Kampagnen mod medierne

Af og til kører der i tabloidpressen en bestemt type kampagnejournalistik, som er problematisk. Her er skurke og helte og konklusioner udpeget på forhånd, og researchen tjener kun til at bekræfte den vinkel, der fra starten er bestemt. Kører kampagnen over længere tid, kaldes den en hetz. Den slags mediekampagner er med til at undergrave mediernes troværdighed i befolkningen.

I øjeblikket foregår en sådan kampagne. Der er blot det ved den, at den ikke er igangsat af et medie, men af politikere bakket op af diverse meningsdannere i det danske samfund. Kampagnens givne konklusion er, at den er helt gal med medierne – sådan generelt. At de er et demokratisk problem. At etikken er gået fløjten. At den politiske journalistik er syg helt ind i sin inderste, sorte sjæl. At danske redaktører og reportere er en flok fuld af brodne kar, som kun tænker på at hænge uskyldige mennesker ud på forsiden for at tjene penge på andres ulykke.

Seneste udfald i kampagnen, hvor det ikke skorter på generaliseringer, og hvor der fra første fløjt er sat to streger under facit, kom i lørdags i Politiken, hvor tidligere spindoktor for Ritt Bjerregaard, Kasper Fogh Hansen, Venstre-politikeren Søren Pind, forfatter og journalist Gretelise Holm og Berlingske-blogger Anne Sophia Hermansen under overskriften ”Hvem vogter vogterne” atter opridser muligheden for drakoniske økonomiske og juridiske indgreb mod medierne, hvis de ikke begynder at makke ret. For, som det hedder allerede i indledningen: ”Journalistikken er ved at miste sin etiske fiber”.

Noget lignende har man hørt igen og igen fra stort set alle politiske sider i folketingssalen over de seneste par år. Er der noget, de fleste politikere fra venstre til højre i Folketinget kan enes om, så er det at den er ilde fat med medierne, og at det bør få konsekvenser enten i kraft af en opstramning af medielovgivningen – eller for mediestøtten.

Mogens Jensen (S) har sagt det. Karsten Lauritzen (V) og Jacob Bjerregaard (S) har sagt det. Lars Barfoed (K) har sagt det. Henrik Sass Larsen (S) har i anden anledning truet med at tage mediestøtte fra den borgerlige presse. Og nu er det altså blandt andre Søren Pind, der melder sig med budskabet om, at medierne over en bred kam må ændre opførsel – ellers…

–

Det er egentlig ganske opsigtsvækkende og ikke så lidt betænkeligt, at det er kommet dertil, at der er ved at blive skabt politisk konsensus i Danmark om nødvendigheden af en eller anden form for indgreb mod den pressefrihed, vi kender i dag. Der oppiskes en stemning. Endog en folkestemning, eftersom det ikke er svært at skabe folkelig opbakning til det synspunkt, at det er for galt, når mennesker hænges uretfærdigt ud i medierne. Det er at løbe en åben dør ind i mediedebatten, for naturligvis er det for galt.

Betænkeligheden opstår, når denne stemning ustandseligt kobles til det synspunkt, at der bør etableres snævrere rammer for pressefriheden. At det sker kun et halvt årti efter, at Danmark under Muhammedkrisen blev det globale udgangspunkt for en voldsom debat om ytringsfriheden og truslerne mod den, gør det kun endnu mere bemærkelsesværdigt, at de politiske vinde nu blæser den anden vej: Mediernes frihed skal stækkes.

I det følgende vil jeg – med udgangspunkt i Pind, Fogh Hansen, Hermansen og Holms indlæg i Politiken i lørdag – forsøge at argumentere for, at denne efterhånden ganske systematiske politiske kampagne bygger på forvrængninger, generaliseringer, misbrug af enkeltcases, myter og fordomme – alt sammen med det sigte at nå frem til den fra begyndelsen givne konklusion. At der er behov for et indgreb mod medierne. Helst frivilligt. Men hvis ikke…

–

Er der overhovedet ingen problemer med medierne? Jo, der er nok at diskutere. Flere af de sager, der fra politisk side over den senere tid har været bragt op som beviser på, at noget er helt galt i dansk presse, er indiskutabelt ubehagelige.

