Kirkeasyl og Lars Hedegaard – to alen af ét stykke

Hvad er ligheden mellem Lars Hedegaard og Kirkeasyl? Jo, begge har så ringe tiltro til, at vores demokratiske samfundsinstitutioner virker, at de er parat til at sætte dem ud af kraft i kampen for at opnå deres mål.

Lars Hedegaard ved billedlig talt at ville gå ud i Sherwood-skovene sammen med sine gode mænd og i en civil ramme ”skabe parallelle institutioner” i kampen mod islam, eftersom han må konkludere, at både offentlige og private organisationer eller virksomheder forlængst er det, han kalder ”dhimmificeret” – altså underlagt islamisk undertrykkelse.

Det var det, han sagde i sin Bruxelles-tale, som jeg skrev om i Berlingske Tidende i sidste uge. Mere om det nedenfor.

LÆS: En dobbelt Langballe, der er blevet glemt

Kirkeasyl har også mistet troen på samfundets institutioner. For Kirkeasyl handler det imidlertid ikke om nogen muslimsk trussel, men nærmest det modsatte. For Kirkeasyl er målet asyl til alle. Danmark skal åbne portene for hvem som helst, når som helst. Casen blev irakerne i Brorsons Kirke, men de var kun et symbol på den generelle holdning, at det danske samfund kun er anstændigt, hvis ethvert menneske, der banker på døren til vort land, skal kunne få opholdstilladelse. Desværre for Kirkeasyl er det et synspunkt, der hverken deles af et flertal i befolkningen der ikke ønsker fri adgang til landet, eller af et system som fastholder, at hvis en asylansøgning er grundløs, skal asylsøgeren rejse igen. Den slags hedder også lov og ret, men det ønsker Kirkeasyl ikke at respektere. Derfor begår man civil ulydighed og vil støtte folk, som skjuler illegale flygtninge. Man ønsker at skabe en permanent undtagelsestilstand på asylområdet.

Det er for mig at se en bekymrende udvikling, at stærke kræfter på begge fløje nu igen er parat til – i den ene eller den anden sags tjeneste – at kortslutte lov og ret. Derfor tog jeg fat på Lars Hedegaards Bruxelles-tale forleden og gør det her igen, og derfor har jeg flere gange påpeget det uholdbare i Kirkeasyls humanitære lovløshed og gør det her igen.

–

Lad os tage den aktuelle diskussion om Lars Hedegaard først. I en kronik i Berlingske Tidende i søndags reagerede han på debatten om Bruxelles-talen ved at erklære, at hans ærinde slet ikke er at underminere frihedsrettighederne i kampen mod islam, selv om han i talen opererer med skabelsen af ”parallelle institutioner under vor kontrol kombineret med civil ulydighed”, og selv om det ifølge Hedegaard kan forudses, at ”nogle af vore offentlige og private institutioner vælger at gå over til vores fjende, medmindre vi tvinger til dem til at støtte os”.

LÆS: Lars Hedegaards kronik “Som ordene faldt i Bruxelles”

Efterfølgende udtalte Lars Hedegaard forleden, at han med disse ”parallelle institutioner” tænkte på brugsforeningerne og andelsbevægelsen. I givet fald jo smukt og uskyldsrent. Flere andre er også kommet Hedegaard til forsvar, herunder næstformanden i Trykkefrihedsselskabet, Katrine Winkel Holm, som i en kommentar på selskabets website Sappho.dk har nedtonet bekymringen over Hedegaards vilje til at kortslutte samfundets institutioner ved at erklære, at Hedegaard er ”ude i noget hypotetisk og fremtidigt”, når han taler om at oprette parallelle institutioner for at bekæmpe islam. Noget der først skal ske, når alt er ”dhimmificeret” og staten og retssamfundet brudt sammen.

Med andre ord: Bare noget med brugsforeninger i en fjern fremtid.

