De sidste ord om Roskilde

Af Tom Jensen 23

Ikke siden Inge Krogh fra Kristeligt Folkeparti i 70erne førte kampagne mod hedonismen og ugudeligheden på den tids Roskilde-festivaler har begivenheden været så omdiskuteret som i år. Jeg tror der er flere grunde til det, som der her, mens teltresterne skrabes sammen på de plørede campingarealer, kan være grund til at opholde sig en sidste gang ved.

Vintersæsonens kontroversielle sag om Roskilde Kommunes ekspropriation af et areal ved siden af festivalen ejet af en lokal planteskole er formentlig en af grundene. Den fik mange borgerlige stemmer i affekt, for selv om Tilsynet ved Statsforvaltningen Sjælland siden godkendte kommunens afgørelse var sagen med til at sætte et berettiget fokus på den voksende brug af ekspropriationer og en tilsyneladende stadig bredere definition af begrebet almennyttige formål som begrundelse for at inddrage privat ejet jord til fællesskabet.

For det andet var også på den politiske front striden om en kopi af den  israelske såkaldte sikkerhedsmur på festivalen opført af Folkekirkens Nødhjælps Ungdomsorganisation, hvilket var kontroversielt – nok mere for Folkekirkens Nødhjælp end for Roskilde Festivalen, eftersom hjælpeorganisationen dermed kunne beskyldes for utvetydigt at vælge side i Mellemøst-konflikten.

Men også for festivalen var muren et diskutabelt statement at have stående midt i festlighederne, selv om man fra festivalledelsens side fastholdt, at sigtet blot var at rejse en debat. Der kan være gode grunde til at diskutere murens konsekvenser for palæstinenserne (jeg var selv i Bethlehem i vinter, passerede gennem muren, og man så øjeblikkeligt den økonomiske forarmelse på den anden side). Det er én vinkel på muren, men desværre den eneste, der for alvor kom i spil før og under festivalen. Den anden, som jo handler om, at muren også er et forsvarsværn mod de mange terrorangreb mod civile israelere, som fandt sted inden dens opførelse, var stort set fraværende. Derfor var muren endnu en årsag til, at Roskilde Festival i år blev mere omdiskuteret end nogensinde før i de sidste 35 år.

For det tredje var der en ung svenskers død tidligt i løbet af festivaldagene. Årsagen var efter alt at dømme narkotiske stoffer. Svenskeren havde købt et hvidt stof og blandet det i vand, og kort efter fik han det dårligt. Det var ikke historiens første dødsfald på Roskilde som følge af stoffer, men dødsfaldet fandt sted under de såkaldte warm up-dage, før selve festivalåbningen torsdag, og måske derfor medførte det et markant nyhedstryk og en voldsom debat om tilstedeværelsen og forbruget på Roskilde af narkotika, herunder hash.

Festivalledelsen var i første omgang noget defensiv i sine udmeldinger efter dødsfaldet, og politiet brillerede ved at erklære, at man selv skulle medbringe de stoffer, man eventuelt ville indtage på festivalen. Altsammen bidrog til, at den del af offentligheden, som muligvis aldrig har været på Roskilde, fik indtryk af, at det hele er én stor narkobule, som man burde vare sig for at tillade sine børn at være en del af.

Et indtryk, der i øvrigt er fejlagtigt. Det er lige så nemt at finde narko på et hvilket som helst provinsbydiskotek som i Roskilde-lejrene. Problemet handler derfor mindre om en festival, men om en grundlæggende, voksende kultur med hash og hårdere stoffer blandt unge i Danmark. Og dét er et påtrængende emne at få debatteret.

Langt de fleste Roskilde-deltagere er såmænd fredelige folk, som hverken er til stede for at støtte ekspropriationer, bekæmpe sikkerhedsmure eller tage narkotika. De er der for at høre musik og have det ubegribeligt sjovt i et selvvalgt fællesskab af 4-8 dages varighed.

Alligevel var der folk, som helt frem til festivalstart forsøgte at tage Roskilde Festival som gidsel for bestemte synspunkter og interesser. Måske beruset af debatterne om ekspropriation og sikkerhedsmure og den især borgerlige kritik i disse sager forsøgte Politikens Kristian Madsen i en leder på selve åbningsdagen at gøre Roskilde til et snævert politisk projekt, som angiveligt skulle “udfordre det nyborgerlige verdensbillede”.

“Tanken om at tusindvis af frivillige arbejder for at stable festivalen på benene, passer ikke ind i cost-benefit analyserne. Tanken om, at en non-profit organisation kan skabe et professionelt arrangement, stemmer dårligt overens management-kursets visdomsord”,

lød det, hvorved Politiken-lederskribenten i hvert fald kom til at afsløre, at firkantede og forstenede tanker om, hvordan verden og mennesker er indrettet, bestemt findes i rigt mål på den såkaldt progressive politiske fløj.

Man kunne være fristet til at svare, at festivalen med sit fokus på individet, sit blik for kommercialismens redskaber og sin appel til det personlige initiativ i lige så høj grad kunne defineres som en borgerlig fest – men det ville jo være en lige så ensporet omklamring af det hele som Politiken-lederen. Det afstår jeg derfor fra…

Tilbage stod at Roskilde Festival, der vel i sit inderste stadig er en hyldest til friheden og den sunde udfordring af faste rammer, som rockmusikken fra sin spædeste start udgjorde, i 2012 længe inden start var taget som gidsel på flere måder. Af tilhængere og modstandere. Af og til af festivalen selv, når ledelsens erklærede målsætning om, at Roskilde Festival skal tage stilling, ender med, at 130.000 festivaldeltagere bliver brugt som baggrundstæppe for enøjede statements om komplicerede enkeltsager.

Egentlig er det synd, for når man er der – og det har jeg selv været 24 gange, herunder de seneste 21 somre i træk – så skal der altså en hel del mudder til at fortrænge den instinktive forståelse af Roskildes styrke, som snildt begrunder store dele af mediedækningen, og som har langt mere og dyb værdi end en nok så engageret og principiel debat om mure, ekspropriationer eller narkotika.

Søndag eftermiddag i år blev det smukt formuleret fra den centrale Orange scene af frontfiguren i hardcore metal-gruppen Machine Head, som mellem to af de numre, der flækkede øregangene på tilhørerne, konstaterede at Roskilde er unik netop i kraft af sin mangel på ensrettethed. Man kan møde alt og alle, blive eksponeret for alt og alle, også alt det, der som udgangspunkt ikke måtte passe ind i ens egen personlige lejrtænkning. Af den ene eller den anden art. Ved Machine Heads Roskilde-debut varmede bandet således op for country-musikeren Willie Nelson…

I den forløbne weekend oplevede jeg selv mærkeligt besættende electronica fra den oppustelige Apollo-scene, utålelig growl i en sen nattetime sammen med 500 tilskuere, der alle syntes at være rockerlignende, langhårede, tatoverede mænd med store vomme, avantgardistisk korsang fra Ars Nova, gennemkonceptualiseret professionel popmusik fra Janelle Monáe, dronende støjsyrerock fra et solbrillebeklædt, blegtyndt ensemble ved navn Dead Skeletons, smuk singersongwriting fra en venligt smilende gruppe ved navn Daughter, svovlende provocountry med Hank Williams barnebarn, Hank3, og en af de store fællesoplevelser med guitargeniet Jack White fredag aften, hvor 70.000 mennesker sang med, da han til sidst gav White Stripes-ikonsangen Seven Nation Army.

