Vuggestuepest

Der findes et begreb, som på grusomste vis anskueliggør, hvad der sker, når vi som stolte danske forældre bortgiver vores måske blot seks måneder gamle babyer til fremmede voksne og dermed anbringer dem i en institutionstilværelse, hvis følger vi egentlig hverken kender eller muligvis har lyst til at kende. Begrebet kaldes ”vuggestuepest”. Det er et udtryk, som skildrer den situation, at de små naturligvis bliver angrebet af alverdens virus og bakterier, så snart de bliver rullet ud af deres trygge hjem og placeret sammen med måske 20 eller 30 andre jævnaldrende små med snotnæser, kighoste og øjenbetændelser.

Men måske skulle man udvide begrebets betydning en anelse. For er det ikke også en slags vuggestuepest, Berlingske i sin serie om Børnenes by har åbnet for diskussionen af med afsæt i forskeren Ole Henrik Hansens observationer af forholdene i de danske vuggestuer, hvor manglende voksenkontakt og regulær ligegyldighed fra nogle pædagogers side introducerer en form for fjern følelseskulde omkring endog meget små børn, som vel ret beset nærmer sig omsorgssvigt? Det skete med en af de mest rystende indledninger på en avisartikel, jeg har læst i lange, lange tider. Den fortjener at blive direkte citeret her, inden vi går videre. Den handler om Frode:

»Her er Frode.«

Ph.d stipendiat Ole Henrik Hansen fra Aarhus Universitet viser et videoklip med en dreng på 14 måneder. Videoen er optaget i en daginstitution i København: Frode, en dreng med lyst, grydeklippet hår finder en stor bus blandt legetøjet. Store Alvin tumler rundt omkring ham, og Frode er nødt til at være på vagt, han søger straks ly nær en voksen. Han vil være sikker på, Alvin ikke tager hans bus. Da et barn på stuen begynder at græde, reagerer Frode øjeblikkeligt. Han stiller sig hen foran pædagogen, kigger op på hende og rækker lastbilen op foran den voksne.

»Han forsøger at sige: Se mig, jeg ved, du skal af sted, men vær sød at passe på mig og min bus,« forklarer Ole Henrik Hansen. Uden at se på Frode puffer pædagogen drengen til side og går ud af videokameraets billedfelt for at trøste det grædende barn, mens Alvin ser sit snit til at flå bussen ud af Frodes favn. Det mærkelige er, at Frode ikke græder. Han bruger et sekund på at konstatere tabet, slukøret lusker han væk. Men han græder ikke.

»14 måneder gammel har han lært at lukke ned for sine følelser og bliver mødt med ligegyldighed og afvisning i sin vuggestue, hvilket faktisk er en form for mishandling. Det, Frode lærer, er: ’Jeg er sådan en, man tager legetøj fra, fordi jeg ikke er stærk nok til at passe på det, jeg er én, der ikke bliver set.’ Dét er Frodes barndom.«

–

Intet under, at denne artikel skabte et vist postyr rundt omkring i det danske land, og det blev ikke mindre, da Berlingske-journalisten Birgitte Rahbek samtidig fortalte om de åbenlyse tilfælde af svigt og ligegyldighed, som førte til, at hun tog sin datter ud af vuggestuen. I den beretning stod særligt dette afsnit tilbage og dirrede efter endt læsning:

“Da jeg en dag hentede min datter, hang der en pose i hendes garderobe med det tøj, som hun havde fået på om morgenen. Da jeg åbnede den derhjemme, kunne jeg konstatere, at det var fuld af opkast. Jeg kiggede på hende – hun virkede frisk. Den næste dag spurgte jeg, om hun havde været syg, eller om et andet barn havde kastet op ud over hende. Det var der ingen, der vidste, men de ville undersøge sagen. Efter et par dage, fik jeg den meddelelse, at ingen kunne huske, hvad det var sket.”

–

Når historierne om vuggestuerne fik sådan en gennemslagskraft skyldes det, tror jeg, at de berører et tabu, vi som forældre i det danske samfund anno 2012 vanskeligt tør konfrontere. For hvis vi gør det, åbner det for grundlæggende diskussioner om, hvordan vi dog har indrettet os. Diskussioner som det af indlysende grunde er vanskeligt at håndtere. Ikke desto mindre er katten nu sluppet ud af sækken, og vi er blevet tvunget til at stirre bæstet lige lukt i øjnene:

