Overgreb og kontrol
35 kommentarerJeg får kvalme, når jeg læser om den igangværende Rebild-sag, hvor en 55-årig mand er tiltalt for at have sex-misbrugt ni børn gennem 15 år. Jeg væmmes, når jeg hører om den såkaldte Brønderslev-sag om årelang vold, mishandling og vanrøgt af en hel børneflok. Alt bliver sort, når man tænker på Tønder-sagen om en fars sex-misbrug af to piger – inklusive udlejning af dem til fremmede mænd.
Læg dertil den harme, som rammer mig og sikkert mange andre, når kommuner og andre myndigheder prøver at vriste sig fri af enhver skyld, ethvert ansvar for, at ingen greb ind meget før, at ingen så de åbenbare signaler om, at den var helt, helt gal. Og over at familier kunne flytte fra kommune til kommune og alene derved lade begåede forbrydelser indkapsle i fortiden.
Svigt og overgreb mod børn skal straffes hårdt. Og hammeren skal falde, når myndigheder udviser himmelråbende skødesløshed i situationer, hvor det synes åbenbart, at noget er rivende forkert.
–
Men er jeg den eneste, som samtidig nages af en begyndende tvivl om, hvor disse horrible enkeltsager risikerer at føre samfundet hen? Hvad de kan komme til at betyde for den enkelte families forhold til myndighederne? Hvad de kan føre til af krav om flere tvangsfjernelser, mere overvågning, mere kontrol?
For uanset, at enhver med sjæl i livet må forfærdes over sagerne, må det vel samtidig være ok at bevare en kølig fornuft i forhold til de skridt henimod mere offentlig kontrol med den enkelte familie, som kan blive resultatet af den debat, disse sager afstedkommer. Med det omsiggribende social- og velfærdsindustrielle kompleks og dets mange stemmer som aldeles aktive deltagere.
Det sker f.eks. i denne artikel fra Information forleden, hvor budskabet er, at forældrenes retssikkerhed ofte kommer før børnenes i sager om svigt. Hovedkonklusionen i artiklen drages blandt andet af lektor i socialret og børn og unges rettigheder ved Københavns Universitet, Stine Jørgensen, som siger:
”Der er tendens til, at kommunerne hellere vil gribe ind en gang for lidt end en gang for meget.”
Hun bakkes op af socialpædagogernes forbundsformand Benny Andersen:
”Man vil ikke handle for hurtigt, for tænk nu hvis, forældrene er uskyldige? Men i mellemtiden går det ud over børnene.”
–
Det bekymrende her er viljen til at løfte de ulykkelige enkeltsager op til et generelt problem, som skal løses ved at stramme de sociale myndigheders kontrol med den enkelte danske familie. Er det da det, der har været på spil i Rebild, i Brønderslev, i Tønder: At kommunernes redskaber har været for få? Eller er det almindelig kommunal sjusk og en graverende mangel på dialog på tværs af landet, som gør social migration til en mulighed for skumle typer?
Snarere end at diskutere dette står der hurtigt en hel samfundsklasse af sagsbehandlere og socialpædagoger og andre klar med løsningerne: Mere kontrol, mere overvågning, hurtigere indgriben generelt – og flere tvangsfjernelser. Det er i det velfærdsindustrielle kompleks’ optik et indiskutabelt gode, når antallet af tvangsfjernelser af helt små børn stiger i Danmark, hvilket det gør. Og jeg – og mange andre – har ikke en kinamands chance for at bedømme, om det er rigtigt. Det er det muligvis. Det kan være, at der skal tvangsfjernes flere børn, og at for mange forældre får for frit løb til at svigte deres unger.
Men det kan også være, at en endnu mere udstrakt adgang til at gribe så dybt ind i en families liv, som en tvangsfjernelse er, ikke vil forhindre flere rædselssager som dem, vi har oplevet på det seneste. Men derimod skabe en helt ny, problematisk retstilstand i forholdet mellem borgere, familier og myndigheder, hvor flere vil opleve det offentliges indgriben i privatsfæren som mere eller mindre vilkårlige overgreb. Det er i hvert fald en lignende bekymring, advokaten for et af børnene i Brønderslev-sagen på et tidspunkt har udtrykt.
–
I de senere år er antallet af anbringelser uden for hjemmet faldet lidt, mens der er sket en stigning i antallet af tvangsfjernelser. Eksperterne diskuterer hvorfor. Men diskussionen forekommer mig at være en krusning på overfladen i forhold til de egentlige realiteter: 12.565 børn og unge mellem 0-17 år var i 2010 anbragt uden for eget hjem. Det vil sige: Væk fra forældrene. Det er kommunerne, som tager initiativet i halvdelen af anbringelsessagerne – med andre ord, at det er myndighederne, som af den ene eller den anden grund rykker.
