Totusindogtillid

Af Tom Jensen 63

Man kan sige meget om os danskere: Vi flår hovedet af hinanden i debatten, særligt når den foregår online, og der er flere og flere borgere som stikker hinanden til de offentlige myndigheder, og utrygheden stiger i storbyerne, og økonomien går det heller ikke særlig godt med, og velfærdsstaten er ved at brase sammen under sin egen vægt, og der er stadig for meget gift i maden og for mange partikler i luften, og børnene ser ikke deres forældre nok, og forældrene ser ikke deres gamle, sengeliggende forældre nok, og det er for svært at være yder, og det er for hårdt at være nyder, og det er synd for de unge, de ældre, de rige, de fattige, de røde og de blå, synd for såvel feministerne som den kriseramte mand, for politikerne og medierne, for udkantsdanmark og for de udlignede i guldkantsdanmark, synd for de etniske danskere såvel som de uintegrerede indvandrere, for de skatteflåede såvel som for de hjemløse, for misbrugere såvel som forbudsramte. Akja. Skuer man tilbage over 2012 er det egentlig vanskeligt at finde nogen her til lands, som synes at have det bare sådan rigtigt….nusergodt…

Men uanset hvad man i øvrigt kan sige, og det er sandelig blevet gjort i året der gik, så var den mest positive historie i 2012 den, der kom ud i det tidlige forår og bekræftede tendensen fra de seneste mange år: Danskerne får for hver sæson der går mere og mere tillid til hinanden. Vi stoler på hinanden. I en grad så det ikke kun er skattetrykket, der sætter verdensrekord. I Danmark svarer 75 procent, at de har tillid til hinanden. På verdensplan er det 30 procent. I Brasilien siges det at være 3 procent. I USA har man stillet det samme spørgsmål jævnligt siden 1960erne, hvor man lå på et dansk niveau. Siden er det trimlet mod bunden i Guds Eget Land, mens vores tillid til hinanden blot stiger og stiger. Ingen amerikanisering dér.

Når vi om et par dage tager fat på et nyt år, er bevidstheden om tilliden til hinanden måske det bedste vi kan tage med os ind i 2013 til en ny sæson, der på talrige fronter ikke synes at blive meget lettere og gnidningsfri end den, vi nu er på vej ud af. Intet tyder på hverken eksplosiv vækst, færre arbejdsløse eller sociale problemer, lavere skatter, mindskede integrationsudfordringer, færre krige rundt om på kloden eller endegyldigt ro på i hverken Grækenland, Spanien eller hvor det i øvrigt står galest til. Problemerne består, men det gør vores gensidige tillid åbenbart alligevel også.

Det har noget for sig. At vi stoler på hinanden. At vi er til at stole på.

Tilliden er forudsætningen for meget. At der kan indgås såvel politiske forlig som aftaler om afhentning af hinandens børn. At man overhovedet vover at aflevere sit barn til fremmede mennesker i en daginstitution. At man tør gå over vejen, når der bliver grønt. Tør proppe dankortet ind i en automat uden at være bange for, det ikke kommer ud igen. Tør slippe magten og anerkende demokratiet som politiker, når folket har stemt én ud.

Det er værd at huske på, eftersom det meste af det, vi taler om og har diskuteret i Danmark i 2012 har været truslerne mod denne fortsatte tillid. Som den konservative Rasmus Jarlov pointerede det i en kommentar i Berlingske her efter jul, så risikerer for meget velfærd f.eks. at underminere tilliden i samfundet, fordi andres trækken på de fælles midler i de fælles kasser har det med at afstedkomme krav om kontrol med, at pengene nu også bruges ordentligt, at ingen får fingre i pengene uretmæssigt eller lever på måder, der koster samfundet og fællesskabet unødigt dyrt osv. osv.

Andre synes at hæfte sig ved helt anderledes trusler mod tilliden. Når skatteministeren således indfører åbne lister over virksomhedernes indbetalte selskabsskat, pakker man det nok pænt ind i bemærkninger om ønsket om gennemsigtighed, men målet er åbenbart: Nogle selskaber, særligt de multinationale, kan sno de nationale skattelovgivninger om egne lillefingre og i vidt omfang undgå at bidrage til samfundskasserne dér, hvor de opererer. De åbne skattelisters mest synlige budskab er, at den slags ikke er tillidsskabende i samfund, hvor det at betale sin skat med glæde jo som bekendt betragtes som menneskets fornemste borgerpligt.