Problemet er blot, at det ikke er, hvad Hedegaard har sagt og skrevet her og der og alle vegne. I Bruxelles-talen betoner han netop, at ”mange af vore institutioner allerede er undergravet i et omfang, hvor de i realiteten er blevet omdannet til fjendens bastioner”… ”Dhimmificeringen har ramt mange af vore universiteter og endog på nogle områder skolerne, retssystemet, den offentlige administration, store dele af nyhedsmedierne, internationale organisationer som FN og EU, en del internationale NGOs, fagforeninger, kvindebevægelser, kulturelle institutioner og, i stigende omfang, store banker og virksomheder, der er blevet infiltreret af umma kapital”.

Det er på denne baggrund, Hedegaard taler om at skabe ”parallelle institutioner” som en del af vores mål på ”kort, medium og lang sigt”. Han uddyber synspunkterne i et nyt interview i denne uge med 180grader.dk, hvor han atter specifikt omtaler de danske universiteter som institutioner, der allerede nu er omdannet til ”bastioner for vore fjender”.

LÆS interview med Lars Hedegaard på 180grader.dk

I kronikken i Berlingske Tidende i søndags gentog Hedegaard til sidst sit mantra: At ”hvis staten svigter eller mangler kræfter til at forsvare friheden, må civilsamfundet træde i karakter. Hvad ellers?” Med andre ord tiltror Hedegaard ikke samfundet/staten evnen til at bekæmpe den trussel, islamismen repræsenterer. Det må andre derfor tage på sig. Hvorfor det da også giver ekstra god mening, at han netop har meldt sig ud af Dansk Folkeparti, der trods alt har været parlamentarisk grundlag for regeringen i over otte år, mens ”dhimmificeringen” af samfundet åbenbart har fået lov til at fortsætte for fuld fart.

Det kan alt i alt godt være, at Lars Hedegaard bare vil lave en brugsforening. Men det er svært at være fuldt beroliget, når man følger med i, hvad han bliver ved med at sige og skrive.

–

Det er derfor jeg er så fri at putte Lars Hedegaard og en hel del af hans ligesindede i samme bås som Kirkeasyl. Deres målsætninger er spejlvendte, men deres verdensbillede er alligevel besynderligt enslydende. Kirkeasyl blev skabt af kræfter på den yderste venstrefløj, men fik en vis folkelig medvind omkring de irakiske flygtninges besættelse af Brorsons Kirke, og det var i kølvandet på hele den ballade, at organisationens syn på lov og ret dag for dag stod stadigt klarere.

Kernen i Kirkeasyl – og sympatisørers – tankegang opsummeres egentlig meget godt i denne kommentar fra september, skrevet af venstrefløjs- og kvindeaktivisten Toni Liversage, hvori hun argumenterer for pligten til civil ulydighed mod det, hun opfatter som regeringens og dermed befolkningsflertallets ”kyniske og umenneskelige politik” på flygtningeområdet:

”Karakteristisk for denne aktionsform, hvor folk bevidst vælger at bryde loven og risikere fængsel, er, at det ikke drejer sig om snævre gruppeinteresserer, men derimod om nogle grundlæggende værdier, som man anser for at være truede, og hvor man føler, at de mere traditionelle måder at påvirke beslutningstagerne på er blevet udtømte,” hedder det.

Jeg ved ikke, om det kun er mig. Men kunne det afsnit egentlig ikke lige så godt have været skrevet af Lars Hedegaard…?

–

Så hvad er konklusionen her?

