Voyeur i de andres liv

Af Tom Jensen 18

Forleden døde en af mine venner. Ja, på ingen måde en nær ven, men en ven fra et socialt medie. Han skrev selv om det bagefter, hvilket medvirkede til dødsfaldets lettere sjælsrystende karakter. Han er ikke en mand, jeg overhovedet kender personligt, men en person hvis liv jeg alene kan følge med i på det sociale medie. Lidt senere afslører jeg, hvorfor den dramatiske meddelelse på en tilfældig digital væg en weekendmorgen ikke var til at lade ligge.

Men den konkrete begivenhed satte også andre tanker i gang om et dramatisk skred i vores liv frembragt af den kendsgerning, at der ikke længere findes nogen grænser for, hvad vi kan få at vide. Om verden. Om samfundet. Om krig, ulykke og ødelæggelse. Og nu også om hinanden. Det er et skred, vi næppe har lært at administrere endnu. Men hvis bestanddele er med til på mange niveauer at udviske traditionelle forestillinger om, hvad der er offentligt eller privat. Det præger ikke bare de liv, vi lever. Det kendetegner i stigende grad også samfundsdebatten. Det er formentlig en medvirkende årsag til, at grundlovens princip om retten til privatlivets fred i dag må anses for at være en ren gummiparagraf. Således findes der nu langt flere end 200 andre love, som sætter den ud af kraft. Hvorfor den må se sig reduceret til en utopi, der for længst er kastet i småt brændbart på historiens store losseplads.

Også dette vender jeg tilbage til. Men lad os begynde et helt andet sted.

I 60erne voksede protesterne mod Vietnam-krigen frem i mange vestlige lande, startende naturligvis i USA. Men Vietnam-bevægelsen, der i nogen tid kunne siges at være den politiske gren af hippie-fænomenet, fandt tilhængere langt uden for USAs grænser, selv om det var amerikanske soldater, der kom hjem i ligkister, og selv om det var amerikanske fly, der kastede napalm over vietnamesiske byer.

Vietnam-bevægelsens opståen var imidlertid ikke en tilfældighed. Den skyldtes i høj grad medieudviklingen.

For Vietnam-krigen var den første TV-transmitterede krig. Siden er krigsførende nationer over hele verden blevet langt mere professionelle i deres håndtering af medierne. I Vietnam var der knap noget filter. De store amerikanske TV-stationer kastede krigens gru direkte ind i stuerne til hr. og fru Amerika. Og til deres hel- eller halvvoksne unger.

Der findes et begreb, som hedder medviden. Uden viden om noget kan man vanskeligt forlange et ansvar. Men når man får besked, er det en næsten uundgåelig menneskelig konsekvens, at man må tage stilling. Der har således været talrige sultkatastrofer verden over i tidernes løb. Men først da også disse katastrofer blev TV-dækkede i 60erne og 70erne bredte den fornemmelse sig for alvor hos mange borgere og meningsdannere i Vesten, at det var noget, vi burde tage et ansvar for. At vi – nu vi vidste besked – havde en pligt til at hjælpe. Måske endog til at forsøge at afværge den næste katastrofe. Hvordan kunne man dog andet, eftersom man havde medviden om det frygtelige, der gik for sig for millioner af uskyldige mennesker?

For 40-50 år siden var det således TV-mediets ankomst i alverdens stuer, der betød, at det ansvar vi føler over for andre mennesker i stigende grad ikke kun gælder de nærmeste, vi omgiver os med – familie, venner, kolleger. Eller folk i det lokale samfund, hvor vi er bosat. Ansvarsfølelsen er så at sige blevet globaliseret. Hvorefter en række nye temaer er begyndt at præge samfundsdebatten. Det ville være nærliggende at nævne flygtninge- og indvandrerdiskussionen, hvis kerne jo netop handlede om, hvem vi havde en pligt til at hjælpe, nu vi ikke alene kendte deres situation – men også tog imod dem ved grænsen. Og i den forbindelse naturligvis også over for hvem vi kunne tillade os at smække døren i.

Ikke alle brød sig om dette nye globaliserede ansvar. Netop i flygtningedebatten markerede en Søren Krarup sig hurtigt. Blandt andet med sin kritik af menneskerettighederne – det globaliserede ansvars mest gennemførte, politiske udtryk – og sin tankeprovokerende definition af næstekærlighed. For Søren Krarup har næstekærlighed altid været et meget konkret begreb. Hvis det skal give mening, må det alene handle om kærlighed til den eller de, der billedligt talt står ved siden af dig. Din nærmeste. Dine kære. Din landsmand. Det menneske du møder, som er i nød. Ikke om en globaliseret næstekærlighed, hvor man har pligt til at tage ansvaret for alt og alle kloden over. For Krarup repræsenterer denne tilgang en politisk korrekt selvretfærdighed. En intellektuel dimension af hans kritik af 80ernes og 90ernes liberale flygtningelove, som dengang ofte druknede i anklager om racisme og fremmedhad.

