Med speltskyer ud af begge ører
56 kommentarerDet er ikke kun småbørn, der har primale behov. Det har vi forældre også. Et af dem går ud på at svine hinanden til, hvis hinanden ikke er ligesom…. hinanden. Senest i den såkaldte speltdebat, hvor melskyerne for hver dag, der går, udvikler sig stadig mere eksplosivt i opgøret mellem forskellige forældretyper, forældreholdninger, forældrevirkeligheder.
Som om der er et stærkt, indestængt behov for at retfærdiggøre sig selv, uanset om man er hjemmegående mor, karriereræsende far – eller omvendt. Er det mon dårlig samvittighed? Eller er det en anden måde at strække våben på som samlet, kollektiv national forældregruppe og meddele samfundet: Vi kan s’gutte finde ud af det. I må styre vores liv for os!
–
Seneste runde startede her i avisen med Dennis Nørmark, der havde behov for at udtrykke, at de såkaldte speltmødre – dem der har overskud til det store udtræk for at skabe det perfekte børneliv – nok i virkeligheden er en illusion. Den er jo nem at gennemskue; for hvis de ikke findes i virkeligheden, de utålelige perfektionistiske mødre, der henter ungerne før eftermiddagsfrugten i børnehaven og bager hver dag, så behøver vi andre ikke føle skyld, når vi skraber de små op i institutionen i februarnattemørket fem minutter før opringningen til de sociale myndigheder.
Så kom Mette Mølbak på banen og forsikrede om, at man skam godt kan være en god mor, selv om man har en karriere. Jojo, vi gør det skam godt, vi forældre! Og dem, der tager drastiske valg i en anden retning og måske fravælger karrieren – de reagerer naturligvis på en indbildt problemstilling, ikke sandt? For karriere og arbejdsliv hænger skam næsten altid sammen i Danmark anno 2012, måtte man forstå, og ingen skal komme her og give os karrieremødre dårlig samvittighed.
Så var det Berlingske-blogger Anne Sophie Hermansen, der så sit snit til et hip til mændene, for hvorfor er det altid kvindernes karrierebalance mellem arbejde og familieliv, der skal problematiseres, samtidig med at mændene går fri, mens de uforknyt arbejder videre?
Næste i rækken var Jane Thoning Callesen, og nu begyndte det for alvor at sitre derude i debathavet blandt forældrene, for dét hun havde behov for at erklære var, at hun efter de givne anvisninger i de tidligere debatindlæg skam var en speltmor, der havde valgt at gå derhjemme med sine unger og lade sig forsørge af sin mand, og det er der aldeles ingen, der skal komme og sige, at der er noget galt med. Derimod, erklærede hun, er de kvinder, der mener at frigørelse pr. definition indebærer et arbejdsliv og en karriere, ikke de ”sande feminister”.
Og slutteligt var der Anders Scheel Frederiksen, som i Berlingske onsdag slog til lyd for, at den aldeles er gal, og det er den til gengæld for både kvinder og mænd, for når man bruger meget tid på arbejdet, bruger man mindre tid på børnene, den krydsild sidder vi fast i, og så skal sådan nogle som Mette Mølbak ikke komme og postulere noget andet.
–
Ååååhja….
..
..
Ja, undskyld pausen. Jeg havde lige behov for at lade billedet stå lidt.
For er det ikke mageløst med al denne selvretfærdiggørelse? Herunder den, der handler om, at man vil have lov til at have sin dårlige samvittighed i fred?
Man kunne også tage diskussionen den helt anden vej rundt. Man kunne starte med at beslutte, at man ikke gider fordømme andre mennesker, bare fordi de vælger at leve på en anden måde end én selv.
–
Til en begyndelse kunne man undlade at fordømme de kvinder, der stik imod praksis de seneste 30-40 år trækker stikket fra arbejdsmarkedet og vælger at gå derhjemme med deres børn og lade sig forsørge af manden. Hvis det er den prioritering, de vælger i deres liv, så be my guest.
Dernæst kunne man undlade at fordømme de kvinder, der i stedet vælger både at dyrke den hæsblæsende karriere og på samme tid sætter børn i verden og som følge heraf tilhører det særlige segment i samfundet, hvis unger til hverdag tilbringer flere timer i institution end derhjemme. Herregud, hvis det er dét liv, de alt i alt føler giver dem selv og deres familie mest, sådan holistisk set, så værs’go, ingen siger det behøver ende i omsorgssvigtede, plirrende børneøjne eller serieskilsmisser.
Så kunne man derpå undlade at fordømme de kvinder, som tager karrierevalget 100 procent og derfor fravælger børn. Det er af og til en meget dæmoniseret gruppe mennesker. Ritt Bjerregaard-typen, du ved. Sikkert lidt følelseskolde, ikke? Ved ikke, hvad livets virkelige værdier er, vel? Men hvis nu de selv mener, det er det liv, de får mest ud af at leve, hvem pokker har så givet os andre en gudgiven ret til at se skævt til dem, bare fordi vi selv har valgt at få børn? Nej, lad os også droppe fordømmelsen her – de folk giver sikkert en hel masse til både arbejdsmarkedet og til omsætningen på caféerne, og tak for det.
–
Nu er vi så kommet til mændene, og i dén lejr kunne vi indlede med at undlade at fordømme de mænd, som vælger at arbejde så det sprøjter, selv om de har en familie og nogle børn og en kone, der derfor sætter karrieren lidt på stand-by, måske endda som hjemmegående, og sørger for det meste huslige, mens han holder sene aftenmøder og tænder arbejdscomputeren, når resten af familien går i seng. Jeg mener – hvis det er familiens valg, og hvis ikke de sene aftenmøder i virkeligheden er hyrdetimer med elskerinden, hvem tillader sig så at dømme her, blot fordi kønsrollemønstrene er sådan lidt…. klassiske.