I forhold til Lars Hedegaard er det ikke, at islamismen ikke er nogen trussel. Det tror jeg et flertal af danskerne i hvert fald siden Muhammed-krisen omkring årsskiftet 2005-2006 har indset, at den på en række områder er. Hvadenten det er via terror og trusler eller angrebene på folk som Kurt Westergaard, eller det eksempelvis er i forbindelse med ytringsfrihedsdebatten under Durban II-konferencen i FN-regi, så må man anerkende, at der er en problemstilling, vi som samfund ikke kan ignorere. Sagen med Hedegaard er blot, at han i en hver sammenhæng søger at fremmale truslen så overhængende som muligt for derved at kunne tegne billedet af, at vi er i en helt særlig situation, der kræver særlige midler, eftersom staten og de etablerede institutioner jo allerede er mere eller mindre fortabt. Lars Hedegaard kæmper derfor muligvis nok for friheden og demokratiet, men han ender med at gøre det med totalitarismens argumenter.

På samme måde med Kirkeasyl. Her er argumentet over for irakerflygtningenes støtter jo ikke, at Danmark ikke skal hjælpe mennesker i nød. Det gør Danmark bestemt også – herunder i form af de humanitære opholdstilladelser, der var i centrum for debatten omkring besættelsens af Brorsons Kirke. Men ved at fremmane et billede af et samfund, hvor kynismen, umenneskeligheden og uanstændigheden regerer på allerøverste sted får Kirkeasyl støbt argumenterne for, at vi er i en helt særlig situation, der til syvende og sidst giver moralsk grønt lys for lovløshed. Et billede af det danske samfund som menneskefjendsk og totalitært, som Kirkeasyl ikke er ene om på venstrefløjen – forfatteren Carsten Jensen gav den således gas på samme front, da han forleden modtog Olof Palme-prisen.

–

Det er netop argumentet om den helt særlige situation, der kræver helt særlige midler til løsningen af dette eller hint problem, som bør få alarmklokkerne til at ringe, hvad enten det kommer fra den ene eller den anden flanke. Selv vi, der helhjertet støttede den USA-ledede kamp mod terroren og invasionen i Irak kunne således se, at argumentet om den helt særlige situation ikke kunne bære oprettelsen af den retssikkerhedsmæssige kortslutning, som Guantanamo-lejren udgjorde – og udgør.

I lande der ikke har en stærk demokratisk kerne som Danmark eller USA, er tankegangen næsten indbygget i samfundets mekanik. Man har set talløse eksempler i lande som Pakistan og Tyrkiet og mange andre steder. På grund af en ”helt særlig situation” er det nødvendigt at dispensere fra lov og ret, eventuelt opløse demokratiet og sætte en uniformeret ledelse ind i stedet og indføre generel undtagelsestilstand. Vi bryder os ikke om at se på det, når det sker, og vi gennemskuer hurtigt den undertrykkelse, der følger med en snæver magtelites monopol på at definere, hvad der er ret og vrang i et helt samfund.

På venstrefløjen især i 70erne var denne logik fremherskende. Det var her man, i en blind tro på lovmæssigheden i en historisk udvikling frem mod det endelige socialistiske samfund, beskyldte folk med andre holdninger for at lide af falsk bevidsthed og i øvrigt var villig til ikke blot at se bort fra kommunismens forbrydelser bag Den Kolde Krigs jerntæppe, men også selv argumentere for nødvendigheden af at acceptere vold, undertrykkelse og despoti – i hvert fald for en periode – som midler til at nå tusindårsriget.

Det er tilsvarende knæfald for den midlertidige kortslutning, der er grund til at advare imod her i 2010. Accepten findes ikke kun hos Hedegaard og Kirkeasyl, men egentlig også i de konstante krav om særrettigheder eller særforbud i den ene eller den anden politiske diskussion.

Jeg tillader mig derimod at tro på demokratiet og dets ret til at forsvare sig og evne til at gøre det uden undervejs at gå til grunde, og jeg tror, vi overlader vores frihed i bedst stand til de næste generationer ved ikke at demontere den i panik over en øjeblikkelig situation, vi ikke lige på anden måde kan finde effektive midler til at tackle.

Altså må vi vælge en anden vej end Lars Hedegaard og Kirkeasyl. De er for længst på vej ud af en og samme betænkelige tangent.