Pas dig selv, unge

Af Tom Jensen 57

Hippiepædagogik.

Med dette ene ord fik socialminister Benedikte Kiær rigtignok sat brand i sensommerdebatten. Et ord, der beskriver den form for pædagogik, hun ønsker at få gjort op med i daginstitutionerne. En pædagogisk form, hvor ungerne får lov til at lege nærmest frit, hvor der sættes så få rammer som muligt, og hvor pædagogen det meste af tiden i bedste fald er i betragterens rolle. En pædagogisk form, der til gengæld ifølge aktuelle undersøgelser minimerer børnenes voksenkontakt og i det hele taget risikerer at forvandle børn til omvandrende kaospiloter i egne universer.

Hippiepædagogik kaldte hun det, og det afstedkom et forudsigeligt ramaskrig fra organiserede pædagogiske interesser, hvilket ikke er så underligt. For det, Benedikte Kiær i denne uge lancerede et oprør imod, er ikke blot en tilfældig pædagogisk laden-stå-til, almindelig sjusk, dovenskab og ligegyldighed rundt omkring i daginstitutionerne, selv om det formentlig er en del af problemet også nogle steder. Det hellere at ville nøjes med at ”observere” børn frem for at tage sig sammen til at engagere sig i dem kan jo sagtens blive en sovepude for en mindre god pædagog.

Men det er mere end det. Det er også en ideologi, ministeren nu går op imod. Et sammenhængende tankegods. Endda et sammenhængende politisk tankegods. Det er ikke noget, jeg påstår. Man skal ikke lede længe for at finde pædagoger, der erklærer det selv. Mere om det lige om et øjeblik.

Først er det dog vigtigt at slå fast, at det er en ideologi, som der allerede gøres oprør mod hver eneste dag rundt omkring i de daginstitutioner, hvor pædagoger og børn mødes. Det kan være et bevidst oprør, det kan være et ubevidst oprør, det kan være en mere konkret besindelse på, at for et fire-fem årigt barn er den største frihed måske at få lov til at udfolde sig i nogenlunde faste rammer.

Selv har jeg gennem mine tre børn kun oplevet daginstitutioner, hvor oprøret mod den rammeløse hippiepædagogiks ideologi er i fuldt flor. Det handler eksempelvis om faste rammer omkring spisetider. Det handler om, at man godt kan lære gennem legen, hvis nogle gider sætte rammer også for den. Det handler om at lære at tie stille under måltidet og kun svare, når man bliver spurgt, så man også kan lære at høre på, hvad andre har at fortælle. Den slags har jeg til min store glæde set udfolde sig i de daginstitutioner, hvor jeg selv har haft børn, og måske burde socialministeren have noteret sig dette let skjulte pædagogiske hverdagsoprørs stille eksistens, inden hun lidt frisk skar næsten alle pædagoger over én kam som hippier.

Der findes pædagoger, masser af pædagoger, som allerede er i fuld gang med at gøre op med hippiepædagogikken, måske fordi de – befriet for den pædagogiske og politiske ideologis snærende bånd – har kunnet se, hvad den fører til af kaos, anarki, selvcentrering og social ulykke.

Men det er ikke disse mange fornuftens ansvarlige frontkæmpere i vuggestuer, børnehaver og fritidshjem, man nu hører hyle op efter Benedikte Kiærs lille sprogfornyelse.

Ramaskriget kommer fra anden og langt mere organiseret side. Fra de pædagoger, der blandt andet gennem pædagogernes faglige organisationer gennem adskillige årtier har spillet en afgørende rolle for titusinder, ja hundredtusinder af danske børns opvækst i offentlige daginstitutioner.

For dem er ministerens afstandtagen fra rammeløs, fri leg og ”hippiepædagogik” ikke blot en provokation eller en kritik. Det er et politisk angreb vendt mod den venstrefløjsideologiske pædagogik, de mindst siden 1968 har kæmpet for at kunne trække ned over hovederne på danske børn – ganske givet uden at mange forældre har tænkt nærmere over det.

