På villavejene

Af Tom Jensen 57

Dér ligger de. Med deres vendepladser, ligusterhække, stisystemer, carporte, blomsterkummer, stativstøttede kommunale træbeplantninger, gøende hunde, legende børn, brummende biler i tomgang mens traileren læsses. Med deres bryggerser, børneværelser, udestuer, solterasser, fuglebade og redskabsskure. Med oliefyr og køkkenhaver, med hr. og fru Danmark, helt almindelige, helt grå almindelige, grågrågrå almindelige. Uanstændigt almindelige.

Vi er på villavejene. Ikke det værste sted at være i Danmark. Ikke det farligste sted at være i Danmark. Ikke det fattigste sted at være i Danmark. Men åbenbart det mest frygteligt indskrænkede, småborgerlige, åndsfattige, indadvendte, egoistiske, kranspulsåreforsnævrede, klæbrigt homogene sted at være i Danmark. Efter nogens mening. Nogen der jævnligt har fremtrædende steder at fremsætte deres mening.

Senest var det Jens Christian Grøndahl i Jyllands-Posten. Forfatteren der ellers ofte gør et nummer ud af ikke at anse sig selv for ophøjet eller smalsporet elite. Som ikke er bange for at sælge mange bøger. Som, må man formode, har mange læsere derude på villavejene. Men bryde sig om dem gør han vist ikke.

”Vi isolerer os på villavejene og stirrer ind i fladskærme så store som bordtennisborde i stedet for at se virkeligheden i øjnene”, blev han søndag citeret af Jyllands-Posten for at mene, og derfor har vi som borgere overladt magten til politiske åndspygmæer, lød det. Uvæsenet har sin rod derude, på villavejene, disse beigebrungråmelerede verdener af enshed.

Som JP videre skriver om disse villaveje, og man aner ikke helt, om det er journalistens egne ord, eller om de virkelig præcis sådan kommer fra Grøndahl: ”Der, hvor man ligner hinanden og passer sig selv. Der, hvor konfrontationen med det anderledes og nye er sjældnere end tilbudsavisernes underdanigt begejstrede fødselsdagsudsalg. Det er derfra politikerne vælges, velfærdsydelserne supplerer økonomien, og horisonten stopper ved havetrampolinen”.

Men det følgende er med sikkerhed Grøndahls helt egen konklusion:

”Vores politikere er åndelige pygmæer, og vi er selv ude om det, fordi vi som borgere mangler modet til at se virkeligheden i øjnene. Det er den upåagtede konsekvens af, at flertallet af os er blevet velfærdstilfreds-middelklasse og har trukket os tilbage til villavejene. Fjernt fra samfundet som et fælles rum, hvor modsætningerne står skarpere over for hinanden, og hvor de store kampe finder sted.”

Hvilket alt sammen vel kunne affærdiges som endnu en halvkvalt samfundsanalyse fra endnu en alt for selvbevidst kulturpersonlighed i forsøget på at hæve sig åndeligt over den gemene hob, hvis ikke det havde været fordi Jens Christian Grøndahl kun føjer sig til rækken. Kan man ikke andet, så kan man henføre alskens utøj, alle ulykker, alt det, man ikke kan lide, til dem på villavejene.

Fremmedhadet, uha, det kommer fra den homogene hob på villavejene. Ligesom provinsialismen, kulturløsheden, Dansk Folkeparti, arbejderisterne, middelklassen (uf, middelklassen!!), fordummelsen, pengepugeriet og materialismen, Helle Thorning-socialdemokratismen, Løkke-liberalismen, lokalsportsidiotien og forkærligheden for blyindfattede ruder. Den kommer fra dem! Dem! Derude på villavejene. Hvorefter vi, der ikke bor der, og som aldrig kunne finde på at bo der, eller som måske bor der og derfor har ekstra behov for at distancere os, kan gyse så dejligt ved tanken om, at vi i hvert fald ikke er som dem. Dem derude.

På villavejene.

Sådan har det været i årtier, og sådan vil det med sikkerhed blive ved i årtier. Det begyndte for alvor i 60ernes slutning og 70ernes begyndelse, da mark efter mark byggemodnedes og det man med let foragt døbte ”parcelhus-Danmark” voksede frem.

