Ny nordisk kvinde & ny nordisk mand

Af Tom Jensen 38

For tiden ser mine unger Jul i Valhal, årets genudsendte TV2-julekalender. Udover de to hovedpersoner, en handlekraftig pige og en lidt mere tøvende dreng, er der også et par voksne i serien: Pigens mor og drengens far, der går rundt om sig selv i det meste af 24 afsnit i åbenlys, men uforløst interesse for hinanden. Nok så interessant er imidlertid den vildt forvandlede køns-stereotypi, de to repræsenterer. Moderen, spillet af Ann Eleonora Jørgensen, er en superstresset karrierekvinde, altid på, altid i telefonen, på vej til Singapore til næste skridt på jobstigen, der selvfølgelig også indbefatter, at hun er involveret i at fyre en masse mennesker i den virksomhed, hun arbejder i.

Overfor hende er der drengens far. En blød mand (Troels Lyby) i skovmandsskjorte og med gråsort fuldskæg, sådan en der går rundt og sliber lidt på bordene og ordner rundt omkring og udenfor, og som først skimter en ny og råt maskulin side af sig selv, da den effektive erhvervskvinde på en indkøbstur propper ham ned i et nålestribet sæt med grønt slips og dertil dråbeformede solbriller. Hurtigt er han dog tilbage i sine jeans og bomuldsskjorter.

Imens truer mørket derude, for plottet er bygget op omkring Ragnaroks komme, igangsat af en løsgående Loke. Dermed skriver Jul i Valhal sig ind i en større historie, en gennemgående branding af det nordiske i talrige film og TV-serier, som i disse år for nogens vedkommende går verden rundt. Centralt i de fleste af disse TV-fortællinger er mørket, det novembersortnede, hvor skumle sager truer, mens regnen pisker, stormen raser, sneen fyger og kulden bider. Det kaldes Nordic Noir. Men frem midt i dette altopslugende mørke toner også nogle markante kvindetyper. Og nogle meget mindre markante mænd. Det kan være værd at beskæftige sig et øjeblik med dem. Ikke fordi alle nordiske eller danske kvinder og mænd er som dem – eller er ved at blive sådan. Men fordi de vel danner et billede af, hvordan tidens mest ombejlede skandinaviske historiefortællere gerne vil portrættere os. Kvinder som mænd.

Den traditionelle kønskliché handler om den karrierebevidste mand, der arbejder meget og kun er sporadisk til stede i hjemmet, mens kvinderne forsøger at indhente det sidste stykke på arbejdsmarkedet, hvad enten det handler om direktionsjob og bestyrelsesposter eller bare almindelig lige løn for lige arbejde. Men tilbage falder de i dét ræs, særligt fordi de tager barselsorlov i ualmindeligt mange måneder, mens far lader være. Far – ham, der samtidig er sådan lidt følelsesmæssigt ude af berøring med sig selv, nødig snakker om den slags pjat, hellere tager en fodboldkamp på TV end en dyb snak med konen, som imidlertid har dét behov og derfor bruger veninderne i stedet.

Skal man tro den moderne TV-fiktion, kan vi godt køre den kliché på lossepladsen. Den er afløst af en ganske anden. Her er det kvinden, der handler. Det er kvinden, som kan fokusere. Det er kvinden, der rykker. Til gengæld er hun omgivet af mænd, der om ikke ligefrem i alle tilfælde er bløddyr og bestemt ikke altid er umaskuline – men som dog i hvert fald er nogle følsomme typer med let flakkende blikke, når man sammenligner dem med de stålsatte kvinder, der går lige foran dem gennem det ene eller det andet plot.

Et eksempel er altså Ann Eleonora Jørgensens karrierekvinde i Jul i Valhal – det er sågu ikke hende, der hygger om familien, bager brunkager og klipper julehjerter. Nej, hun er på nettet og i globale telekonferencer på mobilen. Så det med hyggen må den gamle bedstemor klare, sekunderet af Troels Lybys mandlige figur, der har al den tid, kvinden i serien ikke har, og som altid synes i gang med en eller anden hjemlig syssel, muligvis med en sav eller en økse i hånden. Men hjemlig er han.

Dårligt når julen at være forbi, før næste sæson af Borgen ruller over skærmene. Også her er kønsklichéerne vendt på hovedet, og konturerne af en ny nordisk kvinde og en ny nordisk mand synes at tegne sig. Sidse Babett Knudsens statsminister Birgitte Nyborg har i seriens to første sæsoner gjort det, mænd i generationer er blevet beskyldt for: Hun har ofret familien for jobbet, for magten og æren. På en måde så det er endt med en skilsmisse, fordi faderen (Michael Birkkjær) ikke kunne klare i dén grad at blive fravalgt. Når alt kommer til alt er Borgen lige så meget dén fortælling, som det er en realistisk politisk serie: Historien om hvad magt og karriere kan koste, for kvinder som for mænd. Her er det blot, karakteristisk for det kvindebillede nutidens TV-historiefortællere tegner, mor der har magt. Og far der uafladeligt – men til syvende og sidst forgæves – må gøre opmærksom på, hvilke skuffede eller knuste følelser, hun efterlader sig i karrierens kølvand.

Borgen er solgt til adskillige lande i mindst fem verdensdele og har vundet store internationale TV-priser, så det er vel ikke forkert at antage, at dens billede af den ny nordiske kvinde og den ny nordiske mand giver globale bølgeskvulp. Vi må indse, at det er sådan, mange mennesker i verden vil se på os – kvinder og mænd fra Norden.

http://www.youtube.com/watch?v=SV-0hz5co7Q

Da ikke mindst fordi denne series popularitet vel kun overgåes af en række krimiføljetoner, hvor kønsstereotyperne er skåret endnu skarpere ud på måder, som man næppe ville have set for bare 10-15-20 år siden.

Tag en Lisbeth Salander i Stieg Larsson-kriminalromanerne og de efterfølgende film og TV-udgaverne af samme. Hun er ganske vist alvorligt traumatiseret, blandt andet som følge af voldelige og seksuelt perverterede mænd – så langt følger fortællingen nogle traditionelle stereotyper. Men i måden, hun veksler disse traumer til et skræmmende fokus, til teknologiske genialiteter, til en væren-sin-egen, ja – til en umanerligt direkte seksuel udfarenhed, kommer hun til at repræsentere et kvindebillede, der forståeligt vakte opsigt, da verden stiftede bekendtskab med hende. Til dels i bøgerne, særligt da hun trådte ind på lærredet med sit stenansigt og stålsjæl. Iklædt tatoveringer og piercinger yderst og inderst. Og – i selskab med reporteren Mikael Blomkvist, der godt nok er undersøgende journalist af den gode, gamle skole og medejer af et venstrefløjsmagasin. Men som i sammenhæng med Salander kommer til at fremstå næsten rund, følsom og vankelmodig – og bestemt ikke initiativtager i forholdet til Salander. Hverken da det bliver indledt eller da det (i seksuel forstand) undervejs afbrydes igen. Her er det hende, der handler. Og ham der i begge tilfælde virker nærmest perpleks over, hvad der dog lige er sket.

