Lektiefri. Men fra hvad?
47 kommentarerDet er alt for sjældent, man kan komme hjem med en virkelig nyhed fra den store verden, som skaber jubel og begejstring i den lille familie, men det skete, da jeg forleden meddelte mine skolesøgende børn (12 og snart 15), at Københavns Kommune nu indleder et forsøg med lektiefri skoler.
Jeg kan hermed rapportere, at armene kom i vejret. Der lød et hørbart Yes!!! Det blev vist endda til en enkelt ritual dans rundt i lokalet, inden min søn pludselig stivnede og afslørede en ikke ringe grad af analytisk klarsyn med følgende tonløst formulerede bemærkning:
”Men….øh…. betyder det så ikke bare, at vi skal være nogle flere timer ovre i skolen?”
–
Herefter måtte jeg krybe til hele to kors (og ét er vel for de fleste rigeligt, skulle man mene) og erkende: For det første er forsøget med lektiefri skoler i Københavns Kommune endnu kun noget, der gælder et par enkelte steder, og sådan vil det være i nogle år fremover. For det andet, ja min søn: Skulle den for ethvert barn så lykkelige tid henrulle, at lektiernes afskaffelse er en gennemført realitet, så vil det efter alt at dømme betyde, at man til gengæld for denne umådelige befrielse institutionaliseres i klasselokalerne og omgivende arealer nogle flere timer hver eneste dag.
For det er jo det, forslaget om lektiefri skoler inderst inde er. Det er en institutionalisering. Det er systemet, der tiltager sig al magt og råderet over noget, som ellers indtil nu har været en del af det almindelige liv blandt mennesker – børn som voksne – ude i familierne.
Lektier. En byrde for ethvert barn. Men også i mange tilfælde afsættet til, at man med sine unger meningsfuldt kan snakke skole. Kan følge lidt med i, hvad der foregår. Og til, at ungerne fornemmer andet end en sporadisk og sådan lidt fjernt spørgende interesse for deres skolegang fra fars og mors side.
Det ønsker et flertal i Københavns Borgerrepræsentation nu at eksperimentere med at ødelægge. Begrundelserne er – som altid, når et system kværner hen over noget, der ellers i al fredsommelighed (og jo, bestemt, nogle gange tænders gnidsel) er foregået i det civile liv mellem enkeltmennesker – smukke, velmente, omsorgsfulde. Som børne- og ungdomsborgmester Anne Vang formulerede det, da forsøget var en vedtaget realitet:
”Den lektiefri skole, hvor det at øve sig er en fast del af skoledagen, har et stort potentiale på skoler, hvor størstedelen af forældrene ikke har ressourcer til at hjælpe deres børn derhjemme. Men den lektiefri skole har også et potentiale på skoler, hvor størstedelen af børnene altid laver deres lektier.”
Med andre ord: Institutionalisering af lektielæsningen hjælper de svage. Og så må alle andre pænt følge med, uanset omkostningerne. Det er jo altid sagens natur, når et system kværner.
–
For et par år siden kørte en for mig at se næsten parallel sag, der handlede om børns madpakker. Ud fra nøjagtig de samme argumenter, som man nu bruger for at rive lektierne ud af privatsfæren og institutionalisere dem, ville man dengang forhindre forældre i at smøre madpakker til deres egne børn i daginstitutionerne. Fremover skulle maden leveres af kommunen. Også dette skridt ville man tage for at hjælpe de svage og socialt marginaliserede familier. Så måtte resten af befolkningen finde sig i at blive frataget den helt basale opgave at sørge for sit afkoms mad. Intet under at ordningen – der oven i købet blev udtænkt af en borgerlig regering – måtte trækkes tilbage i al ydmygelse efter massive forældreprotester.
Kommune-maden smagte vist for øvrigt også skrækkeligt flere steder.
–
Protester har der indtil videre ikke været mange af, når det gælder den lektiefri skole.
Måske fordi der endnu kun er tale om et spædt forsøg (dog inspireret af ordninger flere andre steder, se her og her og minsandten også her). Måske fordi andre end jeg har børn, der stråler ved tanken om et lektiefrit liv (indtil de et øjeblik senere overvejer, hvad det indebærer).
Måske fordi vi stille, men usvigeligt over adskillige årtier er vænnet til institutionaliseringen. Vænnet til, at systemet tager over, hvor mennesker handlede engang. Vænnet til, at det begynder i seks måneders-alderen med, at en pædagog skifter vores ble og slutter i halvfemsårs-alderen, når en hjemmeplejer skifter vores ble. Vænnet til, at systemet kværner. Vænnet til, at der altid er gode argumenter for at institutionalisere, gode argumenter for at fratage mennesker ansvaret for egne gerninger – i de bedste sagers tjenester.
Vænnet til, at institutionaliseringen efterhånden er uden grænser, at der ikke længere skelnes principielt eller klarsynet mellem det, der før i tiden blev anset for at være uigendriveligt private anliggender – og det der er fælles. Sådan som man kun kan tolke situationen, når man læser om det udkast til et nyt principprogram, hvori SFs landsledelse argumenterer for, at også selveste den del af børneopdragelsen, der ikke allerede er institutionaliseret, men som foregår inden for hjemmets fire (absolut fejlbarlige) vægge, nu skal underlægges centralt fastlagte anvisninger og restriktioner:
”Enhver myndig borger har pligt til så vidt muligt at forsørge sig selv, at overholde landets love, betale sin fastlagte skat, udvise respekt over for andre mennesker og for fællesskaberne samt opdrage sine børn til at opfylde disse pligter,”
som det blev formuleret i udkastet.
–
Det blev for meget for flere fremtrædende SFere, som sagde fra. Tvungne kommunale madpakker blev for meget for mange forældre. For det grundlæggende spørgsmål, institutionaliseringen af vores liv afstedkommer, er jo, hvor vi selv bliver af i alt dette? Hvor forsvinder vi hen, når vores liv tages fra os og indrulles i systemer og underlægges kollektive regler, principper og paragraffer?
