Det er dig, der er blevet radikaliseret, Carsten Jensen

Af Tom Jensen 201

Kære Carsten Jensen. Jeg læste dit gravskrift over ti år med borgerlige regeringer i Danmark i Politiken i lørdags. Med plaster for munden, lød overskriften. Den første tanke, jeg fik, fremgik af bylinen på dit essay. Vi hedder begge Jensen. I Danmark vel det nærmeste, man på navnefronten kommer den forkætrede sammenhængskraft, som nogle begyndte at tale om i de ti år, der er gået.

Men det er mit indtryk, at du ikke føler den store sammenhæng. Ikke længere. Vi er i dit billede forvandlet til Jensen’er på hver sin side af en mægtig moralsk kløft, som er gravet uendeligt dyb, siden Anders Fogh Rasmussen overtog statsministerposten i november 2001. Så dyb, at du står efterladt på den ene side, mens et stort flertal af danskerne står på den anden side, og dét i selskab med tidens skrækkeligste symbol på den rene, skære ondskab. Ham, vi 22. juli i år lærte at kende som Anders Breivik. Som du skrev i Politiken i lørdags om den forløbne tiårsperiode:

”Den institutionaliserede et syn på verden som opdelt i et faretruende os og dem, hvor kun meningsfæller blev tilkendt opholdstilladelse i demokratiet, mens modstandere blev udnævnt til statsborgere i terrorland. Danmark blev en nation, hvor den konstante chikane af mennesker med muslimsk baggrund havde højeste politiske prioritet, og hvor intet af det, den norske massemorder Anders Breivik tænkte og sagde, kunne komme bag på nogen dansker, bortset fra det beklagelige faktum, at han tog konsekvensen af sine egne hadprædikener og gik ud og dræbte, for ellers så taler og tænker en betragtelig del af vore politikere nøjagtig som den forstyrrede korsfarer”.

Ordene her er betydningsfulde. For de udgør essensen af den radikalisering, der skete i de ti år under Fogh, Løkke – og med Pia Kjærsgaard som kongemageren. Det er blot ikke Fogh, Løkke og Kjærsgaard, som repræsenterede radikaliseringen. Det er dig og dine, Carsten Jensen. Du og dine åndsfæller i godhedens fundamentalistiske armé mødte synspunkter, I ikke kunne lide, og I reagerede ved at fremstille jeres politiske modstandere som umennesker og under-mennesker, hvilket jeg om lidt vil dokumentere. Du og dine førte an i grøftegravningen. Hvis du vil se hadet, skal du derfor ikke kigge på Pia Kjærsgaard. Du skal se dig selv i spejlet.

Det står hurtigt klart, når man læser dit essay i Politiken i lørdags og dine øvrige skriverier siden VKO fik magten i 2001, at du anser det for en kendsgerning, at der i perioden siden er sket et afgørende, fatalt moralsk skred i Danmark og blandt danskerne. Det er ikke ord, jeg lægger dig i munden. Du har skrevet det igen og igen, og du gentog det i lørdags:

”Der var noget, der gik frygtelig galt i Danmark i det forudgående årti. Vi gjorde ikke bare skade på de udlændinge, der befandt sig iblandt os, hvad enten de var flygtninge eller indvandrere og deres efterkommere. Vi gjorde ikke blot skade på de lande, hvis indre forhold vi i hovedløse krige så inkompetent blandede os i. Vi gjorde også moralsk skade på os selv.”

Således får du gjort politik til noget grundlæggende moralsk eksistentielt, man som menneske skal dømmes på. Mener man det ene, er man et ordentligt menneske. Mener man noget andet, er man knap et menneske. Du har gennem årene skoset især Fogh for at skabe et samfund, der opdeler folk i får og bukke, men også i denne sammenhæng er det dig og dine, der er gået forrest. Man skal blot læse, hvad du har skrevet siden 2001 for at få det bekræftet.

I lørdags betegnede du eksempelvis Dansk Folkepartis vælgere – og det er immervæk hver ottende af os danskere – som ”Pia Kjærsgaard og hendes skimlede sekt af klamme kældermennesker”. Men ikke nok med det. Du gør et flertal af alle danskere, minus de der stemte på den ærværdige Vestager og den flinke Johanne Schmidt-Nielsen med det stalinistiske bagland, til en del af den samme ”skimlede sekt”, når du konkluderer, at Kjærsgaards ”infame tankegang og menneskesyn har sat sig i rygmarven på politikere fra begge fløje”.