For et par år siden kom det ydermere frem, at udgifterne til de såkaldt udsatte børn er eksploderet i Danmark – de danske kommuner brugte således i 2010 omkring 14 milliarder kroner på anbringelser, og selv om udgifterne nu vurderes at falde på grund af færre teenagere, er det indlysende, at der over de seneste årtier er skabt en socialindustri centreret omkring børn fra problemfamilier, som bare ikke fandtes før i tiden. En socialindustri, der koster samfundet milliarder af kroner, men hvis effekt vil dybest set ikke er gennemlyst. Noget kunne dog tyde på, at det ikke ved hjælp af denne dyre praksis lykkes at bryde den negative sociale arv for de børn, det hele handler om.
–
Det er blandt andet derfor, jeg tillader mig at rejse spørgsmålet: Er det OK at bruge skræksager som dem i Rebild, Tønder og Brønderslev til yderligere at ville stramme samfundets kontrol med og overvågning af de enkelte familier? Ønsker vi et samfund, hvor kommunen føler en pligt til at følge dig og din familie tæt, lure på hvert fejltrin, hver usædvanlighed, hver bekymrende uregelmæssighed – og siden hellere gribe ind lidt for tidligt end lidt for sent?
Der er tegn på, at nogen i hvert fald ønsker sådan et samfund. Som Berlingske kunne fortælle om forleden, vil Fakse Kommune nu uddanne pædagogerne i kommunens daginstitutioner, så de bliver bedre til at være opmærksomme på f.eks. forældre, som de mener har drukket. Initiativet betyder blandt andet, som det hedder, at ”pædagoger, sygeplejersker og andre kommunalt ansatte fremover skal tage mere konfronterende metoder i brug. Et af de steder er den integrerede institution Terslev Børnehus”:
”Vi skal reagere på de forældre, der kommer og er påvirket af alkohol. Hvis vi fornemmer eller forælderen lugter af alkohol, så skal vi simpelthen sige det: “du har drukket alkohol i dag”, og så afvente og se hvilken reaktion, der kommer”,
fortæller pædagog og souschef Katja Rasmussen.
Det kan man vel mene er OK – hvis en far ligner og lugter som et værtshus, når han henter sine børn, må det vel være tilladt at løfte mere end et øjenbryn. Den slags kaldes almindelig civiliseret menneskelig omsorg for hinanden. Men den kommunale indsats stopper ikke her. Berlingske skrev videre, at der er skabt et tværfagligt netværk i Fakse, hvis opgave bliver at spørge alle nye familier i Fakse Kommune om familiens alkoholforbrug. Vi giver ordet til en af netværkets aktive, sundhedsplejerske Anette Borrell:
”Ved et af de første besøg, når man har fået et nyt barn i Fakse, skal vi i fremtiden spørge standardiseret til, hvordan alkoholforbruget og holdningen til alkohol er i familien og åbne for en samtale. Det gjorde vi ikke tidligere, og det er ikke så nemt. Men den barriere ligger meget hos os selv. Tidligere var det grænseoverskridende at spørge ind til folks rygevaner, men det gør vi helt naturligt i dag.”
Hun fortsætter, at det er “en fordel at have en formaliseret spørgeteknik for alle kommunens ansatte med borgerkontakt”:
“Når man spørger alle om det samme uden at pege fingre ad nogen, får man problemerne italesat og nedbrudt det tabu, som alkoholmisbrug er. For alle bruger alkohol, men det er svært at vide, hvornår det er for meget”.
–
Man kunne spørge: Hvad ellers vil kommunen vide? Sådan – ”standardiseret”. Hvad vil kommunen bruge denne viden til? Skal kommunen overhovedet ligge inde med en sådan viden – ”standardiseret”? Skal kommunerne i jagten på de familier, hvor overgreb virkelig finder sted, udstrække den socialt kontrollerende tættekam til hver eneste familie, der tillader sig at bringe et barn til verden? Ønsker vi sådan et samfund?
Og – for at vende tilbage til udgangspunktet: Er det den slags universelle Big Brother-løsninger, som vil forhindre flere uhyrlige Tønder-, Brønderslev- og Rebild-sager i fremtiden?
Jeg er bange for, at jeg kender svaret, mens udgifterne til det socialindustrielle kompleks vil vokse yderligere, antallet af sagsbehandlere, socialrådgivere og socialpædagoger vil svulme yderligere, overvågningen og kontrollen vil vokse mere og mere og antallet af tvangsfjernelser og anbringelser vil nå nye, historiske højder.
FØLG MIG PÅ FACEBOOK
35 kommentarer RSS feed
Kære Tom Jensen.
Al vold og krænkelser imod børn i vort samfund burde forbydes.
I vort oplyste tidsalder i år 2012 ved vi jo alle udemærket GODT ,at krænkelser og vold IKKE er sundt hverken i vore familier, i skolerne eller på vore jobs.
Ikke desdog mindre er det en helt naturlig ting i vort samfund og i vore familier i dag, åbenbart.