Den lektiefri skole flyver endnu under radaren, men det er vel det gode spørgsmål, som nogen burde rette til Anne Vang & co: Har I til fulde overvejet, hvor vi – forældre, børn, mennesker med (må man formode) et fundamentalt, medfødt behov for at tage ansvaret for vores egen tilværelse – selv bliver af i alt dette?
Hvor forsvinder vi hen?
Måske var det i bund og grund også det, min søn kom til at tænke på, da han med et sæt fik armene ned igen.
47 kommentarer RSS feed
Nu synes jeg altså at det er en underlig overskrift.
Børn har været instualiserede fra de er 1 år – i vuggestuer.
Institutioner som de SKAL gå i, for mor og far SKAL arbejde – og gud nåde den der vil gå ned på ½ tid for at passe poderne…op i tid skal de!!!!
Institutionerne har også, som resultat af årelange salamibesparelser, omdannet sig til en underholdningsindustri for at holde støjniveauet ned – der proppes til stadighed flere og flere børn ind og personalet svares væk i samme tempo.
Nu ser vi så resultatet af unge som forlanger samfundsunderholdning døgnet rundt – eller laver vi ballade!!!
Netop KBH har mange 2 sprogede som ikke kan få lektiehjælp hjemme – eller ike har kultur for det.
Initivet synes et godt i dets udgangspunkt, men man kunne jo lægge lektiehjælpen sidst på dagen, så man kunne gå når man var færdig.
Dét forhindrer ike at man taler med sine børn senere, Tom Jensen….heller ikke om lektierne.
Jeg er dog enig med di i én ting – og det er, at mange regler i DK bygger på integrationsproblemer….så uddeler man kollektive regler – for ikke at støde nogen.
Dét gør man så alligevel – men det er nogle andre:)
For velstimulerede børn fra gode familier er lektier en udmærket ide. For børn fra mindre heldige opvækstkår er lektier en kilde til udhuling af deres selvværd, når de gang på gang møder op, uden at være forberedt.
Kære Tom
Tak for indsparket i debatten. Jeg ved heller ikke, om den lektiefri skole er løsningen alle steder – så langt fra.
Jeg savner dog et bud på, hvordan vi så får givet børn fra såkaldte “ressourcesvage” forældre det nødvendige skub frem, så vi dels får brudt en negativ social arv og giver også disse børn de bedste muligheder for at udfolde deres potentiale.
Det har flere undersøgelser vist, at en lektiefri skole, hvor test indgår i undervisningen, netop kan give, og derfor har jeg ualmindeligt svært ved at se noget galt i, at man laver et forsøg netop målrettet de områder, hvor et stort antal af børnenes forældre af div. årsager ikke magter at læse lektier med deres børn derhjemme.
…Men findes der ikke allerede noget som hedder lektie cafe, lektie hjælp eller lignende. skulle man ikke hellere afsætte 3-4 lærere efter skoletid til at hjælpe dem fra hjem som ikke selv kan. hvorfor skal alle de som kan og vil nu igen ind i dette ‘laveste fællesnævner syndrom’.
3-4 lærere eller hvad der for en given skole måtte være det rigtige antal – det lyder billigere end at tvangsindlægge alle elever (og vel dermed alle lærere) til en kommunalt forvaltet lektielæsning.
så – fra denne privatskole-forældre – som både kan og vil bruge tid på at hjælpe børnene når det skal bruges – så nej tak til socialismens ensretning og den danske jantelov. lad dog børnene gå fri af den så længe de kan – de skal jo nok blive trynet af den senere i livet. hvis barnet er dygtigt nok til at klare den selv – hvorfor så fratage dem tid til badminton, tennis osv for at tvangsindlægge dem til mere spildtid.
Eb lektiefri skole er nok en hjælp for de elever som i forvejen ikke læser lektier. Børn af de familier hvor forældrene har en “god” uddannelse skal nok sørge for at børnene læser lektier, så de får gode karrierer, gerne under det offentliges vinger.
Det vil de i øvrigt gøre uanset at skolerne er lektiefri, for det er en måde at komme foran. Børnene bliver nok traumatiserede og socialt udfordrede af den megen skolegang og hjemmestudier, men det opdager forældrene først når det er for sent.
I øvrigt forstår jeg ikke hvorfor forældrene ikke jublede over en fælles madordning, hvis der ellers serveres rimelig velsmagende mad er det da en fordel at slippe for en madpakke for både børn og forældre. De fleste af de protesterende forældre benytter selv kantineordninger i udbredt grad.
Der er blevet sagt og skrevet meget for og imod lektier. Lektier, af den gammeldags slags, hvor man får tyve regnestykker for til i morgen, bryder jeg mig ikke om. Forberedelse til undervisning er derimod noget jeg bruger meget; læs dette, så snakker vi om det i morgen.
Den lektiefri skole lyder underlig skinger. Specielt fordi det åbenbart ikke er lektiefri, men lektietimer, der er tale om. Min opfordring til jer stakler der bor i hovedstaden (udover at flygte) er at daglig bede om at få jeres børn fritaget for lektietimerne, da jeg formoder de vil komme til at ligge sidst på dagen.
Der er klokkeklar evidens for at lektier kan være med til at demotivere eleverne, og det er ud fra dette faktum at initiativet udspringer. Det er ligeledes et faktum at motivation er den vigtigste drivkraft for læring, og hvem ønsker ikke at børnene lærer mere?
Derfor giver det god mening hvis lektierne droppes. Det har jeg også selv personlig god erfaring med.
Jeg er dog ikke selv helt lun på 100% lektiefri skoler, for i enkelte fag, synes jeg stadig det vil give god mening med hjemarbejde. F.eks. når det drejer sig om repetitionsøvelser i matematik.
Så det er ikke bare enten-eller og jeg synes det vil være ærgeligt hvis en debat om lektier skal ende i noget ideologisk for/imod misk-mask.
Som lærer i 27år i et det, der betegnes som en ghetto, var der kun uhyre få børn, der kunne få støtte fra hjemmet til lektielæsning.