En af de højstråbende er Jan Hoby, stærkt venstreorienteret fremtrædende næstformand i LFS, Landsforeningen af Socialpædagoger. En kendt stemme i særligt københavnske pædagogiske kredse, ikke mindst i debatten om fritidshjemmenes fremtid. Jan Hoby har hverken før eller efter Benedikte Kiærs melding lagt skjul på, at for ham er pædagogikken også et politisk redskab, som han med glæde bruger sin faglige organisation på at udbrede rundt omkring i institutionerne.

Tilbage i april skrev han således et indlæg på kritiskdebat.dk under overskriften: ”Et forsvar for legen – en opgave for venstrefløjen”. Heri slår han fast, at barndommen og legen i dag ”mere end nogensinde er truet”, og han er ikke i tvivl om, hvem de skyldige er: Det er ”den globale nyliberale og kulturkonservative ”indlærings-tsunami”, og hans tekst præsenteres som ”venstrefløjens bud på en pædagogik, der er den menneskelige dimension i hjertet af den socialistiske vision”.

På denne politiske vogn spænder han netop en idyllisering af det begreb, Benedikte Kiær nu vil gøre op med: Den rammeløse leg uden voksenindblanding, som ifølge Hoby vil betyde, at ”barnet vil opleve frihed. Barnet er ikke bundet af gamle værdier og bestemte tankemønstre… Gennem legen river barnet sig løs fra normale konventioner og træder ind i en ”usikker” eller ”hjemløs” verden, hvor det sætter hele sin eksistens på spil”.

Uden tvivl bevægende smukke ord for gamle normbrydende hippier eller venstreorienterede hardliners, der drømmer om at se det borgerlige samfund smuldre og et socialistisk tusindårsrige rejse sig i stedet. For andre er det derimod grum læsning. At tænke sig, at det er en ideologi som denne, der rumsterer på ledelseskontorerne i pædagogiske organisationer. Hoby er dog i det mindste ikke en, der putter med det. Han slutter sin tekst med ordene: ”Det er her, at visionen for socialisme i det 21. århundrede starter i børnehøjde”.

Nu er jeg hverken pædagog eller ekspert i pædagogiske teorier, men kun forælder, hvilket jo i denne sammenhæng må regnes for absolut andenrangs, men alligevel: Læse kan jeg da. Og man skal ikke læse meget på lektien og på den frådende debat i pædagog-kredse efter Benedikte Kiærs udmelding, før man opdager, at det ikke kun er hos en enkelt faglig og særdeles socialistisk orienteret pædagogisk fagforeningsleder, tankegodset rumsterer – og har gjort det i rigtig mange år.

Man opdager også, at et bestemt begreb er absolut centralt i denne forbindelse:

Selvforvaltningspædagogik.

Det er et mere neutralt udtryk for det, ministeren kaldte hippie-pædagogik, men det er helt afgørende her. For selvforvaltningspædagogikken er lige præcis ofte den socialistisk funderede pædagogiske teoris konkrete udtryk.

Den har været blandt de dominerende retninger i dansk pædagogik i årtier – og dermed også det slet ikke spor tilfældige tankesæt bag den konkrete omgang med danskernes børn, som har fundet sted i tusindvis af daginstitutioner gennem de seneste årtier. Den handler om at bryde med gamle normer – og et instrument til dette er netop barnets leg, hvor det ”river sig løs fra normale konventioner og træder ind i en ”usikker” eller ”hjemløs” verden, hvor det sætter hele sin eksistens på spil”….

Der er og har bestemt også været andre retninger. Læs blot her, i en historisk-pædagogisk gennemgang serveret i BUPL-organet Børn & Unge i 2003, om to dominerende tankesæt i nyere pædagogik:

”Den strukturerede pædagogik rammer lige ned i et mere og mere udtalt behov hos pædagogerne for at få en professionel identitet. Den bygger på en direkte og til dels ukritisk overføring af især østtysk og sovjetisk pædagogik især inspireret af Anton Makarenko. Målet er, “at uddanne og opdrage børnene til alsidige og kritisk tænkende socialistiske personligheder”, som Stig Broström udtrykker det i sine bøger fra slutningen af 70′erne til midten af 80′erne. Man lægger stor vægt på gruppen frem for individet, og at det er vigtigt, at børn lærer noget.”