Vort samfund er ved at blive pilråddent IKKE kun økonomisk, men også især med hensyn til vor vilje til, at ville være medmenneskelige , medfølende og medansvarlige overfor hverandres( den svage )børn.
Vi går bare forbi DEN LIDENDE og tænker bare GODT DET IKKE ER MIG, og så tænker vi på hvad jEG har behov for , for at gøre mig selv glad.
Hvad kommer andres glæde og andres liv mig ved?
Vi bør være meget mere på vagt, og ønske hinanden DET GODT, eller ET GODT LIV.
Ingen lever for sig selv, eller dør for sig selv i et GODT samfund eller i en god familie.
Dette med de omsorgssvigtede og krænkede børns tarv GIDDER vi IKKE helhjertet, især IKKE ,når der er STORE PENGE involdverede i dette spil om magt over børnene ( hvad der jo er ).
Så mange SPILDTE penge på voksnes manglende ansvarsfuldhed fra familiernes side , men også fra Kommunernes side.
PENGE er / giver MAGT, og den magt bruger man så nogen gange rigtigt og fornuftigt, men IKKE altid desværre.
Du kan nemt finde de misbrugsforældres vi har flere og flere af i DK ved deres livsstil.
De får mange børn- og derfor rigtig mange børnepenge hvert år ( som de bruger på sig selv, og IKKE på deres børn ). De flytter meget, og de er fantastisk til AT LYVE— igen og igen.
Man kan hurtigt afslører deres løgne, hvis man virkelig VIL det, bare spørg og tal med deres børn, og læg grundigt mærke til børnes ydre adfærd ( de er på mange måder IKKE helt normale at se på, og kan derfor let afsløres ). K.Iskov.
Hvad er almindelig kommunalt sjusk? Har du et over blik over hvormange sager der bliver behandlet på en faglig sober måde?
Det er helt sikkert, at man kan ikke detaillovgive sig til en endelig løsning på disse problemer.
Jeg er bekendt med en enlig moder, som har været tæt på, eller truet med, en social sag som dårlig moder på halsen.
Hun er selvstændig erhvervsdrivende, hvor hun har en forretning med kundeadgang, hvilket i sig selv ikke er så underligt. Undertiden sker der det, at en kunde er lidt længe om at bekvemme sig ud af geschæften, hvorfor denne kvinde kommer lidt sent af sted, for at hente sit barn i vuggestuen/børnehaven i rette tid. Rette tid er så et kvarter før lukketid, uden det dog står i regulativet. Så sker det, at klokken bliver 5 minutter i lukketid. Da det var sket et par gange, bliver hun indkaldt til møde med ledelsen, som foreholder hende den formastelige adfærd og truer direkte med at anmelde hende til de sociale myndigheder for forældresvigt.
Det mener jeg, er at gå langt ud over alle grænser for, hvorledes behandlerindustrien skal agere. Man tvinger altså denne kvinde til at opgive sin forretning, fordi pædagogerne ikke kan leve med, at de ikke selv kan forlade pladsen senest på lukketidspunktet. Ofte er de gået et kvarter før lukketid, når de sidste forældre har afhentet deres poder. Hun vil næppe kunne få arbejde og har så ikke andet at gøre, end at stille sig over i rækken af socialhjælpsmodtagere, i stedet for at kunne forsørge sig selv.
Sådanne historier findes der garanteret mange af, men er ikke populære at bringe.
Omvendt ved alle også, at hvis en kommune er lidt hurtige med at fjerne børn fra f.eks. en ung moder aldeles uden evner som forælder, er der slet ingen ende på alle de hadefulde angreb en sådan kommune udsættes for af pressen og andre.
Samfundet er også skruet lidt underligt sammen, hvor det nærmest kan blive en levevej for svage typer, at avle børn i umådeligt omfang, hvor man nu igen ligefrem kan få gratis fertilitetshjælp til projektet. Er det virkelig en menneskeret at sætte børn i verden, som man på forhånd ved, aldrig vil få en ordentlig tilværelse?
Hvis udgangspunktet er,at eet overgreb er eet for meget, kan man fylde aviser og elektroniske medier og det gør man så med detaljer, hvor man kommer i tvivl om hensigten.
Når journalisten i denne sag lader ‘overgreb’ være overskriften og oplyser tallet 12.565 børn og unge var anbragt udenfor hjemmet i 2010, må man spørge om det er hensigten, at vi skal tro at der i 12.565 tilfælde er tale om overgreb?? og således puste til harmen??
Der findes sikkert en statistik, der giver en oversigt over årsagen til anbringelserne. Det vil undre mig om mere end 2-3% af anbringelserne skyldes ‘overgreb’ underforstået af seksuel karater, men skyldes en lang række andre sociale triste årsager.
Men det ‘slår’ sikkert for lidt i journalistens optik. Hvorfor?