Derpå var det måske en idé at undlade at fordømme de mænd, som omvendt tager det hele på sig, inklusive forældreorlov og ture med barnevognen og gylp ned ad ryggen og primær pleje i den ene og den anden ende af den lille og fædregrupper og måske endda en karriere, der aldrig helt kommer i op i det gear, som han fra starten havde tænkt, fordi der bare kom andet til. Dem er der endnu ikke så mange af, men hvis vi nu lod være med at latterliggøre, hvis nu det ikke i manges øjne var det samme som en de facto-kastraktion af ens mandighed, så kunne det være at flere…
Endelig kunne vi undlade at fordømme de mænd, som i skøn eller uskøn samklang med deres ligeledes karriereprioriterende hustru (ind i mellem, ofte mindst hver anden dag forgæves) forsøger at få alle ender og snore og planer til at hænge sammen og derfor sammen – eller hver for sig – falder pladask i søvn på hver sin sofa til en dårlig TV-krimi efter lang arbejdsdag, hentning og bringning, ulvetime, madlavning, småhygge, putning, lidt skrig og skrål og et par konflikter og til slut noget madpakkesmøring til i morgen tidlig klokken 6.30, hvor det hele starter forfra, inden man… Jamen, hvis de nu har valgt at leve sådan, måske fordi det giver økonomisk råderum til alles bedste i familien, hvem er det så, der med rimelighed kan tiltage sig retten til at stille sig op og fordømme?
–
Måske, hvis vi holdt op med at fordømme, ville det hele blive lidt bedre. Lidt mindre anstrengt. Måske færre ville havde mindre behov for at retfærdiggøre sig selv og sine egne fortrin – eller fejl.
Måske endda vi kunne aflyse hele diskussionen om kvindekvoter i bestyrelser og mandekvoter i barselsperioderne – fordi det var muligt at gøre, som det nu passede én, uden at der skulle gøres nogen samfundsdebat ud af det.
Måske endda tingene kunne bevæge sig i den stik modsatte retning af debatten nu, hvor samfundet og politikerne føler et stadig stigende behov for at gribe ind og detailstyre folks liv, ikke mindst forældrenes, og stoppe barselsuger ned i halsen på fædrene, fordi man nu mener at dét liv er bedst. Hvilket jo ikke mindst er en dagsorden, fordi samfundet for længst har afsat en god, lang barsel til mødrene, eftersom der er bred konsensus om, at dét liv er bedst?
Hvad med at gå den helt modsatte vej og beholde den nuværende barselsperiode – men uden at reservere en eneste uge til hverken mor eller far, men lade det være op til den enkelte familie at bestemme, hvordan den skal fordeles. Også hvis moderens behov er at gå direkte fra fødegangen på arbejde, mens far flasker op derhjemme?
Ville det ikke være en helt ny tilgang til det frit tilrettelagte familieliv i dagens Danmark? Frit og aldeles ikke fordømmende?
56 kommentarer RSS feed
Tænk, at der virkelig findes et menneske mere end mig, der mener, at man skal lade det være op til hver enkelt familie, kvinde, mand at indrette sig inden for lovens rammer, som hver især ønsker det, og yde til samfundets gavn som det nu fungerer bedst for den enkelte.
Herlig konklusion du kommer frem til!
TJ… lige i øjet… har dog lidt svært ved at sætte forældreskab sammen med kvoter i arbejdslivet.
Mor gik på arbejde – og skatten steg.
Nu tørrer hun nummer på andres børn – og har aldrig tid til egne børn og far.
Familien fik hverken flere penge til forbrug – ej heller mere tid til hinanden.
Er du glad nu kære fru.
Med speltskyer ud af begge ører!?!?!?
Jeg ved ikke, hvad der menes med ”spelt” det ene og det andet. Men en ting ved jeg med sikkerhed, og det er, i det omfang man overhovedet finder det nødvendigt at drøfte forældreevnen, da skyldes det ene og alene, at man har mistet den.
Eller sagt mere biologisk: Hvilken anden art, i den hele verden, er i tvivl om, hvorledes den opfostrer sin yngel optimalt?
Men denne sandhed til trods, så ved jeg stadig ikke, hvad begrebet ”spelt” dækker over.
Tja, men uden absolut at ville lyde fordømmende er det så ikke bare sådan kvinder biologisk set er. Kvinder vil hakke på andre helt fra de er ganske små? Hvis man går tur med barnevognen og giver plads til kvinden…så er man eksempelvis ifølge ASH en kastreret tabermand. Og er arbejder manden over og lader kvinden passe hjemmet, ja så er det helt urimeligt at der ikke stilles spørgsmål ved om han er en god far. Kvinder er generelt bare ikke gode til at hvile i sig selv og derfor opstår der mange dobbetmoralske fordømmende debatter.
Det lyder ganske fornuftigt, Tom Jensen, men hvad skal vi saa fylde aviser og tv programmer med. Denne spelt-kastning tjener det ene formaal at faa danskerne til at se vaek fra de virkelige problemer
@ Bjørn Holmskjold
Spelt er en gammel hvedesort, som nu er blevet moderne og som er ensbetydende med, at man er med på noderne inden for sund brødbagning, og kvinder, især i postområdet 2100 Spelt, kan dermed dunke hinanden i hovederne med dette.
Det er en glimrende type mel, men jeg kan ikke rigtig smage forskel, men det siger jeg ikke højt, når min hustru hører på det.
Det fås fra hele korn, over fuldkorn til normal fint malet mel. Der findes der ud over mindst 20 andre tilsvarende typer mel, som jeg kan forevise dig i vores husholdning selv her ude i Udkantsdanmark, uden dog at have det fjerneste begreb om noget af det.
Undskyld mit O/T
Men det er jo velfærdsstaten der skaber fordømmelsen.
I vores kollektivistiske samfund er det os allesammen der betaler for eventuelle omsorgssvigtede børn, eller hvad der ellers måtte være af problemer forbundet med den enkeltes livsstil. Derfor er det en del af prisen for velfærdsstaten, at man ikke bare kan sige “lev og lad leve”. Det bliver alles legitime ret at blande sig i alles affærer, da vi jo betaler samlet for eventuelle fejlgreb. Derfor den nidkærhed omkring andres liv.
Umiddelbart kan jeg ikke se nogen løsning, så man kan få både friheden og trygheden. Enten har man et samfund, med den tryghed at vi i fællesskab håndterer udgifterne, men med kraftig regulering af den enkeltes liv, eller også et frit samfund, hvor folk selv betaler prisen for deres fejl.
Tak Knud Madsen
Men hvad har en gammel kornsort med forældreevne og yngelpleje at gøre? Hvorfor lader mændene i det hele taget kvinderne slå et så stort brød op, at hverken kvinderne selv, og da slet ikke mændene, kan gabe over det?
Men måske du ikke kan sige det højt, uden din hustru hører det?