Men så skete der noget. Et skifte, der gjorde, at man fra organiseret pædagogisk side i mindre grad ville opdrage børn til at blive ung-sovjetter. Den retning blev afløst af den anti-autoritære, normløse selvforvaltningspædagogik, som Benedikte Kiær nu har blæst til kamp mod:

”I slutningen af 80′erne forlades den stramme struktur til fordel for mere selvforvaltning og børns selvbestemmelse….. I slutningen af årtiet diskuteres børns evne til selv at forvalte sin dag, hvilket nogle steder fører til en tendens til, at børn selv skal finde ud af, hvornår de vil lege hvad og med hvem, hvornår de vil spise og hvor meget”.

Et bredt accepteret udtryk for denne tankegang finder man i opdragelsesbestselleren Dit kompetente barn af Jesper Juul, som bestemt bruges i praksis derude. Læs blot denne pædagogiske læreplan for en helt tilfældigt valgt institution, børnehuset Delfinen i Gentofte, og søg på ordet ”selvforvaltningspædagogik”.

Her, midt i 2011, kan det være svært at gøre sig begribeligt, hvad der er mest skændigt og forfærdeligt: At vores børn skulle sovjetiseres eller gøres til små normbrydende, kaotiske anarkister.

Bølgen, der har rejst sig mod selvforvaltningspædagogikken, er ikke så lidt af en befrielse. Og som sagt: Den er ikke noget, ministeren har fundet på. Masser af pædagoger deltager i den rundt omkring i landet.

Benedikte Kiær bandt sit udsagn om opgøret med ”hippiepædagogikken” op på en undersøgelse, som cand.pæd. Ole Henrik Hansen fra Danmarks Pædagogiske Universitet i Århus har gennemført – den som viste, at kaos-pædagogikken stadig optræder i mange daginstitutioner, hvor børnene så til gengæld næsten mister kontakten til de voksne. Det var i Børn & Unge-magasinet, Ole Henrik Hansen først fremkom med sine betragtninger om, at der skulle gøres op med laden-stå-til pædagogikken, først og fremmest i vuggestuerne. En holdning, der afstedkom rasende debat blandt magasinets læsende pædagoger.

Så rasende er nogle af dem, der gerne har villet gøre dine og mine børn til brikker i deres eget utopiske socialistiske samfundsprojekt, at de nu anklager folk, som ikke kan se fidusen i selvforvaltningspædagogikken, for ligefrem at nære had til børn.

Således har Landsforeningen af Socialpædagoger indkaldt til en konference, der er en protest mod den bevægelse, der gør oprør mod hippie-pædagogikken ved at insistere på at opstille rammer for børnene. Konferencen ”sætter Helvedes pædagogik på anklagebænken”, førnævnte LFS-næstformand Jan Hoby taler under overskriften ”Dobbeltmordet på barndommen”, og siden optræder Kirsten Løth, medlem af redaktionen af Kritisk Debat og Jesper Juul Mikkelsen fra Kritisk Pædagogisk Netværk med indlægget ”Politikerne der hader barndommen”. Og som der til sidst står:

”Det er gratis at deltage på konferencen for alle som ikke hader børns barndom”.

Det er blandt andet folk som disse og deres ligesindede, samfundet har betroet opgaven at passe på vores børn, mens vi går på arbejde. Samtidig med at man funderer over, hvad de seneste årtiers dominerende pædagogiske retninger mon har fået af følger for børnene, og om man måske ikke her kan finde tændsatsen til det egoprægede kaos, som mange folkeskolelærere døjer med, og den mig-kultur, som præger mange selv langt ind i voksenlivet, så kan man i det mindste glæde sig over, at der nu er fløjtet til kamp mod uvæsenet. I hverdagen såvel som i litteraturen, hvor Jesper Juul-bestselleren hos mange nu har fundet sin afløser og modsvar på boghylderne i Henrik Jensens Det faderløse samfund.