Andre igen har peget på det tillidssvækkende i de lukkede og til dels uigennemtrængelige samfund med egne normer og regler, som synes at opstå rundt omkring særligt i indvandrerghettoer. Når man ikke engang kan være indlagt på en skadestue uden at risikere bøllers voldelige hærgen, og når også politiet får vanskeligt ved at operere, så risikerer det at svække den gensidige tillid i et samfund.

Det er altsammen væsentlige diskussioner. Tillid er godt. Men tillid må ikke blive til naivitet. Så risikerer man at blive snydt. Det skaber mistillid.

Og alligevel, trods alle disse trusler og flere til, har vi stadig verdensrekord i tillid til hinanden, når vi bliver spurgt i undersøgelser. Måske vi snarere end at opholde os uafladeligt ved det, der truer denne tillid, skulle bruge 2013 på at begynde at tage den alvorligt. Sådan rigtigt alvorligt. Også i virkeligheden. Når der ikke blot er tale om en meningsmåling eller en undersøgelse. Med de konsekvenser det måtte have. Jeg vil gerne gå forrest, og skal man gøre det, må det ske ved at udvise tillid over for dem eller det, man i det forløbne år ellers har brugt sine stærkt svindende kræfter på at problematisere. Voilá, jeg forsøger:

- Jeg vil gerne udvise både Dovne Robert, Fattig-Carina, Studerende-Sofie og Kontanthjælps-Tania min allerstørste tillid i 2013. Tro på at I kan og vil – eller vil kæmpe for at komme til at kunne og ville. Det vil sige, at jeg i 2013 uden at knurre vil fortsætte med at finansiere enten jeres lediggang eller studier. Men husk blot, at tilliden må være gensidig, og at I – hvis I brokker jer alt for meget over forholdene i velfærds-Danmark – risikerer at slide på den. Hvilket sågu vil være synd. Også for dem, der uforskyldt er endt i kort eller lang lediggang og uden at kny kæmper for at komme på fode, eller dem der tager en videregående uddannelse på SU i glad bevidsthed om, at det er en formidabel investering, der sikkert kommer mangefold igen. Fra samfundets side. Og fra den studerendes.

- Jeg vil gerne udvise skolelærerne min allerstørste tillid i 2013. Det vil jeg, fordi I er noget af de vigtigste, vi har i samfundet. Jeres indsats er afgørende. I kan præge og dygtiggøre generationer. I kan inspirere tusinder. I kan medvirke til at løfte børn ud af håbløse sociale vilkår og give dem troen på at også de kan blive til noget. Men husk blot, at tilliden må være gensidig og at ethvert ønske – fra forældres, elevers, skoleledelsernes side – om forbedringer af skolen ikke skyldes indestængte behov for at angribe jeres arbejdsvilkår. Hvis vi kunne diskutere andet end dem, når skolen skal reformeres, ville det være dejligt tillidsskabende.

- Jeg vil gerne udvise systemet, velfærdssamfundet, den offentlige sektor stor tillid i 2013. Nogle gange fortoner det sig lidt i debatten, men: Uden en på lange strækninger velfungerende offentlig sektor var vi mange, der var på spanden ind i mellem. På sygehuse, plejehjem, blandt hjemmehjælpere, pædagoger, ja selv hos DJØFerne på rådhusene og de nidkære folk i SKAT gøres der hver dag en stor indsats i fællesskabets tjeneste. Dem skylder vi tillid, snarere end kontrol, overvågning, mistænkelig- og latterliggørelse. Men husk, at tilliden er gensidig. Den bliver sat på prøve, når ethvert forsøg på at drive velfærdssamfundet mere effektivt og for færre penge bliver udlagt som katastrofer og umenneskelige overgreb, der i al fremtid vil berøve folk muligheden for at få hjælp, når de har behov. Sådan er det jo ikke. Det ved I godt. Til gengæld gør I en stor indsats. Det ved vi godt og burde anerkende lidt oftere.