Det er dette at forvandle en uenighed til en sygdom, der har sat sig i kroppen på ens politiske modstandere, som er selve forudsætningen for en radikalisering af tanken. For hvis modstanderen er et sygt umenneske forstummer den demokratiske samtale naturligvis. Man diskuterer ikke med det sygelige moralske forfald. Det ønsker man kun det værste for. Det bruger man kun sprogets værste gloser om, og du har været der gennem alle årene med dit forvrængede, radikaliserede troldspejl af virkeligheden i det danske samfund og de mennesker, der i 00erne havde magten i det.

Du skrev i 2003 i Politiken om den danske udlændingepolitik, at ”hvis man hader et andet menneske for dets hudfarve og afstamning, har krigen ingen anden endestation end udryddelseslejren. Hvis man hader et andet menneske for dets kultur og tro, har problemet en mere moderat løsning: genopdragelseslejren, hvor afvigeren undergår et fuldstændig identitetsskifte og under tvang indoktrineres med en ny tro, nye kulturelle vaner og et andet sprog. Det er det, vi i den danske indvandrerdebat forstår ved integration”.

Det var samme dag, du skrev om ”Dansk Folkepartis selvoppustende pruttepude Søren Krarup”.

Du skrev samme år en lang tilsvining af daværende integrationsminister Bertel Haarder, som du pillede al værdighed og menneskelighed ud af med disse indledende ord: ”Dette er historien om en mand, som af traumatiske barndomsoplevelser bliver hærdet til at administrere en sadistisk flygtningepolitik beregnet på at nedbryde menneskers selvfølelse og stolthed og sætte ringeagten for andre i system”.

Derefter sammenlignede du ham med massemorderen Mao, som for at knække muslimerne satte dem til at passe svin, og du konkluderede på vegne af Haarder, hvis ord du okkuperede og groft forvrængede i dit skrift:

”Jeg er Bertel Haarder, minister for integration, og jeg har flertallet bag mig, og jeg har tit lyst til at jorde folk, fordi jeg synes, jeg kan forudse alt, hvad de vil sige. Og det kan jeg som regel. Så bland jer ikke i min tale, for vi bliver klogere af at bruge hele menneskeslægtens historie i vores verdensanskuelse, og ideen med at lade muslimer passe svin har jeg fra mine studier af historien. Mao, denne historiens største massemorder og mest udspekulerede magthaver, havde en ting til fælles med mig: Også han havde et muslimproblem…. Han sendte Kinas muslimer til genopdragelse på svinefarme. I den påtvungne, daglige omgang med de urene dyr, som deres religion forbyder enhver kontakt med, håbede han at knække muslimerne og fratage dem deres stolthed og selvfølelse. Det er derfor, jeg kræver mere faglighed i folkeskolen: Historien er en nyttig læremester.”

Det var dig, som i forbindelse med Muhammed-krisen i Information krævede Anders Fogh Rasmussens afgang (en respektabel holdning, fred være med den), men gjorde det med følgende salve, der igen betjente sig af dæmoniseringen, umenneskeliggørelsen som redskab for den moralske bedrevidenhed:

”Hvis dansk indvandrerpolitik var en bog, så ville den som omslag have Jyllands-Postens karikaturer. For her udstilles sandheden usminket. Et opgør om værdierne, der tager forhånelsens form… Indadtil er vi dybt mistroiske over for landets etniske mindretal. Udadtil elsker og respekterer vi dem ligesom hustrumishandleren, der omsorgsfuldt vasker blodet af sin kones maltrakterede ansigt, når politiet står uden for døren, for så at genoptage gennembankningen, når ordensmagten beroliget er gået bort igen”.

Det var dig, der i en klumme i Politiken i 2002, hvor du sammenlignede Pia Kjærsgaard med den myrdede Pim Fortuyn, indledte med at spørge:

”Går Pia Kjærsgaard i seng med marokkanere? Kan hun smage på en mands sæd, hvad han har drukket dagen før? Foretrækker hun at bruge kirketiden til gruppesex frem for at drage til Seem og høre pastor Søren Krarup prædike? På alle disse tre spørgsmål kan vi svare nej, også selv om vi ikke kender noget til Pia Kjærsgaards privatliv. Hendes surt sammensnerpede mund er svar nok. I valget mellem fellatio og Søren vil lederen af Dansk Folkeparti altid fortrække pilgrimsrejsen til Seem.”