Svigt og overgreb mod børn skal straffes hårdt, skriver T.J.!
Her kommer man til at tænke på straffemetoder knyttet til andre religiøse retninger.I alle tilfælde om overgreb drejer det sig om socialt retarderede mennesker.I øvrige tilfælde er der en palet af årsager til at forældre ikke magter at opdrage deres børn.
Straf? håbløs indstilling
Vi er mange der græmmmes-forarges over
de uhyrlige overgreb – der finder sted på børn – fatter ikke hvordan
det kan lade sig gøre i et oplyst samfund.
Hvad sker der i Danmark – 15000 tusinde børn venter på psykiatrisk hjælp – 100 tusinde børn/voksne er diagnoctiisert ADHD -osv .
Grib dog ind – hvis / når i møder “særprægede individer” i jeres børns nærhed – vid hvad jeres børn – foretager sig – hvem de omgåes i
døgnets 24 timer.
det bedste vi ejer er vore børn – så værn om dem – det er vores ansvar.
Kirsten Iskov skriver: “Al vold og krænkelser imod børn i vort samfund burde forbydes.”
Kirsten, det er allerede forbudt.
Meget enig med Tom Jensen.
Både i det aldeles uhyggelige i overgreb og undladelser på børn og i at kontrol er en dårlig løsning.
Jeg tror heller ikke på at højre straffe er løsningen. Eller på at man kan behandle sig ud af problemet.
Men jeg se mulighed i at tage ansvar som menneske og nabo.
For næste generations Brønderslev-sag, bor måske lige ved siden af, og den lille forsømte dreng, som kommer og gerne vil snakke fordi han igen er alene og igen kun har fået en pose chips, men prisen er høj, der skal ikke siges meget forkert til den enlige mor, inden naboskabet forvandler sig til åben krig og nogen gange lusker man fejt væk og andre gange skider man på alle formerne og siger hvad man ser.
Og som samfund, har vi brug for at sænke forventningspresset på alle, for vi er på vej ud over afgrundens kant, med de tornhøje forventninger, til det der over tid har resulteret i at forældre, tilbringer alt lidt tid med ungerne og at ungerne tilbringer alt for meget tid i institutioner.
Et enkelt kik i udviklingspsykologien og man bliver klar over at de problemer vi står med er nogen vi selv har skabt.
Mennesket har den længst yngelpleje af alle pattedyrene og den yngelpleje kan ikke erstattes af institutioner, uden at det får konsekvenser.
Og hvis vi som samfund vil vente med at gøre noget til konsekvenserne for alvor kommer frem, bliver det uhyggelig dyre lære penge.
Hvis jeg husker rigtigt så har Sverige, noget der ligner 3års barsels og lidt undersøgende journalistik skulle hurtigt kunne påvise om forskellene.
Dilemmaet er uundgåeligt. Enten underminerer staten den personlige frihed og boligens ukrænkelighed og gør friheden illusorisk gennem et omfattende system med kontrol, overvågning og opfordring til stikkeri for at beskytte samfundets svageste medlemmer mod overgreb, eller også respekterer vi friheden og må da også acceptere, at et større antal krænkelser mod børn kan foregå, uden at der bliver grebet ind.
Hvis vi yderligere og alvorligt fortsætter med at underminere frihedsrettighederne, hvilket synes at være en implicit konsekvens af selve velfærdssamfundets idé, der vægter tryghed og faktuel lighed over frihed, så risikerer vi at underminere selve grundlaget for den demokratiske samfundsorden og ende i et socialfascistisk samfund, den dystopiske Big Brother eller rettere Big Mother stat, hvor ingen er frie og alle under mistanke og konstant overvågning. Den værste af alle mulige verdener for både børn og voksne.
Vi er tvunget til at finde et kompromis, men hvor grænserne konkret skal trækkes må bero på et skøn. Hvis bekymringen for en socialfascistisk udvikling vægtes højest, så må man også være parat til at ‘betale prisen’ i form af at mindre kontrol og overvågning fører til, at flere børn krænkes og traumatiseres, fordi dette trods alt er det mindste onde for alle og samfundet som sådant.
Efter min opfattelse er frihedsrettighederne allerede undermineret og gjort illusoriske på en lang række områder, så jeg vil personligt vægte friheden højere.
En del kan gøres ved i folkeskolen at bibringe børnene større viden om deres rettigheder og mulighed for at kontakte voksne personer de har tillid til eller myndighederne, for at yde den nødvendige omsorg og bistand så overgrebene bringes til ophør og gerningsmændene straffes.
Du er selv ude om det, Tom Jensen, for du har i de sidste 10 år parkeret din ideologi hos et party, der konstant brugte enkeltsager som undskyldning for at indføre strammere regler for alle. Knivlov, lømmelpakke – you name it.
Når man byder djævelen op til dans, så danser han.