Og jeg har været i selskab med garvede veteraner, der har været til stede på samtlige festivaler, forsigtige folk på endagesbilletter, som lige skulle ud og kigge, og i en stille stund ved et bord talt med nogle unge fyre, der ikke anede hvem Bruce Springsteen er, og som tydeligvis havde en helt anden festival end jeg selv. Men hverken dårligere eller bedre end den, og alligevel flettet sammen med det, jeg selv oplevede, selv om vi på overfladen intet havde til fælles.

Verden er i disse år kendetegnet ved en tiltagende fragmentering, hvor man dyrker sine egne nicher og fællesskaber. Spejler sig i folk, der har de samme holdninger som en selv. Ikke mindst den måde, information udveksles på nettet, har understøttet denne udvikling. Man kan undgå enhver konfrontation med det anderledes. Man vælger selv sine virtuelle ghettoer, hvor man føler sig hjemme, hvor man aldrig bliver udfordret, hvor man ikke forstyrres af uventede perspektiver. Roskilde har over de seneste tyve år også i ekstrem grad udviklet sig fra at være et mødested for én slags fællesskab til at være fragmenternes smeltedigel. Men det er netop en smeltedigel, hvor modsætninger ramler ind i hinanden og måske opdager, at der findes interessante ting også uden for ens egen trygt definerede lejr.

Lad mig slutte denne Roskilde-eftertanke på bagkanten af en overraskende hed debat om en i bund og grund gammel og veletableret kulturinstitution i det danske samfund med at skildre fire Roskilde-scener hentet fra egne oplevelser gennem 30 år. Scener der måske kan bidrage til fornemmelsen af, hvilken næsten eksistentiel rækkevidde, sådan en begivenhed kan antage – mere eksistentiel end diverse nok så vedkommende og relevante debatter om mure, ekspropriationer og forargelig hedonisme.

Den første scene foregår i 1984, jeg var 18, det var mit første Roskilde-år. Det var historiens koldeste Roskilde, så man søgte varme i teltene for at høre musik. Det havde jeg også gjort i selskab med en kammerats ven for at se Anne Linnet & Marquis de Sade, som på det tidspunkt var tidens varmeste danske musiknavn – med læder og lak og det hele til stede på scenen. Historien viser for det første, at hash på Roskilde ikke er noget nyt fænomen. Slet, slet ikke… Selv ryger jeg ikke hash. Jeg rører ikke skidtet, og jeg vil på det inderligste anbefale mine egne børn det samme, men kammeratens ven var en af dem, der ikke holdt sig tilbage. Han tog vist nogle ordentlige sug af en joint, som gik rundt i en flok bag os, da vi havde taget opstilling tæt foran scenen i spændt forventning før showtime.

Pludselig lød der et brag bag mig. Det var kammeratens ven, der var styrtet til jorden, komplet omtåget. Han kom på benene igen, men var noget fra den og bestemt ikke længere i en tilstand, hvor man var kapabel som koncertgænger. Der var ikke noget at gøre, Anne Linnet eller ej. Jeg måtte hjælpe ham ud og tilbage i hans telt. Så jeg satte hans pegefinger fast i en af mine buksestropper, trak ham bort og hele vejen væk til teltet på en fjern del af teltpladsen, sikrede mig at han var nogenlunde ok, bugserede ham ind for at lade ham sove den ud – og gik så tilbage til Anne Linnet & Marquis de Sade, hvor det nu desværre var helt umuligt at trænge gennem menneskemængden og ind i teltet.

Så jeg fik aldrig set det legendariske band, men måtte trøste mig med at have levet op til en vaskeægte del af Roskilde-ånden: At man hjælper folk, der måtte have brug for det. Det er ikke noget, man bare overlader til andre, til velfærdsstaten eller til Roskilde-fonden. Hvorfor festivalen nok udefra kan se ud som om den dyrker uansvarlighedens tomme frihed, mens den derimod, når man kommer lidt tættere på, ofte tilføjer denne dyrkelse et ikke ringe element af medmenneskelighed og personligt ansvar, som man egentlig gerne ville finde lidt oftere ude i virkeligheden.

Den anden historie er fra 1992, hvor Danmark skulle spille EM-finale i fodbold. Det blev en aften, som på fascinerende og bjergtagende vis introducerede smeltediglen. Finalen skulle vises på storskærm i et af teltene, hvor et australsk aboriginal-orkester med didgeridoo og det hele spillede umiddelbart inden kampen. Det affødte bizarre scener med jublende roligans mellem numrene og et orkester, der syntes overbevist om, at det havde fået sit internationale gennembrud. De stakkels folk kunne jo ikke ane, at den rød-hvide menneskeflok var der for at se fodbold, og at de ord, der stod på et kæmpebanner på en af de forreste rækker var navnet på en dansk fodboldspiller: Lars Elstrup. Og ikke en hyldest til bandet…

På den tid var der mange tyskere på Roskilde Festival, men efter den danske 2-0 sejr over Tyskland var der ingen sure miner eller optøjer. Tværtimod udviklede det hele sig til en stor, fælles lykkerus af en transnational fest, som end ikke sluttede, da Nirvana med Kurt Cobain senere på natten gik på Orange scene og indledte deres eneste optræden i Danmark med uinteresseret at udtrykke et “congratulations with your sports contest…”, hvorefter de spillede en halvdårlig koncert.

Den tredje scene er fra 2000 og lige så dødbringende, som 1992 var lykkebringende, for dét var året for Roskilde-ulykken, hvor ni unge blev mast ihjel, mens Pearl Jam spillede i en kold regnstorm, og jeg husker det tydeligt, for jeg var der selv. Måske kun 30-40 meter fra ulykken og ja, det kunne sådan set lige så godt have været mig, der var død dér som de ni, det gik ud over. Det var et rent tilfælde, at der var pres på i den ene side foran scenen, men ikke lige hvor jeg stod.

Man kunne formentlig kritisere festivalen og dens sikkerhedsberedskab for meget, hvilket da også skete efterfølgende, selv om konklusionen blev, at der var tale om en regulær ulykke. Men om ikke andet førte den til et voldsomt opstrammet beredskab med helt nye procedurer og sceneopbygninger, der har fået den følge, at den evindelige skubben og masen og de løbende, puffende menneskekæder foran scenerne, som garvede Roskilde-gængere oplevede indtil dét forbandede år, nu er stort set stoppet.

