Folkeskole-dansen om fagligheden

Vi har alle sammen engang gået i skole, men hvorfor gjorde vi det egentlig? Mon ikke de fleste ville levere følgende, hjertegribende simple svar på spørgsmålet: For at lære noget.

Vi gik i skole for at lære noget.

Ligesom 2010ernes børn går i skole for at lære noget. Eller gør de? Debatten runger igen om fagligheden i folkeskolen. Er niveauet højt nok? Er dedikationen fra lærernes og skolernes side tilstrækkelig? Og hvad med forældrene og børnene – har DE for travlt med alle mulige andre ting til for alvor at lære noget?

–

Diskussionen har været stående nu i årtier efter skolen gik fra gammeldags læreanstalt til noget ganske andet i løbet af 60erne og 70erne, og lidt er der trods alt sket siden det faglige skred og drømmen efter 68 om den enhedsskole, der for andre var mareridtet om laveste fællesnævner. Fra at være næsten et fyord i debatten om folkeskolen er fagligheden blevet noget, man godt tør nævne uden i samme øjeblik at blive associeret med sort skole, lektor Blomme, kølhalinger, spanskrørsslag og timelange eftersidninger i iskolde, rungende klasseværelser.

Tager man et kik på folkeskoleloven, er fagligheden da også første punkt på dagsordenen: ”Folkeskolen skal i samarbejde med forældrene give eleverne kundskaber og færdigheder, der: forbereder dem til videre uddannelse og giver dem lyst til at lære mere”, hedder det indledende i paragraf 1, stk. 1.

Alligevel er det som om, der stadig er noget, der skurrer lidt rundt omkring på skolerne og i folkeskoledebatten, når nogen tillader sig at rejse det spørgsmål, om børnene lærer nok – og hvis ikke, hvorfor så ikke? Om lærerne underviser nok? Om de underviser i det, de skal undervise i?

Debatten afslører, at der endnu er et stykke vej at gå, før den danske folkeskolen får forløst sit fulde faglige potentiale. Men det er ikke kun i den brede samfundsdebat om folkeskolens rolle, der stadig er en besynderlig dans rundt omkring fagligheden. Det er der også ude på mange skoler. På mine egne børns skole inklusive.

Det er en af de klassiske københavnske byskoler, hvor størstedelen af eleverne er privilegerede folks børn, hvoraf en væsentlig procentdel synes at fordufte til privatskolerne, når 6.-7. klassetrin nåes. Blandt mange årsager ganske givet fordi der i hovedstadsområdet er en stribe private skoler, som tilbyder mere fokus på et højt fagligt niveau end den gennemsnitlige folkeskole. For nylig var der et forældremøde på skolen, hvor netop sivningen til privatskolerne var et af temaerne. Jeg rejste det spørgsmål om ikke problemet – der givet er flersidigt – måske starter allerede i formuleringen af skolens værdigrundlag. Her er man meget klar i spyttet, når det handler om elevernes sociale og personlige udvikling. Om det sidste hedder det f.eks. direkte og uden omsvøb, at ”det betyder, at vi styrker evnen til at træffe selvstændige valg”.

Når det kommer til skolens faglige ambitioner, er der derimod straks mere uld i mund.

Her står der slet ikke noget om, hvad målet er for den enkelte elev. I stedet nøjes man med at fortolke faglighed som en værdi der ”betyder, at vi har en høj faglig baggrundsviden, som vi til stadighed udvikler”. Det oversættes så til, at lærerne bliver sendt på mange kurser og efter- og videreuddannelse og fordeles på fagene ”efter pædagogisk og faglig ekspertise”. Og dertil bedyrer skolen at ville lade ”eleverne opleve engagement og fordybelse”, hvilket sker ”ved at fastholde faglige såvel som sociale traditioner samt via tværfaglige forløb, projektorienteret undervisning, fordybelsesdage, faglige dage, temadage o.lign.”

Derimod formulerer skolen det ikke som en værdi, at eleverne skal have lært meget og nå et højt fagligt niveau i løbet af deres skoletid.