I forbindelse med et stillingsopslag fra Odense Kommunes Børne- og Ungeforvaltning bliver det oplyst, at der er 6800 ansatte alene i denne forvaltning. Det kan vel kaldes en industri af en betragtelig størrelse. Gad vide, hvor mange ansatte der var i 1962 f.eks.
Jeg tror at det er vigtigt at kommunerne og alle i kommunernes tjeneste passer på at optræde sådan at borgerne kan have tillid til dem. Kriminalitetsbekæmpelse og efterforskning er ikke deres opgave. Det er politiets.
Tak for god artikel, Tom!
Ja det er til at brække sig over, alle de overgreb som man hele tiden bliver gjort bevidst om.
Ja det er til at brække sig over når en kommune vender det døve øre til når en borger der i over 10 tilfælde har gjort opmærksom på en familie der burde have været holdt bare en lille smule øje med. Det findes der ikke nogen undskyldning for…overhovedet.
Jeg tror det der rammer lige nu er “lysten” til at lave et så tæt-masket-net, så ikke flere sygeligt perverse mennesker har mulighed for at begå den slags ugerninger….
…også går det ligesom det altid gør…
1000 åndssvage ideer kommer på banen. For der er vel ingen der tror at en familie med et alvorligt alkohol problem vi svare ærligt, hvis der sidder en person overfor fra det “offentlige” og spørger: “og hvad er så jeres holdning til alkohol i denne her familie?
Det er lige så dumt som da hende sagsbehandleren fra Brønderslev sagde at de aldrig undrede sig over at de ikke kunne komme til at se børnene når de var på besøg, ej heller at de blev nægtet adgang når de kom uanmeldt….jamen for fanden.
OG de pædagoger der nu skal til at sige: ” du har drukket alkohol i dag”….det virker jo som om det aldrig har været tilladt før at reagere på den slags.
Så nu bliver det igen en masse kassetækning, og hvor har det ført os.
Og ja det er et kæmpe indgreb og fjerne et barn fra sine forældre, men hvem er det vi skal tage hensyn til?? For forældrene må boltre sig som de vil, få fjernet det ene barn efter det andet, begå vold og overgreb, helt i fred og ro…i 16 år!!!!
Jeg er for en enkelt gang utroligt enig med Tom Jensen.
Jeg synes det er lige forstemmende at se en flok der råber på større straffe og “hvorfor blev blev det dog ikke opdaget? De står så overfor en flok lærere og sagsbehandlere der vasker hænder for fuld kraft.
Sandheden er jo den om vi ønsker og har råd til sådan et kontrol- og stikkersamfund der tvangsfjerner og intervenerer for et godt ord.
Det er en al for let undskyldning for at komme den nabo til livs man dybeste mistillid til, eller bare ikke forstår. Den slags sager har desuden ofte den mekanik at de af sig selv fordrer omvendt bevisbyrde.
Pludseligt er det den anklagede der skal bevise sin uskyld.
Jeg mener virkeligt det er et område hvor man lige skal pakke automatreaktioner væk og gennemtænke det nøje.
En gennemsnit tvangsfjernelse løber typisk op i millioner. Selvom det er skingrende politisk ukorrekt at tale om økonomi, kommer vi jo ikke udenom fakta. Visse ting har vi bare ikke råd til at fortsætte modus med.
Jeg er overbevist om at mange vil blive forarget.
Hertil kan jeg kun sige: Mission accomplished. Vi kommer ikke uden om at gentænke området
Jamen Frank Leegaard dog!! Jeg er for en gangs skyld helt og aldeles enig med dig i denne sørgelige sag.
Vi har en velfærdsstat, som vi med djævelens vold og magt skal have og for enhver pris beskytte. Problemet med denne velfærdsstat er, at den ikke beskytter nogen som helst, når det virkelig brænder på. Det gælder de frygtelige sager om børn. Men det gælder også mange andre meget svage grupper. Eksempelvis ældre og handikappede. Man kan med rette spørge hvad laver alle disse mennesker ansat af “velfærdsstaten”, bortset fra at flytte bjerge af papir, følge privat med på internettet, pjække fra arbejdet, føre private telefonsamtaler, skrive e-mails. Når der så tilsyneladen til stor overraskelse for alle i systemet dukker sager op, så er alle regler og procedurer fulgt til punkt og prikke. Hvis det er rigtigt så er “velfærdsstaten” skruet helt forkert sammen, eller også passer alle disse mennesker ikke deres arbejde. AQlle flokkes om håndvasken. Imens må misrøgtede børn, ældre og handikappede, sejle deres egen sø. Det er ” velfærdsstaten”
Som mange andre før mig har været inde på, så ser jeg også dette problem som en konsekvens af en forskel mellem familiers personlige frihed og en samfundsopgave, at forebygge disfunktionelle familier der ødelægger børnenes liv.
Eftersom øget overvågning og kontrol ikke er en ønskværdig løsning på problemet, hvilket gør at vi må se på andre metoder.