Det ville f.eks. have været rart, hvis det også havde været tilfældet dengang i 1994, hvor islandske Björk var programsat i et alt for lille telt, og presset blev så stort, at man enten blev løftet fra jorden eller presset mod den, og hvor halvt besvimede tilskuere blev løftet ud af helvedet hen over os andre, der fik deres store støvler i hovedet. Jeg endte med at bide mig vej ud…

Den slags sker stort set aldrig mere, hvorfor Roskilde anno 2012 nok repræsenterer ungdommens vildskab. Men også, når man kikker bare en smule efter, sine steder en bemærkelsesværdig voksen modenhed, som betyder at man passer på hinanden. Uden skelen til hvem man er. Om man kender hinanden i forvejen eller ej.

Sidste scene er fra lørdag aften i år, hvor alle der har forsøgt at tage Roskilde som gidsel for det ene eller det andet særstandpunkt blev sat grundigt på plads i tre timer foran Bruce Springsteen & The E Street Band. Her fandt alle fragmenterne sammen på en måde, jeg gennem 24 år aldrig har oplevet det før.

Pladsen var fyldt. Måske 90.000 stod der. Mange var midaldrende mennesker på endagesbillet, andre var unge festivalgængere, der knap havde et begreb om, hvad Bruce Springsteen er for noget, men som blev forenet i et langt, lykkeligt øjeblik, der viste hvad rockmusik og festivaler kan, når de er bedst: Overvinde forskelligheder og synspunkter og aldre, erfaringer og manglende erfaringer, præferencer og idiosynkrasier og ende som en hyldest til livet, hvor man bare må overgive sig. Uanset hvem man er. Nyborgerlig, venstreorienteret, whatever, det er vel ikke i alle livets forhold, det behøver spille en rolle.

Så ender det hele med at blive lidt fattigt, lidt entydigt. Og hvorfor dog nøjes med det?

FØLG MIG PÅ FACEBOOK

FØLG MIG PÅ TWITTER 

23 kommentarer RSS

  1. Af Oluf Hansen

    -

    Tak for et rigtigt godt og nuanceret indlæg om Roskilde Festivalen. Jeg vidste ikke, at du var så garvet en festival-gænger. Det er sgu cool.

  2. Af Martin Kreml

    -

    Hold da op, sikke meget du havde at fortælle. Sjovt og interessant indlæg fra en garvet festivalgænger.
    -Iøvrigt godt at du har sat “følg mig på facebook og følg mig på bla. bla.”, nederst på siden, så man ikke mister interessen før får begyndt læsningen.

  3. Af Phil Jensen

    -

    “Det var et rent tilfælde, at der var pres på i den ene side foran scenen, men ikke lige hvor jeg stod.”

    Næh, det var overhovedet ikke tilfældigt – der var et decideret lyd/højttaler-svigt i de bagerste tårne i højre scene side som direkte bevirkede at presset herovre blev for voldsomt – i den anden side kunne man uhindret gå næsten hele vejen op til scenen. Jeg har personligt aflagt forklaring til rejseholdet men kunne efterfølgende konstatere at de oplysninger (som kan bekræftes af masser af øvrige deltagere) ikke er at finde i rejseholdets redegørelse over koncertens forløb.

  4. Af Axel Eriksen

    -

    Naturligvis er det “kultur” at feste og more sig. Men er det “kultur” at efterlade et svineri, som mange tusinde frivillige skal rydde op efter?

    Men er det ikke relevant at stille følgende spørgsmål:

    “En Erhvervsdrivende Fond” – selskabsretligt sidestillet med et Aktieselskab – skal den ikke overholde lovgivningen og andre alment gældende regler i samfundet, eksempelvis overtrædelser:

    - Ekspropriation af naboejendom mod bestikkelse

    - Masser af frivillige – uden aflønning – fagforeningerne havde været der, hvis det var østeuropæere, der skulle have gjort det til 0 kr.

    - Rusmidler i massevis indenfor et kontrolleret område

    Og til sidst: Ensidig politisk agitation mod Israel.
    Hvorfor ikke et “event” med en importeret palistinænsisk selvmordsbomber, der sprængte sig selv og hundredevis til “affald”?

    Når der alligevel skal gås 3 uger for at rydde op i det.

    Længe leve Roskilde-Festivalen!

  5. Af Frank L

    -

    “En Erhvervsdrivende Fond” – selskabsretligt sidestillet med et Aktieselskab – skal den ikke overholde lovgivningen og andre alment gældende regler i samfundet, eksempelvis overtrædelser:

    - Ekspropriation af naboejendom mod bestikkelse”

    Nu er det jo i sagens natur vanskeligt at påstå at der har fundet bestikkelse sted, da Roskildefondens formål netop er ting som det den er beskyldt for at bestikke med

    “- Masser af frivillige – uden aflønning – fagforeningerne havde været der, hvis det var østeuropæere, der skulle have gjort det til 0 kr.”

    Jeg mindes da ikke fagforeningerne nogensinde har haft noget imod spejderledere eller fodboldtræner, så jeg forstår ikke lige, hvor du finder din logik henne.

    “- Rusmidler i massevis indenfor et kontrolleret område”

    Hvad er problemet i det? Jeg foretrækker da netop folk med de tendenser holder sig for sig selv.

    “Og til sidst: Ensidig politisk agitation mod Israel.
    Hvorfor ikke et “event” med en importeret palistinænsisk selvmordsbomber, der sprængte sig selv og hundredevis til “affald”?”

    Hvem var det lige der lavede den agitation?

    Mener du vi skal til at knægte ytringsfriheden her hjemme?

    “Når der alligevel skal gås 3 uger for at rydde op i det.”

    Heldigvis skal og bliver der ryddet op.

    “Længe leve Roskilde-Festivalen!”

    Jeps – Herligt at folk som Tom Jensen er åbne nok i sindet til at feste sammen med folk der ikke lige er skåret af hans læst.

    Faktisk kan man vel kun have ynk til overs for dem der ikke under andre at feste og have det sjovt.

    Det kaldes at have “ondt i livet”

  6. Af niels hansen

    -

    @Tom Jensen

    Flot indlæg!

    Præcis beskrivelse af, at det drejer sig om en musikfestival og samvær.

    Heldigvis er der mere der samler os, end det modsatte – fra musik,sport og andre fritidsinteresser til vores arbejdsliv. Meget mere end man kan få indtryk af, når man læser indlæg fra de mange ‘grøftegravere’, der taler om ‘dem og os’, ‘får og bukke’ o.s.v.

    En stor tak!

  7. Af Axel Eriksen

    -

    @Frank L!