Super godt indlæg!
Og hvor kunne det være rart at blive kvit af debatterne om kvindekvoter og positiv særbehandling…
Måske skulle nogle af ærke-feministerne indse, at den sidste store barriere for ligesilling er den evige selvretfærdighed og krav om at skulle leve op til andres normer…
@ Bjørn Holmskjold
.
Joh, ser du, når man bager med speltmel, signalerer man, at man er den perfekte type, der har sans for sundhed og politisk korrekthed ifm yngelplejen og i øvrigt er overskudsagtig!!
I bund og grund synd for den sikkert udmærkede kornsort, og der ud over er vi helt enige.
Jeg var lige ved at få et flip, da jeg så Tom Jensen havde taget dette fortærskede kvindeemne op, men så måtte jeg more mig, da jeg så, hvad hans ærinde var! Ja, jeg er ligefrem imponeret over hans mod til at stikke sit hoved ind i den forunderlige hønsegård/hvepserede!!
Hold da lige op mand , omfg og ffs
så tolerant og vi alle i samme både oplever ligefrem forståelse og sammenhørigehed i dit indlæg FLOT.
Prøv du også at tage ansvars og helikopter brillerne på når du vudere på det politiske billed og erkend hvad du og dine har budt Danmark de sidste 10 år , se os nu !! hva gør vi nu lille du ? efter jeres dæmonisering af div. dansker i Vores land , men det er jo de nederste par trin(dem fik i sgu lavet flere af end der var ik?)egen skyld ikke ?
Mens i pustede det op , nej det var ik kun udlandet skyld vel? nå men pyt , det her er jo ufarligt at kalde til tolerance og forståelse
Jo svære med det politiske ik når I var u fejlbarlige i jeres visdom og vision for Danmark , så pyt med krigene,a-b-c holdene(I er jo på A holdet ik? )
Sikke dog en laaaaaaaaaaaaaaang blog om ingenting.
Der kunne have været en overskrift hvor der stod: Lad være med at fordømme andre. Og så SLUT.
Eller spred ikke din religion ud på andre, for det er det der er problemet. Den gamle Coca Cola vs Pepsi debat. Windows vs Linux eller Mac vs Android osv.
Men nøj en lang blog om det.
@Mikkel mener du også alle børnene fra de sidste års gruopvækkende- og helveds- historier de levede i , altså at forældrene til dem skal betale?? du ved godt det er børn vi ligeså godt putte til den evige søvn , og du må være en af dem der hjælper dem , for hvad er det for et liv du vil byde dem??? s.u.!!
Ved ik om det er LA el. DF tanker du har ? for jeg tror lige du skal snakke med Pia el. Asger om det ok?
Men prøv du at komme ind i min verden og lær lidt om livets skygge sider .
og uha nej det er ikke dem du mener vel?
Er det så alkoholikers- narkomaners- fysiske/psykiskes syges- arbejdsløse- børns forældre der skal finde midlerne og hvis ikke muligt for dem , så sgu bare synd mini mennesker ,
Så la da vær med at blive født og så vil du vel slutte af med “SÅ KAN I LÆRE DET”
Kære mæmd, har I hørt om voksenmobning? Kunne I ikke lade være med at bashe alle kvinder på den måde som I gør herinde og i stedet finde på noget mere konstruktivt??
@ Tom Jensen.
Bravo. I 1971 og 72 fik min kone og jeg to drenge. To ønskebørn. Vi havde da været gift 5-6 år forinden – med hinanden. Aftalen var dengang inden vi blev gift, at når børnene kom, skulle min kone droppe arbejdsmarkedet. For vores egen regning forstås! Hun gik herefter hjemme de næste 8-10 år og passede hele familien, incl jeg alfahannen. Til gemgæld havde jeg forpligtiget mig til at sørge for alle familiens fornødenheder mad,tøj,hus,2 biler osv. Det gik altsammen aldeles fortræffeligt. Undtagen fra venner og bekendtes side af. På daværende tidspunkt var det helt normalt at alle unge kvinder var på arbejdsmarkedet. Akkurat som nu. Jeg skal da ellers lige love for at vi begge fik læst og påskrevet. Det gik meget ud over min kone. Men jeg gik heller ikke ram forbi. Jeg var kvindeundertrykker, mandsshauvinist og alt det der. Det sjove er, at vores familie er fortsat indtakt, vore børn er kommet rigtig godt i vej og vi sidder nu som velaflagte og tilfredse pensinister. Min kone genoptog sit job som bogholder. Vi blæste normen et stykke og har aldrig beklaget det siden. Gør som det passer familien bedst. Man kommer aldrig for sent til noget som helst. Vi nåede mindst det resten af familierne stræber efter med fuldt udtræk.
Det er svært at være uenig i kaldet efter tolerance for, at vore medmennesker indretter deres liv på forskellig måde, alt efter de muligheder, samfundet, og deres personlige indkomstforhold giver.
Men hvorfor mene, at det præcis er dårlig samvittighed, der giver energi til debatten? Rækker det ikke at tale om blot og bar samvittighed?
Det er da naturligt for mennesker at reflektere over, om den barndom, de giver deres børn, er den bedste under omstændighederne, eller om de foretager forkerte valg.
Der er mange mere eller mindre selvudråbte eksperter på børneopdragelsesområdet, som mener, at man som forældre pr. definition gør sig skyldige i en dødssynd, hvis man ikke “ofrer sig” for sine børn, men vover at indrette sit liv efter også sine egne behov.
Andre taler om “karrierekvinder”, som om det altid handler om selvrealisering. Men der er jo sket en mærkbar nedgang i den relative indtjening gennem de sidste årtier som gør det nødvendigt med to indtægter i en familie for at lade børnene få del i den velstand, de højtlønnede journalister har talt så meget om som et generelt vilkår for danskerne.
F.eks. har jeg som enlig mor, men akademiker på fuld tid og slutløn på intet tidspunkt kunne give mine to børn den samme levestandard, som min far kunne give ikke bare mig og min bror, men også min hjemmegående mor, til trods for, at han havde råd til dyre hobbies, som jeg aldrig har villet være i stand til at dyrke. Han gik ud af skolen som 16-årig og kom i lære, så han fik oven i købet sine børn i en yngre alder.
