Hacker på en politisk mission

Wikileaks’ offentliggørelse af knap 400.000 hidtil hemmeligholdte dokumenter om krigen i Irak har kastet overskrifter, nyheder og baggrundshistorier af sig verden over de seneste dage. Historier, der er absolut relevante, og som uundgåeligt må afstedkomme yderligere journalistisk afdækning – også i denne avis.

Det gælder eksempelvis historierne om fanger, som danske soldater i samarbejde med britiske soldater angiveligt har overdraget til de irakiske myndigheder, der efterfølgende har udøvet tortur mod fangerne. Og det gælder oplysningerne om antallet af civile dræbte i Irak.

Der findes næppe det seriøse nyhedsmedie i verden, som ikke lige nu er i gang med selv at gennemgå de lækkede dokumenter. Der kan udmærket gemme sig historier og vinkler i dokumenterne, som ingen har opdaget eller gennemskuet endnu. Uanset hvad man måtte mene om Wikileaks’ arbejdsmetoder og værdigrundlag er det en selvfølgelig rolle for erhvert medie at forholde sig journalistisk til de fakta, som er tilgængelige eller som man kan gøre tilgængelige. Ikke mindst når det gælder en krig, hvor Danmark i en årrække var en aktiv del af den amerikansk ledede koalition, som gik ind i Irak og fjernede Saddam Husseins styre. En krig, der splittede opinionen i det meste af Vesten, også her i Danmark, og hvor der er kontroversielle sager nok at afdække. Både når det handler om krigsgrundlaget og den måde, Irak-krigen har været ført på.

–

Så langt, så godt. Alligevel er der, samtidig med at man anerkender de relevante nyhedshistorier, som Wikileaks-lækket har afstedkommet, grund til også at forholde sig kritisk til budbringeren. Til Wikileaks og organisationens stifter. Det er der desværre en del også i den danske medieverden, som synes at være ude af stand til. Skyklapperne er taget på, og Wikileaks er pr. definition repræsentant for sandheden og den rette spirit i det 21. århundredes medieverden.

At kritikken af Wikileaks er så spagfærdig også i danske medier skyldes præcis de forhold som gør, at man egentlig burde være yderst kritisk.

–

For det første er Wikileaks et medie, der gør en dyd ud af ikke at adskille journalistisk og politisk mission. Stifteren Julian Assange, en tidligere dømt teenagehacker fra Melbourne, forsømmer ikke en lejlighed til at kalde sig selv ”aktivist”, ”rebel” – og til at gøre det klart, at Wikileaks ikke blot er en organisation, der via whistleblowers skaffer sig adgang til og fremlægger hemmelige dokumenter. Nej, man agerer, fordi man har et bestemt politisk mål med det.

Det er mere end to år siden, magasinet Wired beskrev Assanges mål som intet mindre end at redde verden. “Det er på tide, at aktivister, der tager deres mission alvorligt, begynder at bruge ethvert muligt teknologisk og juridisk middel til at fremme den”, lød det fra Assange, som citerede filippineren Walden Bello for denne betragtning: ”Tiden er inde til mindre civilsamfund og mere civil ulydighed”.

I et portræt forleden af Julian Assange i New York Times, en af de aviser der ligesom Information herhjemme havde privilegeret adgang til de lækkede dokumenter om Irak-krigen, beskrives Assanges politiske mission også indgående. Den er blandt andet rettet mod et USA, som Assange i et interview beskriver som et ”i stigende omfang militariseret land og en trussel mod demokratiet”. Assange tilføjer: ”Vi er blevet angrebet af USA, så vi er blevet tvunget til at indtage en position, hvor vi må forsvare os selv”.

Med de bemærkninger sigter Assange givet til de voldsomme udfald, som de amerikanske myndigheder og i særdeleshed Pentagon gentagne gange har leveret mod Wikileaks og mod ham selv. Udfald, som har været med til at skabe endnu en del af mytologiseringen omkring Assange; den der handler om, at han er en forfulgt frihedskæmper, som må rejse fra land til land uden noget fast opholdssted, fordi han på grund af sine metoder er i fare.

Det er svært at bedømme, om Assange virkelig skulle være i fare eller ej – men at han aktivt vedligeholder denne martyrlignende historie er uigendriveligt. Selv da han i sommer blev anklaget for voldtægt i Sverige gik Assange i medierne med en forklaring om, at Pentagon muligvis stod bag anklagerne.