Men da der var gået lidt tid og skoledagen var blevet rutine, kom flere og flere elever og spurgte, om de ikke måtte lave nogle flere opgaver derhjemme.Og i matematik blev det til begrebet “må gerne opgaver”. Lige før timerne sluttede kom børnene og fik krydser i bogen, der markerede, hvor jeg syntes de skulle regne til. Næste time kom de så stolte og viste det de havde lavet ofte med en kommentar om, at man lige havde lavet en halv side mere og om det gjorde noget.
Tingene behøver ikke kompliceres i pligter, der hovedsagelig er middelklassens domæne til selvhævdelse og retfærdighed. Og børnene klarede sig iøvrigt rigtig godt senere i livet efter skolen. Lektier bør altid være træning i færdigheder lært i skolen. Diskusion om metoder og lign. er ikke hjemmets opgave. Indlæring i skoleregi. Træning og dygtiggørelse ved voksdugen. Hvor svært kan det egentlig være?
@ Zeki Laurent Sadic, Thomas Jensen, Jørn Mortensen m.fl.:
Der kan altid findes gode og saglige grunde til at flytte ting fra det civile liv til et system – at institutionalisere det.
Herunder at lektier er noget, skolen klarer bedre end hjemmene.
Om det er meningerne imidlertid dog i det mindste ikke entydige:
http://www.memory-key.com/improving/strategies/children/homework
mvh Tom
Godt indspark, om en meget vigtig debat!
Som studerende på CBS, har jeg selv oplevet de seneste år, hvor mange sider der skal læses hver uge, og hvor mange opgaver der skal laves. Det er hårdt arbejde, men kravene er slet ikke urimelige. Vi er der for at lære noget!
MEN!
Hvis folkeskolerne skal være lektiefrie, så tilegner man sig evnen til, på egen evne, at sætte sig ned lære.
Samtidig eksperimenter nogle gymnasier, med lektiefrie undervisning der. Hvis lektiefri folkeskole, og lektiefrit gymnasium bliver en realitet, vil man i fremtiden kunne opleve universitetsstuderende, som aldrig før har oplevet at skulle forberede sig hjemmefra, eller aflevere en karaktergivende opgave, som er udarbejdet ved det hjemlige spisebord.
Jeg kan med garanti sige, at lektiefri folkeskole og lektiefrit gymnasium er den sikre vej til at undergrave universitetsverdenen, såfremt disse institutioner om få også skal omdannes til en omsorgsanstalt for stakkels lektiebetyngede unge mennesker…
“For børn fra de svagere familie.”
Rend og hop med jeres ækle tabermentalitet, men sikkert ganske velmenende omsorg. Jeg kommer fra en af de såkaldte “svagere familie”, med en far der var alkoholiker og en mor, der var arbejdsløs.
Jeg har aldrig haft problemer med at skulle lave mine lektier. Jeg har knoklet hårdere end de fleste, for jeg ville have mig et bedre liv.
Selvølgelig er der nogle svage, der kæmper med lektier. Men jeg mindes nu også en del mennesker fra de mere “berigede” familier, der aldrig lavede deres hjemmearbejde og ikke fulgte med i timerne. De samme elever der kom fra de ih-og-åh så fantastiske efterskoler, og fik en ny computer hver 3 måned.
Tom, du gør den borgerlige regering uret med følgende beskrivelse af madordningen:
“Intet under at ordningen – der oven i købet blev udtænkt af en borgerlig regering – måtte trækkes tilbage i al ydmygelse efter massive forældreprotester.”
20/11-2006 havde jeg et protest-læserbrev i Berlingske – 1-2 år før loven blev vedtaget.
Mette Frederiksen kørte på det tidspunkt en skinger kampagne for kantiner med personale på børneinstitutionerne, for at børnene kunne få sund mad, som hun sagde i et hændervridende tonefald.
Til sidst gav den borgerlige regering efter for Frederiksens forbier-forslag.
Frederiksens forklaring på fiaskoen:
Regeringen havde været fedtet og sat for få midler af til ordningen.
Tom Jensen
Tak for dit link til nogle amerikanske “meninger.”
Her er noget på dansk:
“konklusionen er klar: Lektier i dag foregår på en så gammeldags måde, at man kan sætte spørgsmålstegn ved effekten
(…)
»Eleverne skal som regel løse opgaver i lærebogen eller læse side 17 til 24. Det betyder, at mange elever oplever en dyb kløft mellem hjemmearbejdet og undervisningen,« siger Flemming B. Olsen (red: forsker ved Institut for Filosofi, Pædagogik og Religionsstudier ved Syddansk Universitet.)
Konsekvensen er, at eleverne betragter lektier som noget unødvendigt og irrelevant. I værste fald mister de interessen for skolen”
videnskab.dk/print/6239
“Lektiefrit gymnasium giver mindre pjæk og bedre karakterer”
cefu.dk/emner/aktuelt/cefu-i-medierne/lektiefrit-gymnasium-giver-mindre-pjaek-og-bedre-karakterer.aspx
Indlæring i skolen kan blive reduceret på grund af forstyrrende adfærd fra nogle problemelever.
Skal disse urolige elementer også forstyrre indlæringen under lektielæsning?
Lektielæsning i hjemmet, hvor problembørnene ikke er til stede, kan afhjælpe problemet.
Sadic: Forsøg med lektiefri er fortrinsvis gennemført hos hf’erne, som er klart mindre boglige end gymnasieeleverne. Jeg forsøger mig selv med lektiefri hos mine hf’ere for ikke at stå overfor en klasse, hvor 3-5 ud af 30 har læst – og når man underviser i dansk, bliver det jo hurtigt et problem. Men jeg gør det af nød, og jeg oplever ingen stigning i motivationen. I øvrigt skal disse ungdomsuddannelser jo være studieforberedende, og med mindre man også gør universiteterne lektiefri og sænker niveauet endnu mere, så gør man vist de lektiefri elever på ungdomsuddannelserne en bjørnetjeneste
Som det kan læses indirekte af Tom Jensens artikel, så er forslaget med lektiefri og dermed flere timer i skolen – endnu et forsøg på at få gjort Danmark mere socialistisk.