- Jeg vil gerne udvise mænd og kvinder og de danske familier stor tillid i 2013. Det forekommer mig, at tilliden mellem kvinder og mænd er ét af de steder, hvor vi trænger til lidt en smule genopretning. Begge synes lidt pressede i hverdagen, og så kan det være, man kommer til at skyde skylden på den anden. Når sandheden skal frem, består nationen i høj grad af hårdtarbejdende mænd og kvinder, der sammen passer job, hjem og børn bedre og i et mere givende fællesskab end nogensinde før i verdenshistorien. Så hvorfor al dette ævl og kævl? Måske fordi andre har travlt med at  så splid med uforgribelige meninger om, hvordan alle bør leve (i den ene eller den anden retning) og udhule tilliden til, at familierne, kvinderne og mændene selv evner at træffe de rigtige beslutninger. De rigtige beslutninger for sig selv, vel at mærke. At indføre øremærket barsel til mænd, som regeringen varsler i 2013, sker givet ud fra de bedste hensigter. Men det kan ikke bortforklare, at det er en udhuling af tilliden til menneskers egen beslutningsevne om forholdene i deres egen tilværelse. Den ultimative tillid ville være at droppe enhver øremærkning af barsel, også den til kvinderne. Det ved jeg godt er en utopi. Men tillidsskabende ville det ligegodt være, hvis vi turde enes om det.

- Og nu vi er ved det: Jeg vil gerne udvise Big Mother & Big Brother stor tillid i 2013. Jeg ved, der forbydes, påbydes, overvåges og at privatlivets fred undermineres hver eneste dag ud fra de ædleste hensigter. Hver eneste gang. Der er altid en grund. Min tillid skal bestå i ikke at betvivle disse ædle hensigter. Men husk at tilliden er gensidig. Jeg behøver vist ikke skrive mere.

- Jeg vil gerne udvise de kulturkæmpende stor tillid i 2013. Hvadenten i er Eid-festende, juletræsforkæmpende, mangfoldighedsfestivalarrangerende, Pia Kjærsgaard, Anna Mee Allerslev, royalister, antiroyalister, indvandrere, indvandrerkritiske. Uden jer drejede alt sig om økonomi. Men alt er ikke økonomi. Deri havde Anders Fogh Rasmussen ret, da han tiltrådte og startede sin regerings kulturkamp. Det er værdipolitikken, der sætter samfundsdiskussionerne på spidsen. Det er her principper mødes og brydes. Det var også her, nogle af de mest spændende debatter fandt sted i 2012, det var også her nogle af de mest ulidelige debatter fandt sted i 2012. Men husk, at tilliden er gensidig. At kæmpe for sine værdier kræver nogle at kæmpe mod. Nogle man synes tager ubegribeligt fejl. Men det skal de naturligvis have lov til. Deri består tilliden. Men fejl tager de nu, og det er noget helt andet end al den håbløse snak om mangfoldighed…

- Til sidst vil jeg gerne udvise debat-Danmark stor tillid i 2013. Den del der foregår her, og ikke mindst andre steder online og i blogosfæren. Det er sågu ikke altid, I har opført jer tillidsskabende i 2012, jer der debatterer rundt omkring. I har svinet Thor Möger til, da han gik af. I har i kølvandet på rapperen Kidd ønsket Pia Kjærsgaard dræbt. I har verbalt overfaldet såvel jøder som muslimer i diverse fora. I har ikke gidet lytte, I har ladet jer forlede af de ekstreme synspunkter, som synes at trives, når man i diverse digitale netværk kun bekræftes af mennesker, der mener det samme som én selv, I har udvist dårlig smag og er gået efter manden, ikke bolden, men jeg har grundlæggende tillid til, at det vil blive bedre. Allerede i 2013. At vi i fællesskab lærer at håndtere det demokratisk frihedssættende redskab, som nettet er. Det må ske. For det er jo demokratiets forudsætning, ikke? At vi har grundlæggende tillid til, at folk evner at tage stilling. Og give udtryk for den.

Der var mange andre, jeg gerne ville udvise tillid i 2013, men et sted må man jo stoppe. Med det afsluttende budskab, at husker vi på det med tilliden, som vi altså undersøgelsesmæssigt certificeret har til hinanden mere end noget andet folkeslag på kloden, så kunne det være, vi fik øjnene op for, hvordan det også er.

At vi egentlig lever i et ganske godt land, alle dens fejlbarligheder til trods. At demokratiet står stærkt, selv om vi flår hovedet af hinanden i debatten, at de fleste tiltror hinanden reelle hensigter, selv om velfærdsstikkeriet vokser, at selv København stadig er en af verdens tryggeste byer, selv om flere føler sig utrygge, at samfundsøkonomien trods alt er blandt de mere solide i verden, selv om det ikke går alt for godt, at velfærdssamfundet nok er ved at brase sammen under egen vægt, men at der immervæk er bred politisk vilje til at reformere det, at der nok er gift i maden og partikler i luften, men meget mindre end før i tiden og slet ikke som i Kina, hvor fødevaresikkerheden bekymrer alle familier og forureningen sine steder hænger tungt, at børn, forældre og bedsteforældre muligvis ikke ser hinanden nok, men at vi trods alt har en stærk familiestruktur, hvor det f.eks. stadig er almindeligt at bænkes i fællesskab omkring aftensbordet (modsat f.eks. mange i USA), og at det nok er svært at være yder, nyder, ung, ældre, rig, fattig, rød, blå, feminist, kriseramt mand, politiker, medie, borger i udkantsdanmark og udlignet borger i guldkantsdanmark, etnisk dansker og uintegreret indvandrer, skatteflået såvel som hjemløs, misbruger såvel som forbudsramt.