–

Det betyder naturligvis ikke, at det ikke sker. Der er dygtige lærere og inspirerende faglige miljøer at suge næring fra på de fleste skoler. Men hvis man tror på, at det man siger, betyder noget, også når det handler om en sig og det, man vil kendes på, så må man tage skolerne på ordet og deres målsætninger og værdigrundlag.

Det er her, man fortæller, hvem man er og hvad man står for. Det er her, skolen sender de mest grundlæggende signaler om, hvad man vil med den undervisning, der finder sted. Jeg kunne konstatere, at mine egne børns skole åbenbart ikke turde eller ville melde klart ud, at faglig dygtighed for eleverne er et hovedmål. Målet over alt andet. Mon ikke det betyder noget for den kultur, der opstår på sådan en skole blandt lærere og elever? Mon ikke det også betyder noget for, om mange elever og forældre spejder mod privatskolerne, når de finder, at ambitionerne er for lave i folkeskoleregi? Jeg tror det.

–

Men måske var det bare mig. Eller måske var der blot tale om en enkelt skole, der på denne vis udviste berøringsangst i forhold til en klarmelding om undervisningens faglige ambitioner? Jeg satte mig for at se efter. Derfor besøgte jeg samtlige københavnske folkeskolers hjemmesider og læste på deres værdigrundlag og målsætninger. Og jeg kunne konstatere, at dansen rundt om fagligheden er en sygdom, der stadig hærger rundt omkring.

Faglighed, dygtighed, flid, viden – det virker som begreber, der enten slet ikke bør nævnes, eller som man pakker ind i andre plusord om social balance, tolerance og åbenhed over for det nye og fremmede, når de københavnske skoler skal sætte ord på, hvad de egentlig vil med deres undervisning. Hvad de forventer af lærerne. Hvad de ønsker for skolens børn.

Tag Nyboder Skole. Her formuleres målsætningen således:

”Nyboder Skole ønsker:
•    At give eleverne mulighed for at udvikle livsværdier og en kreativ tankegang, der kan give dem en indholdsrig tilværelse med lyst til at deltage i det sociale liv.
•    At tilgodese den enkelte elevs forudsætninger og interesser, så alle får de bedst mulige betingelser for at udvikle sig fagligt og menneskeligt og derigennem styrke deres identitet og selvtillid.
•    At give eleverne mulighed for at blive selvstændige individer, så de udvikler egne ideer og meninger.
•    At stimulere elevernes skabende og kreative evner, så de kan udvikle færdigheder, og udtrykke sig gennem kunstnerisk virksomhed.”

Læg mærke til, at det faglige nok er nævnt. Men det er lissom sneget ind. Målet er, at ”alle får de bedst mulige betingelser for udvikle sig fagligt og menneskeligt og derigennem styrke deres identitet og selvtilllid”. Et fagligt højt niveau defineres ikke som et mål i sig selv. Men som et middel til noget andet. Man tør eller vil ikke skrive det direkte: Vores mål er, at børnene skal lære mest muligt i løbet af deres skoletid.

Eller tag Amager Fælled Skole. I denne skoles målsætning lyder det således:

”Nedenstående er vigtige nøgleord i Amager Fælled Skoles målsætninger:
•    Tryghed og omsorg, 
•    Samarbejde mellem lærere, elever og forældre,
•    Medbestemmelse,
•    Ansvar for egen læring,
•    En god skolestart,  
•    Differentieret undervisning,
•    Fælles faste traditioner,
•    Danske værdier og demokrati,  
•    Sprog- og begrebsstimulering og lektiehjælp,
•    Den praktisk/ musiske dimension i dagligdagen,
•    Tværfaglig fordybelse 
•    Udpræget IT-integration i elevernes daglige arbejde.
•    Ansvar for miljø såvel lokalt som globalt.”

Konklusion: Fagligheden er kun flygtigt til stede i målsætningen. Kun som bestanddel i forhold til andre mål. Tværfaglig fordybelse, IT-integration, ansvar for egen læring. Men ikke et ord om, at eleverne pinedød skal lære noget undervejs.