    Bare en enkelt bemærkning eller to.
    Det med logikken:
    – Spejdere og amatørfodboldforeninger er IKKE “Erhvervsdrivende Fonde”. Derfor forskellen!
    – Rusmidler. Du foretrækker, at folk med de tendenser holder sig for sig selv. OK, hvis det at “holde sig for sig selv” blandt 130.000 menesker er din definition på det – ja, så er det nok rigtigt!
    Og det med logikken vil jeg lade andre om at bedømme!

    Men haleluja – og “Roskilde” svarer: Amen!

  8. Af Poul Struve Nielsen

    -

    Tom, du har the Orange Feeling. Godt indlæg. Det var en super festival. Igen!!! Vi kan kun glæde os til næste år.

  9. Af Frank L

    -

    @ Axel Eriksen

    “– Spejdere og amatørfodboldforeninger er IKKE “Erhvervsdrivende Fonde”. Derfor forskellen!”

    Mig bekendt udlodder de så heller ikke deres overskud til godgørende formål?

    Hvad med Hjallerup Marked? Er det kultur eller kommers?

  10. Af Torben Ethelfeld

    -

    Der kan skrives rigtig mange ord om Roskilde Festival. Og det gør du godt og nuanceret. Jeg vil lige knytte et par kommentarer til.

    Med hensyn til muren, var det tankevækkende for mig at stå neden for den og kikke op. Tanken slog mig, at man har godt nok et dårlig forhold til sine naboer, hvis det er nødvendig at bygge sådan en.
    Hvilket også kan bruges som et billede på, hvad der gør Roskilde Festivalen unik. Nemlig, højden, udformningen og bemandingen på sikkerhedsforanstaltningerne foran scenerne. For der er Roskilde Festvalen gået foran og gjort hegnene lavere og behageligere at befinde sig op af. Samtidig er arbejdsopgaverne for sikkerhedsfolkene primært at servicere publikum, så deres oplevelser bliver så gode som muligt. Selvfølgelig med den “skumle bagtanke” at det er de færreste der føler trang til at ville slås med hende den lille søde pige, der lige har givet en et forfriskende papbæger med vand.
    Man kan altså få rigtig meget sikkerhed, hvis man tænker sig om og opfører sig ordentlig.

    En andet billede på, hvad der gør Roskilde Festival unik, som jeg opdagede i år, var at der flere steder var monteret en hylle man kunne sætte sit papkrus på hen over urinalerne. Ikke nogen stor ting, men et billede på, at arrangørerne hele tiden forsøger at finde på de små og stor ting, der gør oplevelsen lidt bedre for publikum.
    Hvilket bringer mig frem til det jeg oplevede i de 10 år fra 1981 til 1991, hvor jeg var med til at bygge diverse scener på festivalen. Nemlig en evalueringskultur som mange virksomheder og organisationer kan lære rigtig meget af. Og som jeg oplever stadigvæk trives i bedste velgående.

    Dengang i firserne blev alle os scenearbejdere et par måneder efter festivalen indkaldt til en efterfest/evaluerings komsammen, hvor vi blev præsenteret for et par og tyve siders evalueringsskema, som vi blev bedt om at udfylde.
    Ikke på den der “der her må i godt lige udfylde når I får tid” måden. Næ, Leif Skov satte sig ned i midten af os; læste hvert enkelt spørgsmål op og forklarede, hvad tankerne bag spørgsmålet var, og præciserede gang på gang, at det galt om at komme på løsninger og forbedringer, ikke bare kritisere.

    Det er den “ånd” Leif Skov har opbygget, der gør at Roskilde Festivalen stadigvæk findes og bliver bedre og bedre år for år. Og som gør, at når der skal peges fingre af Roskilde, bliver Fox news nød til at slå ned på hashen, for der altså ikke ret meget andet at komme efter.

    For mit eget vedkommende, drikker jeg mindre alkohol pr. dag på Festivalen, end jeg gør til en glad aften i gode venners lag alle andre steder. For der er simpelt hen så mange gode oplevelser, jeg ikke vil gå glip af.

  11. Af Frank L

    -

    @ Axel Eriksen

    “– Rusmidler. Du foretrækker, at folk med de tendenser holder sig for sig selv. OK, hvis det at “holde sig for sig selv” blandt 130.000 menesker er din definition på det – ja, så er det nok rigtigt!”

    Jeg foretrækker helt klart at de klarer det steder hvor folk godt ved den slags sker, frem for på min trappesten.

  12. Af Claus Petersen

    -

    Jeg kan jo huske dengang et armbånd kostede 120 kroner og alle mulige og umulige platnakkede sælgere sad langs vejene og solgte alt mellem himmel og jord, fra nazikors til krystaller mod stråler til tørklæder og underlig mad der virkelig sikrede at man huskede netop dén festival for evigt.
    Dengang var der også “amatør fotografer” hvis foretrukne motiv var piger der tissede.
    De var alle sammen oppe i årene, og stemningen var “skide stakler”, men det har måske ændret sig.
    Jeg må blankt erkende at jeg ikke har været på RF i mange år, men der er vel en mulighed for et mimrekort om føje år, hvis fokus skifter fra penge til oplevelse.

  13. Af Axel Eriksen

    -

    @ Frank L!

    Nej spejderforeninger og amatørfodboldklubber har vistnok aldrig et overskud på 10.000.000 kr., der kan “udloddes”!
    Hvis bare “kassen løber rundt” er det tilstrækkeligt for dem, at “almenvellet” i lokalsamfundet fungerer!
    Rusmidler skal helst ikke indtages uden for din egen gadedør. Naturligvis – og den er vist langt fra Roskilde!

    Men naturligvis skal “Roskilde” bruge nogle af sine millioner på “almenvellet” i Palæstina.
    Intet kunne være mere nærtliggende! Vel?

  14. Af Carsten Peitersen

    -

    Super godt indlæg, tak!
    Jeg har selv arbejdet som frivillig for en forening i 15-16 år og mine børn på 18 og 22 er nærmest opdraget med Roskilde.
    Jeg er bestemt ikke enig med festivalens skiftende politisk korrekte temaer, men glæder mig til gengæld over den mangfoldighed man møder på festivalen.
    I 2000 passerede jeg uvidende Orange plads da ulykken skete, da jeg skulle på vagt. Resten af natten blev brugt på ret dybe samtaler med folk som kom til vores bod. Bl.a. med et yngre jysk hash-hoved som pludselig opdagede en verden uden for hash tågerne.
    De efterfølgende dage og ikke mindst DAD koncerten som var et afdæmpet sæt og som indbefattede ni fakler der blev sendt fra scenen via publikum til den improviserede mindeplads, viste hvad der er festivalens største styrke, den udvisker skel mellem mennesker, ung, gammel, direktør eller ufaglært, der er en plads på festivalen til alle, og jo flere år jeg tilbringer der, jo mere bliver jeg bekræftet i dette.
    Jeg vil råde festivalen til at huske på det, for folk kommer for festen og samværdet, og for langt de fleste er politiske statements et irritationsmoment som ikke hører hjemme i festen.
    Festivalen er en fantastisk faktor i Roskilde og støtter rigtig mange gode formål, men der er en tendens til at den går lidt i selvsving, og lige nu er den måske ikke lige tunet ind på hvor dens gæster og frivillige befinder sig i verden.
    Det er trist, for festivalen er til for os, ikke omvendt.