Dette efterlader os i midlertidig med problemet, at at der ikke kan placeres et socialt ansvar i forhold til sådanne sager. Jeg vil i denne sammenhæng spørge til, om der ikke kan bruges andre teknikker end forhørs-agtige spørgsmål. Kan der ikke arbejdes på at skabe større samarbejde omkring børnene imellem forældrene selv men også de sociale myndigheder?
Hvis forældrene involveres mere i og omkring aktiviter for børnene, såsom projekter eller møder hvor sociale myndigheder og/eller andre forældre er til stede, vil der da ikke være en bedre chance for at lægge mærke til unormal opførsel?
En anden idé er vel at få børnene mere på banen, som Kirsten Iskov er inde på, da ubehagelige situationer jo sagtens kan mærkes på dem.
Problemet udtrykker jo en manglende kontakt, tillid og indblik imellem familierne og de sociale myndigheder, og det er den som skal styrkes, hvis sådanne situationer skal forebygges.
@ Knud Madsen, 25. januar 2012 kl. 18:04
Tror du der er en copycat der har skrevet i mit navn?
Den er nu god nok.
S… god blog!.
Tak for det:-)
Kære Tom.
Jeg har svært ved at se problemet i, at man spørger til f.eks. familiers alcoholforbrug.
Nuvel man kan mene at noget må tilhøre privatlivet, men så vidt jeg ved, at der ingen tvang til at svare, og heller ingen der tager en blodprøve for at se om du lyver…
Skulle du derimod ved denne forspørgsel erkende, at der kan være et problem med f.eks. alcohol, er det jo heller ikke sådan at kommunen kommer næste dag og tvangsfjerner dine børn. Tværtigmod ved kommunen godt, at det koster dem adkillige millioner at tvangsfjerne et barn, men kun nogle få tusinde at tilbude dig støtte til at komme ud af dit misbrug.
Altså er der alene tale om et tilbud til dig, fra kommunen, for at de her mulighed for at tilbyde dig hjælp. Mange kan have svært ved at identificere mulighederne for at få hjælp, så jeg vil da mene at det vil være meget hensigtsmæssigt (og økonomisk besparende) for kommunen at være opsøgende med en forebyggende indsats, således at man kan undgå tvangsfjernelser.
Kan virkelige ikke se det farlige ved at emnet tages op og bliver afstigmatiseret…..
@ Gorm Pedersen, 25. januar 2012 kl. 15:38
Der passede mor de små poder.
Men regn med at det har givet mere end 6200 extra på arbejdsmarkedet. Altså udover dem som kommunen har ansat
@ Jan Aage Jeppesen, 25. januar 2012 kl. 13:40
En af de mest sørgelige ting, er at de seneste 10 år har været den værste periode jeg har observeret i forhold til minimering af borgerlige frihedsrettigheder, overvågning Big-Brother stat.
Faktisk er vi på visse punkter på vej til til gamle Østtysklands velmagtsdage. Jeg håber sandelig at en ny regering magter og agter at rulle noget tilbage.
Det er mildest talt ikke oplagt, at børnehavepædagoger har ret til at blande sig i, at voksne mennesker drikker en fyraftensbajer med kollegerne, endsige at sanktionere det. Det er de simpelthen ikke kvalificerede til. Virkelige alkoholikere kan være meget svære at spotte selv for fagfolk.
Desuden ville det være en langt større skandale, hvis myndighederne begyndte, at tvangfjerne for mange unge; der ikke har behov for det.
For så ville det jo være myndighederne, der begik et ekstremt groft overgreb mod de fejlagtigt tvangsfjernede børn!
Unge, der er blevet tvangfjernet, bliver desuden oftere selv misbrugere og får oftere selv tvangsfjernet deres børn, når de bliver forældre.
Til gengæld er det en skandale, at skoler og især ungdomsinstitutioner i praksis er ret ligeglade med unge misbrug af alkohol og hash. Som danske unge har verdensrekord i…
Hvornår begynder pædagoger og skolelærere, at udspørge unge, der f.eks. pjækker meget, om de misbruger hash, eller måske ligefrem give dem en drugwipe?
Til Gorm Pedersen. Du skriver at det i et stillingsopslag fra Odense Kommune fremgik at der alene i Børne- og Ungeforvaltningen var ansat 6800. Det skal måske uddybes en smule, for det drejer sig jo ikke kun om medarbejdere, der arbejdr med udsatte børn og unge, som dette blogindlæg omhandler. Børn og Ungeforvaltningen omfatter skoler, daginstitutioner og fritidsordninger for børn og unge. Noget som jo må siges at vedrører stort set os allesammen, og i Odense, som trods alt ikke er en helt lille kommune, er der nok brug for en del skolelærer og pædagoger, tror du ikke. Det er vel netop de områder vi betragter som velfærdsområderne, som vi alle trækker på.