Men decideret synd for os, borgere i Danmark, er det næppe, hvis man anskuer det blot en anelse i globalt eller verdenshistorisk perspektiv. Jeg kunne godt ønske for 2013, at vi ville skønne lidt mere på det.

Eller rettere: Jeg har selvfølgelig tillid til, at det vil vi. Godt nytår!

FØLG MIG PÅ FACEBOOK

FØLG MIG PÅ TWITTER

63 kommentarer RSS

  1. Af Axel Artke

    -

    Det er ikke uden grund, at politikere, spindoktorer og journalister figurerer nederst på ranglisten i undersøgelser af folks tillid til forskellige faggrupper. Politikerne klandres med rette for demagogi og utroværdighed, spindoktorerne er kendt for manipulationer og uhæderlighed, og journalisterne bebrejdes at være alt for politisk korrekte i deres behandling af nyhedsstoffet.

    Som bekendt er det desværre de selvsamme faggrupper, der sætter dagsordenen i medierne. Derfor bliver stadig flere mennesker mistroiske over for både de trykte og de elektroniske medier. Danmarks Radio er eksempelvis et nyhedsmedie, som (ikke uden grund!) klandres for politisk slagside, og som flere og flere derfor ønsker sig frigjort for at betale til.

    Mistroen til medierne er ikke kun et dansk fænomen. I USA har kun 25 % af befolkningen tillid til, at pressen fortæller sandheden. I Sverige er det (af gode grunde) endnu færre. Hvis tilliden til medierne blev målt i Danmark, ville noget lignende sikkert vise sig.

    Når det drejer sig om det generelle tillidsniveau i samfundet, er det uhyre vigtigt, at folk mener at kunne overskue og gennemskue, hvad der foregår. Hvis politikerne og medierne ophører med at være troværdige sandhedsvidner, varer det derfor ikke længe, før mistilliden ikke blot til dem, men også til samfundsforholdene i almindelighed, svækkes alvorligt. Rygter og konspirationsteorier dukker op – og forstærkes af demagoger.

    Demokratiet afhænger af, om den såkaldt fjerde statsmagt, pressen, opfylder sin mission. Det gør den efter manges mening ikke for tiden. Stadig flere annullerer derfor abonnementet på avisen, og denne oplagsnedgang har naturligvis økonomiske konsekvenser. Derfor agtes pressen nu støttet af yderligere tilskud fra staten. Det samme gælder Danmarks Radio. Til sidst kan de alle undvære både læsere, lyttere og seere.

    Det er vel unødvendigt at tilføje, at i så fald vil den allerede vidt udbredte kilde til oplysning, som internettet (Facebook og Google mv.) udgør, helt overtage den reelle nyhedsformidling. Resultatet bliver et samfund uden tillid til dem, hvis eksistens burde bygge netop på tillid.

  2. Af T. Sørensen

    -

    Tillid til vore medmennesker er en god ting. Jeg har tillid til hele min omgangskreds, familie og venner. Her slipper tilliden så også op. Jeg har overhovedet ikke tillid til det politiske system og slet ikke til regeringen. Jeg har heller ingen tillid til SKAT efter Helle Thornings skattesag. Vi kan heller ikke længere have tillid til at færdes i eget hjem, uden risiko for hjemmerøveri. Vi har åbnet grænserne for allehånde røverbander og nassende indvandrere uden der er nogen der løfter et øjenbryn. Jeg har ingen tillid til, at det skråplan vi har bevæget os i på, nogensinde vil blive stoppet. Det kan end ikke Tom Jensens optimistiske livssyn ikke ændre på. Desværre, da jeg oftest er meget ening med Tom Jensen.