Udgangspunktet er skolen, hvor eleverne vænner sig til ensretning, overordnet kontrol og styring, kontrolleret tænkning og læring, ingen er mere end andre (undtagen de få udvalgte i partitoppen, der er alt) – hvor resultatet er en helt homogen befolkningsmasse der uden spørgsmål underlægger sig magthavernes beføjelser.
Næste forslag bliver vel skoleuniformer, så ingen skal skille sig ud som “mindre bemidlet” uden designertøj.
Gad vide om dette også skal gælde privatskoler, så Helle Thorning-Schmidts og Mette Frederiksens børn har samme “lige vilkår” som øvrige børn i Danmark.
Eller, er de undtaget som “skoler for eliten”.
Jeg så en undersøgelse for nogle år siden, hvor mængden af lektier i amerikanske folkeskoler statistisk blev holdt oppe mod børnenes indlæring. Der var to spændende konklusioner. For det første kunne man ikke fastslå at børnene i snit blev bedre af lektier. Man kunne fastslå at jo flere lektier børnene fik, des mere korrelerede børnenes evner med deres respektive forældres evner.
Dvs. lektier er en effektivt opretholder af både positiv og negativ social arv, mens ikke i sig selv en effektiv undervisningsmetode sammenlignet med lærerundervisning. Lektier er formentlig indført fordi det er en billig undervisningsform, idet forældrene overtager undervisning gratis. Det er vel indlysende når først det bliver påpeget. Spørgsmålet er så hvad man ønsker at gøre med denne viden.
Mon ikke de fleste mennesker har det bedst med at adskille arbejde og fritid således at man ved, at når man har fri, så har man virkelig også fri? Og mon ikke små mennesker har det på nøjagtig samme måde?
Jeg synes det er godt, hvis skolearbejde er noget, som foregår på skolen – for elever som for lærere – hvorefter man til gengæld også har fri, især for elevernes vedkommende.
Dette udelukker ikke en ekstra indsats i fritiden eller at lærere ved skole-hjem samtaler giver alle elever gode råd om, hvad de eventuelt kan gøre hjemme for at udvikle deres potentialer eller komme op på niveau, hvis de er kommet bagud i forhold til klassen.
Del eleverne i et A- og B-hold.
A-holdet for de elever, som orker at lave lektier, og som derigennem kan lære særdeles meget.
B-holdet for de lever, som ikke har selvdisciplin til lektier og som følgelig kommer til at betragte deres skoletid som en plage, hvis de pålægges lektier.
Jantelovs-vogterne vil selvfølgelig protestere.
PS: Voksne bliver hver dag belønnet for deres arbejdsindsats med noget på kontoen.
Børn får først noget for deres arbejdsindsats flere år ud i fremtiden.
Så husk at rose dem her og nu for arbejdsindsatsen med lektier og giv dem karakterpenge.
Et lektiefrit gymnasium er udtryk for degenereret pædagogik.
De elever, der ikke har selvdisciplin til lektier, hører ikke hjemme i gymnasiet.
Sømænd underviser i spil, lektier er hjemmeundervisning hos sømandskoner og Grundtvig skrev 1600 sange og salmer, Danmarks Historie og Bibelhistorie på vers, så børn i søndagsskolen har karakter og hjemlandstoner med hjemmefra.
Det ærgrer mig, at jerntæppets fald blev – og bliver – fejret under parolen: We don’t need no education…
For nogle år siden flyttede min hustru og jeg til Dk. fra Fjernøsten for en kortere bemærkning. Datteren var 6 ½ år og havde gået i skole fra hun var 4 – kunne både læse og skrive. Efter et kortere ophold i den danske folkeskole, kom hun en dag hjem og spurgte: ”Hvorfor dog spilde tiden, vi lærer ikke noget og har aldrig lektier for” – hjemmearbejde. Dernæst – ”Der er aldrig ro i klassen”, hvis nogen ønskede at spise eller gå ud, gjorde de dette, uden at tænke på den forstyrrelse dette gav.
Pigen blev skoletræt; men gudskelov flyttede vi ud igen, hvor hun kom i en amerikansk skole, fra 08.00 til 17.00, 6 dage om ugen. Hun livede op og blev glad for skolen igen, der var ro i klassen og dygtige, veluddannede og motiverede lærere, der ikke spildte tiden på møder etc: men brugte denne til undervisning.
Med fare for at blive taget til indtægt for den ene eller anden ideologiske skyttegravs-general, (hverken Tom Jensen eller Anne Vang er ærlig talt min kop te), så kommer her et par tilstræbt objektive bemærkninger fra en erfaren grundskole- og gymnasielærer:
Groft sagt kan man dele sin klasse ind i tre kategorier, sådan rent lektiemæssigt. Den tredjedel som møder velforberedt op og har gjort alt det man bad dem om derhjemme; så er der den bløde mellemvare, som har gjort et halvhjertet forsøg, men som af en eller anden grund ikke kom til bunds i lektien; endelig den sidste tredjedel – dem som aldrig fik åbnet bogen eller som gik i stå på side 1.
Sådan er virkeligheden. Nu står jeg så dér som lærer og spørger mig selv: “Hvilken af disse grupper skal jeg tage udgangspunkt i når jeg planlægger min time og når undervisningen begynder?” Tager jeg udgangspunkt i den første gruppe, så taber jeg over halvdelen af klassen – det vil nogle måske mene er elevernes eget problem, men så enkelt er det jo ikke med mindre man er ideolog. Tager jeg udgangspunkt i den tredje gruppe, så vil eleverne i gruppe 1 spørge sig selv – og mig – “Hvorfor skulle vi egentlig lave lektier når du gennemgår det hele fra bunden?” Altså vælger jeg at tilrettelægge min undervisning efter midtergruppen, og smider i timen et par ekstra saftige lunser til gruppe et, mens jeg efter bedste evne forsøger ikke helt at tabe gruppe tre (denne lærerakrobatik hedder undervisningsdifferentiering på fagsprog).