Videre til TV-serien Broen, der også har vundet internationale priser og er blevet en eksportvare, og man møder et beslægtet kønsportræt: Hovedpersonerne er en kvinde og en mand, og kvinden er den nærmest autistisk indrettede malmøske kriminalkommissær Saga Norén (spillet af Sofia Helin), der både arbejder og lever og taler uden filter og med nørdens evne til at fokusere og dermed se sammenhænge før alle andre. Hun lever bogstaveligt talt som en klassisk ungkarl, spartansk og upersonligt, hun arbejder døgnet rundt, har nærmest ikke noget liv, og når hun en sjælden gang går i seng med med en mand er det i rollen som seksuel forbruger, indtil akten er overstået og den tilfældigt opstøvede fyr pænt kan gå igen.

Broen forsøger også at tegne et portræt af nationalkarakterer: Den kontrollerede svenske Saga Norén over for den impulsive danske kommissærkollega Martin Rohde (Kim Bodnia), i hvis liv rodet altid lurer lige under overfladen. Men valget af køn til de to kan næppe være tilfældigt. Ingen kan beskylde Kim Bodnia for at være kvindagtig, og kommissær Rohde er bestemt en mand med pænt stort M, men dog ikke mere end at han brødebetynget må erkende et tilfælde af utroskab over for konen og ydmyget må se sig vist køkkenvejen, mens han (temmelig forgæves) forsøger at trænge ind bag den kvindelige svenske kollegas granithårde fremtoning. Også da hun – måske, måske ikke – indleder et forhold til Rohdes utilpassede søn. Naturligvis helt på egne betingelser, mens søn & far også forbliver statister i dén bihistorie.

Igen får verden serveret billedet af den ny nordiske kvinde og den ny nordiske mand. Den resultatsøgende kvinde med fast blik og alle følelser gemt grundigt væk, og en kaotisk mand, der græder længe før kvinden er begyndt at overveje, om det måske ville være strategisk klogt eller blot almindeligt passende at fælde en enkelt tåre.

Hvilket bringer os frem til Sarah Lund, der i Sofie Gråbøls skikkelse nok er indbegrebet af ny nordisk (træ)kvinde og et hit i mange lande som en del af Forbrydelsen-serien. Hold op, hvor er der langt ind til de følelser. Hver gang de trænger sig på, undviger hun. Hvem er mest kede af det? Naturligvis den svigtede, krænkede søn. Og i tredje og sidste sæson PET-kollegaen Borch, en plaget fyr der genopdager en gammel forelskelse i den firkantede Lund med Buster Keaton-mimikken, men desperat må konstatere, hvor svært det er at komme tæt på denne kvinde, der på klassisk maskulin vis bruger arbejdet som skjold mod den private virkeligheds smerte, når den kommer for tæt på.

Borch er bestemt også en mand – han spilles jo trods alt af Nikolaj Lie Kaas – men det er karakteristisk nok ham, der hele tiden spørger ind til, hvad hun i virkeligheden føler. Mens hun svarer forretningsmæssigt tilbage med en professionel overvejelse i relation til den løbende kriminalefterforskning – eller andre udenomsværker….

Hvad kan vi bruge alt dette til? Ja, lad os for Guds skyld ikke henfalde til at konkludere, at fordi en håndfuld film- og TV-produktioner tegner et bestemt billede af den danske/nordiske kvinde og den danske/nordiske mænd, så er vi sådan. Allesammen.

Men ligesom jeg for et par måneder siden diskuterede den kendsgerning, at mænd i danske TV-reklamer næsten udelukkende portrætteres som nogle hjernelamme fjolser og utiltalende grimrianer, der ikke kan finde ud af noget som helst, så kan man da overveje det påfaldende i, at den i tiden så fejrede TV-dramatik åbenbart finder stof i virkeligheden til at tegne et vældig entydigt billede af den moderne kvinde og den moderne mand fra mørket i Skandinavien.

Hun er den stramt kørende, kontrollerede, målrettede, nørdede, hårde, karrierebevidste, fokuserede, fornuftsstyrede, stålsatte. Med følelserne parkeret et sted, som ingen ser. Han er den runde, kaotiske, søgende, diskuterende, impulsive, bløde, idealistiske, tvivlrådige, der forsøger at nå ind til andre dimensioner af hendes væsen. Og måske er i bedre kontakt med sig selv og sine egne følelser, end hun er. Eller i hvert fald er bedre til at give udtryk for dem.

Tankevækkende er det da, at mens kønsdebatten for en stor dels vedkommende stadig handler om de gamle strukturer og problemstillinger – ligeløn, barsel, kvoter og lignende – så finder vor tids mest populære historiefortællere altså, at der sker helt andre ting med og mellem kønnene.

Er det et varsel om, hvor vi bevæger os hen? Eller er der snarere tale om et lønligt håb om forestående kønsrevolutioner hos de ansvarlige forfattere? Jeg ved det ikke bedre end jer, men det er da værd at tænke over. Selv må jeg desværre stå af her og lade jer diskutere videre herunder. Den aftensmad laver jo ikke sig selv.

FØLG MIG PÅ FACEBOOK

FØLG MIG PÅ TWITTER

 

38 kommentarer RSS

  1. Af Birgitte Magelund

    -

    Blå feminister.

  2. Af PREBEN F1 JENSENH

    -

    RØD OG FEMINISTISK POLITIK ER MENNESKEFJENDSK POLITIK…….

    Det er jo nærmest den totale hjernevask det handler om. Man kan efterhånden ikke høre radio, ikke se en film, ikke se TV, ikke læse et blad og ikke møde en politisk kvinde, uden at det handler om røde kæpheste eller bevidst og systematisk fordummelse af borgerne.

    Propagandaen kværner døgnet rundt, ny-kommunisterne og feministerne har virkelig haft held til at overdøve de fleste fornuftige røster, med deres evindelige politiske korrekthed, ligestillingspræk, co2-hysteri, anti-racisme og radikale storhedsvanvid osv.

    Tusinder af familier og tusinder af børn er blevet sendt ud i kulden og mørket af ny-kommunistisk lovgivning og forvaltning, og de danske mænd er mere eller mindre til grin, efter at de i årevis er blevet nedvurderet, nedværdiget og diskrimineret af de ekstremistiske amazoner på den politiske borg.

    Hvis flertal går ind for den totale feminisering af alt og alle og hele samfundet. Uanset prisen.

