Manden på månen

Der er langt til månen. Desværre synes det som om, der er endnu længere nu end i 1969, da netop afdøde Neil Armstrong som det første menneske satte foden “på fremmed klode”, som det med slebet sans for begivenhedens sande rækkevidde blev formuleret på Berlingskes forside den følgende dag.

Månelandingen var en verdenshistorisk bedrift. Teknologisk, men også eksistentielt. For den symboliserede en menneskehed, der turde. For hvem erobringen af en horisont altid indebar, at en ny åbnede sig. Som ikke var sandet til i bekymringer og den utrygges kvælende tvang til status quo, tværtimod. Det ultimativt modsatte af status quo må være at sætte sig op i en raket og flyve til en fremmed klode.

–

Måske er det den lammende økonomiske krise, der har gjort det, men sjældent har menneskeslægten – ikke mindst den del, der befolker samfundene i Vesten – forekommet så tilsandet, frygtsom og defensiv som i denne tid. Som om vi ikke længere for alvor har troen på, at det kan gå fremad. Anti-vækstideerne, som skyder op rundt omkring, er et ganske betegnende symptom på dette. For vækst er jo ikke alene en økonomisk forudsætning, man må indregne for at kunne sikre fortsat velfærd. Vækst har siden renæssancen været en dybtliggende forestilling om det enkelte, skabende individs mulighed for at træde ud af det stillestående mørke, som i sin tid middelalderen blev opfattet som, og erobre nyt, gøre fremskridt, skabe en verden for sine børn, der er bedre end den, man selv blev født ind i.

De der ønsker et opgør med væksten som motor for positive samfundsforandringer erklærer ikke kun vismænd, borgerlige økonomer, liberalister og finansministre krig. De er inde og pille ved noget langt mere essentielt, mere fundamentalt, i det moderne menneskeliv. Det ved de måske godt. Men så skulle de tage og sige det lige ud: Tanken om vækst er uløseligt flettet sammen med renæssancens idé om individets frihed til at søge egen lykke og udleve egne drømme snarere end at være træl i en herskende, men statisk orden. Enhedslisten og andre antivækst-drømmere burde ærligt indrømme, at deres projekt i sin yderste konsekvens ville betyde en eksistentiel og filosofisk tilbagevenden til middelalderen. Man ønsker sig en ny, statisk orden, hvadenten den handler om økonomi og evig velfærd – eller om f.eks. klima og miljøhensyn. Se, dét ville være en debat med perspektiver.

–

I stedet kæmpes der fra hushjørne til hushjørne for at overbevise folk om, at fremtiden er farlig og status quo er bedst. Når Danmark i disse uger debatterer dagpengesystemet, er det et udtryk for dette. Tilhængerne af en kortere dagpengeperiode indtager jo ikke dén holdning, fordi de ondskabsfuldt vil feje brødet af bordet i de arbejdsløses hjem. Filosofien er, at velfærdssystemet kun er holdbart, hvis det tilskynder folk til at søge egen lykke og udleve egne drømme. Hvis velfærden gør folk passive, ædes den op indefra, akkompagneret af menneskelig ulykke. Derfor er en kortere dagpengeperiode ikke et overgreb. Det er at gøre mennesker i vores samfund en tjeneste, at man ikke kan gå i mange år og få pæne beløb for ikke at lave noget. For det er i det enkelte menneskes kreative skabelsesproces, i jagten på udlevelsen af drømmene, at kernen i den menneskelige værdighed findes.

Modsat argumenteres der, når dagpengeperioden ikke kan vare længe nok. Her taler frygtsomhedens besyngere. Her kanoniseres status quo. Her er fremtiden ikke at spøge med, og det ender nok galt. Altså går hele menneskelivet ud på at bygge madrasser så bløde, at man end ikke mærker det, når man falder. Hvis man da falder. For sikrest er det jo, hvis ingen nogensinde kravler op.

–

De frygtsomme hader reformer. Skattereformer, SU-reformer, tilbagetrækningsreformer. Enhver reform, som udfordrer den idé, at f.eks. et velfærdssystem kan være en selvsupplerende organisme i evig balance, hvor alt andet altid er lige. Til gengæld elsker de frygtsomme forbud. Forbud som kan hindre, at nogen tager for mange chancer. Ved jorden at blive, det tjener os bedst: De kræfter, som dybest set vil gøre op med renæssancens etablerede menneskesyn, vil hellere begrænse og måske ultimativt forbyde flyrejser for at bekæmpe den globale opvarmning. Snarere end at skabe de bedst mulige rammer for, at menneskets skabertrang kan fremavle det teknologiske tigerspring, som løser klimaproblemet, vil de frygtsomme regulere sig vej frem mod et evigt grønt nirvana for menneskeheden.

Og frygtsomhedens bedste madding er en krise som den, vi nu har. Den er guf for angsten for fremtiden, den er guf for den paniske klamren sig til det, vi nu har, de velerhvervede rettigheder, dét vi kender, det som i den frygtsommes øjne aldrig bør forandre sig, fordi forandring er af det farlige. Og kriser ér som bekendt lig med forandring. Hvorfor modbevægelsen bliver desto stærkere: Lad nu alting være som før, please, og lad os nu være i fred. En stemning der synes at brede sig. I flere lejre.

–

Derfor kunne man ønske sig, at Neil Armstrongs død, hvor trist den end er, dog kunne have en indbygget tankevækkende timing i sig. Vi reber sejl i disse år, der skæres til og strammes op, der bygges flere redningsflåder end rumskibe, meget af det er nødvendigt. Men alt har en pris.

For imens lider troen på det menneskelige fremskridt skade dag for dag. Det fremskridt som betød, at mindre end 66 år efter brødrene Wrights første bumlede flyvetur på en mark i North Carolina, stod mennesket pludselig på månen. Nu er manden på månen død. Vi kan håbe, det trods alt kun er i konkret forstand, og at vi i enhver betydning af begrebet snart tør drage afsted igen.

–

FØLG MIG PÅ FACEBOOK

FØLG MIG PÅ TWITTER