Forestil dig nu at jeg dagen i forvejen havde kunnet være til stede i klasseværelset mens eleverne lavede deres lektier, eller i det mindste mens de kom godt igang med lektierne. Så havde jeg kunnet støtte gruppe 2 der hvor de løb ind i vanskeligheder og hjælpe gruppe 3 med bare at komme igang. Og gruppe et kunne have hjulpet nogle af deres ivrige, men måske ikke så kvikke kammerater – og på den måde lært stoffet endnu bedre: “To teach is to learn” som briterne siger. I timen næste dag ville jeg tilmed kunne tage udgangspunkt i elvernes faktiske niveau idet jeg fra “lektietimen” havde detaljeret indsigt i lige præcis denne elevgruppes særlige styrker og svagheder i forhold til det stof som vi sammen skal gennemgå. Det bliver godt nok nogle helt anderledes og meget mere meningsfyldte timer!
Kort og godt: Lektiefri skole i min optik betyder ikke fri for lektier, men snarere fri for den urimelige (og samfundsskadelige) forskelsbehandling som ligger i at nogle børn og unge er overladt til sig selv når det gælder lektier, mens andre får masser af hjælp og motivation af veluddannede og ambitiøse forældre. Er målet ikke at udfylde det enkelte barns potentiale optimalt, uanset om barnet tilfældigvis er velsignet med veluddannede og ambitiøse forældre? Er det ikke det vi skal leve af i fremtiden?
Jeg bliver forstemt når jeg læser indlæg fra folk der af ideologiske grunde er parate til at lade nogle mindre privilegerede børn klare sig dårligere, bare fordi alternativet et at børnene bliver yderligere “institutionaliserede”. Sludder og vrøvl siger jeg: Vi er lærere, vi er mennesker, vi er selv forældre, vi vil vores elever det bedste!
Jørgen Christensen
Kender vi ikke alle et eller andet eksempel på én eller anden som ikke har fået dét ud af folkeskolen som blev forventet?
Det er bare ikke et brugbart argument for at brændemærke hele den danske folkeskole, dvs de ca 1500 skoler og ca 43.000 lærere.
At du mener at møder er “spildtid” finder jeg i øvrigt interessant. Siger du at det er spild af tid når undervisere drøfter de enkelte børns faglige og sociale udvikling med hinanden? At det der for alvor giver en god skole er “hver lærer for sig selv”-princippet, hvor hver passer sit helt uden nogle former for kollegial sparring eller samarbejde, præcist som den folkeskole vi havde her i Danmark i 60′erne?
Thomas Nielsen.
Jeg tror lige præcis du rammer hovedet på sømmet der gider der var flere af din slags der blandede sig i debatten.
Jeg stemmer LA og er bestemt ikke fan af AV. Men jeg må indrømme at jeg tror rigtigt mange i denne debat refleks reagerer snarere end sætter sig ned og tænker lidt længere over det.
Det er ret ligeglydigt hvad AV lægger til grund for lektiefrie undervisning. Så længe der er tale om en mere målrettet indsats på læring så tror jeg meget kunne være vundet.
Gymnasielærer Thomas Nielsen, en gammel 68′er pædagog, i egen selvopfattelse “en erfaren grundskole- og gymnasielærer” med “tilstræbt objektive bemærkninger” skriver:
“Og gruppe et kunne have hjulpet nogle af deres ivrige, men måske ikke så kvikke kammerater – og på den måde lært stoffet endnu bedre”.
Altså når Michael har siddet inde en hel eftermiddag og læst lektier, selv om han meget hellere ville spille fodbold, så skal han næste dag arbejde som gratis hjælpelærer for Brian, som spillede fodbold dagen før.
Det er sandelig 68′er pædagogik. Og lærer Thomas Nielsen kan føle sig meget social med sin hjælp til Brian og ved at lære Michael at være social.
Plejede gymnasielærer Thomas Nielsen at arbejde gratis?
Næppe.
Tvært imod er gymnasielærere så lidt sociale, at de kun underviser gymnasieeleverne 9 timer om ugen.
9 timer om ugen er dete tal jeg har set, men korriger mig, hvis det er et par timer mere.
Den blå Folkeskole er uden skoletortur, her vælger lærerrådet en skolebibliotekar som viceskoleleder og forældreforening en pædagogisk skoleleder i et åremål som praktiklærere for unge lærere, der begynder som støttelærere hos erfarne lærere, så alle elever modtager undervisning i en klasse, men de mest motiverede elever kan også modtage specialundervisning i studiekredse sammen med elever fra andre klasser med tilsvarende hobby eller interesser.
“Det er bare ikke et brugbart argument for at brændemærke hele den danske folkeskole, dvs de ca 1500 skoler og ca 43.000 lærere.”
Det er jo ikke kun diverse PISA-undersøgelser, der viser, at den danske folkeskole svigter de svageste elever ekstremt groft. Det viser virkeligheden.
Det er efter alt at dømme derfor, at forældre, med en “anden etnisk baggrund end dansk”, i højere grad fravælger folkeskolen, end “etnisk danske” forældre gør.
Så slipper de mindst undervisningsmindede drenge “med en anden etnisk baggrund, end dansk” forhåbentlig for, at blive diagnosticeret som psykisk syge, der har indlæringsproblemer, på grund af angiveligt medfødt og uhelbredelig psykisk sygdom – ADHD, kalder eksperterne det for tiden…
Men folkeskolen svigter også de elever, som ifølge de herskende, ideologisk betingede fordomme blandt danske eksperter, skulle være de stærkeste, fordi deres forældre kan hjælpe dem med lektierne.
Hvorfor har alle de ministre i regeringen, der har børn, ellers taget deres børn ud af folkeskolen, samtidigt med, at de mere end antyder, at danske forældre, der fravælger folkeskoler, hvor undervisningen saboteres af skolefjendske indvandrerelever, må være en slags racister, der bekæmper integrationen?
