Frihed, lighed og moderskab

Retten til barselsorlov er vel en velsignelse for den moderne kvinde. Men, må man indse, en velsignelse der for mange også indebærer lidt af en forbandelse. Fordi længere tids fravær fra arbejdsmarkedet kan koste lige midt i de år, hvor alle – også mændene – støber fundamenter til en karriere. Især hvis mændene bare arbejder videre.

Man kan indvende, at det er frivilligt at få børn, og så må man bære konsekvenserne. Hvilket er rigtigt. Det er blot også rigtigt for mændene. Måske derfor stopper debatten om fordelingen af barselsorlov ikke bare sådan lige. Heldigvis. For dette lille hjørne af velfærdssamfundets tilbud til børnefamilierne har altså en indbygget skævhed. Den kendsgerning kan man ikke bare sådan lige bortviske.

Lykkeligt er det dog, at de sædvanlige fronter i en debat som denne så sagte synes at være i opløsning. Det er ikke mere end et par måneder siden, at medblogger her på sitet, Anne Sophia Hermansen, der dog er forhenværende folketingskandidat for partiet mod enhver indblanding i borgernes frie valg, Liberal Alliance, udfordrede forudsigeligheden ved at tale for øremærket barsel til mænd, selv om det, som hun udtrykte det, “ikke er god liberal latin”.

Og i dag er det så Frederik Nelsson, fuldmægtig i Digitaliseringsstyrelsen og far to til børn, som i en kommentar her i avisen opløser endnu nogle fronter ved at slå til lyd for, at man burde tildele præcis lige meget barsel til henholdsvis far og mor. Det vil sige: Mild tvang, mild øremærkning, men lige meget til hver. Som så bortfalder, hvis den ikke udnyttes.

Da jeg læste dette indlæg tænkte jeg, at det har et eller andet for sig. Især fordi det bygger på et grundlæggende opgør med den skævhed, som velsignelsen – den lange barsel til moderen – har indbygget i sig. Man kan øremærke flere uger til mænd, men så længe hovedbarselsperioden tilfalder kvinden, ender far med at være et halehæng. Og problemet med fraværet fra arbejdsmarkedet fortsætter. Det har Frederik Nelsson ret i. Jeg har blot et endnu mere konsekvent forslag end han. Det vender jeg tilbage til lige om lidt.

–

Men først ud i det virkelige liv, for det er jo her, børnene fødes, ammes, passes – og det er her mor går på barsel, mens far går på job. Noget synes dog allerede med de gældende regler under forvandling. Det er i hvert fald mit klare indtryk, at flere og flere mænd tager mere og mere barsel. Måske medierne er en frontløberbranche her, men det er ikke længere noget særsyn, at en mand er væk i flere måneder for at passe den lille. Man bryder ikke mere i samme omfang som tidligere tabuer eller udfordrer normer ved at gøre det. En udvikling, der over nogle år da og stille og roligt også har kunnet dokumenteres i tal. Det er anderledes nu. Også anderledes, end da jeg selv fik børn for bare 15, 12 og 7 år siden.

Jeg tog forældreorlov for at passe min ældste datter. Med de to yngre var det anderledes. Naturligvis var jeg væk i de to uger i starten, men det var min kone, der forlængede sin barsel og fik det til at hænge sammen med institutionsstart. Lad mig nøjes med at sige, at det nok ikke er de beslutninger i mit liv, jeg vil se tilbage på med den største stolthed; at mine veludviklede fornemmelser for de arbejdsmæssige forpligtigelser gjorde, at jeg ikke tog flere uger de sidste to gange, at usædvanligheden ved som mand at være længe væk fra jobbet i anledning af et lille barn nok også spillede en rolle.

Men beslutningerne er forlængst taget og ikke kan gøres om, uagtet at jeg i dag – på sikker afstand og som en gratis omgang og uden videre konsekvenser, javel – må sige, at de var en fejl. For det er jo ikke muligheder, der kommer igen. Den tid er gået, og jeg må sige med den gamle Rugsted & Kreutzfeldt-sang: “Jeg ved det godt, men det’  for sent nu…”…

Til gengæld må man så bruge egne smertelige erfaringer til at skærpe sin stillingtagen i den vigtige samfundsdebat, som fordelingen af barselsorloven jo også er. Og her anerkende, at kvinderne, som i årtier først kæmpede for så lang barselsfrihed som muligt, nu står i en situation, hvor en stor sejr har vist sig at indebære en uomgængelig skyggeside. Det er svært at argumentere imod. Af den simple grund, at det er rigtigt. Barselsfravær er både en varm lykke og en karrierekøler. Hvadenten man bryder sig om at indrømme det eller ej.

