Afsløring: Årets festligste forbudspotpourri

Af Tom Jensen 41

Det er godt vi har politikerne. Hvem ellers skulle leve vores liv for os? Hvem ellers skulle sørge for, at hver eneste detalje i hver eneste danskers liv fra vugge til grav var præcis som tænkt i alle forordninger og love? Sådan er det endt med politik: Fra et være det sted, hvor ideerne brydes er politik blevet det sted, hvor alting forbydes. Hvor den ringeste uregelmæssighed på den mindste plet blandt den talfattigste flok afføder nye krav om lovindgreb, nye folketingsflertals lystne blikke på muligheden for endnu et forbud.

I dag er det således alkohol til fodboldkampe og koncerter, der hives frem til spot og spe af en uskøn blanding af MFere fra højre til venstre i salen. Nogen har fået øje på, at i Sverige må man ikke drikke, mens man ser musik eller fodbold, man sendes ud i foyeren for at købe og bunde flasken, og derefter lukkes man så allernådigst inden for i de hellige, ædruelige haller igen. Og hvor er det nogen gange nemt at være journalist, for man ved på forhånd, at når man spørger, om vi ikke også skal forbyde den slags i Danmark, så er der en til vished grænsende sandsynlighed for, at en nævefuld ordførere repræsenterende et bredt mandattal på Tinge bider på krogen. Således også denne gang.

Hvor nemt det går, når den mindste forbudstromme nærmer sig en flok mediesultne politikere, har jeg brugt en stille stund på at fordybe mig lidt i. Her er derfor et lille potpourri over forbudskrav fra politisk kant siden årsskiftet. Vi taler altså to måneder og 17 dage. Jeg tager ikke stilling til hvert enkelt forbudskrav – nogle af dem kan såmænd være ganske fornuftige – men jeg inviterer til refleksion over den simple volumen af forbudsforslag, og bagefter kan vi så diskutere, om ikke der var andet og bedre at tage sig til for vores folkevalgte. Here we go:

• Et flertal i Folketinget vil lægge loft over banklønninger og forbyde optionsordninger til bankdirektører.
• Regeringen vil forbyde 13 hunderacer defineret som kamp- eller muskelhunde, men overtrumfes af DF, der vil kræve et landsdækkende forbud mod nogen former for kamphunde hos dagpleje- og plejefamilier.
• De Radikale i Region Hovedstaden vil forbyde salg af tobak og alkohol i hospitalskioskerne
• Dansk Folkeparti vil forbyde religiøse særhensyn og bortvise skoleelever, der faster.
• SF vil forbyde de øverste embedsmænd i ministerierne at indgå i VL-grupper.
• Socialdemokraterne vil forbyde tegnet og animeret børnepornografi.
• SF vil – støttet af flere andre partier – forbyde og kriminalisere besøg på terrorhjemmesider.
• Socialdemokraterne vil forbyde reklamer for junkfood til børn.
• Socialdemokraterne vil forbyde fyringer af medarbejdere pr. sms.
• Dansk Folkeparti vil forbyde brugen af fremmedsprog i skolegården.
• Socialistisk Folkeparti vil forbyde unge at gå i solarium.
• Dansk Folkeparti vil forbyde kønsopdelte møder i skolerne
• SF vil forbyde ATP og andre at investere i israelske bosættelser på Vestbredden
• Det nye parti Fokus vil med Christian H. Hansen i spidsen gennemføre et forbud mod dyresex.
• Statsministeren vil forbyde burkaer i skolerne.
• SF vil forbyde offentligt ansatte at bruge parfume, så det sikres, at de er ”duftsneutrale”.

…. nej, ærlig talt, jeg orker ikke at finde flere eksempler, selv om de er der. Den med de duftsneutrale offentligt ansatte slog hovedet på sømmet. Jeg kan ikke mere….

Jeg slutter derfor her og gentager spørgsmålet til besvarelse nedenfor: Er der ikke andet og bedre at tage sig til for de folkevalgte end dette? De kunne måske starte med at fremtidssikre velfærdssamfundet i stedet for at lide af reformangst og spille Sorteper med hinanden om nationens økonomi. Bare en idé.