Nu viser resultaterne, af den ideologisk betingede forringelse af folkeskolen, sig for alvor, ved at kvaliteten af de danske akademikere, som regeringen mener, skal stå i spidsen for den fremtidige vækst, er blevet så dårlig, at de ikke kan bestå EU’s adgangsprøver, ifølge DR:
“Unge danske akademikere falder helt igennem, når de søger job i EU-systemet.
Finner og svenskere klarer sig dobbelt så godt i konkurrencen om de højtlønnede og magtfulde job i Bruxelles, og hollænderne er mere end fem gange bedre end danskerne til at bestå EU’s adgangsprøver.”
“Over en tredjedel af de danske EU-ansatte går på pension i løbet af de kommende år, og det tømmer stort set chefgangene for danskere. For kun ganske få i laget lige under står på spring til at tage over.
Problemet vokser år for år, fordi stadig færre danskere søger ind i EU – og fordi danskere i langt højere grad dumper i forhold til sammenlignelige landes kandidater.”
“… danske ansøgere har ikke længere den undskyldning, at prøverne er lagt an på paratviden af den slags, der terpes på sydlandske universiteter. Opgaverne er lagt om, så man nu tester evnen til abstrakt tænkning og til at afkode indviklede tekster…”
Danske undervisere kan altså ikke engang leve op til deres ideologisk betingede forsvar for manglende faglige færdigheder, som jo er, at danske elever “lærer at lære”, samt at selvstændigt.
- Så selvstændigt, at de elever, der faktisk kan arbejde selvstændigt, ikke må lave lektier, når de selv vil, fordi de dovneste elever ikke laver deres lektier…
Det er fuldstændigt forudsigeligt, at endnu flere middelklasseforældre vil tage deres selvstændige – og egenrådige – børn ud af folkeskolen, hvis regeringen ikke mener, at de selvstændige elever selv må bestemme, hvordan og hvornår de skal læse lektier…
Danske lektorer siger, at eleverne – undskyld; de studerende – er langt ringere, end de var, for blot ti år siden, samt at kvaliteten er faldende.
Danske universiteter var for blot få år siden blandt verdens bedste, men nu rangerer de relativt set langt lavere, hvilket betyder, at de allerede nu har sværere ved at tiltrække udenlandske studerende.
I realiteten betyder en såkaldt lektiefri skole (hvor lektierne skal laves på skolen …), at højtuddannede forældre ikke længere må hjælpe deres børn med lektierne, fordi de skolefjendtlige elever ikke laver deres lektier.
Det er med andre ord ren newspeak, at regeringen kalder forslaget om, at lektierne skal laves på skolen, for en lektiefri skole. Men selv forslagets kritikere æder retorikken råt: Det tyder om noget på undervisningsystemets fallit…
Det er stort set ikke i nogens interesse, at undervisningssystemet “gør os mere lige”, ved at spænde ben for de potentielt set dygtigste elever, eller ved at kvotere bestemte grupper ind på magtfulde stillinger – uanset, om der er tale om politiske tillidshverv eller bestyrelsesposter…
Jeg læste desuden for nylig, at de dygtigste elever ikke er lige så parate, til at hjælpe de svageste elever, som de var før finanskrisen. Udsigten til at skulle konkurrere om færre jobs i en fremtid med langt dårligere velfærd har gjort de dygtigste elever langt mere konkurrencemindede.
Så, hvis regeringen indfører tvungen lektielæsning i folkeskolen – på newspeak lektiefri skoler – så vil de forældre, der båd kan og vil hjælpe deres selvstændige børn med lektierne, i endnu højere grad fravælge folkeskolen.
Det eneste, der kan modvirke den udvikling, er, at danske akademikere efterhånden er på så lavt et fagligt niveau, at de simpelthen ikke kan hjælpe deres børn med lektierne…
Jakob Schmidt-Rasmussen
Nu ved jeg ikke hvilken “virkelighed” du konkret hentyder til, den har i hvert fald ikke grobund i følgende:
“Elever er blevet bedre til dansk”
http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2012/03/01/0301084928.htm
“Danske skolelever får i 2011 bedre resultater i hovedparten af de nationale test. Børne- og undervisningsministeren glæder sig over fremgangen”
uvm.dk/Aktuelt/~/UVM-DK/Content/News/Udd/Folke/2011/Nov/111102-Elever-laeser-og-regner-bedre
“Danske elever er verdens bedste til samfundsfag”
information.dk/237871
“OECD’s seneste rapport, Education at a Glance fra 2010, får Dannebrog helt til tops på de danske gymnasier. Rapporten fastslår nemlig, at de danske gymnasiale uddannelser uden sidestykke giver den største samfundsnytte sammenlignet med alle OECD-landene. Danmark er dermed verdensmestre i gymnasieuddannelser.”
gl.org/Verdensmestrene/Sider/OECDHvorforvierverdensmestrene.aspx
Naturligvis er der flere områder hvor uddannelsessystemet kan gøre det endnu bedre – klart – men at det danske uddannelsessystem, som helhed, skulle være inde i en eller anden deroute, er der altså intet der tyder på.
Folkeskolelevernes faglige niveau er blevet lidt bedre på nogle områder i de senere år, men det skyldes kun, at den forrige regering tvang lærerne til at tage fagligheden mere alvorligt, under hyl og skrig…
Det er et faktum, at langt de fleste, der underviser på gymnasier og universiteter, stort set enstemmigt konstaterer, at kvaliteten af de nye studerende er blevet langt ringere i de senere år, samt at underviserne mener, at færre studerende evner at arbejde selvstændigt, på trods af, at det er det danske undervisningssystems ideologisk betingede målsætning.
Men det er ikke nogen nyhed, at politiserende akademikere selv tror på deres egen bragesnak – det gjorde de også dengang de fleste af dem var marxister eller maoister – selvom både danske arbejdsgivere og EU-systemet dumper dem og deres elever på stribe.