    (fortsættes lidt senere)

  3. Af Frey Vestergaard

    -

    Først tak. Du skriver som altid en god og tankevækkende blog. Jeg har læst et meget sigende indlæg på Reddit, om den moderne mand, og nogle af de følger som nogle drenge og mænd oplever af manglende forbilleder, og jeg synes det passer fint ind her, så her er det:

    We can’t simply talk about societal pressures, we have to look at what it feels like to be that boy, that man. How you are treated, the psychological progression from “ok” to “frustrated” to “anger” to “desperate”, how you necessarily have to internalize your problems, how you are set up in life only to fall through the gaping hole that is called “the male ego” and then to be ridiculed for being so naive as to want to express yourself
    You know how you feel pressure to look good and dress nicely. You feel that everyday, no one tells you but everyone is looking and you feel those eyes on you. You can’t help but notice that everyone notices. It’s ingrained into society, it’s accepted, you don’t even realize it’s there because it’s omnipresent. Like air.
    The same thing exists with “be a man”. No one wants to hear how hard you have it, your problems or your emotions. “Man up” echos everywhere, silently, implicitly. At first an innocent term of motivation, now an ironically desperate attempt to demonstrate masculinity. The term is so confused it is now used to claim opposing behaviors as manly. A real man doesn’t cry – A real man cries. Can you imagine hearing someone say “A real woman drinks margaritas”? There is an uneasiness around being a man these days because no one knows what it means anymore.
    The worst part about these struggles is how everyone seems to be ok with it. There is no visible group advocating for a balanced masculinity or an open discussion on male identity. Male problems aren’t even on the radar. If you don’t ask for help what do you do? You do the only thing you can do, you internalize your pain, you ignore it and it grows silently. Who is going to help you through this? Is there anything more terrifying to society than a man who needs help? Have you ever seen a grown man cry in public? It’s unsettling.
    You’re too ashamed and simultaneously too proud to ask for help. Asking for help means you aren’t “manning up” like everything in culture silently tells you to do. And so everything that isn’t addressed becomes that dark beast inside you, lurking at the edges. You become so out of touch with your emotions it’s a surprise when you’re actually happy, like it’s an accident. A childish glee of a once happy childhood being crushed by your everyday repressed identity. You lose all sense of proportion. Drugs, alcohol, depression, fighting and other self-destructive behavior show up. At least self-erasure makes sense, at least you can control the rate of your descent. A joyous self-annihilation, like watching your own car crash in slow motion from far away, simultaneously inside the car and outside it. A symbolic interpretation of reality. This is in fact your true position in all this, your emotional self is a 1000 miles away observing this scene with equanimity, your actual self speeding into a brick wall.
    Your friends have long since stopped caring, ignoring all the warning signs, some may reach out but you’re too far gone for kind words or formal gestures. You’re desperate and angry. You become fully desensitized and ignore your emotions, seeing them as obstacles. You are now a man “at war” with himself, the motto of this war is “take no prisoners”. You snuff out feelings, you do this once and it makes things easier and then again, and again, and again, you’re on your way down that desolate road. It becomes a comical routine, your patheticness is a joke even to yourself. You’ve lost all sense of reality, you’re walking down that road of quiet desperation. Every man that’s been told to “man up” knows what I’m talking about. Every man that doesn’t get lucky or ask for help in time ends up in the same place, in the gutter. Alone, cold and forgotten. Homeless both in reality and spiritually.
    The old male roles are dying if not dead. They continue to subsist in obscurity, as an after-thought or a punch-line to a joke that provokes uneasy laughter. Young men continue on in the empty space left by these non-roles, without guidance or any solid concept or understanding of themselves or their masculine identity. Education doesn’t worry about boys, they’ve always been fine on their own, right? Boys and young men have a much different kind of education, a negative education. They are not told that their normal selves are good, fine and valuable, that being energetic, spontaneous and loud is a good thing, no, they are simply told what they can’t do. Sit down, shut up, stop interrupting, if you can’t control yourself we’re going to see the principal, we’ll call your parents, we’re going to ridicule you. And so they grow up literally clueless, looking to social cues, formal structures and hyper-male caricatures for help. We all know these clueless young men, we all know how bleak a future they have, we ignore it, they ignore it, video games are always fun, right? What a heartbreaking story of normal everyday occurrence. Our sons, our brothers, our fathers pretending everything is fine, no one ever asks them “Are you Ok?”
    Summary: Masculinity is a deeply misunderstood concept, almost as if on purpose. Misunderstood by society as a whole, but also by women and, most offensively, by the men themselves. Everyone participates in this “good man” myth, completely unaware that there is no concept of a good man today, masculinity is an unknown which we can use and abuse as we see fit. Can you go a day without hearing something in the news about violence or war? Everyone knows those are male things, right?
    The bottom line is everyone has a choice in how they treat boys and men, everyone can decide whether they should be treated as human beings or if they can “take it like a man”. No one proposes what masculinity could be, no one seeks to glorify or worship it, no one speaks of the hidden potential of our young men today, no one dares to give it it’s proper place in society. Male identity is a negative today, ridiculed, feared and marginalized.
    What do men do in this climate? They do the only thing they can do, ignore all of it, live their owns lives, try to get by somehow, they “man up”

  4. Af Søren Rasmussen

    -

    Kvinder handler skriver du Tom.

    Er det islam kvinder med telt du tænker på eller?

    TV2 gør det godt. Det gør deres kvinder også.

    DR1 gør det ikke så godt. De er lidt svage i kødet de kvinder m/k på denne kanal.

    De radikale kvinder er dygtige til at smadre vort land. De radikale som er gudløse sælger os til islam.

    Vi skal have noget mere halal, fatwa, Ramadan tørklæder til de progresive radikale kvinder som ikke bare kan klare den med lidt sadomasochisme.

    Mænd med sans for s/m kan så se på Lotte meilhede som ligner det hun er. Ikke noget kønt syn på noget der skal ligne objektiv journalistik.

  5. Af PREBEN F1 JENSENH

    -

    FEMINISERINGENS PRIS…….DØD OG RAGNAROK!!!…..

    Lyder det som overdrivelse, når overskriften påstår at feminiseringen fører Danmark og hele Europa mod undergang?

    Måske, men det ER ingen overdrivelse.

    Da de politiserende kvinder kom på banen, var der i visse kredse stor begejstring og store forventninger. Nu skulle mændene sættes på plads af de langt mere fintfølende og omsorgsfulde damer, af de meget bedre, klogere, ædlere, omsorgsfuldere og ikke nær så primitive fruentimmere, som nok skulle vise os alle vej til et bedre, mere menneskevenligt og mere civiliseret samfund.

    Men ak og ve, ak og ve. De politiserende damer slæbte i stedet så megen egoisme, selvhævdelse, kortsynet dumhed, overfladisk speed-snak, radigal pladderhumanisme og rødfascistisk galskab med ind i de politiske partier, at resultatet er blevet en svækkelse og undergravning af deres eget land og hele Europa. Overalt har de politiserende kvinder bragt forfald og opløsning med sig. Deres økonomiske politik er vanvittig, deres udemokratiske politik er kortsynet, deres familiepolitik er brutal og hensynsløs, deres indvandringspolitik er vejen til det nationale selvmord og civilisationens ødelæggelse, deres erhvervspolitik sender millioner af borgere ud i ledighed og hjemløshed, deres sociale politik forringer velfærden og svigter de svage, deres kriminalpolitik dyrker forbryderne og håner ofrene, osv., osv.

    Ser vi på det skørte-regimente som for tiden hærger Danmark, kan man konstatere at det er det med stor sandsynlighed er det mest uduelige, evnesvage, troløse og åndløse regime der nogensinde har stået i spidsen for dette land.

    Bare en opregning af denne regerings svigt, dumheder, forræderier og latterlige krumspring mv. ville fylde mange, mange meter på denne blog.

    (fortsættes senere)

  6. Af Jakob Schmidt-Rasmussen

    -

    Man skulle tro, at de fjollede manderoller var skrevet personligt til de danske, mandlige skuespillere. De oser alle som én af flæb, ironi og kronisk pubertet – om de vil det eller ej.