41 kommentarer RSS

  1. Af m christensen

    -

    Fuldstændig enig.. Et forslag kunne være at halvere folketinget og derefter give de valgte det dobbelte i løn,så kunne det blive atraktivt at komme på tinge,for de som har evnerne.

  2. Af peter g

    -

    Jeg forstår slet ikke, hvordan vores samfund har kunnet overleve hidtil uden alle de livsnødvendige forbud.

    Men godt at vi har nogle ansvarlige politikere som har set lyset, og retter op på den indlysende mangel på forbud og regler, så vi almindelige borgere ikke behøver føle os fortabte og ubeskyttede, og uden råd og vejledning.

    Især tak til regeringen, som har forskånet os for en masse formynderiske socialdemokratiske forbud, ved at komme sosserne i forkøbet og udstede sine helt egne ikke-socialdemokratiske men Venstre-forfattede forbud. Som en sidegevinst er udstedelse af forbud nu også blevet en disciplin, i hvilken vi har slået Sverige! I gør os stolte.

    Og Tom – er du sikker på, at du har forstået tingenes sammehæng korrekt? Hvad sjov er der i fx at afskaffe efterlønnen, og derpå miste sin folketingsplads, når man meget bedre kan markere, at man kærer sig om folket, ved at forbyde eller regulere et eller andet som kan skaffe avisoverskrifter i en uge eller to?

    Husk i øvrigt på, at vi har opnået det ultimative demokrati: idiotiens fordeling ude i befolkningen er 100% genspejlet på Tinget. Det er da vel ikke så ringe endda? 😆

  3. Af Jens A.

    -

    Du mangler den vigtigste:

    Rød blok vil forbyde privat initiativ.

  4. Af jens holm

    -

    Jens A snakker selvfølgeligb helst om, hvad Hvensrefløjen gør, selvom Vk0 har haft magten 8-9 år…

    Når det ikke er det, så er det Afghanerne aldrig Hans og Grethe.

    DER ER BRUG FOR EN SLAGS MORALSK OPRUSTNING, HVOR MAN LÆRER HINANDEN AT STYRE SIG SELV BEDRE.

    Lovene ligner snart de gamle håndbøger fra DSB og POSTVÆSENET, hvor man er reguleret helt ned til brug af blade fra WC-rullen.

    Det syge er også de mange flere forbud -samtidigt med at politi og retsvæsen er stadigt tyndere.

    Minder mig snart om lykkelotto. Man kan godt finde noget.

    Fandt i går noget godt ilandrevet reb på stranden; men havde jo lagt min 16 cm kniv under lås og slå og har ikke nogen på 10. Surt sut på remouladepinden. Var det 3.000, selvom jeg har seddel med fra min afdøde mor…

  5. Af Per Frederiksen

    -

    Tja.. Dansk politik er X-factor, og vinderen bliver berømt og feteret.

    Så længe der er mandater at vinde i forbudspolitik, vil vi have den slags hjernedøde forslag.

    Det er faktisk os vælgere, og ikke politikerne, der har problemet.

  6. Af peter g

    -

    @Per Frederiksen

    Gid man kunne stemme dem ud per SMS! 🙄

  7. Af Ole Juul

    -

    Det er derfor hulens vigtigt at sætte krydset, hvor ens egen frie levevis respekteres mest, -og hvor der er evne og kompetence til at “lede virksomheden”.

    Og, -efter min bedste overbevisning ikke ved det utroværdige makværk det p.t. beskrives som rød blok.- mange af dem lyver, de stjæler dine og dine børns penge, de vil forbyde dig alt og de kan om nogen ikke lede nogetsomhelst.

  8. Af Jaszon Piterski

    -

    Kun en dum dansker stemme på venstreorienterede partier.

  9. Af Per Frederiksen

    -

    @Ole Juul

    “Evne og kompetence til at lede virksomheden”

    I går underkendte selveste nationalbankdirektøren V&K’s økonomiske politik. Er det så her, vi skal sætte krydset næste gang?

    “Frie levevis”..