Måske er danske elever verdens bedste til samfundsfag – jeg blev personligt uddannet til revolutionsekspert i folkeskolen og gymnasiet.
Men jeg læste for nylig, at danske universitetsstuderende var havnet omtrent sidst i en international konkurrence, hvor studerende fra adskillige tredjeverdenslande også deltog, selvom deres universiteter (stadig) rangerede lavere end danske universiteter gør.
Konkurrencen gik ud på, at de skulle argumentere for synspunkter, som de ikke selv delte…
Mit indtryk er ikke, at kravene til danske elever eller studerende, på nogen måde er eller har været lavere end til elever og studerende i udlandet. Tværtimod!
Heri findes nok også forklaringen, hvis danske unge kan have svært ved at gøre sig gældende i udlandet. For at opnå eksamen bedømmes de hårdere, hvorved de, som i deres hjemland er kommet lettere til deres karaktergennemsnit, selvfølgelig opnår fordele på bekostning af danske unge.
Det gælder også til vores eget uddannelsessystem, hvor mange pladser til fx lægestudiet besættes af udenlandske unge, grundet unfair konkurrence set fra dansk side.
Måske er der en kultur hos faglærere i folkeskolen såvel som i gymnasiet, som har tendens til at ville øge kravene til eleverne for ligesom at sætte eget fag i “respekt”.
Skiftende undervisningsministre har nok lyttet lidt for meget til ekspertudvalg fra de enkelte fag uden at tage almene hensyn og hensyn til eleverne.
Strammerne indenfor fagene kan have stor magt, idet menige lærere måske ikke tør gå imod dem, grundet at de er gamle i gårde og at man ikke vil fremstå som værende dårligere fagligt funderet end andre.
Det er kun få år siden, man i Danmark indså, at 13-skalaen var en klods om benene på de unge, idet topkarakteren på vores karakterskala var langt sværere at opnå end topkarakteren på andre landes karakterskala. I dag har vi så fået 12-skalaen.
Men det er næppe nok, hvis danske unge skal være ordentligt rustede til den internationale konkurrence. Det kræver mest af alt at de får udnyttet deres tid bedre på uddannelsesstederne med et større timetal, færre skemaændringer og aflyste timer og med eksamensbedømmelser, som er afstemt med udlandet.
KFUM-spejdere havde Landslejr 2010 ved Skive med 16.000 velfungerende deltagere fra mange lande, spejderlejre er velfungerende jorden rundt og flygtningelejre med gartnerier i Grækenland og på Sicilien er en opgave for Boys Brigade.
Søspejdere er de bedste lærere, som sygeplejersker har nonner og KFUK´er ingen liggesår, se Aggersborg og Lemvig.
Jakob Schmidt-Rasmussen
Som sagt, så ved jeg ikke lige hvad det er for en virkelighed du refererer til eller befinder dig i.
“De kommer for sent i gang, dovner undervejs og er først færdige i en alt for sen alder.
Kritikken af danske studerende har lydt højere end rosen gennem mange år, men det er der måske grund til at lave om på nu.
I en ny sammenligning af studerende i 27 OECD-lande, som bliver offentliggjort i dag, får de danske studerende en andenplads.
(…)
I Danske Universiteter er der ikke den store overraskelse over, at danske studerende er noget bedre end deres rygte. Det har formanden for rektorerne, Jens Oddershede, vidst i lang tid.
»Af en eller anden årsag har der bredt sig en stemning af, at danske studerende ikke er gode. Men de er både dygtige og dedikerede og får også gjort deres uddannelse færdig,« siger formanden.”
metrostudie.dk/danske-studerende-er-flittige-med-boegerne/
Zeki Laurent Sadic
Jeg beklager Zeki, din oplysning “Danmark er dermed verdensmestre i gymnasieuddannelser” holder ikke en meter.
Det er gymnasielærerforeningens propaganda, som du gengiver.
Forfatteren til afsnittet om DK i Education at a Glance fra 2010 afviser fuldstændig udlægningen.
Læs evt. ‘OECD skyder danske gymnasiers VM-titel ned’ i Information http://www.information.dk/telegram/257593
Zeki Laurent Sadic
Det er ikke kun gymnasielærernes formand der sælger sit område som fremragende.
Universiteternes formand leverer noget lignende med beskrivelsen af de studerende “Men de er både dygtige og dedikerede og får også gjort deres uddannelse færdig.”
Det som OECD-undersøgelsen udelukkende handler om, er start på uddannelsen på mellemlange og lange uddannelser og gennemførelsesprocenten.
81% danskere gennemfører mod 69% som det gennemsnitlige for de 27 lande.
Dermed er DK nr. to på listen.
Til den placering vil jeg føje, at den danske su er en af de højeste om ikke den højeste.
Til gengæld placerer undersøgelsen DK næstsidst, når det gælder unges startalder på en uddannelse.
@Thomas Nielsen
Jeg kan godt se, at DIT arbejde ville blive lettere, hvis der var lektiefri.
Jeg kan godt se, at lektiefrihed kan hjælpe din 3. gruppe.
Men nu skal undervisningsmodeller vel ikke strikkes sammen ud fra, hvad der er mest bekvemt for læreren. Og da heller ikke ud fra laveste fællesnævner. (din gruppe 3).
Med lektiefriheden lader du gruppe 1 (og delvis gruppe 2) i stikken. Du er helt sikkert en ualmindelig dygtig gymnasielærer, men du vil aldrig kunne give individerne i gruppe 1 den samme støtte, som deres veluddannede og engagerede forældre kan give dem. For du har simpelthen ikke tid nok, og du er IKKE deres forældre.
Og uden denne forældrestøtte ville mange gruppe-1′ere jo ikke være gruppe 1. For du har frataget dem muligheden.
Del dog klassen op.
Lad gruppe 1 excellerer (med den støtte og hjælp de nu engang får hjemmefra). Giv dem lektier for! Det fungerer jo for dem.
Lad gruppe 2+3 få den ekstra støtte/timer de behøver – fx fra dig.