Siden starten af 1970erne har vi institutionaliseret børnelivet i et omfang, der reelt udgør et eksperiment, et menneskeligt forsøgslaboratorium, hvis følger vi på ingen måde kender. Vi har især gjort det, fordi det siden dengang har været en indiskutabel værdi, at både far og mor skal være på arbejdsmarkedet. Det kom med kvindernes frigørelse, og siden har den situation reelt ikke været til debat. Af flere grunde. Åbner man den, ender man let med at blive beskyldt for at have den skjulte dagsorden at kræve kvinderne tilbage til kødgryderne. Det er én ting. Noget andet er det faktum, at der også er behov for både mor og far på arbejdsmarkedet. Vi tudes ørerne fulde af, at vi skal arbejde mere – ikke mindre. Og far, mor og børn har brug for de to indtægter til at finansiere huset, bilen, livsstilen og det almindeligt høje velstandsniveau i dagens Danmark.

–

Derfor lukker vi som forældre øjnene og tillader med relativ, men noget påtaget sindsro vores små, måske kun 6 måneder gamle babyer at blive flået ud af de fædre- eller mødrearme, hvori de egentlig hører hjemme. Vi placerer dem hos fremmede i en institution – som det skete for Frode og for Birgitte Rahbeks datter. I de fleste tilfælde synes det at gå godt. Jeg har selv prøvet det tre gange, og tak til de gode pædagoger, som hver gang sørgede for, at jeg selv og min kone kunne gå på arbejde uden at have ondt i maven over at skulle overgive de små til nogle andre under forhold, der uanset institutionernes kvaliteter må opleves som kaotiske for de småbørn, som er vant til roen og regelmæssigheden derhjemmefra.

I vuggestuen indleder børnene en institutionstilværelse, de først reelt slipper ud af igen, når de er ved at være voksne. De kommer i børnehave, og når de skal i skole, går de først i SFO eller fritidshjem og senere i fritidsklub om eftermiddagen, indtil forældrene kommer hjem, og det er efterhånden slet ikke noget, vi tænker over. Sådan er det bare. Men skal det være sådan – i særdeleshed for de helt små? Det er en debat, som ikke sådan bare bør lukkes igen, så længe Frode og de andre rødder forbliver på nethinden.

–

For hvad betyder det for et barn at blive institutionsplaceret allerede som baby? Er det medvirkende til skabelsen af mig-generationen, hvor ens egne umiddelbare behov og trangen til evig bekræftelse og selvspejling synes at have antaget enorme dimensioner? Tænk blot på den kilometerlange kø, hver gang Danmarks Radio inviterer til X Factor-audition eller på den grænseløse, ekstroverte selvudstilling, mange praktiserer på f.eks. Facebook uden at spekulere nærmere over det. Er et institutionsliv, hvor man fra tidligste barnsben hele tiden må kæmpe ekstra for opmærksomheden, en af årsagerne til dette? Er der andre synlige eller usynlige følger, som vi mangler at begribe fuldt ud?

Men måske forsvinder diskussionen alligevel snart igen fra dagsordenen i Danmark. For det er og bliver et tabu, der nu er sat til debat. Hvis vi konfronterer det, risikerer vi at forrykke afgørende på den gennem 40 år tilkæmpede balance mellem kønnene. Vi risikerer at undergrave vores egen husholdningsøkonomi og velstand. Vi kan endog komme til at placere en bombe under samfundsøkonomien og det velfærdssamfund, som jo lever af de kolossale skatteindtægter fra forældre, der såmænd nok også føler de er nødt til at arbejde begge to, blandt andet fordi de betaler så meget i skat. Vi kan ende med at skulle ud i et opgør med hele den identitetsskabelse, der ligger i det professionelle arbejdsliv for mange danskere i det 21. århundrede.

Det er så svært, at vi nok lader det ligge. Derfor vil der fortsat være børn som Frode, som i en alder af få måneder må sande, at ’Jeg er sådan en, man tager legetøj fra, fordi jeg ikke er stærk nok til at passe på det, jeg er én, der ikke bliver set.’ Der vil fortsat være børn, som får tøj med opkast med hjem, uden at nogen kan redegøre for, hvad der egentlig er sket. Der vil være mange andre babyer, som møder gode og opmærksomme pædagoger, men som alligevel rettelig burde være hjemme hos far eller mor, fordi de er så små. Og verden vil gå videre, og institutionaliseringen vil vare ved, og følgerne vil vi sande engang, uanset om de er enorme eller håndterlige. Eksperimentet vil fortsætte, for et menneskeligt eksperiment er det, en slags vuggestuepest er og bliver det.

Vi ved det jo godt. Det er bare ikke rart, når nogen kommer til at sige det højt.

FØLG MIG PÅ FACEBOOK

FØLG MIG PÅ TWITTER