    Alle de indfødte, mandlige skuespillere ville virke komplet utroværdige i rollen, som en handlekraftig, romantisk, Ny Mand, der er ligestillet med sin magtfulde kone.

    Den dansk-britiske skuespiller, Stephen Kinnock, der er mest kendt fra den romantiske, russiske komedie, Haute Couture – hvor han spillede en handlekraftig og romantisk, amerikansk forretningsmand – er nok den eneste, danske skuespiller, der kan bære rollen som troværdig, Ny Mand.

  7. Af j nielsen

    -

    “Man skulle tro, at de fjollede manderoller var skrevet personligt til de danske, mandlige skuespillere.”

    De mandlige tumber har været her siden Fy og Bi. Gøg og Gokke. Hele revyscenen.

  8. Af Ulf Timmermann

    -

    Jeg må give J. Nielsen ret – der er intet nyt under solen, i Danmark. Vi er altid faldet for karikaturerne af os selv, gemt os i karikaturens skørter. Mest en dels. Gemt os bag vores ironi, måske.

    Jeg husker 50’erne og 60’erne som en ”Mor er den bedste i verden” tid. Det udgjorde et solidt fundament for den ”kvindekamp”, der skulle komme fra primo/midten af 70’erne og frem. Vejen blev banet i ”det traditionelle samfund”. Brikkerne stillet op.

    Der var et par årtier under det forløb, hvor jeg tænkte – i Nordisk sammenhæng – at det kommer da aldrig til at gå helt galt i Danmark og Sverige, vi repræsenterer det maskuline element i Norden, Norge og Island det feminine. Ibsen versus Strindberg eksempelvis, og Danmark, vi har Henrik Pontoppidan og Johannes V., naturligvis hver på sin vis. Og, måske var jeg allermest inspireret af min årlige genlæsning af ”Nials Saga”, da jeg dannede mig dette billede, eller denne forståelse, af Norden.

    Nå, det holdt så ikke, det billede, vi er et kvindesamfund forstået som Ånden i Bistaden – ligesom alene forestillingen om Danmark som et landbrugssamfund har monopoliseret sig og har fortrængt, at vi (også) var/er en fiskeri- og søfartsnation og for en kort bemærkning en industrination.

  9. Af Erik Carlsen

    -

    BALONEY AGAIN
    Efter en skilsmisse mister vi mænd ALTID retten til vores fælles børn, fordi her får kvinden ALTID retten og magten over vores fælles børn. Vi mænd er derfor også taberne i det kønsracistiske og diskrinerende juridiske retssystem. Jeg mistede også retten til at se min datter efter en kønsracistiske retssag, hvor jeg også tabte retten til at se mit barn.
    Mændene er taberne i dag, og hvis de også er arbejdsløse vil ingen dansk kvinde interesserer sig for de tabere.
    Fremtidens mænd får kun brug for 2 ting. En køkkenhave til at dyrke deres grøntssager i, og en AK 47 til at holde andre væk med, der vil stjæle deres grøntsager fra deres haver.
    Mr. Slowhand
    Erik Carlsen

  10. Af Erik Carlsen

    -

    BALONEY AGAIN II
    The truth is that the State is a conspiracy designed not only to exploit, but above all to corrupt its citizens …Henceforth , I shall never serve any government anywhere.
    Lev Tolstoy
    MR. Slowhand
    Erik Carlsen

  11. Af PREBEN F1 JENSENH

    -

    Vi danske mænd er gået fra at vi var respekteret overalt, og fra at vi kunne være os selv bekendt, til at være noget som katten har slæbt ind, til at være en slags slaskedukker, altså nogen som betragtes med foragt og nedladenhed i brede politiske cirkler og rundt om i diverse kvindekredse.

    Det er selvfølgelig meget firkantet og generaliserende sagt, men hetzede, feminiserede, undertrykte, udnyttede og diskriminerede mænd er der mange af, og de synes at blive flere og flere.

    Og undertrykkelsen kan ramme enhver mand. Om han så er to meter høj og halvanden meter bred, om han så er veluddannet og med en pæn position, om han så er lynende intelligent og i besiddelse af en lang række fine egenskaber, så kan han blive ramt af den politik, lovgivning, diskrimination, kynisme og nedladenhed og de ulykker og uretfærdigheder som er udgår fra de røde, radikale, feministiske, pseudo-intellektuelle og pladderhumanistiske partier, organisationer, bureaukratier og bevægelser.

    Hvis man har et stort netværk, hvis man følger grundigt med i udviklingen, hvis man er flere om at indsamle oplysninger og vidneberetninger mv. fra mange kilder, erhverver man jo en vis viden om hvad der foregår i samfundet, både på forsiden og bagsiden, både på overfladen og under den.

    Og derfor er det ikke uden grundlag at hævde at feminiseringen af Danmark og Europa er en katastrofe. Feministerne og deres løgnekampagner har haft alt for let spil, deres røde politik har fået lov til at præge alt for meget, og deres udhuling og undergravning af demokratiet, familierne, økonomien, velfærden, kulturen og den personlige frihed og sikkerhed har nærmest ikke mødt nogen modstand.

    De røde og de radikale feministers skadelige indflydelse slår efterhånden igennem næsten overalt.
    Det kommer vi tilbage til.

    Men tiden er ihvertfald inde til at de danske mænd siger fra overfor den ekstremisme, fanatisme, smålighed og eenøjethed som præger en stor del af den såkaldte kvindekamp.

    Feminismen er endt i organiseret ondskab og tåbelighed. Og i en generel svækkelse af Danmark og Europa. Det er ikke en påstand, men en konstatering som vi efterfølgende vil underbygge og bevise.

  12. Af PREBEN F1 JENSENH

    -

    Vi danske mænd er gået fra at vi var respekteret overalt, og fra at vi kunne være os selv bekendt, til at være noget som katten har slæbt ind, til at være en slags slaskedukker, altså nogen som betragtes med foragt og nedladenhed i brede politiske cirkler og rundt om i diverse kvindekredse.

    Det er selvfølgelig meget firkantet og generaliserende sagt, men hetzede, feminiserede, undertrykte, udnyttede og diskriminerede mænd er der mange af, og de synes at blive flere og flere.

    Og undertrykkelsen kan ramme enhver mand. Om han så er to meter høj og halvanden meter bred, om han så er veluddannet og med en pæn position, om han så er lynende intelligent og i besiddelse af en lang række fine egenskaber, så kan han blive ramt af den politik, lovgivning, diskrimination, kynisme og nedladenhed og de ulykker og uretfærdigheder som er udgår fra de røde, radikale, feministiske, pseudo-intellektuelle og pladderhumanistiske partier, organisationer, bureaukratier og bevægelser.

    Hvis man har et stort netværk, hvis man følger grundigt med i udviklingen, hvis man er flere om at indsamle oplysninger og vidneberetninger mv. fra mange kilder, erhverver man jo en vis viden om hvad der foregår i samfundet, både på forsiden og bagsiden, både på overfladen og under den.

    Og derfor er det ikke uden grundlag at hævde at feminiseringen af Danmark og Europa er en katastrofe. Feministerne og deres løgnekampagner har haft alt for let spil, deres røde politik har fået lov til at præge alt for meget, og deres udhuling og undergravning af demokratiet, familierne, økonomien, velfærden, kulturen og den personlige frihed og sikkerhed har nærmest ikke mødt nogen modstand.