  3. Af Lars Busk

    -

    Frank L

    Det, som Pind har gjort er jo ikke, at hænge en navngiven person ud, men at beskrive det middel, som blev anvendt.
    Desuden har føreren af bilen helt klart begået et lovbrud ved at fjerne sig fra åstedet uden at have identificeret sig. Dette gælder hvadend påkørslen skete med vilje eller ej.
    Hvis han havde frygtet for sin sikkerhed, skulle han have meldt sig ved nærmeste politimyndighed.

    Hvad blev der i øvrigt af dine horder af blodtørstige VU’er.
    Det synes, at have forbigået din opmærksomhed, at vold og hærværk snarere er karakteristik for den modsatte del af det politiske spektrum.

  4. Af S. Aaby

    -

    Man må give Søren Pind han griber hver en chance til at komme i medierne.

  5. Af Erik Larsen

    -

    Helt enig med dig “T.Sørensen”.
    Tillid til den nuværende regering kan der vist idag ikke være andre end socialdemokratiske pamper-venner med f.eks. “Karen Bennedsen” i spidsen der kan have.
    For pensionister, lønmodtagere, firmaer m.m. tegner 2013 ekstremt ubehageligt med sorte, sorte skyer i horisonten. Mærk jer mine ord – der kommer endnu flere skatter og afgifter – og endnu lempeligere asylregler m.m. inden vi igen slipper af med den værste regering Danmark nogensinde har haft.
    Men GODT NYTÅR til det idag store flertal af danskerne der ikke kan slippe hurtigt nok af med historiens største løftebrydere.

  6. Af S. Aaby

    -

    Festen var rigtig god der manglede ikke noget alt kunne man få.
    Man glemte bare at festen ikke var gratis regningen skal betales.

  7. Af Kim olsen

    -

    Lars Busk,

    Frank L har stukket piben ind for denne gang.

    Det startede vel egentlig med Revser, som måske troede, at flugtbilisten måske var psykisk syg…

    Frank L greb stafetten, og kendte pludselig Pinds motiver og omstændighederne omkring hændelsen. Han havde dog alligevel ikke indsigt til at kende modpartens motiver, og ejheller indsigt i hvilke informationer man kan hive ud af et registreringsnummer.

    Til slut gik luften af ballonen, og Frank L anførte spagfærdigt, at han var bekymret over hvad der kunne være sket, hvis hændelsesforløbet havde været et helt andet end det nu var.

    Pyha, stor ståhej for ingenting – Revser og Frank L samler kræfter til flere afsløringer herinde :)

  8. Af Niels Chr. Sauer

    -

    Tom Jensen vil gerne vise lærerne tillid og diskutere skolen med dem, men det må ikke handle om lærernes arbejdsvilkår. Jeg kan forsikre ham for, at er der nogen, der er trætte at diskutere lærernes arbejdsvilkår, så er det lærerne.

    Men det forholder det sig desværre sådan, at det er de dygtige læreres velforberedte og engagerede undervisning, der bærer den gode skole. Når man trækker tæppet væk under lærernes arbejdsvilkår, trækker man tæppet væk under skolen.

    Det, jeg som lærer beder Tom Jensen m.fl. om, er ikke at være flinke mod lærerne. Lærerne skal ikke privilegeres. Det, lærerne beder jer om, er at tænke på jeres børns skolegang. Hverken mere eller mindre, og intet andet.

    Hvad foretrækker I:

    En skoledag med timer som i dag (med mindre justeringer), hvor skolefunktioner varetages af (vel)forberedte lærere og fritiden varetages af pædagoger – i det omfang børnene ikke er hjemme eller andre steder?

    Eller en skoledag til kl. 14 for de små, 15 for de mellemste og 15.30 for de store, hvor uforberedte lærere og pædagoger improviserer sig igennem en del af skoledagen?

  9. Af PREBEN F 1 JENSENH

    -

    To indlæg ovenfor kan anbefales: kl. 13.32 den 29. og kl. 12.06 den 30.

  10. Af Eva Madsen

    -

    Den første nytårstale 2012/13.
    Flg. link er til en yderst fornuftig nytårstale af Hr. Morten Messerschmidt.
    Som er en statsmand værdig.

    http://www.youtube.com/watch?v=hJAkAXEr1Tk

  11. Af Axel Artke

    -

    Følgende indlæg blev slettet på Peter Kurrild-Klitgaards blog om liberalisme mv. Derfor bringer jeg det her, selv om det kun perifert har med tillid at gøre. Til gengæld finder jeg det bekymrende, at en oplægsholder (in casu PK-K) uden begrundelse sletter indlæg, der overholder alle krav til saglighed og moral. Det siger jeg, at indlægget gør, men døm selv, om PK-K gjorde ret i at slette det.