    Er det burkaforbudet, knivloven, multimedieskatten, medielicensen eller andet der mon tænkes på?

  10. Af jens holm

    -

    Jens A. xxx Rød blok vil forbyde privat initiativ.xxx

    Mærkeligt man fx så kan gå ind for EU og privatisering af en række tidligere statslige institutioner.

    Postvæsen, jernbaner, TDC og stabelvis af udliciteringer.

    Bor selv i en S,SF m.m. kommune. Her er renovation, mad til de gamle, dele af hjemmeplejen, anbringelse af børn, kommunal busdrift og særtransporter og meget mere da udliciteret. Mna køber også ind via KL`s ordning som de borgerligt drevne kommuner også gør.

    Jeg kan da komme med noget ligeså tyndt, idet Vk0 har nationaliseret flere banker og giver statsstøtte til såvel landmænd som håndværkere.

    Så kom da i det mindste med noget bedre end fx S`s partiprogram fra 1920. De burgerlige har da også foandret sig og har bla. indset, at grunden til S & Sosjalismen er, at konservatisme og liberalisme har en række mangler.

    Personligt ser jeg diverse ismer som fingrene på en hånd. Duer den ene finger ikke, så må man prøve noget eller lidt af den anden eller måske 2-3 stykker. Prøv selv at tørre dig i numsen med 1 finger eller at holde regnormen.

  11. Af Per Frederiksen

    -

    Jeg har selv ment, at den “Røde” blok for længe har stået for omklamring af velfungerende borgere, men efter ni år med VKO må jeg indrømme, at S-SF er de rene liberalister i forhold til det kontrol- og regelvælde vi nu lever i.

    Bevares, Helle og Villy kommer også med tåbelige stramninger indimellem, men det er altså VKO, der har magten, og dem der har ubetinget danmarksrekord i lovgivning og kontrol på snart sagt alle områder.

  12. Af jens holm

    -

    Jaszon Piterski …

    Ha-ha.. For tiden ser det så ud til, der endda er et marginelt flertal af dumme danskere.

    Måske laver de med deres 50.1% af stemmerne proletariatets diktatur og bruger terrorlove og lømmepakke til at sætte resten i fængsel…

  13. Af Michael Strand

    -

    Kunne man ikke sende Folketinget på ferie i en hel valgperiode? … det ville da være fornøjeligt. Og lade et par super embedsmænd med nogle top-erhvervsfolk prøve at få styr på sagerne. Jeg tror, det kunne være spændende?

  14. Af rene´ vangkilde

    -

    DEMOKRATIET ER FORÆLDET! politik i afmagt.
    Velfærdsamfundet er bygget på industrisamfund, men beskæftigelsen er flydende og demokrati er
    ingen garanti for job. På trods garantere vores
    liberale regering beskæftigelse, fordi statens
    indtægter skal være maximal, og vores velfærd
    bygger på to indtægter pr. husstand. National
    bankdirektøren er derfor overordentlig nervøs
    for fremtiden.(globaliseringen,de åbne grænser)
    Rød eller blå stue er fuldstændig ligegyldig,
    når politikerne ikke opdager finanskrise og
    beskæftigelsen flytter (danish Crown 50.-) og
    heller krig i Aghanistan end sygehuse,skoler og
    ældre pleje.
    Tingets medlemmer rejser på studie tur som aldrig før! (inspiration udefra – hvorfor ik!).
    HVAD ER NETTO KOSTPRISEN PR.DANSKER FOR AT LEVE
    – POLITIK MED LAVESTE FÆLLESNÆVNER “90.

  15. Af Henrik Jørgensen

    -

    Berlingske glemmer tilsyneladende hurtigt, eller var det ikke hr. Tom Jensen selv, der gjorde sig til talsmand for forbud af kaffemøder for kvinder?

    Det var så åbenbart et kortere populistisk sidespring, lad os glemme det og glæde os over, at Berlingske nu også har fået øjnene op for de reelle problemer, der eksisterer i Danmark, herunder nødvendigheden af reformer.