Min økonomi har snarere lignet den famøse Carina, bortset fra, at jeg aldrig ville kunnet lade udgifter til mine børns eventuelle idrætsaktiviteter indgå som fast udgift.
Skulle jeg have undladt at sætte børn i verden?
- Børns opvækstvilkår er som til alle tider bestemt af de muligheder vi har.
Til trøst siger statistikkerne ikke, at f.eks. ghettobørn, hvor begge forældre måske lever af kontanthjælp, og er hjemme hos dem hele dagen, nødvendigvis bliver mere harmoniske, lykkelige, og veltilpassede end børn af forældre, som har arbejdet gennem hele deres barndom.
Jeg tager for så vidt min virtuelle hat af for dem der vælger at stå af ræset, eller for den sags skyld dem der aldrig har deltaget. Kender nogle stykker der har valgt at bo billigt, arbejde lidt og leve på en sten. Ingen problemer der. Mit problem med f.eks. den kvikke og veluddannede “Jane Thoning Callesen” var netop det forhold at hun havde taget en kandidat uddannelse (og “flirtet med en PhD” som hun skrev) for så efterfølgende at kunne hygge og bage boller og gå ture med børnene. Hun skrev at hun var kommet fra gymnasiet med et højt gennemsnit. Det er således sandsynligt at hun har “taget” den studieplads som en anden kunne have brugt, men om ikke andet er det et spild af et godt hovede og spild af de midler som samfundet har brugt på at uddanne hende.
Ja man skal gøre det man helst vil, men jeg synes stadig det er vigtig at kvinder ikke bare går derhjemme og er afhængige af deres mands indkomst. Hvis manden en dag forlader hende stiller det kvinderne meget dårligt økonomisk og det er endnu værre at hun så heller ikke har haft en fod indenfor arbejdsmarkedet.
Derfor skal kvinder i hvert fald tænke sig en ekstra gang om hvis de vil gå hjemme.
Får lyst til at høre det gode gamle hit “I put a spelt on you” på min ipod.
Rødstrømperne må sidde tilbage med en underlige fornemmelse, nå nu de ser deres døtre opdelt i to lejre som åbenlyst bekriges, om rødstrømperne overhoved reflektere over deres drenges slet skjulte foragt, kan jeg så være noget i tvivl om.
Og tilslutter mig mig i øvrigt Bjørn Holmskjold. udsagn:
” Hvilken anden art, i den hele verden, er i tvivl om, hvorledes den opfostrer sin yngel optimalt?”
Først hyler højrefløjen op om at vi skal udvide arbejdsudbuddet – alle skal arbejde mere, længere, hårdere. Derefter synes de kvinder skal blive hjemme ved kødgryderne.
Velbekomme.
@ Ann Bille. Man må da håbe, at kvinder, der vælger at gå hjemme, har gjort sig overvejelser om, at børnene på et tidspunkt ikke længere er små, og ikke vil kunne være indhold i hendes liv, og at hun ikke kan være sikker på, at den erotiske gnist mellem hende og hendes mand fortsat består, når de er i 40-års-alderen. Måske vil der endda opstå gnister mellem manden og en anden kvinde. Hvis den anden kvinde er yngre, og manden fortsat er en god forsørger og har trivedes med at have en hjemmegående småbørnsfamilie, kan han tænkes at vælge et nyt forløb og lade sig skille.
Den diskussion er gammel, og unge kvinder i dag har alle muligheder for at have hørt om andres erfaringer.
Man kan blot på hensynet til den økologisk bæredygtige udviklings vegne håbe, at hun ikke vælger at sætte en større børneflok i verden for at gardere sig mod tømning af indhold i sit liv – men i stedet bereder sig ansvarligt på et liv efter småbørnstilværelsen, som det f.eks. er beskrevet ovenfor i T. Sørensens blogindlæg.
Kære alle bloggere
Hvor er jeg glad for at jeg som barn i 50′erne ikke gik i børnehave og iøvrigt kunne passe mig selv. Jeg er født på østerbro (i København) på kanten af Østre Anlæg, og det var min legeplads. Mine forældre sørgede for rammebetingelserne, føde mv. mv. men ikke dagligdagen. Som niårig meldte jeg mig som spejder (Nyboder), og som 11 årig til fodbold, og fortalte min mor det bagefter! Stort set sådan er vores børn også opvokset. Jeg gyser ved tanken om at skulle gå i børnehave og i det hele taget tages af. Men det var dengang!
de venligste hilsener til alle og tak for mange gode input.
Erland Denninger
@Erland Denninger: det er nu ikke så galt at børn kommer i børnehave og mødes med jævnaldrene. Jeg har en nevø der hver dag er i børnehave med nogle jævnaldrene børn til mine veninder og de børn er så glade for at gå der at forældrene næsten ikke kan få dem hjem igen.
Løft blikket og nyd forskelligeheden!
Lad være med at tage udgangspunkt i dit eget liv, men nyd alle de mange forskellige valg som de andre tager.
Så er der måske håb for at vi kan slippe for en debat der ikke bidrager med noget positivt.
Og tænk på, at det netop er forskelligheden der får vores verden til at fungere.
Jo, det ville være ideelt hvis vi kunne komme fordømmelsen til livs. Pt. er jeg selv på barsel fra studiet, min mand tager 5 mdr. til efteråret, når semesteret starter op igen – og hvad medfører det? Misundelse fra et vennepar hvor han er elinstallatør – i hans firma vil man blive til grin som mand, hvis man tager mere end en måned.
Så kvinde, hvis du er med på at din mand skal tage barsel, så sørg for at han arbejder i det offentlige. Her er der skulderklap til mænd der tager ansvar i hjemmet og prioritere deres børn.
I den perfekte verden skulle vi selv kunne bestemme – men det er bare ikke realiteterne.Vi er underlagt samfundets normer og andres syn på én. Derfor er øremærket barsel til mændende nødvendig for at komme mobningen af barselsglade mænd til livs (hvis de altså ikke er så heldige at arbejde i det offentlige) OG som kvinde i slut20′erne start30′erne kan man også nemt blive frasorteret i jobansøgningen – for hvad nu hvis man skal et år på barsel? Ja, men det kunne jo være at ens mand tog det meste – men det er bare ikke den generelle opfattelse. Så hellere være på den sikre side som virksomhed.
DERFOR er øremærket barsel til mænd en nødvendighed. Men havde da gerne været den foruden og levet i en verden uden fordømmelser… Tror bare ikke på det.