Hvad man da også må konstatere er, at uanset Krarup & co. synes bevægelsen ustoppelig. Da en hel verden havde set flyene brage ind i World Trade Center 11. september 2001, og det live på TV, var konklusionen uundgåelig: Vi var alle amerikanere. Ligesom virkelighedens prøvelse er den mest anfægtende test af den snævre Krarupske definition af næstekærlighed. Tag AIDS-epidemien. For hvad ville konsekvensen være af en ligegyldighed over for den smittede mor et sted i Afrika, når vi havde at gøre med en sygdom, der bredte sig med stor hast over hele kloden? I løbet af kort tid måske, at smitten ikke var et fjernt fænomen i det fattige Afrika eller i San Franciscos bøssesaunaer, men noget der ramte naboen. Og måske dig selv.

Alligevel er diskussionen værd at tage. Hvad kan man forlange, det enkelte menneske skal føle og tage ansvar for? Og hvad sker der med det nære ansvar, hvis forpligtelsen over for andre mennesker uafladeligt systemgøres og globaliseres? Netop den problemstilling har spillet en rolle, når den universelle velfærds følger har været sat til debat. Føler man samme ansvar ude i det civile samfund, hvor mennesker mødes, når alle ved, at systemet er der til at klare alle uregelmæssigheder og holde hånden under enhver, når et problem måtte opstå? Kritikere af velfærdssamfundet er endt med at svare et rungende nej.

Hvorefter vi nu her i 2012 må konstatere, at vi er nået frem til den uendelige medviden og det globaliserede ansvars næste, afgørende fase. Atter er en væsentlig faktor medieudviklingen. For med først nettet og siden de sociale mediers fremvoksen er medier ikke længere blot en skærm eller en avis, der viderebringer nyheder om begivenheder og eventuelt rædsler fra den store verden, om hvilke du og jeg ellers intet ville havde anet. Pludselig er det ikke kun denne store verden, der kommer ind i vores stuer. Pludselig kommer vi ind i hinandens stuer, og det af de mest uforudsigelige døre, der åbner sig på de mest uventede tidspunkter.

Denne udvikling er en ny revolution, hvis omfang vi næppe har begrebet endnu. Og hvor den Søren Krarupske modstand mod det globaliserede ansvar er blevet tilføjet en ny bekymring, hvis kerne er opløsningen af grænserne mellem det, vi før anså for privat – og det som var til offentlig skue og med adgang for alle.

Når vores store unger kommunikerer på facebook, er det således uden filter. Her fortælles alt. Her skrives alt. Her fremvises alt. Herunder de pinlige billeder, der kan ride en som en mare nogle år senere, når chefen i det firma, hvor man søger et job, googler ens navn og straks finder en stribe festbilleder af den slags, man hadede sig selv for allerede morgenen efter.

Men disse medier betyder også, at vi kan komme til at føle et endnu mere udvidet ansvar for mennesker eller begivenheder, end tilfældet var, da Vietnam og andre fænomener kom til os via fjernsynet. Vi hører ting foregå hos mennesker, vi for få år siden ikke ville have bekymret os et øjeblik om eller højst have hilst overfladisk på en gang hvert fjerde år. Vi følger med i glæder og sorger, der ikke er vores egne, men som nu alligevel via især de sociale medier ankommer direkte til vores smartphones. Vi hører om gråd, lykke, pinsler, skilsmisseovervejelser, kæresteforhold, one night stands, nylige fødsler og afbrudte graviditeter, som vi før slet ikke ville have stiftet bekendtskab med, fra mennesker som langt fra altid er vores nærmeste. Men nogle gange tværtimod er os temmelig fjerne.

Hvad denne udviskning af grænsen mellem privat og offentligt ender med, kan man kun gisne om. Men man kan have mere end en fornemmelse af, at det man kunne kalde den ny tids globaliserede/lokaliserede medvider-ansvar er medvirkende til, at vi synes at være godt i gang med at tabe også den principielle fornemmelse for, hvornår vi kan tillade os at blande os i hinandens liv.

Under alle omstændigheder flytter grænserne sig. Også i forhold til, hvornår samfundet finder det påkrævet eller acceptabelt at blande sig i, hvad det enkelte mennesker nu går og laver – sådan helt privat.

Senest kunne Berlingske fortælle om et frikommuneforsøg, hvor Fredensborg Kommune havde tildelt sig selv retten til at entre private borgeres haver for at fælde bjørneklo. Vel at mærke uden at spørge om lov først. Det kan synes som et uskyldigt lille skred. Men det føjer sig blot til alle de andre:

Retten til at gå ind i folks haver for at se, om sort arbejde foregår. Den stigende brug af ekspropriationer. Udvidelsen af retten til kontrolbesøg hos virksomheder uden retskendelse eller logningsbekendtgørelsen, der giver mulighed for at registrere og dermed kontrollere borgernes adfærd på nettet og med mobiltelefoner osv.