  16. Af Tom Jensen

    -

    @ Henrik Jørgensen

    Blot lige til afklaring af dette spørgsmål: Jeg har på intet tidspunkt erklæret mig som tilhænger af et forbud mod kaffemøder for kvinder. Det er derimod korrekt, at jeg kritiserede den slags kønsopdelte møder for at skade integrationen snarere end at gavne den. Men samtidig slog jeg også fast, at DFs krav om forbud mod den slags – og flere andre forbudskrav i samme anledning, se mit blogindlæg ovenfor – var helt ude i hampen.

  17. Af Niels K

    -

    En klog mand sagde en gang, at det mest kontrollerede styre er en institutionaliseret liberalisme:) Problemet er, at vores samfund er blevet så planlagt, målrettet og normalt, at detaillovgivning og jagten på den bedste måde er den eneste metode vi kender. Længe leve duftneutralitet og burkafrie zoner.

  18. Af Niels Christensen

    -

    God ide, at liste alle de forbud. Men mon det hjælper. Det er bare et udtryk for to ting : Politikere har ikke noget at lave, og en række sygdoms foreninger, har fået ansat for mange spindoktorer og holdningsmagere, der sikkert aflønnes efter resultat.
    Problemet er bare at resultatet er en totalitær forpestning af livet for os andre.

  19. Af peter g

    -

    Ved nærmere eftertanke, så handler politikerne jo meget rationelt ved at lefle for deres vælgere. Hvem ville stemme imod julemanden? Og hvem ville stemme for incassomanden?

    Man får jo ikke ret meget omtale ud af arbejde for en eller anden lov med krumme (eller ej) agurker, mens en kommentar på et “problem” påpeget i dagens avis kaster jo altid ekstra omtale af sig. Desuden kræver et forbud minimal finansiering og derfor er den eneste bremse – penge – sat ud af spillet. Således kan man frit slynge den slags ting ud og til og med vedtage dem, uden at der er behov for at tænke sig om. Og få en masse overskrifter.

    Og som Per Frederiksen nævnte i en kommentar her, så er det kun os selv vi kan takke for denne tingenes tilstand. Vi har de politikere vi fortjener. Som oftest er der flere idioter end eftertænksomme, og således vinder idiotien i et demokratisk samfund. Jeg kan kun gætte, men kunne forestille mig, at det er dette forhold som gav anledning for følgende bemærkning fra Winston Churchill: “The best argument against democracy is a five minute conversation with the average voter”

  20. Af Christian Larsen

    -

    Venstrefløjen vil forbyde at aktionærerne selv bestemmer hvem der skal sidde i en bestyrelse. Det skal ikke længere være evnerne der er afgørende, men derimod hvilke kønsdele personen har.

    SFs vil også straffe folk der tjener over en mio., mens folk der slapper af slipper billigere i skat.

  21. Af Klaus K K

    -

    Det hele startede med rygeforbuddet i 2007, som ingen medier har turdet kritisere, og alle har haft stor berøringsangst overfor, pga den aggressive anti-ryge lobby.

    Rygelovens tilsyneladende succes har givet forbuds-elskerne på Chr.borg og i sundhedsmyndighederne vind i sejlene.

    Nu – tre år senere – løser de tidligere østblok lande sundhedsmyndighedernes krav om rygeforbud på ægte demokratisk vis:

    http://tinyurl.com/ykmrocy

    Ingen forbud. Restauratørerne bestemmer selv, og alle er glade – rygere såvel som ikke-rygere, og ikke mindst serveringsbranchen.

    De gamle østlande er lysende eksempler på, hvordan frie demokratier skal fungere. Uden forbud, naturligvis.

    Dem har de jo levet med i 45 år under Sovjetisk overherredømme.

  22. Af Thomas Rasmussen

    -

    Enig med Tom Jensen. Nogle af disse sekundapolitikere tror at de er sat i verden for at genere folk og indskrænke friheden. Alle deres hovsaforslag på baggrund af en enkelt TV-udsendelse eller en artikel i en avis, viser jo hvor useriøse de er!
    At gammelkommunisterne og stalinisterne i SF og Enhedslisten har en forkærlighed for totalitære styreformer er jo en kendt sag og deres systemet-over-folket tankegang må vælgerne jo tage stilling til!