For mange af disse “spelt debattører”, tror jeg nu mere det handler om at få stimuleret sit X factor-gen, end det handler om dårlig samvittighed.
@ Sanne Loft.
Det er noget klynk, du kommer med. Når I har taget den beslutning I har, så skal i stå ved den. Punktum. Omvendt er der ikke meget alfahan over at tage barselsorlov som mand. Og prøv lige at tænke, som ham installatøren, som skal have bøvlet med aføsning osv. Det er et stort problem i alle små og mellemstore virksomheder.Det er også en del af livet. Det offentlige skriver bare flere skatter ud. De slipper godt fra alting. Når man p….. mod vinden får man våde sko. Bortset fra det god barsel Jer begge.
“det er nu ikke så galt at børn kommer i børnehave og mødes med jævnaldrene”
Det er ikke for børnenes skyld de kommer i børnehave. Det er for forældrenes skyld. Og så fordi der ikke er plads til dem andre steder.
“Det er noget klynk, du kommer med.”
Kan man ikke sige noget grimt til folk, bør man helt tie stille.
Synes nu ikke at jeg klynker – er glad for min barsel, og jeg er glad for at min mand gerne vil på barsel.
Jeg prøver såmænd bare at pointere at vi er underlagt samfundets normer og strukturer. Derfor må staten hjælpe på vej hvis vi gerne vil ændre disse, så det eks. er ok at tage 5 mdrs. barsel selvom man er håndværker. Jeg anerkender at små virksomheder i det nuværende system kan have svært ved håndtere barsel – men så må vi ha’ en ordentlig barselsfond. Men altså hvad gør frisørbranchen i dag? De får da til at fungere på trods af at det typisk også er små erhvervsdrivende.
Så ingen klynk herfra men altså en observation af hvordan vi er underlagt samfundets notmer og strukturer. Den fuldkomne frie vilje er en illusion. I den ideelle verden er jeg med på Tom Jensens idé om fuldkommen frit råderum over barslen. Men altså det er jo temmeligt hypotetisk – en verden uden fordømmelse. Du har jo selv lige bevist det, kære T. Sørensen…
hmm….. you miss the point TJ.
Hele denne pseudo debat er bare en forlængelse af tidens trend, med at have ondt i røven over andre og deres måde at leve på. Det er jo efterhånden blevet drivkraften i samfundet.
de fremmede, rygerne, de fede, de arbejdsløse, de rige …. etc. Og nu også spelt ditten og datten.
Så kan vi sidde og se reality TV hvor det ene fjols efter det andet lader sin dumhed eksponere. Så kan vi rigtig godte os og føle os rigtig gode og kloge fordi vi ikke er lige så dumme som dem ….. pyyyh!
Ja, hvis vi ikke vidste, at det var de spøde, de helt små børns behov, at deres mor i første omgang var til stede, derefter faren, så var det en ovenud god idé at lade folk selv bestemme.
Men- vi lever i en oplyst tid, og derfor er der megen skyldfølelse forbundet med netop den levevis, som Tom Jensen her så aldeles perfekt beskriver. At hvis dette el hint nu økonomisk er det bedste for familien ..
Meget lidt om barnets behov for ro, tryghed, nærvær og tilstedeværelse af netop den biologiske mor og ikke en pædagog henne på ‘børnefabrikken’, en forskellig ra dag til dag.
Det er så absolut ikke det ganske lille barns behov – men som vi får folketingspolitikere, således får vi også både infantile og narcissistiske børn i for lange baner ud af en sådan opdragelse ..
Og så spørger vi stadig i 2012, hvorfor mon? Og med den ene TV-udsendelse efter den anden – uden at forstå, at det også handler om os selv.
Alle disse ’tilgodehavender’, som børn har ved at blilve kastet for meget rundt, de ytrer sig senere i livet (og allerede i barndommen, tænk bare på denne ‘titel’ ADHD .. som dybest set dækker over både uvidenhed og helt tidlige svigt i livet for den enkelte).
Og vi spørger, og vi betaler – OG vi ikke mindst brokker os over de mange tabte og forhutlede samt rigtig dyre unge på diverse instititutioner.
At der så reelt ER resourcestærke familer, hvor det stort set går godt for børnene er bare ikke nok. Ikke hvis vi have en glad ungdom, en kreativ arbejdsstyrke og stærke, selvstændige individer, hvor heller ikke skilsmisser huserer i større stil.
Men – naturligvis må det stå enhver frit for efter også evne til at passe barnet selv; men – debatten om de hjemmegående og de udearbejdede er slet, slet ikke ny.
Den debat var også til stede i forrige generation – og da bpev de hjemmegående ikke kaldt ‘speltmødre’ – men de antoges for bare at være reelt dumme. Det måtte være endog fordummende at være hjememgående husmor. Endog før de rigtige og reelle karrierer satte ind for kvinder på arbejdsmarkedet
Det handler naturligvis om arbejde og økonomi; Men et arbejdsliv er mellem 40-50 år, så .. for dårligt, at vi hver eneste gang, der er tale om pasning af vore børn, så taler om os selv, os selv Og os selv.
Lige så infantilt og narcissistisk, som det siges at foregå i Folketinget. Så selv om vi selv stememr på dem, så er vi afhængige af de, der overhovedet stiller op.
Gud bevare Danmark
– om ikke andre, mere voksne og ansvarlige, mindre selvcentrerede osv.
Læser man alle de spelt-indlæg der linkes til af Tom Jensen er der en klassisk fællesnævner – der sjovt nok er typsik for netop 2100-spelt segmentet. De identificerer i høj grad sig selv og deres holdninger ud fra hvad de ikke er. Dvs. negativ afstandstagende argumentation i stedet for positivt underbyggende for eget standpunkt. Overført på det bogstavlige spelt-brød anbefaler jeg det ikke ved, at erklære jeg ikke er til tomt hvedebrød eller ristet kernebrød.
Vel syntes jeg man skal være der for sine børn – men familier er så heterogene at udover det mest basale kan man ikke opstille faste regler. Der er milevid forskel på at arbejde 60 timer om ugen uden udlandsrejser, 20 min til og fra arbejde og mulighed for at slå mobilen fra udenfor arbejdstid sammenlignet med 1 time til/fra job, udlandsrejser og stress fra erhvervs-smartphone i alle døgnets vågne timer.