Og wow her er de ikke en gang tale om muslimer (Det er der vist ikke i nogen af disse mange mange sager). Hold da helt op
…meninger er der jo en masse af. Godt at det ikke er mig,der er på den “anden” side. Hvilket et dilemma.?? På den “ene” side så glem ikke…der er jo kommet noget godt ud af det. PENGE, JOBS, mm. Så glem ALT om det “ynkelige menneske”, som sidder tilbage, med….ingenting.
Kære Tom
Det er ikke så tit jeg enig med dig. Men jeg synes du rammer rigtig i denne blog! Hele “negativ social arv” industrien er gået over gevind. En kollektiv politisk og faglig kretinisme spreder sig som en virsus og bliver til en konstueret og falsk virkelighedsopfattelser af problemernes omfang og hvad der må gøres, – resultatet bliver (som du skriver) at: “udgifterne til det socialindustrielle kompleks vil vokse yderligere, antallet af sagsbehandlere, socialrådgivere og socialpædagoger vil svulme yderligere, overvågningen og kontrollen vil vokse mere og mere…”
bedste hilsner
Jan Hoby
Det er aldeles forfærdeligt, især hvis børnene ikke efterfølgende får den hjælp, de så hårdt kan have brug for.
Der er ikke noget at sige til, at man til en vis grad siger: Sæt nu, at forældrene er uskyldige; dette kommer måske også især til at gælde, da medierne straks på forskellig vis er parate til at slå stort op, dramatisere yderligere – også for parterne!
Og – det har ingen af parterne brug for i en sådan situation. Det hjælper ikke nogen af dem, at hele Danmarks befolkning kan forarges el lign., vi kan ikke hjælpe på problematikken – kun håbe på, at der frermover kan blive ageret hensigtsmæssigt og i tide.
Men – det er ganske forfærdeligt, at børn i årevis kan tugtes, ydmyges, udnyttes og trues på den måde.
Men – der er altså mennesker, der også i vort samfund bliver syge på den måde, så det gælder om, at disse børn får den rette hjælp, så de ikke kommer til at føre et sådant mønster videre.
De har ikke bedt om hverken fjernelse eller en uhensigtsmæssig placering.
@ jenni c, 26. januar 2012 kl. 19:36
Har du en særlig indsigt der ikke er vi andre forundt?
Hvor ved du fra at det forholder sig sådan?
Kuno Sørensen fra Red Barnet har en ganske anden opfattelse.
@ jenni c,
jeg tror at du kunne have glæde af at læse debatten på:
http://blogs.jp.dk/masseysoptik/2012/01/25/misbrug-af-b%c3%b8rn-toppen-af-isbjerget/#comments
Der kommer nogle voksne, modne mænd og kvinder, med meget relevante indsigter fra det virkelige liv.
@Tom Jensen
Damned if you do, damned if you don’t!
Hvad var dit løsningsforslag på de mange problemer og de milliarder kroner, der p.t. bliver anvendt egentlig.
Når jeg ser TV om de sager du nævner, står samtlige folkevalgte politikere i kø for at fortælle os, at nu skal der sandelig også strammes op.
@ jenni c, 27. januar 2012 kl. 10:59
Alle og enhver ved at der her er tale om et “isbjerg”. Det vil sige at kun en meget lille del er synligt.
Alle og enhver ved også at drengebørn også mere afskyr offerrollen end kvinder.
Det er desværre endnu et af de områder hvor enhver med klogskab vælger at sige: “Det her ved vi reelt meget lidt om”.
Hej Tom
Hvad mener du egnetlig med at : du og andre ikke har en kinamands chance for at bedoemme….
Er du saa en danmarkmand?? Jeg spoer bare
Nyder ellers din blog
Meget venlig hilsen fra Agnete
Det pædofile samfund
Begrebet: pædofili, er som begrebet: psykopati, begreber der fyger rundt i lufter, i øst og vest, som man nu tror nok, det passer sig bedst.
Pædofili er, skal man huske, et psykiatrisk begreb, der forudsætter tilstedeværelsen af en mere eller mindre udtalt infantil personlighedsforstyrrelse. Det betyder, at den voksne mand eller kvinde i dele af sin personlighedsstruktur vedblivende er alderssvarende et barns psykiske og forståelsesmæssige udviklingstrin. Infantiliteten gør, at den voksne mand eller kvinde, som det naturligste i verden, kommunikerer, herunder nonverbalt, alderssvarende med barnet, trods aldersforskellen. Da den voksne mand eller kvinde ikke er sig sin ubevidste infantilitet bevidst, da vil overgrebene, på grund af den ubevidste virkelighedsforvridning, ske, uanset love og regler, social status, indtægt, uddannelse, bosted med videre. Risikoen stiger og falder naturligvis proportionalt med den iboende evne til selvbeherskelse.
