Da Pia Kjærsgaard gjorde værdikampen værdiløs

Mange vil kunne erindre Fremskridtspartiets Helge Dohrmann og hans kamp for i starten af 80erne ustraffet at kunne opsætte en parabolantenne og dermed modtage udenlandske TV-stationer uden om det daværende statslige TV-monopol. En kamp, hvis udgangspunkt i dag forekommer helt absurd. Tænk sig en begrænsning i ytrings- og informationsfriheden; vi danskere måtte for blot 30 år siden ikke selv bestemme, hvilke TV-programmer vi havde lyst til at modtage og se.

Helge Dohrmann var under fløjkampene i Fremskridtspartiet i 80erne en af Pia Kjærsgaards mest loyale støtter. Men det er nu ikke det mest bemærkelsesværdige ved den nuværende DF-formands forslag i denne weekend om først at forbyde parabolantenner i ghettoområder og senere via Radio- & TV-nævnet sætte en stopper for udsendelsen af to globalt udbredte arabiske TV-kanaler i Danmark. Dohrmann-historien er mest et lille historisk krydderi på en sag, som er langt mere alvorlig.

For med sit forsøg på at tvinge Al Jazeera og Al Arabiya til tavshed i Danmark har Pia Kjærsgaard gjort sit til at demontere den værdikamp, hun selv har været med til at stå i spidsen for gennem de sidste mange år. Hun opfatter givet selv sit forslag som en del af denne værdikamp. Men i virkeligheden risikerer hun at gøre værdikampen værdiløs.

Hvis nogen skulle være i tvivl: Der er ikke småting på spil i denne diskussion. Gennem de seneste fem år har Danmark således været epicentret for en af de vigtigste globale værdikampe i lang tid. Muhammed-krisen afslørede, at ytringsfriheden ikke er noget, vi kan tage for givet. Den åbenbarede, at stærke kræfter er parate til på både lokalt og globalt plan at knæsætte en indskrænkning af ytringsfriheden, så f.eks. islam ikke længere må krænkes. I både FN-regi, i EU og i den hjemlige diskussion har netop det hensyn til særlige gruppers følelser, som i praksis risikerer at sætte ytringsfriheden ud af kraft, været kernen i hele diskussionen under og efter Muhammed-krisen. Foruden naturligvis den vold og de trusler mod det danske samfund, som var og er en del af denne sag.

Muhammed-krisen handlede om, at man må tåle andres ytringer. Selv dem man ikke kan lide – og som man måtte føle sig krænket af. I hele denne diskussion har Dansk Folkeparti været hardlinere. Man har været de usvigelige forsvarere for ytringsfriheden, også som en særlig dansk værdi. Men samtidig med at partiet gennem de seneste år ikke mindst i eget selvbillede har været frihedsrettighedernes og ytringsfrihedens fremmeste forkæmpere, har man ved talrige lejligheder afsløret, at man når det kommer til stykket, og der er andre interesser på spil, alligevel ikke tager principperne så alvorligt.

Det har man afsløret ved at ville forbyde skolebørn at tale arabisk i frikvartererne.  Det har man afsløret, når man har fremsat forslag om forbud mod burkaer og tørklæder. Det har man afsløret, når man har krævet centralt fastsatte forbud mod mødrecafeer på skoler. Det har man afsløret, når man har forsøgt at lukke munden på folk, der i den offentlige debat har givet udtryk for synspunkter, som DF ikke bryder sig som.  Det har man afsløret, når man har krævet forbud mod minareter.

Nu vil Pia Kjærsgaard så forbyde to arabiske TV-kanaler, som hun ikke kan lide. Og blot for at slå det fast: Der er masser af gode grunde til ikke at bryde sig om disse kanaler, selv om netop de to er mindre yderligtgående end så mange andre kanaler fra det mellemøstlige område. Men at Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti ikke kan forstå, at man med den slags forbudskrav demonterer enhver legitimitet i sin egen værdikamp for frihed og ytringsfrihed og dermed reelt gør den værdiløs, afslører i virkeligheden hvor lidt disse principper må betyde for DF, når det kommer til stykket.

Med sit krav om forbud reducerer Pia Kjærsgaard frihedsrettighederne til blot og bart at være instrumenter for ens egne interesser. Hun gør som den hollandske politiker Geert Wilders, der vil forbyde koranen. Man siger: Hvis I vil knægte vores ytringsfrihed – så knægter vi til gengæld også jeres.

Den argumentation er naturligvis helt uholdbar. Hvor let bliver det eksempelvis lige for Danmark at argumentere mod muslimske landes krav om forbud mod at krænke islam, næste gang sagen rejses i FN-regi, hvis vi samtidig her i landet har taget det enestående skridt at afbryde signalet til to af verdens mest udbredte arabiske kanaler, fordi vi ikke bryder os om de programmer, de sender?

Jeg tror desværre svaret giver sig selv.