Det gælder den urimelige karakteristik i Information for hen ved et ti-år siden af Henrik Gade Jensen som en mand med forbindelse til nazi-miljøet. Det gælder Se & Hørs beskidte metoder for fem år siden i jagten på en falsk historie om, at Naser Khader skulle have købt sort arbejde. Det gælder det forhold mellem kilde og medie, Ekstra Bladet valgte at afsløre, da man i fjor offentliggjorde Peter Arnfeldts forsøg på at lække Helle Thorning Schmidts skattesag. Det gælder samme avis’ presseetisk uforsvarlige udhængning af en uskyldig mand på forsiden som morder i en drabssag fra Herning. (I det sidste tilfælde glemmer kritikerne dog ofte at nævne politiets villige medspil samt det faktum, at Ekstra Bladet efterfølgende i samme opsætning, bærende på forsiden, dementerede sin egen historie).

Ligeså kan man med rette diskutere proportionerne i flere medier, da de i sin tid kastede sig over Lene Espersens såkaldte feriesag – og metoderne, da Ekstra Bladet gav sig til at rode i daværende minister Karen Ellemanns skraldespand.

Spørgsmålet er imidlertid, om disse enkeltsager, hvoraf nogle igen og igen bringes frem fra politisk hold, kan bruges som bevisførelse i en anklage om hastigt svigtende etik i dansk presse?

Svaret er, at det kan de ikke. De kan opridses og puljes, men har Informations uhæderlige udhængning af Henrik Gade Jensen for ti år siden noget at gøre med Ekstra Bladets problematiske samarbejde med en spindoktor eller det faktum, at Lene Espersen fik problemer, da hun undlod at tage til et Arktis-topmøde? Sandheden er, at disse sager intet har med hinanden at gøre. At de ikke kan bruges til at beskrive en bestemt tendens. At de ikke kan tjene som dokumentation for, at redaktører og journalister i 2012 er af en etisk mere problematisk støbning end deres forgængere i pressehistorien.

–

Hvad bygger jeg det på? Det kan jo være svært at måle en eventuelt skridende etik. Men selv om flere af kritikerne har som omdrejningspunkt, at de finder Pressenævnet helt utilstrækkeligt, så er antallet af sager her vel et slags pejlemærke. En lille seismograf der kan registrere, om der er sket en udvikling. Hvilket ikke er tilfældet. Der har ikke over de senere år været en stigning i antallet af sager indbragt for Pressenævnet. Eller sager, hvor Pressenævnet har udtalt kritik. Ser på man henover de seneste ti år, er antallet af sager, som er indbragt, og antallet der har givet anledning til kritik, tværtimod med små variationer fra år til år ualmindeligt stabilt. I 2002 udtalte Pressenævnet således kritik i 47 sager. I 2011 skete det i 37 sager. I 2002 modtog nævnet 134 klager. I 2011 157 klager. Undervejs har tallet svinget mellem 134 og 177 sager pr. år. Der er intet dramatisk skred at registrere her. Faktisk intet skred overhovedet.

Hvad der er tale om, er nogle mere eller mindre spektakulære sager og forløb, der nu går deres sejrsgang som genbrug i mange af de kronikker og kommentarer, hvor politikere har truet med indgreb mod mediernes frihed.

–

Nu er det så Søren Pind, Kasper Fogh Hansen, Gretelise Holm og Anne Sophia Hermansen, der tager tråden op fra flere andre og med afsæt i nogle få, men allerede ret velkendte historier skrider til en udokumenteret påstand om, at mediernes etiske habitus er i opløsning.

Deres metode er den samme som ofte før set. Man remser et antal sager op – og så skrider man til den forudbestemte konklusion. Sagerne, som de fire tager udgangspunkt i, er – igen – Henrik Gade Jensen-sagen fra 2003. Ekstra Bladets Jan Kjærgaard og hans samarbejde med Peter Arnfeldt i Thornings skattesag. DR, som i fjor fik dom for på fejlagtigt grundlag at have beskyldt en læge på Rigshospitalet for fejlbehandlinger. Sagen, hvor BT fik kritik for fejlagtigt at skrive, at der var lort i fløden fra et bestemt mejeri. BTs udokumenterede beskyldning om, at det vrimler med rockere i Henrik Sass Larsens omgangskreds. En sag fra Jyllands-Posten tilbage i 1999, hvor BTs nuværende nyhedschef Simon Andersen sammen med Mikkel Hertz skrev en historie, der grundløst anklagede en betjent for at have sexmisbrugt en prostitueret – en affære, begge i øvrigt for længst selv har beklaget dybt.