  23. Af B. Lygge

    -

    Jamen – det er jo meget populært i befolkningen! Selvfølgelig sikrer det også stemmer og taburetter for politikerne, men hør hvordan der ude i Danmark siges “Jamen, det var dog skrækkeligt, det må forbydes”.
    Vi er blevet bange og vi vil beskyttes.
    Hvad befolkningen ikke ser er, at det også kvæler alt andet såsom initiativ, personlig bestemmelsesret. Vi er blevet en børnehave, som ikke kan noget selv.
    Det er farligt!

    Et bange, beskyttet folk bliver nemt offer for manupolation – bare tænk på Tyskland i 30´erne !

    Hvilke parti/partier, som kan/vil benytte sig af dette vil jeg lade op til den enkelte at tænke over.

  24. Af Torben Lantau

    -

    …..ja, og Det Økologiske Råd vil have brandskattet brug af brændeovne. Nej, vores politikere er en ynk, og om de kommer fra venstre- eller højresiden er såmænd snart helt ligegyldigt. Grundlæggende set tænker de helt ens. Politik udvikler sig til en farce. Måske burde antallet af folketingsmedlemmer reduceres til f.eks. 51. Samtidig kan folketingets sommerferie sættes op til 8 eller, måske endnu bedre, 10 måneder. Problemet med de kære folkevalgte er jo tilsyneladende, at de er alt for mange, der har alt for meget tid.

  25. Af Beskæftigelsesterapi for politikere « Anna Lyttiger

    -

    […] for politikere Posted on 19. marts, 2010 by Anna Lyttiger Skarp blog, Tom Jensen holder sig på The fat Lady. Han har gået og undret sig i år, og har fundet en lille forårsbuket […]

  26. Af Berit V.W.

    -

    Egentlig er jeg modstande af kontrol og forbud. for tryk avler modtryk.

    Men jeg synes tendensen går mere og mere i retning af, at vi er blevet egoistiske. Vi gør, hvad der passer os, og om det går ud over andre, det er bare deres problem

    Når der er nok eksempler på, at der skal gøres noget ved et problem, kommer der som regel et forbud.

    Nogle få eksempler: Kamphunde. Det viser sig jo, at de er farlige. Der er mange, der er blevet skambidt før forbud.

    Bankerne. Bankfolk rager til sig selv og sine. Men almindelige mennesker kan knap nok låne.

    Parfume og dufte: Penge styrer jo denne verden. Der er kommet flere kemikalier og tilsætninger i både dit og dat, og der bliver flere og flere allergikere. Folk ved ikke, hvad de snakker om, indtil de selv har prøvet at af få astma eller allergi.

    Vi mangler at det skal være lovpligtigt at køre med cykelhjelm. Jeg har kendskab til flere, der slog sig slemt, da cyklen væltede (endog et enkelt dødsfald). Jeg hørte en ung pige på 15 år udtale, at hun ikke ville køre med hjelm, da det gik ud over hendes frisure. Det kalder jeg selvoptaget. Skidt med helbredet, bare frisuren holder.

    Det største slag i luften er at tale til fornuften.

  27. Af Jens A.

    -

    jens holm,

    Vi har desværre for øjeblikket en meget provinsiel/verdensfjern diskussion om økonomi og velfærdens finansiering i Danmark. En diskussion der er domineret af løgnen om, at velfærd, helt af sig selv, falder ned fra himlen eller vokser på træerne.
    Den helt store synder er venstrefløjens talerør; DR’s bevidste indsnævring af debatten til kun at dreje sig om fordeling af den allerede tilvejebragte velstand frem for en diskussion om, hvordan vi kan øge det private initiativ hos personer og virksomheder for at få mere vækst.

    P.t. ser det ud til, at rød blok, i uskøn forening med DR, har held til at bilde et flertal af vælgerne ind, at en merbelastning af de personer og ikke mindst virksomheder der trækker økonomien er lig med mere velfærd – hvilket selvfølgeligt er naivt og kortsigtet nonsens.