Assange er altså en mand med en klar politisk mission, ikke blot en koldblodig facilitator af diverse læk. Det er således næppe tilfældigt, at Wikileaks omkring det seneste læk valgte at samarbejde med en stribe medier, der har været kritiske over for krigen i Irak. Det hører med til historien. Men det kommer sjældent med, når Wikileaks erobrer mediernes forsider verden over.

–

Den anden grund til, at Julian Assange og Wikileaks får masser af medvind på vejen, bunder i det, man kunne kalde teknologi-wizard-mytologien. Som nævnt har Assange en fortid i hackermiljøet, ifølge den australske avis Sydney Morning Herald med forbløffende lighedspunkter med hackeren Mendax, som er skildret i bogen “Underground” om Melbournes hacker-kredse for ca. 20 år siden. Hackerhistorien indeholder i selv sig spektakulære detaljer. Det var således i oktober 1989, da rumfærgen Atlantis netop skulle til at lette, at NASAs computere pludselig blinkede med ordet ”WANK” henover skærmene. Det refererede til gruppen Worms Against Nuclear Killers, og Assange blev sammen med fem andre australske teenagere arresteret. Han blev ikke dømt for NASA-angrebet, men indrømmede senere 24 andre tilfælde af computerkriminalitet.

Men det var kun starten på en karriere, hvor det er lykkedes Assange med stor dygtighed at koble sin politiske aktivisme med en teknologisk, der handler om at skabe et samfund, hvor al information takket være internettet er frisat. Assange kalder netop sig selv – informationsaktivist.

Denne aktivisme er noget, mange andre net-pionerer i dén grad køber ind på. Det handler ikke blot om fri information. Det handler også om internettet og teknologien som rambuk til at omstyrte de gamle institutioner. Hvad enten det er mediebastioner eller de myndigheder, fra hvilke man med nettet og Wikileaks-sitet som redskab offentliggør lækkede oplysninger om det ene og det andet.

Og man må sige, at Assange og de øvrige netaktivister de seneste ti år har haft noget at have selvtilliden i. Ikke mindst i USA er de gamle medier og informationskatedraler smuldret, takket være den nye informationsteknologi, og nye netbaserede institutioner vokser frem. En af dem er Wikileaks, og dens stifter har stolt kunnet prale med, at Wikileaks de senere år har offentliggjort flere hemmeligtstemplede dokumenter end samtlige verdens øvrige medier tilsammen. Tag den, gamle aviser!

–

Assange og Wikileaks er dermed helte for to markante grupper. De USA-kritiske politiske aktivister, der eksempelvis har kæmpet mod krigen i Irak. Og de teknologiske fribyttere, som kræver alle informationer sat fri – og alle gammeldags begrænsninger (som f.eks. copyrighten) afskaffet. Tilsammen får de ikke en bedre sag at kæmpe for end at fremme Wikileaks, når det drejer sig om 400.000 dokumenter om Irak-krigen – frit tilgængelige for os alle på nettet.

Derfor får man straks smidt anklager i hovedet om at man blot skyder på budbringeren, hvis man stiller kritiske spørgsmål til Wikileaks’ metoder. Hvis man eksempelvis diskuterer, om Wikileaks og Assange – trods en automatisk bortcensurering af en lang række ord, navne og geografiske lokationer fra Irak-dokumenterne – nu kan vide sig helt sikker på, at offentliggørelsen af det enorme bruttomateriale ikke kan bringe konkrete mennesker eller grupper i fare.

Den britiske avis Daily Mail citerer Assange for at erkende, at ”collateral damage is enevitable”, når man som Wikileaks tager så markant aktivistiske metoder i brug, som tilfældet er både med Irak-lækket og Afghanistan-lækket i sommer. Hvis Assange er citeret korrekt, rejser det naturligvis spørgsmålet om, hvorvidt Wikileaks med sine metoder kan anklages for det samme, som man beskylder de i Irak og Afghanistan krigsførende lande for: At se stort på menneskeliv og bruge metoder, der kræver alt for store og unødvendige ofre.

Den diskussion er vel egentlig ganske vigtig. Selv i en situation, hvor et Wikileaks-læk netop har bragt relevante historier for dagen. Selv når det drejer sig om en selverklæret rebel og globalt succesombrust ”informationsaktivist”.