Disse sager, indfanget fra et forløb, der spænder over 13 år, får de fire skribenter bundet sammen til generaliserende og fuldstændigt frit opfundne beskyldninger mod den samlede danske pressestand. ”Der er en gusten kynisme”, skriver de fire. Det kan ”virke, som om der i den moderne presse uddeles et usynligt rygmærke for beskidte handlinger”, skriver de fire. ”Journalister afkræves at producere flere skandaler end nogensinde før”, skriver de fire. ”Den journalistiske etik er ved at bukke under for den nye tids medielogik”, skriver de fire.

Alle påstande som – netop fordi de i deres generaliserende form er falske – fremføres helt uden dokumentation, men blot bygger på fornemmelser, de fire får etableret via opremsningen af en stribe kritisable sager. De kan under ingen omstændigheder skyldes grundig research og kendskab til hverdagen blandt danske journalister og redaktører. Havde den samme form for non-dokumentation og guilt-by-association været anvendt i en journalistisk kampagne i et medie, ville det med rette have kunnet medføre alvorlig kritik. Og de ansvarlige skribenter og redaktører ville formentlig kunne se frem til en alvorlig kendelse fra Pressenævnet og eventuel – og fortjent – udhængning i den offentlige mediedebat.

Det er imidlertid en facon, som går igen i de fleste tilfælde, når politikere eller deres håndgangne folk skal samle ammunition til den på forhånd trufne konklusion, at det er tid til et indgreb mod medierne.

–

En af de fire, Kasper Fogh Hansen, var således i fjor ude med en endnu større krabask i Politiken, hvor han gav pressen den fulde skyld for den usunde kultur omkring spindoktorerne i den politiske verden (da flere af dem jo er hentet i medieverdenen) og sammen med kampagneleder Rune Baastrup på basis af stort set alene dramaet omkring Thornings skattesag og ved hjælp af en række uhyrlige generaliseringer (“presseindustriens destruktion”, “nedkvalificering af nyhedsdækningen”, “den politiske journalistiks moralske kompas er væk”, “pressen er i færd med at sælge frugterne fra det træ, den selv har forgiftet”, osv. osv.) endte med at konkludere, at staten bør indføre langt strengere juridisk kontrol med medierne, herunder en instans med retten til at vurdere mediernes ”sagsbehandling” – herunder om kildebeskyttelsen bør gælde.

Da Karsten Lauritzen (V) og Jacob Bjerregaard (S) i foråret skrev kommentaren om ”Den døende vagthund” i Berlingske, brugte de udelukkende Løkkes bilagssag og Thornings skattesag til lige så udokumenterede og generaliserende påstande om, at ”sludder, sladder og mangel på substans kendetegner i dag aviser og elektroniske medier”. At ”redaktørerne og medieejerne er blevet skødehunde for den laveste fællesnævner og den dårlige smag”. At ”kvaliteten er faldet betragteligt i de danske medier”. At dybdeborende journalistik i dag handler om ”at snage så meget som muligt i politikere og andre kendte personers privatliv frem for at grave ned i sager med politisk substans”. At ”for journalisten er »sensation« blevet det vigtigste nyhedskriterium, og »væsentlighed« er rykket i baggrunden”. At journalisterne på avisernes netsider ”kappes om at få fat i historier om sex, dyr og kendte – og gerne i kombination”.

Igen: Nogle enkeltsager giver afsæt til disse beskyldninger, som er uden nogen form for dokumentation, men står for politikernes helt egen regning og udelukkende synes at bygge på lejlighedsvise frokostpausebesøg på ekstrabladet.dk eller det, der er værre. Men som til sidst munder ud i et krav om indgreb. Bøder i Pressenævnet. Fratagelse af mediestøtte. Opstrammet medieansvarslov. Indførelsen af en medieombudsmand, der skal være smagsdommer over for, hvad ordentlig journalistik er. Udsmidning af journalisterne fra Christiansborg. Alle de kendte krav og forslag.