For blot at nævne nogle få eksempler – og uden i øvrigt at komme ind på hele det felt, der handler om velfærdssamfundets overtagelse af det enkelte menneskes ansvar, med alt hvad hertil hører. Pædagoger i daginstitutioner, der skal holde øje med om forældre har drukket alkohol. Og forbuds- og påbudslovgivning i lange baner ikke mindst på sundhedsområdet. Altsammen sager, der rejser nye spørgsmål om grænserne for samfundets øjne på og indblanding i det, der i det tyske filmdrama om overvågnings- og forhørsmetoderne i det tidligere DDR blev kaldt de andres liv.

Hvorpå vi til sidst vender tilbage til den døde ven fra det sociale medie. Som nævnt var et af de anfægtende elementer ved dødsfaldet, at han selv var i stand til at meddele det. Således skrev han, at han var styrtet om med et hjerteanfald den foregående aften og havde været død, inden han blev hentet tilbage til livet og nogle timer senere vågnede på intensiv afdeling.

Herefter kom det virkeligt vanskelige – det der gjorde, at jeg selv var nødt at meddele mig med et godt råd til den pågældende, jeg som sagt intet kender til personligt. For det han skrev var, at han ikke ønskede at ligge dér på intensiv og som følge heraf havde forladt hospitalet. Da meldte medvideransvaret sig hos mig – og hos en del andre, kunne jeg se – med stor kraft. Hvorfor jeg replicerede, at han straks burde opsøge en læge og lade sig indlægge igen, og at man ikke skulle spøge med den slags.

Jeg følte ikke, jeg kunne gøre andet end at reagere. Men jeg ved naturligvis også, at havde det været for blot ganske få år siden, ville jeg intet have anet om den pågældende situation. På en måde endte jeg med at føle mig som en voyeur, der var vidne til noget, som egentlig slet ikke vedkom mig.

Det bringer mig frem til den polske instruktør Krzysztof Kieslowskis sidste film Rød, som handler om en ung pige, Valentine, der tilfældigvis stifter bekendtskab med en gammel dommer, som viser sig at være voyeur. Han aflytter simpelthen sine naboers telefoner, hvilket forarger den unge kvinde, der beder ham stoppe. Men undervejs går det op for både Valentine og os, der ser filmen, at voyeurismen er en slags selvvalgt konsekvens for dommeren, der har set så megen menneskelig elendighed og oplevet så store sorger, herunder et ulykkeligt forlist kærlighedsforhold i sine yngre dage, at han har trukket sig selv helt og aldeles tilbage fra verden og nu nøjes med at belure den.

Filmens afsluttende pointe er, at verden og dens mennesker grundlæggende er bundet sammen, uanset hvor isolerede de måtte føle sig – eller ønsker at føle sig.

Jeg tænker uundgåeligt, om vi i al vores globaliserede ansvarsfølelse, universelle næstekærlighed og nu midt i det, man kunne kalde det 21. århundredes grænseløse private og samfundsmæssige voyeurisme ender med at placere os selv i dén dommers rolle, alt imens vi – uanset om vi er enkeltmennesker eller myndighed – har så uendeligt travlt med at indhente informationer, blande os og føle ansvar for alt muligt andet end det, der sker lige foran os dér, hvor vi selv er og eksisterer.

Og lever og dør.

FØLG MIG PÅ FACEBOOK

FØLG MIG PÅ TWITTER

18 kommentarer RSS

  1. Af Niels Poulsen

    -

    Jeg synes, at Tom Jensen overdriver teknikkens indflydelse på det moderne menneskes liv.

    I gamle dage, i hvert fald i England, havde man også et socialt medie, nemlig kirkeklokken, som delagtiggjorde alle landsbyens indbyggere i næstens ve og vel. Selvom man var ude at arbejde på markerne, kunne man ved at afkode kirkeklokkens slag blive informeret om, hvem der var død, ja endda også hvem der lå for døden, hvilket er udgangspunktet for den engelske digterpræst John Donnes berømte meditation 17:

    http://www.luminarium.org/sevenlit/donne/meditation17.php

    Det er herfra følgende berømte citat stammer:

    “No man is an island, entire of itself; every man is a piece of the continent, a part of the main; if a clod be washed away by the sea, Europe is the less, as well as if a promontory were, as well as if a manor of thy friend’s or of thine own were; any man’s death diminishes me, because I am involved in mankind, and therefore never send to know for whom the bell tolls; it tolls for thee.”

