmes, men bringes med, hvor vi end drager hen, således at vi altid er ambassadører for den danske værdikanon.

    Men det ville være rart med en blog, der tog kanonen (jeg var lige ved at skrive ‘kaninen’) op i sin helhed, og velfærd, hvor dansk er det egentlig. Det bekender man sig vist også til i de andre skandinaviske lande. Men altså en chance for en diskussion om emnerne i kanonen set i relation til, hvad andre mener om os.

    Husk på, at i moderne definitioner af etnicitet (fra nordmanden Fredrik Barth) er du den, du mener at være, og som andre mener, at du er.

  4. Af Jacob Fiil

    -

    Den danske sang er en ung blond pige / hun går og nynner i Danmarks hus […] Og tider skifter, og sæder mildnes / men kunst og kamp kræver stadig stål… (Kai Hoffmann)

    Ups, var det fornærmende over for vores ‘invasive arter’? Den bør snarest muligt redigeres ud af Højskolesangbogen (ligesom Valdemar Rørdams “Danmark i tusind år” er blevet det). Så kan vi allesammen synge med på John Lennons kvalmende sentimentale og stupide “Imagine” i stedet for, ikke?

    I øvrigt er det en tragedie i sig selv, at termen ‘velfærd’ automatisk opfattes som lig med offentlig velfærd og den såkaldte velfærdsstat. Ingen ved deres fulde fem kan jo være imod velfærd, men der er al mulig grund til at være imod den danske socialstat, som bør rundbarberes left, right and centre. Tænk sig, da jeg blev født (og så gammel er jeg heller ikke) var der ikke noget, der hed kildeskat, var der ikke noget, der hed bistandsloven, etc. Og tænk sig, der levede alligevel mennesker her i landet!

  5. Af Erik Carlsen

    -

    SOLEN GÅR NED OVER FALLITBOET NÅR KASSEN ER TOM.

  6. Af niels Lemche

    -

    JACOB FIIL, ja, og hvordan levede de? Det var ikke noget at prale af. Men kildeskatten ligesom temaet med begge i arbejde skaffede den offentlige så mange penge, at der også blev råd til velfærd også for dem, der havde et fælles lokum i gården.

  7. Af Niels Juul Hansen

    -

    Vi har vel også – gennem to verdenskrige – været en nation af gullashbaroner og grisehandlere.

    Det bare hyggeligt, som de siger i Norge.

    “Invasive arter” – ja, jeg glemte helt den fantastiske danske humor!

    Værdier ændrer sig også over tid. Engang var Danmark kendt som foregangsland på mange områder – eksempelvis ulandsbistand og miljø. I dag er der et politisk flertal for, at vi ikke længere behøver at være så langt fremme i skoene.

  8. Af r vangkilde

    -

    PRISEN PÅ VELFÆRD ! – er når den halve indkomst går til det nationale og sociale system, ELLER
    er det forsvarligt uden en grænse hos den borgerlige anstændighed, når konkurrence staten kræver vækst i de offentlige kasser, ELLER er det varm blomster duft når 95 milllll forsvinder ud til friheden og fremtiden.
    Dansk velfærd er i åben global konkurrence, og vestens demokrati er et mindretal på den store scene, hvor vennerne Trump, Putin og Li har en anden verdensorden på fri konkurrence.

  9. Af Jacob Fiil

    -

    @Niels Lemche
    Et ganske simpelt og måske naivt spørgsmål til dig: Hvordan prioriterer du mellem velfærd og frihed?

  10. Af georg christensen

    -

    Da vi blev velfærd, og, et stort “?”. Hvad har vi bygget vores “velfærd” på?. JA, er svaret, og kan let illustreres enkelt: Andre yder for at vi kan være velfærd, alt styret gennem “børsen”, som bestemmer “værdien” af arbejdsydelsen som grundlaget hvorpå den er bygget, og så derefter med milde gaver forsøger sig med nye “afladsbreve” at sole sig selv i værdiløshed..

  11. Af Benny Benny

    -

    Den enes rettigheder, er den andens tvang.

  12. Af poul boie pedersen

    -

    Jeg fornemmer en træt og næsten nedgørende attitude i denne passus:
    “Vi er velfærd før frihed. Vi er velfærd før tillid. Vi er velfærd før det danske sprog. Vi er velfærd før frisind. Vi er velfærd før den kristne kulturarv. Vi er det hele, men vi er først og fremmest velfærd. ”
    Men det er da helt forkert. Vi er ikke velfærd, men vi har opbygget velfærd, og gennem velfærd og oplysning er den rigtigt brede befolkning, ikke bare en lille eksklusiv elite, tildelt en frihed, som jo slet ikke opstår bare fordi der ingen stat er, tværtimod.
    Og så er der den kristne kulturarv, som populisterne i disse dage gør meget ud af at fremhæve, ikke mindst i dette organ. Javist er der en kristen kulturarv, men den væsentlige kulturarv bygger da på oplysningstidens frihedsidealer, der langt mere læner sig op ad de græske forbilleder end bibelen og pavens til tider depraverede korruptionskultur.
    Kristendommen, og især dens udtryk gennem kirken, har da mildt sagt en broget historie, hvor den har været tjener for den verdslige magt, for grov grådighed og på værste vis deltaget i undertrykkelsen af den brede masse og legaliseret rene røvertogter.
    Derfor er velfærd slet ikke så ringe endda. Den er en ambition om at gavne befolkningerne så bredt som muligt, ikke et mål i sig selv, men ligger alligevel fundamentet bag en samfundsform, der i historien aldrig er set bedre.

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info