  15. Af M Kristensen

    -

    Jeg har det på samme måde med Roskilde festivalen, som jeg her med Christiania: Jeg kan ikke fatte, at skidtet stadig eksisterer.
    Endnu mindre fatter jeg, at der år efter år er tonsvis af midaldrende, halv- og helgamle journalister med begyndende mave og vigende hårpragt, der hårdnakket hylder fænomet, laver søgte analyser og ser idiotien som et vigtigt bidrag til samfundets udvikling.
    Er det virkelig så fedt, gamle mænd, at føle sig som 14-årig igen? Er det virkelig så godt for det gamle ego at kunne skrive “utåligt growl” og andet uforståeligt crap?
    I 2000 blev 9 (ni!) unge mennesker trampet ihjel, og man skulle have troet at bare ét lig ville være nok til at stoppe “festen” – men nej, “festen” gik videre.
    Hvad rager 9 (ni!) døde mennesker os? The show must go on.
    Der er jo PENGE, PENGE, PENGE i lortet!
    Når alt det intellektuelle sovs, som Roskilde festivalen af de store aviser altid er totalt fedtet ind i, er Roskilde festivalen ikke udtryk for andet end unge menneskers lamme, hjernedøde flokmentalitet, et orgie i smat og druk/stoffer og noget larm, der ikke fortjener betegnelsen musik.
    Er man under 30, kan det til nød accepteres – som et led i kurtiserings- og parringsprocessen.
    Men er man over 30, hr. journalist, er det direkte PINLIGT – og jo mere floromvundne ord, du end smykker din barnagtighed med – jo mere pinligt bliver det.

  16. Af Viggo Steincke

    -

    Tom Jensen for president!

    Fantastisk skrevet – du har virkelig evnen til præcist at sammenfatte musikken og fælleskabet.

    Jeg havde den glæde at spille på Roskildefestivalen i 1976 og 1978 på den scene, der dengang hed Rytmeteltet.

    Weather Report spillede en fantastisk koncert i 1976 (og måske en endnu bedre dagen efter i Århus) og Bob Marley fik spredt gode vibrationer i 1978.

    Der er kommet nye vinkler og perspektiver på minderne.

    Tak for denne både faktuelle og poetiske beskrivelse.

    Med venlig hilsen
    Viggo Steincke

  17. Af Axel Eriksen

    -

    Ak ja, svundne tider!

    1976, der boede jeg i et sommerhus med min kone i 4 uger i juli. Vi havde dengang lige mødt hinanden. Der faldt ikke en regndråbe hele den måned – solen skinnede hele dagen – og nætterne kan jeg vist også erindre!

    Men tilbage til nutiden – lige nu regner det – skyldes formentligt den forrige regering! Og mon ikke virkeligheden på “Roskilde” har ændret sig på 35 år?

  18. Af Frank L

    -

    @ Axel Eriksen, 11. juli 2012 kl. 11:44

    Er du så enfoldig, så du ikke tror at fodboldklubberne for eksempel også arbejder med store beløb?

    Naturligvis kan man være uenig med hvad overskuddet fra RF går til. Hvis man er tilstrækkelig uenig, kan man undlade at støtte det ved at deltage.

    Sværere er det sådan set ikke.

    Men vi er ude i samme problem som de missionske præster der ikke vil vie homoseksuelle.

    De vil med vold og magt bestemme over andre mennesker.

    Det samme med dig. Du vil bestemme over de godt 100.000 der tøffer til RF hvert år.

    Sats på at luge i din egen baghave (den bliver ikke eksproprieret af den grund) og lad så den store masse af mennesker der godt kan lide RF, i fred.

    Jeres magtsyge er ærlig talt forstemmende. Omvendt fortæller i jo på den vis åbent om den magtsyge. Kun i selv kan ikke se den.

  19. Af Frank L

    -

    @ M Kristensen, 11. juli 2012 kl. 22:13

    Jeg tvivler på at Tom Jensen gider at tilsvine dine fritidsinteresser, uanset om det bowling, lystfiskeri eller Square-dance.

    Derfor synes jeg også du skulle lade ham have sine fritidssysler i fred. Som sagt vil jeg tro han lader dine i fred.

  20. Af Axel Eriksen

    -

    @ Frank L: Hold nu lige op!

    Jeg er vist ikke særlig enfoldig!
    Ved godt, at fodboldtrænere får “lidt under bordet”. Men det er jo ikke millionbeløb, der tales om.
    Så de andre påstande/spørgsmål:

    - Hjallerup marked! Det er vel som alle andre kræmmermarkeder. En masse sorte penge!
    – Missionske præster! Jeg har udmeldt mig af Folkekirken for over 25 år siden. Det må de afklare internt der!
    – Magtsyge! Det er vist ikke mig, der lider af det! Konfronter din stemmeseddel fra sept. 2011, så vil du vide, hvem magtsygen blev givet til!

  21. Af Hans Perstrup

    -

    ET VIGTIGT ESSAY OM MUSIK ( er tidens musik så destruktiv, at denne vil få konsekvenser udover dem vi allerede kender?)

    Mere om musikkens betydning og indflydelse

    Efter nu i nogle år at have beskæftiget mig med musikken og dens påvirkning af menneskene og samfundet og konstateret, at selv forstandige og engagerede mennesker fortsat hælder til den anskuelse, at musik kun kan og skal bedømmes ud fra den enkeltes smag og opfattelse heraf, så er vi nødt til at gå lidt dybere ned i disse sammenhænge for få det rette billede.

    Vi vil i den forbindelse anvende nogle af de forklaringer og argumenter, der forekommer i David Tames kompetente værk ‘‘The Secret Power of Music’’.

    Vi har tidligere været inde på det forhold, at folk i tidligere tider helt sikker var overbeviste om at lyden og dermed musikken har en kraft til at skabe og ændre og de var derfor også meget optagede af hvilken virkning især musikken havde på den menneskelige psyke og på samfundet i det hele taget. Her vil vi så prøve at gå lidt dybere i den påvirkning, der skabes af musikken, idet vi også vil forsøge at anskue dette forhold ud fra et mere åndeligt og spirituelt standpunkt.

    Vi har også været inde på, at hvis musikken var i hænderne på onde eller ignorante mennesker, så mente man i ældre tider, at dette ville lede civilisationen til en uundgåelig undergang. Men i hænderne af de oplyste var musikken et værktøj af skønhed og kraft, der ville lede hele racen på vejen til en gylden tidsalder med fred, lykke, velstand og broderskab.