Det var dig, der i 2009 i Information skrev:

”Vi roser os af vores tolerance. Og jo, vi er faneme tolerante. Tolerante over for afstumpetheden, kynismen, den blinde selvtilstrækkelighed, det mest infame menneskesyn. Dem har vi givet plads ved vores bord, dem giver vi taletid igen og igen. Indskrænkethedens repræsentanter har vi stemt ind på landets højeste poster, og i den kuede opposition finder vi mest deres sjælløse eftersnakkere”.

Det var dig, som i Politiken i 2003 simpelthen konkluderede, at med valget af Anders Fogh Rasmussen var den fredelige kulturelle sameksistens ophørt i det danske samfund:

”Lavkulturens store øjeblik er kommet. Det er underlegenhedsfølelsen, der nu fejres som sandt demokratisk, mindreværdskomplekset, som dikterer tidens kulturpolitiske dagsordener”.

Men mest afslørende, mest blotlæggende var dit åbne brev til Anders Fogh Rasmussen, også i Politiken, trykt i oktober 2003. Her gik du planken ud i den umenneskeliggørelse af den anderledes tænkende, som er det helt afgørende kendemærke på den radikaliserede tankegang. Efter at have beskrevet Fogh som et stivnakket og totalkoreograferet magtmenneske og en folkefører konkluderede du:

”Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke delte nogen af disse tanker med min datter. I selskab med børn er jeg altid patriot. Til min datters fødselsdage er hjemmet altid pyntet med dannebrogsflag. Hun lever derfor fortsat i den illusion, at De er en ganske almindelig dansk statsminister, ja faktisk et menneske som alle andre.”

Det var en illusion, at Fogh er et menneske som alle andre. Sådan fuldbringes en dæmonisering, sådan graves en kløft, hvorover der i den radikaliseredes forståelse ikke kan bygges nogen bro. Du skrev det selv. Danmark blev i dine øjne ledet af en figur, som kun i illusionen var et menneske.

Men hvorfor hive alle disse citater frem? Du er jo, Carsten Jensen, kun én debattør, én stemme i mediehavet. Men sagen er, at du repræsenterer en holdning, der findes hos langt flere end dig selv. Dine radikaliserede synspunkter har en klangbund. Du og mange flere deler et verdensbillede hvis kerne er, at moralsk anløbne mennesker har regeret Danmark i ti år, hvorfor ingen ord er for stærke at bruge imod dem.

Især to begivenheder blev omdrejningspunkter for det utilgivelige skred, du og dine mener at have diagnosticeret og symboler på det, du og I betragtede som jeres moralske overlegenhed. Den ene er krigen i Irak. Den anden er politiets rydning af Brorsons Kirke, hvor en gruppe afviste irakiske asylsøgere havde barrikaderet sig med det sigte at undgå at blive sendt tilbage til hjemlandet. Det var to begivenheder, som for alvor kunne bruges til at placere jeres politiske modstandere på umenneskelighedens golde ødemark.

Du så krigene, først den i Irak, og siden også krigen i Afghanistan, som moralske forbrydelser mod sagesløse befolkninger. Du pointerede – korrekt – at Vesten havde bakket Saddam Hussein op, da han var i krig med Iran og gassede både iranerne og sin egen befolkning. Og tiden må vise, om du får ret, når du har beskrevet krigen i Afghanistan som ”grænsen for vor civilisations formåen”.

Men herefter hopper kæden af for dig. Ingen har nogensinde deltaget i en krig med den forudsætning, at der var 100 procents chance for at vinde den. Men det har været dit ene uopfyldte krav til krigene. Det andet har været, at de måtte være omkostningsløse. Som du skrev i lørdags:

”…ingen i et opgør med den meningsløse krig i Afghanistan imødegår den idiotiske påstand, at danske soldater er nødt til at skyde på afghanske bønder for at undgå terrorister på Nørreport Station.”

Men den omkostningsløse eller garanteret succesfulde krig findes ikke. Du har blot med moralens stolt blafrende fakkel i hånden kunnet klamre dig til dette fata morgana, ganske gratis.

Du har fra starten været sikker på, at krigen i Irak byggede på en løgn og nej, man kan ikke udelukke det. Ligesom man som jeg godt kan have støttet krigen fra begyndelsen og samtidig hurtigt indset den skødesløshed og mangel på respekt for opgavens omfang og kompleksitet, som desværre prægede Bush-regeringens forudgående planlægning og tilgang undervejs.