    De røde og de radikale feministers skadelige indflydelse slår efterhånden igennem næsten overalt.
    Det kommer vi tilbage til.

    Men tiden er ihvertfald inde til at de danske mænd siger fra overfor den ekstremisme, fanatisme, smålighed og eenøjethed som præger en stor del af den såkaldte kvindekamp.

    Feminismen er endt i organiseret ondskab og tåbelighed. Og i en generel svækkelse af Danmark og Europa. Det er ikke en påstand, men en konstatering som vi efterfølgende vil underbygge og bevise.

    …………………

    Besynderligt, computeren har nu fire gange i træk meddelt at der ingen data er modtaget fra serveren, hvorfor teksten ikke har kunnet sættes på???

    I den sidste måneds tid er det sket dusinvis af gange, at man ikke kan få forbindelse til serveren. Der synes at være nogle tekniske problemer?

  13. Af PREBEN F1 JENSENH

    -

    RØDNAZISTISK SKILSMISSE- OG FAMILIEPOLITIK……..

    Erik Carlsen, kl. 8.26, har ret i at de fleste retssager ang. skilsmisser, børn og forældremyndighed er rendyrkede parodier på retsudøvelse og retfærdighed.

    Retssager der forløber som groteske parodier, fordi lovgivningen er mandsfjendsk og børnefjendsk, fordi dommene er afgjort på forhånd, fordi dommerne er feminine eller feminiserede, fordi både dommere og advokater sjusker, pjatter og fjoller sig gennem sagerne, og fordi mændene er til grin inden de overhovedet træder ind i retssalen……… det er den retstilstand som feminismen, “kvindesagen”, kvotekvinderne og de røde ligestillings-fanatikere har etableret.

    Men en grundig gennemgang af det juridiske vanvid og den store menneskeforagt i disse sager, kan ikke foretages på en blog, men kræver en tyk bog.

    I de muslimske lande er undertrykkelsen af kvinderne gået over gevind. Her i det høje nord er det rødfeministernes had til og foragt for mændene der er endt i vanvid og uretfærdighed/ magtmisbrug.

    I nogle lande kan kvinderne siges at være til grin. Her hos os er det mændene.

    Muslimerne og de kristne er hvad kønsfascisme angår, havnet i hver sin grøft på hver sin side af den gyldne middelvej.

  14. Af Ann Bille

    -

    @Erik Carlsen: over 90% af fraskilte i dag i DK får fælles/delt forældremyndighed, de 10% der ikke kan blive enige får begge deres sag for i statsforvaltningen og ofte bliver børnene selv hørt/spurgt.
    At nogle så helst vil bo hos deres mor kunne have noget at gøre med at de har knyttet sig til den af forældrene der har investeret mest tid med dem – og det ved man mødrene gør mest.
    Jeg har kendt de mænd der har været fraværende da deres børn kom til, fordi de havde travlt med jobbet og småbørn var jo ‘morens job’.
    Den dag skilsmissen så desværre ramte undrede de sig over moderen fik børnenen hos sig og den undren forstår jeg ikke, hvad havde de regnet med..

  15. Af PREBEN F1 JENSENH

    -

    Ann Bille er rødstrømpen der igen og igen udtaler sig selvsikkert om ting hun kun har et meget overfladisk kendskab til.

    Nu vil hun så belære Carlsen og andre om hvordan familie-bureaukratiet og skilsmisse-systemet fungerer, men som sædvanlig fremfører hun kun “rødstrømpe-sandheder” som ikke kan bruges til noget, fordi de er vildledende og ikke har ret meget med virkeligheden at gøre.

    At gendrive hendes pludren, misforståelser og kvarte- eller 0,5 procents sandheder for 17. gang har jeg dog ikke tid til i denne omgang.

  16. Af G. Nielsen

    -

    Kvinder kan vælge børn fra. Det kan mænd ikke.
    Kvinder har forrang til visse jobs.
    Kvinder har 50% længere pensionistliv end mænd.
    Kvinder får 50% mere i offentlig pension end mænd.
    Kvinder lever 5 år længere end mænd.
    Det er ikke helt misvisende det der vises på film og TV-serier om mænds og kvinders status i dagens Danmark. Mændene er de åbenlyse tabere.

  17. Af Ann Bille

    -

    @Preben: du kan selv slå oplysningerne op.

  18. Af Ann Bille

    -

    @G Nielsen ja kvinder kan vælge børn til og fra fordi vi lægger krop til og har en livmoder; det kaldes anatomi.

    - Jeg vil gerne se dokumentation på de jobs kvinder har forrang til.

    Måske har kvinder længere pensionsliv end mænd, men kvinder mister til gengæld pensionspenge når de får børn og går på barsel, dette gør mænd ikke selvom de også får børn.

    -Og kvinder lever længere fordi de spiser sundere, dyrker mere motion og er bedre til at gå til læge.
    Hvis I gjorde det ssamme (hvilket man i øvrigt har brugt millioner af skattekroner på, til sundhedskampagner rettet mod mænd) så ville I også leve længere.

    Tag noget ansvar for jer selv i stedtet for at pive over urimeligheder som du åbenlyst gør i din kommentar.

    Og ps: det er primært mænd der myrder, røver og voldtager. I DK voldtages i gennemsnit to kvinder om ugen, og det er også primært mænd der slår deres ekskoner, kærester og børn ihjel…

    Det er desuden mænd der sidder på det meste af magten, jorden og rigdommene i landet og resten af verden (90%), så er det virkelig så hårdt at være mand i forhold til at være kvinde??

  19. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Kønsrevolutionerende forfattere – eller holder de bare et spejl op foran nutidens mk dit og dat?

    Hollywood plejer jo at ‘skildre’ kvindens rolle igennemtiderne – hvad står menu’en på dér pt?

    Er de ‘nået’ ligeså langt, så ofte i hv f?

    Altså i dette: “Det er så yndigt at følges ad”?

  20. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Nå ja, filmindustrien skal jo tjene penge – så det er da den nemmeste måde at skabe ‘kunst’? på, og selv om jeg ikke har set meget af det nævnte, så var det måske bedre, at filmkunsten forsøgte sig med bedre løsninger og ikke hyldede el skærpede disse nok mere end kun antagelser om nutidens mænd og kvinder?

    Det går jo ikke for m/k bare at bytte roller?

    It’s psychology, Stupid!

  21. Af Katja Petersen

    -

    Tom Jensen

    Måske bliver kvinderne i disse serier portrætteret som du har beskrevet… smiler… fordi når kvinder handler, så er de faktisk sådan.

    Hvis du kigger tilbage på 70′erne, så kan du se lidt på Rothe Arme Fraktion – de absolut sidste i denne fraktion, der valgte at overgive sig til myndighederne var kvinderne. Du kan også se lidt på de kvindelige politikere i DK, de er så sandelig heller ikke blide, og de er/virker som regel også mere handlekraftige end deres mandlige kollegaer.

    Kvindetypen du beskriver har altid eksisteret, den er bare ikke normal, og derfor er den selvfølgelig derfor spændende i fiktionens verden… og i virkeligheden.