Manden er fra naturens side udstyret med en umættelig driftsside, der er så stærk, at den kan omforme enhver realistisk fornuft til sin egen modsætning. Det sker så tit, at undtagelser kan forekomme. At det ikke sker hyppigere, end tilfældet er, skyldes samfundsindretningen, den fremherskende kultur, og dermed opvækstmiljøet. Der hvor samfundsstrukturen, og dermed opvækstmiljøet, krakelerer helt eller delvis, vil man opleve voldsomme, ukontrollerede ændringer hos mandens bevidsthed, der nu ikke længere påtvinges samme kontrol over driftssiden. Konsekvensen ses eksempelvis i Sydafrika og Congo, hvor mændene hensynsløst voldtager kvinder og børn i meget stort tal. Her vil anvendelsen af begrebet ”pædofili”, være helt uden mening.
For at forstå toppen af isbjerget, må man derfor se på, hvad der gemmer sig under overfladen. Med andre ord må man forstå sit samfund. Der altid vil være årsagen til, at der sker generelle adfærdsændringer. Det er jo her det psykologiske begreb: Arv (den sociale arv) og Miljø (det omgivende samfund), gør sig gældende i forhold til den fremherskende personlighedsdannelse, der efterfølgende vil gøre sig gældende, som en normalitet i samfundet.
I den vestlige verden generelt, og med Danmark i førertrøjen, er der i dag ikke meget, der sker i overensstemmelse med de psykologiske love. Om man da lige ser bort fra de psykologiske lovmæssigheder, der falder inden under de diagnoser, der er beskrivende de psykiske afvigelser fra den oprindelige normalitet, som var menneskets udgangspunkt. Det mest iøjnefaldende i dagens Danmark er netop udbredelsen af infantile, personlighedsforstyrrede mennesker. Voksne, med en stadig mere barnlig forståelse af virkeligheden. Man behøver så at sige blot tænde for fjernsynet, hvor udsendelsernes mange barnlige, og på anden måde psykisk afvigende voksne, vil være understregende problemets omfang.
Lige børn leger bedst
Det man ikke er opmærksom på er samfundspsykologien, der kun adskiller sig fra familiepsykologien i antallet af involverede. I pardannelsen søger man ubevidst en partner, der har samme psykiske kombination, som en selv. Den infantile søger derfor en infantil partner, hvorefter de som par uvægerligt vil giver barnet en opvækst, der er præget af forældrenes umodne tilgang til virkeligheden. Hvorfor barnet arver forældrenes infantile problemstillinger. Som det så giver videre til sine børn. Det er på den måde den sociale arv arbejder.
Når mange nok, har det på samme måde, da gør der sig en samfundsnormalitet gældende. For normaliteten er altid kendetegnet ved den gennemsnitlige psykiske tilstand, i en given befolkningsgruppe, på et givet tidspunkt. I Danmark stiger andelen af infantile, som en konsekvens af samfundsindretningen, eksplosivt. Og vil indenfor de næste 30 år være fuldbyrdende et gennemført narcissistisk samfund, hvor den infantile personlighedsforstyrrelse vil være kendetegnende borgerne i almindelighed.
Derved får forældrene og deres børn en stadig mere udtalt narcissistisk barnlighed tilfælles, og det naturligvis med samfundets fulde accept. For nu er det jo blot en ny normalitet i rækken af tilladelige anormaliteter. Der i sagens natur ikke blot vinder indpas hos borgerne, men også hos de af borgerne valgte politikere. Der med deres urealistiske tilgang til virkeligheden, optimistisk forventes at kunne føre samfundet videre.
Det er så de politikere, og dén af dem førte politik, som Tom Jensen i ovenstående indlæg forundrer sig over.
Han kan så trøste sig med, at de pædofile problemer, som lige nu trækker overskrifter, med naturens hjælp, vil ophøje det anormale til det normale. Hvorved problemet er løst. Overskrifterne vil til den tid være omhandlende den almindelige samfundsopløsning. Der naturligvis bliver en anden snigende konsekvens af det infantile samfund. Vi ser det jo allerede nu.
Altså de af os, der stadig evner at se det.
@Bjørn Holmskjold
At narcissismen nærmest er blevet ophøjet til normal, skal man ikke lede længe efter i det Danske samfund og det infantile trives også i bedste velgående.
Og hvad seksuel grænseløshed angår stortrives den også, pædofili er i samme skuffe idet den også er indført som en prægning af grænseløs seksualitet på tværs af voksen barn relation.
Så helt enig det grænseløse og narcissistiske samfund er mere en realitet, end mange nok er klar over.
Og det mest uhyggelige af det hele er, at det er sat i system, vores brug af institutioner til helt små børn skaber narcisisme, hvis man ser det fra udviklingspsykologien.
Jeg har sat links på, fra fagkundskaben, der belyser krænkere.
Men bloghaveren kan ikke lide det.
Skriv en kommentar