Drømmen om den totale udjævning

Hvad er det, der er så grænseløst provokerende ved de politiske korrekte? Senest er det Dansk Kvindesamfund og en forsker ved Institut for Idræt på Københavns Universitet, Gertrud Pfister, der har fundet ud af, at det er politisk ukorrekt, at der sendes så meget sport i TV, hvor sportsudøverne er mænd.

“Du er nødt til at være pÃ¥ tv for at fÃ¥ sponsorer. Ingen mediedækning, ingen penge. Og uden penge bliver du ikke bedre. Der er for eksempel rigtig mange smÃ¥ piger, der spiller fodbold i Danmark, men de danske hold kommer ingen vegne internationalt. Og sÃ¥ stopper pigerne med at spille bold”, lyder det fra forskeren.

Med andre ord: I en politisk korrekt verden er der lige så meget kvindefodbold som mandefodbold i TV. Så begynder flere små piger at spille fodbold. Og det er målet i sig selv i den politisk korrekte utopi. At der er lige mange, der gør og er lige meget hele tiden.

–

Hvilket er første afsæt til at få indkredset, hvad der er så provokerende ved de politisk korrekte. Korrektheden går ofte hånd i hånd med en påstået rummelighed, tolerance og humanisme. Men i virkeligheden bliver resultatet det modsatte. Korrektheden bliver totalitært kvælende.

For hvem siger, at mange flere piger har lyst til at spille fodbold? Måske har de i virkeligheden lyst til at bruge deres barndom på noget andet end at brække skinnebenet henne på kunstgræsplænen? Det anfægter ikke de politisk korrekte, for hvem målet er at udviske alle farver, forskelle, særegenheder og ubalancer i tolerancens hellige navn.

Kvinder skal spille fodbold, skal de! Derfor skal der vises kvindefodbold i TV, skal der! SÃ¥ kan de fÃ¥ lige sÃ¥ mange sponsorer, og dét skal de ha’! Der er derfor ingen vej uden om for de smÃ¥ piger; de skal tvinges i fodboldstøvlerne, og hjemme i stuerne skal seerne tvinges til at se pÃ¥ dem.

Dertil er det kommet med den tolerance, der finder sit udtryk i den politiske korrektheds ligemageri.

–

Men ikke nok med, at de skal spille fodbold. Pigerne skal denondelyneme også se at komme igang med at spille guitar. De skal! Det siger de politisk korrekte.
Det er således ikke mange uger siden, at Statens Kunstråd annoncerede en musiklejrskole for piger. Udgangspunktet er rapporten Kønsbalancen i rytmisk musik fra i fjor, der problematiserer, at der er procentvis langt flere drenge og mænd, som spiller rockmusik - og hvis kvinderne spiller, så synger de snarere.

Som det næsten med tilbageholdt skrækindjaget åndedræt konkluderes i rapporten:

“Kortlægningen bekræfter formodningen om, at der er flere mænd end kvinder i rytmisk musik. …  Kortlægningen bekræfter formodningen om, at de fleste kvinder er sangere. Der er dog flere kvindelige instrumentalister, end der er mandlige sangere (næsten ikke eksisterende).”

Hvilket vel må betyde enten at det er et problem at mændene og drengene spiller. Eller at det er et problem, at kvinderne og pigerne ikke spiller. Og at drengene og mændene ikke synger. Hvad der til gengæld ikke spiller nogen rolle er spørgsmålet om, hvorvidt mændene og drengene har lyst til at spille rock, mens kvinderne og pigerne måske ikke har det.

Den slags smålige hensyn til, hvad folk og fæ eventuelt selv måtte ønske, kan de politisk korrekte ikke tage. De skal, skal de. For alle skal gøre og være det samme lige meget hele tiden, ellers kommer der en ubalance. Og så går de politisk korrekte i kollektivt alarmberedskab.

–

For et par Ã¥r siden var ph.d. i musikvidenskab, Henrik Marstal, ude med en kritik af Roskilde Festival, som yderligere lægger dybder til den totalitære afgrund, som den politiske korrekthed i virkeligheden udgør. Ikke alene fandt han det – i overensstemmelse med rapporten om kønsbalance i den rytmiske musik – alvorligt at for fÃ¥ kvinder spillede pÃ¥ festivalen (der findes faktisk en svensk festival, der har indført kønskvoter blandt de optrædende).

Men Marstal kritiserede ogsÃ¥ Roskilde for at være en lukket, hvid fest med for fÃ¥ indvandrere blandt gæsterne. Metoden til at ændre pÃ¥ denne katastrofale ubalance skulle være “en proaktiv mangfoldighedspolitik baseret pÃ¥ pulikumsrekruttering”, som blandt andet kunne handle om at servere fremmedartet mad, booke færre hvide mænd til scenerne og bekæmpe nøgenhed og druk blandt publikum. “Jeg synes heller ikke, det er for meget forlangt at tage en lille smule hensyn til, at nogle ville blive stødt”, som Marstal formulerede det.

Denne kritik illustrerer den utopi om den totale udjævning, som også er den politisk korrekte tolerances dybest set intolerante budskab:

Der må ikke være nogen, som mere end andre har lyst til at tage på rockfestival, og der må ikke være nogen, der ikke har lyst til at tage på rockfestival. For at sikre, at alle grupperinger, minoriteter, køn, religioner, holdninger, værdier og kulturer hele tiden er repræsenteret på samme sted på samme tid i lige stort omfang, opererer den politiske korrekthed med en dobbelt kulturimperialisme som undertrykkende redskab.