Dengang skabtes også begrebet ”ligusterfascisme” – den politiske indskrænkethed, nogle mente havde gode kår bag hækkene derude i forstæderne, hvor folk havde nok i sig selv, mente man. Nogle tilskriver udtrykket forfatteren Klaus Rifbjerg. Men almindeligvis opfattes det som om det var SFeren Sigurd Ømann, der under valgkampen i 1971 politiserede det.

På det tidspunkt rørte nogle ting på sig i det danske samfund, og ved det følgende valg i december 1973 bragede både Fremskridtspartiet og Centrum-Demokraterne i Folketinget. Begge partier på hver sin måde set som repræsentanter for det tavse, grimede flertal bag ligusterhækkene og i provinsbyerne. Mærkeligt egentlig, at denne samfundsgruppe, der i den offentlige debat nu i 40 år er blevet hånet for sin mangel på karakter, mangfoldighed, kant og coolness, fra første fløjt lød sig repræsentere af to af de sidste 100 års på godt og ondt mest farverige politiske personligheder, Mogens Glistrup og Erhard Jakobsen.

Især sidstnævnte og hans bevægelse blev synonymt med ”parcelhus-Danmark”, og intet var mere usmart for den tids toneangivende ideologer. Parcellisterne – det var den slags folk, der gik op i benzin- og oliepriser og boligskatter. Villa, vovse og Volvo. Herregud, sagde de, der mente de havde langt vigtigere ting at beflitte sig med. Parcellisterne var som et hessian-tapet: Smagløse, farveløse og i bund og grund ubehagelige at komme i nærheden af.

Til trods for den enorme vandring fra bycentre til forstæder, fra landet til forstæderne, til trods for at så mange af os har befolket disse villaveje, har deres grundlæggende kedelige ry aldrig rigtigt fortaget sig. Heller ikke, når der blev fortalt historier om denne del af Danmark, fra Panduros dysfunktionelle familier i 70ernes TV-dramaer til 00ernes mere sympatisk indstillede Min Søsters Børn-film var der noget underligt klaustrofobisk over det hele. Noget man kun vanskeligt kunne slippe væk fra.

Hvorefter jeg må være kommet til det selvafslørende sted i denne blog, for jeg kender denne historie fra begge sider; jeg er selv næsten demonstrativt udvandret fra villavejene. Jeg boede der hele min barndom. Da jeg flyttede hjemmefra svor jeg i stilhed aldrig at vende tilbage. Ikke fordi jeg ikke havde haft det godt. Men vel fordi enhver generation har måder, hvorpå man distancerer sig fra den forrige. En af mine blev aldrig – i hvert fald ikke endnu – at vende tilbage til de parcelhuse på de villaveje, jeg forlod som 20-årig. Storbyen lokkede. Noget andet end dét, jeg kendte, lokkede. Der måtte være mere…

Hvilket leder videre til min pointe. For er der det? Ja, hvis man skal tro folk som Jens Christian Grøndahl. Lander man i sofaen foran fladskærmene på villavejene, begynder åndløsheden at fortære én, til man ender som en pygmæ, der vælger pygmæer. Man kan kun forstå det således, at storheden findes andetsteds end hos småborgeren på villavejen. Konkret – eller i overført betydning. Grøndahl står på ingen måder alene. Noget lignende er blevet sagt med korte mellemrum gennem nu snart 50 år.

Som her af Rune Lykkeberg, der effektivt placerer parcelhusmennesket entydigt i kategori med Fogh/DF-værdikampen af 2001 og med tråde direkte tilbage til lagerforvalter Rindal. Eller af sociologen Jørgen Øllgaard, tidligere nævnt her på bloggen i forbindelse med sin bog “Paradisvænget: Småborgeren og det småborgerlige” fra 2011.

I Weekendavisen beskrev Pernille Steensgaard det Øllgaardske syn på dette stykke Danmark således: ”Han (går) på jagt efter ligusterfascister, de selvtilfredse, indadvendte danskere, og finder dem overalt. Han medgiver, at den moderne småborger »selvfølgelig ikke er fascist«, men derimod gør en dyd ud af at være upolitisk og gå midt i sporet. Det er den påståede isolation og passivitet hos parcelhusfolket, der er dets største forbrydelse” og citerer direkte Øllgaard således:

”Parcelhusinteressen er en fælles klassesituation, som er så samfundsmæssigt determinerende, at gruppen kan betegnes som en klasse, nemlig den moderne småborger”.