  28. Af peter g

    -

    @Jens A

    Jeg er ikke helt uenig med dig, men samtidigt må vi da erkende, at regeringen ikke gør ret meget for at mane de rødes realitetsfjerne tankespind i jorden. Er det fordi DF ikke lader dem? Jeg tror familjen Danmark sagtens kan forstå det, hvis nogen gad gøre sig ulejligheden og forklarede det for dem.

    Vi har jo igennem årene kørt et pyramidespil af rang, nemlig skatte- og velfærdssystemet. Det virkede så længe der var flere af dem der betalte penge ind som skat end dem som hævede velfærd, men denne tilstand er jo for længst borte. Så er der noget der skal give efter, og man kan jo ikke brandbeskatte sig til mere af samme, ikke i vores globaliserede verden.

  29. Af Peter T.

    -

    Det der undrer mig er at folkevalgte kan gå så langt ned i niveau. For jeg formoder at folkevalgte er mennesker af kød og blod, der er intelligente nok til at holde snitterne fra populisme. Men et eller andet sted i valgkampene er fornuften parkeret og glemt i kasserne med valgplakaterne.

    Men det kan jo også være, at vores land er så gennemreguleret, at der ikke er merer at love give om, Og så skal der opfindes nye love, for at retfærdiggøre de folkevalgte politikeres gerning på tinget.

    Men ærligt talt. Jeg giver fortabt. Partiledelserne er udenfor pædagogisk rækkevidde og de har tilsyneladende glemt eller slet ikke forstået det ansvar, der følger med som politiker. Det er skræmmende.

    Jeg er selv ræverød af overbevisning. Men hverken S eller SF overbeviser mig. Tværtimod. De får ikke min stemme så længe de opfører sig som om de sidder i et elevråd på en folkeskole.

  30. Af peter g

    -

    @Jens A

    Fortsat..

    Og nu kører vores nationale tests. Eller snarere: de kører ikke. En lærer bemærker: Det er sådan lidt Sovjetstyre-agtigt: ‘Vi har en standard, og vi har lagt en plan. Den fungerer ikke, men vi gennemfører det alligevel’

    Og vi har jo lige haft affæren med den tvungne madpakke i helt samme stil. Og tinglysningen. Og alt dette bare i år.

    Man bliver fristet til at give ret til den som foreslog, at politikerne tager et sabbatår, mens man lader nogle professionelle ledere styre molevitten.

  31. Af Berit V.W.

    -

    Det kan godt være at DR er rød, men så er TV2 til gengæld mørkeblå. Der, hvor jeg bogstaveligt talt ser allermest rødt er, når Henrik Qvortrup sidder og griner ad oplæg fra den røde blok og straks bliver meget seriøs, når det gælder blå blok. Der kan nævnes flere journalister på TV2 med tendensen. Fordi man ikke er enig, kan man godt behandle alle ens.

    Pengekassen er tom, derfor alle de finurligheder. Spørgsmålet er, hvor pengene skal komme fra (skatter eller nedskæringer) – ja, det bliver spændende, når valget kommer.

    Kaare R. Schou kommer endelig tilbage, det var TV2 længe om, men bedre sent end aldrig.

  32. Af Jens A.

    -

    peter g,

    Du har ret. Regeringen er utrolig vag, ufokuseret, ja slet og ret elendig – til på en pædagogisk overbevisende måde at fortælle vælgerne om det essentielle om forholdet mellem bierne og blomsterne, når det gælder vækst og velfærd. Jeg overraskes dagligt over, hvor dårligt forberedt og usystematiseret den er og det er jo ellers ikke fordi det burde være svært at pille oppositionens argumentation sønder og sammen.

  33. Af Lenette Tine Nielsen

    -

    Peter g. Vedr.: De nationale tests = den totale solformørkelse, en lærer udtaler ligeledes: Nå, men jeg fik, da børnene til at grine af det hele.