Et redskab, man med det konkrete eksempel in mente kunne formulere sÃ¥ledes: For at række ud mod andre i tolerancens navn, skal vi blive som vi forestiller os dem – indvandrerne. AltsÃ¥: Ingen druk og nøgenhed. For sÃ¥ kan vi nÃ¥ vort ultimative mÃ¥l: At de – indvandrerne – bliver som os. AltsÃ¥ deltager i en rockfestival.

At der tilbage efter den øvelse hverken vil være nogen indvandrerkultur eller nogen rockfestival tilbage, bekymrer næppe den politisk korrekte, hvis hede drøm om den bare marks komplette udjævning til gengæld er gået i opfyldelse.

–

Uvæsenet breder sig. I vinter stod det klart, at flere og flere daginstitutioner og skoler fjerner juletraditioner for ikke at genere muslimske elever. Atter har tolerancen en iboende intolerance i sig. For kan vi ikke tåle julen, kan vi vel slet ikke tåle bedetæpper og må forlange enhver religiøs markering ud af det offentlige rum, herunder skolerne, uanset hvem man er?

Med andre ord: Uanset hvilken tro du måtte have, så skjul den, undertryk den, gør dig selv farveløs og gå i med tapetet. I modsat fald risikerer du at støde nogen. Og for at undgå dette, betaler de politisk korrekte gerne den pris, at man må tyrannisere alle i skabelsen af det store, leverpostejfarvede utopisamfund, hvor kvinder og mænd, jyder og københavnere, sorte og hvide, muslimer og kristne, kloge og mindre kloge har bygget bro over alle forskelle, afslebet alle kanter, skabt balance på alle fronter og er blevet til én organisme. Helst én, allerhelst, der ligner de politisk korrekte selv.

–

Forleden spillede den gamle og efterhånden mere end halvgrå rockulv Lou Reed i Falconér Salen i København. En god ven kom begejstret hjem fra koncerten og rapporterede glad fra den, dog med et enkelt irriterende hår i suppen.

Da Lou Reed i løbet af aftenen nÃ¥ede til den mÃ¥ske største klassiker af dem alle fra sit bagkatalog, Walk On The Wild Side, var en ændring indtruffet. I omkvædet var det ikke længere the coloured girls som synger “doo doo-doo doo-doo, doo-doo-doo, doo doo-doo doo-doo”. Det var blot – the girls. “Nu har den deprimerende politiske korrekthed ogsÃ¥ grebet Lou Reed”, skrev min gode ven nedtrykt pÃ¥ facebook.

Det kunne selvfølgelig tænkes, at Lou Reed blot i et distræt øjeblik havde glemt farven pÃ¥ de doo-doo‘ende sangerinder, men efterforsker man sagen lidt, viser det sig ikke at være tilfældet. Jeg kan ikke finde eksempler pÃ¥, at Reed selv har udtalt sig om spørgsmÃ¥let, men det har andre. Pink Floyd-frontmanden Roger Waters, der politisk tilhører den absolutte venstrefløj, Ã¥bnede lidt for Ã¥rsagen for nogen tid siden i et interview med det britiske musiktidsskrift Mojo. Waters havde ogsÃ¥ bemærket den lille undladelse i teksten til Walk On The Wild Side og kunne til gengæld levere en forklaring:

“I ran into him in the Caribbean a few days ago and I asked him about it. I said, “Don’t you think your fans know you well enough to know that you’re not racist?” Well, you know what Lou’s like, he was very phlegmatic. He said, “Well, these people, they wanted me to change it,”and he felt he should do it.”

Med andre ord: Selv den gamle og i forne tider heroinjunkende, solbrillebeklædte, kyniske rockpoet Lou Reed har bøjet sig for de politisk korrekte. Så står verden næsten ikke længere.

–

Det vigtige her er, at ændringen ikke er lige meget. Det er ikke ligegyldigt, om det er the coloured girls eller ej i denne sang. Den er en reportage, en miljøskildring, en collage fra New Yorks undergrundsliv blandt hustlere, ludere, transkønnede, narkotikamisbrugere. Det er ikke uden betydning for den fortælling, at vi får oplysningen om, at korpigerne er farvede. Tværtimod. Det efterlader et indholdsløst krater i sædeskildringen, når de blot bliver til piger.

Til gengæld er de politisk korrektes mission lykkedes. Endnu en farve er gjort farveløs, endnu en kant slebet af, endnu et stykke virkelighed omformet i den utopiske drøms tyranniske billede.

–

Hvilket må være svaret på det politiske korrekte pres, der lægger sig som en dyne over større og større områder for hvert år der går:

At menneskers frihed er for dyrebar til, at den må presses ind i en utopisk skabelon om udjævnet adfærd i ethvert af livets forhold.

At frihed også må være en insisteren på at være fri for noget, uanset om man er indvandrer, der ikke gider tage på Roskilde Festival og drikke øl, løbe nøgenløb og se på blege rockmusikere eller en pige, der ikke gider spille fodbold eller guitar.

Lige så vel som friheden også må være friheden til at få lov til noget, selv om andre får lov at være fri, uanset om man er festivalgæst, fodbolddreng, guitarist.

Eller bare er et barn, som glæder sig til jul.

FØLG MIG PÅ FACEBOOK

FØLG MIG PÅ TWITTER