Vi går videre til Nørrebro Park Skole, hvor fagligheden også kun er indirekte nævnt i værdigrundlaget:

”Gennem nedenstående værdier på Nørrebro Park Skole arbejder vi:

•    Med anerkendelse og gensidig respekt for hinanden
•    I et berigende og udviklende læringsmiljø
•    For åbne og forpligtende fællesskaber
•    I inspirerende og velfungerende fysiske rammer.”

Sidste eksempel i vores lille åbningsrunde, hvor vi citerer relativt fyldestgørende fra målsætninger og formuleringer af værdigrundlag er Engskolen:

”Det er Engskolens målsætning at leve op til folkeskolens formål ved især at udvikle en skole:
•    der er rummelig og inspirerende, og hvor der sættes fokus på tryghed, trivsel og kompetenceudvikling for børn og voksne
•    hvor den enkelte elevs forskellige forudsætninger og behov tilgodeses, så alle får de bedst mulige udviklingsbetingelser
•    hvor de ældste elever bevidstgøres om deres muligheder efter endt skolegang på Engskolen”

Her bliver det næsten skamløst. Man bruger folkeskoleloven som afsæt, men tager i indholdet slet ikke udgangspunkt i dens kerne: At give eleverne kundskaber og færdigheder. Eneste sted fagligheden er flygtigt nævnt handler det om lærerne: ”Det er målet at give lærerne redskaber til at bruge – og videreudvikle faglige og personlige ressourcer i teamsamarbejdet(teamlæring)”.

–

Der er ikke plads til her at gennemgå alle Københavns skolers værdigrundlag, men billedet ovenfor er relativt gennemgående. Det er som om faglighed er lidt farligt. Noget man skal omgås varsomt. Noget man ikke for alvor tør berøre. Noget man ofte højst nævner i forbipassagen eller den henkastede bisætning. Ikke som hele skolelivets udgangspunkt.

På Kildevældsskolen nævner man – som det sker flere steder – først fagligheden til allersidst i rækken af målsætninger, og det pakket blødt ind i formuleringer om ”et spændende og udviklende læringsmiljø”. Inden da har vi været hele turen rundt omkring ”skolen som et rart sted at være”, ”et fællesskab hvor mobning ikke foregår”, ”et godt fysisk og psykisk arbejdsmiljø” og ”indsigt i forskellige kulturer og traditioner”. SÅ når vi til læringen – sådan lidt i en udstrakt arm.

På Christianshavns Skole formulerer man den samme afstandtagen sådan, at ”de grundlæggende færdigheder opbygges og anvendes i undersøgende arbejdsformer” og at eleverne opnår ”lyst til lærdom”. Men ikke ét ord om det faglige niveau, man ønsker at sende børnene ud i livet med. I stedet en masse plusord om ”arbejdsglæde”, ”gode kammerater”, ”livlig debat” og udvikling af ”demokratiske beslutningsprocesser”.

Når vi kommer til Lergravsparkens Skole, så bliver det interessant. Her vil man virkeliggøre folkeskolelovens intentioner – men ”med respekt for skoledistriktets karakter”, hvad det så end skal betyde. Siden omgås man det faglige med den sædvanlige uldenhed. Tilegnelse af kundskaber og færdighed skal ”medvirke til den enkelte elevs alsidige personlige udvikling” og eleverne skal udvikle ”glæden ved at lære”, men det meste handler om at udvikle ”erkendelse og fantasi” og i øvrigt slå på, at det er ”en styrke, at vores skole er multikulturel”. Åååh – det var nok det, man mente med ”respekt for skoledistriktets karakter”…