Metoden blev også brugt af Mogens Jensen, da han med afsæt i blandt andet Ekstra Bladets Herning-sag i januar foreslog store bøder til medier, der hænger uskyldige folk ud og i øvrigt at inddrage forslaget i forhandlingerne af mediestøtten – hvilket han dog siden frafaldt. Og af Folketingets retsudvalg og kulturudvalg, da man i en fælles beretning i februar ridsede nogle enkeltsager op (blandt dem igen Herning-sagen og den med lort i fløden) og derudfra konkluderede, at der er behov for at se på, ”om Pressenævnet bør kunne uddele bøder til medier, der i alvorlig grad overtræder medieansvarsloven og de presseetiske regler”. Hvilket også siden i første omgang blev frafaldet, da medierne selv strammede praksis omkring synligt at bringe Pressenævnskendelser. Herunder helt fremme på avisernes forsider.

Og på den høring om mediernes ansvar, der fandt sted på Christiansborg tidligere på året, var det den konservative Lars Barfoed, der gentog truslen: Enten opfører I jer ordentligt nu, medier, eller også er vi politikere nødt til at gribe ind mod jer med lovgivning.

Realiteten er, at urimelige og personfikserede sager af diskutabel relevans altid har forekommet i medierne. Herunder politiske personsager. Jeg nævner i flæng sagen om daværende statsminister Poul Schlüters salg af en villa, der angiveligt var fuld af rotter. Eller historien om Ritt Bjerregaards ophold på hotel Ritz i Paris. Ligesom det desværre også for 20-30-40-50-60 år siden indimellem skete, at et uskyldigt menneske blev hængt ud på en avisforside. Det skal ikke tjene som nogen undskyldning for, at det stadig sker – når det sker. Men blot som en påmindelse om, at der ikke er tale om noget drabeligt skred.

–

Det betænkelige ved den politiske kampagne mod medierne som samlet branche og stand stopper dog ikke ved generaliseringerne og den manglende dokumentation, men når sit klimaks når man kommer til løsningforslagene.

I Politiken-kronikken forleden er Søren Pind, Kasper Fogh Hansen, Gretelise Holm og Anne Sophia Hermansen ude i et velkendt ærinde. De kræver en magt, der kan holde øje med den fjerde statsmagt. Igen nævnes – blot en passant – muligheden for en “statslig kontrolinstitution”. Men vil man undgå det, så må der en presseombudsmand til. Med langt flere instrumenter til sin rådighed end det nuværende pressenævn. Der skal således kunne udskrives store bøder og økonomiske sanktioner til medier, som træder ved siden af. “Bøder, der afskrækker publiceringen af hensynsløs journalistik”. Presseombudsmanden skal have magt til at “vurdere, om der er anvendt forsvarlig journalistisk metode”. Og han skal kunne “udstøde brodne kar fra standen”.

De fires forslag indebærer problemer af både konkret og principiel karakter. Først det konkrete.

–

I forbindelse med forslaget om muligheden for at idømme økonomiske sanktioner nævnes atter engang Advokatnævnet som et forbillede. Dette nævn kan, hvis en klage følges, udstede bøder eller andre sanktioner i forhold til advokater, der har overtrådt god advokatskik. Og hvorfor dog ikke bare kopiere dette?

Det er der flere grunde til. En af de vigtigste er sagsbehandlingstiden. Advokatnævnet – der i øvrigt over de senere år har været udsat for stor kritik – har oplevet sagsbehandlingstider på i nogle tilfælde over 20 måneder. Ambitionen er at kunne nå ned på et halvt år. Til sammenligning er sagsbehandlingstiden i Pressenævnet i snit 60 dage.

Er det af betydning? Ja, præcis i sager om folk, der er blevet uberettiget hængt ud i pressen, er tidsfaktoren afgørende, eftersom en falsk anklage jo vil blive hængende i luften, så længe sagen er under behandling. Mennesker, der er ofre for dårlig presseetik, må have krav på, at falske påstande hurtigt kan dementeres. Udstyrer man Pressenævnet eller en presseombudsmand med domstolslignende sanktionsmuligheder, vil det voldsomt øge kravet til dokumentation og dermed retssikkerhed for den part, der risikerer dom, bødestraf eller andre vidtrækkende sanktioner.

–

Men det er også principielt stærkt betænkeligt at gå den vej, de fire kronikører foreslår. For til forskel fra advokater er journalister og redaktører ikke indehavere af beskyttede titler. Man kan dermed ikke fradømme en journalist eller en redaktør – selv en skummel en af slagsen – retten til at være journalist eller redaktør. Det er ikke tilfældigt. For den ubeskyttede titel bunder jo i, at journalister og redaktører dybest set ikke benytter sig af andre magtmidler end deres grundlovssikrede ytringsfrihed.