    Du skriver den 18. marts 21.54 “Hvem ville stemme imod julemanden ?” En sjov – og god bemærkning – måske skulle du stille op som politiker ved det kommende valg…

  34. Af Ulf Timmermann

    -

    Som flere har gjort opmærksom på, vi kan ikke stemme os ud af problemet, hverken til højre eller til venstre. Hvad foregår der? Hvad er det for en tidsånd, vi i en kollektiv psykose lader os opsluge af?

    Henrik Pontoppidan udtrykte beskedent: ”Store Bedrifter øvede jeg (…) ikke med Pennen – jeg ved det godt. Men jeg gjorde en række Aar min Skyldighed som menig Soldat i Menneskeaandens evige Frigørelseskamp”.

    Vi er indskrevet som fodfolk i en demokratikult, af ypperstepræster i en konsensuskult, der forsøger at knægte ethvert tilløb til, at vi lever i frihed, som frie mennesker. Der forsøger at nedbryde enhver indre fæstning, vi måtte være i besiddelse af.

    Det er, hvad demokratiet har kastet sig over. Dette projekt: Flugten fra friheden.

  35. Af jens holm

    -

    Jens A.

    Så længe dit private initiativ nærmest kun består i et privat ødsleri blandt velstillede, så giver jeg ikke meget for det.

    I Vores kommune spare vi i den grad på fremtiden, det en række vitale dele skæres og skæres. Det er så hbele skoleområdet og vedligeholdelsen af det allerede skabte.

    Når Du hele tiden ævler løs om venstrefløjen, så har den ikke haft flertal i 8-9 år. Hvornår tager man i Vk0 ansvar for sine egne fadæser. Jeg synes de hober sig op.

    Tilsyneladende er Du selv så meget til højre, at du er havnet i en grøft uden kontakt med virkeligheden.

    Jeg kan ikke se, at et marginel flertal, som idag måske endda ikke er der, skal søge at knægte ANDRES YTRINGSFRIHED.

    Man lovgive på grundlag af GRUNDLOVEN. Den kan et tilfældigt sammenstillet folketingsflertal ikke sætte til side – selvom denne jo gør det gang på gang med stadige forsøg på at ville styre både dømmende, udøvende, lovgivende og ytringsfrihende.

    Der er stabler af eksempler på at især DF både er harme over retsafgørelser i højeste instanser eller kræver meget dygtige folk fyret efter standrettemetoden. Ud-væk duer ikke Vagn Greve etc.

    Min personlige mening er, at landpolitikere alt overvejende er valgt til at forbedre og vedligeholde overordnede forhold for HELE landet. Det har Vk0 gjort moderne IKKE AT GØRE.

    Man kan nævne ligefra grundlovstridige lovforslag til noget, som knapt eksisterer(fx angående Burka). Tåbelige antagelser om, at man vil gå hjemme og passe sine børn eller at lejeboliger er en guldgrube for ejere ved køb. Man kunne fortsætte i en lang række fnidder om discountmadpakker eller promovering af kulfyrede el-biler.

    Nyeste rene forplumring hørte jeg så her til morgen, idet DF i mangel på standpunkter, som ikke allerede er tagne, nu vil skabe endnu mere gylle ved at promovere atomkraftværker. Og ja, S,SF og Ehl. har også den uvane i voksende grad.

    Der er netop behov for nogle kraftige overordnede investeringer i hele energi- og varmesektoren. Her har regeringen end ikke noget om sine socialistiske kollektive venner i landbruget om, at landbruget fremover skal leve af at producere lort og flis.

    Næh, man giver flere penge til folk, som allerede har oparbejdet en gæld på 27 mio. i snit altså. Det skulle lige være mig lille parcelhusabe. Så havde jeg fået en dobbelt Rieber – eller hvad det hedder.

  36. Af Freddie Boysen

    -

    Det undrer mig at så mange går så højt op i forbud

    Vi danskere overholder jo ikke de fleste af dem alligevel

    Og regeringen ansætter kun så få som muligt til at kontrollere om forbudene bliver overholdt at chancen for at blive taget nærmest er minimal.

    vh

  37. Af Klaus K K

    -

    @ Freddie Boysen

    Du tager fuldkommen fejl. Danskerne gør 100% hvad der bliver sagt, i forhold til, hvad man gør i andre lande. Danskerne overholder forbudslovene som små får.