De angrebne pædagogiske ideologer anser selv det hele for at være et nyliberalistisk korstog, som er sat i søen for at knuse deres socialistiske børne-vision. De må kalde det, hvad de vil. Man kunne også mene, at det er fornuftens opgør med årtiers vanvid, som vi nu ser. Fra ministerside. Men lykkeligvis også hos rigtig mange fornuftige pædagoger ude i de daginstitutioner, hvor vores små børn lever en stor del af deres liv.

FØLG MIG PÅ TWITTER

FØLG MIG PÅ FACEBOOK

57 kommentarer RSS

  1. Af Lars Kristensen

    -

    Prøv at slå projektion op. Man kan altid finde nogle der vil bruge pædagogikken i daginstitutionerne politisk bla dig selv. laissez-faire pædagogik har aldrig været brugt i dansk daginstitutioner, ikke officielt kun af dovne pædagoger. De sidste mange år er området skåret ind til benet, og der af er det svært, for pædagogerne at udfører deres job tilfredsstillende. Det er dette faktum Benedikte Kiær prøver at fjerne fokus fra, og semi-pædagoger som dig selv hopper i med begge ben. Pædagogik er en videnskab på linie med psykologi, der er blevet forsket i børns udvikling i over 100 år. Tror du virkelig at din, eller en tilfældig ministers viden, over går over 100 års samlet forskning. Start med at læse jesper juul´s Det kompetente barn, har du allerede læst den så prøv igen, det kan jo være at du denne gang forstår den.

  2. Af j nielsen

    -

    “Børnehaver og vuggestuer er ikke til for børnenes skyld. Kun for pædagogernes skyld. ”

    De er til for forældrenes skyld.

  3. Af Frank Leegaard

    -

    @ Jesper Høegh, 7. august 2011 kl. 12:43

    Så nu er du stolt over være blevet indoktrineret til at være rabiat højrefløj – selvom jeg godt ved at du siger du stemmer på venstre.

    Gik i folkeskole og senere privat realskole. Ingen af stederne var lærerne ræverøde, så hvor jeres induktive slutninger stammer fra, må stå for jeres regning.

  4. Af Karin Bennedsen

    -

    @Tom Jensen

    Nu har jeg læst din blog og kommentarerne, og tilsyneladende er der et vist flow, som skjuler det faktum, at censuren og tilbageholdelsen af kommentarerne på bloggen ikke er synlige for en læser, der ikke selv deltager og bliver udsat for chikanerne fra moderationen.

    Dog er det slående, at der er lange tidsmæssig ophold i kommentarerne og meget få responderer på hinandens holdninger og på den måde skaber en debat. Det er mest enkeltstående kommentarer man bliver præsenteret for.

    Hvis denne mangel på indbyrdes debat imellem kommentatorerne er et resultat af b.dk’s nye debatregler, der forsinker nogle kommentarer i flere timer, er det rigtig ærgerlig, da Berlingerens debatter tidligere var nogle af Danmarks bedste og mest lødige.

    Jeg håber, at man besinder sig lidt på b.dk og igen går over til det gamle system, måske med få ændringer.

    Selv er jeg helt udelukket fra at deltage hos to blogholdere, måske fordi jeg har været for kritisk, jeg ved det ikke, for nogen forklaring har jeg aldrig fået, og jeg har heller ikke nogen forventning om, at denne her kommentar får lov til at komme igennem.