    ”Intet menneske er en ø, en verden for sig. Ethvert menneske er en del af et kontinent, en del af et hele. Om en lerklump skylles bort af havet eller et forbjerg, eller din vens hus eller dit eget, Europa bliver mindre derved; ethvert menneskes død river noget fra dig, thi du er et med den ganske menneskehed. Ethvert menneskes død tager noget fra mig, for jeg er en del af menneskeheden. Derfor skal du ikke spørge: Hvem ringer klokkerne for? De ringer for dig.”

    Jeg kan ikke se, at den moderne teknologi har ændret nævneværdigt på menneskets grundlæggende vilkår. Det, der adskiller John Donnes samfund fra vores, er, at han levede i et kulturelt homogent samfund, hvor alle som udgangspunkt delte de samme værdier, den samme moral, de samme kulturelle koder, mens vi lever i forstadiet til et multikulturelt samfund med begyndende parallelsamfund og subkulturer. Jeg kan ikke mere møde min næste med tillid. Det, som får mig til at græde, får måske ham til at grine. Det er det, som er den nye lektie, og ikke at John Donnes kirkeklokke er erstattet af facebook og andre sociale medier.

  2. Af PREBEN F1 JENSENH

    -

    ER EN DANSKERS LIV STATENS OG KOMMUNERNES EJENDOM?…….

    Ja, man kan blive en iagttager der må nøjes med se være en observatør af andres liv. Det er blevet meget udbredt, i takt med at utallige danskere er blevet marginaliseret, har mistet deres familie eller børn, er blevet ensomme, er blevet skubbet ud af arbejdsmarkedet, er blevet fattige, er endt på gaden.

    Der er også dem som er blevet tilskuere til deres familieliv og tidligere liv. Jeg kender flere tilfælde. Sådanne fraskilte mænd kan stå udenfor deres eget hus som ex-konen har overtaget, ligesom hun har overtaget alt andet, inclusive børnene. De retsløse fædre må så nøjes med at se på hvordan resterne af familien fortsætter uden dem. Eller de må vente med hatten i hånden, for at se om ex-konen allernådigst lukker døren op og lader børnene komme ud, så de kan komme med deres far på månedens ene week-end besøg.

    Hundredtusindvis af danske mænd er blevet ydmyget, udnyttet, undertrykt og skubbet ud på et sidespor, (ikke sjældent med både bureaukratiets, politiets og retssystemets “hjælp”), og er blevet gjort til nedværdigede tilskuere der på stor afstand må prøve at følge med i hvordan deres børn har det osv.

    Og så er der de hundredtusindvis af danskere hvis job blev flyttet til udlandet, eller foræret væk til udlændinge. De har længe måttet nøjes med at være tilskuere til hvordan de mere heldige kunne fortsætte “den yndige og lykkelige fest”, DRs udtryk for at her i Danmark går det bare så ufatteligt fint og godt hele vejen igennem. (men nu frygter 60% af danskerne at deres eget job kan forsvinde, og over en million danskere er på “lykkepiller”, angstdæmpende medicin og beroligende stoffer.

    Endvidere er der bl.a. de danskere som i afmægtig vrede må iagttage og være passive tilskuere til hvordan deres kære kan blive svigtet og mishandlet af et hospitalssystem som visse steder er sunket ned på så lavt og kynisk og menneskeforagtende et plan, at man ikke tror det muligt. Og hvis de pårørende protesterer mod fejlbehandling mv., eller bare høfligt gør opmærksom på uheldige procedurer der kan skade den syge, kan de møde en mur af arrogance og blive truet med politiet og få besked på at holde sig væk. (har nu en hel dynge vidneudsagn, tlf.notater, breve og indberetninger liggende på mit skrivebord)(vender tilbage til emnet snarest muligt)

    Hele samfundsudviklingen bliver mere og mere syg og forrykt som tiden går. Det kan ende med at vi alle bliver udenfor stående tilskuere til vores eget liv, ved at vores økonomi, jobs og kultur osv. samt vores land og byer af partierne foræres væk til andre folkeslag. (mere herom senere)

    Så vil fem millioner danskere være lige så isolerede og sat af toget eller udenfor samfundet, som den gamle dommer nævnt i oplægget.

  3. Af Marianne Thejls Ziegler

    -

    Det er selvfølgelig både naivt og kunstigt at sætte grænsen for vores ansvar ved Kruså. Til gengæld er ansvaret hult, hvis det dækker hele verden. I det øjeblik medviden giver medansvar, er vi uendelig ansvarlige. Den slags har det med at opløse sig selv. Ansvaret for det hele bliver ansvaret for ingenting.
    Jeg tror ikke det giver mening at diskutere ansvar ud fra en polaritet mellem næsten som den fysisk nære og næsten som et hvert andet levende menneske. I stedet må vi acceptere, at vi kun kan bære et sporadisk ansvar; at vi højst kan udsøge os situationer, hvor vi hjælper – flygtninge eller sultende. At jo mere jo bedre, men vi kan kun gøre noget. Ikke alt. Vi må også acceptere, at det et tilfældigt, hvem og hvad vi støder på, og hvad der fanger vores interesse og vores harme.