    For hovedparten af civilisationerne i antikken var intelligent organiseret lyd betragtet som den højeste af alle kunstarter. Og endvidere, så troede de også at musik – den intelligente frembringelse af lyd gennem musikinstrumenter og menneskestemmen – var den mest vigtige af videnskaberne, den mest kraftfulde vej til religiøs oplysning og basis for en stabil og harmonisk ledelse. Og endelig – mere end noget andet – så understregede antikkens tænkere den store kraftfulde effekt som musikken havde på menneskets karakter. Siden musikken synes at have en sådan magt til at beherske folks moral, så var dette et tema som ingen af de store moralske filosoffer ignorerede og Aristoteles skrev for eksempel:

    ““…følelser af enhver slags er frembragt af melodi og rytme; derfor bliver mennesket vant til at føle de rette følelser gennem musikken; musikken har derfor kraft til at forme karakteren og den forskellige musik baseret på forskellige tonearter, måtte udmærke sig ved deres virkning på karakteren – én arbejdede for eksempel i retning af melankoli, en anden mod blødagtighed; en anden opmuntrede til løsluppenhed, en anden igen til selvkontrol, så én til henrykkelse og således igennem hele registret.””

    Både Plato og Aristoteles diskuterede musikkens moralske indvirkning i flere af deres værker.

    Musik og moral? Er der i realiteten nogen forbindelse her imellem? Helt sikkert er det, at ideen om musikken udøvede indflydelse – og tilmed en meget kraftfuld indflydelse – over menneskets karakter, holdt sig langt op i tiden efter Kristus, gennem Middelalderen og Renaissansen og helt ind i det nittende århundrede. Det koncept at musikken påvirkede karakteren var en af de inspirerende kræfter bag de store klassiske og romantiske komponisters liv. Det fremgår af hvad vi ved om deres karakterer, at hvert eneste af dem – motiveret af et alvorligt ønske om at tjene og spiritualisere menneskeheden – så deres musik som en af de mest kraftfulde metoder til at influere på bevidstheden og påvirke menneskeheden. Krige og politikere kommer og går, men musik består på ubestemt tid og undgår ikke at påvirke sindene og hjerterne på alle dem, der hører den.

    Heraf fremgår det, at det er let at forstå, at emnet om musik og dens mulige psykologiske og samfundsmæssige indflydelse er mere end blot en abstrakt, teoretisk påstand. Hvis musik kan anvendes til at øve kraftfuld indflydelse af enten negativ eller fordelagtig natur over os, så er det bedst at vi ved besked hermed. Hvilken ødelæggelse må en bestemt slags musik så ikke allerede have voldt på vore personligheder, uden at vi har indset det? Hvilke muligheder er der ikke for os til at anvende den rigtige slags musik og så anvende den fra nu af til at opgradere vores egen mentale og spirituelle udvikling.

    Disse spørgsmål er af stor vigtighed for os alle, da alle mennesker i virkeligheden lytter til musik af den ene eller anden slags. Kun meget få kan påstå, at de er fri fra enhver indflydelse, som musik udsætter os for, direkte eller indirekte.

    Måske slet ingen kan, hvis vi skal acceptere de ældre vises synspunkter. For i tillæg til musikkens mere direkte påvirkning af mennesket – den psykologiske effekt af dens hørbare melodier og rytmer – så må vi også tage musikkens anden og mere abstrakte og mere stærkt virkende kraft i betragtning. En mystisk kraft uhørlig og usynlig og en kraft kun forståelig i de termer af den ældre filosofi og dens afgjorte ikke-materialistiske basis.

    Mystiske oplevelser har været genstand for debat mellem filosoffer i århundreder. Indtil i dag er der ingen generel sammenstemmende opfattelse af hvad der i realiteten sker under disse oplevelser. Er de mindre reelle, lige så reelle eller mere reelle end vores sædvanlige oplevelse af hverdagslivet? Enhver må afgøre dette med sig selv. Men det er interessant, at visionære og mystiske oplevelser er kendt for at have båret den oprindelige inspiration af mange af verdens største opfindelser og videnskabelige gennembrud, selv dem hos så store tænkere som Albert Einstein og Nikola Tesla.

    Det kan bemærkes fra andre forklaringer om sådanne oplevelser, at medmindre vi er på højde med Ramakrishna eller Johannes af Korset, så kan disse komme når man mindst venter det – og så er de forsvundne, helt uden mulighed for at gentage eller genkalde dem. Ubestandige og overjordiske, som havde de deres eget sind; for vores egen ufuldstændighed gør det ikke muligt for os at have sådanne oplevelser permanent. Eller som fysikerne ville udtrykke det: det er en vision af en transcendent virkelighed, der er permanent og evig og vi insisterer på at være ubestandige og overjordiske i vores forhold til det ophøjede.

    Sandheden er imidlertid blevet bragt til os, men kun således at vi må blive opmuntret til at finde vores egen vej på den lange og vanskelige sti, der fører til den permanente bolig.

    I tidligere tider var selve lyden – det egentlige grundlag for al musik – opfattet som nøje knyttet til ikke-fysiske og hellige dimensioner eller eksistensplaner. Hvorfor var det således? Fordi den hørbare lyd var anset for at være kun en jordisk refleksion af vibrations aktiviteter, der finder sted over den fysiske verden. Disse vibrationer var mere fundamentale og nærmere hjertet af den mening af tingene end enhver hørbar lyd. Ikke hørbar for det menneskelige øre var denne Kosmiske Vibration ægte og grundlaget for al materie og energi i universet.

    I dens reneste, mindst differentierede form var denne Kosmiske Lyd kendt af Hinduerne som OM. Ligesom ren, hvidt lys differentieres til regnbuens farver, således var den oprindelige vibration anset for at differentiere sig indtil et antal af mere betydelige definerede superfysiske vibrationer. Disse forskellige frekvenser eller Kosmiske Toner var opfattet som værende tilstede i forskellige kombinationer udover hele universet.

    Ikke alene var de tilstede i alle substanser og former – men de var substansen og formen. I overensstemmelse med kombinationen af de Kosmiske toners tilstedeværelse inden for et givet rumareal, således var naturen af substansen inden for det rum bestemt.

    Og således finder vi os selv i færd med at kaste lys på den udbredte tro, at al materie er komponeret af en grundlæggende substans eller energi og denne energi var ifølge de store vise tænkere Vibration. I vore moderne tider er den fysiske videnskab nu ved at komme tilbage til dette oprindelige udgangspunkt. Videnskaben er begyndt at antage, at al materie består af et fundamentalt ‘‘noget’’ og at frekvenserne af dette ‘‘noget’’ afgør den specifikke natur af ethvert objekt og atom.
    Disse universelle vibrations-energier blev af de gamle ÆGYPTERE kaldt Ordet eller Ordene fra deres guder; for Pythagora’s tilhængere i Grækenland var de Sfærernes Musik og de gamle Kinesere kendte dem som de himmelske energier af perfekt harmoni. De Kosmiske Toner, som differentieringen af OM, var den mest magtfulde kraft i universet ifølge de gamle vise, for disse toner var universet – selve kilden til Skabelse.