Det bliver ved. Der er Vigerslev Allés Skole, som skal være ”et aktivt lærested”, og hvor kvalificeringen af medarbejderne nævnes – men ikke den faglige kvalificering af eleverne. Der er Sølvgades Skole, der taler om ”lysten til at lære” – men ikke om hvad og hvor meget man ønsker, eleverne har lært, når de er færdige med at gå i skole. Der er Sundbyøster Skole, som i et langt, langt målsætningsskrift formår slet ikke at nævne målene for elevernes faglige niveau direkte, men taler om at undervisningen skal være ”elevens eget projekt” og i øvrigt en masse om multikultur og demokrati. Der er Skolen ved Sundet, hvis bærende værdier er etik, trivsel og demokrati. Men ikke et højt fagligt niveau. Ikke at eleverne lærer noget. Der er Skolen på Islands Brygge, som nok nævner, at børnene skal være ”glade for at lære”, men derudover ikke sætter faglige mål i sin målsætning. Derimod står der helt konkret, at alle børn skal på lejrskole ”flere gange i skoleforløbet”. Der er Oehlenschlægersgades Skole, som nok nævner ”faglig fordybelse” og ”medansvar for egen læring” men i øvrigt ikke sætter konkrete mål for læringen. Derimod kan man godt finde ud af at formulere målet om, ”at børnene dagligt tilbydes et sundt, velsmagende og billigt måltid mad i Spisehuset”. Der er Valby Skole, der som så mange andre nævner fagligheden sidst blandt værdierne – efter fællesskab, engagement, glæde og respekt, der er hele striben af skoler, som i sine målsætninger vælter fagligheden sådan lidt tilfældigt ind blandt tusinder af andre gode sager.

Og der er sidst, men ikke mindst Sønderbro Skole, som kun tør nævne faglighed som noget, der skal forstås ”i bred forstand”. Derimod er det en klart formuleret værdi, at man i fællesskab skal passe på skolens buske og træer.

Nåja, og så er der vel en 5-10 skoler, som slet ikke har nogen målsætning – i hvert fald ikke én de ønsker at indvie omverdenen i.

–

Selvfølgelig er der undtagelserne, der bekræfter reglen. Der er Brønshøj Skole, som drister sig til at skrive, at ”Brønshøj Skole lægger vægt på, at undervisningen har et højt fagligt såvel som tværfagligt niveau, som skal give hver enkelt elev færdigheder og viden”. Der er Guldbergsskolen, som vover det ene øje og erklærer, at ”vi vægter høj faglighed indenfor alle fagområder”, og at det betyder man har ”høje forventninger til alle elever”. Der er Hyltebjerg Skole, som går planken ud og erklærer, at man ”ønsker et højt fagligt niveau”. Uhauha…

Og der er flere af den slags. Men det gennemgående billede er et andet. Det er et billede af en folkeskole, som inderst inde er flov ved fagligheden. Som ikke kan nævne den uden at pakke den ind i noget socialt, noget multikulturelt, noget demokratirespekt, noget ”ansvar for egen læring”, ”samarbejde og respekt” og det ”skal også være sjovt at være her”.

Ja, det skal det. Ellers lærer man ikke noget.

Men, kære skoler, hvad er det I vil lære børnene? Præcis hvilken faglig berigelse insisterer I på at give dem på det tidspunkt i deres liv, hvor de er allermest modtagelige? Hvad skal de kunne, for at I er tilfredse?

Der står rigtig mange flotte ord i jeres målsætninger. Men I fortæller ikke meget om dét – hvad børnene skal lære. Er det fordi, det er lige meget? Eller er det fordi, tabuet omkring fagligheden endnu ikke er fuldstændig nedbrudt? Er det fordi I stadig hænger lidt i sovsen fra 68 og frem? Er det fordi man stadig har en aura af sort skole, lektor Blomme, kølhalinger, spanskrørsslag og timelange eftersidninger i iskolde, rungende klasseværelser over sig, hvis man insisterer på, at den vigtigste grund til at folkeskolen eksisterer er at eleverne – høj som lav, fattig som rig, klog som mindre klog – skal lære så meget som overhovedet menneskeligt muligt i de ni-ti år, de er i jeres varetægt?

FØLG MIG PÅ FACEBOOK

FØLG MIG PÅ TWITTER