  4. Af PREBEN F1 JENSENH

    -

    Rettet udgave:

    ER EN DANSKERS LIV STATENS OG KOMMUNERNES EJENDOM?…….

    Ja, man kan blive en iagttager der må nøjes med at være en observatør af andres liv. Det er blevet meget udbredt, i takt med at utallige danskere er blevet marginaliseret, har mistet deres familie eller børn, er blevet ensomme, er blevet skubbet ud af arbejdsmarkedet, er blevet retsløse, blevet fattige, er endt på gaden.

    Der er også dem som er blevet tilskuere til deres familieliv og tidligere liv. Jeg kender flere tilfælde. Sådanne fraskilte mænd kan stå udenfor deres eget hus som ex-konen har overtaget, ligesom hun har overtaget alt andet, inclusive børnene. De retsløse fædre må så nøjes med at se på hvordan resterne af familien fortsætter uden dem. Eller de må vente med hatten i hånden, for at se om ex-konen allernådigst lukker døren op og lader børnene komme ud, så de kan komme med deres far på månedens ene week-end besøg.

    Hundredtusindvis af danske mænd er blevet ydmyget, udnyttet, undertrykt og skubbet ud på et sidespor, (ikke sjældent med både bureaukratiets, politiets og retssystemets “hjælp”), og er blevet gjort til nedværdigede tilskuere der på stor afstand må prøve at følge med i hvordan deres børn har det osv.

    Og så er der de hundredtusindvis af danskere hvis job blev flyttet til udlandet, eller foræret væk til udlændinge. De har længe måttet nøjes med at være tilskuere til hvordan de mere heldige kunne fortsætte “den yndige og lykkelige fest”, DRs udtryk for at her i Danmark går det bare så ufatteligt fint og godt hele vejen igennem. (men nu frygter 60% af danskerne at deres eget job kan forsvinde, og over en million danskere er på “lykkepiller”, angstdæmpende medicin og beroligende stoffer.

    Endvidere er der bl.a. de danskere som i afmægtig vrede må iagttage og være passive tilskuere til hvordan deres kære kan blive svigtet og mishandlet af et hospitalssystem som visse steder er sunket ned på så lavt og kynisk og menneskeforagtende et plan, at man ikke tror det muligt. Og hvis de pårørende protesterer mod fejlbehandling mv., eller bare høfligt gør opmærksom på uheldige procedurer der kan skade den syge, kan de møde en mur af arrogance og blive truet med politiet og få besked på at holde sig væk. (har nu en hel dynge vidneudsagn, tlf.notater, breve og indberetninger liggende på mit skrivebord)(vender tilbage til emnet snarest muligt)

    Hele samfundsudviklingen bliver mere og mere syg og forrykt som tiden går. Det kan ende med at vi alle bliver udenfor stående tilskuere til vores eget liv, ved at vores økonomi, jobs og kultur osv. samt vores land og byer af partierne foræres væk til andre folkeslag. (mere herom senere)

    Så vil fem millioner danskere være lige så isolerede og sat af toget eller udenfor samfundet, som den gamle dommer nævnt i oplægget.

  5. Af PREBEN F1 JENSENH

    -

    HUMANISME TIL DE FREMMEDE I FJERNE LANDE, OG SVIGT OG FORBRYDELSER MOD DINE EGNE OG NÆRMESTE, ER DET OK?

    En fader eller moder som har så travlt……… med at bruge tid, penge og kræfter på at sende madpakker til udlandet……… at deres egne børn sulter ihjel, er måske nok humanistiske i deres egne øjne, men nok nogle sære og skøre kugler i de fleste andres øjne.

    Røde, blå eller radikale politikere der har så travlt…….. med at tjene, hjælpe, finansiere og redde alle mulige fjerne lande…….. at deres eget land forsømmes, misrøgtes, ruineres og ødelægges, er måske nok gode og næstekærlige politikere efter deres egen mening, men er vel nogle idioter, forbrydere og forrædere i mange andres øjne??

  6. Af PREBEN F1 JENSENH

    -

    …. mod SINE egne og nærmeste, er det ok?

  7. Af PREBEN F1 JENSENH

    -

    Marianne TZ……..

    Ja, hvornår er den folkelige godhed god?

    Er det når den lader sig dirigere hid og did og ud til alverdens steder og afkroge og ned til Afrika og videre til Asien og Mellemøsten, af tilfældige følelsesporno-udsendelser i TV?

    Eller er den god når den samles i et dræbersnegle parti som er så ekstremt, at det har umådelig travlt med at udnytte og udsuge sit eget land, til fordel for fjerne og fremmede folkeslag?? Så travlt at partiets eget land er på vej mod diktatur, fattigdom, barbari, statsbankerot, voldsomme omvæltninger, perverse normer, ubegrænset kriminalitet, krigslignende tilstande og fuldstændig ødelæggelse/ evig undergang.