  22. Af Peter Jensen

    -

    “Er det et varsel om, hvor vi bevæger os hen? Eller er der snarere tale om et lønligt håb om forestående kønsrevolutioner hos de ansvarlige forfattere?”

    Den første mulighed ville forudsætte, at manuskriptforfattere har en særlig guddommelig profetisk evne, og naturligvis har de ikke det. Der er tale om ren og skær fiktion, og ikke beskrivelser af virkeligheden. Og der er ikke tale om noget der har med fremtiden at gøre, tværtimod er tv-serierne i allerhøjeste grad nutidige. I fiktionen kan man jo på bedste diktaroriske vis tegne et billede af virkeligheden, sådan som man ønsker at den skal se ud. Tv-seriernes køns- og verdensbillede, er altså identisk med det ideal som folkene bag har inde i deres hoveder. Og det er jo folk der repræsenterer den linie som i generel form kan betegnes som politisk korrekthed. Altså dér hvor man har nogle ganske bestemte – og i egen opfattelse indiskutable – opfattelser af, hvad ligestilling og idéelle kønsrelationer indebærer. Det der gør fiktionen ret interessant er, at man her får deres forestillinger i ren og ufiltreret form.

    Og resultatet er beskæmende. Mens de officielle paroler taler om ligeværdighed, lige muligheder og frigørelse fra stereotype roller osv., viser fiktionen det stik modsatte. Her er de idealiserede kønsrelationer ganske simpelt lig med at vende de traditionelle kønsroller på hovedet, så kvinderne indtager mændenes traditionelt fremtrædene og magtfulde positioner, mens mændene skubbes i bagggrunden i ydmyge positioner. Denne måde at vende tingene på hovedet på, gælder dog kun på de områder, hvor det er til kvindernes fordel. For det er selvfølgelig stadigvæk mændene, der skildres som grumme forbrydere og fjolser, og som – hvis de altså skildres som personer med magt – fremstilles som korrupte, forfængelige, og hvad der ellers associeres negativt med magt.

    Disse tendenser er naturligvis det modsatte af reel ligestilling, og tv-serierne kan derfor bedst ses som en advarsel mod, at tage feministiske og politisk korrekte paroler for pålydende.

  23. Af Michael L

    -

    Debatten her er jo ved at være en gammel traver, men for hver ny produktion af fiktion i DK bliver den blot mere relevant.

    Der er hos mig ingen tvivl om, at den kraftigt fordrejede virkelighed er et helt bevidst forsøg fra forfatternes side på at ændre verden, men jeg har svært ved at forstå deres ideal. Jeg har længe – som lederen her – undret mig over det ekstreme fokus på stærke kvinder/piger og vattede mænd/drenge. Jeg er helt ok med at noget af fiktionen laver om på mande- og kvinderoller for i nogle tilfælde at gøre screenplay mere interessant, men jeg undrer mig over, at alle produktionerne skal have så ensidigt et fokus.

    Jeg går ikke ud fra, at forfatterne gør det for at ændre tilstanden i den ældre del af befolkningen, så det må være for at påvirke den yngre del ift. magtbalancen blandt kønnene. Her ved vi, at unge kvinder har større succes i både skole og universiteter end mænd, så man må spørge sig selv om ikke det giver mere mening at styrke de unge mænds selvtillid? Det er ihvertfald ikke sket i den overvejende del af de sidste 10 års danske tv-serier og ungdomsfilm.

    Forfatterne, opdragsgiverne, filmstøtte-uddelerne (eller hvem det nu er, der lægger politikken for kønsbalancen i produktionerne), må fremadrettet spørge sig selv, om det stadig er et hovedformål med danske serier og film at vende virkeligheden på hovedet og eksponere befolkningerne for et univers, de færreste kan relatere sig til, og som i mine øjne efterhånden tjener et forkert formål og understøtter et ideal, jeg ikke forventer, at nogen – inderst inde – ønsker.

    Helt konkret glæder jeg mig til at se reaktionerne den dag der kommer en julekalender, hvor to ældre sympatiske mandlige nisser som et andet magthaverpar komplet nedgør en svag, usikker kvindelig politibetjent, som gør sig selv til grin flere gange hver aften, og bliver mere og mere usikker på sin egen identitet. De fleste danskere sidder vel og hygger til den omvendte situation i “Julestjerner” i dag?

  24. Af Bjørn Sørensen

    -

    Der har jo altid været ravnemødre men gudskelov er det endnu ikke normen, men i politisk korrekte cirkler har man det med at fantasere.
    Sagen er at kvinder med børn helt overvejende prioriterer pasningen af deres børn over karrieren.
    Ca. 10% af kvinder har en hjernefunktion som mænd.
    Det er blandt dem som er karriereorienteret vi ser den adfærd som karrieremænd har. De er og forbliver en minoritet.
    I den virkelige verden er det de emotionelt stabile mænd som kører løbet.

  25. Af Mogens Rasmussen

    -

    Tom Jensen. Har selv bemærket at en ændring er sket. Kom en dag til at sige til en komsammen at jeg syntes at der var sket en forandring da det nu var mændene med barnevognene i gågaden man skulle tage sig i agt for. Aldrig før har jeg set så mange mænd styre 4-hjulstrækkeren med konen gående ved siden af. Jeg blev ikke ligefrem rost for mine bemærkninger. Konerne sagde at mændene nu endeligt var begyndt at vise ansvar!!!!Mændene sagde enten ikke noget eller at man måtte jo deles om opgaverne. For mig at se var fordelingen dog ikke 50-50, hvilket vel også er lige meget. Jeg må med skam indrømme at jeg ikke ret mange gange i vores liv har skubbet barnevognen,hvis min kone var til stede. Så jeg er nok ikke en ny nordisk mand. Min kone er efter over 40 års ægteskab så gudskelov heller ikke en ny nordisk kvinde.

  26. Af PREBEN F1 JENSENH

    -

    KVINDER DUR IKKE TIL POLITIK………

    Det er sgu da sært. Gang på gang, og ALTID først når et indlæg er skrevet færdigt, begynder computeren at gå sine egne vegne, så indlægget forsvinder og man har spildt sin tid.

    Skrev lige et langt indlæg hvori det blev påvist at kvinder kan være udmærkede, men i politik dur de ikke. Fordi de er så middelmådige og uduelige, at de er landsskadelige og en katastrofe for velfærden, økonomien og civilisationen og meget mere.

    Nå, men det forsvandt altså i den blå luft, og jeg har ikke tid til at skrive det forfra. Det var ellers ikke argumenter og beviser der manglede.