Men i både tilfældet Irak og Afghanistan er det ikke den saglige og relevante diskussion af krigen og dens mål og midler, som til syvende og sidste var bundlinjen for dig, selv om du gik rosværdigt dybt ned i emnet og selv rejste ud og så og mærkede efter. Det var i stedet det af dig og dine nedlagte moralske imperativ, der gjorde krigens støtter til forbrydere og krigens modstandere til forbrydernes afslørere. Du tog ikke ud med et åbent sind, men med ét sigte, at fremstille Fogh-, Bush-, og Blair-regeringerne og de befolkninger, der havde stemt dem til magten, som på det nærmeste lystmorderiske krigsgalninge – for hvorfor ellers kæmpe en udsigtsløs krig? Fogh, Bush og Blair og deres støtter stod i dine øjne tilbage som nogle, der med glæde sendte soldater i kamp for at ”skyde på afghanske bønder”.

Det faldt ikke dig og dine ind, at det beklagelige faktum, at man har støttet en forbryder som Saddam Hussein i det ene årti ikke nødvendigvis skal føre til, at man beskytter ham også i det næste årti. At man godt kan adskille det at mene, at verdenssamfundet har ret til at fjerne en slyngel som Saddam og samtidig kritisere den uduelighed, hvormed krigen blev ført i hvert fald i de første år. At der hele vejen igennem har været fuld fokus på de tilbageslag, blodigheder og problemer, som kom efter invasionen, men langt mindre på de trods alt mærkbare fremskridt der også har været frem mod den kommende tilbagetrækning af de amerikanske styrker. Herunder flere demokratiske valg.

Det faldt dig ikke ind, fordi du allerede ved krigens start havde diagnosticeret, hvem de onde var, og det var ikke Saddam, men Bush, Blair – og Fogh. Og ondskaben behøver vi ikke at forstå. Det er tilstrækkeligt bare at undsige den.

På samme måde var det med rydningen af Brorsons Kirke, hvor en gruppe afviste irakiske asylsøgere i august 2009 havde søgt tilflugt med det åbenbare sigte at få omgjort deres afslag på asyl. Irakerne i kirken blev hurtigt symbol på den moralske kamp mellem det gode Danmark og det onde Danmark. Som du formulerede det i den tale, du holdt på Rådhuspladsen til støtte for de udviste irakere:

”Der er ingen af de 282 irakiske asylansøgere, som nu skal tvangshjemsendes, der kommer til at dø af dansk vinterkulde. Det er en anden slags kulde, der vil stoppe blodet i deres årer og klemme om deres hjerter, indtil de giver op. Det er den sjælelige kulde, der udgår fra os. De dør midt i en snedrive, der hedder Danmark….”

Ordene beskriver meget godt den atmosfære, der var blandt irakernes støtter. Jeg vil gerne fortælle om en episode, jeg selv var ude for som et resultat af, at jeg i Berlingske skrev, at støtten til irakerne i virkeligheden indebærer accepten af en kortslutning af hele asylsystemet. Til syvende og sidst til skade for andre, der måtte søge tilflugt i et Danmark, som jo aldrig i praksis vil kunne fungere som ”Asyl for alle”.

Jeg blev inviteret i radioen til en debat med en repræsentant for den støtteforening, der med moralen placeret højt i hatten kaldte sig for ”Et anstændigt Danmark”. Debatten forløb godt, sagligt, uden stort drama. Men i dét øjeblik mikrofonen var slukket, brød min opponent sammen i gråd. Hun havde haft en slægtning, der omkom i de tyske koncentrationslejre, sagde hun. Og den holdning, jeg gav udtryk for, var det tætteste man siden dengang var kommet på Hitler og hans nazistiske rædsler, fortsatte hun, sitrende af bevægelse. Ja, selv studieværten forekom mig at fælde en tåre, og jeg måtte blive i tyve minutter efter udsendelsen for at kunne forlade seancen på nogenlunde værdig vis.

Dette verdensbillede, at fortalerne for ikke at lade en gruppe afviste asylsøgere få særophold var moralsk korrumperede væsener, købte du ind på. Vi ”gjorde vold på det bedste i os selv”, som du udtrykte det. Men denne opdeling i onde og gode på baggrund af holdningen til de afviste asylsøgere i Brorsons Kirke var jo falsk. Snarere kan man påstå, at du og de andre, der plæderede for ”Asyl til alle”, skubbede nogle stakkels folk i en dybt ulykkelig situation foran jer til glæde kun for selvfølelsen i jeres eget moralske korstog.