    Eller er den folkelige godhed god eller bedre, hvis den koncentrerer sig om at bevare og forsvare landet og civilisationen, familiernes trivsel og hjemmenes fred, børnenes lykke og fremtid, osv.

    Kan vi ikke blive enige om at man bør søge at bevare et vist overblik, så man ikke farer rundt som forvirrede høns der forsøger at klare alle verdens problemer på een gang. (på sine landsmænds bekostning)

    Bør man ikke koncentrere sig om at hjælpe sit eget land, når det er i dyb nød og krise, og har kurs mod en bundløs afgrund?

  8. Af niels h

    -

    @Niels Poulsen

    “Jeg kan ikke mere møde min næste med tillid. Det, som får mig til at græde, får måske ham til at grine. ”

    Du deler tilsyneladende ikke Krarups snævre definition af ‘din næste’. Det glæder mig.

    Dog synes jeg, at det er trist med din mistillid.

    Med hensyn til gråden og latteren, så er det min erfaring, at den er universal. Jeg interesserer mig for litteratur, film og musik, og det er mit indtryk, at det er de samme ting, der bevæger os alle – uanset hvor i verden vi befinder os.

    Vil anbefale filmen “De Urørlige”.

  9. Af Ulf Timmermann

    -

    Det er et meget langt oplæg, med en opregning af mange faktorer, der kædes sammen til årsagssammenhænge.

    Spørgsmålet er om alt dette har skabt noget nyt, skabt en ”ny situation”, eller om det blot har forstærket underliggende tendenser, ældre modsætninger, med en meget ældre op- og fremdrift.

    Eksempelvis er globaliseringen ikke ny, den har stået på en 4-500 år, fra Vestlig side – og sat sit præg helt derud, hvor den mindste købmand i den mest afsides flække kaldte sig ”Kolonialhandel”. Holdningen til, at vi havde et ”ansvar”, er jo mildest talt også blevet dyrket i vores forestillingsverden i form af, at ”vi” havde et ansvar for deres ”sjæle” derude i, hvad vi idag kalder den 3. verden – i mindre grad ”u-landene”. I den sekulære udgave har vi Kiplings forestilling om ”Den hvide Mands Byrde”, som er yderst aktiv, måske mest i Ånden i Bistaden hos dem, der forstår sig selv som ”venstreorienterede”, som mildest talt har taget den på sig, denne Byrde – også over for deres egne landsmænd; i en slags kombineret ydre- og indre (sekulær) mission. Og, de der forstår sig selv som ”højreorienterede” er blot lidt mere splittede i de her spørgsmål, fortolker dem lidt anderledes, herunder har de egne, lidt divergerende, forslag til hvilke midler, der skal tages i brug for at løfte den. De ”højreorienterede” og ”venstreorienterede” mødes eksempelvis i neo-konservatismen; deler målsætning, men slår til lyd for forskellige midler.

    Så, vi er bærere af en lang ”åndelig” tradition, en fælles selvforståelse – grundet i de her 4-500 års kolonialisme og imperialisme. I den forstand er der intet nyt under solen.

    Personligt har jeg været taknemmlig for Søren Krarup’s bidrag til det danske slagsmål over de her seneste 4-5 årtier, d.v.s. hans insisteren på, hvad ”næstekærlighed” er for noget, hvad den må tage udgangspunkt i. Selvfølgelig er det ikke noget, vi danskere bryder sig om at høre – hvad enten vi i egen selvforståelse er ”blå” eller ”røde”. Vi er meningsmaskiner, hele banden, med en iver, der kan få een til at slutte, at vi anser det at have en mening, og at meddele den til omverdenen, for en handling i sig selv. Ja, med en iver, gør vi det, så man skulle tro, at vi anser det at have en mening for den eneste form for handling, der findes.

    ”… hvorhen jeg i Verden fo’r” – synes de, at vi danskere er meget mærkelige.

  10. Af Niels B. Larsen

    -

    Jeg vil gerne anholde Tom Jensens: “For 40-50 år siden var det således TV-mediets ankomst i alverdens stuer, der betød, at det ansvar vi føler over for andre mennesker i stigende grad ikke kun gælder de nærmeste, vi omgiver os med – familie, venner, kolleger. Eller folk i det lokale samfund, hvor vi er bosat. Ansvarsfølelsen er så at sige blevet globaliseret.”

    Jeg føler ikke et sådant globalt ansvar og jeg vil ikke påtage mig et sådant.

    Hvorfor skulle jeg? Jeg har absolut nul og nix indflydelse på begivenheder ret meget mere end et par km fra min bopæl. Og da slet ikke i Afrika, Asien, Sydamerika, Mellemøsten eller andre brændpunkter.