    Ny-/neoliberalisme er en politisk strømning, der udviklede sig i 1970’ernes USA og siden kom til Danmark. Men hvis de amerikanske ophavsmænd til strømningen kunne se, hvad vi i Danmark kalder nyliberalisme, ville de korse sig. For dem at se ville i hvert fald kun Liberal Alliance kunne kaldes liberalt. Alle andre partier er nemlig fortsat tilhængere (tilbedere?) af velfærdssamfundet, og det er bestemt ikke udtryk for nyliberalisme. I amerikansk optik snarere kommunisme.
    Historien taler for sig selv: Det parti, der skilter med at være ”Danmarks liberale parti” (Venstre), førte socialdemokratisk politik i 10 år af skræk for, at vælgerne ellers ville afskedige det som regering. Og det parti, der kalder sig Socialdemokraterne, fører borgerlig politik af skræk for, at vælgerne ellers afskediger dem som regering. I begge tilfælde er regeringsmagten formålet i sig selv.
    Ingen af dem fører liberal politik. Det ville ellers være en politisk velgerning, hvis Venstre meldte klart ud, at partiet nu tilsluttede sig de bedste dele af Liberal Alliances mærkesager. Så kunne vi igen begynde at tro på sloganet ”Venstre ved du hvor du har” – nemlig der hvor partiet bør stå iflg. sin egen skiltning. Det er dog et forfængeligt håb, for det mest vidtgående, Venstre drister sig til, er at proklamere, at skatterne skal sættes ned over en årrække og den offentlige sektor tilsvarende reduceres. Heri er der intet liberalt, hverken ny- eller gammelt.
    For hvad vil begrebet ”liberal” egentlig sige i dansk forstand?
    Betyder det, at ”enhver er sin egen lykkes smed”, og ”lad falde hvad ikke kan stå”? Nej, ikke uden videre, for liberalisme er ikke anarki. Liberalisme er en livsform, som tilstræber at lade alle udfolde deres bedste evner. Derfor sigter dansk liberalisme på at give alle mennesker lige muligheder i udgangssituationen – til forskel fra socialisterne som sigter på, at alle skal nyde lige resultater. Danske liberalisters motto er derfor snarere ”Leben und leben lassen!” eller ”Man kan hvad man vil, man kan bare øve sig!”
    For at tilvejebringe de tilstræbte ”lige muligheder i udgangssituationen” er et vist minimum af ressourcer nødvendige, herunder økonomiske, uddannelsesmæssige og juridiske (lighed for loven). Også børn af økonomisk dårligt stillede skal gives uddannelsesmæssige muligheder for at udvikle deres evner.
    Men vandene mellem liberalisme og socialisme skilles, når det kommer til andre forhold end dem, der har med de lige udgangsvilkår at gøre. Liberale finder det således ikke acceptabelt at skulle underholde mennesker, som efter at have fået tilbuddet, hverken kan eller vil tage imod det. Her starter ”Enhver er sin egen lykkes smed” eller ”Lad falde hvad ikke kan stå!”
    Dette standpunkt hænger også sammen med, at man ikke skaber øget rigdom ved at brandbeskatte de rige. Det eneste, brandbeskatningen medfører, er at de riges penge bliver brugt perspektivløst og i øvrigt hurtigt svinder ind. Hermed er vi ved socialismens kerneproblem, der som bekendt består i, at før eller siden slipper de riges penge op.

  12. Af Balther Jensen

    -

    @ Thomas H. Rasmussen, 29. december 2012 kl. 06:32

    Thomas H.Rasmussen!

    Du skriver:

    “Næste år slutter vi med en gæld på ca. 500 mia. kr. og der er intet i regeringens planer som tyder på at gældsætningen ikke vil fortsætte de næste mange år. Stakkels efterkommere!”

    Maa jeg lige sporge dig:

    Hvem er saa “vi” som har en gald paa ca. 500 mia.Kr. ?

    Samt, “hvem” skylder “vi” ca. 500 mia.Kr. til ?

  13. Af Hestekød og valgflæsk og katten i sækken — På sporet af et moderne liv

    -

    [...] form for tillid er ikke uvigtig. Den er en forudsætning for, at et samfund fungerer. Som jeg skrev her på bloggen ved nytårstide, er vi danskere besjælede af at leve i verdens mest tillidsfulde samfund. Vi stoler på hinanden. [...]

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info