Work/balance er og bliver lige så individuelt fra familie til familie som præferencen for hvilket brød der bages i hjemmet eller hentes hos bageren.
@Sanne Loft
Ikke at jeg er helt enig med T. Sørensen, men du er IKKE underlagt samfundets normer og sociale strukturer på nogen måde. Det er dig selv der bøjer dig for dem i så fald.
Regler og love er vi derimod underlagt og jeg finder det trist, at du argumenterer for lov som andre skal betvinges af alene fordi I selv har en situation hvor man som individ skal turde skille sig ud fra mængden og være med til aktivt at ændre normerne.
Jeg støtter din holdning om ret til barsel for din mand – formelt som “socialt” – men er uenig i dit valg af metode. Målet helliger sjældent midlet og opnåelse af hvad der er “rigtigt” for din situation bør ikke ske på bekostning af hvad andre finder “rigtigt” for dem.
Den fuldkomne frie vilje er måske nok en illusion men graden af reel fri vilje er man i høj grad selv herre/frue over.
@Birgit Hviid Lajer
Hej, Birgit
Du skriver:
“Den debat var også til stede i forrige generation – og da blev de hjemmegående ikke kaldt ‘speltmødre’ – men de antoges for bare at være reelt dumme. Det måtte være endog fordummende at være hjemmegående husmor. Endog før de rigtige og reelle karrierer satte ind for kvinder på arbejdsmarkedet”
Det kan jeg ikke genkende fra samtaler med mænd, eller fra mig selv og sidder med en fornemmelse af, at det er noget fra kvindegruppen, alene.
Hvad siger din fornemmelse til det?
En husmor er på samme tid både den vigtigste og den mindst vigtige person i familien. Den som står for husholdningen, så der er mad på bordet, men også den, hvis tid er mindst vigtig, fordi det jo er de andre, som skal ud ad døren og møde et eller andet sted.
I dag giver travlhed og lønarbejde status. Så den servicerende husmoder må nøjes med at rangere lidt som tidligere tiders tjenestepiger. Især hvis hun er sådan et sølle enfoldigt skravl, som KUN overkommer at være husmor.
Tænk bare på Margrethe Vestager, som både overkommer at være partileder, minister OG bollebagende husmor. Her kan alle andre godt pakke sammen…
Helter Spelter?!
Speltdiskussionen har udviklet sig langt fra dens egentlige begyndelse, som var et kritisk og ikke mindst humoristisk spørgsmål stillet til de kvinder, der giver den som “både og”, selvom de faktisk er “hverken eller”.
At følgerne heraf så har bredt sig som ringe i vandet, får en frivilligt barnløs som jeg til at undre mig over behovet for den af Hr. Tom Jensen anviste selvretfærdighed. Jeg forstår den ikke, og igen og igen tager jeg mig selv i at tænke, at mange forældre er så bortforklarende, underliggende usikre og tydeligvis i forsvarsposition, at det kunne se ud som om, at det at have børn er en lidelse og overordentlig tung byrde at bære.
Fordømmelse af de “andre forældre” er vel ok, hvis den er baseret på en bekymring for barnet, men det synes ikke at være grunden. Jeg hælder til “Angreb er det bedste forsvar”, men hvad er det så egentlig, I forsvarer?
Til Erland Denninger!
Det er et nostalgisk tilbageblik til en svunden tid, du beskriver.
Jeg var også selv barn i 50´erne – i det, der nu benævnes “Udkantsdanmark”. I en landsby, hvor min far som selvstændig håndværksmester og min mor som “hjemmegående” gav os børn en fortrinlig barndom.
Der var – naturligvis – ingen børnehave! Intet problem dengang. Alle vi børn – ikke i Bulderby – legede sammen hver dag. Vi lærte forældrenes erhverv at kende gennem det daglige frivillige samvær. Jeg gik selv på tømrerværkstedet fra jeg var 4 år – og så, lærte og prøvede at efterligne.
Vi spillede fodbold i klub, fra vi var 7, havde dværghøns, duer og kaniner at passe.
Cyklede sammen til stranden og badede, da vi havde lært at svømme.
Men allerede i midten af 70´erne, da min kone og jeg flyttede sammen, var det liv en saga blott!
Færdiguddannede kunne man da ikke tage et barn med på et statsaut. revisionskontor eller et hospital!
Der er en stor forskel også på børnehavernes indtog.
Hvis man vælger at holde et barn hjemme – så er der formentlig ingen jævnaldrende at “lege med”.
Der er intet erhverv i nærheden heller, hvor man kan få et indtryk af voksnes arbejde.
Børn har godt af, at få inspiration fra andre end forældrene – så i mangel af bedre: Børnehave!
Jeg misunder ikke nutidens børn og deres forældre!
Men realiteterne kan man ikke løbe fra.
Dog vil jeg afslutningsvis godt fremhæve, at jeg tilslutter mig fuldtud den enkeltes valg.
Og hvad andre tænker og siger, bør man ikke tage så tungt – hvis man selv mener, at man har valgt det rigtige!
Janteloven – selv om defineret af en dansker – er vist ikke specielt dansk. Den er universl!
Axel Eriksen, janteloven ER rent dansk mentalitet.
Modsat univers.
I andre lande prøver man ikke, som i Danmark, at misundeligt ødelægge andres succes.
Man prøver at lære af den og efterligne den.
Jørgen F., 2. februar 2012 kl. 18:57
Nemlig.
Lillableernes : vi skal fjerne børnene fra mor, og indoktrinere dem til kønsforvirrede lillablesoldater.
Så tænkt,så gjort.
Hvornår starter retssagerne imod de perfide lesbiske kællinger, der ødelagde det danske samfund?
Til Jenny C.!
OK, hvis du mener det! Uanset om den kun er dansk eller universel – så bryder jeg mig ikke om den!
Har venner/familie som bor/eller har boet i udlandet og når de vender tiobage til DK er noget der springer dem i øjnene det enormt høje stressniveau som danske familier kører efter.
Om danskere er specielt karriere og arbejdsivrige tror jeg nu ikke er tifældet. Men kunne det have noget at gøre med det enorme skattetryk som vi har og familerne for at få det til at løbe rundt, er meget afhængige af to indtægter, medmindre den ene part tjener kassen ???
Den tanke strejfede mig bare lige.