Vil man stække denne magt, risikerer man med andre ord også at stække ytringsfriheden. Lad mig give et eksempel. Pind, Fogh Hansen, Holm & Hermansen vil give en presseombudsmand retten til at “udstøde brodne kar fra standen”. Det gode spørgsmål er: Hvordan skal dette finde sted i praksis? Vil man forhindre den pågældende journalist, som idømmes titlen “broddent kar”, i at skrive og ytre sig i fremtiden – og dermed fratage vedkommende sin ytringsfrihed? Eller skal en sådan sanktionsmulighed bygge på, at kun mennesker med godkendte journalistbestallinger kan udstyres med retten til at skrive i medierne? Det siger sig selv, at det vil være demokratisk uholdbart. Og i øvrigt umuligt at administrere i en tid, hvor antallet af medier eksploderer på alle platforme, og hvor enhver med en computer og en smule teknisk snilde i virkeligheden kan åbne sit eget medie og blive sin egen redaktør eller journalist.

–

De fire kronikører forbigår ydermere behændigt, at Pressenævnet ikke er den eneste sanktionsmulighed der findes, hvis man ønsker oprejsning efter en urimelig tilsværtning i et medie. Ytringsfriheden eksisterer jo netop under ansvar for domstolene. Det er muligt at anlægge sager om f.eks. injurier og bagvaskelse – og blive tilkendt erstatning, ligesom der kan idømmes bøder til journalister og redaktører.

I sagen om DRs historie om de fejlagtige beskyldninger mod en overlæge på Rigshospitaler glemmer Pind, Fogh Hansen, Holm og Hermansen således at nævne, at både journalisten bag programmet og dennes chef i såvel byret som landsret blev idømt dagbøder – 10 stk. af 1.000 kroner hver, ligesom de skulle betale sagens omkostninger, i byretten på 90.000 kroner. I 2012 faldt der ligeledes dom i en anden sag, som kostede et medie dyrt. Søndagsavisen blev dømt til at betale firmaet bag Natursutten en erstatning på 750.000 kroner for en fejlagtig test-artikel, der ramte salget af sutten hårdt.

Så det passer simpelthen ikke, at der ikke i samfundet er systemer til at håndtere disse sager, når de opstår. Derved bortfalder også den saglige argumentation for at oprette et parallelt system designet til at gå efter brodne kar i medierne.

–

Virkeligt foruroligende bliver dog den slet skjulte trussel, som ofte lanceres i bisætninger, når politikere i generelle vendinger skoser pressen for etiske skred. Det sker også i de fire kronikørers tekst forleden. Som sagt nævnes muligheden for en “statslig kontrolinstitution”. Og senere i kronikken tilføjes det, at hvis pressen ikke begynder at tøjle sig selv, “vil der sikkert – om ikke nu, så på sigt – blive taget politisk initiativ til, at Folketinget udstikker de juridiske rammer for pressen anderledes, som Socialdemokraternes Mogens Jensen og andre allerede har været inde på”.

Pind, Fogh Hansen, Holm og Hermansen skriver det jo selv; de er ikke de første, der truer medierne med opstramninger i forhold til pressefriheden. Det er stort set den samme sang, hver gang politikere skriver om medier. Noget lignende ser man da også flere steder i Europa. I Storbritannien har Cameron-regeringen efter den frygtelige News of the World-aflytningsskandale taget initiativ til markante stramninger af medielovgivningen. I Ungarn er der indført en ny og langt mere restriktiv medielov, der har givet anledning til voldsom kritik i blandt andet EU-regi – ikke mindst fordi et centralt element i loven netop er et statsligt, politisk styret medieråd, der fungerer som overdommer i forhold til de ungarske medier.

Alt dette gør det ikke mindre ildevarslende at høre danske politikere gentagne gange true med lovindgreb mod de danske medier. Især ikke på så løsagtigt et grundlag, som det næsten altid sker. Man sidder tilbage med den fornemmelse, at der på tværs af politiske skel i Folketinget er en hastigt voksende og udtalt lyst til at bruge disse enkeltsager til en gang for alle at få lukket munden på de mest genstridige og irriterende medier. At bruge dem til at skyde genvej til billigere og mere bovlamme medier, så at sige. Hvilket for mig at se ville udgøre et langt større demokratisk problem for et frit samfund som det danske end de opremsede enkeltsager i medierne – hvor betændte de end hver især med rette kan siges at være.