Så forblændede var I af egen godhed, at I slet ikke kunne begribe perspektiverne i betingelsesløst at give asyl til alle og opstille det alene som et kriterium for opholdstilladelse, at der sprænges bomber i det land, man kommer fra.

Perspektiverne er jo disse: Hvis folk kan få asyl, selv om de ikke er personligt forfulgte, og hvis ikke folk kan sendes tilbage til et land, hvor der med mellemrum eksploderer terrorbomber – så har vi dermed udstedt en permanent invitation til asyl og opholdstilladelse til alle mennesker, der måtte opholde sig et sted på kloden, hvor der er terror, uro og ufred. Konsekvenserne af en sådan invitation vil være en ulykke. Især for de, der er virkeligt personligt forfulgte, men som da må stille sig op i en asylkø, der vil række fra den ene ende af verden til den anden. Dén nuance så du og dine ikke, da balladen om Brorsons Kirke rasede.

Hvilket jo netop er en bieffekt af den radikaliserede tankegang. At den taber enhver fornemmelse for nuancerne. Du og dine har i ti år raset mod udlændingeloven, men ikke set den nuance, at 24-års-reglen befriede måske tusinder af muslimske kvinder fra tvangsægteskabets livslange åg. I har raset mod pointsystemet uden at ænse, at man naturligvis kan gifte sig med hvem man vil, men blot ikke kan forvente at ens udenlandske ægtefælle uden videre bliver forsørget af det offentlige. Du har beskyldt danskerne for at hade muslimer uden at bemærke den nuance, at undersøgelse efter undersøgelse viser en udbredt tolerance over for andre kulturer, samtidig med at mange efter Muhammed-krisen begreb, at islamismen på den anden side stillede os over for en global udfordring i forhold til f.eks. ytringsfriheden. Se blot hvad der siden er pågået i FN-regi. Eller har dit og andres had mod VKO og især Dansk Folkeparti gjort dig blinde også over for det?

Er der ting man kan klandre de sidste ti års ansvarlige borgerlige politikere for? Ja, bestemt. Herunder at de til tider har parkeret for meget beslutningskraft hos Pia Kjærsgaard & co? Ja, bestemt. Er der grund til at være dybt kritisk over for Dansk Folkeparti og det tankegods, der præger partiet? Ja, uden for enhver tvivl. Det er der grund til, og det er vi nogle stykker, der jævnligt har været.

Men det er ikke pointen her. Den er derimod, at du og dine selv blev alt det, I nu har brugt ti år på at beskylde det borgerlige Danmark for. I rasede over opdelingen af Danmark i et os og dem – mens I selv gravede den moralske kløft afgrundsdyb. I råbte op om umenneskeligheden, mens I selv gjorde jeres politiske modstandere til umennesker og kældermennesker.

Nu er vi på vej til at få en ny regering. I sync med de mest forbenede kommunistiske dele af Enhedslistens bagland er det ikke noget, der kan glæde dig, for du har for længst parkeret folk som Thorning og Søvndal på den forkerte side af den moralske kløft. Som du skrev i lørdags:

”Alligevel møder oppositionens to mest markante skikkelser, Socialdemokraternes Helle Thorning og Socialistisk Folkepartis Villy Søvndal frem med plaster for munden og ansigtstræk så stive, som havde de begge fået en Botox-operation for meget… Venstrefløjens knebne, tvetydige sejr viser ikke nogen vilje til det selvopgør, som uundgåeligt må komme, hvis vi skal videre og vi med videre ikke kun tænker på vækst, men også på moral og menneskelighed.”

Sådan skriver et menneske, der aldrig bliver tilfreds. Men læg mærke til, at jeg skriver menneske. Det er mere end du har kunnet bære at skrive om dem, du var uenige med i det forløbne årti. Deri består din radikalisering. Skulle det trods alt ændre sig nu, vil man dog på denne enkelte front kunne se tilbage på rød bloks valgsejr som en glædens og lettelsens stund derude i det ganske land – sådan Jensen og Jensen imellem.

FØLG MIG PÅ FACEBOOK

FØLG MIG PÅ TWITTER

201 kommentarer RSS

  1. Af En syg debat om Breivik — På sporet af et moderne liv

    -

    […] tog Carsten Jensen, hvis tilgang til samfundsdebatten jeg før har haft fat i, i anledning af den forestående dom ordet i en kronik  i Politiken forleden. Dén Carsten Jensen, […]

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info