Til Jenny C.!
De lillafarvede “hovedbeklædninger” var kun et symbol. Nu har selve tankegangen – inden i hovedet? – vundet!
Jeg er glad for i dag at være 60+ og selvhjulpen pensionist.
Men har stadig medlidenhed med børnene og deres forældre, der skal leve under et uundgåeligt institutionstyranni.
Børnene kommer ud med den forestilling, at kun kvinder i børneinstitutioner og skoler kan være et forbillede.
Intet gåpåmod til det private erhvervsliv – endsige en tanke om at gøre noget selvstændigt!
Jeg kan kun istemme dine kommentarer, Axel Eriksen. Og mon ikke også det er forklaringen på mange af de problemer, der er med de mange uvorne børn og unge mennesker, ganske som Jenni C så rigtigt beskriver begyndende med de hæslige Lilla Bleer/perfide lesbiske kællinger.
Dagens forældre har virkelig en stor opgave i, at vise afkommet at der er en reel verden uden for pædagåk-vældet.
Griner… utroligt… har lige læst et par af kommentarerne, og kan slet ikke se bloggens budskab om rummelighed overfor folks frie valg.
der findes diverse sociale cirkler i Danmark
mødre der kun taler om potteplanter og bleer evt. går på cafe med ammestuer for at finde andre med samme gøremål.
så er der kvinder/mødre der har deres sociale cirkel via deres arbejde-sport-osv.
Så er der karriere kvinder – der uddanner og uddanner sig – frekventerer – den røde løber for kendisser- aftenshowet etc,- opnår
een til flere bestyrelesposter og hvad så – en lidelse at være i selskab med.
Så findes der heldigvis kvinder – der er yndefulde–skønne – blide -
hysteriske – ikke har ønske om at gennemleve mandens liv i parforholdet – hvor begge er/skal være ligeværdige – !
@ jenni c, 4. februar 2012 kl. 15:00
Hvad begrunder du det med at det lige skulle være “lesbiske kællinger” der ødelagde det danske samfund?
Sikker på at det ikke var sparekasseassistenter i mindre jyske provinsbyer?
Til Jenni C. og Frank Leegaard!
Interessant diskussion. Hvad med et kompromis: Det var “jyske, lesbiske sparekassekællinger”, der ødelagde det hele!
Det må da tilfredsstille jer begge – så er også den ged rundbarberet!
Bloggens egentlige oplæg: Sige, skrive, gøre som man selv vil, er en grundlovssikret ret – og med udgangspunkt i kvinders tiltrækning af kønsfæller og sparekasseassistensers tiltrækning til mindre jyske provinsbyer – er der vel nærmest overensstemmelse mellem jeres opfattelser?
Godt gået!
Afblæs speltbollekrigen!
De seneste ugers skriverier i medierne om moderskab, har været interessant læsning. Det startede som bekendt med kronikken, “Findes speltmødrene egentlig i virkeligheden?”, hvor der meget skarpsindigt blev sat ord på fænomenet speltmødre, og stillet spørgsmål ved hvorvidt de egentlig findes i virkeligheden. Disse stereotype, økologiske, overskudsagtige mødre – eller om de i grunden er et spøgelsesagtigt produkt af karrieremødrenes samvittighedsnag. For mig at se et meget spændende emne at lukke op for – da jeg selv har iagttaget tendensen til at hetze mødretyper – hvad enten der er tale om speltmødre eller karrieremødre.
Med dette blogindlæg udbrød speltbollekrigen i lys lue, som nu har raset frem og tilbage mellem karrieremødre og speltmødre, for ikke at glemme fædre i alle afskygninger, i mange dage. Det er fint at vi får spøgelserne frem i lyset. At få fordommene italesat, fordi det stiler skarpt på det egentlige problem, når bladet tages fra munden. For hvordan kan det være, at mødre har sådan et behov for at retfærdiggøre sine valg og nedgøre andres? Hvad er selve kimen til speltbollekrigen? Er det måske frygten for at anerkende os selv, der gør at vi ikke rigtigt formår at anerkende vores medsøstres valg. Om det så er at gå hjemme og vie tiden til børnene, med spelt og det hele – eller at jonglere mellem arbejde og familieliv efter bedste evne, eller måske arbejde meget og finde kreative løsninger med en aupair?
Jeg tror på en ny tids moderskab. Et moderskab hvor vi tør være autentiske og tro mod os selv – så vi også kan støtte hinanden i at følge vores inderste værdier – og være mødre med hjertet. Uden frygt for at være anderledes. Uden behov for at gøre os bedre end andre, for at kunne holde os selv ud. En tid hvor vi kan styrke hinanden i den store opgave vi har som mødre, og favne vores forskelligheder. Jeg drømmer om mangfoldighed, respekt og ligeværd. Hvis vi som kvinder begynder at give hinanden den respekt og anerkendelse som vi fortjener, vil det være lettere at få den fra mændene, som vi ellers så let vender skytset mod når det kommer til ligestilling.
Lad os afblæse speltbollekrigen og hellere åbne os for en ny tids moderskab der sætter autencitet som succeskriterie. For vi kan alle sammen være tro mod os selv. Vi kan alle sammen være ægte. Vi kan alle sammen være gode nok mødre. Hvis vi tør.
- Eva Andrea Ditlefsen
Forfatter af DrømmemorEffekten
http://www.drømmemoreffekten.dk
Et af de bedste indlæg, jeg har læst i forbindelse med speltmødre kontra karrierekvinder.
Sagt af en gammel speltmor (fra før udtrykket blev opfundet).
Jeg er grundliggende enig (med de fleste, tilsyneladende).
Dog kan jeg ikke lade være med, kun halvt med et glimt i øjet, om man ikke samtidig skulle stoppe med at fordømme samfundsdebatten om kønsrollerne?
Det er sikkert et spørgsmål om temperament.
Men jeg er næppe den eneste, der tror, at debatten om kønsroller og familieliv er medvirkende til, at flere stiller spørgsmål ved det liv, de selv vælger at leve.
Hvis vi holder op med at debattere, sker forandringerne kun langsomt, pinefuldt langsomt. Der kan ikke være tvivl om, at den herskende kultur, som i den grad tildeler moderen udvidet barselsret (og endda 14 dages barselspligt) på bekostning af faderens ret til samme, er medvirkende til, at kvinderne sidder på moderparten af barselsperioden.