Dér har vi den igen, præcis som hos Jens Christian Grøndahl. I parcelhuset, på villavejene, bortviskes alle farver, udjævnes alle forskelle. Her finder man den absolutte modsætning til Anna Mee Allerslev og alle de andres regnbuefarvede mangfoldighed. Her er de ens. Man er ens. Ensformige. Ens formede. I ét med hessian-tapetet.

Det bliver ikke værre. For her er alting ens. Åbenbart. Foto: Søren Bidstrup

Men det er præcis her, Grøndahl, Øllgaard og alle de andre gør sig skyldig i den forbrydelse, de så ofte klandrer ”ligusterfascisterne” for. Nemlig at skue hunden på håret. Betragte verden ud fra egne indskrænkede fordomme. Foragte dem, der blot har begået den synd ikke at ligne en selv – eller den, man gerne vil være. Med den gemene generalisering som dræbende våben. Sådan er de, alle sammen! Ikke muslimerne eller de rødhårede, i dette tilfælde. Men parcellisterne, derimod…

Jeg har boet i parcelhus-Danmark. Jeg har boet på villavejene. Jeg gør det ikke mere. Men jeg har boet der så længe, jeg har kendt så mange, jeg har mødt så forskellige, at jeg tør sige det uden at tage nogen forbehold:

Mennesker på villavejene er lige så forskellige og mangfoldige som dem i Kartoffelrækkerne eller kerneklientellet på de københavnske caféer. Her findes verdensmestre og middelmådigheder. Selvmordere og livslys. Kærlige fædre og onde stedmødre. Dansk Folkepartister og Johanne-fans. Sofakartofler og engagerede iværksættere. Lokalpatrioter og verdensborgere. Genier og sinker. Kernefamilier og regnbuefamilier. Liebfraumilchdrikkere og hashrygere. Veganere og pensionerede svinebønder. Royalister og occupyaktivister. Rindalister og kendere af fransk film. Idioter og gaver til menneskeheden.

Jeg har boet i provinsens yderhjørner og i Danmarks største by, og jeg kan ikke med sikkerhed definere, hvor af disse steder jeg har mødt den mest lammende provinsialisme. Millioner af danskere bor på villavejene, og de er så forskellige som du og jeg, Jens Christian Grøndahl, så forskellige som du og din nabo og mig og min nabo, og når du og andre siger det modsatte, dømmer I mest jer selv. Som det i anklager parcellisterne for: At nægte at se virkeligheden i øjnene. Blot kikker I ikke ind i fladskærme, men i stedet i spejle så store som bordtennisborde.

Da er man så tryg. For man har behørigt distanceret sig fra alt det, man ikke ønsker at være eller vil konfronteres med, og kan i tilfredshed lade sig beundre af dem, der er præcis som én selv.

FØLG MIG PÅ FACEBOOK

FØLG MIG PÅ TWITTER

57 kommentarer RSS

  1. Af Karl Wilders

    -

    Hej Ulf

    Nu ved jeg godt du ikke er stoerste fan af Tom Jensen, men han har nu en pointe omkring parcelhusejernes apatiske politiske liv pt – specielt – i en tid hvor du lige nu ved selvsyn kan se, hvor ad helvede til, det gaar hjemme i andedammen.

    Anyway – ich bin wieder zu hus – Godt Nytaar – og kom hjem til den virkelige verden i god behold!

    :)

  2. Af j nielsen

    -

    Hej Axel.

    ”Jeg kan faktisk ikke se den store forskel på det “socialistiske” og det “småborgerlige” mantra!”

    Det kan jeg godt. Det ene er drevet af (overdreven) retfærdighedssans, det andet af misundelse.

    Det første er en forælder der står med fire unger og kun tre is. Ingen får is.

    Det andet er den samme forælder der nu står med fire is. Igen får ingen is … for så er der jo ikke nogen til ham selv.

    Forskel: 1 is.

    ps.

    Den liberale forælder spiser alle isene selv.

  3. Af Axel Eriksen

    -

    @ j nielsen!

    Såmænd ikke helt forkert:

    “Socialisten” med de tre is og fire børn smider isene ud. Hvad alle ikke kan få – skal ingen have – og pyt; det er jo andre der har betalt!

    Hvad “småborgeren” gør med de overskydende is ved jeg ikke!