  27. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Micha<el L – 21:36

    "Julestjerner" er jo allerede passé – det er jo årtier siden, at også kvinder skulle køre traktor el være kranfører. :-)

  28. Af Gert Vinther

    -

    Preben Jensen;

    Prøvede også før i tiden at opleve at indlæg forsvandt ud i blå luft. Men løsningen er: Skrive det i f.eks. Word og kopier det over i tekstfeltet på debatsiden. Derved opnår man også muligheden for stavkontrol etc. Og efter mange år kan man jo så berige menneskeheden med at udgive sine samlede “værker”. ;-)

  29. Af Belinda Ahrenkilde

    -

    Sikke dog en ophidset debat og jeg må indrømme, at jeg både sagtens kan genkende Tom Jensens udlægning, men dog også synes at man(d) skal mane lidt til besindighed. Den tid hvor kvinderne var hjemmegående og havde hovedansvar for køkken og børn er jo ikke så langt væk trods alt. Dengang var kvinderne underlagt en frygtelig masse uskrevne regler om god husførelse, den blide moderrolle samt som mandens hengivne kone – og det var der selvfølgelig mange gode ting ved, men samtidig var kvinderne jo ikke som sådan selvstændige forstået på den måde at de fleste blev aflønnet af manden via husholdningspengene og endvidere ikke havde nogen steder at gå hen hvis ægtemanden var en skidt fyr. Samtidig kunne man jo ud fra et samfundsmæssigt synspunkt begræde at 50% af de intelligente ressourcer blev brugt på huslige gøremål i stedet for at medvirke til fremdrift og udvikling af Danmark. Så jeg bifalder at kvinderne i dag er blevet selvstændige, kan bidrage og stadig for de flestes vedkommende være søde og omgængelige. Der har jo altid i historien været meget stærke kvinder og svage mænd (ligesom de modsatte også gør sig gældende), men jeg tror vi i stedet for at kaste mudder i hovedet på hinanden samt for mediernes vedkommende skal lade være med at producere stereotyper, som vi så alle skal presses ind i. Vi har brug for hinanden – mænd og kvinder – sådan har det altid været og sådan tror jeg det vil blive ved med. Når kvinderne af og til agerer som om mænd er overflødige og kan undværes ja så er det måske bare fordi at de savner en MAND og ikke et skvat. Så mænd: vær jer selv og sig noget igen til de stride amazoner – lad være med at lade jer løbe over ende, kæmp side om side med dem om jobs, børn osv osv – der kunne komme noget godt ud af det ! Og ps: jeg hader kønskvoter og uretfærdig fordeling af forældremyndighed – mænd og kvinder skal arbejde sammen om tingene i stedet for at modarbejde hinanden.

  30. Af Ove Jensen

    -

    Ja. Det beskriver meget godt hvorfor jeg ikke gider se noget dansk tv. :) Det er det jeg plejer at kalde “kvinde tv”.
    Men det er ikke eksklusivt for det danske, der er også flere udenlandske serier der er blevet inficeret på samme måde hvor alle mændene er reduceret til et groofy sidekicks. Personligt gider jeg ikke se det, men finder bare noget andet.
    Men jeg er også så unormal at jeg har klippet kablet til min tv udbyder og har nøjes med DVDere og Netflix, siden jeg for et år siden havde en boks med hjem fra USA der kunne vise det på mit TV(med lidt snyderi så den tror jeg stadig er derovre).

    Men måske passer det godt til virkeligheden? Jeg syntes mine kollegaer virker ret under tøflen uden selvstændig mening. Og den der har en er oftest skilt. :)

  31. Af Ulf Timmermann

    -

    @Ann Bille:

    “Det er desuden mænd der sidder på det meste af magten, jorden og rigdommene i landet og resten af verden (90%), så er det virkelig så hårdt at være mand i forhold til at være kvinde??”.

    Du peger nok her på “kvindekampens” væsentligste “bidrag” til simplificeringen af alting: Der findes kun to klasser i verden, kvinder og mænd.

    Der er selvfølgelig ikke kun tale om en simplificering, men en vulgarisering, der skriger til himlen. Hvad iøvrigt ethvert aspekt af “kvindekampen” gør og gjorde fra dag eet.

  32. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Belinda Ahrenkilde – 07:31

    Du skriver, at man ud fra et samfundsmæsssigt synspunkt kunne begræde, at 50% af de intelligente ressourcer af kvinder blev brugt på huslige gøremål
    i stedet for at medvirke til fremdrift og udvikling af Danmark.

    Det er ganske enkelt ikke rigtigt – og for nogle kvinder blev der også brugt mere end 50 %, vil jeg tro. Det var bla baggrunden for fremdrift og udvikling af Danmark, at kvinder gjorde dette husholdningsarbejde – ulønnet.

    Det var der rigtig mange mænd/familiefædre, der trods alt påskønnede – på egen og deres børns vegne.
    Jeg tror ligefrem, at der engang beregnedes noget i forhold til den nationale økonomi; men det ved Tom Jensen el andre måske mere om.

    At kvinder så har brug for at bruge andre evner af deres personlighed er jo ikke mærkeligt, og det er nemmere for både mand og kvinde at blive skilt, hvis kvinden kan klare sig selv.

    Der er ingen idé i for mennesker at blive sammen på livstid og ødelægge tilværelsen for hinanden – væsentligst er det, når børnene er små, at forældre kender deres ansvar – OG SIDEN kan sætte sig selv i baggrunden i forhold til en skilsmisse og se børnenes tarv, deres verden, hvad den består af – og så lade sårede følelser og meninger om faren og hans familie og dit og dat være himmelråbende ligegyldig, hvis der ikke er tale om ekstreme forhold.

    Det er meget nemmere for kvinden selv, hvis det er hende, der overvejende har børnene – det giver frihed og bedre forhold for alle implicerede.

    Kvinder har så travlt med at gøre deres partner til et nokkefår i forvejen, fordi de er så kontrollerende og tror at vide bedst på alles vegne.
    Det gør de nødvendigvis ikke – og de er på evigt overarbejde.

    Nå – det var blot det med, at kvinders arbejde sådan blev negligeret. Meget var ganske nemmere for de fleste mænd. Nu arbejdede min mor tildels – men da jeg var lille og min far ville dygtiggøre sig yderligere efter arbejdstid, så stod maden parat, så han ikke skulle spekulere på noget.

    Det satte han stor pris på, jeg gjorde siden ligeså – det slid, det egtl var og uden moderne hjælpemidler, det har jeg aldrig kunnet takke hende nok for.

    Det var eminent – alt blev ordnet og dygtigt. Og – af mange, der kom i huset, sat stor, stor pris på overfor hende selv.

  33. Af Morten Thiessen

    -

    Før vi panikker helt på mandekønnets vegne tror jeg måske lige vi skal skelne mellem fiktion på TV og virkeligheden. Det er givet at den “kreative klasse” i Danmark gerne vil fremstille et samfundsbillede som i høj grad udtrykker nogle feministiske synspunkter. Jeg vil ikke strække mig til at kalde dem ideer eller idealer, for det har den samling visne beton-lebber aldrig været leveringsdygtige i – ideer kræver intelligens, flid og kreativitet mens idealer kræver et vist mål af moral, og feminismen mangler det hele. Lad mig slå fast at jeg er en stor tilhænger af ligestilling, men en arg modstander af feminisme, som er dens direkte modsætning og en ideologi hvor køn erstatter kvalitet. Der er ganske vist indlusket nogle temmlig kvindagtige idealer i særligt folkeskolens måde at opøve sociale færdigheder, men det er jo ikke værre end at det kan modgås af en fornuftig opdragelse og saglig argumentation når det bliver for meget. På det meget omtalte arbejdsmarked er karrierekvinderne stadig mest fiktion – desværre, for nogle gange synes den mandlige talentmasse for lille. Vi kommer til at se mere til dem i løbet af de næste 10 år, for de har været gode til at uddanne sig og der findes nu en del som har nok erfaring til at komme i betragtning til de virkelige karrierejobs. Det er der ingen grund til at frygte, blot vi husker at vælge folk efter deres professionelle egenskaber og ikke deres køn. Men kønskvoter – nej tak, den slags idioti er meningsløst, kunne man f.eks. forestille sig et krav om at 40 % af kampsoldaterne i Afghanistan skulle være kvinder? Nej vel? Jeg hører heller ikke visne gimper som Anne Grethe Holmsgård galpe op om den slags, for det er jo ikke et nemt og vellønnet job uden risko, som jo er dem feministerne selv får møvet sig ind på med henvisning til deres – på det personlige niveau – helt uinteressante køn.