–

Tilbage står spørgsmålet, om der slet ingen uheldige eller problematiske tendenser er i medieudviklingen?

Svaret på dette er – jo. De har blot ikke så meget med journalisternes og redaktørernes svigtende etik og moral at gøre. Men det er klart, at bevægelsen fra daglige aviser og én TV-station til dusinvis af onlinemedier, 24 timers nyheds-TV og informationskakafonien også på de sociale medier (som flere af de fire skribenter i øvrigt selv er flittige deltagere på) gør en forskel. Det betyder, at sager lettere springer fra medie til medie. At der nemmere går mediemæssig rundhyl i en sag, som kan vokse fra ingenting til monumental voldsomhed på tusinde platforme i løbet af et splitsekund. At der kan opstå det, Søren Pind tidligere meget præcist fra et politikersynspunkt har beskrevet som et minuttyranni.

Denne udvikling er vi i medierne nødt til at tage bestik af. Vi gør i mange situationer klogt i ikke at springe på eller uden egen research videreformidle enhver historie, frembragt af andre medier – uanset om den måtte være spektakulær. Og vi bør være opmærksomme på, om netop medierundhylet også på de sociale medier har det med at forstærke dækningen af den type sager, der går tæt på f.eks. politikeres personlige forhold – snarere end at afdække vigtige samfundsspørgsmål. Det er er diskussioner, som i denne tid foregår på de fleste danske medier.

Samtidig er det også givet, at forandringen af den politiske dagligdag med spindoktorer og mediernes modsvar i form af et profileret kommentatorkorps har været med til at rejse berettigede spørgsmål om fokus på spil snarere end substans i den politiske dækning. Og i nogle tilfælde har afsløret usunde relationer mellem spindoktorer og journalister – som i tilfældet Peter Arnfeldt/Jan Kjærgaard. Men at bruge den sag til at påstå, at politiske journalister i 2012 udelukkende interesserer sig for den slags lyssky handel og vandel med historier og igen og igen lader sig bruge som villige redskaber i den ene eller anden slags magtfordrejning – der er dog et stykke. Langt de fleste også politiske journalister er hæderlige reportere, hvis ambition det er at afdække og videreformidle vigtige historier om dansk politik og det danske samfund.

–

Det ved politikerne godt. Man oplever dem blot sjældent fokusere på det i deres iver efter at generalisere om den angiveligt voldsomme kvalitetssænkning i pressen. Realiteten er, at danske medier ikke er spor ringere, end de var før i tiden. Snarere tværtimod. Find en gammel avis fra 70erne og få formodningen bekræftet. De fleste morgenaviser har i de senere år opprioriteret det seriøse, samfundsafdækkende stof. TV-stationerne følger efterhånden med – eksempelvis via TV2 News, hvor også politikerne nu får en taletid langt hinsides det soundbyte-helvede, som var en del af mediedagsordenen blot for få år siden.

Hvad der til gengæld var før i tiden, var politikere der ikke brugte deres position til systematisk at så tvivl om mediernes demokratiske værdi, men som tværtimod forstod at medier – trods deres fejl, ufuldkommenhed og brodne kår – er en forudsætning for demokratiet. Thomas Jefferson udtrykte det således: “Hvis det var op til mig at beslutte, om vi skulle have en regering uden aviser eller aviser uden en regering, så ville jeg ikke tøve et øjeblik med at vælge det sidste”.

Hvis politikerne gad bruge kræfter på andet end at male et falsk fjendebillede af medieudviklingen, så kunne der måske skabes grundlag for en ordentlig og redelig diskussion om den demokratiske debat. Og for, at politikernes og mediernes troværdighed, der ligger side om side og lavt i de fleste målinger, kan løfte sig. Det kræver givet en indsats og ægte vilje til selvkritik og selvregulering fra de medier, som trods alt kun har ordet i deres magt – med den alvorlige skade, det alligevel indimellem kan forvolde. Men det kræver også politikere som forstår, at hvis de bruger den konkrete magt, de i modsætning til medierne har til rådighed, til med loven i hånd at stække den frie presse, så vil det skade demokratiet langt mere og varigt, end nogen beskidt og løgnagtig forsidehistorie nogensinde har gjort.

–

FØLG MIG PÅ FACEBOOK

FØLG MIG PÅ TWITTER