    Så hvad skulle give mig dårlig samvittighed over ikke at føle ansvar for begivenheder, som jeg er helt uden indflydelse på?

    Jeg vil gerne selv have lov til at vælge, hvem jeg bekymrer mig om, og hvem jeg ikke gør!

    Bl. a. gjorde 9-11 et betydeligt større indtryk på mig følelsesmæssigt end borgerkrigen i Syrien gør.

    Hvorfor?

    Ganske enkelt fordi jeg føler et kulturfællesskab med amerikanerne. Det gør jeg ikke med syrerne, afrikanerne eller asiaterne.

    Bl. a. derfor har jeg heller ingen lyst til at betale for visse menneskers integration i mit samfund.

  11. Af Henrik Petersen

    -

    Kære Tom Jensen

    1. Det er godt, at du rådede din ‘ven’ til straks at lade sig genindlægge. Nok er det enormt kedeligt at ligge på sygehuset, men sommetider (har selv været der) det bedste sted, hvis man har en hjertelidelse.

    2. Som de fleste andre blev jeg også enormt berørt af 9/11. Men mener nu, at det var en fejl, at vesten skulle forsøge at omvende en bande muslimske mørkemænd på efterhånden 13. år uden mulighed for at lykkes med dette projekt. I Danmark har det blot betydet adskillige døde soldater og langt flere svært invaliderede med amputerede lemmer.

    3. Nej, vi kan ikke tage ansvar for – eller redde – hele verden.
    Selv om Zenia Stampe og Anita Bay Bundegaard mener, at samtlige verdens fattige er velkomne i Danmark.

    En blot nogenlunde ædruelig analyse vil vise, at de ufattelige milliarder, der hældes ud som u-landsbistand over især Gaza og Afrika blot indebærer en øget reproduktionsrate med deraf følgende øget nød i alle disse failed states.

  12. Af Niels Poulsen

    -

    @niels h

    Når jeg skrev, at

    “Jeg kan ikke mere møde min næste med tillid. Det, som får mig til at græde, får måske ham til at grine.”

    så var det med baggrund i en helt konkret oplevelse. For det er ikke sandt, når Tom Jensen i sit indlæg skriver:

    “Da en hel verden havde set flyene brage ind i World Trade Center 11. september 2001, og det live på TV, var konklusionen uundgåelig: Vi var alle amerikanere.”

    Sandheden er, at mens de fleste af os danskere var bange og kede af det, så fejrede unge af indvandrerbaggrund terrorangrebet ved at køre rundt med det palæstinensiske flag og huje … nogle blev også bortvist fra deres undervisningsinstitution på grund af deres upassende opførsel.

    Følelser er altså ikke universelle. De er partikulære. De afhænger af hvilken kultur man tilhører.

    Så når John Donne kunne postulere en universel næstekærlighed, så var det det, fordi den verden, han levede i, udgjordes af et monokulturelt samfund med kristne værdier.

  13. Af lars sørensen

    -

    @
    Så når John Donne kunne postulere en universel næstekærlighed, så var det det, fordi den verden, han levede i, udgjordes af et monokulturelt samfund med kristne værdier.
    Skrevet af Niels Poulsen, 5. december 2012 kl. 10:58

    Hallo ! menneske/Niels !så læs dog ALLE ! ! dine næste#kærlige#elskede#humane kristne skrifter og ruller og tavler o s v , de er sgu ikke en døjt bedre selvom I kalder det eller omskriver det til det nye bibel/testamente end Jeres pedant koranen
    begge bøger fordummende indoktrinering og bygger på mistro og had til andre troende:
    Og stammer begge fra forstokkede Sand-kulturer . Tosser . Og Danmarks forræder alle i hob skam på Jer !

  14. Af niels hansen

    -

    @Niels Poulsen

    “Da en hel verden havde set flyene brage ind i World Trade Center 11. september 2001, og det live på TV, var konklusionen uundgåelig: Vi var alle amerikanere.”

    Jeg kan ikke mindes noget tidspunkt, hvor så mange nationer i verden stod sammen om at fordømme en handling – og gav deres fulde opbakning til USA (til forskel fra Irak-invasionen, som ikke engang havde opbakning i USA’s egen befolkning).

    At mange palæstinensere betragter USA (sammen med Israel) som den ultimative fjende er vist ingen hemmelighed.

    Jeg deler dog din afsky overfor den vanvittige begejstring over andres tragedie.

  15. Af Britta Due Andersen

    -

    Jo måsker er jeg en slags tilskuer, når jeg som her i eftermiddag hører P1s Orientering, hvor Karin Larsen fra Kabul fortæller om en mand, der er kommet ind fra landet for at opnå en bedre tilværelse for ham/kone og 9 børn. Straks kommer automatpiloten frem i mig. Jeg gider ikke være ansvarlig for ham, når han ikke selv føler et ansvar. Havde han opført sig ansvarligt,havde han ikke fået 9 børn.
    Men havde det gjort nogen forskel, om jeg hørte til de evigt gode? For der er så megen dårligdom i verden, at de småpenge de kommer i raslebøsserne forslår intet. De gode får bare dårlig samvittighed men det mærker ham med de 9 børn alligevel ikke.

