Pøbelvælde og magtarrogance

Af Tom Jensen 55

I sin bog »Against Democracy«, der udkom i august i år, argumenterer den amerikanske professor Jason Brennan fra Georgetown University i Washington D.C. for, at uvidende borgere bør have frataget stemmeretten, eftersom de med deres mangel på indsigt i samfundet og samfundsvidenskaberne skader alle andre, når de på valgdagen sætter deres kryds uden at gøre det på et oplyst grundlag.

Professorens bog udkom før valget af Donald Trump forrige tirsdag som USAs kommende præsident, men ekkoer af hans ret ekstreme synspunkt har siden kunnet høres fra nær og fjern. En rektor fra Rungsted var så frustreret over valget af Trump og briternes Brexit, at han i et læserbrev i Politiken ønskede sig et nyt og mere oplyst folk. Andre noterede sig, at især hvide amerikanere med ingen eller en lav uddannelse havde en større tilbøjelighed til at stemme for Trump. »Dette valg er den bedste reklame for uddannelse«, udbrød den kendte DR-vært Abdel Aziz-Mahmoud på Facebook henad morgenen den 9. november, da valget af Trump var ved at være en realitet. Og mange med ham har udtrykt noget lignende.

Valget af Donald Trump er, som Brexit-afstemningen i juni og EU-afstemningen om bl.a. Europol i Danmark for et års tid siden, af nogle blevet betegnet som folkets oprør mod en verdensfjern elite. Andre har derimod udlagt det som den uoplyste pøbels populistisk dirigerede ødelæggelse af den nødvendige politik. Ved nærmere eftertanke ligner analyserne i forbavsende grad hinanden. Også i den forstand, at begge er forsimplede, men alligevel heller ikke forkerte.

Folket mod eliten-prædikanterne har således den åbenlyse pointe, at en folkelig utilfredshed med og mistillid til det politiske system og de magthavende politikere synes at brede sig over det meste af Vesten. Det kan der jo ikke være et sekunds tvivl om.

Det er lige så indlysende, at en del af utilfredsheden ikke er forestillet, men reel. At vi lever i en verden i hastig forandring, hvor ikke alle mærker, at forandringen er til det bedre. Den såkaldt politiske klasse kan tale endeløst om globaliseringens fordele for de fleste, for den har vitterligt været en fordel for de fleste, både i den fattige del af verden og i Vesten. Men hvis man arrogant bortvifter de bekymringer, der følger med forandringerne, hvad enten denne bekymring knytter sig til udflytning af jobs, indvandring eller marginalisering i egne samfund, så risikerer man at bekymringen vokser til en reaktion. Og arrogancen findes. Betragt blot en EU-kommissionsformand Jean-Claude Junckers hånlige reaktion på valget af Donald Trump, hvis man vil have syn for sagen. Det er desværre ikke kun Trumps fortjeneste, at Trump vandt.

Men samtidig er det også rigtigt, at misinformationerne var kolossale omkring præcis de afstemninger og valg, der nu kanoniseres som udtryk for folkets forståelige oprør. Det er velbeskrevet, hvordan Dansk Folkeparti reelt bandt de danske vælgere en historie på ærmet dels om den lethed, hvormed man ville kunne få en parallelaftale om Europol. Dels om partiets stillingtagen, hvis der skulle komme en isoleret ny folkeafstemning herom. Det er godtgjort, hvordan de britiske vælgere forud for Brexit blev udsat for groft forvanskede data om både fordele og ulemper ved medlemskabet af Den Europæiske Union. Og helt amok gik det i forbindelse med det amerikanske præsidentvalg, særligt på de sociale medier, hvor løgnehistorierne i uhørt grad blev sat i system. Fra alle sider i øvrigt.

Falske nyheder og rygter florerede i stor stil og var medvirkende til opbygningen af selve mytologiseringen af og forestillingen om folkets kamp mod eliten, og om folkets adgang til den reelle sandhed om altings sammenhænge uden om de klassiske »løgnemedier«, et begreb hentet fra nazisternes Tyskland. I realiteten er det de via de sociale medier, løgne spredes. Aldrig har der været mere brug for de klassiske mediers moderation. Men skriv det til en indædt Trumpist på Facebook, og du vil blive verbalt kølhalet på et sekund.

Hvilket leder mig til en tredje dimension, som uden diskussion også må være en del af refleksionen efter Donald Trumps sejr ved præsidentvalget. Vil det gå godt eller er det en katastrofe, der venter på at ske? Ingen af os ved det. Men det er indlysende, at der i de forløbne måneder har været ildevarslende tegn på, hvilken type præsident Trump ønsker at være. Hans bemærkninger om, at alene han kan »fixe« USAs problemer og hans utilslørede beundring for Vladimir Putin kan helt rimeligt skabe den betænkelighed, at Trump ser sig selv som den næste i klubben af »stærke mænd«, som ser ud til at komme til magten i disse år. Herunder i Europa.

Det er i urolige opbrudstider som disse, demokratiet for alvor skal stå sin prøve. En del af opgaven må være koldsindigt at turde identificere truslerne mod det – uanset hvorfra de kommer. Om det så er fanatisk islamisme, elitær bedrevidenhed, pøbelvælde, løgnekampagner eller længslen mod autoritære lederes brutale effektivitet. Demokratiet er besværligt. Det er faktisk en del af pointen. Det er derfor, det har virket. Det har genvejene sjældent.

KLIK HER OG FØLG MIG PÅ FACEBOOK

KLIK HER OG FØLG MIG PÅ TWITTER

55 kommentarer RSS

  1. Af niels Lemche

    -

    Jo, Bjørn Sørensen, jeg har forsøgt at svare dig … men du ved hvor …

  2. Af Thomas Kiær

    -

    ” Det er velbeskrevet, hvordan Dansk Folkeparti reelt bandt de danske vælgere en historie på ærmet dels om den lethed, hvormed man ville kunne få en parallelaftale om Europol. Dels om partiets stillingtagen, hvis der skulle komme en isoleret ny folkeafstemning herom.”

    Velbeskrevet? Tja… En forbandet løgn er det ikke desto mindre. Faktisk en fuldkommen latterlig påstand.

  3. Af Gert Hansen

    -

    Niels Lemche:

    Du mener altså at fordi det står i Grundloven, kan det aldrig laves om?

    Jeg ved ikke hvori mine ‘egne myter’ består, men jeg ved i alt fald, at love, også grundlove, kan ændres.

  4. Af niels Lemche

    -

    Gert Hansen, ja, sandelig, men læs lige Grundlovens kapitel 10, om ændringer af Grundloven:

    Her står at det kræver en vedtagelse i folketinget, derefter nyvalg, derefter vedtagelse igen i det nye folketing, derefter en folkeafstemning, hvor minimum 40% af befolkningen skal have stemt for ændringen.

    Så det er noget, der sker regelmæssigt, er det ikke?

  5. Af Jacob Fiil

    -

    “,,, hans utilslørede beundring for Vladimir Putin kan helt rimeligt skabe den betænkelighed, at Trump ser sig selv som den næste i klubben af »stærke mænd«, som ser ud til at komme til magten i disse år.”???
    Javel. Hvor og hvornår har Trump givet udtryk for ‘utilsløret beundring’ for Putin? Jeg har fulgt lidt med i det amerikanske præsidentvalg, men det må være gået hen over hovedet på mig. Kan vi dompapper (som i parentes bemærket, ulig pollsters, ‘eksperter’, etc.,. havde forudsagt Trumps valgsejr) ikke få en reference?

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info