  34. Af mogens Møller

    -

    Undskyld, men efter min bedste overbevisning har nogle af debatørerne et noget afslappet forhold til den reelt eksisterende virkelighed.
    Femininisering – Sikke noget sludder.
    Hele ideen om, at samfundet bryder sammen, fordi mennesker vurderes udfra deres personlige egenskaber i stedet for deres køn, er noget vås.
    jeg har aldrig følt mig som en “blød” mand, fordi jeg godt kan lide at lave mad og derfor står for madlavningen hos os.
    Min kone er ikke blevet “maskuliniseret”, fordi hun er en habil hjemmehåndværker, der gerne tager en skruemaskine, hvis der skal laves noget i huset. lad os dog slippe stereotyperne.
    Der, hvor jeg oplever et problem, er der, hvor mænd gør deres partner til deres mor i stedet for deres kæreste.
    Mænd, der skal have lov af “mor” til at lave, hvad de nu finder sjovt. Det er pinligt. Ikke fordi mænd ikke skal tage hensyn til fællesskabet, men fordi de ikke selv tager ansvar for deres adfærd. Folk, der ikke tager ansvar for egne valg, men skal have lov, er bare ude på at frigøre sig for at tage selvstændig stilling. Det er ok for børn, men ikke for voksne mænd. Først opfører de sig infantilt og bagefter vræler de over, at kvinderne ikke vil dem.
    Ærligt talt – hvem fanden gider have et intimt forhold til en person, der ikke engang selv kan finde ud af, hvornår det er ok at gå ud med vennerne og se fodbold eller drikke sig i hegnet og hvornår det absolut ikke er ok, men skal have lov af “mor”. Så længe man ikke vil tage ansvar for sine personlige valg, er man at sammenligne med et barn og vil selvfølgelig blive behandlet sådan.
    Så måske vil det styrke det maskuline køn hvis mænd vedkendte sig at være voksne ansvarlige individer og ikke pattebørn, der klynker over, at de ikke kan få en gratis badebillet til tilværelsen.

  35. Af PREBEN F1 JENSENH

    -

    Mogens Møller……..

    Hvis du ikke kan se at der er sket en feminisering af samfundet, politikken, lovgivningen, undervisningen og medierne mv., så er du måske selv en feminiseret mand?

    Feminiseringen er faktisk en alvorlig sag, for der er i realiteten tale om kommunisme, nihilisme, pladderhumanisme, familiefjendsk-, mandsfjendsk- og børnefjendsk ideologi samt altundergravende og landsskadelig politik.

    Og den ny-kommunisme der forklæder sig som humanisme, anstændighed, kvindesag, berigelse, co2sag og social solidaritet og økonomisk ansvarlighed, den ny-kommunisme der føres frem af skørteregimets amazoner, Helle, Vestager, Jelved, Annette, Johanne, Pernille, Stampe, Sofie osv.,…….

    det er en kommunisme der svækker alt og alle, som truer alt og alle, som belaster, nedbryder og ødelægger alt og alle.

    Se dog på kommunismens hærgen rundt om i verden. Så er det jo soleklart at enhver version af kommunismen er en dødskult, er en vanvittig politik der altid og hver gang ender i ondskab, plyndring, uretfærdighed, perversitet, fattigdom, undertrykkelse, sygdom, død og ulykke.

    Det røde regime i Sovjetunionen myrdede 20 millioner uskyldige og harmløse borgere, og ødelagde tilværelsen for endnu flere.

    Er det ikke værd at tænke over?

  36. Af Majbritt Nielsen

    -

    Jeg er vildt imponeret over at kommunisme og feminisme bliver slået i hartkorn, af overstående (mands) person.

    Og i øvrigt er ret glad(og lettet) for at jeg kender mænd, der ikke har behov for at gøre netop dette.

    Og Mogens Møller, tak for et konstruktivt indlæg.

    Morten Thiessen
    ” blot vi husker at vælge folk efter deres professionelle egenskaber og ikke deres køn. Men kønskvoter”.
    LOL
    Sjovt nok så skal mænd have en ekstra hånd for at komme ind på dyrlæge studiet. Da det viste sig at for mange kvinder fik højere gennemsnit end dem. Så der blev sørme lettet lidt på kvote 2, så de stakkels underfrankeret mænd kunne komme ind i større antal end ellers. LOL
    Øj, den der kvote-ting er en sjov en.
    For er det for kvinder er det nedladende, er det for mænner. Så er det åbentbart en nødvendighed. ???

    Iøvrigt har jeg lidt svært ved at se feminiseringen i det ganske land. Men måske er det fordi jeg synes det at opdrage børn,
    er deres forældres ansvar.
    Så må fædrene sørme træde i karakter og give lidt maskulint modspil, til den overvægt at kvindelige lærere. Hvor svært er det lige?
    (PS jeres piger har jo også godt af at lære hvad en rigtig mand/far er, eller?)

    Og dem der sidder på pengesækken, det sørme overvejdene mænner. Og det er så dem der bestemmer hvor der skal eksempelvis investeres.
    Så???
    Mænd hvad med at gøre en positiv forskel for jeres børn. Det er trods alt jer der har sat dem i verden også.
    Må jeg sådan set gå ud fra. ;)

  37. Af PREBEN F1 JENSENH

    -

    Nå, så har vi fået endnu en rødstrømpe på banen, endnu en Ann Bille-type der pludrer løs som hun har forstand til.

    Men da een tåbe, eller to tåber, kan bringe mere plidder-pladder-pludren frem end ti viise mænd kan svare på, opgiver jeg på forhånd at forklare de to feminister hvor lidt de fatter af det hele. Det vil jo være et håbløst projekt. Selv guderne ville kæmpe forgæves.

    Men DR vil sikkert gerne have de to feminister med i et eller andet “debat”-program hvor en lille flok feminister “debatterer” om hvorfor mændene er så primitive, smålige, undertrykkende, underbegavede, underudviklede, foragtelige, tarvelige og utilregnelige som de jo er.

    Så er det jo noget helt andet med ædle, kloge og dejlige kvinder som Jelved, Vestager, Stampe, Mette og Annette osv.

  38. Af Lars Busk

    -

    Majbritt Nielsen

    Når studentereksamen anvendes som adgangskriterium, vinder pigerne, men hvad hvis man reserverede et antal pladser, som der skulle slås om. Man kunne argumentere, at behandlingen af storkvæg og heste kræver et vist minimum af fysisk styrke.

    Har man i øvrigt nogen tal for, hvad resultatet af letningen blev. Blev de undrefrankerede også dårligere dyrlæger.

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info