  16. Af Ulf Timmermann

    -

    Det er sandt nok, hvad Tom Jensen skriver, at Vietnam-krigen, protesten i sin tid imod den, omfanget af den, kan tilskrives ”medieudviklingen” på det tidspunkt. Mediedækningen kom uventet, kørte ukontrolabelt af sporet. Det lærte man så efterfølgende noget af; der er der taget hånd om det. Den var simpelthen ikke gået idag.

    Jeg har iøvrigt aldrig, apropos den krig, mødt en ”borgerlig” i Danmark, en selverkläret, der har ”fortrudt” den, Vietnam-krigen. Ikke een, der har beklaget den. Aldrig een. Bortset fra udfaldet af den. Alle som een.

  17. Af j b

    -

    I enjoy chaos and disorder – not just because they help me professionally – they’re also my hobby. You see, I’m an entropy fan. When I first heard of entropy in high school science, I was attracted to it immediately. When they told me that in nature, all systems are breaking down, I thought: “What a good thing! What a good thing! Perhaps I can make some small contribution in this area myself.” And of course, it’s not just in nature, in this country, the whole social structure… just beginning to collapse, you watch; just beginning now to come apart at the edges and the seams and the thing I like about that is that it means it makes the news on television more interesting, makes the television news more exciting, makes it more fun. I watch television news for one thing and one thing only: entertainment! That’s all I want from the news: entertainment! You know my favourite thing on television? Bad news! Bad news and disasters and accidents and catastrophes. I wanna see some explosions and fires! I wanna see shit blowing up and bodies flying around! I’m not interested in the budget; I don’t care about tax negotiations; I don’t wanna know what country the fucking Pope is in! But you show me a hospital that’s on fire and people on crutches are jumping off the roof and I’M A HAPPY GUY!!! I’M A HAPPY GUY!!! I’M A HAPPY GUY!!! I wanna see a paint factory blowing up! I wanna see an oil refinery explode! I wanna see a tornado hit a church on Sunday! I wanna see people— I wanna know there’s some guy running through the K-Mart with an automatic weapon firing at the clerks! I wanna see thousands of people in the street killing policemen! I wanna hear about a nuclear meltdown! I wanna know the stock market dropped 2000 points in one day! I wanna see people under pressure! Sirens, flames, smoke, bodies, graves being filled, parents weeping… exciting shit! My kind of TV! I just want some entertainment! It’s just the kind of guy I am! It’s the kind of guy I am! You know what I love the most? When big chunks of concrete and fiery wood are falling out the sky and people are running around trying to get out of the way!

    Exciting shit! That’s why I watch auto-racing. That’s the only reason I watch auto-racing: I’m waiting for some ACCIDENTS man!!! I wanna see some cars on fire! I don’t care about a bunch of redneck jackoffs driving 500 miles in a circle! 500 miles in a circle? Children can do that for Christ sakes! Doesn’t impress me! I wanna see some schmuck with his hair on fire running around punching his own head trying to put it out! I wanna see the pits explode! I wanna see a car doing a 200mph cartwheel! Hey, where else besides auto-racing am I gonna see a 23 car collision and not be in the son of a bitch?! And if a car flies out of control, lands in the stands and kills 50 spectators, FINE, FUCK ‘EM!!! Serves ‘em right; they paid to get in, let ‘em take their chances with everybody else! Just means more fun for me! More fun for me!

    Hey, at least I admit it. At least I admit it. Most people won’t admit to those feelings. Most people see something like that on television, they’ll say: “Oh isn’t that awful? Isn’t that too bad?” Pbbt! Lying asshole! Lying assholes! You love it and you KNOW it! EXPLOSIONS ARE FUN!!! And hey, the closer the explosion is to your house, the more fun it is! Did you ever notice that? Sometimes, you have the TV on and you’re working around the house, some guy comes on television and says: “6,000 people were killed in an explosion today…” You say: “Where?! Where?!” He says: “…in Pakistan.” You say: “Aww fuck Pakistan! Too far away to be any fun!” But if he says it happened in your hometown, you’ll say: “WHOA!!! HOT SHIT!!! COME ON DAVE; LET’S GO LOOK AT THE BODIES!!! LET’S GO LOOK AT THE BODIES!!!” I love bad news! I love bad news! Hey, the more bad news there is, the faster this system collapses. Fine by me! Fine by me! Don’t bother my ass! Don’t bother my ass none!

  18. Af Birte Jepsen

    -

    En flot og meget vedkommmende artikel, der er ikke noget at tilfæje.

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info