–

Hvilket så bringer os tilbage til spørgsmålet om, hvad der skal gøres ved dét. Interesseorganisationer, kvindelige og mandlige debattører, den nuværende regering og ikke så få andre har som nævnt set en øremærket barsel til mænd som et columbus-æg. Det er tvangsvejen (omend det selvfølgelig er et indbygget paradoks, at øremærkning til kvinder anses for at være en rettighed, mens det for mænd åbenbart forbindes med tvang, et slags overgreb i forhold til den personlige frihed…)

Andre, som Frederik Nelsson i dagens Berlingske, slår til lyd for den milde tvangsforanstaltning, der ophæver kvindens fortrinsret til mest barsel og gør fordelingen endegyldigt 50-50.

Af de to muligheder synes jeg det sidste forslag virker mest tiltalende. Forfriskende. Mindre statsligt indgribende i familiernes dispositioner. Mindre Big Mother-agtigt – i dobbelt forstand, eftersom Frederik Nelssons udgangspunkt jo er, at hvis mændene skal tage mere barsel, forudsætter det ikke alene en adfærdsændring hos mænd. Men også en villighed til at opgive en del af barselsmonopolet hos kvinderne.

Hvilket er afsættet til mit eget lidt mere vidtgående synspunkt, som jeg kunne drømme om at se effektueret, inden man man måtte gå videre ud af øremærkningens let patroniserende vej. For Frederik Nelssons pointe er jo så rigtig. Skal man mindske de skævheder på arbejdsmarkedet, som barselsperioderne afstedkommer, er det ikke nok at manden forpligter sig mere. Kvinderne må også humme sig lidt. Og så længe det via en skæv øremærkning fortsat er knæsat, at barsel først og fremmest er moderens gebet – så længe vil fars barsel for mange være en påklistring. Noget ekstra. En bonus. Noget man nok overvejer. Ikke blot noget, man gør.

Derfor spørger jeg: Hvorfor ikke ophæve enhver øremærkning? Både for mænd og for kvinder. Hvorfor ikke i princippet gøre barsel til noget, begge parter kan tage, uden at nogen skal blande sig i, hvem der så gør det? Lige nu står det 14-2 til moderen i øremærkning. Det er da et samfundsmæssigt statement, der vil noget.

–

Jamen, hører jeg allerede nu de første sige, jamen! Det er jo trods alt moderen, der føder barnet! Og hvad med amningen! Og det tætte bånd mellem mor og barn i den første tid! Det kan ingen far jo erstatte… og nej, det kan han ikke. Hvorfor resultatet af en fjernelse af al øremærkning formentlig vil være, at stort set alle mødre stadig vil tage orlov i de første uger efter fødslen, mens faderen træder til senere.

Men som signalpolitik kunne en skrotning af al øremærkning være en afgørende frisætning. Af fædrene, der ville blive formelt ligestillet. Af mødrene, der nu ikke længere ville være i dén situation, at en opnået sejr i ligestillingskampen for mange antager karakter af et samtidigt nederlag.

Og det ville forresten også være en frisætning af forholdet mellem stat og borgere, mellem myndigheder og de familier, der jo for himlens skyld helst selv skal kunne finde ud af at leve deres liv. Uden for mange rammer, kvotelovgivning, formynderi og begrænsninger. Og helst med lige muligheder for alle. For det er vel det, der må være målet; ikke at skabe et samfund, hvor tvang og lighed bliver hinandens uundgåelige følgesvende i diverse spørgmål, herunder det, der handler om barsel.

Men hvor man i stedet kan tilvejebringe de bedste chancer for at opnå det hele.

Friheden, ligheden og moderskabet. Samt friheden, ligheden og faderskabet.

FØLG MIG PÅ FACEBOOK

FØLG MIG PÅ TWITTER