    Det er heller ikke sandt, at der ikke bruges statslig energi på kontrol med forbudslovene. Arbejdstilsynet har udført 50.000 uanmeldte virksomheds-kontroller af rygeloven. 1500 små virksomheder har fået påbud, fordi de ikke havde en “rygepolitik”.

    http://www.avisen.dk/danske-virksomheder-er-roegdukse_124346.aspx

  38. Af Jens A.

    -

    jens holm,

    Får vi mere offentligt velfærd, hvis vi svækker det private initiativ?
    (Villy Søvndal og Helle Thorning må også gerne svare)

  39. Af georg christenssen

    -

    På sporet af det moderne “LIV”, en udmærket overskrift ( manglende opskrift).

    Lad os stille og roligt, og med eftertanke, i fællesskab finde “løsningen”.

    “LIVET”, har ingen problemer med “fællesskab”.

    Det er kun (pollittiske og religøse “ABEKATTE”), som har fået alt for stor betydning, i “fællesskabet´s udvikling” (globalisering).

    Vi har ikke brug for betalte “pollit idioter”, eller religøse “julemænd”, og andre “illusioner”.

  40. Af J Schmidt

    -

    Skal vi ikke have et forbud mod uintelligente politikker? alle disse forbud kommer af angst for at leve livet, tag nu forbundet mod kamp hunde? magen til idiot lov skal man lede længe efter! den vil ikke have nogen effekt overhovedet! dem som har rådgivet regeringen omkring dette lovudkast har nok aldrig set en hund i deres liv? man kan ikke forbyde kamp hunde, da deres DNA ikke kan adskilles fra andre racer, “vi har et foto og ligner de så er de forbudt” der mistet vi total forbindelsen til hjernen sort skærm! flere af de hunde racer som er på listen har aldrig og bliver aldrig kamp hunde, der er vagt og jagt hunde der hvor de kommer fra, men det gider man jo ikke sætte sig ind i.

    Dem der vil have en aggressiv hund vil altid kunne krydse eller købe en som ikke er på listen, men det har man jo slet ikke tænkt på, eller regner man med at bare noget er forbudt så forsvinder det?

    de andre forbud er lige så meget tomgangs love, de virker ikke, kommer kun til det der hvor man kan sætte ind men total kontrol og det er meget få steder man kan det, så som at nyde en øl til en koncert.

    Halleluja, Rød, grøn, blå. kan i ikke lave et forbud mod jer selv.

  41. Af Henrik Keller

    -

    Det er ikke korrekt, at der ikke må drikkes øl til koncerter i Sverige. Jeg har været til mange koncerter i Sverige, sidst for 4 mdr siden. Der var masser af øl.

    At SFs lille forebyggelsesgris kommer med dette forslag er ikke overraskende, men det er overraskende, at DF og V spiller med.

    Birgitte Josefsen skal overhovedet ikke se det som sin opgave,at ændre befolkningens holdning.
    De fleste voksne mennesker kan selv træffe de valg, der er hensigtsmæssige for dem.

    Der er tradition for at drikke øl ved jazz-og rockkoncerter samt ved fodboldkampe. Der er dog ikke tradition for, at folk der betaler mange penge for en koncertbillet drikker sig fulde og laver ballade.
    Hvis udskænkning af øl forbydes ved disse arrangementer, vil de fleste spillesteder og fodboldklubber være tvunget til at lukke.

    Forslaget er tåbeligt og det ville være rart, hvis politikerne ville tage sig af landets alvorlige problemer fremfor konstant at gennemføre nye reguleringer, forbud og stramninger.

    Jeg vil opfordre alle til at sende protestmails til de politiske partier om, at nu er det nok. At kræve stop for nye forbud. Som det er nu, er det vist nok Liberal Alliance, der tør betro de enkelte vælgere ansvar for deres eget liv.
    Vi bør simpelhen boykotte de mest forbudsivrige partier og fortælle dem hvorfor. Da de fleste politikeres ambitioner indskrænker sit til sikring af eget genvalgt, bil det måske virke.

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info