Debatten er vigtig, uanset om vi er enige med debattørerne eller ej; vigtig for os selv, vores samfund og vores børn.
@Mikael Bruus – 3. feb. – 20:04
Hej Mikael Buus,
jeg nævner ikke, om det er mænd eller kvinder, der udtalte sig sådan dengang; men de hjemmegående, som jeg mødte da, nævnte selv, at de blev antaget for at være dumme, hvad de naturligvis langtfra var.
Ser du tilbage i 70′erne og 80′ertne, så var andelen af kvinder på arbejdsmarkedet ganske meget lavere, Jeg husker desvære ikke tal/procentandel fra dengang – men en hel del lavere, hvor det så var noget nyt endnu, at så mange kvinder søgte ud på arbejdsmarkedet.
Mange havde mere underordnede jobs (kontor) – og de blev el følte sig måske også mere accepterede som ‘mor på job’ – fremfor at være mor derhjemme i for lang tid osv.
Jeg har ikke da hørt noget nedsættende fra mænd i den anledning, flere var ganske glade for denne otdning såvel som visse kvinder var og stadig er det – kender flere, der aldrig kom blivende ud på arbejdsmarkedet, nok fik en kort udd el var kort på et kontor af en slags.
Andre igen (som jeg selv) uddannede mig videre sidenhen, såvel som en bekendt til mig inden for det psykologiske felt, som også i sig selv kræver en vis modenhed, før man begynder sådanne uddannelser.
Mange kvinder ‘gik også videre’ på den måde, hvor det er mit indtryk, at i dag, så er de unge kvinder ganske obs på, hvad de vil være, de der ønsker en videregåend uddannelse med det samme. Sådan cirka.
@Ditte Kruhøffer
Naturligvis er det vigtigt med debat, også om kønsroller – MEN tingene sker alligevel snigende langsomt. Det er ikke mange år siden, vi først fik 1 helt års barsel.
Du er ganske forkert på den, når du skriver, at kvinders 14-dages pligt (altså hvis de ikke er syge – og kan) tilsammen med den øvrige barsel er en negligering af fadrens ret til samme.
Det er et falsum at tro, at det er barnets trav, at det ikke er moderen i den første tid, faktisk de første år, der er den primære omsorgsperson, hvor faderen naturligvis også er der omkring barnet – men også mere er den, der måske går til hånde.
Efter et par år, så skifter rollerne automatisk, hvis vi skal følge et barns optimale behov. Såsnart det er parat til at slippe moderen (vi kan alle se og iagttage det, hvis vi er tæt på små børn).
Det skal vi tillægge en absolut værdi og vise barnet respekt, for siden vender det sig også bogstaveligt, både psykisk og fysisk udad mod verden/ omverdenen – og først den nære.
Dermed ikke sagt, at barnet intet har med faderen og resten af familien at gøre; men kvinder bør forstå og indse deres magt her (og faderen siden sin magt på det lidt senere alderstrin, både for den lille pige og den lille dreng), FORDI en mors
fravær el evt. svigt ikke bare kan give – MEN giver
svært oprettelige forhold for det enkelte individ – og langt ind i også et parforhold.
Så – viden er magt, omend alle meninger skal nyde fremme. Og vi vil naturligvis alle det bedste for vores børn; men vi er i mange år i færd med at gøre mere af det værste for dem.
Børn er stærke – og nogle siger så: Jamen, Peter og Katrine er henne i vuggestuen/børnehaven, så ..
En blokering at se vuggestue/børnehave som en nødvendighed, hvis børn vil være sammen. De vil langt hellere som små være hjemme og med moderen i nærheden endnu, så der er intet i vejen for, at legetimer børn imellem kan gå på skift i de små hjem også.
Det er desværre på forskellig vis direkte skadeligt at lade små børn ligefrem lære at ‘sige farvel’ i utide, dvs så tidligt, hvor endog deres hjerne ikke er udviklet til at forstå, begribe og bearbejde en sådan situation.
Derfor har vi i vore dage mange flere unge, der er hårdt ramt – og skaderne ses at være grundlagt så tidligt, at de fleste ikke forbinder det helt tidlige liv for det enkelte menneske med senere opståede problemer af forskellig art.
Vi har desværre tilfulde problemer, fordi vi ikke forstår – el viden er ikke udbredt, nok i hv f – så vi kan ændre kurs.
Og – det hvadenten vi har råd eller ikke har råd i vort samfund. Der sker ikke ret så meget – ANDET END at voksne kvinder og mænd slås om det hele – og du er altså også hoppet på den vogn med at fædre skal have barsel og del i den nuværende barselsorlov.
Det er langt bedre, at /fædrene/mændene får deres helt egen og ligeså accepterede orlov, som kvinderne har det tidligt, idet det er kvinderne, der ammer børnene – og gerne sålænge som de kan, og jeg håber, at man gængs er kommet bort fra det halve år, der tidligere i hv f sagdes at være ‘nok’.
Det ved ingen – men sålænge moderen kan og barnet vil, så er det bedst på den måde.
Og – i stedet for, at mand og kvinde slås – og ofte ganske uacceptabelt også i den offentlige debat, så burde hver især gå hjem og kalge deres nød el langt hellre gøre op med deres egne forhold hos forældrene.
Det er nemlig ganske almindeligt, at kvinder ligefrem tér sig ganske uacceptabelt overfor en mand, idet hun gør en del af sit oprør mod moderen her. Og – det skal hverken hun selv eller en mand finde sig i.
Så – der skal ofte helt andre og radikale værktøjer til i et parforhold, hvor naturligvis manden også bør se på sig og sit, og hvorfor han lige valgte den kvinde, især naturligvis for begge parter, hvis tilstandene er utålelige i forholdet.
Vigtig er debat – men vi er ikke kommet meget videre egentlig, og i de sidste faktisk 30-40 år – omend der er sket skred i nogle af problemerne. Man skal have de rette værktøjer, såvel som inden for al mulig andet ‘byggeri’ for at kunne bygge reden fornuftigt, altså hensigtsmæssigt og med større harmoni. Mvh BHL
Der vil nok gå et par dage, før jeg kan være på en blog igen. BHL
[...] http://tomjensen.blogs.berlingske.dk/2012/02/02/med-speltskyer-ud-af-begge-orer/ [...]
Skriv en kommentar