    Den “liberale” siger: Hej unger, nu har farmand for egne penge købt fire is – I giver ham vel en bid hver?

  4. Af Henrik Knage

    -

    Her står de så – eliten af forfattere, tekstforfattere, klatmalere, billedkunstnere og skuespillere på lange lige rækker, og gør sig lommefilosofiske tanker om havetrampoliner, horisonter og ligusterfascister. Den samme elite der ikke er i stand til at blinke med øjnene, når de står ved kasse 1 (finansloven) – højeste førtidspension uden andre mén end at kunne stave til småborgerlig parcelhusejer, uden videre horisont. Samme elite, som man skulle tro var i stand til at finansiere sig selv – for et eller andet må de dog kunne, siden de er elite. Jo – de kan noget – de kan svinge det strygefri, velpolerede danske flag, som de selv er en del af, over tilsyneladende ens tænkende parcelhusejere, der står på tærsklen til at blive til støv i deres grå, grå, grå verden, med kakkelbordet som eneste redningsplanke.
    Det er næsten for letkøbt. Der er sandsynligvis kun et land i verden, hvor lommefilosofi er på finansloven – normalt forgår den slags i fritiden.

  5. Af Ulf Timmermann

    -

    Hej Karl

    Ja tak!

    Og ja, det er sandt nok, min tillid til vores ”gode hyrde” Tom Jensen kan ligge på et meget lille sted. Så jeg tilhører blot ”den gemene hob”, der ifølge undersøgelser, i Danmark, har endog meget ringe tillid til journalister og politikere. De samme journalister og politikere, naturligvis, der løbende belærer os om, at vores unikke grad af tillid til hinanden er et vigtigt element i vores ”sammenhængskraft”. Danmark i en nøddeskal af upåagtet dobbeltspil.

    Jeg tog såmænd forleden ned på Dybbøl Banke for at tænke videre over det, herunder spørgsmålet om vi er spændt ud, historisk og idag, mellem grænseløs selvovervurdering og -hævdelse og samtidig trang til underkastelse, tilbedelse, idag som som yankee-pudler, altså. Disse store spørgsmål som tyskerne, eller var det allerede preusserne(?), formulerede med ”die dumme Dänen” og Shakespeare med ”There is something rotten …”.

    Det eneste, jeg i denne sammmenhæng tidligere har hæftet mig ved omkring denne Grøndahl, som Tom Jensen her, set med mine øjne, forsøger at begå karaktermord på, er at Grøndahl indledningsvis – og så usædvanligt for en (aner)kendt forfatter, forstod jeg – bakkede op om vores invasioner af Irak og Afghanistan, i yankee’ernes slipstrøm – hvad naturligvis blev hilst med begejstring af den ”lejr” eller ”retning” inden for dansk åndsliv, eller mangel på samme, Tom Jensen tilhører som fremtædende vogter, ja, Grøndahls udmelding blev nærmest hyldet som et gennembrud, nu var den hjemme. Hvorefter samme Grøndahl vendte på en tallerken, hvad man naturligvis ikke gør ustraffet, i Danmark. Det går jo for Gudsbespottelse, i Danmark, det at være ”anti-amerikaner” – et kort der trækkes ligeså hurtigt som en seksløber. Sådan er det. Eller sagt på en anden måde: Ville Tom Jensen have kastet sig over Grøndahl med udgangspunkt i et interview i JP, hvis Grøndahl fortsat havde fastholdt sin støtte til vores ”missioner”?

    Jeg kan ikke få det til andet – end et nej.

    Nu nyder jeg jo det store privilegium, når jeg er i Danmark, at kunne slå mig ned i det udkants Danmark, jeg er rundet af, og hvor jeg bliver hilst velkommen hjem, i en fjern afkrog, hvor tilliden til journalister og politikere endog kan ligge på et yderst lille sted. Hvorfor jeg (også) her kan ånde som et frit menneske.

    Ikke desto mindre, jeg glæder mig særdeles til, at vi atter mødes. Og, hvor den helt store anledning, snart melder sig!

  6. Af j nielsen

    -

    @a eriksen

    Jeps, den liberale ser det sgunok ikke som et problem at der er en is for lidt. Der bliver bare lagt tre is på bordet. “Det finder I selv ud af.”

    Fik du ingen is? Kom du sidst? Det må du hellere undgå næste gang. Ik’os stump?