Glem den der tanke om, at alle er lige dygtige, kloge, begavede. Sådan er verden jo ikke.
gruppe 1 skal da ikke presses til dårligere støtte, fordi andre har brug for bedre støtte. Det giver ingen mening.
Og du ville få mere tid til gruppe 2+3.
En meget interessant artikel i Jyllands-Posten i dag, jeg gad vide hvorfor det er sådan; men mon ikke det er vores undervisnings system, der er råddent.
Danske akademikere kan stort set ikke få EU-job. Lande, vi normalt sammenligner os med, gør det bedre. Unge danske akademikere falder helt igennem, når de søger job i EU-systemet. Finner og Svenskere klarer sig dobbelt så godt i konkurrencen om de højtlønnede og magtfulde job i Bruxelles, og Hollænderne er mere end fem gange bedre end Danskerne til at bestå EU’s adgangsprøver.
Man kan finde lande i EU, der klarer sig ringere end Danmark. Men alle dem, vi normalt sammenligner os med, klarer sig bedre, siger Søren Halskov, konsulent ved Danmarks EU-repræsentation i Bruxelles, til Politiken.
Jens Kjærbøl
Tak for præciseringen i din anden kommentar.
Er Københavns kommune ikke socialdemokratisk ledet -med S-borgmestre i over 100 år? Det kniber dog med at finde dem indenfor kommunegrænsen – derfor har de sidste været “headhuntet” udefra.
Svaret er enkelt: I et S-SF samfund er individualisme en dødssynd – og de, der ikke kan klare lektierne hjemme – må naturligvis have pædagogisk støtte – så de kan udnytte muligheden for egenhændigt at skrive en ansøgning om kontanthjælp, når de forlader 9. klasse!
“Lektiefri. Men fra hvad?” – fra lektier for et eksempel !
Så bladet sig underligt vender i Den blå Folkeskole, hvor en skolebibliotekar er pedel med skolebibliotek og avisstue med foreningsbibliotek og en sognebetjent er pedel som færdselslærer og idrætslærer med cykeltræningsbane, tavler, byggelegeplads og boldbaner i en skolegård, der ligger i en skolebotanisk have med skolehaver og en gartner som pedel.
Ungdomsskolen er en værkstedsskole ved Teknisk Skole med sløjdlærere som pedeller ved ungdoms- og værkstedsskoler i De blå Folkeskoler.
Zeki.
Det er et faktum, at folkeskolen stadig svigter de svageste folkeskolelever groft. Det er endda blevet værre i de seneste år.
Uddrag fra Ritzau-telegrammet “Tosprogede elever taber terræn”:
“Gabet mellem tosprogede og etnisk danske elever vokser i København. Og det smitter af på ungdomsuddannelser.”
“… fra 2010 til 2011 er gabet mellem et- og tosprogede elevers karaktergennemsnit ved folkeskolens afgangsprøve øget, skriver Politiken mandag.
Og andelen af unge med etnisk minoritetsbaggrund, der har gennemført eller er i gang med en ungdomsuddannelse, er faldet med 3,6 procentpoint til godt 80 ud af 100 børn, viser nye tal fra Københavns Kommune ifølge Politiken.
Udviklingen kommer bag på professor i pædagogik ved Aarhus Universitet Niels Egelund:
- Tilbagegangen er markant…”
“Vi skal have et meget skarpere blik for at rette indsatsen mod de svage skoler, lyder det fra formanden for eksperttænketanken, Agi Csonka, der betegner de nye tal som “en trist statistik”.
- Københavns Kommune har ikke været god nok til at følge op. Man giver skoler midler, men følger ikke tilstrækkeligt op på, om man når målene og skaber resultater, siger hun til Politiken.”
Den negative udvikling behøver i øvrigt ikke skyldes, at folkeskolerne i København rent faktisk er blevet dårligere til at undervise tosprogede elever.
For der er selvfølgelig den mulighed, at tilbagegangen for de tosprogede elever i København skyldes, at flere tosprogede elever med ambtiøse og/eller veluddannede forældre går i privatsskoler, end tidligere.
To-tre af de muslimske privatskoler i byen er nogle af landets bedste grundskoler, mens andre er så ringe, at det nærmest er absurd.
Men de dårlige privatskoler bliver lukket af kommunen; de gør de dårlige folkeskoler ikke.
Politikerne – manipuleret af de såkaldte eksperter, der har det faglige ansvar, for fiaskoen med undervisningen af tosprogede elever i København – gør tværtimod alt, for at skjule sandheden, om de københavnske folkeskolers ofte direkte elendige kvalitet for de københavnske forældre, ved at behandle folkeskoleelevernes afgangskarakterer, som om det var sprængfarlige og derfor fortrolige oplysninger.
Det er yderst sandsynligt, at dette betyder, at folkeskoleelever med veluddannede forældre samles på de folkeskoler, hvor eleverne får de højeste afgangskarakterer, netop fordi politikerne har gjort det ekstremt besværligt – men muligt – for forældrene at sammenligne folkeskolernes kvalitet. Især, hvis forældrene ikke er gode til dansk…
For det betyder, at det i realiteten kun er de mest ambitiøse og veluddannede forældre, der kan finde den bedste folkeskole til deres børn, og undgå de værste…
Spejderlejre er velfungerende for førere er altid til stede, men skolegården i en kommuneskole er en kasernegård med fhv. korporaler og sergenter som gårdvagter, der går frem og tilbage gang på gang.
Gårdvagter og censorer har de bedste honorarordninger i folkeskolen, men værksteder og skolebibliotek låses af faglærere med honoraer, når de kører hjem efter skoletid. Honorar og bonus er tavshedspligt.
Giv klasselærere et stedtillæg for at bo i skoledistriktet og skolen er lige så velfungerende som en spejderlejr.
Tvungent forslag: Alle børn på kostskole fra 0.-10. klasse. Undervisning, overvåget lektielæsning og overvåget udøvelse af fritidsaktiviter! Kan det være bedre?
Godt jeg er født for over 60 år siden!!
Skriv en kommentar