    Her lå den største signifikans af alle hørbare, jordiske lyde, således som de udtrykker sig ved udførelse af musik eller som udtryk af tale. For hørbar lyd var opfattet som værende en ‘refleksion’- indenfor verdens materie – af de Kosmiske Toner. Selve den hørbare lyd, der tages som en selvfølge i dag, var på de tider tæænkt som i sig selv at indeholde noget af den enorme Skabende, Opretholdende og Destruktive Kraft af selve de Kosmiske Toner.

    Selve fænomener lyd var betragtet med stor ærefrygt. Ham, der vidste hvordan, kunne udløse hellige energier gennem brug af hørbar lyd og dermed udøve en mægtig kraft. Og så var speciel viden ikke nødvendigvis påkrævet, for man antog at noget af de mægtige energier fra den oprindelige Vibration ville blive udløst når som helst og hvor som helst hørbar lyd blev produceret. I overensstemmelse med naturen af den hørbare lyd, så ville dens skjulte effekt åbenbares.

    Derfor kan musikkens rolle i civilisationerne ikke anses for at være mere vital vigtig. I det lange løb er lydens kraft en magt, der kan anvendes for det gode og for det onde og dette gør vi vel i at tage i betragtning og tage meget alvorligt. Som en bestemt og koncentreret form for lydfrembringning er musik af afgørende betydning, idet den trækker energierne ned fra oven for at udvirke forandringer i verden forneden.

    Som det er blevet fremhævet, så var den almindelige tro ud over verden i de forskellige epoker, at hvor guderne regerer, hvad enten de nu er få eller mange, der er den fysiske karakter af musikken baseret på mekanik og forklaret gennem matematik, men dens oprindelse er i himlene. Det bemærkelsesværdige faktum er, at lige meget hvor vi ser ud over den tidligere verden (og også nogen steder nu om dage), så afdækker vi den samme opfattelse: at musikken overfører en fundamental, superfysisk energi fra det hinsidige af denne verdens hverdagsoplevelser ind i den materialistiske verden. I de talte eller intonerede ritualer i mange af verdens religioner finder vi igen et lignende koncept: at præstens stemme i dette rige af tid og rum bliver en overfører for den energigivende Skabelsesstemme for at manifestere dens kraft her.

    Musikkens rolle og dens religiøse intonations og liturgis rolle er at trække en form for kosmisk energi ned til jorden, der så kan holde civilisationen i harmoni med himlen. Uden en sådan aktivitet mente man, at alle kunne miste deres tilhørsforhold til universets harmoni med katastrofale konsekvenser til følge. Hellig lyd er også i stand til at afværge naturkatastrofer sådan som jordskælv; medens på den anden side ond eller tankeløs brug af lyd kan føre til netop sådanne katastrofer.

    I den gode og fordelagtige brug af musik, kan den være medvirkende til at opretholde en meditativ forbindelse mellem himmel og jord – idet den er en kommunikationskanal fra mennesket til Gud og fra Gud til mennesket og nøglen til frigivelse af ophøjede energier ind i jordplanet.

    Den nyere tids musik

    Opfattelsen af musikken i den nyere tid

    Gennem århundrederne blev detaljerne i musikkens ældre mysticisme tabt og glemt. Troen på at musikken spillede en rolle ved afgørelsen af menneskets moralske natur blev af en mere jordbunden karakter. Men ikke desto mindre blev grundopfattelsen ‘som i musikken, så i livet’ bevaret i den ene eller anden form indtil omkring for hundrede år siden. Kun igennem det tyvende århundrede blev den tro på, at musikken har kraft til at ændre ikke alene den individuelle, men også samfundet både forladt og tabt.
    Dette betyder at vores civilisation i virkeligheden står ret alene med den mangel på forståelse af vigtigheden af musikkens betydning, som det tyvendes århundredes menneske udviser. Hvad enten dette er et resultat af det moderne menneskes større visdom og fremskridt eller hvad enten det er et resultat af det over-materialistiske verdenssyn og en særlig form for ignorance, er et åbent spørgsmål, eller er det?

    Dog har ikke alle mennesker i den moderne tid ignoreret det mulige og vigtige forhold mellem musik og civilisation. For eksempel har den eminente komponist fra det tyvende århundrede af den impressionistiske skole, Cyril Scott behandlet dette spørgsmål i en af sine bøger, der er baseret på den tese, at musik skærper bevidstheden og ændrer samfundet. Han skriver blandt andet, at:

    ‘‘…hvor end den største variation i musikalske stilarter er opnået, der har tilslutningen til tradition og vaner forholdsvismæssigt været mindre udpræget; og hvor musikalske stilarter er begrænsede, som for eksempel i Kina, der har tilslutning til – nej, selv dyrkelse af – tradition været opnået i en mere udpræget grad. Vi er helt klar over, at ved at fastslå dette, så vil vi give vægt til den fremherskende, vage opfattelse af at musikstil kun er et udslag af og udtryk for civilisationens og nationens følelser – og dermed sige, at civilisationen kommer først og dens karakteristiske type musik derefter.

    Men en gennemgang af historien beviser, at sandheden er nøjagtig den modsatte: en forandring af musikstilen har uvilkårligt været fulgt af en forandring i politik og moral. Og hvad mere er… nedgangen i musikkens kvalitet i Ægypten og Grækenland blev efterfulgt af en total nedgang af disse to landes civilisationer.’’
    Her igen kan vi ikke undlade at lægge mærke til den mulige vitale betydning af dette vigtige forhold. Når Cyril Scott skriver: ‘‘en forandring i musikstilen har uvilkårligt været efterfulgt af en forandring i politik og moral,’’ så kommer vi straks til at tænke på de store bølger af moralske og politiske forandringer, der er fejet ind over den vestlige verden siden de tidlige tressere.

    Det syntes i realiteten indiskutabelt, at disse bølger af forandring begyndte med at en ny subkultur og en ny livsstil blandt de unge fremtrådte på scenen, som helt afgjort var inspireret af og baseret på de former for populærmusik, der fremkom netop på den tid. Og i dette moderne tilfælde af forholdet mellem musik og civilisation, er det vanskeligt at være uenig med Cyril Scott i, at musikken kom først og de kulturelle forandringer indfandt sig senere og ikke omvendt.