    Sådan kunne man osse klare det i skolen. Hvorfor skal der absolut være stole og borde til alle? Det lærer man ingenting af. Livets lektie.

    Det samme med karakterer. Man “får” karakterer. Bare sådan uden videre. Hvorfor dog det. Næ, du, seksogtyve karakterer til otteogtyve elever. De der kommer først til fadet får karakterer. De der kommer sidst får ingen.

    Sådan kunne det være hele vejen rundt. Det skal nok sætte fut i ungerne.

  7. Af Balther Jensen

    -

    @ Chr. O. Jensen, 23. januar 2013 kl. 12:58

    Zakat
    Charity is not just recommended by Islam, it is required of every financially stable Muslim. Giving charity to those who deserve it is part of Muslim character and one of the five pillars of Islamic practice. Zakat is viewed as “compulsory charity”; it is an obligation for those who have received their wealth from God to respond to those members of the community in need. Devoid of sentiments of universal love, some people know only to hoard wealth and to add to it by lending it out on interest.
    Islam’s teachings are the very antithesis of this attitude. Islam encourages the sharing of wealth with others and helps people to stand on their own and become productive members of the society.
    In Arabic it is known as zakat, which literally means “purification,” because zakat is considered to purify one’s heart of greed. Love of wealth is natural and it takes firm belief in God for a person to part with some of his wealth. Zakat must be paid on different categories of property — gold, silver, money; livestock; agricultural produce; and business commodities — and is payable each year after one year’s possession. It requires an annual contribution of 2.5 percent of an individual’s wealth and assets.
    Like prayer, which is both an individual and communal responsibility, zakat expresses a Muslim’s worship of and thanksgiving to God by supporting those in need. In Islam, the true owner of things is not man, but God. Acquisition of wealth for its own sake, or so that it may increase a man’s worth, is condemned. Mere acquisition of wealth counts for nothing in the sight of God. It does not give man any merit in this life or in the hereafter. Islam teaches that people should acquire wealth with the intention of spending it on their own needs and the needs of others.
    “‘Man’, said the Prophet, ‘says: My wealth! My wealth!’ Have you not any wealth except that which you give as alms and thus preserve, wear and tatter, eat and use up?”
    The whole concept of wealth is considered in Islam as a gift from God. God, who provided it to the person, made a portion of it for the poor, so the poor have a right over one’s wealth. Zakat reminds Muslims that everything they have belongs to God. People are given their wealth as a trust from God, and zakat is intended to free Muslims from the love of money.
    The money paid in zakat is not something God needs or receives. He is above any type of dependency. God, in His boundless mercy, promises rewards for helping those in need with one basic condition that zakat be paid in the name of God; one should not expect or demand any worldly gains from the beneficiaries nor aim at making one’s names as a philanthropist.
    The feelings of a beneficiary should not be hurt by making him feel inferior or reminding him of the assistance.
    Money given as zakat can only be used for certain specific things. Islamic law stipulates that alms are to be used to support the poor and the needy, to free slaves and debtors, as specifically mentioned in the Qur’an (9:60). Zakat, which developed fourteen hundred years ago, functions as a form of social security in a Muslim society.
    Neither Jewish nor Christian scriptures praise slave manumission by raising it to worship. Indeed, Islam is unique in world religions in requiring the faithful to financially help slaves win their freedom and has raised the manumission of a slave to an act of worship — if it is done to please God.
    Under the caliphates, the collection and expenditure of zakat was a function of the state. In the contemporary Muslim world, it has been left up to the individual, except in some countries in which the state fulfills that role to some degree. Most Muslims in the West disperse zakat through Islamic charities, mosques, or directly giving to the poor. Money is not collected during religious services or via collection plates, but some mosques keep a drop box for those who wish it to distribute zakat on their behalf. Unlike the zakat, giving other forms of charity in private, even in secret, is considered better, in order to keep one’s intention purely for the God.
    Apart from zakat, the Qur’an and Hadith (sayings and actions of the Prophet Muhammad, may the mercy and blessings of God be upon him) also stress sadaqah, or voluntary alms-giving, which is intended for the needy. The Qur’an emphasizes feeding the hungry, clothing the naked, helping those who are in need, and the more one helps, the more God helps the person, and the more one gives, the more God gives the person. One feels he is taking care of others and God is taking care of him.

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info