    Med venlig hilsen

    Karin Bennedsen

  5. Af per christoffersen

    -

    Det helt mærkværdige ved ministerens udmelding er, at selvforvaltningspædagogikken netop ikke er hippie-pædagogik.
    Der har aldrig rigtig fundtes en reel defineret hippie-pædagogik, og selvforvatningspædagogikken er faktisk i sit grundlæggende menneskesyn mere liberal end socialistisk (det er ikke staten/pædagogen, der sætter rammerne. Det er individet/barnet selv).
    De af os der er gamle nok til at huske halvfjerdserne og den rigtige rigtige venstrefløjspædagogik, vil vide, at der absolut ikke var lagt op til nogen form for selvforvaltning der …

  6. Af Poul Struve Nielsen

    -

    Det bør vel ikke være regeringen og socialministeren, der skal sætte rammerne for pædagogikken i institutionerne. Det vil være DDR-agtigt. Det må da være forældrene i samarbejde med ledelsen på institutionerne! Jeg genkender i øvrigt ikke beskrivelsen fra de institutioner, mine børn har gået i. Selv om nogle af pædagogerne har gjort et vist hippie-agtigt indtryk på mig, var der faste rammer omkring spisetider. Børnene lærte gennem legen, der blev sat rammer, også for den. De har lært at høre på, hvad andre har at fortælle. Måltiderne er i øvrigt en vigtigt form for samvær, hvor det da vil være skadeligt, om deltagerne skulle tie stille. Børnene skal vel også lære at netværke over forretningsfrokosterne senere i livet!

  7. Af Jan Hoby

    -

    Kære Tom Jensen
    Det er altid rart med ærlige debatter, hvor der lægges op til politisk kamp på holdninger, værdier og menneskesyn. Men jeg synes det er tyndt, når der bruges så åbenlyse stråmandsargumenter og omvendte lommetyverier, som du og Socialministeren benytter jer af. Det vidner om en dårlig sag. Og det er netop dét, der er tale om, – en rigtig dårlig sag.

    1) Det er ikke mig eller andre revolutionære socialister, som ønsker at gøre børns hverdag til en del af et ideologisk projekt eller korstog. Tværtimod! Den politiske og pædagogiske tradition jeg kommer fra, tager afstand fra enhver form for skabelon, manual og facitliste i relation til det relationelle arbejde med børn. Jeg er først og fremmest tilhænger af en ”supermarkedsmodel”, hvor det er den eksisterende viden,indsigt og forskning om børns færden, gøren og kulturproduktion, som er afsættet for at understøtter børns fulde og hele potentiale om det er deres sprog eller udfoldelse gennem leg og venskaber.

    Det er derimod, borgerlige, socialdemokrater og stalinister som gennem barndommens snart 300 årige karriere har forsøgt at presse bestemte ideologiske og politiske logikker ned over børneværelset og daginstitutionerne. De sidste 10 år er det jo VKO der har stået for en total gennemregulering af det pædagogiske arbejde gennem central styring og krav om dokumentation. Derfor taler forskere som Maja Plum også om pædagoger som ”patriotiske agenter”. Ikke just socialister på et revolutionært korstog. Så du har forkert adresse. Så al snak om at det er min forståelse af pædagogik er den dominerende, – er helt ude hampen. Men tak for tilliden.

    2) Jeg deltager gerne i kritik af visse pædagogers manglende pædagogiske praksis. Jeg har om nogen kæmpet kampen mod den professionsvirus, der hærger det pædagogiske område. En virus der understøtter politikere i Folketinget og kommunernes krav om mere og mere centralt politisk bestemt dokumentation og struktureret (skolificeret) pædagogik. Så når du og andre med rette retter en kritik mod pædagoger der: ” hellere at ville nøjes med at ”observere” børn frem for at tage sig sammen til at engagere sig i dem, kan det jo sagtens blive en sovepude for en mindre god pædagog”. Så er jeg ikke din og andre forældres modstander, men jeres allieret. Men vores forklaringer på, at visse pædagoger ( og pædagogiske ledelse) mere og mere finder status i alt, der ikke har med børn og relationsarbejde at gøre, er forskellig. Du og socialministeren tilskriver det ”hippiepædagogik” og selvforvaltning. Jeg tilskriver det og kan dokumentere det; markedsgørelsen af den offentlige sektor.