    Kan vi da være enige om at musikken udøver en kraft, der påvirker verden hele vejen rundt; en kraft med både fysiske, hørbare og mystiske aspekter? Helt sikkert er musikken meget fysisk og slet ikke abstrakt eller uvirkelig. Luftvibrationerne fra dens lyd er ikke alene reel og målbar, men i stand til at splintre glas. Musik og andre lydformer kan forårsage alle slags vibrationsmæssige resonanser inden for objektets afstand. Nuværende forskning af lyd med en lavere frekvens, der ikke er hørbar for det menneskelige øre, antyder at visse forekomster af kvalme og hovedpiner kan forårsages af sådanne lyde, der kommer fra maskiner beliggende i en vis afstand.(Det man kalder for infralyd).

    Lignende påvirkninger af mennesker og dyr syntes at være forårsaget af de underlydsvibrationer, der går forud for jordskælv og som fremkommer mange timer før selve jordskælvet. Rytme kan også være en al for reel kraft. Det har man erfaret når soldater marcherer i takt over en bro, idet lyden af taktfastheden har forårsaget broens sammenstyrtning.

    Men udstråler musikken andre overfysiske kræfter? Dette er et af hovedspørgsmålene, som vi er tvunget til at besvare og det skønt den almindelige, moderne opfattelse ville give et ufortøvet ‘‘nej’’ på dette spørgsmål, så vil det ikke være klogt endeligt at besvare dette spørgsmål uden en nærmere undersøgelse af selve dette moderne synspunkt. I denne henseende er det muligt at pege på et enormt og potentielt farefuldt paradoks.

    Til trods for den generelle mangel på bekymring over musikkens virkelige natur og påvirkning, så har den sidste halvdel af forrige århundrede bevidnet en mægtig eksplosion og udbredelse af tilgængeligheden og variationen af tonekunsten. Der er umådelig mange flere musikalske stilarter at vælge imellem for lytterne end der har været på noget andet tidspunkt i historien. Optagelser og live-udførelser er tilgængelige af så forskellige typer af musik lige fra Mozart til musik fra Bali, fra elektroniske musikeksperimenter til Frank Sinatra, fra Indisk raga til punk rock.

    Musikalsk er det tyvende århundrede derfor bemærkelsesværdig for dets forbløffende varieteter af tilgængelige lyde. Men ydermere er det tilsvarende enestående, at udviklingen har medført en lethed hvormed lyd og musik kan erhverves. Lad os ikke glemme, at for et århundrede siden var det kun muligt at opleve en Beethoven-symfoni, hvis dusinvis af musikere var samlet for at øve eller udføre koncerten.

    Dette er en begrænsning, som vi vanskeligt kan forstå i dag, hvor næsten enhver koncert kan høres på radio eller CD også selvom vi skulle befinde os på en polarekspedition. Vælge mellem adskillige indspilninger og vi kan tilmed gentage den automatisk, så mange gange vi ønsker.
    ___________________________________

    Vi har i dette Essay ikke været så meget inde på selve rockmusikken, selvom den naturligvis netop hører til den del af musikken, der er beskrevet som uharmonisk og derfor farlig for mennesket og dets samfund.

    Heller ikke jazz i dens forskellige afskygninger er blevet behandlet her, da både den og rockmusikken i virkeligheden kræver flere bind at beskrive, hvis alle de sørgelige detaljer skal dækkes. Rockmusikken er som bekendt udsprunget fra jazzen og begge retninger anvender de voodoo-lignende rytmer, der er både uharmoniske og spændingsskabende og som har skabt så mange problemer i vort samfund.

    Rockmusik er rigtigt forstået musikalsk krigsførelse ført mod et intetanende samfund af guitarbærende revolvermænd, der hyppigt er klar over hvad de er i gang med.

    Mere end nogen anden form for misbrug af lyd, er det rockmusikken som vi bør beskæftige os med i dag. Der er ingen tvivl om, at rockmusik er nøje forbundet med den tilstand af bevidsthed, som vi finder hos største delen af ungdommen i dag – de unge, der skal blive til de modne voksne i fremtidens verden. Rockmusikken har uden for enhver tvivl påvirket filosofien og livsstilen for millioner. Det er et globalt fænomen; en dundrende, dundrende, destruktiv rytme, som kan høres fra Amerika, Europa til Afrika og Asien.

    Dens effekt på sjælen er at hindre at den sande indre stilhed og fred bliver mulig, den indre stilhed og fred der er nødvendig for at kontemplere over og overveje de evige sandheder. Denne musiks ‘‘fans’’ er forfaldne – omend de ikke ved det – til den godfølende, egocentrerede forhøjelse og parahypnotiske effekt, der stammer fra musikkens insisterende rytmer.

    Det er i øvrigt forbavsende så mange lysbærere, der har ladet sig overliste af denne musiks udtryk og intentioner, da det ligger helt klart, at disse rock musikere stjæler lyset fra deres tilhørere, ja – de er afhængige af dette, da de ikke selv indeholder noget lys. Som det er sagt, har vi nogensinde set en rockmusiker med rejst kundalini?

    Som det også tidligere er sagt, så er denne destruktive musik implementeret af de faldne engle for at skade ungdommen og at de som nogle andre rottefængere stjæler og forfører samfundets ungdom, således som det er foregået de sidste halvtreds år.

    Det vil derfor være ønskeligt at nogle havde modet til at være ‘‘anderledes’’ og skille sig ud fra den almindelige gruppe, der for længe siden har solgt deres liv og personligheder til denne uharmoniske lyd og denne anti-Vandmand kultur, som er overalt omkring os.

    I trediverne så vi ungdommen heile for den onde Hitler, i dag ser vi dem heile med begge arme for den onde rockmusik og dens udøvere. I dag har vi 30.000 narkomaner og 300.000 alkoholikere, så vi kan ikke sige, at samfundet har undgået den destruktive musiks indflydelse.

    Det er på tide at vores civilisation vågner op og ser denne destruktive musik for hvad den er og går imod den, hvis vi ikke alene skal overleve, men også skabe en lys fremtid for vores hårdt pressede civilisation.

    Bedste hilsner
    Hans Perstrup
    Forfatter og Oversætter

  22. Af Frank L

    -


    – Magtsyge! Det er vist ikke mig, der lider af det! Konfronter din stemmeseddel fra sept. 2011, så vil du vide, hvem magtsygen blev givet til!

    Skrevet af Axel Eriksen, 12. juli 2012 kl. 10:59

    Hvis ikke du led af magtsyge, ville du da ikke have så ondt i numsen over RF.

    Så ville du da bare lade dem i fred og lade dem fortsætte deres interesser.

    Lidt som jeg gør med det Kongelige Teater, selvom jeg da godt ved det koster mig penge, som jeg ingen direkte modydelse får for.

  23. Af Frank L

    -

    @ Hans Perstrup, 12. juli 2012 kl. 15:47

    Hvis ikke man fornemmede at du mente det alvorligt, ville man sige at det var en pragtfuld parodi på en tvær gammel mand.

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info