    3) Markedsgørelsen af den offentlige sektor har ikke kun medført dokumentations-, registrerings-, afrapporterings-, standardiserings- og kontrolbureaukrati. Den truer også med at undergrave selve forståelsen for, hvad pædagogisk arbejde er for ”en størrelse”. Det viser en række interviews, som EVA (Danmarks Evalueringsinstitut) har foretaget med mere end 40 forskellige pædagoger, pædagogiske konsulenter og repræsentanter for forvaltningerne i fem forskellige kommuner.

    Faren er at den markedsgjorte faglighed medfører en skærpelse af en ekskluderende og hierarkisk organisering af det pædagogiske arbejde: hvornår pædagogerne skal være sammen med børnene, – og hvornår pædagogmedhjælperne lige så godt kan være det. Hvor den logiske følgeslutning er, at pædagogmedhjælperne holder opsyn på legepladsen for at frigive tid til at pædagogerne kan planlægge og dokumentere…?

    Det er her du bør rette din kritik. Altså først og fremmest, det monster som politikere fra blå og rød har skabt gennem deres introduktion af en ledelses- og styringslogik i den offentlige sektor som bygger på mistillid, kontrol og bureaukrati. Det absurde er, at det er denne udvikling, som gør at visse pædagoger hellere vil ”observere” end lege sammen med børnene og understøtter og engagere sig i børnenes udvikling. Men du skal pege fingere ad politikerne og den siddende Regering og tilhængerne af professionstragierne.

    4) Jeg vil godt henlede din opmærksomhed på, hvor stor indflydelse faglig viden og indsigt kan have på de politiske aftaler som indgås i København og med alle partier som forligsparter. Et synligt resultat på den positive udvikling er den netop vedtaget integrationsaftale (LFS er ikke enig i alle elementer i aftalen). I aftalens tekst omkring “Det pædagogiske arbejde med at udvikle børns sprog” ser vi for første gang begyndende brud med det strukturalistiske sprogsyn, som LFS, LFS’medlemmer og netværket “Børnetestfrizone” har bekæmpet siden Faglighed For Alle i 2006 så dagens lys. Nu er der en politisk (og forvaltningsmæssig) anerkendelse, accept og erkendelse af, at det funktionalistiske sprogsyn har en plads i byens dagtilbud. Selvom Rom ikke blev bygget på en dag, så vidner aftaleteksten om LFS’ massive fingeraftryk på vegne af et humanistisk sprogsyn (jeg er forfatteren til de citerede afsnit i aftalen):
    “København vil øge den sociale chancelighed for alle børn. Derfor vil København være bedre til at identificere og støtte de børn, der på grund af for svag sproglig udvikling meget tidligt tabes i uddannelsessystemet. Dette gøres ikke alene ved at identificere og sprogscreene, men primært ved at følge, understøtte og udvikle det pædagogiske arbejde med børnene i institutionerne.”
    Primært, er kodeordet.

    Videre i aftaleteksten får det funktionalistisk sprogsyn blåstemplingen:
    “Det pædagogiske arbejde tager udgangspunkt i et sprogsyn der understøtter børns narrative begær og inviterer og inspirerer børn til at eksperimentere og lege med sproget. Kerneelementet i sprogindsatsen er det løbende og systematiske pædagogiske arbejde med at fremme børnenes sproglige udvikling.”
    Anerkendelse af børns narrative begær handler om at alle børn vil og kan. Og lykkes det ikke, er det ikke barnets eller børnenes skyld.

    Aftalen handler også om at det pædagogiske personale altid må læse og afkode børnenes tegn med respekt for både individuelle udtryk og sociale og kulturelle forbindelser. Derfor slutter aftalens tekst naturligvis med ordene:

    “Det pædagogiske arbejde skal understøttes af en øget faglig bevidsthed om hvordan pædagoger tilrettelægger og iværksætter forskellige aktiviteter, der inviterer og inspirerer børn til sammen og hver for sig at eksperimentere og lege med sproget.” Hvis dette ikke er sund fornuft, hvad er så??

    5) Sidst men ikke mindst, et par ord om de dejlige børn. I modsætning til hvad den herskende tænkning (politisk og pædagogisk) tillægger børn, så er børn nogle af de mest radikale forandringsagenter man kan opdrives (spørg blot deres omgivelser). De skaber og producere deres egen nutid og fremtid i en hastig fremadskridende proces, hvor nødvendighedens love smides bort. Det har været god latin side Rousseau berigede verden for 300 år siden. Hvis børn får kærlighed, nærhed og omsorg i rigelige mængder, så de udvikler en stærk selvfornemmelse, så er den ideologiske familiestrukturelle dominans de er indskrevet i, – mere end underordnet. Børn forsøger gennem deres barndom fra vuggestue til fritidshjem og klub, at bedrive forandring igennem deres transformering af de hastighedsgrænser som voksenverden opstiller om det er i familien, daginstitutioner og skoler – eller samfundet (deres sprogbrug og brug af sproget er det bedste og tydeligste eksempel for voksenverden og det mest angstprovokerende). Men den symbolske vold er så kraftig en diskurs, så alle, også børn har svært ved at undslippe logikkens altfortærende dynamik. Så tilpasningen er dem påtvunget: institutionelt, ideologiske, pædagogisk og familiemæssigt. Derfor giver det ikke mening at sige at børn er konservative eller tilpasningsorienteret, fordi de skal have depoterne med tryghed og kærlighed fyldt op. Det er selvfornemmelsen (depoterne med kærlighed, tryghed etc.) som er afsættet for at begynde på rejsen mellem det kendte og det ukendt; erfaringen med at blive “hjemløs” og vende hjem, for at blive den, som man egentlig er. En forudsætning for at kunne blive det, vi egentlig er, ER, at vi ikke på forhånd ved, hvem vi er. Det er derfor vi kan snakke om børn som forandringsagenter.

    De mest modige og dristige forandringsagenter blandt børn er de børn som har fået lov og mulighed for at rejse fleste gange mellem det kendte og det ukendte (eksperimenter gennem leg: f.eks at springe ned fra et træ) Når et barn til stadighed udfordrer og udforsker sin krops muligheder i den spændevidde af aktiviteter, der ligger mellem spædbarnets første hovedløft til fritidshjems barnets fuldfærdige MGP dans eller Christiano Ronaldo dribling, er det udtryk for drivkraft efter mening.

    Det er den enkle motivationscirkel: Det man øver sig i, bliver man bedre til. Det man synes er dejligt og meningsfuldt, øver man sig i. Det er meget sjældent at børn kaster sig ud i aktiviteter de har en fornemmelse af ikke vil lykkes, – ligesom voksne. Udgangspunktet for vores liv er kropsligt. Det er gennem kroppen vi sanser verden. Sproglighed er derfor også en del af kroppen, og på samme måde som barnet bliver bedre, mere sikkert og kropsligt mangfoldigt ved at øve sig og bruge kroppen, bliver barnet bedre, mere sikkert og sprogligt mangfoldigt ved at øve sig og bruge munden og kæfte op. Jo mere man bruger sproget, jo flere ord man anvender på en nuanceret, eksperimenterende og kompleks måde i forskellige sammenhænge, jo større bliver ordforrådet, og jo større bliver barnets kontekstforståelse, dvs. barnet bliver bedre til at sige det rette på rette sted. Så barnet, børn og barndommen har en (revolutionær – men ikke i en politisk kontekst!) forandringsdynamik, som gør dem til permanente forandringsagenter, – men det er ikke altid at deres dagsorden og vilje gennemsættes 100%. Men alt andet lige så vidner de sidste 300 års udvikling og specielt de sidste 50 år om, at barnet, børn og barndommen har skabt forandringer, som må betegnes som værende af revolutionære dimensioner.

    Så skal fornuften sejre og det gode børneliv leves, så er der brug for mere af “min” opfattelse der vil en helhedsorienteret indsat der understøtter børns begær for læring, sprog og udvikling og ikke politikernes,visse pædagoger og forældres ønske om struktur, disciplin og skole-agtig hverdag fra 7 til 17.

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info